Selv om demonstrationsretten er et naturligt forankret element i danskernes demokrati og selvforståelse, slår nogle demonstrationer alligevel så meget ud på følelsernes richterskala, at de indskriver sig i historien.

Mest opsigtsvækkende i denne kategori er de uroligheder, der brød ud om aftenen og fortsatte ud på natten efter folkeafstemningen om EU-forbeholdene 18. maj 1993.

Hundredvis af unge, primært venstrefløjsaktivister, gav deres utilfredshed til kende i indre bys gader i København. Det udartede sig til decideret uro med gadebarrikader, hærværk og brostenskast mod politiet, der svarede igen med en sværm af skud - 113 i alt.

Baggrunden var, at danskerne året forinden havde stemt nej til at træde ind i den europæiske union. Flertallet af borgerne var således i opposition til det store flertal på Christiansborg. Her blev der arbejdet på højtryk for at finde en model for EU-medlemskab, der var spiselig for danskerne.

Den model blev udarbejdet med SF-formand Holger K. Nielsen som hovedarkitekt og bestod af et EU-medlemskab, som imidlertid ikke skulle omfatte fire bestemte områder. De fire forbehold, der blev taget i denne model, handlede om unionsborgerskab, den fælles valuta euroen, forsvarssamarbejde og retligt samarbejde.

Det sagde et flertal på 56,7 procent af de danske vælgere ja til ved afstemningen 18. maj 1993. Dermed var EU-medlemskabet en realitet. Så brød helvede løs.

Minderne om denne historiske konfrontation mellem borgere og ordensmagt, der er den hidtil største og mest voldelige i fredstid, dukkede op for et år siden. Da gik danskerne igen til valg - denne gang på et forslag om at afskaffe et af de fire forbehold fra dengang, forsvarsforbeholdet - hvilket blev vedtaget.

Ved den lejlighed talte Avisen Danmark med den nu 58-årige René Karpantschof, historiker og foredragsholder samt tidligere forsker og underviser på flere universiteter. Som ung mand, bz'er og autonom venstrefløjsaktivist var han en nøglefigur i planlægningen og gennemførelsen af demonstrationerne dengang.

- Vi oplevede det som et snydevalg, det modsatte af demokrati, og mange talte om forræderi. Året før havde et flertal stemt nej til en europæisk union, men så hittede de på forbeholdene, som fik det til at se ud som om, det ikke var en union, vi stemte om, men noget andet.

- Det lykkedes de med. Vi var nogle, der havde forberedt at lave bål og larm i gaderne for at vise vores vrede over at blive snydt ind i unionen, fortalte René Karpantschof.

Stemningen var oppisket og tonen barsk, ikke kun hos de vrede demonstranter.

- Skyd efter benene, lød politiordren.

Mange blev ramt af både demonstranternes brosten og politiets skud, flere blev sårede, men alle slap med livet i behold.

René Karpantschof fortalte i interviewet, at nok gjorde EU-afstemningen dengang mange vrede, men fortidens voldelige kampe mellem bz'ere og politi var gået med ud gaderne, da valglokalerne var lukkede.

- Der lå mange års opbygget had på begge sider. Vi hadede politiet, det gjorde vi virkelig, og blandt politiet var der f.eks. uropatruljen og en berygtet klike på Station 1, der havde det på samme måde med os.

Selv havde han på det tidspunkt ti års erfaring med voldelige konfrontationer med politiet.

- Det gjaldt for temmelig mange af os. Den aften og nat handlede det ikke kun om EU; undervejs foregik der i lige så høj grad en lang række hævnopgør. Vi var radikaliserede i forhold til politiet, og nogle af politifolkene var radikaliserede i forhold til sådan nogle som os.

- Det var ægte had mellem os. Engang overværede jeg personligt, hvordan to af mine nære venner blev afstraffet af et hold betjente i en baggård, indtil de var helt tilsølede af blod. Omvendt kunne vi finde på at hævne os ved at overdænge tilfældige patruljevogne med kasteskyts og møtrikker fra slangebøsser.

