Sundhed: I den vestjyske fiskerby Thorsminde, i et rødt parcelhus med trampolin i baghaven, bor den 56-årige eks-rocker Henning Juncker med sin forlovede, Marianne Kastberg Nielsen, og deres fireårige søn.

Henning Juncker er en tatoveret mand med håret redt tilbage og en trekantet krop.

Hans overarme, bryst og nakke er pumpet med paraffinolie, en tyktflydende, træg olie, som Henning Juncker for omkring 15 år siden regelmæssigt fik sprøjtet ind i overkroppen. Målet var at blive så stor som mulig.

- Vi troede simpelthen, at paraffinolie var vejen frem. Det viste sig så at være det allerværste, siger han, der i dag er syg af olien og lever i store smerter.

- Hver gang jeg fik sprøjten, voksede jeg to centimeter. Jeg blev bidt af at blive stor.

Målet for ham var at få overarme, der målte 50 centimeter i omkreds. Han kalder det "helt åndssvagt".

- Jeg var 58 centimeter til sidst. Så er det lige før, at du ikke kan tørre dig bagi. Så store er dine arme, fortæller han.

Han er ikke alene. Mandag er der premiere på DR-dokumentaren "Dødelige Drømmekroppe", som Henning Juncker medvirker i sammen med to andre mænd, der også har fået sprøjtet paraffinolie i armene.

Fælles for de tre mænd, som står frem, er, at de nu fortryder det inderligt.

Paraffinolien forsvinder nemlig ikke fra kroppen. I stedet opstår der en kronisk betændelsestilstand, som kan forårsage voldsomme smerter, ødelægge nyrerne og være dødelig.

Den førende ekspert på området er Ebbe Eldrup, overlæge på Herlev Hospital.

Ebbe Eldrup fik ved et tilfælde sin første paraffinoliepatient i 2018. Han satte herefter en indsats i gang for at samle patienterne på tværs af landet for at få mere viden om, hvad olien gør ved kroppen.

I dag, fem år senere, følger afdelingen 205 mænd.

- Vi får en ny cirka hver 14. dag, siger Ebbe Eldrup.

Hans skøn er, at der er 2.000-5.000 mænd i Danmark, som har fået sprøjtet paraffinolie eller lignende olie ind i kroppen.

Problemet er, at kroppen ikke kan nedbryde eller udskille paraffinolien. I stedet opstår der en betændelsestilstand, hvor paraffinolien samles i hårde knuder under huden.

Ebbe Eldrup kalder betændelsestilstanden for "ondets rod".

Det kan forårsage store smerter, ikke bare lokalt, men i hele kroppen. Betændelsen medfører også et for højt niveau af d-vitamin, som kan give for meget kalk i blodet og i sidste ende ødelægge nyrerne.

Cirka halvdelen af patienterne får nyresten, og sidste år døde den første dansker af paraffinolien, fortæller Ebbe Eldrup. Tidligere dødsfald blandt paraffinoliepatienter har vist sig at skyldes stofmisbrug og ikke olien, uddyber han.

- Der er ingen tvivl om, at det på sigt kan være dødeligt.

- Det, I ser i dokumentaren, er ikke atypisk vanskeligt. Det er desværre sådan, det ser ud.

- Det bliver en besættelse for dem, at kroppen skal være stor og fyldig. Men jeg har ikke mødt nogen, der ikke efterfølgende har fortrudt det, når de har set resultatet af det på lang sigt, siger han.

Ebbe Eldrup fortæller, at der ikke er internationale erfaringer at trække på, når det kommer til behandlingen. Danmark er faktisk det land i verden, der har den største population af paraffinoliepatienter, "hvad vi ved af".

Det handler formentlig om, at andre lande ikke opdager, at patienternes sygdomme skyldes olie, påpeger han.

- Vi kan ikke forestille os, at det er et rent dansk fænomen. Vi har engelske kollegaer, der også har set sådan nogle patienter, men det har været sporadisk.

- Det bliver tilsyneladende ikke opdaget, at det har noget med paraffinolie at gøre. Det er i hvert fald vores gæt.

- Når du er begyndt at få de her patienter, så vil du opdage, at du vil se dem på gaden. Du vil se dem. Du vil simpelthen se dem.

I Anti Doping Danmark troede man først, at det var i små, lukkede kredse - "en subkultur i en subkultur" - at nogle skød paraffinolie i musklerne for at øge volumen.

Det fortæller Malene Radmer Johannison, der er seniorkonsulent og ansvarlig for forebyggelse inden for fitness og folkesundhed i Anti Doping Danmark (ADD).

- Vi er meget overraskede over, hvor mange Ebbe Eldrup har i sit system. Jeg havde aldrig troet, at der tilsyneladende er så mange, der gør det eller har gjort det, siger hun.

