Hun ville vise sin elskede far, at selvfølgelig kunne hun blive journalist. Faren troede ikke på det, men journalist det blev Lise Nørgaard.

Da hun på et tidspunkt havde udsigt til at få mere i løn end farens bedst betalte medarbejder, mødte han hende igen med negative forventninger og erklærede, "at så mange penge kan du umuligt nogensinde blive værd." 

Hun modbeviste ham endnu en gang. Hun endte som hele Danmarks Lise. Og mit personlige forbillede - både som skribent og som menneske.

Vi kan begynde med det sidste: Mennesket.

Lise Nørgaard blev født som "kun" en pige, og der var lagt op til, at det "kun" skulle definere hende. Det lå i samtidens kakkelovn, at hun skulle være en god hustru, føde nogle børn og hellige sig hjem og familie. Men efter 10 års ægteskab og fire børn, orkede hun hverken manden eller ansvaret for hjemmet længere. Hun har beskrevet det som en "ørkesløs omgang" og hun måtte hele tiden kæmpe for at få lov til at passe sit arbejde. Derfor lyttede hun til sig selv og lod sig skille. Børnene efterlod hun hos manden - til stor forargelse.

Det er takket være kvinder som Lise Nørgaard, at jeg tillod mig at føle lykke, da jeg efter et meget langt halvår på barsel igen kunne træde ind ad døren til redaktionen og føre en voksen-samtale og gøre voksen-ting. Det var o.k. ikke kun at definere sig som mor.

Det var takket være kvinder som hende, at jeg har passet mit arbejde uden den sorte samvittighed, der tynger så mange mødre.

Og takket være hende har vi hjemme hos os med stor selvfølgelighed gennem årene tilkøbt hjælp. Fra rengøring til vinduespudsning. "Det koster penge at tjene penge", sagde hun. Og det blev et motto for mig.

Hendes nu meget voksne børn har - venligt og afdæmpet - konstateret, at hun var en dårlig mor, hvilket kritikere for en håndfuld år siden fulgte op på ved at anfægte hende som rollemodel for nutidens kvinder.

Sikke noget antifeministisk sludder. Det er muligt, at Lise Nørgaard ikke var så nærværende en mor, som jeg trods alt selv var. Og det er også rigtigt, at hun senere erkendte, at hun ikke klarede moderskabet så godt,  som hun selv syntes, at hun skulle have gjort. Men hendes insisteren på retten til en karriere var banebrydende i hendes egen tid. Og denne insisteren er god at blive inspireret af. Ligesom hendes livsfilosofi om, at kvinder skal kunne forsørge sig selv.

Det er naturligvis folks egen sag, hvis de fortrækker at være hjemmegående i kortere eller længere periode, men hjem og forældreomsorg skal ikke være et medfødt arbejde til dem, der fødes som kvinder. Det må man, som Lise sagde, deles om - ligeligt.

Lise Nørgaard mistede i 1984 sin anden mand til kræft efter 35 års ægteskab, men hun søgte ikke efter en tredje. I Femina er hun citeret for at have sagt:

"Jeg ville ikke finde nogen for enhver pris. I den alder var der en del Lærer Andersen-typer, der skulle plejes og passes og småforsørges. Tanken om at skulle opdrage endnu én til ikke at smide sine underbukser på gulvet tiltalte mig heller ikke.” 

Lise Nørgaard var ikke skinger eller rødstrømpe. Hun gik blot ind for ligestilling. Det betød så også, at hun var imod særrettigheder til kvinder. Hun formåede at råbe så højt for ligeret og ligeværd, at vi er mange, der vil kunne høre hendes budskab resten af livet.

Hun "råbte" gennem sine bøger, sine svar i brevkasser, sågar gennem "Matador". Med sig selv som eksemplets magt - også selv om hun indimellem var uperfekt.

Lise Nørgaard har om sin karriere sagt, at den er bygget på trods. Ikke kun overfor farens skepsis. Da hun var ung journalist, var journalistik et mandefag, fordi de fleste kvinder gik hjemme. Hun skulle med andre ord slide ekstra for at gøre sig bemærket.

I dag er kønsfordelingen blandt journalister mere ligelig, men ikke på chefgangene. Derfor var Lise Nørgaard, der også nåede at blive chefredaktør, en inspiration for mig, da jeg i en halv snes år var redaktionschef på Fyens Stiftstidende - den første i avisens historie. Det var kvinder som hende, der viste mig og andre kvinder, at evnen til ansvar og svære beslutninger ikke bor i en medfødt tap.

