Hun er ofte blevet sammenlignet med Anders Fogh Rasmussen, men formår Mette Frederiksen (S) også at gå i sin statsminister-forgængers fodspor, når det gælder den politiske karriere efter et langt liv i dansk politik?

Det finder vi nok snart ud af, fordi statsminister Mette Frederiksens navn bliver varmere og varmere på den internationale rygtebørs, når det blandt diplomater, politikere og journalister diskuteres, hvem der mon skal afløse norske Jens Stoltenberg, når hans periode som Natos generalsekretær ventes at udløbe senere på året.

Efter næsten 1500 dages ventetid gæster Mette Frederiksen mandag USA's præsident, Joe Biden, i Det Hvide Hus i Washington, og det besøg har allerede givet fornyet liv til spekulationerne.

Men hvad taler for, at Mette Frederiksen ender med at få tilbudt jobbet som generalsekretær i den transatlantiske forsvarsalliance - og hvad taler mod? Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her et overblik over de forskellige argumenter, som florerer i de diplomatiske kredse:

Musik: Jakob Winther glemmer aldrig en søndag eftermiddag for to år siden, hvor han lå på sine forældres sofa i deres hjem i Middelfart.

Han boede i København, hvor han havde sit studie, Vibe Factory Recording Studio, men havde i nogle uger været tilbage i barndomsbyen, fordi han havde det skidt mentalt og fysisk.

Da hans far kom ind i stuen, fornemmede han straks, at der var noget under opsejling. Faren lignede ikke sig selv. Han var åbenlyst nervøs. Utilpas.

- Pludselig gik det op for mig, at der var gang i en ”intervention”, hvor han fortalte mig, at min mor og han vidste, jeg var stofmisbruger. Jeg benægtede alt, siger Jakob Winther, som på det tidspunkt havde taget kokain dagligt i knap seks år.

Da hans tre år yngre lillebror kort tid efter dukkede op, benægtede han stadig alt. Indtil broren fortalte ham, at han og hans kæreste var bange for at lade Jakob være sammen med deres to døtre på dengang to og fire år. De anede simpelthen ikke, hvad han kunne finde på, og stolede ikke på ham.

- Da min lillebror sagde det, faldt alle parader. At høre, at min egen bror var bange for at lade mig være sammen med mine niecer, fik mig til at knække fuldstændig sammen. Det var først dér, at jeg endelig indrømmede, hvor slemt det stod til. Jeg var fuldstændig magtesløs, siger Jakob Winther.

10 minutter senere sad han sammen med sin far i bil på vej mod Vojens og behandlingsstedet Stien. Uden tøj, mobil eller computer. Foran ham lå seks uger, som ville få stor betydning for hans liv.

Tilbage i København sad Jakob Winthers nye kæreste, som ikke anede, at hun havde indledt et forhold til en stofmisbruger.

Jakob Winther flyttede til København allerede som 18-årig for at udleve drømmen som producer. Han har blandt andet samarbejdet med Lukas Graham, Thomas Helmig, Scarlet Pleasure, Mads Langer, Alphabeat, Benal og The Rollings Stones’ backingband.

Efter en hård opstart i slutningen af 2000’erne, hvor kalenderen ofte var tom, fik han flere og flere opgaver. Især efter hans arbejde med Lukas Grahams blå album, som udkom i 2015, begyndte det at gå stærkt.

Alle ville arbejde med ham, og kalenderen blev fyldt med aftaler. Når han havde fri, blev han ofte inviteret med til de ”rigtige” fester.

- På det tidspunkt levede jeg præcis det liv, jeg havde drømt om som teenager. Masser af penge, en finger med i spillet på mange af tidens radiohits og et stort netværk med masser af bekendte fra den øverste liga. Men jeg havde romantiseret det og følte mig ikke godt tilpas, siger Jakob Winther.

