Da pandemien var på sit højeste i 2020, isolerede Sonja Meyer sig sammen med sin mand i deres lejlighed i Vejle.

I over fire måneder gik de to ikke udenfor hjemmets fire vægge. Et par gange om ugen leverede deres datter en pose med dagligvarer ude foran hoveddøren.

- Jeg var rigtig bange. Men så skal det også siges, at i den tid, hvor der var corona, har jeg aldrig haft det bedre. Jeg var mere rask. Jeg kunne bedre få luft, siger Sonja Meyer.

For syv år siden fik hun konstateret lungesygdommen KOL, som i dag gør, at hun har svært ved at få luft og må tage pauser, når hun er ude at gå en tur eller laver noget praktisk i hjemmet.

Hun er blot én af mange KOL-patienter, som under pandemiens udbrud undlod at lade sig indlægge på sygehuset eller gå til kontrol hos lægen, fordi de frygtede at blive smittet med corona.

I 2020 faldt antallet af akutte indlæggelser med KOL-patienter med mere end en tredjedel - 36 procent - sammenlignet med årene forinden. Antallet gik fra cirka 24.000 indlagte i perioden 2015-2019 til 15.500 i 2020. I 2021 faldt samme tal med yderligere 7,2 procent.

Samme tendens ses i antallet af ambulante KOL-patienter - patienter under behandling som ikke omfatter indlæggelse - som faldt med 23 procent i 2020 sammenlignet med årene forinden.

Det viser en ny undersøgelse, lavet af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, hvor man har hentet data fra alle landets fem regioner

De mange måneders isolation gjorde, at 79-årige Sonja Meyer måtte undvære at gå til lungekor, som hun ellers elsker, fordi det træner hendes lunger og giver hende socialt samvær med andre lungepatienter.

For hende var risikoen ved at blive smittet med corona simpelthen for stor, og hun ønskede på ingen måder at gå igennem endnu en kompliceret og lang indlæggelse, som hun nogle år forinden havde gjort efter en voldsom lungebetændelse.

- Jeg frygtede det virkelig. Jeg ville hellere blive hjemme, selvom dagene var lange, siger hun.

Netop den frygt blandt lungepatienter kan ledende overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle, Anders Løkke, nikke genkendende til.

- Mange KOL-patienter var dødsens bange for at blive smittet med corona. Både fordi de ved, at de er syge i deres lunger, og fordi de mentalt har sat lighedstegn mellem corona-infektion og død. Det er det, vi kalder bekymringsdrevet undgåelsesadfærd, siger han.

Anders Løkke er én blandt mange, som står bag den nye undersøgelse om danske KOL-patienter.

- Det har overrasket mig en del. Der var virkelig nogle perioder, hvor der næsten ikke var nogle indlagte, siger han.

Han påpeger herudover, at den hyppigste årsag skyldes frygt blandt patienterne, og at det ikke hænger sammen med mangel på pladser rundt på sygehusene, som man ellers kunne have fået indtrykket af.

- Der har været plads nok. Men der skulle markant mere til, før de turde at lade sig indlægge. De skulle virkelig være dårlige, tilføjer han.

I undersøgelsen har man ligeledes kigget på 10 andre sygdomsområder, hvor KOL-patienter har været det område med det største fald.

Ud over den nye undersøgelse om KOL-patienter står Anders Løkke også bag en videnskabelig rapport, som afdækker, hvor meget mere en gennemsnitlig KOL-patient i Danmark koster samfundet sammenlignet med en "almindelig" borger.

Her viser resultater, at en gennemsnitlig KOL-patients sundhedsudgifter koster samfundet 210.178 kroner om året, mens andre borgeres sundhedsudgifter gennemsnitligt koster samfundet 79.382 kroner årligt.

Ifølge rapporten svarer det altså til, at KOL-patienter i gennemsnit koster samfundet 130.796 kroner mere i sundhedsudgifter om året end andre borgere.

Sagt med andre ord svarer det til, at det markante fald i antallet af indlagte og ambulante KOL-patienter i 2020 sparede samfundet for cirka 1,4 milliarder kroner sammenlignet med året før.

