Sundhed: Da nu 63-årige Hanne Hjardemaal var i slutningen af 40’erne, begyndte hun at mærke, at det gjorde ondt i hendes højre knæ.

I starten var det ikke noget, der bremsede hende.

Men det blev værre og værre med årene.

- Bare det at gå op til fjerde sal, hvor jeg bor, var så smertefuldt, at jeg var nødt til at have godt fat i gelænderet for at komme op, siger hun.

Efter otte år med tiltagende smerter i både højre og venstre knæ blev hun henvist til et privathospital, hvor hun fik lavet en MR-scanning. Her lød beskeden fra lægen, at slidgigten havde ædt brusken i højre knæ op, så der ikke var mere tilbage.

Der var ikke meget andet at gøre end at operere, lød det fra lægen. Men hun kunne jo forsøge sig med noget træning, før det måtte gå så vidt.

Det gjorde hun. Siden har der ikke været grund til at operere.

Men det er ikke alle kronisk syge, der gør eller kan, som Hanne gjorde med sin slidgigt.

På bare 15 år er antallet af borgere, der bliver indlagt på hospitalet med diabetes, KOL, slidgigt eller anden kronisk sygdom, steget med 34 procent.

Ser man alene på muskel- og skeletområdet, er stigningen voldsom.

Fra 2005 til 2021 steg antallet af hospitalspatienter med slidgigt med 50 procent, mens antallet af patienter med knogleskørhed steg med hele 200 procent i samme periode.

Det viser en ny analyse, som Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, har lavet.

I 2021 var næsten 400.000 patienter med én eller flere af 12 udvalgte kroniske sygdomme i kontakt med hospitalet, svarende til mere end syv procent af befolkningen.

Ifølge Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune og formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, bruger vi ikke samfundets ressourcer rigtigt, når så mange kommer på hospitalet.

- Forebyggelse burde være i langt større fokus, og vi burde være bedre til at hjælpe borgerne til at leve et godt liv med deres sygdom. Det kalder på forandring og handling i hele sundhedsvæsenet, siger hun til Momentum.

Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen, kalder udviklingen for ”en tikkende bombe” under sundhedsvæsenet.

- Antallet af mennesker, der bliver ramt af slidgigt, vil kun stige. Det viser både KL’s undersøgelse og vores fremskrivninger tydeligt, siger hun til Avisen Danmark.

Fremskrivningerne, direktøren henviser til, anslår, at Danmark vil se en stigning i antallet af borgere med slidgigt på 34 procent fra 2013 til 2050. I dag har over 300.000 danskere fået stillet diagnosen.

Mette Bryde Lind peger også på, at der gemmer sig et stort potentiale i en større forebyggende indsats.

- Kun hver tredje patient, som bliver henvist til hospitalet, har fået tilbudt den patientuddannelse og træning, som Sundhedsstyrelsen ellers anbefaler, før de bliver sendt videre til operation. Så rigtig mange skulle jo slet ikke være henvist til sygehuset, før de havde været gennem sådan et forløb. Både for patienternes egen skyld, men også fordi vi har et presset sundhedsvæsen i forvejen, siger hun.

Da Hanne Hjardemaal havde været i MR-skanneren, foreslog lægen, at hun kunne prøve at starte et GLA:D-forløb. Det havde hun faktisk hørt om før gennem nogle kolleger, så det ringede en klokke.

- Det blev jeg nødt til at prøve, inden jeg gik den mere drastiske vej med en operation. Jeg ville så gerne på den her cykeltur i New Zealand, som jeg havde fået orlov fra arbejde for at tage af sted på. Så det var bare med at komme i gang med træningen, fortæller hun.

GLA:D står for Godt Liv med Artrose i Danmark og er et forløb med både patientuddannelse og træning, der skal give patienter med slidgigt i knæ og hofter eller længerevarende og tilbagevendende rygsmerter evner til selv at håndtere deres smerter ved hjælp af træning.