Som journalist var Lise Nørgaard drevet af alt det, som kendetegner dygtige journalister. Hun var ambitiøs, nysgerrig på samfundet, livet og andre mennesker. Hun var ekstraordinært god til at skrive, og hun var ikke mindst indigneret. Hun ville ikke blot oplyse. Hun ville være med til at ændre verden til det bedre. Gennem sin journalistik kastede hun sit lys over emner, alle kunne blive mere vidende af og måske endda inspireres til handling af.

Som da hun engagerede sig i kritisk forbruger-journalistik og blev en pioner på området. Eller da hun dækkede krigsrædslerne i Tyskland efter 2. verdenskrig. Eller da hun i Politiken i 1951 rapporterede om københavnske familiers  frygtelige boligforhold: "Hver gang, et menneske flytter sig, sjapper gulvets måtter og tæpper, osen fra lygten og en primus, der gør tjeneste som varmeapparat, er ulidelig."

Fysisk var Lise Nørgaard et lille menneske. Da hun modtog æresprisen af Den Danske Publicistpris i 2017 og blev hjulpet ind på en stol på scenen, var der noget frygteligt skrøbeligt over hende. Jeg holdt vejret på tilskuerrækkerne. Bare hun nu ikke falder ... Men så åbnede hun munden og lød stort set, som hun altid har gjort: Sikker, skrap, skarp - og vittig: "Hver gang jeg får sådan en hæder af en eller anden slags - og denne vil jeg egentlig betragte som en af de allerstørste - så tænker jeg på min lærere på Roskilde Katedralskole. Jeg tror, de roterer i deres grave over al den hæder", sagde hun blandt andet.

Man kan ikke i én artikel favne samtlige bedrifter, en 105-årig yderst flittig journalist, forfatter og samfundsdebattør har begået. Hun kæmpede for ligeret, for fri abort, for alt muligt - listen er uoverskuelig lang. Men de fleste danskere forbinder hende ikke med hendes journalistik og holdninger. Hun er først og fremmest "Matadors" mor.

"Matador" er udødeligt mesterværk, som også samler yngre generationer. Genudsendt otte gange med ifølge DR over en million seere hver gang. Nogle ser dens 24 afsnit som julekalender.

Selv blev Lise Nørgaard lidt træt af at tale om serien, men danskerne bliver generelt aldrig trætte af at se den. Måske fordi den skildrer intet mindre end vores selvforståelse med humor, varme og kærlighed. Den har med et moderne ord sammenhængskraft. Vi genkender os selv og typerne, og på den måde er vi alle med i "Matador".

Lise er der også i de kvinder, der modnes til at ville selv og kunne selv. Kvinder, der gør oprør. Kvinder, der kan noget.

Hun forsøgte i øvrigt samme manøvre, da hun var medforfatter til "Huset på Christianshavn". Her ville hun have fru Olsen (Helle Virkner) gjort til buschauffør, men blev nedstemt af de andre (mandlige) forfattere.

Jeg har aldrig mødt Lise Nørgaard på tomandshånd. En kollega fik desværre det interview, jeg gerne ville have haft, og nu er det for sent.

I det mindste kan jeg tage til Roskilde. Her står Lise Nørgaard-bænken, og her sidder hun som en statue. Som en lille folkets dronning i byen, hvor dem med blåt blod ligger begravet.

Jeg vil sætte mig på bænken og kun hviske et enkelt ord til hende: Tak!

Har du lyst til at læse nogle af Lise Nørgaards mange tekster, har hun selv været med til at udvælge nogle af dem i bogen "Lise - Et livsværk", som udkom på Gyldendal i oktober. Bogen er på 352 sider. 

Der skal sælges mange caffe latter og cappuccinoer for at betale en bøde på 40.000 kroner, men det er virkeligheden for cafékæden Original Coffee. Kæden blev i november dømt for at nægte at tage imod sedler og mønter fra kunderne. Det strider nemlig imod den såkaldte kontantpligt, der trådte i kraft i 1984.

Forbrugerombudsmanden, der havde rejst sagen, har dermed cementeret, at vi er langt væk fra det kontantløse samfund. Det er stadig en menneskeret at kunne betale en kop kaffe med en 100-kroneseddel og få mønter retur.

Også selvom kontanterne udløser en masse bøvl:

• Butikker og caféer kan nærmest ikke komme af med pengene igen. Banker har nemlig ingen kontantpligt og har kun få filialer tilbage, hvor pengene kan indleveres.
• Skal man tage imod kontanter, skal man også have byttepenge. Dem - især mønter - er de næringsdrivende nødt til at købe i dyre domme i de samme få bankfilialer, der kan ligge langt væk.
• En café uden kontanter har langt mindre risiko for røverier og indbrud. Det rygtes hurtigt i forbryderkredse, at der intet er at komme efter.

