Erhvervspolitik: Man kan hverken tage Slagter Munch ud af Skagen eller Skagen ud af Slagter Munch. Den selvproducerende slagterforretning stikker ikke halen mellem benene og forlader den lille by i det allernordligste af landet.

Det ville rumme sin egen meningsløshed i og med, at selve beliggenheden i Skagen er en del af butikkens varemærke. Men let er det ikke at drive en mindre virksomhed dér - eller i andre små byer og lokalsamfund.

Det er nærmest svært.

Det viser analyser fra brancheforeningen SMV Danmark - Små og Mellemstore Virksomheder i Danmark - og det fortæller slagterforretningens leder, Marie Munch.

Hun står i spidsen for et foretagende med 22 fuldt beskæftigede plus tre unge opvaskere. Hun er fjerde generation i lederskabet, siden oldefar Christian Munch - "en indvandrer fra Frederikshavn", som han betegnes på forretningens hjemmeside - kom til og grundlagde slagterbutikken i 1905.

- Der er som bekendt en generel mangel på kvalificeret arbejdskraft. Med den størrelse, Skagen har, og vores placering på landkortet, hvor vi er langt væk fra alting, mærkes vores probl...  nu om dage hedder det vist 'udfordring'... endnu hårdere, siger Marie Munch.

Dermed sigter hun dels til, at unge mennesker må søge væk fra byen, når de skal have en uddannelse, dels at er man først rejst væk og måske endda har stiftet familie, er det ikke spor oplagt at vende tilbage. De færreste kommer tilbage, men er væk for evigt.

I Skagen, der er en by med godt 7.600 indbyggere, kan hun således ikke bare gå ud på fortovet og grabse en ny medarbejder, hvis en af hendes ansatte rejser. Den ledige kvalificerede arbejdskraft, der måtte være, befinder sig langt væk, i de større byer. Og bliver dér.

- For et år siden rejste en af vores slagtersvende. Jeg måtte udlove en dusør på 5.000 kroner til den, der kunne få en ny til at søge. Jeg fik én ansøgning fra en ung mand i Struer. Ham er jeg så til gengæld glad for, men han har en kæreste i Aalborg og er alene her i byen. Jeg ved, jeg kun har ham på lånt tid.

- Bare det at få unge til at tage et opvaskerjob i deres fritid, er besværligt. Jeg har brug for fem, og det har været et mas bare at komme op på tre, siger Marie Munch.

En analyse fra SMV Danmark viser, at antallet af virksomheder i landkommunerne er faldet med 11 procent i perioden fra 2008 til 2020. Antallet af indbyggerne i disse kommuner er i samme periode faldet med fire procent - det vil sige, at faldet i antallet af arbejdssteder er næsten tre gange så stort som faldet i antallet af indbyggere. Lignende tendens ses i oplandskommunerne.

Analysen viser det omvendte fænomen i de større byer. Her er der en tydelig vækst i antallet af virksomheder, der slår sig ned og åbner.

Det er en bekymrende udvikling, mener politisk chefkonsulent i SMV Danmark Kasper Munk Rasmussen.

Det skyldes blandt andet, at disse mindre virksomheder har stor betydning for deres lokalsamfund; de giver liv, arbejdsaktivitet og for nogles vedkommende handel, og de sponserer en del af det sociale foreningsliv og giver uddannelsespladser og muligheder for fritidsjob til unge.

- Det har store konsekvenser for mange, når en mindre virksomhed forsvinder. Hvis en gågadebutik i Skive, hvor jeg selv kommer fra, lukker, kommer der ikke bare lige en anden i stedet, som man normalt oplever i de større byer, siger Kasper Munk Rasmussen.

Den nye regerings erhvervsminister Morten Bødskov (S) sagde i Avisen Danmark tirsdag, at erhvervspolitikken er central for at sikre, at alle dele af landet har ordentlige betingelser for vækst og konkurrence.

- Det handler jo også om at fastholde familierne i lokalområderne, så både mor og far kan arbejde, og hvor børnene kan få en uddannelse af høj kvalitet, sagde han.

