Elpriser: Efterårets fald i elpriserne har fået telefonlinjerne hos energiselskabet Norlys til at gløde.

Bare i november har 50.000 af deres private elkunder ønsket at skifte aftale. Ifølge direktør i Norlys Mads Brøgger skifter danskerne energiprodukt som "aldrig før".

- Det er et paradigmeskifte for vores branche. Kunderne har en fundamental anden bevidsthed om deres energiforbrug og -produkt og tager nu aktivt stilling, siger direktør Mads Brøgger.

De i alt 650.000 el- og gaskunder hos energiselskabet kan i øjeblikket vælge mellem en variabel aftale, der i gennemsnit koster 1,3 kroner per kilowatt-time. En fastprisaftale - såkaldt PuljeEl - koster 4,9 kroner.

Og det er særligt den faste pris, kunderne skifter fra, fortæller Mads Brøgger.

- Da vi skulle købe ind til dette kvartal, var prisen højere, end den er nu. Så der er kunder, der hellere vil have den lavere pris ved en variabel aftale, fordi de tror på, at den bliver på det lave prisniveau.

I en mail til Avisen Danmark oplyser energiselskabet NRGi, at der "helt naturligt (er, red.) et større ønske om at skifte til et variabelt produkt", når elprisen er lav.

Ifølge chefkonsulent hos brancheorganisationen Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen løber elselskaberne i øjeblikket en stor risiko ved at tilbyde fastprisaftaler, fordi de har indkøbt dyr strøm forud for årets sidste tre måneder.

Når elprisen falder og kunderne skifter aftale, hænger elselskaberne på den dyre strøm.

- De kan ikke opsige deres kontrakt, uden at det koster dem mange penge, siger han.

De mange kundeskift netop nu får også konsekvenser hos Norlys.

- Det kommer til at have en relativ stor negativ indvirkning på vores årsresultat, siger Mads Brøgger.

Om du skal vælge variabel eller fast pris netop nu, er ifølge Kristian Rune Poulsen et spørgsmål om temperament.

- Med et fastprisprodukt betaler du ekstra for, at andre løber risikoen for, at elpriserne stiger og falder. Til gengæld ved du, hvad du kommer til at betale, uanset hvornår du bruger strømmen. Det kan give ro i maven, siger han.

- Med en variabel aftale kan du gøre en god handel, når det blæser, og hvis du kan flytte dit forbrug. Er du en tilbudsjæger, vil det generelt være variabel pris, du skal vælge. Risikoen er, at hvis priserne stiger, må du følge med.

Og noget tyder på, at stigninger er på vej.

Vintervejret er kommet til Danmark, og det sætter sig i elpriserne.

I oktober kunne vi ellers glæde os over et større fald i priserne - gennemsnittet for måneden var 1,3 kroner per kilowatt-time - men ifølge Kristian Rune Poulsen skal vi vænne os til et comeback fra de højere strømpriser.

- Der er udsigt til højere elpriser resten af vinteren. Markedet, der handler strøm til vintermånederne, regner med en pris på 2,4 kroner per kilowatt-time for den rene strøm, siger  han.

Efter nytår bliver elafgiften sænket til EU's minimumssats på 0,8 øre. Det er dermed langt lavere end de nuværende 69,7 øre.

Men omvendt har Energinet, der driver det danske elnet, varslet en markant stigning på tariffen, der blandt andet går til udviklingen af nettet. Tariffen stiger isoleret set med 1,5 øre per kilowatt-time.

I september meldte Green Power Denmark desuden ud, at det er forventningen, at alle danske netselskaber hæver deres priser for transport af strøm.

Spørgsmålet er, om de danske elkunder så er lige vidt.

Ifølge Kristian Rune Poulsen kan vi fortsat drage fordel af den sænkede afgift - selv hvis du køber din el til fast pris og har mulighed for at flytte dit forbrug væk fra kogespidsen mellem klokken 17 og 21.

- Hvis du har et normalt elforbrug, og du slår afgifter og tariffer sammen, skulle det gerne betyde, at du betaler mindre for din strøm. Tarifferne stiger lidt, afgiften falder meget, siger han og uddyber:

- De nye tariffer gør, at der bliver mange perioder om natten og om sommeren, hvor vi ikke bruger meget strøm, hvor tarifferne faktisk bliver lavere, end de er i dag. Så du får en lille rabat i mange timer, og så bliver det meget dyrere i de timer, hvor nettet er belastet.

