Lange ventetider. Følelsen af at stå alene. Og værst af alt - at se sit barn lide af psykisk sygdom uden at få hjælp.

Heidi og Martin Sørensen har to børn i psykiatrien, og forældreparret har valgt at stå frem for at gøre opmærksom på forholdene for børn med psykiatriske diagnoser.

- Det er jo enormt frustrerende. Det er bare hårdt. Vi føler afmagt, siger Heidi Sørensen.

Forældreparret understreger, at alle medarbejdere, som de har mødt i psykiatrien, har været kompetente, rare og haft gode intentioner. Det er systemet, der er for presset. Psykiatrien for børn er alt for underprioriteret, mener de.

- Jeg ved godt, at det er en kliché, men der er ikke nogen børn med fysiske sygdomme, der venter så længe på hjælp, siger Heidi Sørensen.

Heidi og Martin Sørensen står ikke alene med deres frustrationer.

Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold Larsen, mener, at der er et "akut" behov for at genoprette børne- og ungdomspsykiatrien.

- Vi har en psykiatri, der er brudt sammen. I det velfærdssamfund, vi har bygget op, har vi et kæmpe hul, hvor mange børn simpelthen ikke får hjælp, når de er psykisk syge.

En ny undersøgelse, som Norstat har lavet for Psykiatrifonden, viser, at forældre til børn i psykiatrien oplever store udfordringer.

Undersøgelsen er repræsentativ på geografi og baserer sig på svar fra 351 forældre til børn på 5-17 år med psykiatriske diagnoser.

Svarene viser, at der i gennemsnit går 9-10 måneder, før barnet får hjælp, og i knap hvert femte tilfælde venter barnet et-to år.

28 procent af børnene har ikke modtaget nogen form for behandling.

Tre ud af fire forældre svarer, at de ikke har fået hjælp til at navigere i sundhedssystemet, kommunen og andet i forbindelse med deres barns situation.

Kun 46 procent af forældrene synes, de er blevet klædt på af fagpersoner til livet med deres barns psykiatriske diagnose.

Og hver fjerde forælder svarer, at de har lav eller ingen tillid til børne- og ungdomspsykiatrien.

Marianne Skjold Larsen mener, at den manglende tillid er et udtryk for, at det er så svært at få hjælp til sit barn.

- Der er nogle, der venter op til to år på overhovedet at komme ind i systemet, fordi de er igennem alle mulige lange processer i kommunen og herefter frem og tilbage med psykiatrien.

- Prøv at forestille dig, hvad det gør ved en familie, når du har et barn, som har det så svært, og de så ikke får hjælp.

Hun understreger, at der er tale om børn, der er "meget syge", og nogle af dem selvmordstruede.

- De kan potentielt få livet ødelagt, fordi de ikke får hjælp. Det kommer jo til at koste i skolen, på ungdomsuddannelsen, på arbejdet.

Et stort problem er, at myndighederne ikke taler godt nok sammen. Marianne Skjold Larsen peger på, at forældrene ofte føler sig alene.

- Man går hjem med en diagnose i en kuvert, og så sker der ikke rigtig mere, siger hun.

- Der er ikke nogen, der tager ansvar for, at dit barn får hjælp. Du skal virkelig mønstre rigtig mange ressourcer selv for at navigere i det her system og bruge tiden på at ringe til den ene, den anden og den tredje for at høre, hvordan de her ting hænger sammen. Så hele det understøttende system mangler, siger Marianne Skjold Larsen.

Det kan Heidi og Martin Sørensen godt skrive under på.

Stuen i det hvide hus i Rørbæk uden for Hobro er prydet med billeder af deres tre børn: Alex på 12 år, Felina på 11 år og Silja på 6 år. De to ældste har psykiatriske diagnoser. I køkkenet hænger en stor whiteboardtavle med ugens skema, så børnene ved, hvad der skal ske hvornår.

- Når vores børn vågner, så starter de som regel med at være rigtig sure eller rigtig kede af det. Felina vågner ofte og vil ikke i skole og er ked af det. Og Alex, hans temperament flyver højt, indtil medicinen lige har taget toppen, fortæller Heidi Sørensen.

Alex på 12 år har ADHD og er for tidligt født med indlæringsvanskeligheder. Han er i dag i trivsel efter et langt forløb i psykiatrien og år med psykiske vanskeligheder og skolevægring, fortæller forældrene. Allerede som fireårig blev han tilknyttet psykiatrien. Men diagnosen fik han først for et par år siden.

Forældrene venter lige nu på, at Alex kan komme ind til psykiatrien igen for at få sin medicin justeret. Men ud over det har han det godt, fortæller Heidi og Martin Sørensen.

