"Kære Dagbog.

Jeg har givet op, ingen forstår mig. Har ondt af dem, der kender mig, de ved ikke, at jeg spilder deres tid. Har ondt af mine forældre, de har født mig, en pige der gir op, en pige der har det skidt. Kæft jeg burde dø.”

Ordene er skrevet i en tyk og sortindbundet notesbog med indtørret blodstænk på nogle af siderne. Det er Nannas ord. Det er hendes blod.

Første gang jeg møder Nanna er 16. august 2022, dagen før hendes 18-års fødselsdag. På grund af sommerens varme sidder hun i en sort tanktop, der afslører de kraterlignende ar overalt på både arme og hals. Hun er flankeret af sin mor Randi, sin papfar Henrik og hunden Hector, en stor og pelset eurasier.

Vi sidder i familiens pæne hjem i et parcelhuskvarter i Odense-bydelen Stige. Nannas smil minder lidt om Mona Lisas - man ved ikke rigtig, om hun mener det.

Nanna er syg. I løbet af den tid hun har været tilknyttet Børn- og Ungepsykiatrien i Odense, Bispebjerg og Glostrup har hun fået et væld af forskellige diagnoser. PTSD, psykose, spiseforstyrrelse, alverdens former for angst. Den mørkhårede kvinde - der sidder så roligt i sofaen med sit lorne smil - har i løbet af sit korte liv oplevet seksuelle overgreb fra en pædagogmedhjælper, bæltefikseringer, tvangsindlæggelser og politieftersøgninger. Hun har prøvet at begå selvmord flere gange, end hendes forældre kan tælle.

- For os føles det som om, at Nanna er blevet opgivet i psykiatrien. De har skubbet hende over til kommunen, og kommunen siger, de ikke kan bevillige andet end bostøtte. Hvis ikke vi får mere hjælp, så mister vi hende, siger moren Randi, mens Nanna stirrer på et udefinerbart punkt i stuen.

Randi er førtidspensionist, og når det kommer til Nanna, er det hende, der fører ordet. Det er også Randis skyld, at jeg sidder her. I en mail med emnefeltet “Når smerten bliver for stor, og døden virker som den bedste løsning” har hun sendt et desperat råb om opmærksomhed i form af 10 tætskrevne sider om sin datter. En kompleks fortælling, der er så ulykkelig, at man næsten ikke tror på det.

Den historie vil Avisen Danmark rulle ud. Ikke kun på grund af Nanna, men også fordi Psykiatrifonden estimerer, at cirka 15 % af alle børn og unge vil blive diagnosticeret med mindst én psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, inden de fylder 18 år. Fordi mere end hver fjerde pige i 9. klasse har prøvet at selvskade ifølge Børns Vilkår. Og fordi patienter i psykiatrien pt. står i kø i over et år til behandling.

- I mine øjne viser Nannas historie alt, hvad der er galt med vores system. At det handler om penge, fremfor den enkeltes behov for hjælp og støtte, siger Randi, der underbygger det med, at hun selv har måttet finde behandlingstilbud og paragraffer i loven, når Nannas sag har stået i stampe.

- Men det ender med at blive rigtig dyrt for samfundet i den lange ende, siger Randi, mens hendes datter ligner en, der mentalt ikke er i stuen længere.

Nanna skriver, mere end hun taler. På SMS forklarer hun, hvordan hun til sin 18-års fødselsdag havde det som om, at hun var “ude af sin egen krop”.

- Når jeg skriver ude af min egen krop, mener jeg, at det er ligesom at kigge i et spejl, men du intet kan føle eller se. I onsdags var det næsten på samme måde. Jeg følte, at jeg blev sat ind i et spil, og at alt det omkring mig ikke var ægte. Jeg kunne godt høre og snakke, men det røg ikke ind og landede i mit hoved, hvis man kan sige det sådan?

At virkeligheden ikke føles virkelig, er en af de ting, som Nanna slås med. Noget andet er stemmerne. I en udredningsrapport fra maj 2022, som er udført af den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) under Socialstyrelsen, beskriver Nanna, at hun har tre stemmer i hovedet.