Økonomi: Flere par dropper fællesøkonomien og satser mere på hver sin bankkonto i stedet for at smide begge parters indtægter i én stor pulje. I 2017 havde 23 procent af danske par således indtjeningen på hver deres konto, mens det i 2022 er steget til 30 procent.

Det viser en ny undersøgelse fra Nordea, som Yougov har lavet.

Til Radio4 Morgen kalder Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank, udviklingen for en "generationsting".

- Vores forældre og bedsteforældre var mere tilbøjelige til at være fælles om økonomien, fordi den ene i høj grad tjente pengene, mens den anden ikke havde sin egen indtægt. Nu har flere hver sin indkomst og er flasket mere op med at holde på egne penge, siger hun til radioprogrammet.

Det er også især de ældre par i undersøgelsen, der holder fast i fællesmodellen, som foretrækkes af 63 procent af de 55-65-årige. Hos de 26-39-årige i parforhold er det 23 procent, som puljer pengene sammen. I undersøgelsen svarer 46 procent af alle par, at de har en blandingsmodel med både egne og fælles bankkonti.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er der rent lavpraktisk ikke nogen problemer i at dele økonomien op. Systemerne er mere indrettet til det i dag, og det er i virkeligheden mere en "smagssag", hvad man vælger, lyder det i æteren.

- Men jeg tror, at folk har mere lyst til at have den her autonomi, hvor den anden ikke kan se, om man køber den der ekstra vinterjakke, eller kan blande sig i, at pengene bruges på noget bestemt, siger hun.

Nordeas forbrugerøkonom Ida Moesby mener også, at det rådgivningsmæssigt er helt op til den enkelte, hvad de bedst synes om. Men der er en række overvejelser, man bør gøre sig, når en økonomisk model skal lande.

- Man skal huske den finansielle ligestilling. Vi ser nogle gange, at par ubevidst er ret opdelte i forhold til, hvem der investerer og eksempelvis har boliglånet og betaler mest ind til pension, mens den anden måske står for "de forsvindende" udgifter til dagligvarer og tøj til børnene, siger Ida Moesby.

Fordelingen kan virke ganske fin, påpeger hun, men hvis man bliver en del af skilsmissestatistikken - som hver andet ægteskab i dag gør - så kan den ene pludselig stå meget bedre end den anden.

Det kan også ende skævt, hvis den ene bliver sygemeldt, skal på barsel eller går ned i tid og på den måde ikke får betalt lige så meget ind til pension som den anden part.

- Man kan gå glip af ret store afkast i de perioder, uanset om man har fælles- eller særskilt økonomi, siger Ida Moesby.

Spørger man sociolog og forbrugerekspert Eva Steensig, er det helt naturligt, at fællesøkonomien mister fodfæste i takt med kvinders frigørelse, og at vi er blevet mere individualiserede i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Og mere ligestilling i økonomien kan påvirke vores tilgang til parforhold.

- Det betyder, at det i dag ikke længere nødvendigvis er rationelle årsager som økonomi og forsørgelse, der er limen i et ægteskab. Men at vi i højere grad danner par på grund af følelser og kærlighed, siger Eva Steensig.

Samtidig kan mindre økonomisk afhængighed gøre det nemmere at komme ud af et parhold. Den økonomiske opdeling giver dog også anledning til flere konflikter, påpeger sociologen.

- Når man ikke har fælles økonomi, skal man hele tiden blive enige om at spytte i kassen, og det kan skabe splid i forhold til, hvem der har mest ret til at bruge eller bestemme over pengene. Der kan også ligge en konflikt i, at flere mænd end tidligere skal vænne sig til, at kvinderne kan tjene mere end dem, siger hun.

I undersøgelsen svarer 12 procent, at de skændes med deres partner om økonomi. Flere kvinder end mænd angiver, at de toppes om økonomiske spørgsmål.

- Historisk ligger forsørgerpligten dybere hos mænd, mens det er mere nyt for kvinder at kunne være den, der betaler mest. Derfor er det forventeligt, at kvinder i højere grad slår sig på udviklingen, siger Eva Steensig.

Hvis sociologen skal kigge i spåkuglen, vil fællesøkonomien fortsat møde større konkurrence, så længe kvinders frigørelse tager til.

- Når vi oplever økonomiske kriser som lige nu, er der en tendens til, at vi rykker tættere sammen i en periode, men jeg vil klart forvente, at tendensen fortsætter, når vi kigger 50 år frem, siger hun.

