Sundhed: Det kan lyde uretfærdigt og en smule svært at forstå.

Men ny dansk forskning tyder på, at mens nogle af os kun behøver at kigge på en julekage for at tage på, så kan andre spise en håndfuld, uden at vægten ændrer sig synderligt.

Det viser et nyt studie lavet på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Her har forskere undersøgt energiindholdet i 85 danskeres afføring for at fastslå, hvor effektive deres tarmbakterier er til at trække næring ud af maden.

Med andre ord tyder forskningen altså på, at forskellene i sammensætningen af tarmbakterier betyder, at der også er forskel på, hvor meget vi tager på, selvom vi spiser det samme.

Det oplyser Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

- Vi har måske fundet en nøgle til at forstå, hvorfor nogle tager mere på end andre, selvom de ikke spiser hverken mere eller anderledes. Men det kan undersøges nærmere, fortæller lektor Henrik Munch Roager fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Resultatet viser, at omkring 40 procent af deltagerne hører til en gruppe, som gennemsnitlig trak mere næring ud af maden sammenlignet med de øvrige 60 procent. Herudover fandt forskerne ud af, at gruppen af deltagere, som trak mest næring ud af maden, gennemsnitligt vejede 10 procent mere.

Resultaterne peger altså på, at overvægt også kan være bestemt af sammensætningen af tarmbakterier og ikke kun kost og motionsvaner - som hidtil troet.

Efter at have inddelt deltagerne i tre grupper på baggrund af deres sammensætning af tarmbakterier viser resultaterne også, at det faktisk kan være en ulempe at have tarmbakterier, der er lidt for gode til at trække næring ud af maden, fordi at kroppen dermed sørger for at få adgang til flere kalorier i den samme mængde mad.

- At vores tarmbakterier er gode til at trække energi ud af maden, er jo som udgangspunkt en god ting, da bakteriernes omsætning af mad frigiver ekstra energi i form af for eksempel kortkædede fedtsyrer, som er molekyler, vores krop kan bruge som energi. Men hvis vi spiser mere, end vi forbrænder, så kan det ekstra energiudtræk fra tarmbakterierne måske over tid øge risikoen for overvægt, lyder ordene fra Henrik Munch Roager.

Som en overraskelse for forskerne viste resultatet også, at deltagere, hvor maden havde en lang rejsetid gennem systemet og dermed en længere fordøjelsesproces, var dem, der trak mindst næring ud af maden. Hvilket var et omvendt resultat, end hvad forskernes havde troet.

Den nye forskning bekræfter tidligere forskning lavet på mus. Her viste det sig nemlig, at mus, der havde fået tarmbakterier fra overvægtige mennesker, tog mere på i vægt i forhold til mus, som havde fået tarmbakterier fra normalvægtige.

Inflation: Manglende arbejdskraft og stigende priser på energi og råvarer gik i 2022 hårdt ud over landets restauranter, der ellers endelig kunne åbne efter coronanedlukninger.

- Man åbnede dørene til, at mange danskere havde savnet at komme ud, men for mange var det også til gæld til både banker og det offentlige. Allerede i 2021 var priserne på råvarer steget, og dertil kom de voldsomme stigninger på energi, siger Freja Brandhøj, der er politisk chef i brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer.

Inflationen betød også, at danskernes opsparede lyst til at spise ude med tiden aftog. Og de færre gæster til de mange flere omkostninger fik restauranter til at blandt andet ændre på menukort og åbningstider. Mens flere hævede priserne for kunderne.

En af dem, som måtte grave dybt for at holde skuden i vandet er Jacob Niebuhr, der er restauratør i Silkeborg. Han havde allerede i slutningen af 2021 sat priserne op med 10-15 procent på menukortene i sine tre restauranter. Avisen Danmark har spurgt ham, hvordan 2022 siden er gået.