Det var mellem 2010 og 2012, organisationen første gang hørte på vandrørene i danske fitnessmiljøer, at olieindsprøjtninger var noget, der fandt sted.

Det var dengang ADD's indtryk, at olieindsprøjtninger blev brugt blandt bodybuildere, der stillede op i konkurrencer, som en slags fintuning – mindre indsprøjtninger – der kunne være en hurtig vej til flotte, symmetriske muskler.

Men brugen af olie var et meget tabuiseret emne i de kredse, fortæller Malene Radmer Johannison.

- I nogle lukkede fora talte man åbent om steroider, men selv dér var det mit indtryk for år tilbage, at olieindsprøjtninger var noget skamfuldt. Det var snyd. Så det talte man ikke særligt højt om. Men der var nogle, som gjorde det i et omfang, hvor det var meget tydeligt, og de blev ofte udskammet på de her fora.

ADD arbejder almindeligvis med forebyggelse og kontrol af brugen af stofferne på dopinglisten som for eksempel anabole steroider. Selvom paraffinolie er sundhedsskadeligt, optræder det ikke på dopinglisten, da det ikke er præstationsfremmende eller "i strid med god sportsånd".

Men Anti Doping Danmark arbejder alligevel med at oplyse om farerne ved paraffinolien, når de af og til får adgang til for eksempel fængsler.

Og organisation håber, at omtalen af fænomenet kan give mere viden om, hvor og hvordan brugerne bliver inspireret til at injicere olien, hvor meget de ved, og i hvor stort omfang det finder sted. Det har betydning for, hvordan ADD kan arbejde med at forebygge det.

- Mange af dem, der bruger anabole steroider, kender godt risikobilledet, men de gør det alligevel. Spørgsmålet er, om folk også kender risikoen ved injektion af olie, eller om de bare håber på det bedste, når de sprøjter paraffinolien ind, siger Malene Radmer Johanisson.

I hjemmet i Thorsminde tager Henning Juncker imod Avisen Danmark iført en kortærmet T-shirt. Overarmene er bulede og deforme dér, hvor paraffinolien har samlet sig i hårde klumper under huden. Han kan ikke strække armene helt ud.

På venstre biceps er der tre små sår. Her pibler der olie ud. Ved lædersofaen i stuen finder Henning Juncker en kasse frem med forskellige remedier til at rense sår og binde det ind. Med gazebind dupper han sårene tørre.

Normalt er der bandage omkring, fortæller han, men i dagens anledning har han undladt at dække sårene til, så man kan se det.

En åben dør til et børneværelse giver et kig ind til alskens legetøj, der har været i brug. En grøn John Deere-mejetærsker står parkeret på gulvet. For Henning Juncker er det noget af det sværeste: at hans sygdom har påvirket hans tre sønner, især den yngste på fire år.

- Det, der har været værst for mig, er, at jeg har en søn på fire år, som jeg aldrig har kunnet løfte. Jeg har ikke kunnet gå rundt med min søn i armene.

Henning Juncker fortæller, at han har fået at vide, at han formentlig ikke har mange år tilbage at leve i.

- De sagde til mig inde på sygehuset, at jeg skulle ikke regne med at se min søn blive konfirmeret. Jeg er ked af det overfor min søn og min forlovede. Selvfølgelig var det hårdt at få det at vide. Men jeg har det fint med det i dag. Det er mig selv, der har sat det her i gang, og den straf må jeg tage.

- Det er også derfor, jeg står frem nu. Så andre ikke er lige så dumme som mig og skal have den samme straf.

Hans forlovede, Marianne Kastberg Nielsen, bakker op om budskabet.

- Der kommer altså også en dagligdag og et familieliv bagefter, og det glemmer man. Der er en regning, der skal betales. Og det er ikke det værd, siger hun.

Henning Juncker fortæller, at han blev introduceret til paraffinolie i rockermiljøet, da han var omkring 40 år. Han ønskede ikke at tage anabole steroider, også kaldet væksthormoner, men ville gerne være større.

Paraffinolien blev fremstillet som en harmløs "mirakelløsning", der kunne give en bugnende overkrop og bagefter ”pisses ud”, fortæller han.

Første gang kostede indsprøjtningerne cirka 700 kroner og foregik i et køkken. Han fik omkring 70 sprøjter med paraffinolie ind, mindes han.

- Det gav mig et sus, at jeg blev større. Især i rockermiljøet gider man ikke være den mindste. Det gav mig selvtillid.

Han vurderer selv, at han i alt har fået omkring 1,6 liter olie injiceret.

For Henning Juncker gik der otte år, før paraffinolien begyndte at volde ham problemer med helbredet. På det tidspunkt var han ude af rockermiljøet, understreger han.