I forhold til sit arbejde som producer havde han fornemmelsen af, at han gik for meget på kompromis. Det handlede sjældent om kærligheden og passionen til musikken, men om at forblive populær og aktuel. At skabe det næste hit på kortest mulig tid.

- Det var ikke sundt for mig i længden, og for at flygte fra skyldfølelsen ved ikke at være tilfreds med et liv, mange drømmer om, endte jeg med at tage kokain til en af disse fester, hvor kokain er socialt accepteret. I nogle miljøer er det stort set alle, som tager det. Det er ikke for at hænge nogen ud. Det er bare et faktum.

I begyndelsen tog han kun kokain til fester i weekenden. Senere blev det også om aftenen i hverdagene og efter et par år sad han mandag morgen og tog baner for overhovedet at komme i gang med ugen.

- Mit misbrug eskalerede voldsomt, og efter et par år var jeg oppe på at tage fem gram kokain om dagen. Man siger, at et gram kokain kan slå et menneske ihjel, hvis det aldrig har taget stoffet før. Til sidst tog jeg en streg hver halve time døgnet rundt. Jeg kunne være vågen i op til tre døgn, hvor jeg ikke spiste, så tog jeg et helt døgn med søvn og lidt at spise, og så startede samme turnus igen, fortæller Jakob Winther.

Han har erkendt, at han kunne være død af sit misbrug. Fordi han pressede sin krop til det yderste.

- I går så jeg historien om en 24-årig mand, der var død af sit kokainmisbrug. Det kunne lige så godt have været mig. Så jeg er taknemmelig for, at jeg har været clean i to år. Jeg har aldrig haft det bedre i mit voksenliv end nu, siger Jakob Winther.

Den første uge i Vojens havde han svært ved at forholde sig til, at han var omgivet af alkoholikere og stofmisbrugere. Fordi han ikke betragtede sig selv som stofmisbruger.

- Jeg havde følelsen af, at jeg ikke var en ”rigtig” stofmisbruger, fordi jeg havde job, lejlighed og penge. En stofmisbruger var i mine øjne en stakkel, som boede på gaden og måtte stjæle for at få råd til stofferne. Men efter en uge måtte jeg erkende, at jeg var full blown stofmisbruger, siger Jakob Winther.

Til at begynde med syntes han, at gruppeterapi var noget hokuspokus. Men stille og roligt begyndte det at give mening.

- Når vi sad sammen i grupper, gik det op for mig, at min adfærd, mine problemstillinger og mine mekanismer var magen til de 20 andre stofmisbrugeres og alkoholikeres. Det var faktisk en lettelse at finde ud af, at jeg ikke stod alene. Jeg fik det klart bedre ved at dele mine inderste tanker og turde kigge indad. Det gjorde pisseondt, men det var nødvendigt at ruske op i for at tage ved lære.

Efter sit ophold i Vojens og flere måneder hjemme hos forældrene solgte Jakob Winther sin lejlighed og studie i København og købte et parcelhus i Middelfart med sin kæreste, som studerer på SDU. De har beholdt hendes lejlighed i hovedstaden, da hun kommer derfra.

- Det er ret vildt, at hun blev sammen med mig. Da jeg kom til Vojens, hørte hun ikke fra mig en hel måned. Hun troede, jeg havde en depression og havde droppet hende. Da jeg endelig fik taget mig sammen og ringede til hende for at lægge kortene på bordet, var det opkald det sværeste i mit liv, siger Jakob Winther.

Men hans kæreste tilgav ham. Både for at have været misbruger og for ikke at have givet lyd fra sig en måned.

- Jeg er sikker på, at vi kan overkomme alt efter den turbulente start på et forhold. Det vidste sig, at hverken hun, min familie eller mine venner betragtede mig som en fiasko. Hvilket var det, jeg havde frygtet i årevis. Glansbilledet af den succesfulde producer i København krakelerede komplet, men det eneste, de ønskede, var at få den gamle Jakob tilbage.

