MitID: Det er ikke opgjort, hvad det har kostet landets borgerservicecentre at holde ekstra åbent og ansætte flere medarbejdere, da knap en million danskerne skulle have hjælp til at skifte fra NemID til MitID i 2022.

Men på landsplan rammer vi op mod 100 millioner kroner, har Kommuners Landsforening (KL) vurderet. I en rundspørge til samtlige kommuner har 82 af dem givet Avisen Danmark indsigt i deres udgifter i forbindelse med implementeringen af MitID.

Pengene er overvejende gået til at ansætte vikarer, overarbejdsbetaling, udekørende Borgerservice, revision, kurser og oplæring. Flere steder har det også været nødvendigt at investere i inventar som eksempelvis ekstra skranker til ekspedition.

Det er hos Københavns og Aarhus Kommune, der også har suverænt flest indbyggere, at udgifterne til implementeringen af MitID i 2022 er størst. I Aarhus har man brugt 6,3 millioner kroner, mens Københavns Kommune har spenderet 9,4 millioner kroner på at hjælpe borgerne over på den nye digitale nøgleløsning. Landets to næststørste kommuner, Odense og Aalborg, er ikke vendt tilbage på avisens spørgsmål.

Flere kommuner med langt færre indbyggere end Aarhus og København har også måttet betale en pris i millionklassen for digital assistance til borgere.

I Ringkøbing-Skjern Kommune med omkring 56.000 indbyggere har man skønnet, at MitID har haft en pris på 2,7 millioner kroner. Især har udvidede åbningstider, prioritering af opgaveløsninger og en MitID-café kostet mandetimer.

- MitID-cafeerne kører fortsat – men nu kun to gange om ugen, hvor det tidligere var fire. Der kommer omkring 40-100 borgere fortsat i hver åben café, siger Tina Vium, afdelingsleder for Beskæftigelse, Borgerservice og Ydelse i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Mange kommuner skriver, at man ikke på forhånd har budgetteret med MitID i 2022. Det skyldes især en forventning om, at nye statslige opgaver som regel kompenseres af staten i forbindelse med økonomiforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og regeringen.

Dertil går det igen for mange, at det var uklart, hvad opgaven ville indebære og kræve, lyder det.

I Sorø Kommune turde man ikke sætte sin lid til, at udgifterne til MitID ville blive dækket af staten. Det fortæller Sandra Oemig, leder af Borgerservice i Sorø Kommune.

Kommunen har sammen med ni andre i avisens rundspørge angivet, at den er lykkedes med at komme igennem MitID-ekspeditionerne, uden der er brugt ekstra økonomiske ressourcer.

-  Vi har valgt at gøre det med eksisterende medarbejdere, fordi vi ikke vidste, om vi havde økonomi til overhovedet at ansætte, og jeg ville ikke ud i afskedigelser bagefter. Så mine tre medarbejdere har knoklet på livet løs, og jeg vil sige, at det er et mirakel, at det ikke endte ud i stresssygemeldinger, siger Sandra Oemig.

I dag kalder Sandra Oeming MitID-processen for "det værste nogensinde" at komme igennem, men hun er også lettet over, at hun ikke tyede til "at bruge penge, kommunen ikke havde".

I forbindelse med økonomiaftale for 2023 endte kompensationen nemlig med at blive på 11,1 millioner kroner til kommunerne i forbindelse med MitID-implementeringen i 2022. Derfor er det i denne omgang op til kommunerne selv at finde de resterende millioner kroner.

- De omkring 11 millioner kroner er ikke i overensstemmelse med kommunernes udgifter, men de skal ses i lyset af, at der samtidig var andre opgaver på området, som kommunerne ikke skulle betale for. Vi er endnu ikke helt i mål med implementeringen, og derfor holder vi naturligvis også nøje øje, siger Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, i et skriftligt svar til avisen.

KL har i Avisen Danmark tidligere stillet sig tvivlende over for, om man fortsat kan og vil løfte opgaven med nye digitale løsninger for staten under de nuværende arbejdsbetingelser og ressourcebehov.

Lige nu afventer man i KL blandt andet en samlet evaluering af hele forløbet med MitID-overgangen.

- Viser opgaven sig at være permanent større end det, der først var antaget, så er det noget, vi vil rejse over for regeringen, siger Peter Rahbæk Juel.