I dag lever Henning Juncker med massive smerter. Især i den venstre arm, hvor olien pibler ud fra sårene, er der konstant smerter, der stråler ud, fortæller han.

- Jeg har det som om, at armen har taget magten fra min krop. Man siger, man har kun ondt ét sted. Det vil jeg give folk ret i. Jeg kan skære mig selv i fingeren uden at opdage det, fordi jeg har så ondt i armen.

Morfin og andet smertestillende må han tage dagligt sammen med en lang række andre medikamenter, herunder binyrebarkhormon, der holder betændelsen nede.

Henning Junckers største ønske er at få opereret paraffinolien væk. Men det har lægerne indtil videre sagt nej til.

- De er ræd for at gøre større skade, men det er vi ikke. Vi vil hellere have, de laver skade, end at de ikke gør noget, siger Henning Juncker.

Henning Juncker er patient hos overlæge Ebbe Eldrup, og han forklarer, at at det vil kræve en "meget tricky" operation at fjerne olien i Henning Junckers arme. Derfor er operationen blevet afvist af hans kirurg-kolleger. Ebbe Eldrup kalder det "meget ulykkeligt".

- Vi kan ikke operere ham. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre rent teknisk.

- Henning har jo virkelig svære handicap af det. Men man skal også huske på, at ved en operation skal der jo være noget hud, der kan dække det, og som kan hele op. Man kan ikke bare efterlade det, så det forrådner, fordi der ikke kommer blodforsyning ind, siger Ebbe Eldrup.

Overlægen fortæller, at mange af patienterne med paraffinolie ligesom Henning Juncker forventer, at de kan få opereret olieknuderne ud af armene. Men det er kun få, der tilbydes en operation.

- De fleste tror jo helt fejlagtigt, at når man har sprøjtet olie ind, så ligger der bare sådan en sø af olie derinde, og så kan man bare trække det ud igen. Det kan ikke lade sig gøre, siger han og understreger, at operationen er langt mere omfattende og risikabel.

Men samtidig kommer lægerne også til kort. For i og med, at sygdommen er ny, er kendskabet til den bedste behandlingsform også begrænset.

- Vi følger de patienter, der er blevet opereret. Men det er ikke overbevisende, entydige resultater, vi får. Hos nogle virker det vanvittigt godt, hos andre virker det slet ikke.

I stedet for operation er der mulighed for behandling med medicin, primært i form af høje doser binyrebarkhormon til at slå betændelsen ned og skåne organerne. Det kan suppleres med en anden type af medicin, som normalt gives til patienter, der har fået en nyretransplantation, for at forhindre afstødelsen af nyren, fortæller Ebbe Eldrup.

- Det har vist sig, at det også kan holde betændelsen nede. Men det ser ud til, at det er en livslang behandling, siger han.

Tilbage i Thorsminde håber Henning Juncker, at hans historie vil tjene til skræk og advarsel for andre i fremtiden. I lokalområdet ved han, at det stadig sker, at unge mænd får sprøjtet paraffinolie ind i armene.

- At de unge mennesker stadigvæk gør det, det gør sgu ondt at se. Jeg ved, hvor mange problemer jeg selv har haft. Jeg håber fandme, at det her (artiklen og dokumentaren, red.) hjælper.

Caspar Erics digte er både korte og lange, men altid præcise. Han behøver ikke mange ord for at sætte en stemning og slå en pointe, men når han taler, er det i insisterende, indignerede og uafbrydelige strømme.

Det er let at blive revet med - både når man læser og hører ham. For han har vid og bid. Og han er engageret.

Caspar Eric er utilfreds med den måde, handicappede behandles i Danmark. Hans kritik handler ikke blot om for få ressourcer i form af penge og hjælp, men især om den måde, vi tænker om hinanden på.

Hans finpudsede argumenter er lette at slå sig på, hvis man er nærtagende og ikke bryder sig om at få udfordret sin vanetækning.

Man kan for eksempel lige så godt opgive at begynde at fable om, at man da sandelig ikke lægger mærke til, at han humper. Den slags behagesyge giver han ikke noget for. Man skal heller ikke lede efter taknemmelighed over at bo i et velfærdssamfund. Og når det kommer til handicappede som ressourcepersoner, tænker digteren på en anderledes måde.

Vi er mødtes på en cafe tæt ved Istedgade i København for at tale om hans nyeste digtsamling "Nye balancer". En samling, han har genrebetegnet som handicapdigte.

Caspar Eric, der har cerebral parese - spastisk lammelse - har på forhånd sonderet det fysiske terræn - både kantsten, skæve fliser, trapper og alt det, der kan få ham til at falde. Han har også sikret sig, at der er plads i cafeen, for kræfterne rækker ikke til at gå forgæves alt for langt.

