Sundhed: Fødevarerne er blevet dyrere. Strømmen er blevet dyrere. Brændstoffet er blevet dyrere. Med de tårnhøje prisstigninger kan det være svært at få pengene til at række - især, hvis man er kronisk syg.

Det stiller nogle patienter i et svært valg, hvor de føler sig tvunget til at spare på medicin eller behandlinger for at få råd til tag over hovedet og mad på bordet.

Netop den situation står Tina Madsen fra Brøndbyøster i.

Den 51-årige kvinde med type to diabetes blev i efteråret fyret som led i en sparerunde på sit arbejde som beklædningshåndværker. Derfor er hun nu på dagpenge og får udbetalt ca. 12.000 kr. i måneden, fortæller hun. Efter husleje og faste udgifter er der ifølge Tina Madsen kun 1.200 kr. tilbage til at købe bl.a. mad og medicin for.

- Alting er blevet så dyrt. Jeg skal hele tiden vælge, hvad der er vigtigst den her måned. Medicin eller mad?

Tina Madsen fik sidste år konstateret type to diabetes og får derudover også antidepressiv medicin. Hun fortæller, at hun har fået ordineret fem typer af medikamenter hver dag: piller mod diabetes, forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk samt to typer af medicin mod depression.

- Jeg har så valgt at skære den ene antidepressive fra. Den er for dyr. Den koster 600 kr., fortæller Tina Madsen.

Dermed har hun kun medicinudgifter for 200 kr. om måneden efter offentligt tilskud, fortæller hun.

Tina Madsen er ikke den eneste, der sparer på medicinen for at få budgettet til at løbe rundt. Hos Diabetesforeningen viser en ny medlemsundersøgelse, som 4.059 personer med diabetes har svaret på, at især de lavtlønnede på overførselsindkomster har svært ved at få pengene til at række til medicin og behandlinger.

Blandt de 625 førtidspensionister, fleksjobbere og ledige, der har svaret på Diabetesforeningens undersøgelse, fortæller en tredjedel, at de har følt sig nødsaget til at spare på medicinen. Halvdelen har sparet på behandlinger hos f.eks. tandlæge eller fodterapeut for følgesygdomme af diabetes.

Claus Richter, direktør for Diabetesforeningen, kalder det dybt bekymrende.

- I Danmark er der jo på nuværende tidspunkt 280.000 danskere, der lever med diabetes. Alt for mange af dem havde problemer med at skaffe penge nok til deres kroniske sygdom allerede inden det her. Med det, vi ser ind i nu, bliver det bare endnu sværere.

I Danmark er lægeordineret medicin delvist selvbetalt, men der er et loft over, hvor meget patienter selv skal bruge på medicin om året. For voksne er grænsen for brugerbetaling 4.320 kr. årligt - svarende til medicinudgifter på godt 20.000 kr. før tilskud.

Men næsten lige så vigtigt for personer med diabetes er behandlinger mod følgesygdomme. Diabetespatienter har nemlig større risiko for at få tandkødsbetændelse, parodontitis, en sygdom tidligere kendt som paradentose, der i værste fald betyder, at tænderne falder ud. Typisk har diabetespatienter to til fire tandlægebesøg om året, forklarer Claus Richter.

Også behandlinger hos en fodterapeut er nødvendige for at undgå nervesygdomme, der kan medføre, at foden i sidste ende skal amputeres.

Det offentlige dækker halvdelen af udgifterne til fodterapi.

- Det er dybt bekymrende, at alt for mange ikke har råd til behandlinger og medicin. Fordi det er med til både at sikre, at de kan leve med sygdommen, men også at forebygge alvorlige følgesygdomme som tandsygdomme eller fodsår, der i værste tilfælde kan føre til amputation, siger Claus Richter.

Også den 65-årige førtidspensionist Chila Westergaard med type to diabetes har svært ved at få pengene til at række. Den stigende inflation betyder bl.a., at hendes seneste månedlige elregning blev fordoblet til omkring 550 kr., fortæller hun.

Chila Westergaard, der bor til leje i Fredericia, har råd til sin diabetesmedicin. Men netop behandlingen for følgesygdomme af diabetes har hun sparet væk.