- Det har mildest talt været et udfordrende år. Vi satte vores lid til, at vi kunne få udskudt moms- og A-skattelån, som regeringen lovede inden valget, men det ser ud til, at vi må fortsat spænde livremmen ind og vende nærmest hver en 25 øre. At drive restaurant er ikke noget, man kommer sovende til, siger Jacob Niebuh

Han har ikke sat priserne væsentligt op i løbet af året, men regner med at gøre det i mindre grad i det nye år.

- Jeg tror ikke, vi kan undgå prisstigninger, men det er i høj grad bestemt af vores omgivelser. Vi vil helst ikke sætte priserne væsentligt mere op, men hvis vi skal have penge med på arbejde, så er vi nødt til at gøre det, siger han.

Til gengæld har han ikke længere tre restauranter. I sommer måtte han lukke nyeste skud på stammen fra 2019.

- Det kom rimelig drastisk. Gæsterne på den lokation tog ikke særlig godt imod prisstigningerne og var mere prisbevidste, tror jeg. Det gik i hvert fald ikke – oven i at der ikke kom nok gæster - så vi var nødt til at tage konsekvensen.

Ud over prisstigninger måtte man i Silkeborg også lave om på menukortene. Især fritureolie var steget så meget i pris, at pomfritterne var i fare for at blive sløjfet.

- Det lykkedes faktisk at købe ind på en anden måde, så kompromiset blev, at vi skiftede danske pomfritter ud med irske pomfritter. Og med den volumen, vi har i pomfritter, kunne vi få en fornuftig pris, siger Jacob Niebuhr.

Derudover købte man renseanlæg til olie, så den varede længere. Og mens gæsterne fortsat kunne fornøje sig med pomfritter, oplevede restauratøren, at oksekødssalget blev halveret i forhold til året før. Så meget tyder på, at gæsterne gik mere efter de billigere retter, lyder det.

Også åbningstiderne har fået en overhaling i Silkeborg. De blev kortet ned i hverdagene og udvidet i weekenden, hvor danskerne brugte flere penge på at spise ude.

Søren Askegaard, der er professor og ekspert i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet, peger på, at branchens coronalån i sig selv for mange krævede et "boomerår" med ekstra omsætning at gøre kål på.

- Man vil givetvis altid sige, det er hårdt at drive restaurations- og værtshusvirksomhed, men jeg kan godt forstå, at det har været hårdt i år. Der har været mange udfordrende faktorer og skiftende meldinger, der har øget både omkostninger og usikkerhed, siger Søren Askegaard.

Især har inflationen afspejlet sig i forbrugertilliden. Ifølge Danmarks Statistik ender 2022 med at have den absolut laveste forbrugertillid i statistikkens historie og overgår dermed finanskriseårene 2008 og 2009.

Den store frygt i Silkeborg var i starten af året, at danskerne helt stoppede med at spise ude.

- Der var færre gæster, men i og med at vi har taget lidt mere for varerne, så har vi på en måde realiseret en okay omsætning. Men der kan være mange omstændigheder, der gør det. Det var eksempelvis også besværligt at rekruttere, så der har været situationer, hvor vi måske ikke har fået den omsætning, som vi kunne og ville, siger Jacob Niebuhr.

Hvis inflationen fortsat vil være høj langt ind i 2023, kan det dog tegne til, at danskerne i større stil vælger restauranterne fra. Det mener Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef i detailgiganten Coop.

- Under finanskrisen så vi, at danskerne på et tidspunkt holdt op med at spise så meget ude. Vi begyndte i stedet at invitere gæsterne mere hjem. Hvis det går i den retning, hvilket jeg tror, så vil det flytte lidt handel fra hoteller, caféer og restauranter og over mod dagligvarehandlen, siger han.

Søren Askegaard fra Syddansk Universitet peger på, at forbrugernes handlemønstre kan forstærke krisen.

- Forbrugerne har en meget kort hukommelse, og dermed kan vi i øjeblikket måske heller ikke fornemme, at det kan gå godt igen. Og så falder tilliden og bekymringerne stiger. Det får os til at være forsigtige, og der er vores økonomi skruet sammen på sådan en pudsig måde, at når vi holder på pengene, går det ud over os selv. Virksomhedernes omsætninger falder, og vores jobs hænger i en tynd tråd, siger han.

