Han kigger indtrængende på hende, da hun sætter sig på biblioteket for at printe nogle flybilletter ud. Det virker lidt underligt, så hun kaster et blik over mod ham. Han flytter sig fra skærmen og frem toner et israelsk flag. Det er lidt underligt, men hun tænker ikke nærmere over det. Næste gang hun kigger, har han sat en pornofilm på. Ligeledes med blikket rettet direkte mod hende.

Sådan begynder Batoul Jabrs historie med en stalker, som den dag i dag stadig er på fri fod. For det, der begyndte på biblioteket før en rejse til udlandet, udviklede sig til, at selvsamme mand åbnede døren for hende ind til hendes opgang, da hun kom hjem. Hun genkendte ham ikke med det samme, men pludselig så hun manden alle vegne.

På arbejdet stod han og holdt øje. Når hun skulle handle, gik han på den anden side af gaden. Til sidst sov han også foran hendes hoveddør, når hun kom hjem. Hans forfølgelse af hende skulle hen til ekstremerne, før hun kontaktede politiet.

- Jeg var et meget specielt sted i mit liv, da jeg blev udsat for det her. Jeg gik igennem en meget omvæltende periode i mit liv, så mit hoved var fyldt op. Derfor havde jeg det i begyndelsen sådan, at han var det mindste af mine problemer, siger Batoul Jabr.

I den periode af sit liv holdt Batoul Jabr sig meget for sig selv. Hun levede i rutinerne med job, træning og en stille tilværelse i sin lejlighed på Østerbro i København. Han lærte derfor hurtigt hendes rutiner, og han holdt sig tæt på hele tiden.

- Først så jeg ham rundt omkring, til sidst kunne jeg høre ham komme løbende, hvis jeg gik for stærkt, og hvis jeg låste en dør mellem os, brød han den op. Han sov ude foran min lejlighed, hvis jeg kom sent hjem, og i det hele taget ramte det et niveau, hvor jeg den dag i dag heller ikke selv forstår, hvorfor jeg ikke kontaktede politiet meget før, siger Batoul.

Det var først, da Batoul Jabr fortalte om manden til en kollega, at hun besluttede sig for at gå videre med sagen.

På det tidspunkt havde det stået på i over to måneder, og kort tid før snakken med kollegaen havde stalkeren taget kontakt til Batoul i et supermarked, hvor hun handlede.

- Han trængte mig lidt op i en krog og sagde så på flydende britisk: "Du har ret i dine tanker. Det er på grund af dig, jeg er her. Jeg er her bare i dag for at fortælle dig, at du ikke kommer til at se mig i lang tid. Jeg kan se dig. Jeg kommer tilbage, fordi jeg har noget, du skal opleve." Og så forsvandt han.

Kollegaen anbefalede straks Batoul at tage kontakt til Dansk Stalking Center, der anbefalede hende at række ud efter politiet, så det gjorde hun.

- Da jeg fortalte betjenten om situationen, sagde han meget bestemt, at jeg skulle komme ned til stationen omgående. Først var jeg lidt modvillig, jeg var jo på arbejde, men det var ikke til diskussion, siger Batoul og fortsætter:

- De tog det mere seriøst, end jeg havde forestillet mig. Jeg fik et nummer, jeg kunne ringe på, hvis jeg så ham, og jeg fik en masse vejledning i, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg blev helt paf over, at jeg ikke havde gjort det noget før. Det, tror jeg, er meget normalt.

Siden den dag så Batoul ikke stalkeren igen. For et par år siden var der dog et tegn på, at han stadig følger med. Hun havde indbrud i sin lejlighed, men kun én halskæde var stjålet. Til gengæld gjorde hun et uhyggeligt fund på sin seng.

- Alt i lejligheden var rodet igennem, alle hjørner var endevendt. På sengen lå der en sirlig opstilling af en masse personlige ejendele. Det er aldrig blevet opklaret, hvem det var, men jeg kan huske, at jeg kunne genkende en lugt fra stalkeren, der også var til stede i lejligheden der. Han lugtede af en blanding af jord, urt og hud. Det er svært at sætte ord på, men lugten kan jeg genkende.