Dengang var det noget af det mest naturlige i verden, sådan som en aktivisthjerne var konstrueret. Her tre årtier senere reflekterer han over, at han dermed kan have været med til at ødelægge alle gode og sociale hensigter hos unge, nye betjente.

-  Helt urimeligt så vi den enkelte betjent som repræsentant for dem alle, men det var jo ikke alle sammen, der var bissede, langtfra. På den måde bidrog vi jo nok til, at nogle af dem blev radikaliserede.

Når det endte med at gå så blodigt for sig 18. maj for 30 år siden, var det en illustration af, at der ikke var ægte demokrati til, mente aktivisterne.

- Vi kæmpede meget kontant imod noget, vi syntes var åbenlyst uretfærdigt. Dengang i 1993 kunne vores vrede og forargelse ikke blive større: Med nej'et til unionen året før havde vi endelig en sejr, folkets sejr, og så blev det ikke respekteret.

- Vi håbede på tumult og tåregas, så det ville gå over i historien. Men det gik alligevel noget voldsommere for sig, end vi havde forestillet os. Det kan vi ikke bare give politiet skylden for; vi var klart medansvarlige for optrapningen på grund af alt det politihad, vi havde i os.

Gadekampene dengang blev de sidste for René Karpantschofs vedkommende. Ikke fordi han skiftede holdning, men fordi andre værdier i voksenlivet tog plads i ham.

- Jeg var lige begyndt på historiestudiet, og et par uger efter 18. maj-kampen blev jeg far. Efter ti år som radikal aktivist havde jeg en trang til lidt mere dybde og faglighed i tilværelsen, en trang til at udvikle mig, fortalte han, da Avisen Danmark talte med ham i forbindelse med EU-afstemningen sidste år.

Vognmændenes blokader af vores veje er et sikkert tegn: Den grønne omstilling begynder at gøre ondt på os.

Det er utroligt længe siden, at et par ministre tilbage i 2019 fik opmærksomhed på at tale om ”mad-glade klimatips” og opmuntre os alle sammen til at spise mere klimavenligt.

Nu skal der helt andre boller på suppen, hvis vi skal nå de mål, som står skrevet sort på hvidt i klimaloven fra 2020, og som et bredt politisk flertal bakker op om.

Vejtransporten skal bidrage som én af de brancher, der leverer de største klimaaftryk. Alligevel virker det voldsomt med den planlagte kilometerafgift, som skal træde i kraft i 2025, og som vil ramme den enkelte vognmand hårdt. Det er nemt at forstå, at de protesterende lastbilchauffører møder en del sympati ude på vejene i disse dage.

Det skyldes især, at de nye afgifter indfases så hurtigt, og at vognmændene har begrænsede muligheder for at udskifte de gammeldags diesellastbiler med eldrevne modeller i en fart. Det er jo her, at klimagevinsten ville ligge. Ikke ved at indføre en ny afgift, der polstrer statskassen med endnu flere penge, imens chaufførerne oser videre i deres dieselbiler.

I vores nabolande har man erkendt, at en lidt støvet transportbranche har mere brug for gulerod end pisk, hvis man skal nå nogen vegne.

I Tyskland har man tilbudt vognmændene tilskud svarende til 80 procent af merudgiften ved at købe en ellastbil i forhold til en dieselbil.

Der ydes også støtte til at opbygge den infrastruktur med superhurtige ladestandere til lastbiler, som er nødvendig. Det er næppe det største problem. Hvis der er ellastbiler, skal der nok komme steder, de kan oplades. Energiselskabet Norlys har for længst meldt ud, at man er parat til at investere i ladere til lastbiler på havneområder, i grænseområder, ved logistik- og transportcentre og andre steder, hvor lastbilerne typisk holder stille.

Der bliver bare en lang og anstrengende overgangsperiode, hvor antallet af ladestandere ikke matcher antallet af elektriske lastbiler. Det mønster genkender man fra personbilerne, hvor der har været en stor knaphed på ladere, længe efter at elbilen fik sit gennembrud.