Og som hos Jacob Niebuhr i Silkeborg har flere i branchen allerede betalt krisens højeste pris.

Konkurstallene er i november fortsat stigende, især er det virksomheder med coronalån, der bukker under, og restaurationsbranchen rangerer højt i statistikken hos Danmarks Statistik. Antallet af konkurser ser ved årets udgang ud til at nå det højeste niveau i 12 år herhjemme.

- Vi ved, at mange vil dreje nøglen om frem til foråret 2023 enten ved konkursbegæring eller omstrukturering. Den del hjælper vi stadig flere medlemmer med lige for tiden, siger Freja Brandhøj fra Danmarks Restauranter & Cafeer.

Den politisk chef i brancheorganisationen peger derudover på, at regeringsgrundlaget ikke indikerer inflationshjælp til erhvervslivet og deraf landets restauranter.

Søren Askegaard fra Syddansk Universitet tror heller ikke på lysere tider forude for branchen.

- Det ser ikke så godt ud. Det ser ud til at blive svære tider. Og det er ikke en branche, der automatisk generer store overskud, så øgede omkostninger og en nedgang i kundegrundlaget kan klart mærkes nu og i den kommende tid, siger han.

Jacob Niebuhr i Silkeborg tror dog stadig på fremtiden. Det er man nødt til, siger han.

- Det er jo et af de ældste erhverv i verden, og jeg tror også, at mennesker har brug for os fremover - selv i krisetid. Jeg har ikke andre muligheder end at holde fast i håbet, og vi er her for det lange, seje stræk.

Odense: Kærlighed gør ondt.

Det er et faktum, der har gennemsyret kulturer, sange, film og romaner lige så langt tilbage, som menneskeheden kan erindre.

Det ved Karin Due Bruun og hendes ægtemand Jan Due, der sidder sammen på en café i midten af Odense og supplerer hinanden i en fælles bestræbelse på at forklare deres nyeste "opfindelse": Kærlighedskurven.

Det lyder som noget, Interflora skiber af sted i massevis på valentinsdag, men det er et begreb og et værktøj, der kan punktsætte og visualisere den konfliktfyldte vej, der leder til et parforholds forlis.

- I smertebehandlingen har vi smertekurven, der kortlægger et for smertepatienter ukendt terræn og giver et overblik over den rejse, der venter. Erfaringen er, at det giver dem tålmodighed til at lade behandlingen virke og have tro på, det kan blive godt igen. Selv når livet er værst, og de grimmeste tanker presser på, fortæller Karin Due Bruun.

Hun er specialist i smertebehandling og overlæge ved Smertecenter Syd under OUH. Hun kunne se en sammenhæng imellem den smerte, kærlighed forvolder, og den fysiske, der er langt mere målbar. For kærlighed kan gøre fysisk ondt.

- Forskning har vist, at følelsesmæssige smerter aktiverer de samme områder af hjernen som de fysiske. Det var med det in mente, at Kærlighedskurven tog sine første spæde skridt.

Ægtemanden blev taget med ind i tankefabrikken fra start. Hvor overlægen lagde fundamentet, plottede han de resterende komponenter på. Som psykoterapeut med speciale i parterapi kunne han pludselig se, at de to kurver delte mange ligheder.

- Alle parforhold er forskellige, men deres konflikter minder i høj grad om hinanden. Da jeg tegnede punkterne ind på kurven, kunne jeg som med smertekurven se, at der var en vej tilbage og væk fra bunden, fortæller Jan Due, der nærmest blev fyldt af en eufori ved tanken om, hvad kurven kunne betyde i hans virke.

- Jeg kan godt sidde og analysere og fortælle de par, jeg behandler, hvad der har ledt dem på afveje, og hvad de skal huske at gøre for at normalisere og forbedre deres forhold. Så bruger de værktøjerne i nogle dage eller uger. Det kan sagtens vise sig at være nok, men det kan også være, at de havner samme sted igen.