Den ene tilhører hendes biologiske far. Den er der ikke altid, men når den er, er den konstant alarmerende. “Du skal passe på ham bagved dig”, “din stedfar vil gøre dig fortræd”, “han brænder jeres hus ned”.

Den anden stemme tilhører hendes mors anden eks-mand. Den taler også direkte til hende, men er mere nedladende. Ord som “fed”, “dum” og “grim” bliver hyppigt brugt.

Den tredje stemme er der altid. Nogle gange mumlende og sagte, andre gange skrigende og alt-overdøvende. Den tilhører dén pædagogmedhjælper, som udsatte Nanna for seksuelle overgreb mellem 3. og 5. klasse på Stige Skole. En kendt sag, som førte til at manden blev idømt halvandet års fængsel for befamleri og sex-krænkelser af i alt 22 små piger. Hver dag er han i hovedet på Nanna med en mørk og hård stemme. “Du skal gøre det”, “du skal sige det”, “du skal skære i dig selv,” dikterer han.

Nogle gange rotter stemmerne sig sammen, men Nanna kæmper ikke kun med at lukke dem ude. Hun slås også med at overbevise sine omgivelser om, at de eksisterer. Som hun skrev den 14. oktober 2020, mens hun boede på bostedet Nødebogaard Bagsværd.

“Kære Dagbog

I dag er der nogle stykker, som har sagt til mig: “Dine stemmer findes ikke i virkeligheden”, “det er bare tanker, de kan ikke gøre noget”. Jeg hader, når folk siger sådan. Det er jo virkelig som om, at de ikke lytter eller prøver at forstå situationen… Stemmerne larmer utroligt meget i dag og siger alt muligt pis til mig som fx “ikke spis”, “lad være med tage din medicin”, “dø nu for helvede bare”, “begå nu selvmord.”

Nødebogård har sammen med psykiatrien på Bispebjerg vurderet, at Nanna er “lettere mentalt retarderet”.

- Nannas udvikling svarer dermed til en 11-12-årig pige, står der i et mødenotat fra 18. oktober 2021, som Avisen Danmark har set.

I status- og udviklingsbeskrivelse fra 3. januar 2022 anfører Nødebogård Nannas kognitive niveau som hendes “primære problemstilling”. Halvanden times bilkørsel derfra, få måneder senere, er konklusionen på Nannas liv en helt anden. Diagnosen “lettere mentalt retarderet” er forkert, vurderes det på et netværksmøde på Børne- og Ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Odense. Det viser et referat, som avisen også har set.

For Nanna er det mere end bare forskelligartede diagnoser. Det er tegn på, at hun ikke bliver lyttet til, en følelse af mistro, der får trangen til at selvskade til at gro. Som hun skriver i sin dagbog:

Prøv at forestille dig, at du har tre mænd på din skulder. På venstre står den totalt onde og bestemmende og siger 24/7, hvad du skal og ikke skal!! På højre skulder står de og hvisker til dig.

Nannas dagbog er fyldt med skræk og afmagt. Når hun en gang imellem er fortrøstningsfuld i sine skriverier - og tegner smilende ansigter - kommer det hånd i hånd med selvmordsplaner.

Sådan har det ikke altid været. Som spæd var hun ifølge sin mor nem, glad og pludrende med mørkt, tæt hår og antræk til krøller. I børnehaven havde hun mange veninder, hun lavede skøre ansigter, grinte og optrådte sammen med de andre børn.

Men hun kunne også blive fuldstændig tosset, hvis hun for eksempel ikke måtte stå på hovedet igen og igen. Hun kunne finde på at rive og bide sig selv til blods, hvis hun ikke fik sin vilje, så moren måtte fastholde hende, for at hun ikke gjorde skade på sig selv.

Forældrene blev skilt, da hun var to år, men det var først i folkeskolen, at det begyndte at gå skævt. Nannas bedste ven blev pedellen, for de andre børn mobbede hende. En pædagogmedhjælper i SFO'en udsatte hende for overgreb igennem flere år. Som 11-årig skrev Nanna et selvmordsbrev til sin mobber.