Ukraine: Der er stadig spånplader foran vinduerne, og de mange huller i huset, efter det russiske artilleri angreb i maj, er heller ikke blevet repareret i 54-årige Svetlana og 54-årige Nikolajs hus i Mykolaiv i Sydukraine.

Fragmenterne sendte død over nabolaget og gennemhullede huse.

- Svetlana var taget på arbejde, og jeg sad i stuen, da der pludselig lød et stort brag, og hele huset blev fyldt af støv. Jeg dækkede mit ansigt i en refleks og sad så i stilhed, fortæller Nikolaj.

Han løb dernæst ind mod soveværelset, hvor hans 19-årige datter endnu ikke var stået op. Døren var gennemhullet af fragmenter. Nikolaj turde ikke åbne døren for hvad nu, hvis der var sket hende noget?

Nikolaj erindrer stilheden som skrækkelig, for hvorfor skreg hun ikke af smerte eller af frygt? Ville han åbne døren og finde sin datter liggende død i sengen?

- Det var et mirakel, at hun var uskadt, siger Nikolaj til Avisen Danmark.

- Før krigen var jeg aldrig bange for noget. Selv da invasionen startede, og bomberne og missilerne kom væltende ind over os, var jeg ikke bange. Siden den dag i maj har jeg været bange hele tiden. Du må forstå, at jeg vil gøre alt for min datter og min kone. Jeg vil banke folk for at beskytte dem. Jeg vil gøre alt, men jeg fandt ud af, at jeg er hjælpeløs, når bomberne falder, siger Nikolaj.

Svetlana tilføjer, at det er skrækkeligt under angrebene. Familien har ingen kælder at gemme sig i, så den bliver blot indendørs, når bomberne falder. Store dele af nabolaget er stadig ødelagt, og der er problemer med vandforsyningen og elektriciteten flere steder. Beboerne må samle drikkevand fra store tanke, som de lokale myndigheder har installeret rundt omkring i byen.

Svetlana har hørt, at Danmark har lovet at tage en lederrolle i genopbygningen af Mykolaiv, og hun vil gerne have det arbejde sat i gang så hurtigt som muligt.

- Vi har ikke råd til at genopbygge det hele selv, så al hjælp vil være kærkommen, siger hun.

Mykolaiv har været en del af fronten i Sydukraine siden den russiske invasions begyndelse, og ødelæggelserne er massive. Mykolaiv ligger på vejen mod storbyen Odesa, som russerne ifølge flere eksperter havde som mål i de første måneder. Lederen af den militære administration i Mykolaiv-regionen, Vitaly Kim, har tidligere anslået, at mere end 12.000 bygninger er ødelagt i regionen.

- Staten og frivillige hjælper til. Først og fremmest restaurerer vi vinduer og tage, men på grund af nye beskydninger og mangel på mandskab og materialer så gør vi det desværre meget langsomt, forklarede Vitaly Kim i oktober.

Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij opfordrede Danmark til "at overtage ledelsen i genopbygningsarbejdet i Mykolaiv” under en tale til Folketinget tilbage i slutningen af marts. Fungerende statsminister Mette Frederiksen accepterede kort efter opfordringen, og arbejdet er begyndt.

Danmark har blandt andet sendt en række entreprenørmaskiner til Mykolaiv.

- Fra dansk side vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe det ukrainske folk. Lige nu fjerner danske maskiner derfor murbrokker fra byer som Mykolaiv, hvor der før lå boligblokke, butikker og skoler, sagde fungerende erhvervsminister Simon Kollerup i september.

Derudover har Danmark etableret et partnerskab med blandt andre Erhvervs- og Udenrigsministeriet, Dansk Industri og Dansk Erhverv. Sammen skal de se på, hvordan danske virksomheder kan hjælpe med at genopbygge havnebyen.

- Vi hjælper med at genoprette vandforsyningen, varmeforsyningen, rekonstruere og reparere kommunale bygninger, (…) fordi vi skal sørge for, at det ukrainske folk vil være i stand til at overleve vinteren og afvise Rusland, sagde Danmarks fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod på et pressemøde efter et besøg hos Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba ifølge det ukrainske medie Ukrinform.

Avisen Danmark har kontaktet Udenrigsministeriet for et interview med Jeppe Kofod, men på grund af regeringsforhandlingerne har det ikke været muligt.