Original Coffee besluttede at droppe kontanterne under coronakrisen, hvor det mindskede smittefaren, hvis alt blev betalt med kort eller Mobilepay.

Samtidig har kunderne selv vist vejen ved at foretrække de digitale betalingsmidler. Nationalbanken har opgjort, at blot 12 procent af betalingerne sidste år foregik kontant. Tilbage i 2009 var det næsten halvdelen - 48 procent - af alle køb, der skete med mønter og sedler.

- Det er en forholdsvis lille andel af vores omsætning, der er i kontanter, og besværet, risikoen og økonomien i at håndtere kontanter står ikke mål med den omsætning, har det lydt fra Original Coffees direktør, Jonas Skovsted-Overgaard.

Derfor indrykkede 150 caféer og restauranter for nylig annoncer i dagbladene for at få afskaffet kontantpligten. Det handler ikke om at afskaffe kontanterne - det er også svært, for der cirkulerer sedler og mønter til en værdi på over 77 milliarder kroner. Men de ønsker, at det skal være frivilligt for butikker og spisesteder, om de vil tage imod de bøvlede kontanter.

Men hvad er det lige, der taler imod at fjerne kontantpligten?

For det første har vi ifølge Rådet for Socialt Udsatte stadig mellem 17 og 22 procent af danskerne, som er digitalt udsatte og klart foretrækker at hive pengepungen op af tasken, når der skal handles ind.

- De her mennesker har et bøvlet nok liv i forvejen. Hvis de også skal til at gå og lede efter en butik, hvor de kan købe deres mad, så gør vi deres liv endnu mere besværligt, har rådets formand, Kira West, sagt til TV 2.

For det andet har kontanterne den store fordel - at de ikke er digitale. Hvis brugen af kontanter falder yderligere, vil systemet med pengetransporter, der kører rundt med pengene, forsvinde, og så er det for sent at sadle om.

- Dermed har vi ingen muligheder for at købe mad, brændstof og andre basale livsfornødenheder, når strømmen går, nettet er nede eller Nets bliver hacket. Scenarier, der er mere end sandsynlige, når man ser på, hvordan f.eks. Rusland agerer, skrev Kasper Skov-Mikkelsen lige før jul i Børsen. Han er direktør for Sikkerhedsbranchen, der repræsenterer alt fra pengetransporter til sikkerhedsvagter.

Man får den tanke, at personalet i kioskkæden 7-Eleven var godt tilfreds med, at kunderne havde kontanter, da kæden i sommer blev udsat for et hackerangreb og i dagevis kørte på halv kraft uden mulighed for at tage imod dankortbetalinger. 

Den risiko er caféerne, der lige nu er på barrikaderne, villige til at løbe. Men der er næppe grund til at tro, at det pludselig bliver umuligt at bruge sine kontanter, selvom kontantpligten afskaffes.

I Sverige har man for længst gjort det frivilligt for butikker og caféer at tage imod kontanter, og de svenske forbrugere er vant til at skilte med teksten Vi hanterar ej kontanter. Men organisationen Svensk Handel har opgjort, at det stadig er 87 procent af alle svenske butikker, som tager imod klingende mønt og fedtede pengesedler.

Det handler om simpelt købmandskab. Kunden med den bugnende kræmmerpung vil sjældent gå forgæves.

Var din far nazist?

Føj.

Selv i dag - mere end 75 år siden 2. Verdenskrigs ophør - er det uskønt med en nazistisk plettet familie-historie.

Der dukker da også af og til tv-udsendelser og bøger op, hvori efterkommere forsøger at gøre op med deres forfædre og deres større eller mindre gerninger i fjendens lejr.

Aktuelt kan man på DR1 møde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der forsøger at blive klogere på sin far. Det sker i en ny dokumentarserie i tre dele, som hedder "Nyrup - søn af en udstødt".

Det er en veltilrettelagt og godt fortalt dokumentar, der viser, at et menneske kan blive så på presset på sin eksistens, at det frie valg er udelukket. Den besvarer det store "hvorfor?".

Poul Nyrup Rasmussens far hed Oluf.  Som 10-årig blev han af embedslægen i Esbjerg diagnosticeret åndsvag (moralsk åndsvag - tidens definition på manglende dømmekraft).

Oluf blev betragtet som en "skidt" dreng. I dag ville vi kalde ham for utilpasset - på pædagogsprog: Udadreagerende.

Oluf reagerede så meget udad, at han på et tidspunkt ifølge en politirapport truede sin mor og sine søskende med en pistol.