Sådan er det at være handicappet. Man skal være forberedt på alt, fortæller han. Fra elevatorer, der ikke virker på stationerne, til busser, en kørestol ikke kan komme ind i. Forhindringer, som er med til at tappe handicappedes kræfter.

Det betyder, at de bliver gode til at strukturere og især til at være kreative og tænke ud af boksen. De ved, at alt kan ske.  Derfor vil handicappede være en gave på arbejdspladserne og også i mange andre sammenhænge.

- Det er en god idé at spørge os, hvordan vi skal løse klimakrisen, for vi er vant til at leve i en verden, hvor vi ikke kan alting. Når folk har svært ved at møde klimakrisen, er det, fordi de gerne vil gøre noget - bare ikke lægge deres liv om.  Men alle har brug for at forberede sig på en verden, der ikke bliver nem at leve i, og her er vi en kæmpe kreativ ressource, siger Caspar Eric.

- Vi er et reservoir af erfaringer, der ikke bliver brugt.

De handicappede var for eksempel omstillingsparate under coronakrisen.

- Det sjove er, at vi alle de seneste 20 år er blevet tudet ørene fulde med, at vi skal være omstillingsparate, fleksible og mobile. Men så skulle danskerne tage et mundbind på i den offentlige transport, og det følte folk som et overgreb. Efter det kan I aldrig mere sige til handicappede, at de skal lade være med at putte sig selv i offerrollen. Eller spørge handicappede om, hvorfor de ikke bare kan gøre dit og dat.

- De handicappede klager næsten aldrig. Heller ikke, selv om de bliver holdt ude fra arbejdsmarkedet, bliver tæsket i skoletiden eller får PTSD af ikke at få den hjælp, de er berettiget til. Men de normalkroppede knækkede efter fem minutter på Næstved Station.

Normalkroppede?

- Det er bare et ord.

Et ord af mange. Caspar Eric lever op til sin egen beskrivelse af mange handicappede, for han siger, at de har et enormt kontrolbehov, og at det også gælder samtaler.

- For så kan vi styre, hvad der bliver sagt. Være dem, der får lov at bestemme. Vi har været i så mange situationer, hvor vi har følt os ude af kontrol, og hvor vi potentielt set kunne falde ud som den mærkelige, fortæller han.

Ressourcer eller ej. At have værdi som menneske må ikke kun handle om at være en del af de arbejdende og skattebetalende tandhjul, mener digteren.

- Det er en farlig tankegang, at man kun er noget værd, hvis man kan bidrage til samfundet. For hvad betyder det for et menneske, som ikke kan tage et arbejde?

At det menneske ikke har værdi?

- Og endda er en udgift. Engang blev handicappede tvangssteriliserede. I dag tænker folk om handicappede, at de er minusmennesker - uden at være rigtigt bevidste om hvorfor. Men tankegangen stammer helt tilbage fra K.K. Steincke, der inspirerede nazisterne.

Man stjal folks barndom for at proppe dem ind i en gående normalitet.

En normativ lykke. En genkendelig form.

Der fandtes bogstavelig talt kasser man blev placeret i

som tvang benene ind i en mere ‘rigtig’ position.

Det var nemmere at skære i os end at skære afskyen ud af verden.

I bedste mening, i bedste mening.

Engang blev vi sendt ud i moserne, nu bliver vi sendt til institutionerne.

I 1920’erne skrev K.K. Steincke om eugenikken og velfærdsstaten:

For at det offentlige kunne yde den bedste pleje for flertallet

måtte vi samtidig begrænse de værste skavanker i folkelegemet.

Man ville bogstavelig talt udrydde os som en omsorg.

Hvis liv bekræfter det livsbekræftende handicap?

Hvem er det i sidste ende vi skal lave vores øvelser for?

På en massagebriks på en badmintontræningslejr:

her mærkede jeg for første gang den nænsomhed man kan røres med.

Ikke altid at være et projekt der skal fikses.

ikke altid at blive forstået for sin mangel. ( Uddrag af "Nye balancer")

Casper Eric beskriver også ofte sit handicap som en skævhed.

"Men jeg er også bare træt af virkelighedens skævhed. At vi kun må tale om smerten, hvis vi kan transformere den til en køleskabsmagnet. Jeg drømmer om, at vi en dag kan blive set på som noget smukt." (Uddrag fra "Nye balancer".)

Det med køleskabsmagneten handler om forventningerne til, hvordan handicappede må tale om netop deres handicap.

- I medierne ser vi altid den, der klarer den - den smukke livsbekræftende historie. Eller også ser vi en dokumentar om aktiv dødshjælp, hvor vi græder, fordi den handicappede, der dør, nu er et bedre sted. Så når du spørger mig, hvorfor jeg har skrevet den her bog, så ligger der en forventning om, at jeg har skrevet den for at få det bedre eller sådan noget. Men jeg skriver digte om det, det er vigtigt at tale om. Og lige nu synes jeg, det er vigtigt at tale om handicappede i vores samfund.