Det drejer sig om fodterapien samt tandlægebesøg for hendes begyndende parodontitis.

- Siden krigen i Ukraine startede, og inflationen begyndte at løbe løbsk, har det været svært. Man er nødt til at sørge for, at man kan de mest nødvendige ting, som er at få mad og medicin, siger hun, der også har sparet på elregningen ved at droppe varm mad til aftensmad og i stedet spise rugbrød.

Chila Westergaard fortæller, at hun burde gå til fodterapeut fem gange om året. Det koster ca. 300 kr. per gang efter tilskud. Tandlæge burde hun gå til hver tredje måned, men det har hun skåret ned til én gang årligt, fortæller hun.

- Hvis man får parodontitis, begynder man at miste sine tænder. Så nedsætter det jo ens livskvalitet. Men jeg er ikke så hårdt ramt som andre, for jeg kan i det mindste få råd til min medicin, siger hun.

Det er ikke kun diabetespatienter, der er presset af inflationen og må fravælge medicin eller behandlinger.

Morten Freil, der er direktør for organisationen Danske Patienter, fortæller, at problemet findes blandt flere patientgrupper med kroniske sygdomme.

- Om det er diabetes, sclerose, lungesygdomme eller gigt. Nogle patienter fravælger simpelthen lægeordineret medicin eller behandling, fordi de ikke har råd, siger han.

Det kan også være patienter med psykiske sygdomme, som dropper ud af deres medicinske behandling og kan ende med at blive selvmordstruede, fortæller han. Morten Freil kalder det en alvorlig og akut situation.

- De ender jo måske med at blive akut syge, eller at deres helbred bliver dårligere. Dermed kommer de til at bruge sundhedsvæsenet i højere grad, fordi de bliver mere behandlingskrævende.

Forekomsten af kroniske sygdomme er ifølge Morten Freil størst blandt personer med lav indkomst. Dermed er det dem med den mest pressede økonomi, der typisk har de største udgifter til sundhedsydelser, påpeger han.

Han appellerer til, at den fungerende sundhedsminister træder i karakter.

- Det er en meget alvorlig situation. Derfor mener vi, at der skal findes en løsning her og nu, hvor de udsatte grupper bliver kompenserede, siger han.

Ligesom der er et loft over de årlige medicinudgifter, kunne politikerne med fordel indføre et loft over den samlede årlige egenbetaling til andre sundhedsydelser, mener Morten Freil.

- Vi er bekymrede for, at der ikke sker noget i så akut en situation pga. regeringsforhandlingerne. Så vi opfordrer den fungerende sundhedsminister og regering til at finde en løsning her og nu. Og at den nye regering finder en løsning på længere sigt, f.eks. et loft, siger han.

Det forslag er Diabetesforeningen enig i. Det samme er Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind. Hun fortæller, at en del gigtpatienter, især dem på overførselsindkomster, også er hårdt ramt af de aktuelle prisstigninger.

- Det er katastrofalt, siger hun.

- Problemet er jo, at den her energikrise og inflation slår så hårdt igennem over for dem, der i forvejen er økonomisk udsatte. Og det er altså en stor del af vores gruppe (af gigtpatienter, red.). Det er meget bekymrende.

-De stigende priser slår bunden ud af deres i forvejen pressede økonomi, og det betyder, at de stopper på medicin eller behandlinger som f.eks. fysioterapi. I det øjeblik risikerer de at få meget voldsommere smerter og blive meget mere afhængige af andres hjælp, siger hun

Også hos Danske Handicaporganisationer siger formand Thorkild Olesen, at der er en del af medlemmerne med handicap, der må spare medicin eller behandlinger hos fysioterapeuten væk.

- De har afbrudt behandling eller undladt at købe medicin, fordi de ikke havde råd til det. Det er jo alvorligt, siger han.

Det kan f.eks. være medicin mod psykiske lidelser eller aflysning af fysioterapi.

- Det har meget stor betydning for den enkelte borger, hvis man ikke får den lægeordinerede behandling, man har behov for, siger han.