Den gamle Jakob er på en måde også den nye Jakob. For efter to år væk fra musikken er han ved at være klar til at vende tilbage til producerrollen i sit nye studie, som ligger på førstesalen over farens og lillebrorens tømrerfirma i udkanten af Middelfart.

I mange måneder benyttede han udelukkende overetagen som opbevaring til sine instrumenter, mixerpult og alverdens udstyr. Meget af udstyret har han siden smidt ud.

- Jeg havde siddet i min kokain-rus og forsøgt at lodde på alt muligt udstyr, hvilket har ødelagt det. Det har taget ret lang tid at få alt sorteret, repareret eller smidt ud. I forhold til lokalerne hjælper det at have en far og en bror, som har skruet hænderne godt på.

Jakob Winther solgte – ligesom mange stofmisbrugere gør det – personlige ejendele for at skaffe penge til sit misbrug. Heldigvis har han ikke solgt de mest sjældne og værdifulde instrumenter, mikrofoner eller den sjældne Neve 8014-mixerpult, som han byttede til sin nuværende.

- Da jeg begyndte at tjene penge for 10 år siden, støvsugede jeg nettet for mikrofoner, instrumenter og udstyr, som siden er steget voldsomt i pris. Min nuværende mixerpult fra 1968 har blandt andet været brugt på indspilninger med Paul McCartney og Rihanna. Den koster mere end vores hus, siger Jakob Winther og ryster på hovedet.

Han vil helst ikke sætte beløb på, hvor mange penge han har brugt på stoffer de seks år, han tog kokain.

- Enhver kan regne ud, at der er tale om ekstremt mange penge. Jeg var bare så heldig, hvis man kan bruge det ord, at jeg havde et job, hvor jeg tjente mange penge. Hvis det ikke havde været tilfældet, havde jeg formodentlig skulle begå kriminalitet for at have råd til den mængde stoffer over så mange år.

Jakob Winther kan heller ikke sige sig fri for at have udnyttet sine forældre og venner økonomisk. Så var hans netbank i stykker, så havde han tabt sit Visa-kort, så virkede MobilePay ikke på hans telefon.

- Når man er stofmisbruger, bliver man en mester i undskyldninger. Jeg endte også med at aflyse næsten alle aftaler med venner og familie, fordi jeg frygtede, de ville gennemskue mig. Influenza, tømmermænd, allergi og maveonde. Jeg benyttede alle kneb. Men de havde luret mig. Måske uden at vide præcis, hvor slemt det stod til.

Efter sit ophold på Stien i Vojens begyndte han at skrive til alle de venner, samarbejdspartnere og musikere, han havde undgået i årevis.

- De har været overraskende positive og søde, når jeg har fortalt, hvorfor jeg ikke har holdt aftaler eller er blevet væk. Jeg tror, at mit moralske kompas efterhånden står rigtigt igen, konstaterer Jakob Winther.

Misbruget påvirkede hans arbejde som producer. Han fik ikke lavet sangene færdige som aftalt. Eller afleverede for sent.

- Noget af det, jeg producerede, havde ikke den standard, jeg kunne levere inden. Det var aldrig dårligt. Det var bare sjældent så godt, som det kunne være blevet. Jeg har faktisk undgået at lytte til sange fra den periode, fordi jeg frygter, at det ripper op i nogle sår, siger Jakob Winther.

Han ved med sikkerhed, at han aldrig kommer til at lave samlebåndsarbejde igen. Kreativiteten og fordybelsen skal være i højsædet, ellers skal man vælge en anden producer.

Han har netop færdiggjort den første sang, siden han blev clean. Et nummer med Sebastian Klein og guitaristen Niklas Schneidermann fra Magtens Korridorer.

- Jeg synes, det gik godt. Jeg var bange for, at de ville vælge en anden, når jeg fortalte, hvorfor jeg har været væk i to år. Men de sagde, at det netop var min ærlighed, som fik dem til at vælge mig, siger Jakob Winther og tilføjer med et smil, at han ikke havde glemt, hvilke knapper, der gør hvad.