Siden har Batoul ikke set noget til stalkeren, og indbruddet er aldrig blevet opklaret.

Københavns Politi bekræfter, at det har fokus på udfordringen med stalking.

- Hvis man oplever at blive udsat for stalking, så opfordrer vi til, at man melder det til politiet, så vi kan få undersøgt sagen og få en eventuel stalker stoppet og stillet til regnskab. Det er en utryg situation at være i, og derfor er det også sager, som vi tager alvorligt, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi.

Batoul var længe om at melde stalkeren til politiet. Da hun nogle år senere havde en oplevelse med en anden stalker, holdt hun det helt for sig selv. For hvad er chancen for, at det sker to gange? Hun var pinligt berørt over det, og hun skammede sig.

- Den anden gang var det virkelig hårdt. Da bebrejdede jeg i den grad mig selv for det, for det måtte jo være mig, den var gal med, når det skete igen. Nu ved jeg, at det aldrig er ens egen skyld, akkurat som man siger om andre overgreb. Det er vigtigt, man kommer den selvbebrejdelse til livs. Man kan hurtigt føle sig meget isoleret med problemet, og det forhindrer folk i at snakke om det og i at melde det, men det er meget mere udbredt, end man tror, siger Batoul.

Direktør i Dansk Stalking Center Lise Linn Larsen bekræfter den påstand. Gennem sit arbejde med stalking er hun i kontakt med både stalkere og ofre. Hun fortæller, at stalking er et stigende problem.

- Op mod 100.000 danskere er udsat for stalking hvert år. Det er 65 procent kvinder og 35 procent mænd, der udsættes for det. Vi tror dog umiddelbart, at tallene er stigende, fordi flere vil erkende og har kendskab til, at det, de udsættes for, er stalking. Desuden er det digitale felt stigende i et omfang, som gør, at det er meget nemmere at praktisere stalking både digitalt og ude i den virkelige verden, siger Lise Linn Larsen.

Hun fortæller, at det kan have store både helbredsmæssige og økonomiske omkostninger at blive udsat for stalking.

- De ofre, der kommer til os, har det ualmindeligt dårligt. Langt over halvdelen har alle symptomer på PTSD, og det fortæller os, hvor invaliderende det kan være. Mange er sygemeldt eller har mistet deres arbejde, og det er ikke unormalt, man bliver nødt til at flytte, enten midlertidigt eller permanent. Det er rædselsfuldt ikke at kunne føle sig tryg i sin base, det kan være stærkt invaliderende at miste ens basale grundlag, og mange, der udsættes for stalking, lever i evig frygt, siger Lise Linn Larsen.

I Dansk Stalking Center er de også i kontakt med mennesker, der udøver stalking. Med respekt for, at hver situation har sine egen historik, er der nogle ligheder mellem dem, der stalker.

- Vi bliver kontaktet af folk, der udøver stalking. De, der kommer hos os, er typisk nogle, der har en erkendelse af, at den er helt gal. De fortæller, det er en besættelse. De kan ikke lade være. Det er ligesom at være misbruger. Det er noget, de skal gøre for at få ro på, siger Lise Linn Larsen og fortsætter:

- Otte ud af ti, der kommer i behandling hos os, ender med at stoppe, så det kan godt lade sig gøre at bryde den her trang. De fleste, der kommer i vores tilbud, har forsøgt at få hjælp hos en praktiserende læge eller i psykiatrien, men de er ikke blevet grebet. Mange har en underliggende depression. Det er mennesker, der er syge.

Lise Linn Larsen og Dansk Stalking Center har derfor som mål at skabe bedre viden om stalking hos både almene læger og i psykiatrien. Det kan i yderste potens redde liv.

