Politik: Da skandalen om Lizette Risgaards begyndte at rulle fredag, gik bølgerne højt i store dele af Danmark, hvor hele fagbevægelsen og mange af de store stemmer i hele MeToo-debatten var yderst aktive og i nogle tilfælde endda højrystede i mange af de danske medier. Anderledes stille var der på Christiansborg i Socialdemokraternes lejr, lyder det fra politiske redaktør på Avisen Danmark, Casper Dall.

- Selv om størstedelen af politikerne på Christiansborg har forholdt sig helt tavse i sagen med FH-formand Lizette Risgaards krænkelser, så skal man ikke være i tvivl: Det bliver fulgt meget tæt. I Socialdemokratiet grædes der tørre tårer over Lizette Risgaards kluntede håndtering af Metoo-sagen, for var der én fagboss, som gik forrest i kritikken af regeringen og mobilisering af fagbevægelsen, da store bededag skulle afskaffes, var det Lizette Risgaard.

Selv om Lizette Risgaard ikke står regeringen særligt nær, så er konsekvenserne af Lizettes Risgaards handlinger tydelige, når det kommer til det arbejde, der lige forude for regeringen.

- I regeringstoppen ved man, at man efter afskaffelsen af store bededag har brug for en samarbejdsvillig fagbevægelse, og her er der naturligvis en hæmsko, at FHs formand har taget orlov, og at fagbevægelsen er mere optaget af egne interne stridigheder end udviklingen af samfundet, konstaterer Casper Dall.

Særligt en akut problemstilling kommer nu til at udgøre en ekstra stor hovedpine for regeringen. Manglen på arbejdskraft er et af Danmarks helt store udfordringer. Det kan og skal vi løse, har budskabet lydt fra Christiansborg af flere omgange.

Derfor er det også regeringens plan at invitere arbejdsmarkedets parter til et indledende møde om etableringen af en permanent trepartsinstitution. Men med Lizette Risgaard ude af spillet, så er vejen til en forhandling og ikke mindst en løsning blevet væsentlig længere.

- Når regeringen samtidig lægger op til, at den inden sommerferien vil begynde arbejdet sammen med arbejdsmarkedets parter om en permanent trepartsinstitution, så bliver Lizette Risgaards orlov et problem for Mette Frederiksen og resten af regeringstoppen. For regeringen kan orloven i værste fald forsinke processen, og det er det sidste regeringen har brug for. Den har akut brug for at vise nogle resultater, der kan mildne vælgernes meget kritiske tilgang til SVM-projektet, siger Casper Dall.

Viborg: Man kan næsten forestille sig det: Den første gang.

Fingrene vandrede hen over tastaturet, bogstav for bogstav, og så tvivlen, hvis den da overhovedet har været der:

Skal, skal ikke?

Navnet var tastet ind, nu manglede kun det bekræftende klik ... Søg.

Hvad skulle der mon kunne ske? Hvem skulle opdage det? Var det chancen værd?

Åbenbart, har mindst fire ansatte hos Viborg Kommune åbenlyst tænkt. Desværre for dem blev de i slutningen af marts udvalgt i en stikprøve, og det må have været med sveden piblende ned over panden, da deres leder skulle gennemgå de mange personfølsomme oplysninger, de har søgt på igennem seks måneder.

Hele 477 borgere er uretmæssigt blevet undersøgt, snaget i, beluret og begloet. Det ved vi, men meget andet er endnu et forunderligt mysterium.

Vi ved ikke, om de fire medarbejdere hos Viborg Kommune fandt de svar, de havde håbet på, og vi ved heller ikke - og måske finder vi aldrig ud af - hvad det var, de ville vide.

Men vi ved, at de gjorde forsøget. At de trodsede al etik og alle regler og al den omtanke, langt de fleste af deres kolleger trods alt har. Og så klappede fælden.

To af kommunens medarbejdere står hver for så mange søgninger, at de for nyligt fik revet deres ansættelseskontrakt over.  To andre fik en advarsel. Og alle andre fik en påmindelse om, at det ikke er konsekvensfrit at have med personfølsomme data at gøre, hvis ikke man kan leve op til sit ansvar.

De i alt fire medarbejdere har i en periode på et halvt år tilsammen søgt på borgere, de ikke burde interessere sig for.

De søgte på Søren Pape Poulsen, den sønderskudte statsministerkandidat.