Forrige uge fortalte han sanddrueligt om sit misbrug i Go’aften Live på TV 2. Siden er det væltet ind med sms’er og mails. Han gætter på, at han svarede på 300 henvendelser sidste uge. Ikke én eneste var negativ, hvilket kom bag på ham.

- Mange af beskederne var fra misbrugere, som ville rose mig for at være kommet ud af det. Andre kom fra fortvivlede forældre, der ligesom mine forældre kunne se, at der var noget helt galt med deres barn. Jeg har forsøgt at hjælpe med råd om behandlingssteder og mine erfaringer fra mit forløb. Det ville være fantastisk, hvis andre kunne komme ud af deres misbrug og få det lige så godt som mig.

Efter de seks uger i Vojens frygtede hans forældre, at han aldrig ville kunne varetage et job igen. Det var han faktisk også bange for selv.

- De første måneder kunne jeg ingenting. Men jeg fik et arbejde hos et firma, som laver industrilakering, hvor jeg startede med fire timer om ugen og endte med at arbejde fuld tid efter et år. Jeg kunne mærke, hvordan min fysik blev bedre og bedre. Hvilket igen smittede positivt på min psyke.

På ét punkt må Jakob Winther dog leve med, at seks års kokainmisbrug har sat et varigt præg.

- Min lugtesans er smadret. Formodentlig for altid. Men det er sgu billigt sluppet, når man tænker på, at jeg kunne være død.

Natali Skov Petersen brækkede ryggen i en ulykke under en ferie til Tyrkiet i starten af maj.

Hun var ikke dækket af en rejseforsikring, og en nabo og veninde til Natalis forældre oprettede en indsamling, der var med til at dække nogle af de store udgifter til at få hende fløjet hjem til Danmark.

I kommentarsporet på Facebook-opslag, i private beskeder og på telefonopkald er Natali og hendes familie blevet anklaget for at snyde, at lyve om omstændighederne, og at årsagerne til indsamlingen var falske. Nu fortæller Natali selv, hvad der skete, den dag hendes liv ændrede sig markant.

- Jeg er træt af misforståelser. At folk ringer og spørger om alt muligt, de har hørt eller helt misforstået, fortæller hun og tilføjer:

- Og så er det vigtigt for mig at sætte fokus på alt den fantastiske hjælp, jeg har fået, og hvor glad og taknemlig jeg er, over det. Men også hvor sur over den uretfærdighed over, at vi ikke har fået hjælp af dem, der burde have været der med hjælp og rådgivning.

Natali, der er 21 år gammel, er på ferie i Tyrkiet sammen med sin veninde, da ulykken sker. Det er deres første rejse sammen.

- Vi får en tatovering dernede, og vi bliver venner med de der tattooartister. Vi bliver enige om, at vi vil i byen og have det sjovt den sidste aften inden, vi skal hjem, siger hun.

Det er torsdag den 3. maj, at Natali, veninden og blandt andet to tyrkiske tattooartister tager i byen.

- De to siger, at de synes vi skal køre til Green Garden, der kun ligger fem minutter væk. Vi tager hjelme på og hopper op bag på deres scootere. Det ligner almindelige scootere, men de kører sindssygt hurtigt, så de har nok været tunede eller noget.

Men køreturen tager ikke fem minutter som planlagt, og Natali begynder at blive urolig.

- De kører væk fra vores anden tyrkiske ven, Ali, og ud mod motorvejen. Vi kører hvert fald i en halv time og jeg tænker "Oh shit, hvad har de gang" og bliver lidt utryg ved situationen.

Pludseligt rammer den scooter, Natali sidder bagpå, noget.

- Han rammer noget, jeg tror det er en sten, og så begynder vi at slingre. Og så bang. Og alt er sort. Jeg er helt væk. Jeg vågner og skriger, mens jeg bliver løftet op på en båre, og det næste, jeg husker, er, at jeg vågner på hospitalet. Og jeg skriger. Der gør ondt over hele kroppen.

