Der er noget galt i Danmark. I hvert fald, hvis man hører til dem, der mener, at udenlandske konkursryttere skal stoppes, hvis de snyder og bedrager i Danmark og efterlader sig et langt spor af ubetalte regninger til både staten og det store flertal af lovlydige virksomheder i landet.

En dom fra Højesteret har således åbnet en mulig ladeport for udenlandske konkursryttere, der kan undgå konsekvenser, hvis de er gode nok til at gemme sig, når de bliver idømt såkaldte konkurskarantæner, som ellers gerne skulle betyde, at de ikke længere må drive virksomhed i Danmark.

Avisen Danmark har tidligere beskrevet, hvordan mere end 4100 personer i øjeblikket er underlagt en såkaldt konkurskarantæne, fordi de i forbindelse med en konkurs har handlet "groft uforsvarligt". Karantænen betyder konkret, at de ikke må sidde i ledelsen af en virksomhed, hvor de ikke selv hæfter for gælden.

Men konkursryttere fra udlandet har siden en dom i Højesteret i marts 2019 haft bedre muligheder for at undgå konsekvenser, når de bliver indkaldt til og bliver dømt i sager om konkurskarantæne.

Udenlandske konkursryttere skal ganske enkelt bare undgå, at indkaldelserne og dommene bliver forkyndt for dem i udlandet, og det er blevet markant nemmere efter dommen i Højesteret.

Det er fast retspraksis i Danmark, at både indkaldelser til retsmøder og domme skal forkyndes. I forhold til domme betyder forkyndelsen mere konkret, at man bliver informeret om en retslig dom eller afgørelse. Derefter har dømte personer typisk 14 dage til at beslutte sig for, om dommen skal ankes til en højere retsinstans.

I langt de fleste tilfælde sker forkyndelsen automatisk, fordi den tiltalte person selv møder op i retten og modtager dommen.

I sager om konkurskarantæne mod personer fra udlandet opstår problemet, når konkursrytterne bliver indkaldt til selve sagen om konkurskarantæne i skifteretten, eller når de ikke møder op i retten, og dommene derfor efterfølgende skal forkyndes for dem.

I de tilfælde sender skifteretterne sagerne videre til Enheden for Udlandsforkyndelse på Frederiksberg, men her har man igennem snart fire år været udfordret af dommen fra Højesteret.

I kendelsen fra marts 2019 afgjorde Højesteret, at en sag om konkurskarantæne skulle gå om, fordi en indkaldelse til skifteretten ikke var blevet forkyndt korrekt for direktøren i den konkrete sag, der opholdt sig i udlandet.

Mere skelsættende var det dog, at Højesteret kom frem til, at en sag om konkurskarantæne ikke er en civil sag. Det betyder nemlig, at den ikke falder ind under den såkaldte forkyndelsesforordning, som benyttes til forkyndelse mellem EU-landene.

Siden dommen har Enheden for Udlandsforkyndelse derfor haft svære ved at forkynde indkaldelser til sager om konkurskarantæne i udlandet.

Administrerende dommer og leder af udlandsforkyndelsen, Søren Hafstrøm, peger på, at sager om konkurskarantæne i stedet f.eks. skal sendes til forkyndelse via Udenrigsministeriet.

- Der er ikke nogen tvivl om, at afgørelsen fra Højesteret har besværliggjort forkyndelsesprocessen, fordi vi ikke længere kan benytte den mere enkle og smidige mulighed for forkyndelse i EU-landene via forordningen.

Afsløringen af ladeporten for udenlandske konkursryttere kommer i forlængelse af en serie af artikler og tv-indslag i Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn. Medierne har sammen afdækket en byggeskandale på Fyn, hvor den bedrageridømte tysk-tyrkiske byggebagmand Osman Celik igennem en årrække har arbejdet for den nu tidligere formand for den fynske byggebranche, Dan Virkelyst Johansen, der ejer gulvfirmaet LH Gulve i Odense.

Osman Celik er ikke bare én, men to gange blevet idømt konkurskarantæne. Alligevel står hans navn - ifølge Skifteretten i Odense - ikke på listen over de mere end 4100 karantænedømte direktører. Og det skyldes ganske enkelt, at dommene ikke er blevet forkyndt for ham, så man formelt set ikke kan være sikker på, at han overhovedet ved, at han er dømt i sagerne.