Men i Sorø Kommune er Sandra Oemig ikke i tvivl om, at der skal andre boller på suppen fremadrettet.

- Vi er nødt til at have nogle andre betingelser at arbejde under. Jeg mener, at vi skulle have været bedre forberedt. For én ting er, at det går ud over vores medarbejdere, der kan risikere at blive syge med stress, men det går lige så meget ud over borgerne, som var meget frustrerede, siger hun.

Det er altid en udfordring, hvis en opgave rammer skævt i kommunerne, og nogle får en større belastning end andre. Det er meldingen fra Niels Jørgen Mau Pedersen, der er ekspert i kommunal økonomistyring og projektchef i det nationale forskningscenter for Velfærd, VIVE.

Men han medgiver, at det er usædvanligt med en ekstra statslig opgave, som man ikke kender til i forvejen.

- De fleste opgaver har man et kendskab til at kunne budgettere med, men der er jo også mange opgaver, som du ikke kender det fulde omfang af. Det, man er bekymret for her, går nok mere på, hvordan udgiften til MitID og digitalisering bliver fremadrettet, siger Niels Jørgen Mau Pedersen.

Han understreger, at man skal holde for øje, at 100 millioner kroner er et lille beløb i det samlede kommunale budget.

- Men det ændrer ikke på, at det kan være mange penge for den enkelte kommune, og konsekvensen er altid, at pengene jo så skal tages fra et andet område, det kan man ikke komme udenom, siger han.

Morten Hjelholt, der er ekspert i offentlig digitalisering og lektor på IT-Universitetet kan godt forstå, at kommunerne er frustrerede over arbejdsbyrden ved at indføre MitID.

- Tanken har fra statens side været, at skiftet til MitID høster Borgerservice en besparelse, fordi borgerne i højere grad skal betjene sig selv. Men der er sket det stik modsatte, og det er logisk, for det er et fatamorgana, at en udrulning af noget så nyt til så mange mennesker på én gang går nemt eller af sig selv, siger han.

Han tøver ikke med at kalde forventninger til MitID for "en undervurdering af rang".

Morten Hjelholt mener, at man først og fremmest skal indse, at offentlig digitalisering ikke kun må handle om at spare ressourcer, men også nogle gange kræver investeringer.

- Det bliver aldrig nemt og hurtigt at skifte fra én digital løsning til en anden, når det gælder en hel befolkning. Men der er noget at hente i at kommunikere bredere ud, hvorfor man gør det alligevel. Det kunne også være sket med en større grad af frivillighed over meget længere tid, så alle ikke blev tvunget på én og samme gang, siger han.

Man kan også allerede på forhånd tænke i en kompensation til dem, der bærer læsset med implementeringen, foreslår han.

Hos SF kalder digitaliserings- og IT-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen kommunernes udgifter til MitID for "spild af penge".

- Det er ikke rimeligt, at kommunerne skal betale for den dårlige udrulning af MitID. Det handler om millioner af kroner, som de må tage fra velfærd og andre vigtige områder, siger hun.

Imidlertid er Lisbeth Bech-Nielsen ikke overrasket over, at implementeringen har været dyr.

- Der bliver brugt så mange dumme penge på systemer, der ikke virker godt nok, og som ikke er brugervenlige. Vi har jo nærmest vænnet os til, at offentlige IT-projekter rimer på skandale, og vi politikere har ikke stillet nok krav til systemerne, som vi burde, siger SF-ordføreren.

Socialdemokratiets IT- og digitaliseringsordfører Malte Larsen ærgrer sig over, at kommunerne nu står med en regning for MitID-implementeringen.

- Enhver kan regne ud, at hvis vi havde brugt lidt flere penge på at udvikle et system, der virkede, så kunne vi formentlig have sparet de 100 millioner, kommunerne har betalt. Det siger sig selv, at det er den vej, vi skal gå med til fremtidige løsninger, siger han.

Avisen Danmark har foreholdt digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) kritikken fra kommuner, eksperter og ordførere.

Det har ikke været muligt at få et interview, men i et skriftligt svar anerkender hun, at "det er en stor opgave, når godt 5 mio. danskere skal skifte én digital løsning ud med en anden".

- Vi må også erkende, at der har været udfordringer undervejs, og at nogle borgere har oplevet uhensigtsmæssigt lange ventetider for at få hjælp. Her skal det selvfølgelig være muligt at få den hjælp og vejledning, man har behov for. Jeg er som minister også optaget af, at de digitale løsninger, vi udvikler, er lette at bruge og passer til danskernes behov, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.