Det er udbredt til hele landet, og over 60.000 personer med slidgigt i knæ eller hofte har deltaget i et forløb, men det er kun hver fjerde kommune, der tilbyder det. Resten er privatpraktiserende fysioterapeuter, hvor man selv må betale for forløbet.

- Det er der mange, der ikke har råd til. Så mens det er gratis at blive opereret på et sygehus, koster det i mange tilfælde penge at træne. Det skaber en ulighed i sundhed, fortæller Søren Thorgaard Skou, der er professor og forskningsleder i træning og sundhed ved Syddansk Universitet og Slagelse Sygehus.

Han har været med til at udvikle GLA:D og stået for udbredelsen af programmet.

- Når man har ondt, er vi oplært med, at man skal passe på og skrue ned for sin aktivitet. Hvis man har fået en akut skade og for eksempel slået knæet, mens man har dyrket sport. Har man haft langvarige knæsmerter på grund af for eksempel slidgigt eller ondt i ryggen, som rigtig mange mennesker lider af, er vejen frem ikke hvile og aflastning. Det er aktivitet og tilpasset træning, siger han.

Forskning viser, at to ud af tre patienter, der ellers ville få et kunstigt knæled gennem operation, kan udsætte det kirurgiske indgreb ved hjælp af træning, uddannelse og vægttab.

Og hvis man tilbyder 12 mennesker med moderat til svær slidgigt hjælp med træning, uddannelse og vægttab, er der kun én af dem, der skal undgå at få indopereret et kunstigt knæled, for at det kan betale sig for samfundet.

- Rigtig mange får det så meget bedre, når de har været gennem et forløb med træning og patientuddannelse, at de enten kan udsætte eller helt undvære det nye knæ eller den nye hofte, siger Mette Bryde Lind fra Gigtforeningen, der opfordrer alle kommuner til at hoppe med på vognen og tilbyde træning og uddannelse til blandt andet slidgigtpatienter.

Hanne Hjardemaal begyndte til GLA:D-træningen.

- Jeg var heldig dengang, fordi jeg havde en sundhedsforsikring gennem mit arbejde, der betalte en del af gildet. I mit nuværende arbejde møder jeg mange mennesker, der har været på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst, som også har slidgigt. Når jeg har fortalt dem om mine erfaringer med træningen, er det altid strandet på, at de ikke har råd til at gå til det. Det er jo sørgeligt, at det er penge, der skal sætte en stopper for det, siger Hanne, der arbejder som jobkonsulent i København.

Hun lagde også sin kost om og begyndte at styre uden om kulhydraterne, så hun tabte otte kilo. Nu kan hun holde de værste smerter i knæene fra døren, hvis hun sørger for at holde sig i gang ved at vandre eller cykle.

Og hun undveg operationsstuen.

- Jeg er ikke smertefri, men det er ikke så meget, at jeg bliver stoppet i at udleve min drøm, som er at have et aktivt liv. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg være nødt til at genopfinde mig selv.

- Det betyder alt for mig, at jeg ikke har så ondt mere. Jeg kan leve det liv, jeg gerne vil, uden at være fanget i min egen krop, siger Hanne Hjardemaal.

Fløjter man mon under arbejdet, når det består i at åbne et lig med en skalpel eller save toppen af kraniet af med en elektrisk sav?

Det er et af de spørgsmål, jeg har tænk mig at stille Hans Petter Hougen her i hans fine gamle villa i Gentofte. På stuegulvet i det ene hjørne står et ufærdigt byggeri af Duplo-klodser og dyr. Hougen er en bedstefar, der hygger og bygger med børnebørnene.

Men ved det ellipseformede spisebord er der sat kaffe over til en anden side af bedstefaren. Vi skal snakke om, hvorfor han tidligt i sin medicinske karriere valgte at beskæftige sig med døde kroppe frem for de levende patienter. Om hans frivillige arbejde som konsulent for stribevis af krimiforfattere. Og om, hvordan andre læger egentlig ser på retsmedicinere som ham.