I dag har vi én offentlig lader til lastbiler i Danmark, og den står i Nyborg og blev indviet for fuld musik tilbage i marts.

Lastbilen, der skulle lade de første kilowatt-timer, var desværre forsinket på grund af modvind. Man ser for sig, hvordan de fremmødte vognmænd må have rystet på hovederne, men eldrift er en ny virkelighed, som branchen skal vænne sig til, og som udfordrer vognmændenes højeste prioritet: Hverken at levere varerne for tidligt eller for sent, men lige til tiden.

Der findes allerede ellastbiler i Danmark. Brødproducenten Schulstad har allerede anskaffet sig elektriske lastbiler, og det giver rigtig god mening. Den lydsvage eldrift har udløst en dispensation, så Schulstad må levere brød om natten i det indre København. Alligevel er det kun, fordi Energistyrelsen sidste år havde en støtteordning, at Schulstad valgte at lease de nye ellastbiler.

Lastbilproducenten Volvo medgiver, at en lastbil, der kører op til 600 kilometer om dagen, ikke uden videre kan erstattes af et køretøj med en maksimal rækkevidde på 300 kilometer, som man ser det med mange ellastbiler.

Omvendt viser data, at 45 procent af alt gods, der transporteres på de europæiske veje, rejser mindre end 300 kilometer. Og 45 procent af de lastbiler, der kører i Europa, kører mindre end 350 kilometer om dagen.

Der er altså en stor gruppe af vognmænd, der teknisk set kan udskifte diesellastbilerne og levere et markant mindre klimaaftryk.

Derfor holder regeringen fast i den nye kilometerafgift, mens vognmændene varsler flere blokader. Nu begynder den grønne omstilling nemlig at gøre ondt.

Mindst otte karameller, der havde tegnestifter i sig, blev onsdag formiddag delt ud til mindre elever på Sankt Annæ Gymnasium Grundskole i København.

Det blev ifølge skolen blandt andet opdaget ved, at elever fik tegnestifter i munden.

En lignende episode med nåle og piller i karameller i anledningen af sidste skoledag for 9. klasser fandt sted sidste år. Det var på Søndervangskolen i Hammel ved Aarhus.

Episoder som ifølge Peter Trudsø, advokat med 25 års erfaring med straffesager, rent straffemæssigt hører under kategorien ”forsøg på vold”.

- Hvis nogen har fået den tåbelige ide at putte nåle i karameller med henblik på, at karamellerne senere vil blive spist at skolebørn, så skal gerningsmanden være forberedt på at modtage en sigtelse for forsøg på vold efter straffeloven, siger han og tilføjer:

- Gerningsmanden risikerer fængselsstraf.

Peter Trudsø peger herudover på, at der vil kunne være tale om forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens paragraf 252, hvis en karamel med nål kommer ned i spiserøret eller maven på skolebarnet, der spiser karamellen.

For overtrædelse af paragraf 252 kan der være tale om op til otte år fængsel, men ifølge Peter Trudsø kan det være svært at sige noget om strafferammen i forhold til den konkrete sag.

- Strafferammen siger sjældent noget om den konkrete straf. Det afhænger af sagens omstændigheder, hvor gerningsmandens eventuelt unge alder kan spille ind i en formildende retning.

I tilfælde af skade på andre, kan der modsat være tale om en skærpelse, forklarer han.

- I værste tilfælde, hvor en karamel med nål i gør skade på spiserøret og derefter akut skal ud af maven på hospitalet, så er der tale om en meget alvorlig sag, siger han og tilføjer:

- Ved en strafudmåling vil domstolene anse det som en skærpende omstændighed, at forurettede er sagesløse skolebørn.

Avisen Danmark har onsdag eftermiddag kontaktet Københavns Politi for at høre, om der kort efter episoden er anmeldt noget i forbindelse med episoden på skolen i København. Her oplyser Københavns Politi, at man ikke kender til hændelsen.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra skoleleder på Sankt Annæ Gymnasium Grundskole, Malene Wegener Knudsen, siden Avisen Danmark første gang skrev om sagen onsdag.