Fordi?

- Fordi det står dårligt til med handicapforvaltningsområdet i Danmark. I marts 2022 kom en rigsrevisionsrapport, som var en sønderlemmende kritik af forvaltningsområdet. Og næsten ingen har talt om den, og den har haft nul konsekvenser.

- Vi lever i et samfund, som systematisk diskriminerer handicappede. 15 års brud på serviceloven. Hvordan kan det ske, uden at nogen bliver vrede over det?

-  Jeg er blevet tæsket i byen og i skolen. Jeg er blevet smidt op i et pissoir. Der er sket alle mulige ting for mig, som ikke sker for alle mulige kroppe.  Hvem er det, som også bliver ramt af fremdriftsreformen,  uden vi rigtig taler om det? Det er alle dem med handicap. De kan ikke længere tage en uddannelse, som de plejede at kunne tage. Fordi de ikke må tage de pauser, de har brug.

- Og hvem er det, der bliver tilbudt førtidspension, inden de overhovedet er gået ud af gymnasiet? Jamen, det er også de handicappede. Og det har noget at gøre med, hvad vi alle forventer af en handicappet person. Og når man forventer meget lidt, så får man også meget lidt igen.

- Og samtidig er der al den diskrimination, der handler om, at når nogle handicappede snakker om et eller andet, hvor de har det hårdt. Så siger folk: Bare lad være med at være et offer.

Caspar Eric kan trods en venlig attitude og rolig stemmeføring ikke skjule vreden. Prøver formentlig heller ikke på det og fortsætter i stedet sin talestrøm:

- Diskriminationen er så gennemsyrende i vores samfund, fordi den handler om, hvordan vi overhovedet tænker begrebet og det at leve med et handicap. Vi tænker: "Du skal også bare være glad for at være her. Og du skal være glad for, at du får lidt hjælp." Selvom vi samtidig går og siger til os selv, at ingen kan gøre for, hvis de bliver født med et handicap. Men alle bliver ramt af et handicap, hvis de lever længe nok. Mange af dem får angst, når kroppen ikke længere kan alt det, den kunne. Men så kan man jo spørge nogle handicappede, hvordan de har klaret det altid.

- Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil forandre bevidstheden om handicappede. Jeg vil forandre realpolitik. Jeg vil forandre måden, vi snakker om det på, og jeg vil forandre, hvilke historier der får lov at komme frem, når det handler om handicappede. Handicappede udgør ret konstant 15 procent af den danske befolkning, men deres trivsel er gået tilbage de seneste 30 år. Det er for dårligt Og det er også for dårligt, de normalkroppede ikke hjælper med at forbedre forholdene.

- Jeg prøver på at være forstående over for de magtfulde. At tro på, de undlader at handle, fordi de ikke ved bedre. Ellers er det bare fucking ondt!

Caspar Eric har også skrevet sine nye digte for at give os et vindue til sin og andre handicappede danskeres verden. Men også fordi, han er i en brydningstid, og det kalder på digte, når man er en ægte poet. Brydningstid, fordi hans 35-årige krop ikke kan blive ved med at kompensere for de medfødte skavanker, og det betyder, at fremtiden meget hurtigt kan indbefatte en kørestol.

"Vi udfører et konstant og privat omsorgsarbejde. Og samtidig benægter vi, at det arbejde finder sted. Tager ikke de pauser, vi har brug for. Måske også fordi vi har fået at vide hele livet, at det fineste er, hvis man ikke lægger mærke til vores handicap." (Uddrag af "Nye balancer").

Ifølge Caspar Erik er handicappede opdraget til at skjule deres handicap. For det flotteste, de kan gøre, er at passe ind i det normale og opnå komplimenter som "jeg har slet ikke lagt mærke til, at du er handicappet".

- Det er her, ensomheden kan komme ind. Min bog beskriver nogle af alle de små strategier og finter, vi går og gør for at passe ind. Nu lægger jeg dem frem.

Hvordan vil du gerne have, at jeg ser på dig?

- Det, du spørger mig om, er, hvordan jeg kan hjælpe dig, så du får det bedre. Det er en enormt medmenneskelig og dejlig reaktion. Men det handler ikke om, at jeg skal få det bedre. Det er dig, jeg prøver at hjælpe, så du kan forstå, hvordan sådan nogen som mig har det. For hvis du forstår det, vil der være noget, du vil forstå inde i dig selv, som gør det nemmere at være dig. Ikke?

Et af de særligt hjerteskærende steder i "Nye balancer" er, da Caspar Erik beskriver sig selv som noget, det er umuligt at drømme om.

Men hvad drømmer han selv om?