Og så skal vi selvfølgelig snakke om hans bog, ”117 måder at dø på”, som udkommer på tirsdag. En bog, som tager læserne med ind i en verden, hvor døde kroppe fortæller sandheden, når politiet skal finde brikker og lægge det puslespil, der gerne skulle føre til en fældende dom over en morder eller voldsforbryder.

Som professor i retsmedicin ved Hougen nemlig alt om, hvad mennesker dør af, og hvordan vi slår hinanden ihjel. Han har obduceret 12.000 lig på stålborde og på mere interimistiske lejer rundt i verden i forbindelse med krige og katastrofer. Men det meste af karrieren var på Retsmedicinsk Institut i København, hvor han var i 30 år, indtil han gik på pension i 2018.

- Jeg holder mange foredrag, og folk er altid utrolig nysgerrige og stiller mange spørgsmål til retsmedicinerens rolle og arbejde. Derfor gav jeg mig til at skrive bogen, der giver svarene. Jeg gav mig selv opgaven at skrive en lærebog, som ikke er en lærebog. Folk gider ikke betale for en lærebog, de ikke skal til eksamen i, siger Hans Petter Hougen.

I den nye bog øser han ganske detaljeret af sin viden om død, forbrydelser og ondskab. Men først og fremmest om et fag og et håndværk, som har en dragende effekt på mange.

Hvorfor hedder bogen 117 måder at dø på. Er der 117 måder at blive slået ihjel på?

- Nej det er der ikke. Det er svært at sige præcist, hvor mange der er. Det var min redaktør, der fik ideen og sagde: Den skal da hedde ”117 måder at dø på”, og det blev vi enige om. Det er jo noget, man siger, når der er mange, og der er virkelig mange måder at dø på, siger Hans Petter Hougen.

I bogen opererer han med fem overordnede måder at slå ihjel på, som hver har en stribe ”undermetoder”. For eksempel kan det, han kalder ”skarp vold” være både snit, stik og hug, og våbenet kan have alle mulige forskellige udformninger og egenskaber, som kan skade kroppen på forskellige måder.

Hougen ved naturligvis ikke, hvor mange læsere der har lyst til at læse sig ind i fagligt nørderi om død og mord, men han ved, at interessen er stor.

- Der har længe været en enorm efterspørgsel efter krimier i både bøger, tv-serier og film. Og det ser ud, som om at det skifter, så folk nu er meget interesserede i true crime - altså de mord og voldshandlinger, der er sket i virkeligheden, siger Hans Petter Hougen.

Hvorfor er folk så voldsomt interesserede i virkelighedens drab og vold?

- Fordi det er anderledes end den virkelighed, man ellers er i. Danmark er jo et usandsynligt fredeligt land. Og så hænger det nok også sammen med, at vi er blevet stopfodret med det i fiktionens verden i for eksempel krimier. Det er lidt mere spændende, når det er sket i virkeligheden på en bestemt adresse i Nordjylland for eksempel.

Går man op ad trappen til første sal og gennem tørrerummet hjemme hos Hans Petter Hougen, kommer man ind i et lille aflangt rum, som er retsmedicinerens skrivehule. Her er hele den ene væg beklædt med bøger fra gulv til loft, og en stor del af dem er krimier. Bøger, som han har fået tilsendt af forskellige forfattere som en slags tak for hjælpen.

Hougen har nemlig klædt stribevis af krimiforfattere på ved at hjælpe dem med at gøre mordene og retsmedicinerens arbejde så realistisk som muligt.

- Jeg har vel snart hjulpet de fleste danske krimiforfattere, der er kommet til mig for at få råd. Jeg har nok kontakt til cirka 30 forfattere lige fra helt unge debutanter til de store navne.