Hvordan det kommer til udtryk i regeringens kommende erhvervspolitik følges med spænding i SMV Danmark.

- Der er megen bureaukrati, indberetninger og regler, der skal bruges tid på, som små virksomheder simpelthen ikke har kapaciteten til, men knækker nakken på. Det er man nødt til at tænke på. Man er også nødt til at tænke på, at de erhvervsfyrtårne, man har introduceret i forskellige landsdele, mest kommer større virksomheder til gavn, siger Kasper Munk Rasmussen.

Erhvervsfyrtårne er betegnelsen på en offentlig indsats inden for erhvervsområder, der gør sig specielt gældende i forskellige landsdele. Med en statslig indsprøjtning på en milliard kroner skal disse erhvervsområder udbygges til gavn for den regionale udvikling.

Den nordjyske region, hvor Skagen hører til, er således udset som foregangsregion i CO2-sammenhæng. Her lægges vægt på at indfange, lagre og eventuelt anvende CO2 og dermed skabe en ny erhvervsmæssig grøn styrkeposition for landsdelen.

- Det er i realiteten møntet på Aalborg Portland. Det er måske meget fint, men det er svært at se, hvordan det eksempelvis gør den store gavn for Slagter Munch i Skagen, siger Kasper Munk Rasmussen.

I fremtidens erhvervspolitik håber han derfor, at tildelingerne ikke kun rammer disse erhvervsfyrtårne, men også når ud til de lokale erhvervsforeninger, der ved, hvor skoen trykker.

34-årige Martin Gjelstrup er pølsemager hos Slagter Munch, hvor han blev udlært 2009. Han er oprindeligt skagbo, men søgte væk efter læretiden. I 2018 vendte han retur til hjembyen, men kun i arbejdsmæssig sammenhæng. Det skete efter en periode, hvor han blandt andet var slagtermester i et større supermarked i Hjørring.

- På et tidspunkt fik jeg nok af arbejdstiderne i et supermarked, og rent fagligt begyndte jeg også at savne det exceptionelle håndværk og det høje niveau, jeg huskede fra min læretid, siger Martin Gjelstrup.

Selv om han er fra byen, er bosætning dér ikke en mulighed. Han har fået kone og to børn, som nu er ét og fire år. Det i sig selv gør bopæl i hjembyen umulig, synes han.

- Min kone vil ikke bo i Skagen, hun kan ikke regne med at få et arbejde. Vi skal også tænke på vores og børnenes fremtid. De kan godt få en skolegang i Skagen som alle andre steder, men efter folkeskolen er der uddannelsesmæssigt ikke mere at hente. I Hjørring har vi det hele og har det godt. Der er ingen grund til at slå os ned i Skagen, siger Martin Gjelstrup.

Han kan - i lighed med de andre ansatte - give Marie Munch nervøse trækninger.

- Jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis for eksempel Martin rejser. Der er i det hele taget ikke mange i slagterbranchen at tage af, slet ikke når arbejdet ligger her i Skagen. Jeg ved ikke, hvor jeg skulle finde en  ny pølsemager. Det kunne næsten få mig til at kaste håndklædet i ringen, siger hun.

Med sådanne vilkår for forretningsdrift er det ekstraordinært vigtigt at skabe gode arbejdsforhold i virksomheden.

- Det er meget sjældent at ordet "nej" kommer ud af min mund. Det er nødvendigt at være imødekommende overfor medarbejdernes ønsker, for dels vil jeg nødig af med dem, vi har, dels er de som sagt meget svære at finde erstatninger for.

Med Skagen som sommerturistby, hvor indbyggertallet mangedobles, er slagterforretningen også et sæsonbetonet foretagende, hvor de ansatte arbejder, når andre har fri.

Men den har åbent hele året, næsten. Kun en uge i januar er der ferielukket. Kun at holde åbent i det travle sommerår er ingen mulighed. Man er nødt til at tage en indtjeningsmager vintersæson med.