Selvom formand for Lungeforeningen, Torben Mogensen, er glad for det store fald i antallet af akutte indlæggelser de seneste år, så er han bekymret for faldet i ambulante behandlinger, fordi det kan dække over, at patienter er blevet væk fra planlagte kontroller.

- Det er vigtigt for patienterne, at de kommer til jævnlige kontroller, så de kan modtage den optimale behandling i forhold til sygdommens udvikling. Vi ved, at patienterne er angste for at blive udsat for luftvejssygdomme, så det er vigtigt, at sundhedsvæsenet indretter sig efter det og tilbyder telemedicinske løsninger, siger han.

Med lignende bekymring fortæller Anders Løkke, at det på mange måder kan være skidt for patienterne, når de vælger ikke at dukke op til lægetjek og kontroller.

- Når man kontrollerer patienter, så er det for at se, om alt er, som det skal være, eller om der skal justeres på medicinen, eller der kan være stødt noget andet til. Alle de her ting, som man opfanger, de er blevet udsat i den periode, og mange patienter er formentlig blevet forsinket i behandlingen eller simpelthen ikke diagnosticeret for noget, som man ellers vil have opfanget. Det kunne være noget med hjertet, lungekræft eller noget helt tredje, som man finder for sent, fordi de ikke er blevet tjekket som normalt, siger Anders Løkke og tilføjer.

- Prisen har jo været, at folk er blevet så bange, at de har undgået en masse ting, som var godt for deres helbred, og det er jo ikke hensigtsmæssigt, at man bliver så bange. Det har en pris, som ikke er god på sigt.

Anders Løkke peger herudover på, at han allerede i dag mærker mentale og fysiske udfordringer hos sine patienter som følge af isolationen under corona. Her fortæller han specifikt, at han har observeret en stigende ensomhed og angst blandt sine patienter.

Fra det store panoramavindue på femte sal kan man nærmest kigge ned på Oslo-færgen, der ligger fortøjet ved den modsatte kaj.

- Nej, du skal sidde, så du har udsigten, siger Christian Kettel Thomsen og bytter plads.

Han griber et lysegult omslag, hvorpå journalistens navn er skrevet på en udprintet etiket.

Nationalbankdirektøren er velforberedt. Chefen for vores centralbank drysser ikke om sig med interviews. Og det er her, at vi begynder.

- En nationalbankdirektør er formentlig lidt svært tilgængelig, men her i starten vil jeg gerne stille op og sige goddag, så man kan se, hvad jeg er for en, siger Christian Kettel Thomsen.

Hans titel som formand for Nationalbankens direktion findes der kun én af i Danmark. Den 1. februar afløste han Lars Rohde, der fik 10 år på posten og nu er gået på pension. Blandt forgængerne finder man navne som Erik Hoffmeyer, Bodil Nyboe Andersen og Nils Bernstein. Deres kruseduller ses på vores pengesedler.

Nationalbanken bor lige nu i et kontorhus på den yderste spids af Langeliniekajen på Østerbro i København. Det sker, mens Nationalbankens velkendte, fredede bygning i det centrale København - tegnet af Arne Jacobsen - bliver restaureret og renoveret for en større formue.

Normalt udpeges en nationalbankdirektør efter en lukket proces, der ender med, at der udsendes en pressemeddelelse. Denne gang blev stillingen slået op i aviserne, og ansøgerne blev indkaldt til samtaler, inden et særligt udvalg kom med en indstilling til regeringen.

Christian Kettel Thomsen valgte selv at søge jobbet - ”jeg blev ikke opfordret” - efter at have tænkt sig godt om. Den 63-årige embedsmand har en lang karriere bag sig på øverste hylde, især er han kendt for sin tid som departementschef i både Finansministeriet og Statsministeriet.

Senest arbejdede han i European Investment Bank, en EU-institution i Luxembourg, men det stoppede med et opkald den 18. januar fra socialdemokraten Morten Bødskov (S). Ud over at være erhvervsminister bærer han titlen kongelig bankkommissær med ansvar for Nationalbanken.

Hvor Lars Rohde kom fra den finansielle verden, blandt andet som topchef i ATP, har Christian Kettel Thomsen en anderledes profil, hvor han er vant til at færdes blandt ministre og topembedsfolk i staten.