Sværere er det for Felina på 11 år. Felina har diagnosen abnorm separationsangst og har det psykisk rigtig dårligt med mange negative tanker, fortæller forældreparret.

Hun kommer sjældent i skole.

- Jeg tror ikke, at folk forstår, hvor frustrerende det er, når man har et barn med psykisk sygdom. Så er det os som forældre, der skal gøre alt. Prøv at tænke, hvis man forventede, at forældre selv skulle kurere deres barn for kræft i maven. Det er der da ikke nogen forældre, der skal styre selv. Men vi skal selv opfinde den dybe tallerken i forhold til vores børn, siger Heidi Sørensen.

Hun er p.t. sygemeldt fra sit job som specialpædagog på grund af en belastningsreaktion.

11-årige Felinas forløb i psykiatrien har ligesom storebror Alex' været præget af ventetider på op til et år for at komme til udredning. Udredningsgarantien er på 30 dage.

Når den overskrides, har man mulighed for at vælge et andet sygehus eller et privat tilbud i kraft af det udvidede frie sygehusvalg. Mens Alex blev udredt på et privathospital, fik forældrene ikke gavn af valgmulighederne i Felinas tilfælde, da ventetiden alle steder var lang, fortæller de.

Mens de ventede, vurderede lægerne dog, at Felinas henvisning var blevet forældet, fortæller Heidi Sørensen. Så skulle den dengang tiårige pige starte forfra med samtaler og test ved psykolog og læge.

- Dér fik hun et knæk. At hun havde åbnet sig, og så skete der ikke noget. For hun bliver flov, når hun skal åbne sig og fortælle om sine tanker. Det er hårdt, siger Heidi Sørensen.

Martin Sørensen tilføjer:

- Hun har spurgt os mange gange: "Hvornår får jeg noget hjælp? Hvornår? Hvornår? Hvornår?"

Felinas udredning endte i sidste ende med, at hun fik diagnosen abnorm separationsangst. Og så blev de som forældre ellers sendt hjem, fortæller Heidi og Martin Sørensen.

- Jeg vil sige, at de seneste par år med Felina har jo et eller andet sted været nytteløse. Altså, vi kan ikke bruge det til ret meget, at vi får et stykke papir med en diagnose, fortæller Heidi Sørensen.

Hvad havde I håbet på at få med fra psykiatrien?

- Noget hjælp til hende. Om det er samtaleterapi, eller om det er piller, eller hvad det skal være, ved jeg ikke. Det var det, vi havde håbet, at fagfolk ville fortælle os.

Forældrene er da heller ikke sikre på, at diagnosen abnorm separationsangst er fyldestgørende.

- Hun har rigtig svært ved at forstå, hvad andre vil hende. Når andre gør eller siger nogle ting, så har hun rigtig svært ved at forstå hvorfor, siger Heidi Sørensen.

- Vi spurgte ret direkte i psykiatrien, om hun ikke kan være på autismespektret i forhold til det her med, at hun har så svært ved det sociale. Og så får vi at vide, at det er ikke det, hun er udredt for. Det er ikke det, indstillingen til udredning gik på. Hvis vi vil have hende undersøgt yderligere, skal vi starte forfra igen, siger Heidi Sørensen.

Det er udmattende for hele familien, at det tager så lang tid, og at tingene kører i ring, fortæller forældrene. Ikke mindst for Felina.

- Hun mister tilliden til både os og andre. Hun siger: "Jeg gider ikke snakke med dem. Jeg vil ikke mere", siger Heidi Sørensen.

- For hende er det også en rutsjebanetur i følelser og afmagt, siger Martin Sørensen.

Psykiatrifondens direktør, Marianne Skjold Larsen, understreger, at problemerne i børne- og ungdomspsykiatrien er akutte.

I valgkampen skortede det ikke med politikere, der ville forbedre psykiatrien. Siden er der ikke sket noget.

- Det er mange måneder siden, at nogle politikere har nævnt behovet for at investere i psykiatrien. Og selvfølgelig kan man sige, at det står i regeringsgrundlaget, men vi har jo ikke set nogen handling endnu. Der er ikke sket noget, siger Marianne Skjold Larsen.

Hun mener, at den manglende behandling i børne- og ungdomspsykiatrien er en meget stor udfordring.

- Systematisk behandling af psykisk sygdom hos børn og unge er ikke noget, der rigtig findes herhjemme i dag.

- Der er brug for, at politikerne investerer massivt i at opbygge den her psykiatri igen.

Sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) udtaler i et skriftligt svar til Avisen Danmark, at hun er "helt enig i, at psykiatrien er voldsomt udfordret, og det gælder også børne- og ungepsykiatrien".

- Det gør et stort indtryk på mig, når jeg hører om forløb, hvor patienter og pårørende ikke føler, at de får den hjælp, de har brug for. Ikke mindst når det handler om børn og unge. Det er hverken tilfredsstillende for den enkelte patient eller behandlerne, siger ministeren og fortsætter:

- Det er en bunden opgave for regeringen at få løftet psykiatrien, og jeg er ligesom Psykiatrifonden utålmodig på patienternes vegne. Derfor har vi også med finanslovsaftalen fremrykket investeringer i psykiatrien og afsat yderligere 40 mio. kr., der her og nu skal gå til at løfte kapaciteten og få flere medarbejdere.

Sophie Løhde peger også på, at der er et arbejde i gang for at etablere et lettilgængeligt tilbud i kommunerne for børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse. Det skal gerne medføre, at man griber børnene tidligere end i dag, så de ikke bliver så syge, at de skal henvises til børne- og ungdomspsykiatrien. Ud over det blev der før valget aftalt en tiårsplan for psykiatrien, hvor psykiatrien om ti år vil være løftet med fire milliarder kroner årligt.

- Vi er altså i fuld gang med at give psykiatrien det markante løft, som vi har stillet patienter, pårørende og personalet i udsigt, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Tilbage i Rørbæk venter familien Sørensen endnu engang på at få en tid i psykiatrien til sønnen Alex, som skal have justeret sin ADHD-medicin.

- Vi møder af og til folk, som siger i god mening: "Bare bliv ved. Bare pres dem. Bare ring og ring." Men det kan vi ikke, for det er hårdt, og jeg tænker: "Er jeg så nummer 27 forælder, der ringer ind den dag for at få mit barn frem i køen?", siger Heidi Sørensen.

Familien er netop startet i et forløb hos psykiatrien, hvor forældrene og de tre børn sammen kommer ind til en samtale med to læger for at få såkaldt "psykoedukation".

Noget, som de er spændte på, og som de håber, vil hjælpe dem.

- Vi tager imod al den hjælp, vi kan få, siger Heidi Sørensen.

Elbiler: Opladning af elbiler er et kaotisk og ugennemskueligt marked, der lynhurtigt vokser sig gigantisk i takt med, at flere og flere danskere skifter til elbiler.

Sådan lyder advarslen i et udkast til en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som blev lækket til en række medier tidligere på ugen.

Nu går transportminister Thomas Danielsen (V) ind i debatten med en skarp retorik i forhold til de private virksomheder, der er ved at sætte sig tungt på opladning af elbiler.

- Jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre maksimal konkurrence, for det bliver fremtidens tankstationer, og der skal vi ikke have monopoler eller duopoler, siger Thomas Danielsen med henvisning til markeder, der alene betjenes af én eller to aktører.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der flere problemer i forhold til hele det danske marked for opladning af elbiler. I rapporten, der har været undervejs siden 2021, hæfter styrelsen sig ved manglen på konkurrence, lokale monopoler, skæve regler og aftaler, der gør det både dyrt og besværligt for forbrugerne at vælge den billigste løsning, når der skal fyldes strøm på elbilen. Det kan løbe op i en merudgift for nogle bilister på 6000 kroner om året.

Rapporten, der i øjeblikket er sendt i høring hos virksomheder og interesseorganisationer, peger også på, at de danske elbilister nærmest bliver stavnsbundet til den ladeløsning, de vælger i første omgang, fordi et skifte er for bøvlet og for dyrt.

- Som minister vil jeg af princip ikke kommentere lækkede rapporter, men jeg kan sige, at jeg er meget optaget af, at vi sikrer så meget konkurrence så muligt. Det var noget af det første, jeg sagde, da jeg blev minister, siger Thomas Danielsen.

Han vil ikke diskutere de konkrete anbefalinger til skrap regulering af branchen, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på vej. Men transportministeren gør klart, at han vil ændre på vilkårene for de udbud, hvor staten inviterer private virksomheder til at drive ladeparker til elbiler langs de store veje, især motorvejene.

- En aktør skal ikke have lov til at sætte sig på et helt marked. Er der mere end 12-14 ladepunkter, så skal man ikke sidde på mere på den samme rasteplads. Så skal der være andre aktører, så man sikrer konkurrencen, siger Thomas Danielsen.