Blandt andet, at handicappede ikke får at vide, at de skal drømme realistisk og sætte forventninger ned.

- Hvis en handicappet fortæller dig, at han gerne vil være skuespiller, hvad er så din umiddelbare indre reaktion?

At det bliver svært.

- Præcis. Fordi vi tænker, at det bliver svært, så bliver det svært. Det er vanskeligt at få folk til at indrømme, hvad du lige har gjort, men vi er alle opdraget med det normale blik. Og det kommer til at tage lang tid at flytte det.

- Jeg drømmer om handicappede chefer, journalister og skuespillere. Om handicappede på en catwalk. På en måde er det, jeg siger, også bare, at jeg drømmer om ligestilling. Jeg håber, at der kommer et handicappet svar på feministbevægelsen.

Caspar Eric: "Nye Balancer". Udkommet på Gyldendal.

Vi husker lyden af de første eksplosioner fra morgennyhederne. Billederne af bilkøer med helt almindelige familier, der tidligt om morgenen flygtede ud af Kyiv.

I næste uge, den 24. februar, rammer vi årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

En afslutning af krigen er svær at få øje på. Det samme er visse danske virksomheders nedlukning på det russiske marked. Årsdagen vil derfor kaste nyt lys på erhvervslivets etiske ansvar, når verden bryder i brand.

Masser af virksomheder har for længst trukket sig ud, hvad enten det er Jysk, der hurtigt lukkede sine butikker, eller industrikoncernerne Danfoss og Grundfos, der efter juridiske tovtrækkerier lykkedes med at sælge deres russiske virksomheder til deres lokale ledelse.

Til gengæld er der virksomheder, der stædigt holder fast - eller skynder sig så langsomt, at de reelt ikke synes på vej ud af Rusland.

Heller ikke selvom den danske ambassadør i Moskva, Jakob Henningsen, kraftigt har opfordret virksomhederne til at forlade landet. Nu. Årsagen er de massive våbenleverancer fra Vesten til Ukraine, der gør russerne vrede og fremover skaber endnu dårlige vilkår for virksomheder fra såkaldt ”uvenlige” lande - herunder Danmark. Det har ambassadøren fortalt i et interview til Detailwatch.

Lad os se på tre af de virksomheder, der holder fast:

1. Ecco

Den familieejede skokoncern fra Bredebro formodes stadig at sælge masser af sko i de mange Ecco-butikker i Rusland. Topchefen, græske Panos Mytaros, har ikke sagt et ord om Rusland siden marts sidste år. Alle forespørgsler om interview afvises - og vi spørger jævnligt. Vi vil tale med ham om Eccos bevæggrunde for at holde fast i at sælge varer i Rusland samt konsekvenserne (eller mangel på samme) for salg og omdømme.

Får man hul igennem til Eccos bagland, kan man godt få noget at vide. Ingen vil lægge navn til. Men de føler sig uretfærdigt behandlet. Overtræder ingen sanktioner. Butikspersonalet skal høre på vrede kunder. Der har endda været eksempler på overfald og hærværk.

Der ser ud til at være to grunde til, at Ecco alligevel holder fast i Rusland.

For det første udgør Rusland en betydelig del af Eccos forretning. En nedlukning vil simpelthen koste et økonomisk tab, som Ecco ikke er klar til at sluge. Kort før invasionen investerede Ecco et milliardbeløb i Rusland, og russerne køber gerne de dyre sko med den højeste indtjening. Der er endda god plads på hylderne, efter at Adidas, Nike, Reebok og Puma for længst har trukket sig ud.

For det andet ser det ikke ud til, at Ecco bliver straffet for at blive i Rusland. Der er masser af Ecco-sko i de danske skobutikker. Hos Magasin kalder man det dog for et "afviklingssalg". Selvom kongehuset har slået hånden af sin hofleverandør, og politikere og den ukrainske ambassadør er vrede, så er salget muligvis slet ikke påvirket. Det bliver vi klogere på, når Ecco offentliggør sit regnskab for 2022.

2. Carlsberg

Danmarks globale ølgigant nåede lige akkurat at meddele en tilbagetrækning fra Rusland, inden Ukraine - med præsident Zelenskyj i spidsen - stod klar med en forbrugerboykot af de danske øl. Det var i marts sidste år.

Men Carlsberg driver stadig sine bryggerier i Rusland med omkring 8000 ansatte. Den russiske forretning bidrog med et overskud på næsten to milliarder kroner til Carlsbergs aktionærer sidste år. Ja, det hele er sat til salg, men det er først nu - et år senere - at Carlsberg begynder at lede efter købere. Det kom frem i sidste uge, da Carlsbergs hollandske topchef, Cees ’t Hart, gav interview til Børsen.