Mens Rohde kunne have svært ved at forklare politikerne, hvorfor de skulle lytte til Nationalbanken, kan Kettel vise sig at have en større gennemslagskraft. Han forstår, hvordan politikerne tænker.

Nationalbankdirektøren selv tøver lidt, når han skal forklare, hvad der skaffede ham jobbet.

- Min bedste vurdering er, at det vigtigste har været, at jeg i mange år har beskæftiget mig med samfundsøkonomi, og at jeg har en bred ledelseserfaring. Det kan jeg vist godt tillade mig at sige nu. De erfaringer kunne jeg have opnået mange steder. Jeg tror ikke, det har vejet tungt, at de er hentet i ministerier, siger Christian Kettel Thomsen.

Han nævner ikke selv, at karrieren begyndte et helt andet sted, nemlig da han som 16-årig stak til søs på et Mærsk-skib for at blive skibskok.

- Jeg har svært ved at trække en direkte rød tråd fra dengang og til nu. Da jeg tog realeksamen, var jeg skoletræt, og det gav ikke mening at gå i gymnasiet og læse videre på det tidspunkt. Jeg vidste, at jeg skulle læse nogle flere bøger, men det skulle ikke være med det samme. Så tog jeg ud at sejle, og det blev i lidt længere tid, end jeg havde regnet med, siger Christian Kettel Thomsen.

Han var sømand i næsten otte år, inden han gik i land og gik ombord i økonomistudiet.

Ærgrer du dig over din skibskarriere, eller har det været positivt for dig at have været ude at sejle?

- Først og fremmest ærgrer jeg mig ikke over ting, man ikke kan lave om. Det er jo en del af min identitet, og jeg tror også, at jeg har lært meget af det. Jeg tror, at jeg har det nogenlunde nemt ved at omgås de fleste mennesker, og det tror jeg også, at jeg fik med dengang. På et skib er der et begrænset antal mennesker på en begrænset mængde plads, og det skal man have til at fungere, siger Christian Kettel Thomsen og påpeger, at historien om sømandslivet fyldte mere for ham for 30 år siden, end den gør i dag.

Kan man sige, at du har undgået at ende i en økonomiboble ved at have en anderledes baggrund end dem, der går direkte fra gymnasiet til universitetet?

- Ja, formentlig. Det har givet mig et bredere perspektiv på mange ting.

Som departementschef var Christian Kettel Thomsen kendt som en hård chef, der stillede store krav til sine medarbejdere. Han ringede gerne om aftenen og i weekender, hvis der var akut behov for et notat. Det afspejlede, at han selv er en arbejdshest, der kan tygge sig igennem utrolige mængder papirer.

Når man møder nationalbankdirektøren i dag, virker han ikke som en hård negl. Snarere som en høflig og lidt genert herre. Han synes umulig at bringe ud af fatning. Stemmen er rolig. Han tager sig tid til at lede efter ordene. Retter sig selv, hvis et ord var upræcist.

Danskerne fik det første indtryk af den nye centralbankchef, da han trådte frem på sit første pressemøde i Nationalbanken i midten af marts. Her skulle han fortælle om den seneste prognose for dansk økonomi. En teknisk omgang med masser af kurver og søjler.

Kettel valgte den sikre vej og optrådte korrekt og uden de kvikke bemærkninger, der kunne løsne stemningen en smule.

Der er tale om en helt ny rolle for Christian Kettel Thomsen, der uanset sine topposter aldrig har været den, der skulle slå ud med armene og levere en skarp præsentation foran rullende kameraer. Det har han overladt til de ministre, han tjente.

Hvordan synes du selv, pressemødet gik?

- Det er en ny rolle, som du siger. I mit tidligere arbejdsliv har jeg været komfortabel med at være på den anden side af kameraet, men det er klart, at jeg nu skal træde mere frem i det offentlige rum. Det vil jeg løbende arbejde med og blive bedre til, siger Christian Kettel Thomsen.

Har du genset det?

- Nej, men jeg havde en nogenlunde fornemmelse undervejs. Præsentationen gik fint, og der var fine spørgsmål fra dine kolleger. Det forløb udmærket, men det er en ny erfaring at være i fjernsynet. De tre skridt mellem, om man står foran eller uden for kameraet, er længere mentalt, end det er fysisk, konstaterer Christian Kettel Thomsen.