Har du hjulpet Jussi Adler Olsen ? (den bedst sælgende danske forfatter, red.)

- Nej Jussi har jeg ikke, og jeg har heller ikke Sara Blædel. De får rådgivning andetsteds. Men de fleste andre har jeg forbindelse til, siger Hougen og nævner navne som Jesper Stein, Katrine Engberg, Julie Hastrup og Lone Theils.

- Da de første forfattere i sin tid begyndte at henvende sig, var jeg nærmest bare beæret over, at nogen var interesseret i mit fag. Jeg tager stadig ikke betaling for det. Jeg får en krimi, men ellers er det ren con amore, siger Hans Petter Hougen.

Det et er ikke kun forfattere, der har holdt møde med den pensionerede retsmediciner og professor om skudvinkler, kvælningsmetoder og andre mordmetoder. Også filmskaberen Lars von Trier har siddet sammen med Hougen hos Zentropa for at gennemgå en hel stribe mord, Trier havde planlagt. Altså filmmord til filmen "The house that Jack built" om en seriemorder, der ser sine bizarre gerninger som kunstværker.

Allerede tidligt i den medicinske karriere valgte Hougen at gå i retningen af retsmedicin og døde kroppe i stedet for at helbrede de levende. Hvorfor egentlig?

- Det var en dyb interesse i biologien i mennesker, der fik mig til at vælge patologien. Men der skete ikke så meget, så da jeg var med til at undersøge flygtninge, der havde været udsat for tortur, førte det mig ind i retsmedicinen. Jeg får en dyb faglig tilfredsstillelse af at være med til at løse mordets gåde og måske finde den puslespilsbrik, der kan ændre konklusionen. Det har altid fascineret mig, siger Hougen.

Den døde krop og dens læsioner rummer sandheden, mener han. Den kan for eksempel afsløre forskellen på et mord og et håndgemæng med knive. Eller om en person er død under en brand, eller om hun blev kværket, inden branden startede.

Hvad ville du være, da du var en lille dreng oppe i Oslo?

- Da ville jeg være nok være politimand eller brandmand som så mange andre. Senere har jeg både villet være økonom, ingeniør og tandlæge. Men jeg er rigtig glad for, at det blev retsmedicin. Der er så mange spændende facetter, siger Hougen.

Hvad tænker læger med andre specialer om jer retsmedicinere?

- De ser os enten som nogle lidt bizarre, dunkle typer, der kan sidde nede i hjørnet til en fest og drikke portere, blive småfulde og sige noget dumt for derefter at vakle hjem. Eller også tror de, vi er nogle kyniske sataner uden empati, fordi vi bare har set for meget.

Er I sådan?

- Nej. Sandheden er selvfølgelig, at vi er lige så forskellige som alle andre. Lige fra de værste festaber til de formelle introverte typer, der kigger ned i fortovet.

Hvor ligger du i spektret?

- Klart i den lyse ende. Jeg kender til ondskab og de mørke sider, men udenfor skinner solen, og mit liv handler også om glade børn, familie, restgæld, rudekuverter og P-bøder. Men vi retsmedicinere har alle én ting til fælles. Vi er meget bevidste om, at vi er her på lånt tid. Vi er ikke udødelige, og det bliver vi mindet om det hver eneste dag på jobbet.

Hvordan bliver du påvirket af at opleve onde handlinger på så tæt og fysiske en måde, som når du står der og undersøger lig eller mishandlede kroppe?

- Det er mit arbejde, og jeg ved godt, at det, jeg har beskæftiget mig med, er et forvrænget billede af virkeligheden koncentreret om livets skyggesider. Det er det, der gør mig mere opmærksom på solsiden. Men jeg er jo ikke nogen Superman, og jeg kan kan godt blive påvirket. Men vi er gode til at snakke med hinanden om det, og vi har også mulighed for psykologhjælp.

Hvad er det værste?