- Hvis ikke der er et fast job hele året, vil det være helt umuligt at få det nødvendige personale. Med den produktion, vi har, kan man heller ikke bare komme i halv-års ryk. Bare at komme ind i tingene efter en ansættelse tager i sig selv et halvt år. Så ville det være helt uden mening at lukke butikken det næste halve år, siger Marie Munch.

Ifølge Cowis befolkningsprognose vil Skagens indbyggertal været faldet med 2.500, når vi når frem til 2050. Så skal slagterforretningen finde både tilpas mange kunder og tilstrækkeligt mange ansatte blandt kun 5.000 mennesker.

Cengiz har ikke længere råd til raki. Den mælkehvide anislikør, som også var landsfaderen Mustafa Kemal Atatürks favoritdrik, er blevet en luksusvare, som mange tyrkere sparer væk. Det samme gælder kød, weekendture og deodorant.

Mens den årlige inflation er på 10 procent i Danmark, er den på 85 procent i Tyrkiet. Nogle økonomer mener, at den reelt er meget højere.

Cengiz - en 57-årig taxachauffør, som har tre børn - vil gerne tale om krisen. Med hænderne begravet i jakkelommerne slår han ud med armene, så hans positur minder om de skrigende måger over Bosporus-strædet bag ham.

- Familier går i stykker, landet er ved at falde fra hinanden, og vi har en egenrådig præsident, der kun lytter til sig selv.

Vi står ved havnefronten i Üsküdar, hvor fiskere kaster snøren ud efter makreller, og fortravlede tyrkere iler forbi os i begge retninger. Cengiz’ overskæg er skarptskåret, hans blik flakkende. Den konservative bydel i Istanbul overraskede mange ved borgmestervalget i 2019 ved at give en vælgerlussing til præsident Erdoğans parti AKP, men taxachaufføren ved, at offentlig kritik af regeringen kan være dyr.

- For ikke så lang tid siden skrev jeg på sociale medier, at AKP var en samling tyveknægte. Kort tid efter fik jeg en bøde på 20.000 lira (7.500 kroner, red.).

Jeg må love ham, at jeg kun skriver hans fornavn. Og at jeg husker at nævne alkoholsituationen.

- Præsidenten drikker ikke, men hvad skal jeg gøre? Jeg må vælge mellem at få en drink eller at brødføde min familie, siger han.

Cengiz er én ud af 80 millioner tyrkere, og hans raki-klage kan synes fjern og uvedkommende.

Men scenen i Üsküdar illustrerer tre ting, som kan få betydning for hele verden: Tyrkerne er økonomisk i knæ, kulturelt i hårdknude og pressede på ytringsfriheden.

I 2023 - som både er valgår og 100-år i det moderne Tyrkiet - kan disse faktorer blive afgørende for, om præsident Erdoğan fastholder sit greb om magten.

- Det tyrkiske valg er det vigtigste i verden i år, siger Ayse Zarakol, som er professor i international relations på Cambridge University.

Tyrkerne går i stemmeboksene 18. juni, og de fleste meningsmålinger peger på, at Erdoğan vil tabe. Zarakol ser en skillevej.

- Valget er den sidste frakørsel før broen til et gennemført autoritært regime. Det er den sidste chance for at bremse den kurs, som Tyrkiet har været på i det seneste årti.

Bekymringen for Tyrkiets demokrati er udtalt i Europa, men den rækker dog ikke længere end til flygtningeaftalen, der sikrer, at knap fire millioner syrere bliver på den rigtige side af Bosporus, strædet ved Istanbul som adskiller det europæiske og asiatiske kontinent.

I sin rolle som dørmand har Erdoğan formentlig reddet Schengen-samarbejdet, og på en lang række andre områder er det ligeledes afgørende, hvem der regerer fra den tyrkiske hovedstad Ankara.

Sveriges medlemskab i Nato, fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, Syriens fremtid. For bare at nævne nogle stykker.