Han lægger vægt på, at jobbet som nationalbankdirektør ikke er sådan et, hvor man skal skabe en masse forandringer. Det er nærmest det modsatte, der er opgaven.

- Jeg kommer ikke med en ambition om, at nu skal meget se anderledes ud om et halvt år, så jeg kan sige, at det har jeg gjort. Min opgave et at opretholde den faglighed og troværdighed, som Nationalbanken har i dag, siger Christian Kettel Thomsen.

Ikke desto mindre lander han i jobbet, mens den globale økonomi er presset, og nogle frygter en ny finanskrise. Centralbankernes opgave er at holde inflationen nede, og det sker med heftige rentestigninger, der fortsætter, indtil det lykkes at hamre prisstigningerne på alt fra energi til mælk og brød i bund.

I Danmark følger renten det niveau, som udstikkes af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Men det er stadig Christian Kettel Thomsen, der skal stå på mål, når Nationalbanken meddeler en renteforhøjelse.

En tidligere amerikansk centralbankdirektør sagde, at hans job var at fjerne punchbowlen, når festen var kommet godt i gang. Ser du også sådan på det?

Christian Kettel Thomsen klukker afmålt, imens han overvejer sit svar.

- Der er nok flere tilfælde, hvor Nationalbanken anbefaler en strammere finanspolitik, end hvor man anbefaler at lempe den. Jeg kan faktisk ikke huske, at det sidste er sket. Så det er en vigtig rolle at sige, at der f.eks. er for meget fart på boligmarkedet. Så skal Nationalbanken bære punchbowlen ud i de tilfælde, siger Christian Kettel Thomsen.

Ligger det til din natur at være forsigtig? Altså at vi har dig i den ene ende af skalaen, og i den modsatte ende har vi sådan en typisk Løvens Hule-investor, der ser muligheder overalt?

- Jeg skal ikke springe op og sige, at nu har jeg fået en fantastisk god idé, så nu skal vi prøve noget superspændende. Vores anbefalinger bygger meget på en analyse af, hvordan verden har set ud tidligere, og hvordan den sandsynligvis kan udvikle sig. Vi skal kunne stå på mål for det, vi anbefaler, og så bliver det ikke helt så spraglet. Løvens Hule vil vi nok ikke komme til at deltage i, siger Christian Kettel Thomsen med et forsigtigt smil.

Engang var det Nationalbanken, Finansministeriet og Det Økonomiske Råd, også kendt som vismændene, der med faste intervaller tegnede billedet af dansk økonomi. I dag bliver man dagligt klædt på af analyser fra talrige cheføkonomer i tænketanke, banker, erhvervsliv og fagbevægelse.

Den nye nationalbankdirektør er ikke bange for konkurrencen fra de mange økonomer, der er medietrænet til at optræde på tv og fremlægge deres analyser, så alle kan være med.

- Nej, det er rigtigt fint, at de er der. Men min opgave er ikke at mene noget hver dag om et eller andet. Vi har supergode faglige folk, som skriver supergode analyser. Oven på det kommer vi så med anbefalinger. De kommer en gang imellem. Når vi mener noget, vil vi meget gerne have, at der bliver lyttet, siger Christian Kettel Thomsen.

Interviewet med Oslo-færgen i baggrunden er slut. Lige uden for mødelokalet har nationalbankdirektøren sit skrivebord i et lille hjørne i det åbne kontorlandskab. Nu skal han se, hvordan omverdenen har reageret på en pressemeddelelse, som Nationalbanken lige har udsendt. Den handler om de seneste anbefalinger fra Det Systemiske Risikoråd, hvor Kettel sidder for bordenden.

Nationalbankdirektøren vover pelsen:

- Det er en rigtig kioskbasker, ikke?

I huset i Hadsten sidder Thomas og Christina Hansen med deres to små sønner, Tobias på tre år og nyfødte Nicolai. I haven er flaget sat på halv. Den treårige viser stolt sit værelse frem til lillebror, familien nynner melodier fra ”De små synger”, de ser Disney Sjov i sofaen og giver drengene en tur på sansegyngen, som hænger i stuen. Alt sammen noget, de også ville have gjort, hvis Nicolai havde trukket vejret.