Skifteretten i Odense har oplyst, at den seneste dom mod Osman Celik er sendt videre til forkyndelse hos Enheden for Udlandsforkyndelse på Frederiksberg, og at Osman Celik vil blive registreret på listen over karantænedømte direktører, når dommen er blevet forkyndt for tyskeren.

Samfund: Det kan være svært for de fleste danskere at forestille sig, hvordan det er at leve på samme måde som de udsatte, der kommer i landets varmestuer. Især hvis man selv lever med job, fungerende familie og et hus på en villavej. For dem, der bruger landets varmestuer, adskiller dagene sig af og til markant fra den gennemsnitlige danskers.

Alle dage, måske bortset lige fra den 24. december. For lige nøjagtigt den dag hersker de samme traditioner ude på varmestuerne, som der gør i vores egne hjem. Næsten.

- Vi bestræber os på at gøre alt det, som man kender fra den traditionelle jul. Vi starter ud med at pynte juletræ sammen. Herefter kommer en gadepræst og synger salmer, og så får vi den samme traditionelle mad, som andre får hjemme i spisestuerne. Vi forsøger at give de udsatte en enkelt dag, hvor det hele føles traditionelt, forklarer Heinz Wolf, der er leder af Kirkens Korshærs varmestue i Østergade i Odense.

Ud over måske besøget fra en gadepræst lyder det meget som en jul, man kender og selv har holdt.

Varmestuen i Odense står for aftenens julestrabadser, men hele dagen er egentlig sat af til de udsatte. Byens anden varmestue, der ligger på Nørregade, tager sig nemlig af dem i de tidlige dagtimer, som kan være hårde for de udsatte, for hvem juledagen kan føles meget lang.

- Vi har valgt at have varmestuen åben til frokost, fordi folk tidligere godt kunne komme til aftenbegivenheden i et frustreret humør. Det er jo en meget hård tid for de her mennesker. De bliver bombarderet af billeder om at fejre med familien, og om gaver og den slags. Det er en tid, hvor de bliver mindet ret meget om, at de er ensomme eller skiller sig ud fra normalen, fortæller Tue Nielsen, leder af Nørregades varmestue.

De to varmestuer sørger altså sammen for at få dækket 24. december, ligesom mange andre varmestuer landet over gør, så de socialt udsatte mennesker som minimum kan få nogle ordentlige måltider mad og nogle at dele dagen med. Og måske endda få en omgang risalamande til dessert, fortæller Jeanette Bauer, landschef for Kirkens Korshær.

- Alle mennesker har brug for at høre til og at mærke, at de er en del af noget. Det er et helt basalt behov. Og der prøver vi at give det her øjeblik af lys og glæde. At give et afbræk for det, som kan være rigtig svært, for det kan det i den periode, forklarer hun.

Og ifølge Heinz Wolf kan man da også godt mærke på de udsatte, at de går op i varmestuernes julebegivenhed. At det bringer lidt ekstra i en periode, som for dem kan være mørk og hård. At den betyder noget. Han kan blandt andet se det på klunset.

- De gør lidt mere ud af sig selv på dagen. De, som normalt ikke vasker håret, får det lige vandfriseret, og nogle finder en gammel blazer frem fra gemmerne, selv om den måske ikke helt passer mere. De forsøger at gøre det hele lidt mere festligt.

Og Både Tue Nielsen og Heinz Wolf er da også hurtige til at sige, at varmestuen nok ikke lige er der, de udsatte drømmer om at bruge deres jul.

- De, som kommer til juledagen- og aftenen, de kommer, fordi de er ensomme og gerne vil være sammen med nogen. Men indeni er der stadig en del af dem, som kommer her, der håber, at en bror eller en far vil ringe og invitere dem hjem til jul. Det er en virkelig ensom tid for udsatte, så vi er glade for at kunne være der for dem, selv om de jo allerhelst ville være et helt andet sted, forklarer Tue Nielsen.

Derfor kan det også være et noget nedslået humør, som de udsatte ankommer i. Men det hele går typisk alligevel, og den mørke sky plejer at lette hen ad dagen.