- Når vi kan se, at flere, der udøver stalking, har forsøgt at række ud uden at få den nødvendige hjælp, så er der en mangel i systemet. Retter man op på den mangel, kan man i sidste ende redde liv. Vi ser drab som konsekvens af stalking hvert år, siger Lise Linn Larsen og kommer med et eksempel:

- Der er stor fokus på partnerdrab i øjeblikket, men det, man ikke hører så meget om, er, at det typisk også er forbundet med stalking. Det kan være forløberen for den ultimative handling.

Sundhed: Flere års indsats for at mindske brugen af tvang på patienter i psykiatrien har slået fejl, til trods for at Sundhedsstyrelsen kalder det for "helt afgørende". Det er i stedet gået den modsatte retning, og særligt antallet af episoder, hvor der er brugt tvang mod børn og unge, stiger.

En ny rapport fra styrelsen, der dækker juli 2021 til juni 2022, viser, at i alt 21,1 procent - altså lige over hver femte - af de børn og unge under 18, der er i kontakt med Sundhedspsykiatrien, oplever tvangsbehandling i form af for eksempel bæltefikseringer, anvendelse af remme til fastholdelse eller akut beroligende medicin.

Ifølge lovgivning og psykiatriens egne målsætninger skal tvang kun bruges, når det er absolut nødvendigt. Sådan er det altså bare ikke i virkeligheden.

- Det her er jo hjerteskærende. Men på ingen måde en overraskelse for os. Vi skal væk fra det. Tvang skal bruges mindst muligt og kun i yderste nødstilfælde. Men når hvert femte barn udsættes for det, er det en del af hverdagen og værktøjskassen. Det må jo ikke fortsætte, siger Jane Alrø Sørensen, der er generalsekretær i organisationen Bedre Psykiatri.

Ifølge rapporten er det i alt 348 børn og unge under 18, der i løbet af det år, der er undersøgt, er blevet udsat for en eller flere former for tvang i forbindelse med deres tur igennem psykiatrien. Det er en markant stigning fra 2015, som er det første år, hvor børn og unge blev registreret. Dengang var det 15,3 procent, som oplevede episoder med tvang på deres vej gennem systemet. I dag er tallet som nævnt 21,1.

Siden sidste år er antallet steget med 40 børn og unge, og der er oplevet en stigning i næsten alle landets regioner, som er dem, der varetager psykiatrien. Region Sjælland står som eneste undtagelse.

- Når vi ser, at tallene stiger, er vi selvfølgelig ærgerlige over det. Vi kigger på de tiltag, vi har, der virker, og arbejder videre med dem. Samtidig ser vi, om vi kan ligge nye lag på.  Vi vil selvfølgelig meget gerne have det tal så langt ned som muligt, fortæller Jakob Klærke (SF), formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg.

- En meget negativ spiral

Theodor Gjerding, formand for psykiatriorganisationen Sinds ungdomsafdeling, Sind Ungdom, mener, at det stigende antal af tvangsanvendelser spiller ind i det overordnede billede af en psykiatri på bristepunktet.

- Tvang er jo overordnet ikke godt, og det er bestemt et problem. Det er endnu værre, når man taler børn og unge. De her stigninger taler ind i et manglende løft og indgår i en meget negativ spiral. Det viser en rigtig presset psykiatri, hvor der bliver slået ud med armene, fordi der ikke er hænder eller ressourcer nok til at give den hjælp, som burde blive givet. Så bruger man tvang i stedet.

- Der er dog tidspunkter, hvor det bruges på en god måde. Hvis det kan stoppe folk fra selvskade eller selvmordsforsøg. Men den her stigning viser, at det er en løsning, der helt generelt ikke er god.

Siden 2011 har man haft flere forskellige indsatser for at nedbringe mængden af tvang blandt både voksne og børn. Men alligevel er antallet af tvangsepisoder steget, hvilket Thorsten Bjørn Jacobsen, psykiater, Ph.d og formand for Psykiatrifonden, beskriver som bekymrende.

- Det er vigtigt, at man forstår, at man har forsøgt at nedbringe det her. Med baggrund i den indsats er det bekymrende, at man nu ser denne stigning. Det har stået på længe, og i virkeligheden er det meget lang tid siden, at der har været noget at glæde sig over.