Derhjemme kunne hun finde på at gnubbe sine knoer mod hinanden, til de til sidst blev helt røde. Hun kunne græde voldsomt, hyperventilere og blive ramt af angstanfald. Hun stoppede med at spise. I starten af 6. klasse stoppede hun med at gå i skole.

Moren fandt et specialskoletilbud for børn med angst, hvor Nanna startede, men det fungerede heller ikke.

To forskellige socialpædagogiske bosteder for børn og unge med psykiatriske udfordringer har hun også boet på. Sideløbende har hun været indlagt i psykiatrien på nærmest månedlig basis. Aktindsigter og dagbogsnotater tegner cirkler af selvmordsforsøg, politianholdelser, lukkede afdelinger, nye socialrådgivere og diagnose-tombola. Flere gange er Nanna blevet efterlyst i medierne, fordi hun er stukket af under indlæggelse i psykiatrien. Og når hun har været på bostederne, har medicinlisten været lang.

Aktindsigter, som Avisen Danmark har set, viser, at hun i løbet af tiden på Nødebogård blev ordineret både Risperidon, Rispemyl, Setralin, Paliperidon, Quatipine, Aripripazole og Abilify - alle sammen antipsykotiske præparater.

I morens øjne er hun blevet kastet rundt i systemet, er blevet proppet med piller og er kommet mere syg tilbage hver evig eneste gang.

Med Nannas egne ord i dagbogen, den 30. november 2020, hvor hun boede på Nødebogård i Bagsværd:

“Jeg er lukket inde et sted, hvor man ikke kan komme ud. Et sted hvor man ikke har sin frihed, og hvor man i stedet bliver totalt straffet! De tager alt fra en, du må ikke beholde det, der måske hjælper dig! De gennemroder dit værelse uden grund, stedet hvor de ikke forstår et “nej”. Du er fanget!”

Dét, “der måske hjælper dig”, som det står skrevet i dagbogen, er ting, Nanna kan skade sig selv med. Og metoderne har Nanna forfinet og udbygget igennem årene, hvor hun og de andre unge med psykiske sygdomme har inspireret hinanden. Det fortæller hun helt åbent om i sin dagbog, og det dokumenteres af hendes tilstedeværelse i forskellige online-fællesskaber.

I "Døde pigers dagbog” - en DR-dokumentar, hvor unge piger opbygger et sammenhold og pointsystem omkring selvskade - var Nanna en af topscorerne.

“Jeg har brug for min smerte. De tager mine redskaber, men de kommer ikke med noget andet,” skriver hun i sin dagbog 7. november 2020.

I dag bor Nanna i en specialindrettet lejlighed i forlængelse af morens og papfaren Henriks hus. Det har hun gjort i snart et år, siden julen 2021. Hun sover under en 12 kilo tung kædedyne, som hjælper hende med at forholde sig i ro om natten. Ind imellem skriver hun til sin mor eller Henrik, hvis hun er bange for, at hun snart vil gøre noget dumt. Skarpe genstande fjernes, Nanna neutraliseres med te, medicin og snak det halve af natten, men tit går det alligevel galt.

- I fredags slugte jeg nogle farlige genstande. Ja, det er noget lort, men det skræmmer mig ikke, måske er det blevet “normalt” for mig, skrev hun i en SMS til mig den 7. oktober.

I løbet af de måneder, jeg har fulgt og kendt familien, har Nanna flere gange været på psykiatrisk skadestue på grund af sin selvskader.

Noget må ske, mener alle i familien, og de presser både kommunen og psykiatrien for en behandling. Den første instans som inviterer til møde er beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense, i midten af september, cirka en måned efter, at Nanna er fyldt 18. Jeg er med som bisidder.