Derfor er Avisen Danmark i Istanbul for at tage temperaturen på landet, der altid har “været fanget mellem øst og vest”.

For at forstå den klassiske kliché om Tyrkiets splittelse, må vi starte med en tidsrejse tilbage til 1923. Tilbage til Tyrkiets grundlæggelse.

1. verdenskrig - hvor det Osmanniske Rige stod på Tysklands side - blev enden for sultandømmet. På sit højeste strakte imperiet sig helt til Wien i Østrig og omfattede store dele af Mellemøsten, Nordafrika og den Arabiske Halvø.

Mustafa Kemal, en feltmarskal og krigshelt, samlede stumperne fra Osmannerriget og grundlagde Tyrkiet som republik. I dag er han kendt som Atatürk, “tyrkernes fader”. Og han var en streng far.

Atatürk indførte et nyt alfabet og forbød muslimsk hovedbeklædning. Han gav kvinder rettigheder og dødsstemplede sharialovgivningen. Iført jakkesæt og slips klædte han sig som en vestlig statsleder, ikke en sultan, og drak gerne en hel flaske raki om dagen.

Med ønsket om et sekulært samfund revolutionerede han Tyrkiet. Men han gjorde det med magt, ikke med demokrati.

- Atatürks drøm var urealistisk, siger Deniz Serinci, en dansk-kurdisk forfatter til bogen "Tyrkiet 1923 - 2023 - fra Atatürk til Erdoğan".

- Erdoğan forstår den tyrkiske folkesjæl bedre, end Atatürk gjorde, tilføjer han.

Recep Tayyip Erdoğan blev født i 1954 på den forkerte side af skinnerne i den fattige Istanbul-bydel Kasımpaşa.

Da han 40 år senere stillede op som borgmester for Istanbul, var det under parolen “den anden erobring”. Ikke som en militær erobring a la Osmannerrigets storm på Konstantinopel i 1453, men med en drøm om, at “enhver besøgende omgående skal fatte, at han eller hun er i en muslimsk metropol.”

I dag - efter næsten to årtier med Erdoğan som enten premierminister eller præsident - vender Atatürk sig i graven. Pendulet er svunget så meget de religiøses vej, at Erdoğan jævnligt klandres for at have “sultandrømme”.

- Erdoğan ved, at størstedelen af befolkningen er konservative, troende mennesker. Når han foreslår, at man skal forbyde utroskab, kysseri i metroen eller alkoholsalg mellem kl 22 og 10, så er mange enige med ham, siger Serinci.

Men det er ikke kun de religiøse over- og undertoner, som Erdoğan har spillet på. Han har også givet landet en infrastruktur, en turistsektor og en geopolitisk magtposition.

På hans vagt er der blevet bygget veje, tunneller, lufthavne og højhastighedstog, som forbinder landet. Turkish Airlines er blevet det selskab i verden, der flyver til flest destinationer. Tyrkiets økonomiske vækst blev for 10 år siden kaldt for “et mirakel”, og militært har Erdoğan banket selvtilliden tilbage i den store nation.

Frem for passivt at være tilskuer til konflikterne i regionen involverer Tyrkiet sig nu militært - om det gælder Afghanistan, Syrien, Nagorno-Karabakh, Libyen eller olieboringer i det østlige Middelhav.

Samtidig har han trampet rundt på menneskerettigheder og er blevet verdensmester i at fængsle journalister, men for præsidentens vælgerbase er strong man-attituden dét, der måske sikrer ham genvalget. Også selvom mange tyrkere dårligt nok har råd til at leve i deres egne liv på grund af inflationen.

En af dem er Sabahattin Cetin, en 66-årig pensioneret tømrer, som avisen også møder i Üsküdar:

- Økonomien er presset, men jeg er stolt af, at vi producerer vores egne våben og ikke længere er nødt til at gemme os bag amerikanerne, siger han.

Udseendemæssigt ligner Sabahattin lidt Erdoğan: Gråt hår, overskæg og en alvorlig mine. Målt på bombastiske udmeldinger kunne han også godt være beslægtet med præsidenten, der før har kaldt tyske politikere for “nazister”.