ISTANBUL: Journalister oplever af og til, at gode historier stirrer dem direkte i øjnene.

I sidste weekend - på vej til historiens 396. Kıtalararası Derbi, det sagnomspundne fodbold-derby mellem Istanbul-klubberne Fenerbahçe og Galatasaray - sker det i bogstaveligste forstand for mig.

Som en bokser før “ding, ding”, stikker en tyrker fjæset frem mod min borgerlige, danske ven, så deres pander næsten kysser.

Skægget, håret og øjenbrynene er vokset sammen i mandens furede ansigt, kroppen er skind og ben, og flere af tænderne mangler. Han ligner, hvad han er: En hjemløs mand med et galt blik.

Men på disse kanter - foran Fenerbahçes store stadion på Istanbuls asiatiske side - er han også en mindre berømthed. Og da først han har drillet turisten lidt, krakelerer hans fjendtlige posering i et fjoget smil.

Fans i Fenerbahçe gule og blå farver tager selfies med ham, lader ham komme forrest i billetkøen og giver ham penge i hånden.

Få kender den 55-årige mands rigtige navn, men påråber ham ved et alias: “Rambo”.

De ved, hvad han har gjort, og de hylder ham for det. Provokationen, der helgenkårede ham i den ene halvdel af byen - og sikrede ham en dødsdom i den anden.

Før jeg fortæller Rambos historie, må det etableres, at fodbold i Tyrkiet er større end religion.

Det siger i hvert fald Daghan Irak, lektor og forfatter til bogen, der løst oversat til dansk vil lyde noget a la Fodbold-fanatisme, protest og demokrati i Tyrkiet.

- Alle tyrkere er investerede i en eller anden forstand, og på den måde er fodbold mere populært end både religion og nationalisme, som ellers også er store størrelser i Tyrkiet, siger han.

Berømte og berygtede er tyrkerne især for deres hidsige engagement på lægterne. En fanatisme, som gør, at nogle af verdens højeste decibel-målinger kan spores på tyrkiske stadioner, at nyindkøbte stjernespillere bæres gennem menneskehav af tilhængere, når de ankommer i lufthavnen, og at mange tyrkere identificerer sig selv ud fra deres klubmæssige tilhørsforhold.

De tre store - Fenerbahçe, Galatasaray og Beşiktaş - har alle hjemme i Istanbul, og lokalbragene fungerer som en ventil i den over-20-millioner-indbyggere-store by ved Bosphorus.

På dansk grund fik vi for nylig en smagsprøve på deres klubloyalitet. Da landsholdet skulle afsted til VM i Qatar i november 2022, mødte 50 Galatasray-fans op foran Scandic CPH Strandpark i Kastrup. Nogle af dem havde romerlys med, men de var der ikke for at intimidere. Deres manifestation var en hyldest til forsvarsspilleren Victor Nelsson, som spiller i deres hjerteklub.

Rambos manifestation for 22 år siden havde et helt andet sigte. Det handle om hævn.

I virkeligheden var det Graeme Souness, som startede det hele. Den tidligere engelske landsholdsspiller og Liverpool-anfører var træner for ærkerivalerne fra Galatasaray, da de vandt den tyrkiske pokalturnering på Fenerbahçes stadion i 1996.

At tabe ligaen var i sig selv en ulidelig smerte for hjemmepublikummet, men da Souness plantede et stort rødt og gult Galatasaray-flag på midten af grønsværen, slog det klik. Både spillere og fans var klar til at forvandle ham til shish kebab, og det var kun takket være uniformklædte, tyrkiske betjente med panserskjolde, at Graeame Souness stadig er et menneske af kød og blod, som man i dag kan se som Premier League-ekspert i engelske tv-studier.

Rambo svor hævn, og han brugte fire år på at udtænke en plan af Egon Olsen-agtig karakter. Han skulle bruge en kniv, et Fenerbahçe-flag, tre liter vand og ét kilo saltede solsikkefrø.

I ly af nattens mørke kravlede han op i en lygtepæl, kastede sig ned på tribunetaget af Galatasarays gamle hjemmebane, Ali Sami Yen, og kravlede ind på stadion. Solen stod op over Istanbul tre gange, mens han gemte sig under en bannerreklame og levede af vand og fuglefrø. At han undervejs sked og pissede på rivalernes græs, forsømmer han sjældent at nævne i sin egen historiefortælling.