- Men Kærlighedskurven er jo ikke lavet til et specifikt par. Den er universel og minder parrene om, at de ikke står alene. For sådan er det ofte, når det smerter: "Ingen har det, som vi har det nu".

Gang på gang bliver den konstatering manet til jorden, og kurven har ifølge parterapeuten en evne til at give perspektiv. Parrene genkender skridtene og nedturen. Derfor er det også nemmere at tro på opturen.

- Jeg kan fortælle dem, at andre har stået i nærmest samme situation som dem og er kommet lykkelige ud på den anden side. Visualiseringen nærer simpelthen deres optimisme til, at forholdet kan blive bragt tilbage på ret køl.

Jan Due har flere gange hevet illustrationen af Kærlighedskurven frem i sin klinik.

- Det gør jeg hver gang, og responsen har været overvældende. Jeg siger dig, den virker. Alle, der har set den, har haft en meget positiv indstilling, men den er ikke parforholdets hellige gral. Det kræver hårdt arbejde at få relationen til at fungere.

- Kærlighedskurven giver et overblik og en indsigt. Den hjælper til selvransagelse og forståelse for sin partners tanker og handlinger - allerede på et tidligt stadie har den en effekt. Som det er med al anden videnskab, kan den jo blive modificeret med tiden, når ny forskning forskubber nogle af de ting, vi troede var sandhed. Men i sin helhed opridser den det, vi har vidst længe, siger han.

Man kunne få den flygtige tanke, at ægteparret havde fundet en fed fidus. At Karin Due Bruuns faglige baggrund giver kærlighedskurvens teori en ballast og troværdighed, som kan øge antallet af klienter i Jan Dues klinik. At der er profit at hente i den simple U-form.

Men sådan forholder det sig ikke, forsikrer ægteparret.

- Vi har lagt kurven ud til brug for alle. Vi oplever, at parterapi vinder frem i Danmark, og parrene kommer til os tidligere end før for at løse problemerne. Vores mission er at hele følelsesmæssige sår og skabe udviklende relationer. Hvis kurven kan hjælpe, skal vi ikke putte med den. Så skal den ud at gøre gavn, for vi tror på, at den kan være en stærkt medvirkende faktor i redningen af et parforhold, siger smerte-duoen i fællesskab og understreger gyldigheden af dens indhold med den artikel, som i oktober blev udgivet i Tidsskrift for Psykoterapi.

- Den er videnskabelig. Som alle andre videnskabelige opdagelser deler vi den med vores kolleger, får respons og publicerer til offentligheden. For free. Derudover er det et kvalitetsstempel, at Center for Familieudvikling, som er førende i familieforskning, deler kurven på sin Facebook-side, siger Jan Due, imens hustruen husker på, at kurven ikke er et løfte om bedring, men en motivationsfaktor.

- Modeller har naturligvis altid en begrænsning, men jeg har set, hvordan smertekurven har hjulpet kronikere til at finde vej. Vores forventning er, at par vil få den samme oplevelse, når konflikterne skaber kaos. For selv om det hele kan virke lidt som ragnarok, er der en ret forudsigelig vej, siger Karin Due Bruun.

”Hvordan har Amalie det?”.

Det spørgsmål fik Benjamin Vilslev utallige gange, da hans storesøster fik en alvorlig lungesygdom. Og selv om det var naturligt at spørge til Amalie, var det mærkeligt for Benjamin gang på gang at stå over for mennesker, der ikke spurgte til ham. Heller ikke når de havde fået svar på, hvordan det gik Amalie.

Amalie Vilslev, Benjamins storesøster, blev syg, da Benjamin gik i 8. klasse. Året efter fik hun nye lunger, men kroppen begyndte i år at afstøde dem, og den 16. august i år kunne kroppen ikke mere. Amalie døde og efterlod sig sin lillebror og forældrene Anne-Dorte og Ole Vilslev.

Benjamin, der i dag er 18 år og går på handelsgymnasiet i Haderslev, har i alle årene været vidne til sin søsters sygdom. Stået lidt på sidelinjen og betragtet søsterens kamp mod sygdommen. Og ikke mindst forældrenes kamp og bekymringer for deres datter.