- Tvang burde bruges så lidt som muligt, men nu er det nærmest blevet en driftsforudsætning.

Jakob Klærke forklarer, at noget af den nye stigning skyldes en ny, og sygere, gruppe af unge, hvor den mest effektive behandlingsform endnu ikke er fundet.

- Noget af det er de samme elementer som tidligere år, men vi ser eksempelvis, at nogle svære psykiske sygdomme, som svær selvskade eller svære spiseforstyrrelser, begynder at vise sig i en tidligere alder. Der er kommet en gruppe med ret svære lidelser, hvor man ikke er god nok til at give den rigtige behandling endnu.

Ifølge Jane Alrø Andersen er det især manglende ressourcer og et omskifteligt personale i psykiatrien, hvor et stort antal er vikarer, som er grunden til de mange tvangsepisoder.

Hun slår fast, at genkendelige ansigter kan bidrage til at mindske episoderne. Det inkluderer selvfølgelig også, at de ansatte får tid til at lære patienterne at kende.

- Det allervigtigste er, at der er personale rundt om barnet, som har tid til at lære barnet at kende. At opbygge de her relationer, ved vi, er tvangsnedsættende. Personalet skal være gengangere, så det for eksempel kan få en patient med spiseforstyrrelse til at spise, frem for at tvangsfodre, fordi man ikke står med ressourcerne eller tiden til at lære, hvordan man bedst håndterer vedkommende, forklarer Jane Alrø Sørensen.

Det er Jakob Klærke enig i.

- Der er selvfølgelig også et aspekt, som handler om personalemangel. Mange vikarer på en afdeling er en udfordring i forhold til at sikre kvaliteten af behandling. Det er vigtigt, at der er ansatte med kendskab til patienterne, som er årvågne og klar til at håndtere situationer ordentligt. En vigtig ting vil være evnen til at kunne deeskalere.

Jakob Klærke slår også fast, at han håber, at der fremtidigt vil kunne skabes tættere relationer hos de forskellige dele af samfundet, der håndterer de psykisk syge. Både i og uden for psykiatrien, da det potentielt vil kunne nedbringe mængden af tvang.

- Hvad der sker, inden en patient når til psykiatrien, tæller ikke med i vores statistikker. Så de kan jo komme og være i en tilstand, hvor tvang er eneste udvej. Vi håber på at kunne få et tættere samarbejde med for eksempel bosteder, politiet og akutlæger, så situationen kan blive forsøgt forebygget og deeskaleret langt tidligere. Så vi kan få brudt kæden af forskellige magtanvendelser og tvang, siger Jacob Klærke.

- Det er der kørt mindre projekter omkring, som har vist stort potentiale.

Både Torsten Jakobsen og Jane Alrø Sørensen slår fast, at uden markante ændringer, heriblandt samarbejder og stærkere relationer mellem personale og ansatte, vil antallet af tvangsepisoder i hvert fald bare stige i fremtiden.

- For at forbedre det her handler det om kroner og øre. Det håber jeg virkelig, at de politikere, som lige nu forhandler på Marienborg, har for øje. For den måde, som vi gør det på lige nu, kan vi ikke fortsætte med. Uden markante løft og ændringer bliver det her bare værre og værre, siger Torsten Bjørn Jacobsen.

VM: Nu er der ingen vej uden om. Danmark skal efter nederlaget til Frankrig vinde over Australien på onsdag for at komme videre til ottendedelsfinalen på en andenplads efter Frankrig.

Franskmændene kan stille med flere reserver mod Tunesien, som skal vinde større over Frankrig, end danskerne gør mod Australien for at stjæle den videre færd fra Kasper Hjulmands tropper. Danmark har stadig noget at gøre bedre, og Kasper Hjulmand må også vurdere, om hans udskiftninger til sidst var rigtige. Det så ikke sådan ud.

Kasper Hjulmand havde reageret på præstationen eller manglen på samme i den første kamp mod Tunesien. Landstræneren siger ganske vist, at han ikke bruger så meget tid på at tale om, hvem der starter ude eller inde.