Hos Nikolaj og Svetlana er de glade for, at Danmark har lovet at tage en lederrolle i genopbygningen. Nyheden om Danmarks løfte har været overalt i tv og i aviser, men Svetlana siger, at de endnu ikke har set hjælpen. Der er stadig huller i vejen fra angrebene, og mange huse har spånplader for vinduerne, da de ikke har råd til at købe nye. Flere huse har revner.

De ukrainske myndigheder har været ude og notere skaderne, forklarer Svetlana. Men de lokale har stadig ikke fået hjælp til genopbygningen.

- Der har været nogle frivillige og hjælpe med at lappe vores hus lidt sammen, men jeg regner ikke med at få penge af staten. Det har de ikke penge til, så vi har brug for hjælp fra andre lande såsom Danmark, siger Svetlana.

For nylig lykkedes det den ukrainske hær at presse de russiske tropper væk fra byen og genindtage storbyen Kherson omkring 100 kilometer fra Mykolaiv. Det har betydet færre russiske missilangreb i området, og de lokale håber, at situationen forbliver mere stabil, så genopbygningen kan intensiveres.

Svetlana er sikker på, at alt kan genopbygges, hvis der bare kommer penge.

- Jeg drømmer om fred. Jeg drømmer om, at vi kan få genopbygget, så alt kan blive normalt. Jeg har ikke set mine børnebørn i næsten et år, og vores yngste datter, som boede med os, er flygtet til Finland. Jeg håber, at hun kommer tilbage, men det gør hun helt sikkert ikke, før der er styr på ting her, siger Svetlana, mens familiens to katte går omkring og miaver.

- Jeg tror faktisk, at livet kan blive endnu bedre end før, hvis krigen snart slutter, og vi sørger for at genopbygge tingene smart, siger Svetlana.

På en sidegade er 63-årige Ivan ved at forsøge at reparere sin garage. Han har samlet alle murbrokkerne efter et russisk missilangreb sammen i store bunker. Missilet slog ned i hans baghave for et par måneder siden og jævnede garagen med jorden, mens trykbølgen smadrede stort set alle vinduer i huset.

Ivan er pensionist og lever primært af den store køkkenhave og sine mange kaniner, som står i store bure på rad og række. Flere døde i angrebet, der rev deres bure itu. Ivan har endnu ikke fået hjælp af staten, og arbejdet med at genopbygge garagen og huset er ved at gå i stå, fordi han efterhånden har brugt hele sin opsparing.

- Det kan være, hjælpen kommer, når der bliver fred. Nu er fronten skubbet længere væk, så det kan være, at den snart kommer. Det håber jeg og alle mine naboer, for det er godt nok svært. Vi må bare forsøge at overleve, indtil hjælpen kommer, siger Ivan.

Han viser Avisen Danmark resterne af familiens udendørs metaltrappe, som blev flået fra hinanden. Heldigvis kom ingen til skade. Ivan var på arbejde, og sønnen sov i kælderen og vågnede brat, da jorden skælvede.

- Jeg ved ikke, om det hele nogensinde bliver det samme igen. En ting er det, som vi kan genopbygge, hvis der kommer penge, noget andet er det mentale. Det er klart, at vi alle er gået så meget igennem, at det er svært at glemme det. Glemme rædslerne, siger Ivan.

Hverken Ivan, Nikolaj eller Svetlana har ønsket at stå frem med deres fulde navne af hensyn til deres egen og deres familiers sikkerhed. Det ønske har Avisen Danmark efterkommet. Avisen Danmark kender kildernes fulde identitet.

Qatar: Dagens dagbog starter med dansk fællessang og tossedans i Dohas metro. Og den slutter med letpåklædte og nærgående afrikanske og asiatiske kvinder med DBU-hals-tørklæder om halsen, der gnubber sig op ad roligans, mens DJ'en spiller Himmelhunden.

På forhånd er danskerne blevet advaret om, at både lovgivningen og kulturen er anderledes i Qatar.

"Det betyder, at ting, der er lovlige i Danmark, kan være forbudte i Qatar," skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside og nævner blandt andet "alkohol", "påklædning" og "adfærd".

I praksis får hundredvis af danskerne lov til at skrige og råbe og skabe sig, da de lørdag går i fællesmarch mod Stadium 974, og Danmarks kamp mod Frankrig.