Rambo ventede på det rette øjeblik. Ventede på kampdag. Den 11. august, 2000, da tribunerne var fyldt, kameraerne tændt og spillerne klar til kick-off, sprang han frem fra sit skjul. Med et flag i den ene hånd og en kniv i den anden humpede han ind på midten af banen. Benene syrede, han så besværet ud, men spillerne veg naturligt bort fra det, der lignede en galning med et våben.

Han spyede Fenerbahçe-flaget ned i midter-prikken, i hjertet af Galatasarays stadion. Med trukne knipler og hjelme løb politiet mod ham, Rambo smed sin kniv, og betjentene bar ham i nakkeskindet og bukseremmen ud af banen. En barmhjertig skæbne al den stund at tusindevis af Galatasaray-fans med fråde om munden forsøgte at passere hegn og kontrollører for at komme ind på banen til ham.

Straffen lød på fem års karantæne fra alle tyrkiske fodboldstadioner. Belønningen var en legendestatus blandt mange Fenerbahçe-fans.

Nu tænker du måske, at det lyder som en røverhistorie fra de varme lande.

Men prøv i så fald at google “rambo fenerbache”. Så vil du finde bevismaterialet. Billederne af Rambo, iført en 90’er-hip, flagrende og pangfarvet træningsdragt, med en kniv i hånden, omringet af politi på Ali Sami Yen.

Du vil muligvis også finde billeder af Rambo, hvor han babber på et romerlys, som var det en cigar. Et foto hvor han peger en pistol mod sin egen tinding. Eller billeder fra så sent som i sommer, hvor han kastede sig ud i et halsbrækkende forsøg på at skære et Trabzonspor-flag ned fra en bro, efter at Sortehavs-klubben med danske Andreas Cornelius på toppen havde vundet deres første mesterskab i 38 år.

Rambo siges at være mentalt forstyrret, men han selv og hans nærmeste familie - som avisen har talt med - afviser.

Et nemt liv har han ikke haft. Han blev født i en fattig familie i 1967, dengang der boede knap halvanden million mennesker i byen. Hunger og sygdomme prægede hans liv, og 18 måneder gammel mistede han sin mor.

- Jeg ved ikke, hvad hun døde af. Men pludselig var hun der bare ikke længere, siger Rambo.

Vi sidder overfor hinanden på 1. sal af en tyrkisk café som er kendt for marcipanfyldte isvafler på størrelse med tommelfingre. Udenfor lugter der af grillet kød og krudtrøg. Gaderne er fyldt med Fenerbahçe-fans på vej til årets vigtigste kamp.

Det er dem, vi kortvarigt gemmer os fra. Rambo kan ikke være i fred på gaden i to sekunder, og han har lyst til at fortælle sin historie.

- Da jeg var otte år, tvang min far mig at stjæle. Når jeg ikke var på børnehjem, levede vi på gaden.

Det var på børnehjemmet, at han så sin første fodboldkamp. Et derby mellem Beşiktaş og Fenerbahçe. Beşiktaş scorede, en del af børnene jublede, og Rambo syntes, det så sjovt ud. Så da Fenerbahçe scorede, jublede han også. Siden den dag har han været Fenerbahçe-fan.

- Fenerbahçe er Fenerbahçe. Det kan ikke forklares. Det er min Gud, siger Rambo, der er fortsat med at være hjemløs gennem det meste af sit liv.

Han har sovet under broer, op ad stadion og i parker. I øjeblikket bor han hos sin søster, men var det ikke for fansenes almisser, var han død nu, understreger han.

Nogen har fået nys om, at han sidder på caféen, og der dannes kø foran vores bord. Forældre foreviger deres børn med ikoniske fan. Andre kysser ham på hans hånd. Alle giver ham penge.

Interviewet slutter med at Rambo kysser min hånd. Jeg når ikke at spørge ham om alt, jeg gerne vil.

Men jeg når at høre, “at hans livs bedste dag var for 33 år siden, da Fenerbahçe var bagud 3-0 mod Galatasaray, men vandt 4-3. At han “tog kniven med ind på stadion i tilfælde af, at det blev nødvendigt at beskytte sig selv”. Og at han i øvrigt er klar til at “kneppe Galatasaray”.