Men sandheden er jo, at Simon Kjær ikke synes fit nok til den her slutrunde, så Victor Nelsson blev valgt i tremands-forsvaret. På onsdag mod Australien vil Kjær næppe heller blive foretrukket, hvis Danmark som ventet kun spiller med to stoppere.

Thomas Delaney er færdig med en skade, og det betød, at Danmark stillede med tre helt nye forrest. Andreas Skov Olsen og Kasper Dolberg var sorteret fra til fordel for Mikkel Damsgaard og Andreas Cornelius.

Offensiven kom ikke til at blomstre i første halvleg på "974 Stadium" ved havnen i Doha. Det er det stadion, som er opført på fundamentet af 974 containere, og som skal rives ned efter VM.

Franskmændene var hurtigere i tanke og handling end danskerne før pausen. Hjulmands tropper ville gerne spille centralt og så slå den ud på wingbackerne, hvor især Rasmus Nissen Kristensen havde plads, fordi Kylian Mbappé jo ikke spiller for at lukke huller.

For danskerne havde rigeligt at forholde sig til, når franskmændene skruede op for tempoet. De kunne også spille direkte, og det fik Andreas Christensen at føle, da bolden blev stukket lige frem og Mbappé kom som skudt ud af en kanon. Andreas Christensen måtte lægge verdensstjernen ned, men det var kun til gult, fordi der var danske kolleger lige i nærheden.

Men Frankrig skabte meget mere, og Joakim Mæhle kom aldrig i drev på den anden kant og dækkede lumpent op. Det gjorde, at Andreas Cornelius intet havde at arbejde med, og Mikkel Damsgaard fungerede heller ikke optimalt.

Jesper Lindstrøm druknede fordi danskernes skulle på en skov af berøringer, og så har han svært ved at blive sendt afsted.

Først syv-otte minutter før pausen blev Cornelius sendt afsted i en kontra og sparkede omgående men forbi.

Halvvejs måtte Danmark være mere end tilfreds med 0-0, for franskmændene havde flest muligheder og kontrollerede fart og tempo.

Det var indlysende at tage Andreas Cornelius ud og Martin Braithwaite kunne byde ind med noget fart om ikke andet.

Det lignede, at danskerne satte sig mere i respekt og fik smidt sukker i franskmændenes motor, men det blev svært ved boldtab, når Mbappé pludselig stak afsted fra midten.

Faktisk blev det fatalt at åbne op, for det gav Mbappé motorvejen, som han skulle bruge. Lige de momenter manglede Danmark en oprydder af Thomas Delaneys kaliber og kompromisløshed. Højbjerg kunne ikke dække det hele.

Danskerne bestræbte sig på at tage initiativet og Jesper Lindstrøm fik pludselig gode afsæt til farlige ryk. Det endte i det hjørnespark, som Eriksen eksekverede, Joachim Andersen flækkede videre og Andreas Christensen frygtløst satte panden på til 1-1.

Tøjlerne var smidt. Damsgaard satte Lindstrøm i scene og Lloris måtte mester-klare. Og så skulle Damsgaard ud. Det så besynderligt ud.

Kampen var helt åben og begge mandskaber gik helhjertet efter sejren, og de franske fans var klart flere end de 800 danske.

Selv om Jesper Lindstrøm var vågnet, skiftede Kasper Hjulmand alligevel defensiv-krumtappen Christian Nørgaard ind.

Alle de beslutninger betød kun, at Frankrigs stjerner Antoine Griezmann og Kylian Mbappé kreerede afgørelsen. Griezmann fik plads af Joakim Mæhle og så sad bolden lige i hovedet på Mbappé for næsen af Rasmus Nissen Kristensen. En aktion i verdensklasse.

Og så var ballet forbi.

Qatar: En vittighed er lidt til grin, hvis man på forhånd fortæller, hvad den går ud på. Men Urfan har givet mig lov, og alene forestillingen om hans prank kilder lidt på smilebåndet.