De søgte på Katja Perregaard, efter hun i januar tog livet af sine to døtre, inden hun tog livet af sig selv.

Og de søgte på 475 andre

Meget kan tyde på, at det kun er toppen af isbjerget, der er blevet afsløret, og skandalen rejser et spørgsmål om grænsen mellem tillid og kontrol.

Medarbejderne blev taget med fingrene i den digitale kagedåse, da Viborg Kommune rutinemæssigt udtog 10-20 ansatte til en stikprøve. Deres søgninger i systemet SAPA i løbet af de seneste seks måneder blev gennemgået af deres leder, og det rejste altså flere spørgsmål end svar.

Det var den 27. marts, og tre dage senere sendte Viborg Kommune en pressemeddelelse ud om sagen. Direktøren på området skrev undskyld til alle berørte borgere, da han sidenhen gik skridtet videre og anmeldte den til politiet.

- En fælles bekymring hos de borgere, der har kontaktet Viborg Kommune, er, om de kan være sikre på, at deres oplysninger ikke er blevet givet videre. Vi har fortsat ikke grund til at tro, at det er tilfældet, men vi mener ikke, at vi skal undersøge os selv. Hensynet til borgerne må komme først, og derfor har vi anmeldt sagen til politiet, lød det 14. april fra direktør for beskæftigelse, økonomi og personale hos Viborg Kommune Klaus Christiansen i en pressemeddelelse.

Stikprøvekontrollen er obligatorisk og omfattende - men selvfølgelig langt fra så omfattende, som det ville være at fange samtlige syndere. Der er 500 ansatte i Viborg Kommune med adgang til systemet, som blandt andet afslører cpr-numre, om man har familiesager, om man er tilknyttet jobcenteret, hvem man bor med og har børn med, og hvilken læge man bruger.

Da Katja Perregaard sendte et helt lokalsamfund i landsbyen Vejrumbro nær Viborg i sorg og chok i januar med drabene på sine døtre og siden sig selv, spurgte mange fortvivlet og forundret sig selv og hinanden om, hvad der mon havde drevet hende derud. For enkelte ansatte i Viborg Kommune var det åbenbart ikke nok: De tog sagen i egen hånd, selvom den ikke vedkom dem. Også Katja Perregaards kæreste og hans familie blev undersøgt uden anden begrundelse end nysgerrighed.

Han har kaldt det "usmageligt" at man kan kæde søgningerne sammen med den enorme tragedie, og sagen giver mindelser om den, man netop har set på Sjælland. Her har medarbejdere uden anden forklaring end mangel på etik snaget i journalerne for den 13-årige pige, der blev både bortført, voldtaget og holdt fanget.

Søren Pape Poulsen fortæller, at det "gav et sug i maven" da han fik besked om, at digitale vindueskiggere havde kigget i hans private oplysninger. Han kommer direkte fra en valgkamp, hvor han var blevet sølet til i personhistorier, og han kunne frygte, at der er ledt efter yderligere med det formål at beklikke hans troværdighed.

En anden borger, Susanne B. Andersen, har en handicappet søn og fungerer som er en evig ildsjæl for de udsatte i Viborg Kommune. Hun spekulerer på, om nogen mon ønskede "at have noget på hende," har hun fortalt til Viborg Stifts Folkeblad.

Angiveligt er intet givet videre til nogen. Det er i hvert fald, hvad de fire (tidligere) medarbejdere højt og helligt har lovet Viborg Kommune. De har forklaret sig med nysgerrighed - og har i øvrigt angiveligt ikke haft noget med hinanden at gøre. De fire kommer fra fire forskellige afdelinger i Viborg Kommune.

Ingen aner, hvor længe deres digitale beluringer har stået på. De logs, som afslørede snageriet, går et halvt år tilbage, så afhængigt af deres anciennitet har de muligvis flere (hundrede) sager på samvittigheden.

Mørketallet kan være enormt, og bliver sandsynligvis aldrig belyst. Dertil kommer de øvrige medarbejdere med adgangen til de kommunale systemer. De må nu finde sig i mistænkeliggørelse. Og så er der desuden det forhold, at der i denne sag kun er tale om ét konkret register. Viborg Kommune har omkring 300 andre, der indeholder følsomme persondata. Nogle med mere følsomt indhold end andre, naturligvis.