Dagen før har Christina født parrets anden søn. Et færdigudviklet, lille barn, som indtil kort før fødslen sparkede løs i maven, men kom til verden uden en lyd. Formentligt fordi navlesnoren havde bundet knude på sig selv og stoppet for ilttilførslen.

I Danmark dør omkring 300 spædbørn hvert år før, de når at komme i gang med livet. Det svarer til under en halv procent af alle nyfødte og sker altså sjældent. Men for de forældre, det rammer, er sorgen ubærlig. Landets hospitaler og kommuner tilbyder hjælp på forskellig vis, og de seneste år har flere steder fået en kølelift til rådighed, som gør det muligt for familier at tage barnet med hjem og sige farvel i trygge omgivelser.

For nogle kan det virke unaturligt, måske ligefrem makabert, mens det for andre vil være det eneste rigtige. Hos Thomas og Christina er der ikke nogen tvivl. De er i dag, to år senere, taknemmelig for at have haft Nicolai med hjemme i dagene op til begravelsen.

Umiddelbart efter fødslen var parret dog ikke enige. De tilbragte det første halve døgn på hospitalet, og i løbet af de timer kunne Christina mærke, at hun ville have Nicolai med hjem. Alting føltes uvirkeligt, og de fleste tanker var usædvanligt uklare, men tiden var endnu ikke til at sige farvel. Så meget vidste hun.

– Jeg tror, det var den første klare tanke, jeg fik. At jeg ikke kunne give slip på ham dér på hospitalet. Så jeg var ret hurtig til at spørge personalet, om der var mulighed for at få ham med hjem, husker hun.

Dén idé tog for Thomas længere tid at fordøje.

– Det var ikke lige dét, jeg havde behov for. I hvert fald ikke i starten. Inden vi selv fik børn, så jeg en tv-udsendelse om en familie, der havde mistet en dreng på tre år. De havde billeder af ham på væggen, og de havde deres andre børn med på kirkegården for at fejre hans fødselsdag. Jeg syntes nærmest, at han var gjort til en helgen, og det sad lidt i mig. Men jeg kan jo kigge rundt i vores eget hjem nu. Vi har også et billede af vores dreng, som står fremme hele tiden. Han er vores barn, så selvfølgelig skulle vi ikke sige endeligt farvel på hospitalet. I dag er jeg sikker på, at jeg ville have haft det rigtig svært, hvis vi havde valgt ikke at få ham med hjem, fortæller han.

Billedet at Nicolai står i familiens køkkenalrum. I dag har Thomas og Christina fået endnu en søn, Lucas på snart et år, og hverken han eller Tobias skal være i tvivl om, at deres bror har en plads i familien, selvom han ikke er fysisk til stede.

– Vi fortæller børnene, at man kommer op at sidde på en stjerne, når man dør, for så kan man vinke til dem og snakke med dem. Det gør det lidt mere håndgribeligt. Og så kan det godt være, at det for andre kan virke specielt, at man først har et dødt barn med hjemme, og at man bagefter har lyst til at have billeder af det døde barn til at stå. Det kan også virke underligt, at man tager på kirkegården på hans fødselsdag og spiser kagemand. Men sådan har vi valgt at gøre, for det er vores behov. Der vil også være nogle, der har helt andre behov. Jeg tror, det er vigtigt at mærke efter og så være ligeglad med, hvad andre gør og mener, for sorgen er helt individuel, siger Christina.

Fra fødslen af Nicolai gik i gang, til han var ude, gik der få timer. Christina var allerede i pressefasen, da parret kom ind på hospitalet, og jordemoderen nåede lige at sige, at der straks ville blive fødselsdag, før hun blev hvid i ansigtet.

– Hun forsøgte at finde hjertelyd, men der var helt stille. Nicolai var død. Ti minutter efter lå han ved mit bryst, fortæller Christina.

Fordi alting gik så hurtigt, nåede hverken hun eller Thomas at forberede sig på det, der ventede. Timerne på hospitalet blev brugt på at forsøge at forstå, hvad der var sket, og på at ringe til bedsteforældre og søskende, som alle løftede røret med samme forventningsglæde i stemmen.