Stående og skrålende på rulletrapper, på vej ned i metroens undergrund, vækker de rødklædte opsigt. Kvinder med hvidt slør og Gucci-tasker, afrikanske fans i farverige trøjer og lokale sikkerhedsvagter i uniformer filmer alle danskerne på deres mobiltelefoner. De smiler og griner og er formentlig intetanende om, hvad det egentlig er, der bliver sunget.

"Fisse, kusse, Schmeichel er en mur!"

Dohas metro fra 2019 - som er et af de infrastrukturprojekter, der ifølge The Guardian har kostet 6.500 migrantarbejdere livet - er gratis for fodboldfans.

Indvendigt ligner det en luksuriøs dagligstue. Der er trægulv under de brede og polstrede sæder med læderarmlæn og nakkestøtte. Mellem kupeerne er der glasruder med grå mønstre i, og metalstængerne, som man kan støtte sig op ad, er sølvblanke.

"Alle mand i éeeen kupe!" brøler roligan-optoget.

Klemt sammen mellem klaphatte og rød-hvide klovneparykker føles "dagligstuen" som en bizar form for studenterkørsel. En ung gut i start-tyverne med blond hår har gejlet alle ned og sidde på gulvet, mens han selv hænger i en af metalstængerne og tæller ned. Han får alle til at springe op på samme tid:

"VI ELSKER DANMARK ALÉ ALÉ ÅÅÅHH," synger de, mens de hopper.

Hele metroen gynger, og alle - også dem der ikke forstår dansk - ser ud til at nyde showet. Det er festligt, men fredeligt. Og måske også heldigt, at de andre ikke forstår vores sprog.

For eksempel da et fransk forældrepar og deres knægt får taget et billede med en mand, der har malet sit fuldskæg rødt og hvidt, mens andre grinende synger:

"Hvis min kone var fra Frankrig, fik hun tæsk!"

Oppe på jorden er solen gået ned, og danskerne bliver hurtigt spredt i menneskemængderne foran stadion. En to meter og syv centimeter høj dansker kan dårligt gå to meter uden at en ny lille mand fra et fremmed land kommer hen og vil have taget et billede sammen med ham. Nogenlunde samme afstand er der mellem migrantarbejderne med megafoner, som er ansat til at sige det samme igen og igen og igen.

"This way! This way! This way!"

Foran stadioner, fanzoner og andre VM-faciliteter i Qatar er sikkerheden på grænsen til det hysteriske. Det virker som om, at værterne har læst alle crowd safety-vejledninger i verden og ganget dem med 10, og resultatet er kilometervis af 1-meter-høje hegne og lange og snoede stier til indgange, som der ingen kø er til.

I den lufthavnslignede security-zone foran stadion får mange danskere konfiskeret deres lightere, en pakke snus bliver i et kort øjeblik mistænkt for at være narko, og en gruppe får også taget deres dannebrogsflag. Det er for stort, lyder beskeden, som får en ung, dansk mand til at bande og svovle på sit modersmål:

- Hvor er det bare fucking latterligt, siger han, og så var der pludselig et f-ord, som politiet forstod.

I det næste øjeblik er det ikke kun flaget, som ikke må komme ind. Det må han heller ikke. Drømmen om at se Danmark ved VM - som han har betalt titusindevis af kroner for - har på målstregen fået mareridtsagtige nuancer. Mere politi bliver tilkaldt, mens mennesker fra alle mulige andre nationaliteter spadserer forbi med små danske flag i hånden (de bliver delt gratis ud).

Jeg ser hele optrinnet. Danskeren og hans venner er ligeglade med det skide flag, de vil bare gerne ind på stadion. Med mandeflirt, undskyldninger og store hundeøjne lykkes det til sidst at få politiet til at forbarme sig. De stormer forbi mig med lange skridt, mens den ene af dem siger:

- Nu skal vi bare fucking ind på den tribune.

Flaget beholder de i indgangen.

Stadium 974 ligner noget, der er bygget af kæmpestore lego-klodser. Det er et bæredygtigt stadion, sat sammen af containere, som efter VM-slutrunden skal doneres til underudviklede lande. En sympatisk vision, som Qatar nok havde regnet med ville få mere opmærksomhed, end de migrantarbejdere, som har bygget det.