- Noget af det værste er at undersøge børn, der er blevet mishandlet eller dræbt. Jeg har også haft nogle meget barske oplevelser uden for landets grænser. Jeg har undersøgt lig fra mennesker, der er blevet tortureret til døde. Blevet brændt, har fået brækket arme og ben og ... jeg kan faktisk ikke lide at snakke om det.

Hans Petter Hougen fastholder dog, at det først og fremmest er et arbejde, og at der undersøges betydeligt flere levende mennesker end døde på de retsmedicinske afdelinger.

Kan man egentlig god fløjte eller nynne, mens man arbejder med en død person?

- Når vi arbejder, så står vi ikke og nynner, synger sange eller hører radio. Der skal ikke være en bedemandsstemning, men vi skal have respekt for de døde. Samme respekt som for de levende. Vi står ikke og fortæller den om nonnen og sømanden, men man kan godt snakke om, hvad man har lavet i weekenden.

I mange fag kan der godt være et frisprog, der ville være pinligt at få ud til andre. Sådan er det ikke hos jer ?

- Aldrig under arbejdet med døde. Men jo, til møder kan der godt være et frisprog eller en lidt rå stemning, som for udenforstående kunne virke upassende.

Når Hougen holder foredrag, er der altid én, der rækker hånden op og vil vide, om man kan lave det perfekte mord, som ikke kan opdages.

- Der er drabsmetoder, som kan være meget svære at afsløre, men jeg plejer at sige: Lad være - de finder alligevel ud af det, siger Hans Petter Hougen med et grin.

Kaffen er drukket, Hougen har lagt et snit i overfladen af sin enorme viden om, hvordan døden kan indtræffe og gøre et menneske til et lig. Men udenfor skinner solen, og næste gang er det måske børnebørnene, der kommer på på besøg og bygger med Duplo-klodser sammen med bedstefar.

Byggeri: Landets kommuner bliver ringere til at behandle ansøgninger til byggetilladelser til tiden. Det viser den seneste opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL).

Det betyder, at ventetiden i 2022 for at få afgjort en byggesag for halvdelen af sagerne er langt over den landsdækkende målsætning på 40 til 60 dage alt efter typen af byggeri.

På landsplan er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager steget fra 63 til 75 dage fra 2021 til 2022.

- Det ser værst ud i de kommuner, der i forvejen gør det dårligst. Oven i skal man endda indregne, at en række kommuner rent faktisk gør det fremragende med ultrakorte behandlingstider på en uge eller to – så et stigende gennemsnit viser, at det står sløjt til i de øvrige, siger Morten Frihagen, der er direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk.

Formand for KL's miljø- og klimaudvalg, Birgit Stenbak Hansen (S), vedkender sig de lange ventetider.

- Der er stadig for lang sagsbehandlingstid på byggesager i kommunerne. Det kan vi lige så godt stå ved, siger hun og forklarer:

- Det er ikke udtryk for nøl. Der har ikke været så meget byggeaktivitet siden 1972. Der er gang i den. Kommunerne er også kommet i bund med sagspukler - det er komplekse sager, der har været i gang i lang tid.

Birgit Stenbak Hansen forklarer desuden, at man i flere kommuner har svært ved at rekruttere byggesagsbehandlere. Ifølge formanden ser man typisk en lavere sagsbehandlingstid i de kommuner, der har prioriteret at have nok medarbejdere.

Og sagsbehandlingstiden svinger meget fra kommune til kommune.

I hovedstadsområdet tager det i gennemsnit fire måneder at få behandlet en byggesag. Omvendt er byggesagsbehandlingstiden kortest i Midt- og Vestjylland samt Sydjylland. Her tager det lidt over en måned at få behandlet en byggesag i 2022.

Stigningen til 75 dage i gennemsnit får Dansk Håndværk til at råbe vagt i gevær.