Alle de 477 borgere, som er en del af den aktuelle sag, og som stadig er i live, har fået en orientering i deres e-boks og et nummer til en hotline, de kan ringe på, hvis de vil vide mere. Sagen ligger nu hos politiet, efter at Viborg Kommune kom frem til den konklusion, at det nok var bedre, at ordensmagten kom til bunds i skandalen, end at man skulle gøre forsøget med at undersøge sig selv.

Flere borgere har af egen drift henvendt sig til politiet, fordi de føler sig beluret. De er vrede, chokerede og ikke mindst forundrede over, at nogen har været nysgerrige nok til at risikere deres job for at læse om deres liv.

Ser man på debatten på nettet, har andre taget det med et skuldertræk. Viceborgmester i Viborg Mads Panny (S) er blandt de 477, men da han "har et meget stabilt familieliv, hvor der ikke gemmer sig kulørte overraskelser i ovenstående spørgsmål, så generer det mig ikke voldsomt," har han skrevet.

Samme holdning har lydt fra flere borgere; herregud, mange deler alligevel det meste på Facebook og Instagram, og hvor de ellers slår sig løs online, lyder pointen.

Det ændrer dog ikke ved, at regler er regler og gælder for de fire medarbejdere, der søgte på mindst 477 borgere i mindst et halvt år.

To har mistet jobbet, og måske skal de også en tur i retten. Det er konsekvensen. Regningen kan vise sig meget større. For borgernes tillid til "systemet" - og i form af den ekstra kontrol, der muligvis vil blive krav om som naturlig reaktion på dataskandalen.

Når forældrene sad og så tv om aftenen, sneg Emma Corstorphine sig ud i køkkenet for at gennemsøge skuffer og skabe for slik, nødder, marcipan, is, frugt, eller om der var noget chokolade tilbage fra bagning - alt der hurtigt kunne pumpe gang i blodsukkeret.

- Jeg spiste, til der ikke var mere tilbage, og jeg fik ondt i maven og var ved at kaste op, fortæller Emma Corstorphine.

Gennem det meste af hendes 25 år lange liv har hun kæmpet med tvangsoverspisning - også kaldet BED. Det er en spiseforstyrrelse, som først blev anerkendt som diagnose i Danmark sidste år, derfor har Emma Corstorphine måttet kæmpe kampen med spiseforstyrrelsen alene.

Et nyt projekt i Københavns Kommune skal forsøge at opspore børn og unge med BED, så de ikke skal stå alene, som Emma Corstorphine gjorde. For den manglende hjælp havde konsekvenser for hendes barndom og havde nær forårsaget yderligere en spiseforstyrrelse.

Personer med BED oplever episoder med tvangsmæssige overspisninger, hvor de indtager store mængder mad inden for et kort tidsrum, selvom de ikke oplever fysisk sult, og samtidig oplever de at miste kontrollen over sig selv.

Hos Emma Corstorphine handlede stort set alle hendes tanker om mad og slik i sådan en grad, at det styrede hendes liv. Det hele handlede om, hvordan hun skulle skaffe det, om andre lagde mærke til, hvad hun spiste, og hvad det havde af konsekvenser for hende ved at spise det.

- Jeg havde næsten altid slik i lommen, som jeg smugspiste, når jeg var sammen med vennerne. Det skabte utroligt meget utilpashed og tankemylder, hvis jeg ikke kunne gennemskue, hvordan jeg skulle sørge for at få fat i noget.

For et par år siden, da hun var på cykeltur på Bornholm og blot en enkelt kilometer fra sit shelter, cyklede hun en omvej på 16 kilometer for at skaffe slik.

Hos personer med BED er overspisning ofte efterfulgt af følelser af skam, skyld og væmmelse, følelser som Emma Corstorphine også levede med.

- Jeg var så udmattet af at hade mig selv så meget. Når jeg virkelig ikke gad spise noget, gik jeg stadig ned til kiosken, og hele vejen derned snakkede jeg med mig selv om, at jeg ikke havde lyst til slikket, og alligevel fortsatte jeg.

I gymnasiet havde også dårlige tanker om sig selv, fordi hun sammenlignede sig med de andre piger og følte, hun ikke så ud som dem.