- De kan føle sig alene. Det er en tid med meget ensomhed. De kan være skuffede. De kan have tænkt over, at opkaldet fra ens far om at have en god jul aldrig kom. At de ikke har råd til en gave til den datter, som de ikke ser ret tit. I julen ser de for alvor, at de skiller sig ud, fortæller Heinz Wolf.

- Men så kommer de herhen til mad og jul og folk, de kender og som hjælper dem. Folk, der ser dem. For eksempel vores frivillige, som bruger tid. Og det betyder virkelig meget for de udsatte, at nogen vil bruge tid på dem. Så folk ender faktisk normalvis med at være i rigtig godt humør på aftenen. Der er et rigtig godt fællesskab.

Og det er da heller ikke alle, som kommer for at fejre jul der. Nogle stamgæster har rent faktisk familie at besøge på dagen. Alligevel oplever varmestuerne, at disse alligevel kommer forbi til en kop kaffe og for at ønske glædelig jul til de mennesker, som vedkommende også ser mange af årets andre dage, for der er et fællesskab iblandt mange af stuernes brugere.

Men selv om det er den typiske jul med velkendte traditioner, som der bliver stræbt efter på varmestuerne, er der alligevel ting, som skiller sig ud. Ud over selvfølgelig den forovennævnte gadepræst.

En ting er nemlig tilladt og accepteret ved stuernes julefejring. En ting, som man egentlig godt i ny og næ kunne ønske sig var muligt til ens egen juleaften eller bare generelt familietamtam.

Man kan gå sin vej midt i det hele og komme tilbage, når man vil.

- De udsatte er måske ikke så gode til at være et sted i lang tid. Så folk kan komme ind og få noget mad og så gå et andet sted hen og komme igen til risalamanden, eller de kan lige komme forbi. Der er også folk, som foretrækker ikke at komme ind, men hellere vil sidde udenfor. Så får de bare bragt noget mad ud der. Det er vores ønske, at alle, der deltager, har muligheden for at hygge sig, så meget de nu kan, fortæller Wolf Heinz.

Inflationens stigende priser har ramt danskernes punge. Det er dog ikke noget, som de udsatte på varmestuerne kommer til at mærke noget til. Her vil julen foregå præcis, som den plejer, med træ, godter og en omgang traditionel julemad, som bliver doneret udefra.

- Vi har ikke mærket det værste til inflationen endnu. Og vi har simpelthen valgt, at julen er meget vigtig for de udsatte. Den skal de kunne fejre, som de har gjort det alle de andre år. Det skal ikke være umuligt for dem, at komme og få et julemåltid og noget god stemning. Julen her, den bliver præcis som den plejer, forklarer Heinz Wolf.

Gaver, dem bliver der dog ikke noget af. Men det plejer der heller ikke.

- Vores juletilbud er åbent. Altså, man skal ikke melde sig til. Så det blev rigtig svært at forberede dem. Så stod man der med 40-60 pakker sokker i størrelse 42 mand, eller en herredeodorant. Vi valgte, at vi langt hellere ville fokusere på hyggen, fortæller lederen af Østergade Varmestue.

Bredbånd: Den årlige bredbåndspulje, som skal sikre mulighed for hurtigt internet i Danmarks yder- og udkantsområder, er blevet fordelt. I år er lige over en tredjedel af puljens næsten 100 millioner kroner gået til kommuner omkring København, hvilket vækker kritik om, at puljens midler bliver drejet væk fra dets originale formål.

I alt er 2447 adresser blevet godkendt til puljen, og lige knap 1000 er blevet afvist. Region Hovedstaden har fået godkendt andenflest projekter, og de projekter er generelt dyrere per adresse end i de andre regioner.

Fordelingen bliver kritiseret af Landdistrikternes Fællesråd for at fjerne penge fra Danmarks fjernområder, hvor mulighederne for internet er enten få eller ikke-eksisterende.

- Det er jo altid en glædelig nyhed, når der kommer nye udmøntninger af bredbåndspuljen, hvor man kan glæde sig over de områder, som går fra elendigt eller intet net til et hurtigt af slagsen. Alt andet lige, er der forholdsvis mange adresser til en høj pris i Region Hovedstaden. Det giver anledning til nogle tanker jo. For fokusset bør være på landets yderområder, hvor der flere steder eksisterer et reelt markedssvigt, fortæller Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og byrådsmedlem for Venstre i Lemvig kommune.