Danske Handicaporganisationer ønsker også, at der indføres et loft over sundhedsudgifterne, ligesom der er over medicinudgifter.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra fungerende sundhedsminister, Magnus Heunicke (S). Det har ikke været muligt.

Tilbage hos Tina Madsen i Brøndbyøster er alt, hvad der hedder tandlægebesøg og fodterapi også sparet væk. Det kniber også med at få råd til julegaver til hendes to voksne børn i år, fortæller hun.

Hun gør sig dog umage for at finde steder, hvor hun kan spare, understreger hun.

- Jeg køber stort set kun tilbudsmad eller datovarer. Og så skal jeg have opsagt mit linseabonnement. Det koster 199 kr. om måneden, siger hun.

Hjemmeskole: I skoleåret august 2021 til juni 2022 var der i alt 71 børn, der blev hjemmeundervist i to af landets største kommuner, Aarhus og Odense.

I Aarhus var der henholdsvis 40 børn, der modtog hjemmeundervisning, mens der var 31 børn i Odense.

Det er dog ikke kun i de større byer, hjemmeskoler vinder indpas.

I Gosmer, en lille landsby lidt uden for Odder i Østjylland, mødes fem familier hver uge hos De Frie Fugle, hvor de hjemmeskoler børn i skolealderen og deres eventuelle yngre søskende.

- Det var ikke noget, vi havde planlagt. Det kom bare hen ad vejen, forklarer Alice Wienke Valdgaard, mor til Frej på syv, Kaya på snart fire og Thea, der er næsten et år.

Det begyndte med corona, hvor forældre af forskellige årsager passede deres børn hjemme. Da de små børn efterhånden nåede skolealderen, blev hjemmepasningen hos familien Wienke Valdgaard udvidet til hjemmeskole.

- Vi kunne ikke overskue, hvordan vi skulle passe to fuldtidsjob og samtidig have to små børn hjemme i coronapasning, og da Kaya alligevel ikke trivedes i vuggestuen, besluttede vi, at jeg skulle sige mit job op og gå hjemme, fortæller Alice Wienke Valdgaard, der derfor forlod sit arbejde, mens hendes mand fortsatte med at arbejde to dage om ugen og arbejder hjemme tre dage.

I starten af 2020 var der ifølge kommunerne 716 hjemmeunderviste børn i Danmark. I 2017 var samme tal på 349, hvilket svarer til, at der på blot tre år skete en fordobling i antallet af registrering af børn, der bliver hjemmeundervist i Danmark.

Det svarer samtidig til, at 1 ud af 1000 børn i grundskolealderen blev hjemmeundervist i Danmark i 2020.

Asta Mikkelsen på syv år har aldrig gået i hverken vuggestue eller børnehave og behovet for at komme i skole har heller ikke været der hos hende.

- Jeg føler, jeg kan give min datter et bedre tilbud i De Frie Fugle. Hun trives godt i rammerne, og jeg kan godt lide at være sammen med hende, fortæller hendes mor, Ane Reese Mikkelsen.

Hos De Frie Fugle er skole ikke noget, der finder sted mandag til fredag fra klokken 8-14. Og det er faktisk heller ikke meningen.

Børnene undervises sammen hver onsdag og fredag i nogle timer. Undervisningen står nogle af forældrene for på skift, mens andre holder snor i de yngste, der for fleres vedkommende både skal skiftes, ammes og sove i løbet af de ældre søskendes skoledag. Ugens øvrige dage kan der være stor forskel på, hvordan der er skole i de enkelte hjem.

- Vi griber som regel det, der interesserer Asta her og nu og gør det til en del af hjemmeskolen. Nogle gange betyder det, at hun har en halv times skole en dag, andre dage noget mere, siger Ane Reese Mikkelsen, der slet ikke er bekymret for, om hendes datter lærer det, hun skal.

En af de store fordele ved hjemmeskole, som familierne fremhæver er, at der ikke skal hentes og bringes på faste tidspunkter, der måske ikke passer så godt med resten af familiens tider.

De to kvinder er helt klar over, at nogle mener, at kvinder, der vælger at sætte karrieren på stand-by for at gå hjemme med deres børn, er et tilbageskridt i kampen for ligestilling mellem kønnene.