Sidstnævnte budskab gentager han udenfor. Han er kravlet op på et tag, hvorfra han som en dirigent styrer Fenerbahçe-fansene. Røgen fra adskillige romerlys har gjort gaderne tågede, men hundredevis af tyrkere synger med på hans sang, mens takten hamres i trommer.

- Rambo cimbmun anasini sik, råber de.

“Cimbmun” er et øgenavn for Galatasray, og oversat til dansk synger de “Rambo knepper Galatasarays mor”.

En af dem, der skråler højst, står ved siden Rambo på taget. Det er Serdal Alici, en lille, tæt dansk-tyrkisk familiefar fra Fyn med karseklippet hår.

For ham er Fenerbahçe nærmest et religiøst kald. Han rejser til Tyrkiet minimum 10 gange om året, han hjælper andre danskere med at arrangere pilgrimsrejsen, og han har betalt to måneders husleje i Rambos søsters lejlighed.

I august 2021 tog Serdal også til Randers bare for at række fuck til Galatasaray. Ærkerivalerne spillede mod den jyske klub i Europa League, og han stod på VIP-tribunen gestikulerede. Galatasaray-fans endte med at storme hans tribune. Mere end 10 tyrkiske fans nåede at kaste sig over ham, før vagterne kommer. På danske tv-optagelser kan man se ham flyve tre sæderækker ned, og blive sparket, slået og trampet på. Alligevel er det med en vis stolthed, han fortæller om episoden.

- Jeg fik også sat nogle gode slag ind på dem, siger han.

På vej til stadion fortæller han, at hans mor er Galatasaray-fan, mens hans søster holder med Beşiktaş.

Og det er også en pointe.

Den hardcore del af de tyrkiske fans kan på overfladen synes så voldsparate, ekstreme og propfyldte med had til kvinder, at det kan fremkomme frastødende. Ja, måske ligefrem upassende at bringe i avisen.

Men affejer man dem som hooligans, misser man en vigtig pointe om tyrkisk fodboldkultur: Meget af det er også spil for galleriet.

Ifølge John McManus - forfatter til bogen “Welcome to Hell? In Search of the Real Turkish Football” - på dansk: Velkommen til helvede? På jagt efter sandheden i tyrkisk fodbold, er der humor i den tyrkiske fodboldrivalisering, som udlændinge ikke opfanger.

- Istanbul er ikke som Glasgow eller Balkan, hvor hadet er baseret på etnicitet eller religion. I Istanbul sviner de hinanden til, men de fleste er også venner, kollegaer og familie om mandagen.

John McManus understreger, at alt ikke er fryd og gammen. Sexistiske tilråb ekskluderer kvinder, og der findes idioter, som reelt vil stikke hinanden ned med knive.

- Men meget af fjendtligheden foregår også med et glimt i øjet.

Vildskaben har flere funktioner. Dels skræmmer det modstanderholdene - især de udenlandske. Dels har fanatismen gjort den tyrkiske liga til en millard-dollar industri, hvor internationale fodboldlegender som Roberto Carlos, Robin van Persie og Samuel Eto’o har tilbragt tid i deres karrierers efterår.

Og der er også en politisk aktivisme blandt de bitre ærkerivaler, som går under radaren for de fleste udefrakommende. I sommeren 2013 fandt de tre klubbers ultras - de mest fanatiske fans - sammen i et sjældent fællesskab. Skulder ved skulder gik de med i de massive protester mod præsident Erdogan, de såkaldte Gezi Park-demonstrationer, og i fem hele dage dannede de fælles front mod den politiske elite.

Det fortæller Haldun Açıksözlü. Foruden at være skuespiller og forfatter er han en del af Beşiktaş-fraktionen Çarşı, som var bannerfører i protesterne.

- Lige pludselig sad der Fenerbahçe-fans i Beşiktaş og lavede politiske samarbejder med os. Vi havde de samme interesser.

Resultatet? Den tyrkiske regering introducerer året efter Passolig, et elektronisk billetsystem, der skulle “tackle hooliganisme og vold i fodboldsporten.”

Men Passolig har også sideeffekter. Udover at give turister hovedpine i dets kringlede system, hvor det meste står på tyrkisk, er det også et effektivt redskab til kontrollere og straffe regeringskritiske fans.