Randi kommer bevæbnet med bunker af kritik og spørgsmål, som hun retter mod kommunens team af seks personer - jurister, psykologer, adskillige afdelingsledere, socialrådgivere - men de fleste preller af på dem. De vedrører Nannas fortid i børn- og ungeafdelingen, hendes tid på bosteder i andre kommuner, hendes behandling i psykiatrien.

Randi har svært ved at skjule sin frustration.

- I taler om gruppeterapi og om at træne Nanna i at tage en bus. Det er slet, slet ikke der, vi er. Nanna har brug for traumebehandling! Henrik og jeg har ikke noget parforhold, fordi vi efterhånden er helt tyndslidte. Vi er fuldstændig overladt til os selv. Vi har brug for psykolog, siger hun med en stemme, der skærer igennem rummet.

- Det mindste, vi kunne gøre for Nanna, var at uddanne hendes hund Hector til psykiatrisk servicehund. Det ville betyde så meget for Nanna, fortsætter Randi.

Pånær Nanna, der er fjern i blikket, nikker alle. Men ingen har svarene. Hectors uddannelse har ingen på mødet beføjelser til at blåstemple, for det ligger i en anden forvaltning.

I psykiatrien er Nanna for ung til at få behandling for PTSD. Det kan hun først om to år, når hun bliver 20 og overgår til voksenpsykiatrien. Hos kommunen er hun for syg til efterværn, men for rask til pension, lyder konklusionen på dagens møde. Og VISO-rapporten, hvori der blev anbefalet flere konkrete behandlingsformer, kan ikke trækkes over i voksenregi.

- Ja undskyld mig, men hvorfor helvede blev den VISO-rapport så overhovedet lavet? Det virker lidt som om, at det skete 10 minutter i lukketid for at lukke kæften på os, siger Randi og smiler hverken med øjnene eller munden.

Konklusionen på mødet bliver, at Nanna skal klynge sit håb til en paragraf i serviceloven, som Randi selv har fundet frem til. Paragraf 102, som "giver mulighed for, at borgere, der har behov for en ganske speciel behandling, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise.”

- Søg den. Og hvis hun ikke får den, så tag den videre i Ankestyrelsen, lyder anbefalingen i beskæftigelses- og socialforvaltningen, hvilket får Randi til at bande og svovle, så snart vi står ude på fortorvet igen.

For at forstå Nanna er vi nødt til at dvæle lidt mere ved hendes mor. Hun fylder meget. Ifølge hende selv agerer hun både sagsbehandler, advokat og læge for sin datter.

- Jeg er overbevist om, at Nanna havde været død, hvis ikke jeg havde kæmpet så meget for hende, siger Randi, da vi taler alene sammen i midten af oktober. Hendes dialekt er syngende fynsk, hendes blik er sammenknebent, og hun snakker så meget, at man må bremse hende - nogle gange forgæves.

- Det er et fuldtidsarbejde at være pårørende, siger hun.

Det samme har hun skrevet i sin 300-sider lange bog om Nannas forløb, som ligger på hendes computer - og som jeg har fået lov til at læse. På forsiden har hun fået Nanna til at posere med ansigtet gemt bag sine arrede arme. Titlen er “Måske er jeg her ikke i morgen”.

I bogen beskriver hun både følelsen af skyld og sorg, såvel som sin harmdirrende vrede mod systemet.

“Jeg er rystet over, hvor usammenhængende systemerne er, hvor meget energi og ressourcer det koster forældre til et psykisk sygt/sårbart barn. Og jeg er rystet over, hvordan man som forældre konstant skal have styr på alt, læse aktindsigter, sætte sig ind i paragraffer og hele tiden kæmpe for, at ens barn får det, som det har krav på. Jeg har brugt dagevis på at læse forskellige fagbøger,” skriver hun.

Randi har været på førtidspension, siden hun var 26 år gammel. Hun var grafisk designer, men en blodprop i hjernen gav hende massive hukommelsesproblemer og lammelse i hele den venstre side, som hun kæmpede med i årevis.

Hun har også kæmpet lidt med mændene i sit liv. Nannas far er hun gået igennem en bitter skilsmisse med. Det næste ægteskab var ifølge Randi heller ikke godt.