Dermed går han i rette med de udbud, som Vejdirektoratet allerede har gennemført. For nylig åbnede den private virksomhed, Clever, hele 32 lynladepladser i alt på rastepladserne Lillebælt Syd og Lillebælt Nord langs motorvejen på Fyn. Clever skal tilføje yderligere 28 lynladere på de to rastepladser i 2025, så én operatør dermed råder over 60 lynladere inden for kort afstand.

Det er Vejdirektoratet, der anlægger ladeparkerne og sørger for de fysiske rammer og skaffer strøm til lynladerne. Derefter står private virksomheder for etablering og drift af ladepunkterne efter et udbud. Interessen for at drive ladeparkerne har været stor, og Vejdirektoratet har oplyst, at der har været syv-otte bydere på hver ladepark.

Tidligere på måneden åbnede yderligere to nye ladeparker på rastepladserne Tappernøje Øst og Vest langs Sydmotorvejen på Sjælland. Her har virksomheden Circle K fået adgang til at rejse 12 lynladere på hver side af motorvejen og lever dermed op til transportministerens ønske om at sætte et loft over størrelsen på de ladeparker, som hver enkelt virksomhed må drive.

Kan man sige, at der har været en første etape, hvor det gjaldt om at få flest mulige ladestandere, og nu kommer anden etape, hvor det skal reguleres, hvem der står bag ladestanderne?

- Både og. Vi har lavet en pulje, hvor vi langs de store hovedfærdselsårer udbyder pladserne, lige som vi udbyder til almindelige tankstationer. Der siger jeg bare, at det er uacceptabelt for mig, hvis man laver store ladepunkter, hvor der kun er én leverandør. Det vil være ødelæggende for konkurrencen, siger Thomas Danielsen.

Det indgår faktisk i anbefalingerne i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport, at der fremover skal være mindst to ladeoperatører om at opsætte ladestandere på den samme rasteplads langs motorvejene.

Bilisternes organisation, FDM, ønsker også mere konkurrence på lademarkedet, men advarer mod den skrappe regulering, som anbefales i den lækkede rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Der er mange nye virksomheder, som er på vej med alternative ladeløsninger, og dem skal vi ikke dræbe ved at regulere markedet for meget, sagde Ilyas Dogru, chefkonsulent og forbrugerøkonom hos FDM, til Avisen Danmark i onsdags.

Han understreger, at hård regulering endda kan ramme elbilejerne, fordi det vil svække markedet generelt og forhindre udbredelsen af elbiler.

Det bremser dog ikke transportminister Thomas Danielsens ønske om at gribe ind mod manglende konkurrence på området. Også selvom det kan give bagslag at regulere lige nu, hvor man gerne vil have udbygget markedet med flest mulige ladestandere.

- Det kan man mene, men vi risikerer at gøre varig skade, hvis vi ikke sikrer konkurrencen. Jeg ser det med bilisternes briller, og ved at give dem så mange lademuligheder som muligt får vi mere konkurrence og dermed billigere lademuligheder. Det er virkelig noget, jeg vil prioritere, for ellers er jeg bange for, at der på lidt længere sigt kan komme en meget uheldig prisstruktur på markedet, siger Thomas Danielsen.

Han har ikke en plan for, hvornår en skrappere regulering skal være på plads. Foreløbig afventer han selv at læse Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport, der skal behandles af Konkurrencerådet, inden den kan offentliggøres.

- Når rapporten er færdig, så glæder jeg mig til at læse den, siger Thomas Danielsen.

En kvinde fik sig formentlig et chok, da hun 19. oktober 1985 om morgenen i Albertslund cyklede forbi en taxa, der holdt stille, men med motoren kørende. For inde i taxaen så hun den 49-årige chauffør hænge død hen over rattet, skudt i hoved og mave og berøvet. Morderen viste sig at være den dengang 29-årige dansk-grønlandske mand Seth Sethsen. Han blev året efter dømt til fængsel på livstid. Han er stadig indespærret.

Det samme er makedoneren Naum Conevski. Han er dømt for 20. maj 1984 at have skudt og dræbt to unge mænd på femøren på Amager Strand, hvor han også forsøgte at dræbe en tredje.

I 1981 blev han idømt to et halvt års fængsel for voldtægt af en kvinde i Snekkersten. Han sad kun godt halvdelen af tiden, da Ekstra Bladet gennem en artikelserie skabte så megen tvivl om hans skyld, at sagen blev genoptaget, og Conevski blev løsladt. Kvinden tog senere sit eget liv.

I forbindelse med mordsagen viste det sig efterfølgende, at han havde begået ikke én, men to voldtægter.