Urfan, hans lillebror Usman og hans gymnasieven er danskere i start-40’erne. De er født i Danmark, bor i Danmark, har danske uddannelser og højt betalte jobs. De er rejst til Qatar i røde landsholdstrøjer.

Men deres hår er sort, deres hud er brun, og de kan ikke løbe fra deres pakistanske rødder. Og man har jo som bekendt kun den sjov, man selv laver.

Planen var at lave fake news. De tre venner ville i dansk TV, direkte igennem. Med påtaget engelsk pakistaner-accent ville de udgive sig for at være migrantarbejdere, betalt af Qatar for at synge “fisse, kusse, Schmeichel er en mur”. Et vaskeægte journalistisk scoop, indtil interviewet skulle tage en dramatisk drejning. De ville slå over på deres ægte dialekt: Den man taler med, når man kommer fra Vestegnen.

De klasker sig på lårene, mens de fortæller om idéen, der godt kunne efterlade en stakkels reporter med røde kinder. Men joken, som de altså kun har udført i deres fantasi, ville også illustrere en pointe: Det er enormt svært at gennemskue, hvad der er op og ned i Qatar, og det er hurtigt fordommene, som løber med fortællingerne.

Det måtte to danske medier sande tidligere på ugen. På Facebook havde BT og Mediano fundet en indisk fanklub, som påstod, at de var finansieret af Qatar. En falsk fodboldfest i et falskt fodboldland.

Der var bare et problem. Den indiske fanklub blev i virkeligheden drevet af en dansk gut ved navn Steffen. Og hans ærinde var det samme som Urfan.

Spørgsmålet er bare: Hvordan ser en “ægte fan” ud? Hvad er “ægte fodboldkultur”?

Falske fans og fulde fans.

De såkaldt “falske fodboldfans” har fået megen opmærksomhed. Englændere, brasilianere, argentinere og spaniere - der alle i påfaldende grad ligner indere - kørte i sidste uge ned ad rulletrapperne i Doha International Airport i skinnende nye fodboldtrøjer.

Det fremstod som en foregøglet fest, der var købt og betalt. Og det blev et nærmest grinagtigt eksempel på alt det, der er galt ved Qatars VM.

Anderledes autentisk ser det ud, da det chartrede fly med roligans ankommer torsdag aften i Doha. Min seneste dagbog sluttede med stive danskere på vej i paskontrollen, og lad mig da lige samle den cliffhanger op her.

I shuttlebussen skråles nationalsangen tværs over landingsbanen: Der er et yndigt land, og melodien rammes - trods den seks timer lange og sprittede flyvetur - noget renere end “englændere”, der sang It’s Coming Home.

Lufthavnen ligner en blanding mellem et futuristisk Sci-Fi-univers og et palads fra Aladdin, og det er nok også lige det, de er gået efter. Det moderne møder det traditionelle. På toilettet er der mønstrede klinker i brune og sandfarvede nuancer, alt skinner, men det forhindrer ikke en enkelt bredskuldret roligan i at trække bukserne ned og pisse i håndvasken, fordi alle pissoir-pladserne er optagede.

Sådan siger den ene smilende migrantarbejder efter den anden, mens de peger de ankommende videre.

Vil du have et gratis simkort? bliver man spurgt.

De sætter det ovenikøbet ind i telefonen for en, installerer det selv for de stiveste danskere, der lige skal have forklaret fire gange, hvordan sådan et simkort fungerer. En kvinde i jakkesæt går forbi med et papskilt med et billede af det engelske fodboldlogo. Blå løver på en hvid baggrund. Den danske mand misforstår hende fuldstændig.

- No. No! We are not Skotland-people cause we are SOBER, snøvler han.

Alle vikinger kommer ind, nogle mere larmende end andre.

Urfan, broren Usman og vennen trækker lidt på smilebåndet over de øl-glade danskere. De var også ombord på det chartrede roligan-fly, hvor stemningen - sagt på en pæn måde - var festlig.