Henrik, hendes nuværende kæreste, lever Randi lykkeligt sammen med. Men det har ikke været uden drama. Nanna har på et tidspunkt sigtet Henrik for overgreb, men politiet har frifundet ham, og anklagen er trukket tilbage. Adspurgt af en børnepsykolog til Socialstyrelsens VISO-rapport forklarede Nanna tidligere i år, at hun har svært ved at vide, hvad der er normalt og ikke normalt i samværet – og hun kom til at overtolke Henriks adfærd sammen med hende. I samme periode skrev Nanna også SMS’er til sin morfar, hvor hun luftede sin frygt for, at personalet på bostedet forgiftede hendes mad.

Stedfaren Henrik - hvis rynker i ansigtet bliver dybere, når talen falder på den ømtålelige anklage - siger, at det hele “har smadret hans identitet”.

- Jeg er stadig ikke kommet mig over det. Men det har ikke fået lov til at ødelægge sammenholdet mellem mig, Randi og Nanna, siger han.

Randi snerrer, når hun taler om forløbet. Hun er vred på Odense Kommune og Nødebogård, der ifølge hende fik blæst sagen op, mens Nanna var meget syg. Et “uskyldigt klap i numsen", der endte i politiafhøringer og advokatsag.

Hun har søgt om aktindsigt i sagen hos politiet, men har endnu ikke fået akterne. Til gengæld har hun tusindvis af siders aktindsigt fra psykiatrien, de forskellige skoler, bosteder og kommuner, som Nanna har været i.

Heri har hun fundet formuleringer, der indikerer, at hun kun gør tingene værre for sin egen datter. “Forældre kan ikke se det gode, der sker”, “alt i hjemmet handler om Nanna, al kommunikation drejer sig om, at Nanna har det svært”, og “forældrene laver splitting", som er en psykologisk mekanisme forbundet til borderline. Citaterne fremgår af journalpapirer fra psykiatrien i Region Syddanmark og Børn- og Ungeforvaltningen i Odense.

- Jeg er ret sikker på, at jeg selv har udviklet PTSD af alt det her. Jeg plejer at sige, at jeg har tre iltmasker. De to af dem giver jeg til mine børn, for jeg tør ikke selv trække vejret i min. Den gemmer jeg til senere, siger Randi.

Jeg nævner for hende, at flyselskaberne anbefaler, at man tager sin egen iltmaske på, før man udstyrer sine børn med en, og det griner hun af.

- Der kan man bare se.

Men alvorligt: Hvad tænker du om, at der er nogen, der mener, at du ikke nødvendigvis gør noget godt for din datter?

Randi tænker ikke, før hun taler, for den facon har hun ikke. I stedet spyr hun sætninger ud, som jeg skriver sammen til denne flamme af vrede:

- Udefra ser det måske sådan ud. Men hvis man har noget kendskab til det psykiatriske system, ved man, hvor sindssygt det er. Jeg ville ønske, jeg ikke behøvede at dedikere hele mit liv til min datter. Jeg ville ønske, jeg kunne leve et almindeligt liv og give slip. Nogle gange har jeg lyst til at gøre det, så alle kan se, hvor galt det så går. Men hvis jeg giver slip, så er Nanna her ikke meget længere.

I løbet af efteråret har Nanna fået det dårligere. Spiseforstyrrelse, opkast og selvskade fylder igen. Når jeg er på besøg, har hun sjældent energi til at sige så meget, men i SMS-beskeder fortæller hun om flashbacks og mareridt.

- Dør jeg, så dør jeg, skriver Nanna.

Hun er træt af, at hun hundredvis af gange har skullet forklare, hvordan hun har det - uden at nogen “alligevel fatter det”. Jeg spørger hende, hvad hun drømmer om for fremtiden.

- Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne flytte for mig selv i et rækkehus og passe mig selv, ikke spise en skid. Klare mig selv og være helt alene. Uden nogle havde krav til mig, eller nogle synes jeg var træls/stressende..?