Disse to mænd er de længst siddende straffefanger i Danmark lige nu. Nu er det muligt at møde dem - ikke på gaden, men i podcast og tv-programmer.

Det er TV2's Anders Lomholdt, der har mødt dem og talt med dem i deres fangenskab. Det er der kommet fire podcast-programmer og to tv-dokumentarer ud af. Titlen er "Skyggesiden: Låst inde for livet."

Podcast-serien kan høres nu, mens tv-udsendelserne kan ses fra mandag 22. maj på TV2 og TV2 Play.

- Seth Sethsen og Naum Conevski kan blive de første danske fanger i nyere dansk historie, som sidder i fængsel på livstid - altså forstået på den måde, at de sidder inde en menneskealder og aldrig kommer på fri fod. Når man ser nærmere på, hvorfor de har afsonet så længe, er det tydeligt, at det handler mindre om selve forbrydelsen og mere om, at de efter årtier bag tremmer ikke længere kan eller vil leve op til Kriminalforsorgens krav til at sætte livstidsfanger på fri fod, siger Anders Lomholt i en pressemeddelelse.

Det er sjældent, livstidsdømte rent faktisk kommer til at sidde i fængsel på livstid. Som reglerne er, kan de søge om prøveløsladelse efter 12 år. I gennemsnit sidder de i fængsel i næsten 17 år.

Seth Sethsen og Naum Conevski har med andre ord markant overhalet dette gennemsnit. Det rejser nogle spørgsmål, som er den principielle årsag til at lave podcasten og tv-dokumentaren, mener Anders Lomholt:

- Det her er jo to spektakulære og opsigtsvækkende drabssager, men der er også noget mere principielt på spil omkring vores retssikkerhed og hele ideen om at straffe. For hvem gavner det, når fanger afsoner straffe på op mod 40 år, og hvordan håndterer vores fængselssystem de længst siddende fanger?

Naum Conevski er i dag 74 år og har siden dommen tilbragt 38 år som frihedsberøvet. Han blev efter Jugoslaviens opløsning makedonsk statsborger.

Han har flere gange søgt om at få sin afsoning overflyttet til Makedonien. Det ønske er ikke imødekommet. Derfor sidder han nu som forbryderen med den hidtil længste igangværende afsoning. Den foregår ikke længere i et klassisk fængsel, men på Sankt Hans Hospital i Roskilde.

Anders Lomholt udgav for to år siden en bog om Conevski. "Livstid. Drabssagen, der ikke vil dø" hedder den. I bogen fremstiller Conevski ikke sig selv som en, der er rar at have på fri fod. Han fastholder sin uskyld, og om efterforskningschefen, der opklarede dobbeltdrabet på Femøren, siger han: ”Hvis jeg møder ham, slår jeg ham ihjel. Det er ham, der har fået mig dømt. Han er et racistisk møgsvin.”

Seth Sethsen fylder 68 år 26. maj. Mere end halvdelen af sit liv, i 37 år, har han siddet i fængsel for rovmordet på taxachaufføren. Dertil skal lægges 11 år, han tidligere har afsonet for en række røverier og narkoforbrydelser. Det er knap tre fjerdele af sit liv, han således har tilbragt bag tremmer - eller så godt som hele voksenlivet.

Selv om det kun er få livstidsfanger, som sidder så længe, som Naum Conevski og Seth Sethsen har gjort, er de ikke de eneste med rigtig mange år i fangenskab.

Den firedobbelte politimorder, nu afdøde, Palle Sørensen, sad i fængsel i 33 år, inden han blev benådet i 1998 som 71-årig. I 1946 blev William Brorson dømt for dobbeltdrab og sad i 32 år. Til september har Steen Victor Christensen også siddet 32 år efter en dom for røverier og mord på to finske politibetjente.

Knap så kendt - fordi det er så mange år siden - er Søren Mathiasen. I 1876 dræbte og begravede han på en mark i Såderup ved Nyborg en mand, han stod i gæld til.

Det kostede ham næsten 50 års fængsel, der primært blev afsonet i Horsens Tugthus - med flere indlæggelser på sindssygeanstalter undervejs. Han blev løsladt fra fængslet i november 1926 og blev placeret på Dalstrup Plejecenter i Grenaa, der var en afdeling under Statshospitalet i Risskov. Han døde i 1931 i en alder af 84 år.

På verdensplan menes fransk-australieren Charles Foussard at have verdensrekorden i fængselsafsoning. Da han i 1974 døde som 91-årig havde han tilbragt knap 71 år i australsk fængsel. Han blev i 1903 dømt for at have slået en ældre mand ihjel, da han ville stjæle mandens støvler.