Børn som Benjamin kaldes ”skyggebørn”. Børn der står i skyggen af et sygt familiemedlem. Børn der står i skyggen af dødsfald blandt de nærmeste. Mange kender ikke begrebet og tænker ikke over skyggebørnenes tilstedeværelse, og det vil Benjamin Vilslev gerne ændre på.

- Det er ikke en kritik af mine forældre, for de gjorde alt, hvad de kunne. Men jeg synes, det er vigtigt, at der også kommer fokus på de søskende, der overses, så de kan få den hjælp, de også har brug for, siger Benjamin Vilslev.

Herhjemme er der ikke mange muligheder for hjælp, når man er skyggebarn. Ikke som søskende i hvert fald. Men i Nordjylland fattede en pædagog for mange år siden interesse for disse børn.

Jes Dige var dengang ansat i Kræftens Bekæmpelse, og da var fokus ikke på de pårørende. Og slet ikke børnene. Da handlede det om den syge, og først hen ad vejen indså man, at også de pårørende børn i familien havde brug for hjælp. Det blev Jes Diges gebet og passion.

- Et skyggebarn er den, der bliver overset i helheden. Det er ikke den dominerende fortælling i familien. Man siger jo ikke, at ”det er familien med en dreng, der har en søster eller en far, der er syg eller død”. Man glemmer at brede fortællingen ud til at handle om dem, der også lider, forklarer Jes Dige.

Han stiftede organisationen Skyggebørn i 2016, efter at han stoppede i Kræftens Bekæmpelse. De syv grupper for børn, der dengang var i Kræftens Bekæmpelse, flyttede med over i Skyggebørn. I dag er der 36 grupper fordelt i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Odense kan være på vej – om sponsorer og donorer vil det, oplyser Jes Dige.

- I grupperne får børnene lov til at sætte ord på deres sorg, og alle følelser er tilladt. De kan komme lige så længe, de har lyst, og fælles for dem er en følelse af at være anderledes. Derfor er de glade for at komme et sted, hvor de kan møde andre børn i en tilsvarende situation, siger Jes Dige.

Benjamin Vilslev fik også en følelse af at være anderledes, da Amalie blev syg. I begyndelsen vidste han ikke, hvordan han skulle tackle det, men han var bekymret hele tiden, og den bekymring steg i takt med, at sygdommen udviklede sig mere og mere alvorligt.

- Jeg tænkte rigtig meget over, hvordan det skulle ende. Så var der håb, så var der ikke, så var der håb, og så var der ikke. Det var svært, og jeg er typen, der ikke viser særligt mange følelser, så det voksede bare indeni, fortæller Benjamin Vilslev.

Da det er en arvelig sygdom, Amalie fik konstateret – og som hendes mor blev diagnosticeret med på samme tidspunkt – blev Benjamin også udredt. Og til hans store lettelse, var han ikke syg. Og selv om han var bange op til tidspunktet for svar, talte han ikke med nogen om det.

- Jeg ville nok skåne mine forældre, for de havde bekymringer nok med Amalie, men jeg havde det ikke godt. Da Amalie fik transplanteret nye lunger, savnede jeg mine forældre rigtig meget, selv om vi var sammen hver dag. I den periode var jeg tit ked af det og træt og havde det fysisk dårligt. Jeg valgte tit bare at sidde på mit værelse, for så var der ikke nogen forældre, der kunne overse mig, forklarer Benjamin Vilslev.

Følelserne er modstridende, for han ved godt, at det for forældrene var naturligt at lede deres fokus på det barn, der var alvorligt sygt.

- En dag fortalte jeg dem, hvordan jeg havde det. At jeg heller ikke havde det godt. Det var vigtigt for mig og en lettelse at få sagt, og det de tog det pænt og lovede at gøre deres bedste for at give mig opmærksomhed, selv om det var Amalie, det handlede om lige nu. Men bare det at komme af med det var fedt, og de fik mig til psykolog, og der kommer jeg stadig, fortæller Benjamin Vilslev.