Bredbåndspuljen blev oprettet med formålet at sikre adgang til hurtigt internet i Danmarks udfordrede yderområder, hvor der potentielt kan eksistere markedssvigt, da der er langt mellem folks adresser, hvilket kan gøre det uattraktivt og dyrt for private aktører at lægge internetkabler i jorden. Det gør, at aktører holder sig fra områderne.

Kort og godt: Puljen eksisterer i dens originale form for at komme digitale ødemarker til livs.

Derfor er det en ærgerlig tendens, at en stor del af pengene nu går til områder så tæt på hovedstaden, forklarer formanden.

- I områderne omkring København, der handler det mere om et konkurrencesvigt. Hele det originale formål med puljen var jo at sørge for internet på steder, hvor der er markedssvigt, lig med langt imellem folk. I Region Hovedstaden er befolkningstætheden stor, hvilket gør de fleste områder meget økonomisk attraktive at forsyne med hurtigt bredbånd på markedsvilkår. Samtidig burde selskaberne kunne tage de sidste områder med i udrulningen af bredbånd, hvor der er lidt længere mellem husene, frem for at pengene skal komme fra bredbåndspuljen, forklarer Steffen Damsgaard.

Dyrest i hovedstaden

I år er over en tredjedel af pengene gået til kommuner omkring hovedstaden. I alt er 37.288.450 kroner blevet brugt i hovedstadsområdet - ud af en pulje på 96 millioner kroner - for at få 775 adresser tilkoblet fibernetværk. Det svarer til lige over 48.000 kroner pr. adresse.

Den høje pris kan skyldes det, som Steffen Damsgaard kalder et konkurrencesvigt. Altså, at et fåtal af firmaer - måske endda blot et enkelt - sidder hårdt på internetinfrastrukturen og derfor kan sætte sin pris højere, end andre steder med flere aktører har mulighed for.

- Det er svært at sige noget om de konkrete partnere. Men det handler jo om, hvad de selv er villige til at skyde i investeringen. De her fiber,- energi-og teleselskaber. Om de simpelthen vil give mindre pr. adresse pr. projekt i Region Hovedstaden end andre steder, og så ansøge om at tage en større del af puljen, hvilket så dræner den for andre, forklarer Steffen Damsgaard.

- For der er steder derude i yderområderne, hvor der slet ikke er nogen aktører, som kan finde økonomi i udrulning, og hvor puljemidlerne er fuldkommen nødvendige, hvis de skal have en mulighed for at få ordentligt netværk.

De 37 millioner er kun overgået af region Midtjylland, hvor 50,4 millioner er blevet brugt. Her har man fået 1306 adresser tilkoblet i denne runde. Det svarer til 38.600 kroner pr. adresse, altså en god sjat billigere end Region Hovedstaden.

Billigst er de 222 adresser i region Sjælland. Her har puljen givet lige over 4,1 millioner kroner. Det svarer til 18.500 kroner pr. adresse, hvilket er et godt stykke under de andre regioner.

Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan ikke fortælle, hvad den højere pris i Region Hovedstaden skyldes. Kun at et projekts helhed bliver vurderet og godkendt baseret på et pointsystem, hvor prisen blot er en af flere faktorer.

- Vi må sige, at det er et rent kommercielt marked. Det er jo sådan, at for at søge om tilskud har projekterne skullet annoncere sig selv. Så byder en kreds af kommercielle udbydere på det, og projekterne vælger så, hvilken udbyder de vil samarbejde med. Så vi ved ikke, hvorfor det er dyrere der, fortæller Robert Lindgaard, der er funktionsleder for bredbånd i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

- Der er jo en model, hvor projekterne får tilskud efter, hvem der står smukkest i modellen. Der er seks kriterier, hvoraf et er prisen. En høj pris betyder færre point. Så det handler jo om, at disse projekter har gjort sig attraktive i pointsystemet trods en højere pris end andre steder.