Hun fortsætter:

- Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg har det herhjemme og hvis jeg gør, forklarer jeg det forkert, så folk nærmest skrider fra aftensmaden og bliver sure på mig. Og jeg trækker mine ord tilbage og vender det om til noget positivt.

Den 8. november skriver Nanna til mig, at hun plages af slemme flashbacks. Hun ryster af kuldegysninger og græder i smug. Bliver ked af det, når hun ser arrene på sine arme. Har trang til at selvskade eller stikke af.

- Men jeg står også i den situation, hvor jeg skjuler det, jeg kan skjule. Det er for hårdt at komme ud med, og alle de spørgsmål der nok vil komme hen ad vejen. Så ryger jeg nemlig hurtig tilbage til de bosteder, jeg har været på, hvor jeg ikke måtte gå en tur for mig selv.

Sommer bliver til efterår, men aldrig rigtig koldt i den periode, hvor jeg lærer Nanna bedre og bedre at kende. Og af en eller anden grund bliver jeg aldrig rigtig koldblodig i min egen fornemmelse af den journalistiske mission.

Kan Nanna overskue konsekvenserne af sine egne ord? Er hun billedet på et sygt system - eller bare syg i systemet? Har jeg gravet mig for dybt ned i familiens grøft? Og handler det hele lige så meget om Nannas mor, som det handler om Nanna?

Tvivlen tager jeg med til Stige og folder ud på køkkenbordet på en grå mandag i midten af november. Henrik kommer med kaffen i en sølvblank kaffekande, en skål med pebernødder står på bordet, og Nanna og Randi sidder allerede omkring det. Husets hunde bjæffer og springer rundt, men ingen i familien ryster på hånden.

Nanna er sikker på, at hun vil stå frem. Hun føler sig “mishandlet og kastet rundt i systemet,” som hun sammenligner med “skibet Titanic".

- Det er sunket, siger hun og bliver - vanen tro - suppleret af sin mor.

- Nannas historie bærer præg af manglende samarbejde på tværs af siloerne. Det nytter ikke noget, at kommuner og regioner kun må komme med anbefalinger til hinanden. Hvis man havde bevilliget den traumebehandling til Nanna, som blev anbefalet tilbage i starten af 2018 af psykiatrien, hvor havde vi så været?

Men hvor er I på vej hen? Hvad håber du konkret på at opnå, Nanna? siger jeg og kigger meget demonstrativt på hende.

Hun kigger ned i bordet, før hun med et Mona Lisa-agtigt smil kigger på sin hund Hector og svarer:

- Jeg kunne godt tænke mig, at han blev uddannet til psykiatrisk servicehund.

Med en fuldmagt fra Nanna i hånden har Avisen Danmark bedt Psykiatrien i Region Syddanmark, Psykiatrien i Region Hovedstaden, Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Odense Universitetshospital, Bispebjerg Hospital, Børnehus Syd i Odense, Stige Skole, Asgaard-Sødinge og Nødebogård om at komme med deres version af Nannas historie. Det har ikke været muligt at få nogen af dem til at stille op til interview om en konkret personsag. 

Vinter: De seneste dage har danskerne kunne krydre de himmelhøje priser på varme med minusgrader og sne. Og ligesom sparegrisen skal smadres for at betale varmeregning - hvis man overhovedet har råd - så ser de kolde temperaturer ud til at fortsætte. Det skriver TV 2.

Kuldefrembruddet hersker over hele Europa og intensiverer vinteren. Det betyder, at man de næste par dage kan forvente koldere vejr end normalt. Det skyldes blandt andet et kraftigt højtryk over den nordlige del af Atlanterhavet, der ifølge mediet vil sende kolde luftmasser fra de arktiske egne ind over Europa.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meldes der også om kold luft fra nord den næste uge. Syvdøgnsprognosen spår om tocifrede frostgrader flere gange i løbet af ugen, der kan ramme 10 minusgrader natten til torsdag. Lokalt kan det blive endnu koldere.