- Glem Europa, siger Sabahattin og vinker affejende med hånden.

- Jeg ser ingen stærke ledere. Angela Merkel var o.k., men nu ved verden jo dårligt nok, hvad Tysklands kansler hedder længere. Erdoğan er den eneste, der kan hamle op med folk som Putin, siger han.

Betoningen af Tyrkiets militær går igen på andre gader i Istanbul.

Sultanahmet, der er hjemsted for både Den Blå Moské, Hagia Sophia og Den Store Bazar, er også hjemsted for en del af Erdoğans vælgerbase.

- EU ville ikke have os med i klubben, så Erdoğan har givet os et bredere perspektiv. Vi laver vores egne våben. Vi taler med alle. Vi er vågnet op, og måske burde I gøre det samme, siger Hasan, en 55-årig læderhandler i bazaren.

- Vi har et militær, som glædeligt vil dø for vores land, siger tæppehandleren Muhammed med en selvtilfreds mine, mens vi drikker tyrkisk te.

Igen og igen gentages det, at de økonomiske problemer er strukturelle og globale. Det er på grund af covid-19, verdenskrige og finanskriser, at Tyrkiets inflation er tæt på trecifret.

Et andet sted i Istanbul går tre børn og sniffer lim af klare plastikposer. Den over 20 millioner indbyggere store by er en sammensat størrelse, hvor svarene på ens politiske spørgsmål afhænger af, hvor man stiller dem.

I Cihangir, hvis stejle, smalle gader og hipster-cafeer er befolket af kunstnere, forfattere og akademikere, hænger Erdoğan-kritikerne lavt på træerne. Det er ikke overraskende.

Tyrkiet har altid været sådan, fanget i en permanent identitetskrise, fanget mellem “en brølende løve og en syngende nattergal”.

Den poetiske metafor kommer fra Kaya Genç. Han er journalist og forfatter til flere bøger om det moderne Tyrkiet. Han ser en historie, der gentager sig.

- Atatürk indførte sin sekterisme på en autokratisk maner. Mange af dem, der oplevede undertrykkelse dengang, har Erdoğan samlet op. Hans partis eksistensgrundlag var kampen mod systemet. Men nu er han blevet systemet og undertrykkeren, siger Kaya Genç fra sit kontor i Cihangir.

Den gråhårede forfatter i den tunge sorte striktrøje tror, at masser af uforløst potentiale i Tyrkiet vil slippe fri, hvis Erdoğan taber valget. Forskere og kunstnere. Nattergalene.

Løverne har spillet fallit. Erdoğans succes var bundet op på den økonomiske fremgang, men alt det har ændret sig dramatisk, mener Kaya Genç.

- Krisen har forvandlet folk til opportunister. Hunde æder hunde i desperation. Erdoğan har skabt et mere egoistisk Tyrkiet. Derfor tror jeg, han taber.

Spørgsmålet er, hvad der i så fald kommer i stedet for den siddende. I en politisk “Erdoğan mod rov” har seks oppositionspartier samlet sig i det såkaldte “Table of Six”. De vil blandt andet transformere Tyrkiet tilbage til et parlamentarisk demokrati - som det også var, før Erdoğan ændrede det til et præsidentielt system ved en folkeafstemning i 2017.

Kommer der så en spytslikker, en marionetdukke, som bare vil behage Vesten? Waleed Safi tvivler. Mellemøstkorrespondenten fra Dagbladet Information tror, at Tyrkiets næste leder vil være lige så opmærksom på at udstille Vestens hykleri, som Erdoğan har været.

- Kigger Tyrkiet mod Vesten eller Østen, er det Europa eller Mellemøsten, sekulært eller muslimsk, demokrati eller autokrat. Erdoğan har forsøgt at køre en tredje vej. Det moderne Tyrkiet behøver ikke være nogen af delene, siger Safi, der bruger et andet dyr til at beskrive landets geopolitiske position.