Det fortæller både Haldun Açıksözlü og forfattere til bøger om tyrkisk fodbold. Mellem 2015 og 2021 sagsøgte Erdogan mere end 38.000 tyrkere for æreskrænkelse. Og på den måde blev fansenes vrede til tavshed.

- Jeg er selv stoppet med at gå til de store kampe. Jeg ser amatørfodbold nu.

Rambo skal heller ikke til derby i dag. Han har ikke råd.

Normalt ville andre fans forære ham en billet, men til lokalbraget er priserne røget op over 2.000 danske kroner. En helt urealistisk pris for mange tyrkere, der i forvejen kæmper med en inflation på 90 procent.

Og Rambo er hverken formand for nogen fanfraktion, ambassadør eller noget andet officielt i Fenerbahçe.

Som en tidligere medarbejder i klubbens presseafdeling, Cağrı Cobanoğlu, udtrykker det til mig, da jeg ringer til ham:

- Han er lidt som en maskot. Eller en karakter fra et tegneseriehæfte. Han er bare sådan en, der gør nogle skøre ting.

Dansk-tyrkeren Serdal Alici har til gengæld billet, og han har sikret 28 andre fra Danmark muligheden for også at kunnet købe billet. Vi presses igennem små gitterhegn og ind mod stadion, der officielt har plads til 50.000 tilskuere.

- Men der kommer til at være mange flere derinde i dag, siger Serdal.

Udebanefans har i mere end 10 år været forbudt til derbyerne, så her er kun gule og blåklædte. Kaos hersker fint uden Galatasray-fansene.

Lightere og mønter regner ned over banen, når en Galatasaray-spiller falder i græsset, og slåskampe opstår internt på tribunen. Men det er en sorgens dag på Şükrü Saracoğlu Stadium. Fenerbahçe bliver kørt over af Galatasray på en måde, som Rambo vil formulere på en helt anden og kraftfuld måde. 3-0, det mest knusende hjemmebanenederlag i tre årtier og en snubletråd i mesterskabsspillet.

På banen koger det også over. 10 minutter før tid bliver Fenerbahçe reduceret til 10 efter en svinestreg. Serdal forlader stadion med migræne. Nu er der langt hjem til Fyn.

Et sted udenfor stadion går Rambo rundt. Måske fortæller han om sine aktioner. Måske planlægger han nye.

Der bliver råbt højt, og der trues med storkonflikt. Men store bededag er snart fortid.

Lovforslaget om at afskaffe helligdagen er sendt i ultrakort høring indtil på fredag. Det vil udløse forudsigelige protester fra en enig fagbevægelse. Dernæst vil regeringen bruge sit flertal til at vedtage loven, og allerede næste år ryger der en ekstra arbejdsdag i kalenderen.

Vreden har mange ansigter. Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift, var usædvanlig hård i retorikken i en kronik i Avisen Danmark. Her protesterede han mod at gøre store bededag til "store bombedag".

De ekstra arbejdstimer skal nemlig øge vores produktion, så vi betaler mere i skat, og dermed får staten bedre råd til at købe krudt og kanoner til vores forsømte forsvar. Det er i hvert fald regeringens forklaring.

- Det er vigtigere at være fri end at holde fri, har forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sagt.

Det sælger ikke mange billetter. 66 procent af danskerne er ifølge en måling fra analyseinstituttet Voxmeter uenige i, at ”det er nødvendigt at afskaffe en helligdag for at finansiere fremtidige investeringer i samfundet”.

Ellemann-Jensens partikollega, tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, har endda meldt sig ud af Venstre efter at have været medlem i 48 år.

Effekten af at fjerne en store bededag er da også højest usikre. Det er over 250 år siden, vi sidst pillede ved vores helligdage, så vi ved intet om, hvorvidt produktionen rent faktisk vokser, eller om vi bare fordeler arbejdet mindre effektivt hen over ugen.

Fagforeningen FOA’s formand, Mona Striib, er mindre optaget af forsvarsbudgettet end af sine medlemmers tabte fridag. Hun truer med, at fagbevægelsen kan anbefale sine medlemmer at stemme nej til den overenskomst, som lige nu forhandles og berører 600.000 privatansatte lønmodtagere.

I visse dele af erhvervslivet er der også surhed. På Hotel Koldingfjord må man vinke farvel til den sædvanlige omsætning på 450.000 kroner på store bededag, hvor der typisk afvikles seks-otte konfirmationer på hotellet.