Desuden skal man ikke blive overrasket, hvis det begynder at sne i løbet af ugen, lyder det. Og læser man videre i en langtidsprognose fra TV 2, så er der skam også god chance for hvid jul.

At vinteren allerede tegner koldere end normalt så tidligt, er skidt nyt for de høje priser på varme.

Mildt vejr i november  betød en overgang faldende elpriser herhjemme. Men for få dage siden gik de atter op og op. I går, fredag, var prisen for en kilowatt-time uden afgifter og tariffer den højeste siden 29. september. Det skriver Ritzau.

- Den situation, vi har lige nu med koldt vejr og ikke ret meget vind, er noget af det værste vejr, man kan have for elpriser. Jokeren er lidt, hvor længe det varer ved,  forklarer Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i erhvervsorganisationen Green Power Denmark, til nyhedsbureauet.

Boligudgiftter: Renterne er steget, og det er generelt blevet dyrere at være boligejer. Faktisk lægger boligudgifterne særligt i København lige så stort et pres på hus- og lejlighedsejerne som under finanskrisen.

Det viser en analyse fra Sydbank.

Sydbank har undersøgt boligbyrdens størrelse. Boligbyrden er andelen af ens indkomst efter skat, der går til boligskatter og boliglån. Og særligt i hovedstadsområdet ligger den nu på samme niveau som under finanskrisen.

Ifølge Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen er netop boligbyrden et vigtig pejlemærke på boligmarkedet.

- Hvis boligbyrden bliver rigtig høj, er det et udtryk for, at boligpriserne stiger meget mere, end vores indkomster kan følge med til.

- Det er som regel ikke holdbart i længden. Det er desværre det, vi ser nogle steder lige nu, siger Søren Kristensen.

Der er dog ingen grund til panik, understreger boligøkonom Curt Liliegreen, der er direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

Det kan godt være, at boligpriserne de seneste år er steget. Og det samme gælder renterne de seneste måneder.

Men takket være høj beskæftigelse og relativt store opsparinger står mange boligejere stærkere end under tidligere tider med modgang.

Særligt den fortsat høje beskæftigelse er vigtig.

- Under finanskrisen var både boligmarkedet og arbejdsmarkedet sygt. Det, der sker denne gang, er, at boligmarkedet bliver ramt af en korrektion, men boligmarkedet får hjælp af arbejdsmarkedet, siger Curt Liliegren.

Han henviser til, at boligmarkedet de seneste måneder faktisk er begyndt at korrigere sig, ved at priserne efter flere år med store prisstigninger falder. Det gælder primært i og omkring København.

Også andre steder i landet begynder man at se fald i boligpriserne.

Curt Liliegreen påpeger, at boligbyrden er en teoretisk indikator, som hurtigt kan ændre sig, hvis boligejerne eksempelvis omlægger deres lån.

- Når én lånetype bliver for dyr for dem - såsom et fastforrentet lån med afdrag - så skifter forbrugerne over til billigere produkter såsom lån med variabel rente og uden afdrag.

- Og så ignorerer de den risiko, der er forbundet med de lånetyper. Det er netop, hvad der sker på boligmarkedet lige nu, siger han.

Sydbanks analyse viser, at to dele af boligmarkedet er vokset fra hinanden. Uden for hovedstaden er boligbyrden stadig et pænt stykke under niveauet op til og under finanskrisen.

Samtidig har niveauet i hovedstaden nået et leje omkring 60 procent af boligejernes indkomster. Det var det niveau, boligbyrden havde i hovedstadsområdet i årene omkring 2008.

Ligesom Curt Liliegreen peger Søren Christensen på, at boligejerne er meget bedre stillet i dag end op til finanskrisen. Og det skyldes ikke kun høj beskæftigelse og velpolstrede bankkonti.

- Der har været en anderledes stram kreditgivning, hvor boligejerne og deres økonomi i langt højere grad er godkendt til, at renterne stiger.

- Derfor er boligejerne og boligmarkedet mere robuste, end de var op til finanskrisen, siger Søren Kristensen.