- Nogle synes, det er sejt, at vi gør det, mens andre lige træder et skridt tilbage, fordi de ikke forstår det, fortæller Alice Wienke Valdgaard og slår fast, at det for hende i første omgang handler om, hvad der fungerer for dem som familie.

- Jeg kunne mærke, at den mor jeg gerne ville være, betød, at jeg skulle gå hjemme med dem. Dem, der mener, at det er et tilbageskridt for ligestillingen, kæmper kvindekampen på maskuline præmisser, fortæller Ane Reese Mikkelsen.

Kvinderne er med på, at beslutningen også kan have konsekvenser for dem, mange år efter børnene er flyttet hjemmefra.

- Jeg er jo langt bagud i karrieren og med pensionsopsparingen, men det her er en fælles familiebeslutning, som min mand og jeg har taget, og derfor har vi selvfølgelig også sikret mig f.eks. med en aftale om, at hans pension er noget, vi deler, understreger Ane Reese Mikkelsen.

Energi: Det kan snart blive markant dyrere at lave mad mellem 17.00 og 21.00 - og billigere at lade vaskemaskinen arbejde om natten.

I 2023 har landets 40 elnetselskaber mulighed for at indføre en ny prismodel for private elkunder, hvor prisen for transport af strøm - den såkaldte nettarif - vil variere markant fra time til time.

Med den nye model vil det betydeligt billigere at bruge strøm om natten og dyrere på de tidspunkter, hvor elnettet er mest belastet. Det er særligt i tidsrummet mellem 17.00 og 21.00.

Ifølge Andel Energi - Danmarks største energiselskab - vil kunder i for eksempel netselskabet Cerius opleve at skulle betale 1300 kroner mere om året for et forbrug på 4000 kilowatt-timer.

- Idéen bag den nye tarifmodel er, at vi gerne vil give forbrugerne et økonomisk incitament til at sprede elforbruget, siger Mette Rose Skaksen, der er viceadministrerende direktør i Green Power Denmark - energisektorens brancheorganisation - til erhvervsmediet Finans.

Ifølge Anders Houmøller, der er tidligere chef for den danske afdeling af elbørsen Nord Pool, er der tale om en "skrivebordsøvelse".

- Hvis det f.eks. blæser kraftigt kl. 17-21, er der jo ingen grund til at reducere elforbruget (gennem høje nettariffer, red.), siger han til Finans.

Mens mange altså kan se frem til at skulle betale mere for at tænde for ovnen eller vaskemaskinen i de tidlige aftentimer, er der også en besparelse på vej.

I september vedtog et bredt flertal i Folketinget, at elafgiften midlertidigt sænkes til EU's minimumssats på 0,8 øre per kilowatt-time i første halvår af 2023.

Det betyder ifølge Finansministeriet, at en husstand med et "almindeligt" årligt elforbrug på ca. 4.000 kilowatt-timer vil kunne spare i alt godt 1.700 kroner.

I Green Power Denmark mener man, at den midlertidige sænkelse af elafgiften bør gøres permanent, fordi det ifølge Det Miljøøkonomiske Råd vil medføre en væsentlig samfundsøkonomisk gevinst at udfase elafgiften helt.

Et højdepunkt i gærkrisen i 1998 var, da en nordmand sendte 6000 pakker gær i privatfly til København som ”nødhjælp” til danskerne, der var løbet tør for brød. Gæren var en tak for de mange danske øl, som nordmændene havde drukket gennem årene.

Gærkrisen er den seneste storkonflikt, vi har haft i Danmark. Busser og lastbiler holdt stille. Posten blev ikke omdelt. Produktionen gik i stå. Stridspunktet var lønmodtagernes krav om en sjette ferieuge, som arbejdsgiverne fandt uspiselig. Efter 11 dage blev konflikten opløst efter et regeringsindgreb.

Nu står vi der måske igen. Efter nytår går forhandlingerne i gang om overenskomster for 600.000 privatansatte. Det lyder måske en kende tørt, men der er bred enighed om, at der sjældent har været så stor spænding omkring overenskomstforhandlinger.