Så faldt en ny hammer. Han blev som godt 14-årig sendt til øen Livø, der ligger midt i Limfjorden. Her befandt han sig i et slags åbent fængsel med sædelighedsforbrydere, ildspåsættere, voldmænd og andre som ham selv. Og her måtte han blive i cirka syv år - blandt andet fordi en overlæge vurderede "Der er kun ringe mulighed for, at der kan blive et nyttigt menneske ud af ham."

Da han endelig blev "løsladt", blev diagnosen som åndsvag hængende. Og den omfattende krise og gigantiske arbejdsløshed i 1930'erne gjorde det med hans forhistorie og diagnose umuligt at finde arbejde. Uddannelse var heller ikke en mulighed. Esbjerg Kommune ville ikke bekoste noget på en fra Livø.

" Jeg kan ikke se, at vores samfundssystem gavner os mennesker, der får skyld for at være mindre begavede og mindre intelligente ud over, at de vil nægte os at eksistere og dermed tvinge os ud i uføre", skrev Oluf blandt andet til sin overlæge

Han forsøgte selvmord og blev derfor indlagt på sindssygehospital. Han fik et stempel mere: Sindssyg.

Oluf fik på vedvarende og eget initiativ endelig også en intelligenstest og slap af med åndssvage-betegnelsen, men med en fortid på Livø var det stadig umuligt for ham at finde arbejde. 

Sammen med 100.000 andre danskere tog han derfor til Tyskland for at arbejde.

Ifølge historiker Poul Duedahl var der blandt Tysklandsarbejderne en overrepræsentation af mænd, der havde været i åndssvageforsorgen. Der var i øvrigt også flere tilfælde, hvor arbejdsløshedskassen eller den kommunale forvaltning havde truet mændene med fratagelse af understøttelse, medmindre de tog arbejde i Tyskland.

I krigens begyndelse var der ikke den store undren over, at folk arbejdede i Tyskland. Fordømmelsen kom først senere.

Det mest interessante ved tv-dokumentaren er dog, at den viser os, at vi alle ville være taget sydpå og have arbejdet for nazisterne, hvis vi som Oluf ikke havde haft andre muligheder. 

Når alle døre er hermetisk lukkede, og vi er truet på vores eksistens, søger vi derhen, hvor en af dørene pludselig åbner sig på klem.

Vi så det samme, da unge, danske mænd drog til Spanien for at slås i landets borgerkrig. Mange gjorde det, fordi de var arbejdsløse og ikke kunne bruges herhjemme. Ikke af ideologiske årsager.

Vi ved også, at tryk avler modtryk. At når man klemmer et menneske så hårdt, at man tager luften ud af det, så er det mere tilbøjeligt til at slå fra sig.

At en utilpasset ung ikke bliver mere tilpasset af udelukkelse og fordømmelse.

Oluf var i øvrigt ikke nazist, men det må man selv finde forklaringen på ved at se den gode og livskloge dokumentar.

"Nyrup - søn af en udstødt".  Dokumentar i tre afsnit a ca. 30 min. Kan ses på DRTV fra 2. januar og sendes på DR1 3. januar kl. 20.30 og de to følgende tirsdage.

Konkurs: Da møbelkæden Living Room gik konkurs 11. februar 2022, skabte det frustrationer hos masser af kunder. Kæden bestod af i alt ni butikker i Fredericia, Sønderborg, Taastrup, Holstebro, Aalborg, Odense, Esbjerg, Nykøbing Falster og Aabenraa.

Nu viser det sig, at selskabet bag møbelkæden gik ned med en kæmpe gæld. Efter konkursen henvendte 404 kreditorer sig med krav, og samlet blev der anmeldt krav for cirka 18 millioner kroner.

Det oplyser konkursadvokat Morten Bjerregaard fra Bjerregaard Advokatfirma, der er kurator i konkursboet for selskabet Møbel Koncept i Odense, som stod bag møbelbutikkerne.

Da nyheden om virksomhedens konkurs kom ud, skabte det stærk utilfredshed blandt kunder, som ikke fik de varer, de havde betalt for.

Blandt dem var May Engsbye fra Fredericia, som havde betalt 14.072 kroner for otte spisebordsstole i Living Rooms butik i Fredericia.

Stolene blev aldrig leveret, og hun har forgæves forsøgt at få pengene tilbage. Hun forsøgte at gøre indsigelse via banken, og hun skrev også om sine krav til konkursboet.

- Det er brandhamrende ærgerligt, at man som kunde går ud og køber møbler og mister så mange penge på noget, man ikke får, siger May Lykke Engsbye.