Og værterne ville nok også ønske, at de kunne melde alt udsolgt til en kamp med de regerende verdensmestre fra Frankrig som den ene deltager. Men hverken strobelys, flammekastere, høj technomusik eller nogle af de andre elementer, som Qatar pifter kampene op med, kan skygge for det faktum, at der er tomme sæder overalt. Hvilket i og for sig passer udmærket til Danmarks præstation på banen. Christian Eriksen og co. mødte aldrig rigtigt op i 2-1-nederlaget til franskmændene.

Når man er rejst hele vejen fra Danmark til Den Arabiske Halvø for at se en fodboldkamp, lader man sig ikke slå ud af et nederlag. Efter kampen følgere jeg 40-50 danskere i deres jagt på en lille oase i ørkenen: Et hotel med en alkoholbevilling.

Flag fra alle VM-nationerne blafrer i airconditionen, og tjenerne serverer fish & chips med sur sød sauce og bøffer med askegråt kød i midten. En dansker sender sin fisk tilbage til køkkenet to gange, fordi den er rå indeni, før han tredje gang giver op. Han bestiller i stedet en hamburger, som kommer med en oliven på toppen.

- Så længe de har dem der, griner han og peger på sin fadøl til 60 kroner.

Og hotellet har også noget andet. Noget, som en lille håndfuld danske mænd hvisker om med skæve smil og indforståede blikke. Går mand ind i elevatoren og trykker på nummeret til den hemmelige etage, kommer man eftersigende til en klub, hvor både sprut og damer er tilgængeligt, hvis man har penge nok. En "luderbar", som de siger, hvor der gøres meget for, at danskerne skal føle sig velkomne.

I elevatoren på vejen derop binder en af mine nye danske venner smågrinende et dannebrogsflag om halsen på mig, og jeg får en ulmende mistanke om, at de er også er ved at binde mig noget på ærmet.

- Vi skal bare op og kigge, siger de.

Jeg forestiller mig pegende fingre og latterbrøl, en fælde, designet til at udstille ham bladsmøreren, som de har med på slæb.

Når jeg tænker sådan, er det, fordi jeg ved, hvordan loven er i Qatar. Her, hvor vi befinder os, hører korpslig afstraffelse for sædelighedsforbrydelser til dagens orden.

Bare spørg Paola Schietekat. Den 27-årige mexicanske kvinde var ansat i en af de virksomheder, som har bygget infrastrukturen til VM-slutrunden, og i februar i år blev hun et kendt navn i den internationale presse. En mandlig mexicansk kollega brød ind i hendes hjem i Doha og forsøgte at voldtage hende. Hun anmeldte det - og fik selv myndighederne på nakken.

Hun blev sigtet for at have dyrket sex uden for ægteskabet. 100 piskeslag og syv års fængsel ville anklagemyndigheden idømme hende. Paola Schietekat flygtede ud af landet, og i dag er retssagen droppet.

Men det fortæller en historie om kvinders rettigheder i det stenrige, konservative land. Kvinder i Qatar kan ikke gifte sig, rejse ud af landet eller booke et hotelværelse uden tilladelse fra deres mandlige værge.

Sharialovgivningen hersker over både statsborgere og migrantarbejderne, som udgør 85 procent af befolkningen. Og jeg har svært ved at forestille mig noget mere haram, mere forbudt, end en klub med pimps og prostituerede.

Men det er lige nøjagtigt det, som elevatordørene åbner op til.

Bassen runger, og regnbuefarvede diskolys kastes rundt i et lille, mørkt lokale med bar, dansegulv og DJ-pult.

Her er walisiske fodboldfans i deres grønne trøjer, egyptiske forretningsmænd i jakkesæt og indiske migrantarbejdere, der har fået DJ'en til at spille Bollywood-musik. Stedet er fyldt. Men mest iøjnefaldende er de letpåklædte kvinder, der med grinende grimasser gnubber sig op af halvfede mænd.

Hurtigt bliver der gjort plads til danskerne, og musikken tilpasses deres ønsker. Snart brager Re-Sepp-ten, så TV2 og senere Vollbeat ud af højtalerne, mens mændene i røde landsholdstrøjer står op og klapper.

"For evigt, måske for eviiiigt," skråler de, mens nogle af de nærgående kvinder beskuer dem, som var de Adonis'er hele bundtet. Kigger på dem, som om de hele tiden har sagt noget helt vildt sjovt.