Natali fortæller, at hendes krop er gået i chok. At hun ryster over hele kroppen, og at hun fryser helt enormt.

Ulykken finder sted klokken 3 natten mellem torsdag og fredag.

På sygehuset, Natali bliver fragtet til, er der ingen, der rigtigt kan engelsk.

- Stine (veninden, red.) er med mig på sygehuset. Der er fyldt med læger, men ingen forstår noget. Vi har ingen kontanter, der er ingen rigtig forbindelse, og vi har ingen wifi.

Natali ligger på sygehuset, hvor ingen læge tilser hende i starten.

- Politiet kommer ind, siger noget på engelsk om, at jeg skal skrive under på nogle papirer, for ellers kan jeg ikke være der. Han får mit blå sygesikringskort og mit kørekort. Jeg ved ikke, hvad jeg skriver under på. Jeg er helt væk. Så går han igen.

Hun ringer hjem til sine forældre.

- Jeg skriger i telefonen, at jeg har brug for hjælp. Lægerne kan ikke engelsk, og jeg ligger bare og ved ikke, hvad der er sket med mig. Ingen fortæller mig noget.

Der kommer tre mandlige læger, der får vist Natali, at hun skal have lagt kateter.

- De lægger kateteret, men de lægger det forkert. Det gør enormt ondt. I starten er Stines ven, Ali, der. Han kan oversætte. Ingen i personalet kan engelsk.

Natali skal i en CT-scanner.

- Det er helt vanvittigt. Stine og Ali bliver bedt om at bære mig fra sengen og over i scanneren. Jeg må ikke have kateter, når jeg skal i scanneren. Det bliver pillet ud, men der flyder en masse med ud på tæppet, jeg ligger på. Det bliver ikke skiftet de næste tre dage. Det er bare så ulækkert. Det er virkeligt nederen og klamt.

Veninden tager tilbage til hotellet for at få hjælp fra blandt andet rejseguiden og finde ud af, hvordan pigerne skal forholde sig. Natali ligger næsten et døgn alene på sygehuset.

- Jeg får at vide, at jeg har brækket en knogle i ryggen. I starten er Ali der til at oversætte. Han og Stine går. Jeg kan ikke bevæge mig, og når de kommer med mad og vand, kan jeg ikke nå det. De vil ikke hjælpe mig, så jeg får ikke noget at drikke før næste aften, hvor Stine kommer igen. Da er jeg dehydreret.

Den tyrkiske ven, Ali, oversætter de forskellige meldinger, der kommer, når han der.

- Først får jeg at vide, at der er brækket en knogle. Senere får jeg oplyst, at der kun er en revne i en knogle.

I alt går der fire døgn, før lægen kommer for at forklare, hvad der er galt.

- Han har ikke tid før åbenbart. Han får forklaret, at jeg bare skal op og gå. At jeg gerne må gå på toilettet, så længe jeg har nakkekraven på. Det gør afsindigt ondt, og han siger, jeg skal bare støtte fra og rejse mig. Det prøver jeg, men jeg besvimer, og han lægger mig tilbage i sengen. Da jeg vågner, skal jeg prøve at komme op og stå igen, erindrer hun.

Det lykkes for hende at komme op af sengen og gå lidt rundt.

- Men det måtte jeg jo slet ikke. Jeg har senere fået at vide, at det har været med til at gøre mine brud værre.

Hjemme i Danmark er Natalis forældre i gang med at prøve at skaffe hjælp. Natali er nemlig ikke dækket af nogen rejseforsikring, så familien står alene med både navigationen i det, men også med de økonomiske udgifter dertil.

- De prøver at få fat i ambassaden gennem flere dage, men de tager ikke telefonen. Ingen hjælper med at finde ud af, hvordan jeg kan komme hjem. Det må de selv finde ud af. Jeg taler med mine forældre i telefon hele tiden, selvom det er enormt dyrt. Jeg er så alene og bange, mens jeg er der.