- Jeg købte nogle slankepiller på nettet. Jeg vidste godt, det var farligt, fordi de ikke var testede, men jeg var villig til at tage dem, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg hadede mig selv for det, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg havde prøvet at faste, juicekur, spise mere og spise mindre, spise sundere, alt, jeg gjorde, fejlede. Men jeg stoppede, fordi jeg blev for bange.

Selvom overspisningerne begyndte i 8-10 års alderen, var det først som 22-årig at Emma Corstorphine søgte hjælp hos lægen og fik diagnosen BED. Men da det endnu ikke var en anerkendt diagnose i Danmark, var der ingen hjælp at hente i det offentlige sundhedssystem.

- Jeg var så ødelagt den dag. Hvad skulle jeg stille op? Nu havde jeg efter mere end 10 år turdet at bede om hjælp hos lægen. Og så tabte de mig, fordi systemet ikke tilbød hjælp.

Der var ikke en kasse, der passede til Emma Corstorphines problem, i det danske sundhedssystem. Derfor forsøgte hun i stedet at ændre på sig selv ved at udvikle en anden spiseforstyrrelse for at passe ned i en af kasserne og få den hjælp, hun havde brug for.

- Anoreksi virkede helt urealistisk, for jeg havde overspist hele mit liv, så det med ikke at spise, kunne jeg slet ikke forestille mig. Men at kaste op efter at have spist - jeg havde stukket en finger i halsen, når jeg kom hjem fra byen, og det snurrede lidt for meget, så jeg vidste, at jeg var i stand til det efter et måltid.

I en måned forsøgte hun at kaste op efter maden, men det hjalp ikke. Når hun havde kastet op gik hun ind og overspiste igen, fordi hendes krop manglede det, hun lige havde spist og nu var væk igen.

Og hun fik det forfærdeligt med, hvad hun havde udsat sig selv for.

- Jeg blev virkelig bange og ødelagt over, at jeg havde overvejet det. Jeg fortjente jo bedre, og det ødelægger kroppen. Så jeg stoppede med det igen, og det er jeg virkelig glad for.

- I dag synes jeg, det er helt sindssygt, at jeg kunne finde på det, men jeg havde så meget brug for hjælp, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Det anslås, at 40.000 til 50.000 danskere i alderen 15-45 år lider af tvangsoverspisning. Selvom 3 ud af 4 med BED er kvinder, så er det den spiseforstyrrelse, flest mænd lider af, og den opstår typisk i de sene teenageår.

For Emma Corstorphine startede det allerede i 8-10 års alderen, og af frygt for ikke at blive hørt eller forstået, søgte hun ikke hjælp før mange år efter.

- Som barn og teenager troede jeg ikke, det her var et reelt problem. Jeg troede bare, jeg skulle tage mig sammen, og at jeg var den eneste i hele verdenen, der havde denne udfordring, hvilket lyder skørt, men det kan man bilde sig selv ind, især når man er 13 år.

Med støtte fra Velux Fonden har Københavns Kommune sammen med Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade startet et nyt projekt, som skal udvikle et screeningsværktøj til at opspore børn med symptomer på BED og samtidig udvikle metoder til at hjælpe dem.

- Vi ved godt, at der er nogle af vores børn og unge, hvor det ikke kun er overvægt, der er problemet, men det også er BED – altså overspisning – som er årsag til, at de har deres overvægt. Og de kan i det offentlige i dag ikke få et relevant tilbud, og det vil vi rigtig gerne give dem i fremtiden, siger sundheds- og omsorgsborgmester i København Sisse Marie Welling (SF).

Emma Corstorphine er glad for kommunens initiativ og håber, det betyder, at der bliver lyttet til børnene, for det havde hun selv brug for.

- Jeg manglede at blive hørt, få et kram og føle, det var okay, at jeg ikke havde styr på alt ting.

Emma Corstorphine fik diagnosen BED i 2019, og da corona året efter lammede landet, besluttede hun at tage kampen mod overspisningerne op alene, når hun nu ikke kunne få hjælp andre steder.

Hun kiggede mod udlandet og fandt viden om BED og inspiration til kosten. Og på Facebook fandt hun en gruppe med ligesindet, som hjalp med råd og støtte.

Det gjorde, at hun i dag har et helt andet forhold til mad og slik.

- Mad i dag er ikke noget, der fylder eller drager mig. Hvis der er slik, har jeg sjældent lyst til det, det er en frihed at være væk fra maden.