Samtidig talte han varmt om at få en tilbagekøbsklausul med i kontrakten, fordi Carlsberg gerne vil tilbage til Rusland engang. Og ovenikøbet vil han tillade, at en køber kan fortsætte med at brygge Tuborg og andre af Carlsberg internationale varemærker. Det vil nemlig være godt for salgsprisen. Men det vil også gøre det særdeles vanskeligt at mærke, at Carlsberg reelt tager konsekvensen af krigen og den ”menneskelige tragedie”, som Cees ’t Hart ”fordømte kraftigt” tilbage i marts.

- Der kan godt sidde nogen, som får den tanke, at Carlsberg vil forhale processen, fordi de håber på, at der kommer en fredsløsning inden så længe, sagde Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, i podcasten Erhvervsklubben i torsdags.

3. Rockwool

Isoleringsvirksomheden Rockwool har næppe tabt kunder, fordi virksomheden stædigt holder fast i sine fire fabrikker i Rusland. Få nærer stærke forbrugerpolitiske følelser for den stenuld, der køres ud på store paller til byggepladserne.

Samtidig har Rockwool argumenteret vedholdende for, at det vil være tåbeligt at forlade fabrikkerne i Rusland og forære dem - og Rockwools patenterede teknologier - til tilfældige russiske oligarker. Derfor kører fabrikkerne videre under lokal ledelse og Rockwools ejerskab.

I sidste uge satte ledelsen for første gang ord på, hvad der kan få Rockwool til at ændre holdning.

- Der er selvfølgelig nogle røde streger som f.eks. et atomangreb og krig på grund af Nato-ekspansion, sagde Rockwool-topchef Jens Birgersson i et usædvanligt interview til Børsen.

Det er sjældent, man hører en virksomhedsleder, der kaster sig ud i en gradbøjning af militære handlinger.

Det er her, vi står. Mens mange virksomheder har talt højt om, hvordan de hurtigt trak sig ud af Rusland, er der en meget stor underskov af erhvervsledere, der enten holder mund eller formulerer sig mere eller mindre vellykket om deres fortsatte business i det krigsførende land.

I januar udgav forskere fra to schweiziske universiteter en videnskabelig undersøgelse om, hvordan vestlige virksomheder har reageret på krigen i Ukraine. Resultatet vil overraske mange:

I alt er det under ni procent af virksomhederne, der har droppet deres forretninger i Rusland. Danmark fremhæves som ét af de lande, hvor markante virksomheder holder fast.

Det vidste vi godt. Men vi mangler stadig at forstå, hvorfor Ecco-familien tåler at levere russernes fodtøj, Carlsberg brygger øllerne til den tørstige russiske hær, og Rockwools isoleringsmaterialer dukker op på byggepladserne, hvor russiske arbejdere forsøger at genopbygge den udbombede ukrainske by, Mariupol.

Digital fritagelse: Landets første digitaliseringsministerium var knap oprettet, før digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) var klar med et lovforslag, der skal gøre det lettere for digitalt udsatte at blive fritaget for digitale selvbetjeningsløsninger.

Loven vil sikre, at hvis man først er fritaget for at bruge Digital Post som eksempelvis E-boks, så skal dét kriterium alene være adgangsbillet til, at man også automatisk kan blive fritaget fra andre digitale selvbetjeningsløsninger. De kan blandt andet være at søge boligstøtte eller skifte adresse digitalt via borger.dk.

Og det er alt sammen meget godt, at ministeren nu bevæger sig ind på et område, der længe har været overladt til Borgerservice, familiemedlemmer og frivillige i IT-caféer at løse. Nemlig at række en hånd ud til de borgere, som ikke kan eller ønsker at være en del af den ellers obligatoriske offentlige digitalisering.

Problemet er bare, at lovforslaget kun kradser i overfladen af problemets omfang eller så at sige forsøger at skyde en elefant med papirflyvere. Det fremgår af flere høringssvar indsendt i forbindelse med lovforslaget.

Den juridiske tænketank Justitia mener, at lovforslaget ikke lever tilstrækkeligt op til sit eget formål, da flere borgere, end de 7,5 procent, der i dag ifølge Digitaliseringsstyrelsen er fritaget for Digital Post, har brug for hjælp.

- Mens Digitaliseringsstyrelsen har anslået, at en femtedel af befolkningen er digitalt udsatte, mener vi, at det nærmere er en fjerdedel, fordi der er et stort mørketal. Derfor er mange borgere slet ikke omfattet af lovforslaget, og de har en svækket retssikkerhed, når det gælder digitale løsninger, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i Justitia.

Samme melding kommer fra landsorganisationen Danske Ældreråd, der rådgiver kommunerne om ældrepolitik.

- Det er et godt skridt, men der skal meget mere til for at omfavne hele gruppen på næsten en fjerdedel. Og så skal man huske, at der findes borgere, som gerne vil fritages for digital selvbetjening, men som samtidig er trygge ved og vil bibeholde Digital Post. De skal igennem de nuværende regler, der er meget omstændelige, siger Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd.