På tredje dagen ankommer Natalis mor og mormor til Tyrkiet.

- Så er jeg ikke så alene mere. Vores nabo og veninde spørger min mor, om hun må starte en indsamling til udgifterne. Det er okay, så længe min mor ikke skal stå for det. Men da indsamlingen går i gang, skriver folk alt muligt mærkeligt til min mor. Jeg ser det i starten ikke selv, men vi taler om det. Folk ved ikke noget, men antager alt muligt.

Og på sygehuset i Tyrkiet får Natali også besøg af en, hun ikke kender.

- Det sygeste er, at mens jeg ligger der, så kommer der en dansker, der bor i Alanya ind. "Er Natali her? " spørger hun. Hun havde fundet frem til hospitalet, og ville bare se, om jeg faktisk fandtes. Folk tror, at det er fake.

I mange kommentarer, der er på Facebook tilhørende indsamlingen, er der anklager om snyd og bedrag.

- Jeg bliver rigtig rigtig sur og ked af det. Mange skriver igen og igen, at det er dumt at rejse uden forsikring og "Så kan hun lære det". Men ulykken og den brækkede ryg var også sket, hvis jeg havde forsikringen. Den tvivl om, hvorvidt jeg tigger penge, at det er et scam hele familien er med i og løgn og bedrag, gør mig ked af det. Hvis man ikke synes om indsamlingen, kan man jo bare lade være med at støtte og scrolle videre, fortæller Natali, der i dag er hjemme i Haderslev.

Indtil hun kan klare sig selv, bor hun ved sine forældre.

Indsamlingen har dog ikke kun vist folks anklagende sider. Tværtimod.

- Der er også mange gode og støttende tanker. Da jeg ligger der i Tyrkiet, og der begynder at tikke penge ind, så jeg kan komme hjem, begynder jeg at stortude. Det er så vildt, at så mange vil hjælpe. Det er fremmede, jeg ikke kender, forældre fra børn, jeg har passet og alt muligt. Jeg er virkeligt taknemlig, og det er virkeligt rørende.

Natalis familie har fået arrangeret et ambulancefly, der ankommer mandag aften i Tyrkiet. Flyet koster 218.600 kroner, og indsamlingen alene har givet over 120.000 kroner til formålet. Dertil har familien selv fundet resten af beløbet, og Natali bliver fløjet hjem den efterfølgende tirsdag. Hun er indlagt i Tyrkiet fra ulykken sker natten til fredag den 4. maj og frem til tirsdag den 9. maj.

- Under hele forløbet har jeg ikke været smertedækket. Jeg får to panodiler. That's it. Det danske ambulancefly kommer mandag aften, hvor jeg blandt andet bliver smertedækket med morfin.

Hvad siger det danske personale, der undersøger dig, til din tilstand og den behandling, du har modtaget?

- De siger, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man ikke sige noget. Inden afrejse kommer jeg i sådan en holder, der bliver fyldt med luft og holder kroppen på plads under rejsen. Så snart, de danske læger er hos mig, er jeg ikke så bekymret. Jeg stoler 110 procent på, at de hjælper mig, og jeg føler mig i trygge hænder for første gang.

Natali ankommer til lufthavnen i Sønderborg og bliver fragtet til sygehuset i Aabenraa.

- Jeg kommer i både MR- og CT-scanner. Jeg har fem brækkede rygknogler, en knust rygknogle og et brækket brystben. Det er et ustabilt brud.

Lægen fortæller Natali, at hun er utroligt heldig. At ugen inden, var der en 17-årig, der havde samme type brud, og han endte som lam fra nakken og ned.

- Det er så skræmmende, da han fortæller det. Det sætter virkeligt det hele i perspektiv. Jeg har ikke regnet med, det var så slemt, for jeg har fået at vide, det er et enkelt brud og derefter blot en revne.