For når kommunerne snart også skal gennemgå og godkende et klimaregnskab for hvert enkelt byggeri, frygter arbejdsgiverforeningen, at sagsbehandlingstiden stikker i en yderligere dårlig retning.

- For hver byggeansøgning kommer der en klimadokumentation, som skal behandles af kommunen, når byggeriet afsluttes. I princippet vil antallet af sagsbehandlingerne dermed blive fordoblet. Vi frygter derfor, at den negative udvikling vil fortsætte det kommende år, hvis kommunerne ikke får puklen af byggesager bragt ned, siger Morten Frihagen.

Birgit Stenbak Hansen er enig i, at sagsbehandlingen potentielt kan blive fordoblet som følge af klimadokumentation.

- Det er klart, det er et nyt aspekt, vi skal have med i vurderingerne. Jo flere ting, vi skal omkring, jo mere tid går der selvfølgelig med det, siger hun.

Arbejdet med at gennemgå klimaregnskaber er først lige begyndt, fordi reglerne kun gælder for byggerier, der er ansøgt om efter årsskiftet.

I takt med at flere bygninger står færdige, vil ekstraopgaven derfor begynde at kunne mærkes.

Men i takt med at beskæftigelsen falder, kan kommunerne måske mindske puklen af sager i de kommende måneder, lyder det fra Dansk Håndværk.

- Lige nu ser vi generelt, at virksomhederne får mindre at lave. Det er både, hvad vi hører fra vores medlemmer, og den forventning, der lyder fra Danmark Statistik, hvor en overvægt af virksomhederne i byggeriet allerede i slutningen af sidste år forventede faldende omsætning og beskæftigelse, når de så blot tre måneder frem. Antallet af byggesager vil sandsynligvis falde og dermed får kommunerne en lidt trist håndsrækning, siger Morten Frihagen.

Hillerup Enge: Ejnar Nikolajsen er yderste nabo mod vest til det testcenter for op til otte gigantiske havvindmøller, der kan blive en realitet i Hillerup Enge nordvest for Ribe.

Hans gård ligger som den sidste på grusvejen Hillerup Engevej, men Ejnar Nikolajsen understreger, at han intet har imod vindmøller på landjorden. Det har han ikke i dag, og det havde han heller ikke i april 2022, da avisen talte med ham i forbindelse med et andet testcenter, der er under udarbejdelse på nabomarken. Her er det tre eller fire møller på op til 275 meters højde, som energiselskabet Towii vil opføre i vestenvinden tæt på hans ejendom.

I april udtalte Ejnar Nikolajsen også, at politikerne ikke kan blive ved med at sige nej til store vindmøller på landjorden. Det mener han stadig, men han er imod, når de bliver så store, som der lægges op til i den igangværende screening af de seks områder, hvoraf de tre ligger ud til Vadehavet, ved Hillerup, Skærbæk og Tønder.

- Det vil ødelægge området. Det vil blive helt lukket herude, hvor der måske kommer en bom lige her ved vores vej, siger han.

Men det er ikke så meget højden, der frustrerer Ejnar Nikolajsen.

Det, der fylder, er i højere grad frygten for, at hele området bliver en afspærret sikkerhedszone, der med en radius på fire gange møllernes højde til alle sider kommer til at omdanne den smukke vadehavsnatur til et lokalt Area 51 med bomme, lys og kæmpebygninger, hvor uvedkommende er forment adgang.

Ejnar Nikolajsens henvisning til den enorme sikkerhedsafstand stammer fra Miljøstyrelsens egne regler om støj fra vindmøller, og han har vanskeligt ved at se, at man bare kan lukke området af for offentligheden.

- Det her er et sted, folk kører ud for at opleve solnedgangen, hvor man ser sort sol, og hvortil busser fragter tusindvis af turister. Passer det, hvad vi kan se på kortet, hvor de otte møller er placeret, bliver det et område på over 10 kilometer, der vil blive spærret af for offentligheden og strække sig til syd for Kammerslusen og Ribe Å. Så skal restauranten, sejlklub og det hele lukkes, og det, mener vi, er for voldsomt, når Ribe er en by, der lever af turismen til netop dette område, siger Ejnar Nikolajsen.