For hvis man er fritaget for Digital Post får man ganske givet med lovforslaget argumenter for at slippe for borger.dk og andre digitale løsninger, men man skal stadig søge fritagelse for hver gang, man støder på en service, man vil have et analogt alternativ til. Det kan give et stort arbejde, når der findes 2000 forskellige slags digitale selvbetjeningsløsninger fordelt på forskellige myndigheder og udbydere.

- Forslaget lægger op til, at man fortsat skal ind for hver enkelt løsning og søge om undtagelse. Og der synes vi, det ville være nemmere, hvis man kunne lave en enkel, generel fritagelse, siger Louise Holck, der er direktør i Institut for Menneskerettigheder.

Institut for Menneskerettigheder mener derfor, at der fortsat skal arbejdes på at sikre, at borgere ikke hægtes helt af samfundet i takt med øget digitalisering. Foreningen Ældre Sagen peger også på, at loven mere har fokus på at lette en byrde for myndighederne fremfor hos borgerne.

- Ét objektivt kriterium for fritagelse letter den administrative byrde, men det er stadig en byrde for den enkelte, at fritagelsen ikke skal gælde på tværs af myndigheder, skriver foreningen i sit høringssvar.

Tænketanken Justitia udgav sidste år rapporten 'Retssikkerhed for digitalt udsatte borgere', hvor de slår ned på, at en del borgere slet ikke er i stand til at ansøge om fritagelse. Og det hænger også dårligt sammen med, at de selv skal have et overblik over, hvad de vil fritages for.

- For nogle, er det måske kun kortvarigt, man ønsker fritagelse, hvis man eksempelvis bliver sygemeldt med stress. Det er endnu en gruppe, som under normale forhold typisk er digitalt stærke og bruger Digital Post, men som i perioder kan være digitalt udsatte og som ikke har overskud til at tage stilling til fritagelse fra de hundredvis af løsninger, siger Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia.

Udover at Marie Bjerres første lovforslag rammer en for snæver målgruppe, er der især et andet punkt, som går igen i de høringssvar, Avisen Danmark har set. Det er nemlig langt fra altid, at borgeren kender alternativet til digital fritagelse. De ved altså ikke, hvad de søger om i stedet, når eller hvis de fritages.

Institut for Menneskerettigheder beder derfor i sit høringssvar Digitaliseringsministeriet om et overblik over alternativer til fritagelse.

- Der er ikke nogen ensretning for, hvad man så gør. Nogle gange er det en papirblanket, mens du andre gange skal møde fysisk op. For personer, der er omfattet af FN's Handikapkonvention, er der særlige krav til alternativer, så der vil vi især gerne have et bedre overblik over deres muligheder, siger direktør Louise Holck.

Danske Ældreråd efterlyser også større gennemsigtighed omkring de analoge alternativer, så man på forhånd ved, hvad man får i stedet for det digitale valg.

- I dag er det svært som borger at se, hvilke analoge alternativer der findes, og det er meget underligt i sig selv, siger Inger Møller Nielsen fra Danske Ældreråd.

I Ældre Sagens høringssvar kalder man "retten til fratagelse illusorisk", når der ikke er klarhed over andre veje at gå end de digitale selvbetjeningsløsninger.

- Der er nogle løsninger, hvor der ikke er et analogt alternativ, og det giver sig selv, at det er problematisk, for så kan man jo reelt ikke blive fritaget, siger Justitias vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson.

Lige så glade de forskellige aktører er for, at det nu bliver en smule lettere at fritage borgere for digitale services, lige så trætte er de af, at det er nødvendigt.

- I stedet for at udvide det her område med fritagelse, burde man lave nogle digitale løsninger, som var enklere at bruge. Det gør man ved at inddrage borgerne i udviklingen af de her IT-løsninger, siger Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder.

Danske Ældreråd håber også, at den nye SVM-regering vil have fokus på tidligere borgerinddragelse. De peger på, at det ikke altid giver mening at digitalisere. En holdning, tænketanken Justitia bakker op om.

- Det allerbedste ville være, at vi ikke havde obligatorisk digital selvbetjening, men at man i stedet gjorde det til et tilbud, så man ikke skulle kæmpe for fritagelse. Men jeg tror faktisk, at rigtig mange ville vælge digitaliseringen til, fordi mange gerne vil og finder det lettere at være digital, siger Birgitte Arent Eiriksson.

Digitaliseringsministeriet oplyser til Avisen Danmark, at digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) aktuelt er i gang med at skabe overblik over høringssvarene, og at hun nu ser frem til det videre arbejde, der skal munde ud i fremsættelse af et lovforslag.