Hans mor Anne-Dorte Vilslev er ked af, at hendes søn har følt sig overset i det lange sygdomsforløb, men det kommer ikke bag på hende, for mange af tingene har de talt om.

- Det er hårdt at høre, at han har savnet os. Jeg ved godt, at vi ikke altid har været der, og vores tanker har jo også været et andet sted. Man er så bange hele tiden. Man kan som forældre ikke bare sige, at man deler sig 50/50 – sådan er det ikke, når man står med en dødssyg datter. Vi har flere gange delt os, så en var hos Amalie og den anden hos Benjamin, men tankerne har jo været hos Amalie, siger Anne-Dorte Vilslev.

Hun er stolt af, at hendes søn sætter ord på, hvordan det er at være søskende til en alvorlig syg. At han kan være med til at bringe skyggebørnene ud af deres skygge.

- Der må sidde mange familier, hvor ingen griber børnene. Det er ærgerligt, at der ikke er muligheder for at hjælpe søskende bedre. Familierne burde i det mindste mindes om, at de andre børn i familien også har brug for hjælp. Det har man som forældre ikke altid overskud til at håndtere i sådan en situation, siger Anne-Dorte Vilslev.

- Vi har ikke altid set Benjamins behov, men jeg håber, at det kan hjælpe andre at blive gjort opmærksom på det. Vi prøvede også at få hans hverdag til at fungere, mens vores egen var i ruiner. Vi prøvede det bedste, vi kunne, men vi kunne ikke gøre det 100 procent, siger Anne-Dorte Vilslev.

For Jes Dige er Benjamin Vilslev et lysende eksempel på et skyggebarn. Men også et skyggebarn med mere mod end de fleste til at fortælle åbent om deres sorg.

- Det er rigtigt svært, for forældre gør det bedste, de kan i situationen. Der er jo ingen forældre, der med respekt for sig selv lader et alvorligt sygt barn ligge alene på sygehuset eller forsøger at glemme, at barnet er sygt. Sådan fungerer det ikke. Men vi kan tænke over, hvordan vi samtidig behandler de andre børn i familien. Det værste er, at vi møder dem med, at de burde kunne forstå, at det ikke handler om dem lige nu men om den syge. Sådan noget forstår et barn ikke, siger Jes Dige.

Han har fulgt mange af børnene fra grupperne i mange år og oplever, at de fleste oplever en konsekvens af tiden i skyggen af deres syge søskende eller dødsfaldet i familien.

- Oftest oplever de social isolation, fordi de har problemer med at skabe relationer, angst, ensomhed, koncentrationsbesvær. Ja, de bliver ofte ved med at føle sig forkerte. Specielt hvis de i familien slet ikke får sat ord på de svære følelser, siger Jes Dige.

De ord har de sagt højt i familien Vilslev, og selv om Benjamin stadig ikke er i stand til at koncentrere sig om en fuld skoleuge, er han ikke i tvivl om, at tiden arbejder for ham. Ligesom psykologbesøgene.

- Jeg er ikke den samme, for nu skal jeg leve uden min søster. Og jeg tænker også mere over, hvordan det bliver, når mine forældre engang ikke er her mere – det er svært at forestille sig. Men jeg føler mig ikke tilsidesat længere, og vi kan være kede af det sammen. Det har jeg lov til nu, siger Benjamin Vilslev.

Hans råd til andre børn i hans situation er, at de skal fortælle deres forældre, hvordan de har det. Også selv om det er svært.

- Man skal ikke gemme på det – det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg kom til psykolog, da jeg fortalte mine forældre det – jeg blev taget alvorligt, siger Benjamin Vilslev.

Hans mor opfordrer på samme måde forældre til at tage deres skyggebørn alvorligt. Men også den resterende familie skal være bedre til at ”se”.

- Efter Amalie er væk, skal andre også være bedre til at se ham. Det er nu, de skal spørge ind til Benjamin og ikke kun til os. Det har han brug for, siger Anne-Dorte Vilslev.