De små dagligvarebutikker begræder naturligvis tabet af den omsætning, de får, når de store butikker skal holde lukket på grund af helligdagen. De penge falder nemlig på et tørt sted ude på landet, hvor den lokale butik holder liv i byen.

- Forslaget om at afskaffe store bededag er derfor endnu en pind i landsbyernes ligkiste, mener Coops analysechef, Lars Aarup.

Og så er der de virksomheder, som ikke bare kan sælge produktionen fra en ekstra arbejdsdag, men hænger på regningen - nemlig en tvungen lønstigning på 0,45 procent i ekstra feriepenge til alle ansatte.

De stemmer er knapt hørbare. Store dele af erhvervslivet har forlangt øget arbejdsudbud - flere ledige hænder - af politikerne, og nu leverer regeringen pludselig varen med 8.500 flere personer på arbejdsmarkedet, i hvert fald på papiret.

Det er mere arbejdskraft, end den første Mette Frederiksen-regering og den seneste Løkke Rasmussen-regering leverede til sammen.

Samtidig afstår de store erhvervsorganisationer fra at hælde benzin på bålet, imens der forhandles overenskomster. Det overlader man til fagbevægelsen, der med store bededag har fået en sag, som det er nemt at kommunikere om.

Vreden rettes for en gangs skyld ikke mod arbejdsgiverne, men mod regeringen.

Det lynhurtige lovarbejde skal sikre - måske naivt - at dramaet om store bededag er glemt, når overenskomsterne skal falde på plads i slutningen af februar.

Men hvordan mildner vi så biskoppen fra Viborg? En kvik forretningsmand udtænkte denne salomoniske løsning på det sociale medie Linkedin:

- Jeg foreslår at lægge store bededag på en søndag. Så har ingen tabt ansigt, og effekten (hvis den kan måles) må være den samme …

Tesla chokerede bilverdenen, da det fredag blev meddelt, at priserne på de populære modeller, Model 3 og Model Y, sættes ned med op til 100.000 og 130.000 kroner, hvilket svarer til en prisnedsættelse på op mod 23 procent.

Det rammer de bilejere, som netop har købt. Men endnu hårdere er slaget for de forhandlere, som de seneste år har gjort det til en levevej at købe nyere brugte Tesla'er i Tyskland og sælge dem i Danmark.

Beka Auto i Sønderborg har flere end 25 Tesla'er på lager, og Allan H. Paulsen, der sammen med Anders Z. Sørensen ejer firmaet, har brugt weekenden på at mærke bilerne ned.

Model 3 er mærket ned med op til 40.000 kroner, mens den større Model Y er prisreduceret med op til 80.000 kroner.

I alt ventes prisnedsættelsen at betyde en tabt indtægt på omkring en million, siger Allan H. Paulsen.

Beka Auto har solgt Tesla siden 2005 og har haft nogle rigtigt gode år. Firmaet er velpolstret og ryster ikke i sin grundvold på grund af prisnedsættelsen.

- Men det er da ikke sjovt at bruge de penge, man har tjent, på det her, siger Allan H.Paulsen.

- Jeg har været i denne branche, siden jeg var 19 år, og nu er jeg blevet 50. Så jeg har været med til meget og er nok blevet hårdhudet med årene. Det seneste slag vi fik, var for seks eller syv år siden, da afgiften blev ændret - om det var værre end det, der sker nu, det kan jeg ikke sige, lyder det fra Allan H. Paulsen.

Fra Tesla lyder det, at prisnedsættelsen kan lade sig gøre, fordi det er lykkedes at reducere produktionsomkostningerne - samt at de er en del af en global strategi, der har til formål at øge salget. I 2022 nåede Tesla ikke sine salgsmål, og det betød, at Tesla-aktien faldt med 70 procent.

Der er ingen tvivl om, at der i weekenden har været travlt på direktionsgangene hos de danske bilimportører, for prisnedsættelsen på Tesla, rammer alle forhandlere af elbiler. Rådet fra Forenede Danske Bilejere til dem, der står foran køb af en elbil, lyder: Se lige tiden an.

Tesla var selv med de gamle priser en af de bedste til at sælge elbiler herhjemme. I 2021 og 2022 var salget ifølge De Danske Bilimportører 3425 og 3008.

De mest solgte elbiler herhjemme i 2022 var Skoda Enyaq og VW ID.4 med 2431 og 2322. Nummer tre var Tesla Model Y med 2316.