- Det er den ensomme ulv, der aldrig kommer til at høre hjemme nogle steder. Men som ingen kan komme udenom. Især ikke EU. Om det handler om migration eller sikkerhed, så er de afhængige af Tyrkiet.

Populært sagt har Tyrkiet udviklet et 360-grader-syn på, hvem man samarbejder med, så længe det gavner Tyrkiets interesser. Det kan være med Kina omkring Belt and Road-initiativet. Eller Rusland om køb af våbensystemer.

At Bruxelles derfor fortrækker en anden end Erdoğan, der med fingeren på flygtninge-aftrækkeren og en national-religiøs retorik har været en udfordrende samarbejdspartner, synes åbenlyst.

Men endnu har “The Table of Six” ikke præsenteret en modkandidat.

Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu virkede som den mest oplagte kandidat, og det er der måske også andre, som har tænkt. I hvert fald fik han i midten af december pludselig en dom på to år og syv måneder. Hans brøde var, at han i forbindelse med valget i 2019 havde kaldt embedsmændene i valgkommissionen for “fjolser”.

I det hele taget går Erdoğan til valg med hævede næver. Tilbage i oktober indførte præsidenten en ny medielov, der sikrer ham en endnu højre grad af kontrol med, hvad der bliver skrevet og sagt i pressen.

Inden for de seneste måneder har han også lanceret nyt militært isenkram i form af jagerfly, og analytikere frygter, om han kan finde på at sende dem i luften i kampen for at fastholde magten. At han vil flytte fokus fra landets økonomiske problemer ved at fabrikere en krigssituation.

Erdoğan rasler med sablen - både over for Grækenland, som han har truet med at invadere på grund af stridigheder over gasressourcerne i havet, og over for kurderne i Rojava i det nordøstlige Syrien, som han mener udgør en sikkerhedstrussel mod Tyrkiet.

- Hvis Erdoğan går ind i Syrien, slår han 100 fluer med et smæk. Den tyrkiske befolkning er blevet modvillige og negative over for syrerne. Går han ind og skaber sikkerhedszoner, kan han løse hele den såkaldte flygtningekrise. Både for tyrkerne og for EU. Samtidig kan han sørge for, at kurderne og armenerne kommer i undertal i de områder, siger Deniz Serinci, den dansk-kurdiske ekspert.

Han påpeger, at det er en strategi, som Erdoğan tidligere har været succesfuld med.

- Ved valget i 2018 gik økonomien også ad helvede til, og hvad skete der så? Han gik ind i Afrin i det nordvestlige Syrien, nedkæmpede kurderne, overtog byen og vandt valget. Tyrkerne elsker når han banker PKK (militant kurdisk bevægelse, red.).

Om droner og kanoner kan få tyrkerne til at glemme inflationen, vil tiden vise. Men at taktikken er gangbar, findes der bevis for i en lille gavebånd- og sløjfebutik uden for Den Store Bazar.

Her står Adem Metin, en 22-årig mand med rødder i det østligste Anatolien. Hans familie er nationalister og traditionalister, siger han, men han forsøger at bryde ud af deres konservative lænker. Han læser gastronomi på universitetet, han drømmer om at blive kok. Og selvom han er pro-Erdoğan, kan han se, at noget er galt.

- Økonomien er dårlig alle steder i verden, men hvorfor er inflationen 10 gange så høj her, som den er i Europa? Jeg har venner på universitetet, som ikke har råd til mobiltelefoner. Jeg tror, det er på tide, vi får en ny præsident.

Men Adem er ikke overbevist omkring alternativet. Har oppositionen overhovedet en kandidat? Hvad vil de?

- Samtidig er jeg ret stolt over vores militæraktioner i Syrien, Armenien og Libyen. Historisk vigtige steder.

En kunde stikker hovedet ind i butikken, der ikke er større end to gange to meter. Gavebånd med Atatürks ansigt på bliver der blandt andet solgt. Endnu ikke noget med Erdoğan på, men hvis Tyrkiet igen skal rykke frem i Syrien, bekæmpe terror eller lægge arm med EU over grænsedragninger i havet, ved Adem godt, hvis ansigt han helst ser på præsidentens krop.