Alkoholkulturen er de ikke en del af, for de er alle tre muslimer. Men de er en del af fodboldsammenholdet. Og i de røde landsholdstrøjer bliver de både genkendt - og anerkendt - som danskere, siger de.

Vi sidder på en libanesisk restaurant i Doha og deler spyd med kulstegt kebab, da et ældre dansk ægtepar hilser på de tre mænd.

- Hej med jer, siger de.

Urfan lyser op, da de er gået.

- Det er virkelig sjovt, at det er i Qatar, af alle steder, at jeg bliver set som dansker, siger han.

Tjenere med røde fez-hatte dribler rundt med tallerkner med mad mellem bordene, mens Richarlison fra Brasilien dribler rundt med kuglen oppe på skærmen. De tre mænd elsker fodbold - og de har rejst i det halve af verden for at se fodbold. Da Qatar vandt værtsskabet blev de ikke forargede. De tænkte: “Det skal vi til!”

Men de nyder sporten på en anden måde, end danskerne gør, som danskerne er flest.

- Emil, det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi også glædede os til at komme til en slutrunde, hvor vi ikke behøver at tænke over, om maden er halal eller ej, siger han.

Vennen, som er kæmpe Manchester United-fan og har set flere Premier League-kampe, end han kan tælle, supplerer:

- I England må du heller ikke drikke alkohol på stadion. Men fordi det har noget med islam at gøre her, så bliver det gjort til et større problem.

De sidder alle og kigger ned i bordet. Splittelsen står malet i ansigterne på dem, og de siger det også højt: På den ene side har de det vildt over at være til det VM, som de har sparet op til i fire år. De elsker, at her er fans i både kjortler og farverige klæder, de elsker den arabiske nat, som gør, at aftentemperaturen holder sig på nogen-og-20-grader. De elsker, at det foregår i Mellemøsten.

På den anden side er de heller ikke blinde for, hvad det her VM også er. Ikke alene bliver det, som kritikerne siger, afholdt på døde migrantarbejderes grav. Det foregår også i et land, der ikke har en særlig lang tradition for hverken græsplæner eller fodboldkultur.

Sagt i samme lingo som i et kommentarspor på Facebook: “Lorte-VM i et lorte-land”.

Den her slutrunde kommer til at grave kløften dybere mellem muslimer og ikke-muslimer. Fordi den bekræfter alle fordommene. Også derhjemme, siger Urfan.

Hans bror, som arbejder i bank-sektoren, oplever at hans danske kollegaer er særligt interesserede i at høre hans mening om Qatar.

Jeg ved ikke helt, om det er fordi, at jeg har pakistanske rødder, og de så tænker, jeg burde føle endnu mere sympati med migrantarbejderne, siger Usman.

Han laver store øjne og smiler sarkastisk.

Jeg kender ikke nogen i Qatar. Jeg har ikke noget med det her land at gøre.

Vi bevæger os ud i natten, der summer af lys og mennesker, og vi havner i hundrede meter lange køer af fodboldfans. Omringet af skyskrabere og tung Jeep-trafik, bliver vi gejlet rundt af migrantarbejdere med røde og grønne trafikstave, der ligner lyssværd fra Star Wars.

Brasiliens gule farver er i overvægt, men nogle kombinerer det også med andre lande. En har et portugisisk flag ud over sin sambatrøje. Nogle er i niqab - den islamiske klædedragt, hvor man kun kan se øjnene - men har fodboldflag i hænderne. Andre danser arabisk folkedans på fortovet, mens en fyr med et saudisk flag spørger tilfældigt forbipasserende:

Hvor er Messi? Hvor er Messi?

Urfan og kompagni ligner nogle, der spadserer rundt i en drøm.

For vores danske øjne, er det godt nok svært at gennemskue, hvem der er migrantarbejdere, og hvem der ikke er, siger Urfan.

Næste formiddag tager han og resten af Vestegnsbanden til fredagsbøn i Imam Muhammad bin Abdul Wahab-moskéen, et stort palads-lignende sted med plads til 30.000 bedende. Alle i den her afdeling er mænd, enkelte har fodboldtrøjer på.