Natali bliver sendt videre til operation på OUH, hvor hun en uge efter ulykken bliver opereret. Operationen tager otte timer.

- Jeg vil bare have det overstået. Jeg er så glad og taknemlig for de sygeplejersker, jeg har haft. De har virkelig støttet mig.

I dag kan Natali gå rundt og ordne små hverdags ting. Og så venter hun på, at kroppen heler. Hendes daglige omgang medicin byder på 30 piller for at holde hende smertedækket og kroppen i gang.

- I tre måneder må jeg gå og lave hverdagsting. Ingen løft og så videre. Og derefter må jeg starte på genoptræning. Jeg håber, jeg kan vende tilbage til mit pædagogstudie til oktober, siger hun og tilføjer.

- Jeg burde komme til at fungere helt normalt igen. Men lægen fraråder, at jeg laver gymnastik, for det vil gå ud over min ryg.

Og netop gymnastik er Natalis store passion.

- Gymnastik betyder utroligt meget for mig. Jeg kan bruge kroppen til at udtrykke mig til musikken, det gør mig glad, og der er et godt fællesskab.

Inden ulykken var Natali klar til at skulle til udtagelse til rep-holdet.

- Det er holdet inden Verdensholdet, forklarer hun.

Nogle af de mange negative og anklagende toner på Facebook omkring Natalis ulykke og indsamlingen, er gået på, at det var dumt og selvforskyldt at havne i sådan en situation, hvis man fravælger en forsikring.

Og det kommer aldrig til at ske igen, at Natali rejser uden forsikring.

- Nej, det har jeg lært på den hårde måde. Jeg var ude og rejse en måned forinden, hvor jeg havde en rejseforsikring. Jeg troede, jeg var dækket af den stadig. Jeg havde bare ikke fulgt op på det, og det er da mega dumt, men jeg havde bare ikke tænkt mere over det.

Men selv hvis, Natali var dækket af en rejseforsikring, er det ikke sikkert, det havde ændret en masse.

- En almindelig rejseforsikring dækker ikke kørsel på scooter og motorcykel og så videre. Der skal en udvidet forsikring til, har jeg fået at vide bagefter.

Den voldsomme omgang har ikke afskrækket Natali fra at rejse. Men hun behøver ikke komme tilbage.

- Jeg vil stadig gerne rejse. Det har ikke afskrækket mig. Men jeg er færdig med Tyrkiet. Det er helt sikkert. Jeg skal aldrig dertil igen. Og jeg er også færdig med at køre scooter.

Den tattooartist, der kørte den scooter, Natali sad bag på, blev også hårdt ramt ved ulykken.

- Jeg har ikke kontakt med nogle af dem. Det viser sig, at de ikke havde de bedste intentioner med os. De løj om afstanden til der, hvor vi skulle hen, og jeg har bagefter fået at vide, at de havde sagt alt muligt på tyrkisk om os tidligere på aftenen, siger hun og fortsætter:

- Men jeg har fået at vide, at hans ansigt blev totalt smadret ved ulykken.

De mange positive og støttende bemærkninger samt beløb, der er sendt Natalis vej, har stor betydning for hende.

- Jeg er mundlam over, hvor mange, der har sendt både penge og gode tanker. Det havde jeg ikke regnet med eller håbet på. Jeg vil ikke være nogen til last, og jeg er ked af, at mine forældre har skullet bruge så mange penge på mig. Og derfor er jeg virkeligt taknemlig for det beløb, der er samlet ind, så de har fået økonomisk hjælp til nogle af de store udgifter ved det hele.

Selvom Natalis fremtid er uden gymnastik, så er hun glad for det, der kan lade sig gøre.

- Jeg må forhåbentlig gerne gå i fitness igen på et tidspunkt. Så det må blive det, jeg gør i min fritid. Selvom det bliver mærkeligt ikke at skulle være gymnast mere.