Konfliktrisikoen er ”markant højere” end set i mange år, hedder det i en helt ny analyse fra forskningscenteret FAOS ved Københavns Universitet, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedet.

Et sammenbrud i forhandlingerne vil i så fald ramme til foråret og kan i vid udstrækning lukke landet ned. Lige som i 1998, men siden er tandhjulene i samfundet optimeret endnu mere, så pludselige lukninger vil ramme hårdt. Både for forbrugerne, der møder tomme butikshylder, og for industrien, der arbejder fuldstændigt synkroniseret med kunder og leverandører over hele verden.

Eller sagt på en anden måde: Vi oplevede coronanedlukningerne som ret slemme, og vores bruttonationalprodukt faldt da også med over otte procent under den første nedlukning i 2020. Men dengang arbejdede såvel industrien som byggesektoren videre. En storkonflikt i 2023 vil derfor være langt mere indgribende.

Alligevel er en kostbar storkonflikt slet ikke urealistisk, for både lønmodtagere og arbejdsgivere har meget på spil. Vi står med den højeste inflation i 40 år, og forhandlingerne vil denne gang kredse om ét stort tema: Løn!

Ingen tror på, at vi vil se lønstigninger på mindst 10 procent, som vil være nødvendigt, hvis lønmodtagerne blot skal have den samme købekraft som tidligere. Men lønnen skal op, og slagsmålet kommer til at handle om prognoser, som fagbevægelsen og arbejdsgiverne læser vidt forskelligt.

Virksomhederne vil slå på, at inflationen allerede ser ud til at falde markant i 2023 og 2024. Moderate lønstigninger vil derfor - set over en årrække - være tilstrækkelige og hjælpe lønmodtagerne om på den anden side, imens virksomhederne bevarer deres konkurrenceevne.

Lønmodtagerne vil omvendt møde op med tykke rapporter om produktivitetsstigninger, der mest af alt er kommet virksomhedsejerne til gode. Om en realløn, der udhules med ufattelig høj fart - og især rammer dem med lave indkomster, der bruger den største del af lønnen på energi og fødevarer. Om ledigheden, der på trods af energikrisen ser ud til at forblive lav og giver lønmodtagersiden stærke kort på hånden.

Én af prognoserne, der vil blive talt en del om, kommer fra Det Økonomiske Råd - også kendt som vismændene - der forventer lønstigninger på 5,2 procent i 2023. Nok så vigtigt når rådet frem til, at en lønfremgang på det niveau ikke puster ekstra til inflationen og trækker krisen i langdrag.

Der vil også blive kigget mod Tyskland, hvor den vigtige metalindustri lige har landet en aftale om lønstigninger på 8,5 procent over to år. Det var langt mindre end fagforeningens krav om otte procent i lønstigninger hvert år. Som et plaster på såret får lønmodtagerne et skattefrit engangsbeløb på 22.000 kroner.

På den måde lægger en krisetid op til alternative løsninger. Det gælder også varigheden af en overenskomst, som normalt er tre år. Meget tyder på, at det ikke sker i 2023, hvor udsigterne er så tågede, at begge sider af forhandlingsbordet kan risikere at satse skævt.

Arbejdsgiverne husker tilbage til 2007, hvor de accepterede en temmelig dyr overenskomst, der gjorde ondt, da finanskrisen ramte kort efter. Det taler for en kortere - sikkert toårig - overenskomst. For lønmodtagerne kan det også være farligt at binde sig for længe. Hvis energikrisen løser sig, og økonomierne hurtigt rejser sig igen, vil det være ærgerligt at have indgået en ”spare-overenskomst” med lang rækkevidde.

Uanset hvad skal fagbevægelsens medlemmer stemme ja, hvis vi skal undgå en konflikt som i 1998. Lovindgrebet blev dengang tolket som et nederlag for lønmodtagerne - men kravet om seks ugers ferie blev alligevel opfyldt, da der næste gang blev forhandlet i foråret 2000.

Så lang tid er det ikke sikkert, at lønmodtagerne denne gang vil vente på en lønstigning, der lige akkurat kan redde husholdningsbudgettet.