Sådan kan man også tage til VM.

Hvem er jeg? Det spørgsmål stiller vi os selv, når vi rammer de livskriser, som de færreste af os undgår. Udenom står så en voksende selvhjælpsindustri klar til at lette os for spændinger, gamle traumer, vrede og sorg, så vi kan finde os selv - vores ægte selv.

Det fænomen har musiker Simon Kvamm fået et "godt et øje" til. Så godt, at han sidste år fik ideen til tv-serien "Guru" - anmeldt til fem stjerner her i Avisen Danmark. Nu er han aktuel med "Guru II", som igen foregår i Silkeborg.

Kvamms blik er både satirisk, sarkastisk og fyldt med mere eller mindre skjulte latterliggørelser.

Han lægger selv krop til sin akavede hovedperson Anders, som er stærkt selvoptaget og lettere autistisk. Anders tåler ikke afvigelser fra sine planer - han både er og vil for meget. Han sætter konstant sig selv i scene på Instagram, bærer de moderne plasticbriller med gennemsigtigt stel og har en ynkelig lille hestehale på toppen af hovedet. Han cykler eller paddleboarder på Silkeborg-søerne til alt, sipper konstant af sunde juicer og har udviklet forrige sæsons budskab om at "gå selv" til at "gå sammen". Derfor har han stiftet "Let's Go Academy", hvor kursisterne gennem fællesskab skal opnå større succes i livet.

I det hele taget bruger Anders helst engelske udtryk.

Hans afsæt er Hjulmands bløde værdier og landsholdets ring om Christian Eriksen, og herfra langer serien ud til højre og venstre - ofte gennem Anders' terapeut, den dominerende og lade Master Fenn (Frederik Cilius).

Masteren er nu blevet til en slags buddhist: "Buddhisme går ud på, at du ikke skal forholde dig til noget som helst". Og hvis Anders vil græde, kan han gøre det på grædehotellet "Cry Well Comwell".

Det er også Master Fenn, som i et pinagtigt øjeblik læser højt fra Stig Tøftings bog "No regrets" og langer ud efter tidens mange mandetårer, som vi så hos "den grådlabile badmintonstarut".

Uden om Anders har vi hans far, Erik (Finn Nørbygaard). En hovedrig arkitekt, som mildt sagt ikke er ramt af tidens politiske korrekthed - en god og underspillet karakter. Vennen Ralf ( Brian Lykke), som Anders ansætter som leder af skolens friluftslinje, får ikke så megen plads i år til at folde sig ud, og det gør Anders' godtroende væbner Vandela (Kirsten Lehfeldt) heller ikke.

I stedet får med-investor Allan Dinesen (Kasper Nielsen) -  en kluntet og ikke særligt klog fedterøv for Provinsjyllands bedre borgerskab - så meget mere plads, at det bliver for meget.

Anders får også ansat yogalæreren Sune (Alexander Clement), og snart er en meget, meget morsom alfahan-kamp i gang. Sunes taktik er top-moderne: Han kvæler Anders i kærlighed og drukner ham i bløde værdier.

"Guru II" er malet med sort humor. Selv om man griner en del, føles det indimellem som at være ny i en gammel og sammentømret flok, der kun kommunikerer sarkastisk og ironisk. Det giver usikkerhed og skaber distance.

Måske skyldes det, at skytset i perioder har karakter af spredehagl. Man ved aldrig helt, hvor det rammer. Serien er intelligent, velspillet, sjov og reflekteret - og langt ude. Men mens første sæson knivskarpt udstillede selvhjælpsindustrien, tidens "smarte" livs-læresætninger og vores hang til letfattelige ledetråde, er der kommet flere budskaber til.

Komedieserie i seks afsnit a ca. 30 min. De to første afsnit blev sendt 25. november på DR og DRTV. Herefter frigives to afsnit ad gangen de følgende to fredage. Denne anmeldelse baserer sig på alle seks afsnit.