– Det var noget af det hårdeste. At fortælle dem, hvad der var sket og skuffe de glade stemmer, siger Thomas, tydeligt berørt at minderne, der vælter frem.

Men netop for ikke at lade dén slags minder blive eneste minder, kom også han frem til, at det var det rigtige at tage Nicolai med hjem i nogle dage.

– Det, at vi havde ham med hjemme, gjorde, at vi nåede nogle ting med ham. Blandt andet at vise ham frem for bedsteforældrene og tage ham op en ekstra gang. Jeg nåede endda at se en fodboldkamp med ham i mine arme, siger Thomas og lader Christina overtage ordet.

– Det er selvfølgelig ikke det samme at sidde med et dødt barn som et levende. Men det der med at få lov til at holde ham i hjemlige omgivelser og få skabt ro. Det var bare rigtig rart.

Fordi Nicolai det meste af tiden lå på en kølemadras i en lift, kunne familien have ham hjemme i knapt seks døgn, inden han skulle afleveres på hospitalet og køres til kapellet. Over de dage oplevede både Thomas og Christina, at der gik en proces i gang. Fra at være i choktilstand, blev de praktiske og begyndte at planlægge begravelse, inden de til sidst blev mere fattede og kunne mærke, hvad der var vigtigt at få gjort i den sparsomme tid.

– Da vores nabo, som tager professionelle billeder, tilbød at tage nogle af os sammen med Nicolai, kunne vi mærke, at det ville vi gerne. Og det er vi rigtigt glade for i dag, for vi kommer aldrig til at kunne tage flere, men vi kan se på dem her og mindes ham hver dag, siger Christina.

For Thomas og Christina har det aldrig givet mening at pakke sorgen væk, men det er kommet bag på dem, hvor stor berøringsangsten er, når det kommer til spædbarnsdød.

– Vi har ikke oplevet, at nogen har sagt noget grimt til os, men vi har oplevet, at folk ikke spørger ind til det, vi har været igennem eller direkte undgår at snakke med os om Nicolai. Jeg forstår godt, at det er svært at banke på hos nogen, der lige har mistet et barn, men det er også svært at forholde sig til, at andre ikke kan rumme mit barn. For det vil han jo altid være, selvom han er død, siger Christina og bliver suppleret af Thomas:

– Men i Danmark er vi heller ikke vant til at tale om døden. Jeg tror, at mange har svært ved at spørge ind, fordi de simpelthen ikke ved, hvordan de skal tackle sorgen hos de efterladte. Vi har ikke særligt mange ritualer omkring døden, udover selve begravelsen, og så er det måske svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert at gøre.

– Det er rigtigt. Men omvendt har vi også oplevet enormt meget støtte, og at nogle, som vi ellers så perifert, pludselig rykkede et skridt nærmere. Dét, synes jeg, er sejt gjort af dem. Men uanset hvad går folks liv jo videre, og der kommer ingen nye minder med Nicolai, så helt naturligt bringer folk ham sjældnere på banen. Det kan godt være svært, for vores liv blev ændret for altid, den nat Nicolai blev født, og sorgen går aldrig væk. Man vokser med sorgen og lærer at leve med den, og man lærer at smile igen, men for os er der et før og et efter. Det gør en kæmpe forskel, siger Christina.

Hun og Thomas er dog ikke alene. Forældre, der mister et spædbarn, bliver tilbudt at komme i en sorggruppe, og i snart to år har Christina og Thomas haft glæde af en sådan.

– Vi har været rigtig heldige med vores sorggruppe og har fået skabt et tæt forum. Faktisk er de alle blevet vores meget nære venner. Alle fire familier har desuden fået et barn mere, så nu er det også blevet til en familiegruppe, forklarer Thomas.

– Det betyder så meget, at vi både kan dele sorgen over at have mistet og glæden over det lille nye liv sammen, for det er ikke sådan, at et nyt barn bare er en erstatning. Det udfylder et tomrum, fordi man får noget andet at tænke på, men det er jo ikke dét barn, man har mistet. Ethvert barn er sit helt eget, og ethvert dødt barn efterlader en livslang sorg hos familien, uanset om man nåede at kende det eller ej. Men heldigvis rummer vores sorg også nogle smukke minder, fordi vi fik tiden med Nicolai herhjemme, siger Christina.