Samtidig med, at det store antal hovedstadsprojekter er blevet godkendt, er der en stor mangel på godkendte projekter fra Sønderjylland og Nordjyllands, hvilket Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur forklarer med, at der i langt det meste af områderne faktisk allerede eksisterer rigtig hurtigt og stabilt internet.

- De to områder er faktisk dem, hvor der er allerbedst bredbåndsdækning i Danmark. Det er blandt andet fordi, at forsyningsselskaberne har været ekstra aktive i de områder. Aktører som for eksempel Norlys. Og det gamle Sydenergi. Det er faktisk bedst i Syddanmark og Nordjylland, og så er det værst i hovedstaden. Der er der flest borgere, som ikke har 100 megabit, fortæller Robert Lindgaard

Den begrundelse køber formanden for Landdistrikternes Fællesråd dog ikke.

- Vi har heldigvis haft en bredbåndspulje i en årrække, så den har været med til at skabe bedre dækning. Men det er helt klart mit indtryk, at der stadigvæk er dårligt bredbånd mange steder i landdistriktsområderne. Så at manglen skulle have flyttet sig til hovedstaden, det har jeg svært ved at genkende. Det er helt klart i land- og yderområder, at markedssvigtet er størst.

- Det er helt klart min opfattelse, at vi ikke er i mål i Danmarks yderområder endnu. Og det skal vi altså have løst, forklarer formanden og pointerer også, at der er en del steder, hvor de ligger lige nøjagtigt over kravet for at komme i vurdering til bredbåndspuljen, men hvor bredbåndsforbindelsen stadig er meget dårligt.

Flere point

Stod det til formanden for Landdistrikternes Fællesråd, skulle der foretages ændringer i det nuværende uddelingssystem, så puljen igen kunne komme tilbage til, hvad der ifølge formanden var dens originale eksistensgrundlag, nemlig at hjælpe det ydre Danmark.

- Hvis puljen skal fungere i forhold til de originale intentioner, burde man gå ind og tildele flere point til ansøgninger i landzone i land- og yderkommuner, hvor markedssvigtet er størst, frem for landzone-områder i bykommuner, hvor befolkningstætheden er størst. Det er vores ønske til en rimelig ændring. Det er i den her kurv, at vi ligger vores æg.

Derudover savner organisationen viden og samarbejde med kommunerne, så borgerne lettere kan organiseres og hjælpes på vej.

- Flere kommuner har bredbåndskonsulenter, men langt fra alle. Vi har dog set, at det kan være en virkelig stor hjælp for borgerne, som måske ikke helt ved, hvordan man skal gøre det.

Og til sidst foreslår han, at det måske er på tide at kigge på puljens størrelse. Der er omkring 36.000 adresser tilbage i Danmark, som kvalificerer sig til puljeordningen. Med den nuværende hastighed tager det altså over et årti at få projektet helt færdigt, og mange adresser bliver årligt afvist.

- Der blev jo afvist næsten tusind adresser denne gang. Og tidligere år blev der også overtegnet en del. Så det er måske på tide at kigge efter, hvorvidt der er behov for en større pulje, så vi kan få godkendt flere adresser pr. år, siger Steffen Damsgaard.

AARHUS: Om halvanden uge sprænger nytårsraketterne. Et nyt år, en ny chance. Et ritual fyldt med fest og forløsning for mange.

Da vi gik ind i 2022, havde Carlos Shiralipour tilsyneladende alt. Et vellønnet og prestigefyldt job. En stor omgangskreds. Et kækt smil. Han kunne danse og charmere, og han var ikke bange for at vise sig frem.

Det havde han heller ingen grund til.

365 dage senere sidder han fængslet, og det seneste sted, folk så ham, var i Retten i Aarhus, hvor han blev dømt skyldig i en opsigtsvækkende og uhyggelig sag. Han er kendt skyldig i voldtægt og i på det groveste at have misbrugt fire kvinder og deres tillid.

Han har mistet sin autorisation som læge, den uddannelse han havde knoklet sig til. Og udsigten fra et værelse med tremmer skal han vænne sig til, fastslog retten. Han fik to års fængsel.

Studenterbilleder er fra sommeren 2011. Glade unge mennesker foran Viborg Katedralskole.