Ved konkurser undersøger man, om der er værdier i selskabet, som kreditorer kan gøre krav på. Værdierne skal ifølge loven fordeles efter en bestemt rækkefølge. Blandt andet går der først penge til løn og feriegodtgørelse, ligesom leverandører får penge før almindelige møbelkunder.

- Jeg kan godt forstå, at dem, der udlejer lokaler til dem, skal have deres penge. Men jeg synes godt nok også, at kunderne bliver tilsidesat. Især når det er så mange penge, man har ude. Hvis man bare kunne få noget af det retur, ville det være fantastisk, siger May Lykke Engsbye.

Andre kunder fortalte, at der i Living Room-butikkerne blev kørt med slagtilbud helt frem til selskabets konkurs fredag 11. februar 2022.

Konkursadvokat Morten Bjerregaard giver her sit bud på årsagen til konkursen:

- Den konkrete årsag til konkursen var et ubetalt krav på cirka 500.000 kroner fra en kreditor, der ikke havde modtaget betaling og derfor efter flere påkrav indleverede konkursbegæring mod selskabet. Det er derudover min vurdering, at der har været manglende økonomistyring i selskabet, skriver han i en mail til avisen.

Han oplyser desuden, at han som kurator har indstillet Møbel Koncepts ledelse til konkurskarantæne. Dermed erklæres man uegnet til at sidde i ledelsen for et erhvervsselskab i en periode.

En af kædens frontfigurer var Jesper Bjørnestad. Avisen ville gerne stille ham spørgsmål til muligheden for en konkurskarantæne og til konkursen i det hele taget.

- Jeg har ingen kommentarer, siger Jesper Bjørnestad og henviser til, at sagen må gå sin gang i retten.

Avisen har haft lejlighed til at læse en redegørelse til kreditorerne i konkursboet, som konkursadvokat Morten Bjerregaard sendte ud 1. juni.

Redegørelsen beskriver blandt andet forløbet før og efter konkursdagen. Allerede i skifteretten 11. februar stod det klart, at flere møbelleverandører og mediehuse havde stor beløb til gode hos virksomheden. Mellem en kvart million og to millioner lød kravene på. Desuden var der også gæld på tre millioner kroner til Gældsstyrelsen i form af udskudt skat og moms som følge af coronapakker.

Efter konkursen blev der solgt ud fra varelageret i fire butikker i Odense, Aabenraa, Esbjerg og Nykøbing Falster. De blev solgt fra konkursboet. Desuden blev der solgt nogle varer på en auktion.

Fire medarbejdere blev tilbage til denne opgave, mens 52 medarbejdere blev opsat 17. februar 2022 - seks dage efter konkursen.

Samtidig kiggede konkursadvokaterne nærmere på tiden op til konkursen. Blandt andet blev der solgt varer på nettet, som slet ikke var på lager.

Ifølge firmaet Danvurdering, som vurderede det krakkede firmas lagersystem, var det ikke muligt at trække retvisende lagerlister.

- Bundlinjen er, at indehaverne har handlet udygtigt mildt sagt og ikke har styr på basisviden om forretningsdrift og regnskab, vurderede firmaet, der også kritiserede revisoren.

I redegørelsen skriver kurator Morten Bjerregaard også om grunden til at indlede sagen om en konkurskarantæne mod Møbel Koncepts ledelse.

- Den vurdering bygger blandt andet på, at selskabets kreditorer har lidt endda meget betydelige tab som følge af ledelsens forretningsførelse, skrev kuratoren som brugte ordet "groft uforsvarlig forretningsførelse" om selskabet.

Det bliver op til skifteretten i Odense at beslutte, om ledelsen af møbelkæden skal idømmes en konkurskarantæne.

For almindelige forbrugere - som May Engsbye i Fredericia - er der ikke meget at hente i det gældsramte selskab. Hun måtte købe nye møbler et andet sted, og peger på én ting, hun ville gøre anderledes i dag.

- Når man tager ud og handler, skal man sikre sig, at det er velkendte møbelfirmaer. Og så bruge et mastercard i stedet for et dankort. Der kan man lave indsigelser mod betalingen. Jeg kunne læse i den Facebook-gruppe, der blev oprettet, at rigtigt mange fik deres penge tilbage på den måde. Det er aldrig faldet mig ind, at et dankort ikke er sikkert nok. Men jeg har siden snakket med mange, der ved, at man skal bruge et mastercard, siger hun.

Reglerne for, hvordan forbrugere kan gøre krav på penge i tilfælde af en virksomheds konkurs, kan blandt andet læses på hjemmesiden forbrug.dk.