- Hvis kaos udbryder, stemmer jeg på Erdoğan. 100 procent. Det er ham, jeg stoler mest på.

Brøler løven, vil nattergalens sang måske forstumme. Igen.

Bosætning: Flere danskere kaster sig ud på dybt vand og flytter til områder, de ikke kender.

Det viser en ny forskningsrapport lavet af Fremforsk og finansieret af Forenet Kredit, som peger på, at personer, der flytter til et landdistrikt, i stigende grad flytter til områder, de ikke kender på forhånd. Dermed adskiller de sig i deres flyttemønster fra de generelle tendenser, vi ser på landsplan.

Analysen viser, at tæt på dobbelt så mange er flyttet til et område i Danmark, de ikke kendte til på forhånd sammenlignet med tal fra en lignende undersøgelse fra året før. Nærmere sagt kendte 35 procent i undersøgelsen fra 2022 det område, de flyttede til, mens samme tal året før lød på 61 procent.

Stephanie Gadeberg på 27 år er en af de mange danskere, som har valgt at rykke rødderne i storbyen op til fordel for et liv på landet - et ukendt sted langt væk fra familie og venner.

- Jeg har kun haft gode erfaringer med at flytte til nye steder og møde nye mennesker. Da jeg flyttede til Jelling, kendte jeg overhovedet ikke til Jylland. Så jeg kom herover uden at kende nogen overhovedet, fortæller hun.

Den 27-årige københavner er vokset op på Frederiksberg, hvor hun tilbragte sine unge år, indtil hun valgte at tage på efterskole på Langeland. Herefter flyttede hun først til Svendborg, efterfølgende til Jelling og nu for nylig til den lille landsby Fåre i Lemvig Kommune i det nordvestlige Jylland. Alle sammen steder der for hende var ukendte, inden hun flyttede dertil.

- Jeg tænkte da på, hvordan det mon skulle komme til at gå. Men samtidig tænkte jeg også bare 'jamen nu prøver vi at se'. Det kan jo ikke gå værre, end at jeg kan flytte igen, fortæller hun og tilføjer:

- Det er selvfølgelig meget mere stille og roligt her i Fåre, end det er i København. Der sker jo sådan set det, som jeg har lyst til, der skal ske. I Fåre har jeg allerede fundet et helt andet fællesskab. Her kan man også sagtens opsøge naboer og have en omgangskreds. Her er mindre fest og ballade og mere meningsfyldt.

Stephanie Gadeberg købte tilbage i september sidste år et lille hus på 75 kvadratmeter i Fåre. Hun betalte dengang 135.000 kroner for huset, hvilket på daværende tidspunkt gjorde huset til Danmarks billigste.

Marianne Levinsen, forskningschef hos Fremforsk, som står bag undersøgelsen, peger på, at de danskere, der vælger at flytte til landet, skiller sig ud fra resten af landets tilflyttere på flere måder.

- Det er meget tydeligt i undersøgelsen, at de er mere modige og risikovillige end andre. Det vil sige, at de langt oftere flytter til et sted, som de ikke kender i forvejen. Andre analyser peger normalt på, at de adspurgte flytter til områder, de kender. Det er sjældent, at folk flytter til sådan fuldstændig ukendte områder – som denne her analyse peger på, fortæller hun.

I Danmark flytter vi allermest, når vi er i alderen 18 til 24 år, men når der er tale om personer, der flytter fra by til land, er gennemsnittet en del højere - nemlig 35 år.

Nok ikke så overraskende peger analysen også på, at naturen spiller en stor rolle i forhold til de adspurgtes valg om at flytte fra by til land, men mere overraskende viser analysen, at de adspurgte især vægter gode muligheder for offentlig transport højt.