De står alle på tærsklen til voksenlivet. På vej ud i det ukendte. Med en rød hue på hovedet, med forventninger, med ønsker og med drømme om den fremtid, der ligger for deres fødder.

Nogle gange lever virkeligheden op til alt det, man håber på. Andre gange må planerne lægges om.

Den unge mand i den mørkeblå jakke, som står i den røde cirkel lidt til venstre for midten, af den store gruppe studenter, var sin årgangs "gallakonge". Mens han stod på trappen foran skolen, lå der en lys fremtid for hans fødder, men hans livsvej skulle vise sig at byde på store bump.

De første har han formået at komme over med disciplin, flid og talent.

Denne gang er han dog havnet i sit hidtil dybeste hul, og det er et, han selv har gravet.

Carlos Gaewkheo Shiralipour kom til verden i maj 1992. Hans mor er fra Thailand, hans far er fra Iran, og den lille knægt flyttede til Danmark som to- eller treårig, hvor han voksede op på Ellekonebakken i det sydlige Viborg. Han gik også i børnehave i dette brogede kvarter og senere på Søndre Skole, før gymnasiet kaldte.

Selvom han adskillige gange har optrådt i folkebladets spalter, har han aldrig fortalt det store om sin opvækst og privatliv. Ifølge folkebladets oplysninger har han ikke altid haft det let, og han har i perioder været i pleje hos lokale familier. Det har ikke stået i sol, måne og stjerner, at han skulle nå toppen.

Men det gjorde han, om end det blev kortvarigt.

For selvom kårene var svære, så var han dygtig til det meste. Carlos Shiralipour havde et lyst hoved, let til smil. Og på fodboldbanen var han bedre end de fleste.

Den lille knægt med det tykke, sorte hår spillede fodbold i den lokale klub, Søndermarkens IK, og ad den vej blev han en del af Viborg FF's talentsystem, som rykkede den unge Carlos Shiralipour en aldersklasse op et år tidligere end sine jævnaldrende.

I efteråret 2009 begyndte det 17-årige fodboldtalents karriere for alvor at tage fart. I september fik han en treårig kontrakt med kløverklubben, og i oktober blev han udtaget til U18-landsholdet. Allerede i den følgende måned fik han debut på VFF's 1. divisionshold.

Det unge talent imponerede i en ellers for klubben kriseramt tid. Hele 28 kampe for førsteholdet blev det til, ligesom han oplevede den store ære at trække DBU's røde landsholdstrøje over hovedet.

Før Carlos Shiralipour for alvor blev en etableret fodboldspiller, ramte han dog ind i et bump af de større. I 2011, under noget så banalt som en træningskamp - sommerens første - blev han tacklet af en tidligere holdkammerat. På "Bjerget" i Kjellerup lå stortalentet og vred sig i smerte.

Skaden var så slem, som man kunne frygte, og sæsonen 2011/2012 blev uden Carlos Shiralipour. Korsbåndet var røget.

Timingen kunne ikke være dårligere. Han var lige blevet student, så endelig var det tid til at fokusere hundrede procent på fodbolden. Sådan skulle det ikke gå.

Selvom han ikke spillede kampe i den grønne trøje hele sæsonen, så Viborg FF stadig et enormt lys i bysbarnet med det store potentiale, og i sommeren 2012 kunne han derfor skrive under på en etårig kontraktforlængelse med klubben.

Det kommende år bød dog på mere bøvl med knæet. En dedikeret indsats med genoptræningen bragte Carlos Shiralipour tilbage på træningsbanen i efteråret 2012, men allerede efter en uge blev han skadet igen. Det samme korsbånd var sprunget op, så i december samme år skulle den unge spiller opereres i knæet for anden gang.

Han lærte det ortopædkirurgiske afsnit på hospitalet i Viborg godt at kende, og operationen foregik på hospitalet i Aarhus. Begge steder blev han godt ni år senere ansat som nyuddannet læge, men det var der selvfølgelig ingen, der vidste dengang.

Da folkebladet dengang mødte ham i sygesengen hjemme hos hans forældre i Viborg, slog han fast, at han ville gøre alt for at komme tilbage til fodboldbanen.

- Jeg vil ikke bare give op - selv om der kommer mange forhindringer på vejen, sagde han målrettet i december 2012 til Viborg Stifts Folkeblad.