Ribe Sejlklub har i mange år haft gang i et milliondyrt flydebro-projekt ved Ribe Kammersluse, og det kommer som en overraskelse for formand Lars Buhrkall, at området kan blive afspærret, hvis tegningerne er retvisende.

De eneste illustrationer, der findes over de mulige placeringer af de otte testvindmøller på hver op til 450 meter i højden, er udarbejdet af Nationalpark Vadehavet. Illustrationerne er dermed ikke fuldstændig præcise, men placeret ud fra de informationer, sekretariatet har haft til rådighed. Med den sikkerhedsradius, der skal være omkring møllerne, er der derfor en sandsynlighed for, at de millionvis af kroner og mandetimer, sejlklubben har kastet i flydebroen, er spildte, ligesom den meget populære Restaurant Kammerslusen kan risikere at lukke.

- Det vil være en katastrofe. Det ødelægger al turisme, al fritidsliv, og hvad med sejlerfolket - kan de så heller ikke sejle på åen mere, spørger Lars Buhrkall.

Hos Besøgscenter Østerild i Thy, hvor flere af verdens højeste vindmøller i dag testes, har man en sikkerhedsradius til de store møller på mellem 100 og 150 meter. Ud over denne afstand kan besøgende færdes frit i området. Uden at vide noget om sikkerhedsradius i et eventuelt testcenter i Hillerup Enge har Ejnar Nikolajsen sine bange anelser i forhold til otte nye gigamøller, der vil give hele området en ny infrastruktur for at kunne holde de store køretøjer.

Ifølge Plan- og Landdistriktsstyrelsens informationer om område B, som screeningsområdet ved Hillerup Enge er kaldt, har det en totalstørrelse på ca. 2600 hektar, hvori der ligger tre boliger.

Ejnar Nikolajsens ejendom ligger uden for området, og dermed mener han ikke, at han vil kunne få erstatning, men blot se på, at der opføres tekniske anlæg og brede veje i den stille natur, som skal kunne klare vindmølletransporter med vinger på 200 meter samt mølletårne af gigantiske dimensioner.

- På mig virker det som om, at de, der har fundet de tre områder, aldrig har været vest for Storebælt. Det tyder på skrivebordsarbejde, og når vores ansvarlige minister for området samtidig indrømmer, at hun aldrig har været i området, før hun forleden var i medierne, så er det da helt hen i vejret. Det dur ikke, siger Ejnar Nikolajsen.

Han mener, at der må være lokationer, hvor testcentrene ikke generer nogen. Måske Kærgaard Klitplantage, hvor der ingen bor. Et område, der er forurenet og samtidig ikke fredet.

- Vi har intet hørt ud over det, vi kan læse i medierne, og jeg tror ikke, vi bliver spurgt, inden alt er bestemt. Jeg er bekymret for, at de bare beslutter det, lige meget hvad vi som borgere mener, siger han.

- Kunne vi da i det mindste så ikke bare få det afgjort i stedet for at trække beslutningen i langdrag. Så får folk ro. Det vil være det bedste, for lige nu er der seks områder i Danmark, hvor borgerne render rundt i det uvisse, og det er voldsomt generende, siger Ejnar Nikolajsen, der måske også kan skyde en hvid pind efter den aftale, han allerede har underskrevet med energiselskabet Towii.

De vil købe hans hus, hvis Esbjerg Kommune giver grønt lys til Towiis projekt med tre-fire testmøller á 275 meters højde.

- Alt sættes på hold i forbindelse med statens screening. Vi har sagt ja til Towii, men kontrakten er tidsbestemt, så vi ved ikke, om det bliver Towii eller et testcenter. Vi ved faktisk ingenting, siger han.