- Det er lidt overraskende, at rigtig mange af de adspurgte i undersøgelsen lægger vægt på infrastruktur, som vi kender fra de store byer. Det er helt tydeligt, at rigtig mange af disse personer tjekker ud, om der er god infrastruktur i området, inden de vælger at flytte ud til en landsby - altså om der er et tog eller veje i nærheden. Og det er på trods af, at rigtig mange af dem, vi har interviewet, ikke har ret langt til arbejde, fortæller Marianne Levinsen.

Og netop også muligheden for at kunne komme rundt omkring uden en bil har været en afgørende faktor for 27-årige Stephanie Gadeberg, de gange hun er flyttet nye steder hen.

- Noget af det vigtigste for mig er, at det er en stationsby. Jeg har aldrig selv haft bil, så jeg har været vant til at skulle tage toget alle steder hen. Her i Fåre kan jeg tage toget til Lemvig på kort tid, når jeg skal handle, fortæller hun.

Siden 2015 har der været en øget tilflytning til landdistrikter i Danmark - og især under corona skete der en markant stigning i personer, som flyttede fra by til et landdistrikt i Danmark.

Seniorforsker på Institut for Byggeri, By og Miljø hos Aalborg Universitet, Helle Nørgaard, peger på, at der er en ny tendens at finde i den måde, danskerne i dag bosætter sig på.

- Der er en større andel af personer med en lang videregående uddannelse, som flytter til landområder, end der tidligere har været. Konkret har vi undersøgt fraflytning fra Københavns og Frederiksberg Kommuner fra 2005 til 2020, hvor man kan se, at der har været en stigning på 60 procent i forhold til personer med lang videregående uddannelse, der flytter derfra og ud på landet, fortæller hun og tilføjer:

- Det er både mennesker, som kender området, de flytter til, men også folk som ikke kender det sted, hvor de flytter hen. For de mennesker handler livet på landet om det nære, at være tæt på naturen og forventninger om andre positive ting.

Helle Nørgaard peger herudover på, at det er godt at få nuancerne frem i forhold til at forstå, hvorfor folk vælger at flytte fra by til land, og at man på sin vis godt kan kalde landsbytilflytterne for modige, men at det i lige så høj grad handler om, at disse personer er mere drømmende i deres forestillinger.

- De fleste mennesker har en forestilling om, hvad det vil sige at bo i den hektiske storby, og hvad det vil sige at bo på landet. Forskning viser, at når man flytter på landet til et sted uden at have familie og venner, eller flytter til et område, som man slet ikke kender, så er det ofte baseret på idylliserede forventninger og forestillinger om det liv, man vil få ved at flytte dertil.

Både venner og forældre til Stephanie Gadeberg syntes, at hendes beslutning om at flytte til et ukendt område virkede som et skørt, men ikke mindst modigt valg.

Selv fortæller den 27-årige, at hun blev forelsket i området og ikke mindst huset ved første øjekast, fordi naturen er lige uden for vinduet og naboerne allerede fra dag ét mødte hende med åbne arme.

Elpriser: Flere netselskaber har fra januar i år ændret deres priser på transport af strøm.

Det gælder blandt andet for kunder hos Trefor i Trekantområdet og Vores Elnet på Fyn. Hos Trefor lyder nettariffen nu på 157,2 øre pr. kilowatt-time inklusive moms mellem klokken 17 og 21. Sidste år lå prisen på 67,55 øre.

Prisen i spidsbelastningsperioden er dermed steget med knap 133 procent og skyldes blandt andet, at netselskaberne overgår til en ny tarifmodel.

Netselskaberne har desuden sat priserne op, fordi omkostningerne til tabt strøm er blevet større.

Ændringerne betyder, at det for mange elkunder vil være dyrere at bruge strøm mellem klokken 17 og 21, imens det bliver billigere om natten. Det kan med andre ord være svært at gennemskue, hvad det betyder for dig som forbruger.

Her forsøger vi at gøre dig klogere på, hvorfor priserne ændrer sig - og om det i sidste ende får indflydelse på din elregning.

Artiklen fortsætter under grafikken.