19-årige Katarina og 47-årige Chresten er hovedpersonerne i denne udgave af mit glade opstød. De to kender sandsynligvis ikke hinanden, men de trofaste læsere af Avisen Danmark har mødt dem begge her i spalterne. Og begge inspirerer med hver deres historie, når det gælder nogle af vor tids store udfordringer: Manglende hænder i ældreplejen og en faldende søgning til erhvervsuddannelserne.

Tirsdag aften indtog Katarina Skøtt Jensen kulturhuset Godset i Kolding, der typisk har musikere på scenen. Hun er ikke den nye Sanne Salomonsen, støtter sig ikke til et instrument og har ikke et band i ryggen. Til gengæld er hun et lysende eksempel på et ungt menneske, som går en velsignet vej - mod strømmen. Det var derfor hun stod der på scenen og holdt en tale foran mange mennesker. Fordi hun er et ungt menneske, der har valgt at tage et fritidsjob i hjemmeplejen.

Ældreplejen kommer til at mangle 16.000 ansatte inden for ganske få år. Katarina er ikke hele løsningen, men hun kan alligevel være en del af svaret på netop den store samfundsmæssige udfordring. 

Kort tid efter hun fyldte 18 år lod hun sig nemlig overtale til at prøve jobbet som hjemmehjælper af. Vel og mærke som studiejob, samtidig med at hun går på gymnasiet. Og det har hun slet ikke fortrudt. Hun elsker jobbet og et inspirerende eksempel på, at unge studerende, når det gælder studiejobs, med fordel kan tænke i alternative baner og være med til at gøre en kæmpe forskel.

Ikke et ondt ord om at sidde ved kassen i Netto eller lange franske hotdogs over disken på den lokale tankstation. Det er også gode studiejobs. Men hvis flere tænkte alternativt som Katarina og tog studiejobs i hjemmeplejen - uanset hvilken karriere man måtte drømme om senere i livet - så vil det bidrage positivt til manglen på varme hænder og hjerter.

19-årige Katarina kører ud som hjemmehjælper fast to gange om ugen, og takker også typisk ja til ekstra vagter, så hendes fritidsarbejde nemt kommer over 20 timer om ugen. Respekt også for at tage fra, være arbejdsom og bruge sin tid og sit liv på at gøre gavn. Som hun selv siger, så har hun aldrig været bange for at tage fat.

47-årige Chresten fra Aarhus er heller ikke bange, særligt ikke for at prøve noget nyt. Efter noget, der minder om et halvt arbejdsliv med kontor, kommunikation og mennesker er familiefaren Chresten Ibsen sprunget ud som lærling. Han er nu ved at uddanne sig som industritekniker.

Mens samfundet på næsten alle tænkelige måder forgæves forsøger at overbevise de unge om, at de skal tage en erhvervsuddannelse, så kan vi med fordel også rette opmærksomheden mod mennesker midt i livet som Chresten. 

Vi mangler nemlig ikke kun Katarinas varme hænder, når det gælder omsorg, vi mangler også kyndige hænder og praktiske hoveder til alskens håndværk og den grønne omstilling. Og forestillingen om, at vi i Danmark alene skal leve af vores viden, mens Kina producerer vores produkter, er en virkelighed, der ikke hænger sammen. Vi har som samfund brug for både og. Vi kan og skal ikke kun bruge og være til stede i vores hoveder. Vi skal have hænderne og hele kroppen med.

Det er inspirerende, når folk som Chresten skifter spor i livet og gør noget helt andet. Vi ønsker jo heller ikke, at vores unge skal uddanne sig til én ting, de død og pine skal være bundet til hele livet. 

Livslang læring, udvikling og karriereskifte bliver et vilkår for fremtidens arbejdsmarked. Men hvorfor ikke som Chresten vise den unge generation vejen og selv springe ud i noget nyt og meningsfyldt midt i livet?

Jeg var for nyligt sammen med en ven, jeg ikke havde set i mange år. Han er 45 år gammel og var bekymret for, om han kunne finde motivationen og holde til sit nuværende arbejde de næste 25 år, indtil han nåede pensionsalderen. Alle advarselslamper blinkede - menneskeligt og samfundsmæssigt. Mit udtalte håb og råd til ham var, at han skulle finde en ny motivation i sin nuværende karriere - eller gå en ny vej. Ligesom Chresten.