Han var dog klar over, at skaderne kunne risikere at koste ham fodboldkarrieren - derfor tænkte den dengang 20-årige Carlos Shiralipour også allerede på at tage en uddannelse.

- Hvis ikke det går (med fodbolden, red.), så vil jeg uddanne mig, få et godt liv og stadig elske det, jeg laver, sagde han.

Det gik, som han og folkene i Viborg FF frygtede. Hans tid i klubben, og dermed hans karriere som professionel fodboldspiller, sluttede i sommeren 2013 - før den for alvor var kommet i gang.

Det var endnu et stort bump på vejen for den dengang 21-årige mand at skulle forlade fodbolden. Men han lod sig ikke stoppe.

Hans vilje og disciplin blev brugt på bøger i stedet for på bold.

Godt nok var hans karaktergennemsnit fra katedralskolen to år forinden ikke et, der sprængte skalaen - dertil havde fodbolden alligevel fyldt for meget - men den udfordring greb han også. Carlos Shiralipour ville være læge, så han læste en række fag op på VUC. Her hev han den ene topkarakter hjem efter den anden, og i 2014 kunne han begynde på medicinstudiet på Aarhus Universitet.

Studiet gav ham masser af store oplevelser. Han var vellidt blandt studiekammeraterne og særdeles aktiv i livet på universitet og på kollegiet, hvor han boede i en årrække.

I retten flere år senere blev han over en bred kam betegnet som "kæk", "fremme i skoene", "jovial". Mindre ydmyg end de fleste. En anelse kejtet måske, mente hans forsvarer.

Udefra set har de sociale kompetencer altid været store hos Carlos Shiralipour, der har let til smil, er udadvendt, og som udadtil har oset af overskud. Også selvom barnedrømmen om fodbolden var brast.

I 2014 brugte Spillerforeningen af gode grunde Carlos Shiralipour som et glimrende eksempel på, hvordan spillere kom videre, når karrieren pludselig er forbi. "Kunsten at skabe en ny drøm," hed den meget sigende overskrift.

Artiklen er i dag fjernet, men det var til at forstå, hvorfor netop han var værd at fremhæve. Dengang.

Medicinstudiet bragte Shiralipour vidt omkring. Undervejs i sin uddannelse læste han i både München og Sidney, og i 2016 poserede han sammen med kronprins Frederik i Rio i Brasilien. Anledningen var De Olympiske Lege. Den eventyrlystne medicinstuderende var rejst derned som frivillig samarit, hvor han høstede både erfaring og oplevelser.

Carlos Shiralipour havde forudsagt, at han kunne - og ville - skabe et nyt liv, som han elskede. Det virkede som om, missionen lykkedes. Selvom fodboldtræningen var fortid, var han stadig i topform rent fysisk, og mens han år efter år kom nærmere lægekitlen, begyndte han blandt andet at undervise i salsa i Aarhus.

I sommeren 2021 nåede Carlos Shiralipour så sin milepæl. Den 30. juni blev han autoriseret læge og havde naturligvis aflagt lægeløftet, hvor han højtideligt lovede at "anvende sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og sine medmenneskers gavn."

Sådan gik det ikke, for i marts i år blev den unge Viborg-læge anholdt og fængslet.

Personalet på Aarhus Universitetshospital i Skejby kontaktede politiet, efter at en patient på akutafdelingen, en 27-årig kvinde, havde fortalt om nogle bizarre, meningsløse og grænseoverskridende undersøgelser, hun var blevet udsat for.

Lægen havde kaldt sig "Hr. Doktor", men hed i virkeligheden Carlos Shiralipour.

Siden den 24. marts har lægen siddet i Aarhus Arrest, og imens er sagen imod ham bare vokset. Yderligere tre patienter har anmeldt ham for overgreb, krænkelser, ydmygende behandling.

Carlos Shiralipour blev fredag dømt skyldig i det hele.

For anden gang skulle hans drøm have haft luft under vingerne i sin hjemby, Viborg, hvor han fik sit første job, inden Aarhus kaldte. Og for anden gang blev den drøm knust, før den for alvor kom i gang.

Men denne gang var det hans egen skyld.