Hos Skolelederforeningen, den faglige organisation for skoleledere, kommenterer man ikke på enkeltsager, oplyser den til Avisen Danmark.

- Men det lyder helt uacceptabelt, hvad der er sket, men det er den enkelte skole, der udarbejder retningslinjer for sidste skoledag i samarbejde med kommunen, forklarer foreningen i et skriftligt svar.

I elevernes egen forening, Danske Skoleelever, kalder formand Marie Holt Hermansen sagen for "mega ærgerlig".

- Det skal ikke være sådan, at forældre ikke kan sende deres mindre børn i skole i frygt for, at de spiser karameller med nåle i, siger hun.

Hun forklarer, at foreningen i forvejen har været bekymret for, at flere elever er blevet inspireret til at bryde regler, eftersom flere opslag på sociale medier med lignende tiltag med karameller har floreret op til 9. klassernes sidste skoledag den seneste tid.

- Det er stærkt kritisabelt, men jeg må også sige, at der må være en grund til, at nogen får de her idéer og bryder regler. Det kan være et tegn på, at de savner en form for sjov og ballade, som, de ikke føler, er blevet imødekommet, siger Marie Holt Hermansen.

Foreningen Danske Skoleelever mener derfor, at den bedste metode til at undgå lignende episoder er en forebyggende indsats, hvor de enkelte skoler og kommuner tager eleverne med på råd, når der skal planlægges sidste skoledag.

- Og så skal man være skarpe på, at det har konsekvenser at bryde de fælles regler. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen elever, der har lyst til at udsætte andre for livsfare, som en tegnestift i en karamel potentielt kan medføre. Der må også være tale om en form for mangel på viden, siger hun.

På Sankt Annæ Gymnasium Grundskole har ledelsen valgt at sende alle elever i 9. klasse hjem, mens episoden undersøges til bunds. Men det, mener Marie Holt Hermansen, er forkert.

- Når man ved, det kun er nogle få, der ødelægger det for alle andre, er det vigtigt, at det er dem, der møder konsekvensen. Det skal ikke gå ud over de andre, der skal kunne fejre en sjov sidste skoledag, siger hun.

Betydelige prisfald på boligmarkedet i 2023 gør et gevaldigt indhug i de danske boligejeres friværdi.

En frisk prognose fra regeringen, der onsdag har fremlagt Økonomisk Redegørelse, viser, at huspriserne skønnes at falde med 9,2 procent i år.

Og det svarer til, at husejerne har udsigt til, at friværdierne i gennemsnit vil være 203.000 kroner lavere i 2023 sammenlignet med friværdierne i 2022.

Det viser beregninger fra Arbejdernes Landsbank.

- Regeringen er blevet lidt mere pessimistiske på boligejernes vegne i år. I den historie er det dog værd at bemærke, at størstedelen af prisfaldet allerede har fundet sted. Boligmarkedet har allerede fået slag siden i sommers, og regeringen forventer dybest set, at markedet har været igennem det værste, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Det er ifølge regeringen de højere renter og stigende leveomkostninger, der er slået igennem på boligmarkedet og tager skylden for hovedparten af faldet. Nedgangen skal samtidig ses i lyset af den kraftige fremgang, der fandt sted for bare et par år siden under coronapandemien.

Brian Friis Helmer understreger også, at boligmarkedet har vist bedre takter de seneste par måneder med en lille fremgang i handelsaktiviteten og små prisstigninger.

- Samtidig er den økonomiske situation også lysnet lidt igen med fortsat fremgang i beskæftigelsen og en foreløbig udeblivelse af en potentiel hård tilbagegang i dansk økonomi. Det giver mere ro på husholdningsbudgetterne og øger appetitten for at købe bolig, siger han.

I 2024 forventer regeringen et fald i boligpriserne på 0,5 procent.