En kvinde spørger, om hun må prøve en af mændenes røde parykker, og en anden hapser et DBU-halstørklæde, som hun danser rundt med. På bordene står der sprutflasker og popcorn, på tv-skærmene langs væggene viser de højdepunkter fra Qatars kamp mod Senegal. DJ'en spiller det udødelige Giro 413-hit af Teddy Edelmann:

"Må man ta' hunden med sig ind i himlen?

Den er sød og den har vær't min bedste ven.

Den er klog og fin,

Og har lige vær't i bad.

Hvis man må du Spillemand,

Så bli'r jeg glad."

Mens der i disse uger forhandles om en ny regering, hvis udfald vi langt fra kender, ved vi, at Danmark står i en ekstraordinær, alvorlig og bekymrende situation, der kalder på ambitiøse løsninger, som kan sikre velfærd, vækst og velstand i fremtiden.

Der er krig i Europa, stor økonomisk usikkerhed, en klima- og energikrise, og vi styrer mod en velfærdskrise, som vi ikke har begreb om endnu. De seneste regeringer har ikke taget fat om grundproblemerne, og hvis det skal lykkes for den kommende regering, er der brug for at sætte ind på et massivt reformspor, der tager et markant opgør med nogle af de helt centrale knaster, der er i vores samfund.

En af de helt store af slagsen er den akutte mangel på arbejdskraft. Det har jeg skrevet mange gange i de her spalter, og jeg bliver ved med at gentage det, fordi der simpelthen skal gøres mere for at skaffe de nødvendige kloge hænder og hoveder til samfundet.

Selv om der er sorte skyer i horisonten, der kan få beskæftigelsen til at falde en anelse på sigt, så ændrer det ikke på behovet for mere arbejdskraft. Det bør stå sort på hvidt i et regeringsgrundlag, at arbejdsudbuddet skal vokse med 50.000 medarbejdere. For uden dem er der ikke råd til den velfærd og grønne omstilling, som vi alle ønsker os.

Man kan skaffe de 50.000 ved blandt andet at gøre det nemmere at hente arbejdskraft fra udlandet. Seniorer, der er friske nok til at tage en tørn ekstra på arbejdsmarkedet, skal have mulighed for det. Unge, der ikke føler sig hjemme på skolebænken eller ikke er i arbejde, skal der også sættes målrettet ind over for, så de kan blive en del af arbejdsmarkedet og skabe en god tilværelse.

Mangel på arbejdskraft er ikke kun en udfordring i den private sektor. Det er det også i den offentlige sektor, hvor især sundhedsvæsenet har været genstand for stor debat under valgkampen. Derfor undrer det mig meget, at den offentlig sektor bare er vokset de seneste tre år uden at skele til muligheder for at gøre tingene smartere og afbureaukratisere, dér hvor der er behov for det.

Der er kommet flere penge til det offentlige og 30.000 flere ansatte. Alligevel kan stort set ingen mærke, at velfærden er blevet bedre. Derfor bliver vi nødt til at stille krav til det offentlige, så vi får den kvalitet i velfærden, vi fortjener i stedet for at uddele medarbejdere og penge, der ikke tydeligt kommer nogen til gavn.

Når politikerne spørger sig selv, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden, så håber jeg, at de forestiller sig et Danmark, der er verdens grønne stormagt. Det bliver vi, når grønne projekter ikke længere sander til, fordi myndigheder og politikere ikke træffer de nødvendige beslutninger, der for alvor kan sætte skub i den grønne omstilling.

Energieffektivisering bør udrulles i stor stil, så energipriserne kan bankes i bund. I dag tager det i snit ni år at bygge en havvindmøllepark. Det kan gøres på den halve tid. I den seneste regeringsperiode er der ikke et eneste af de besluttede havvindprojekter, der er kommet i udbud. Derudover har vi brug for en stor udbygning af vores energiinfrastruktur, så vi kan transportere grøn strøm og nå i mål med vores ambitiøse klimamål.

Vejen ud af alle kriser kræver et meget stort politisk mod. Danmark er i en hel særlig situation, hvor vi er ramt af kriser, vi ikke selv har stor indflydelse på. Og vi er ramt af en reformangst, der har præget dansk politik gennem to regeringsperioder. 

Jeg tror på, at en bred regering vil være den mest effektive regering til at bringe Danmark igennem. Men det allervigtigste er, at Danmark får en regering, der har modet og visionerne til at skabe forandringer. Til at lave om og gøre det rigtige for Danmark, så vi også på sigt har et samfund med velfærd, vækst og velstand.