Det er farligt for alle – og særligt for ældre – hvis ikke man spiser nok og godt.

Men underernæring er ikke bare decideret livsfarligt for de ældre.

Det er også et væsentligt problem for samfundet, for det presser sygeplejen i både regioner og kommuner – og koster samfundet milliarder af kroner.

Derfor er Kost- og Ernæringsforbundet, FOA og Ældre Sagen gået sammen om et udspil, der opfordrer politikerne til at gøre mad og måltider til en større del af fremtidens ældrepleje og sundhedsvæsen.

Svækkede ældres ernæring er vigtig at have fokus på for blandt andet at undgå eller begrænse indlæggelser og genindlæggelser, fortæller Ghita Parry, der er formand for Kost- og Ernæringsforbundet.

- Derfor er vi for eksempel optagede af, at når man udskrives fra sygehuset med en genoptræningsplan, skal man også have en ernæringsplan med i lommen. Ellers virker genoptræningen ikke. Skal man indgå i et rehabiliteringsforløb – og få gavn af det – skal man have muskelkraft og energi nok, siger hun.

De tre aktører opfordrer til, at ernæringsindsatsen indarbejdes i sundhedsloven, så den bliver en obligatorisk del af samfundets tilbud til de svækkede ældre.

Så man arbejder lige så systematisk med at servere den rigtige mad, som man sørger for at give de rigtige piller.

- Vi mangler standarder og konkrete redskaber for ernæringsrigtig kost, der for eksempel også er klimavenlig, hvis den svækkede ældre ønsker det. Vi mangler nogle myndighedskrav, vi kan følge, så vi kan servere mad, som både ernæringsmæssigt, kulturelt, miljø- og klimamæssigt giver mening for den enkelte, siger Ghita Parry.

En undersøgelse fra 2022 viste, at 60 procent af de indlagte på Aarhus Universitetshospital over 65 år var i ernæringsrisiko – det vil sige i risiko for underernæring.

Samtidig vurderer Sundhedsstyrelsen, at omkring 60 procent af de ældre i plejebolig eller i hjemmeplejen er i ernæringsrisiko.

Christian Lodberg Hvas er overlæge på afdelingen for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital, forsker i ernæring og medforfatter til førstnævnte undersøgelse.

- Underernæring hos ældre er et væsentligt helbredsproblem, som udfordrer den øvrige behandling, vi giver på hospitalerne, siger han.

Ældre mennesker kan blive så underernærede i forbindelse med sygdom, at de ikke kan nå at indhente underskuddet, forklarer overlægen.

- Har man tabt 2, 8 eller 15 kilo, mens man er syg, tager det lang tid at komme til kræfter igen. Og der er mange, der ikke når at komme til kræfter igen og får den nødvendige muskelmasse til at gå eller til trække vejret.

- De dør ikke af sult, men man kan dø af komplikationer forbundet med nedsat ernæringstilstand. Der er lavet gode studier i USA og Schweiz, der har vist, at går man systematisk til værks med ernæringsterapi, kan dødeligheden halveres, siger Christian Lodberg Hvas.

Netop mere systematik i arbejdet med ernæring er noget af det, Kost- og Ernæringsforbundet efterspørger i udspillet:

”Helt centralt er systematisk opsporing af ældre mennesker i risiko for underernæring”, skriver de.

Ghita Parry, hvordan skal den her systematiske opsporing foregå?

- Det handler jo simpelthen om, at der er nogle personalegrupper, som har øje for, at der her er nogen, der skal tages mere omsorgsfuldt hånd om. Det gælder både på sygehusene, i kommunerne og i overgangen mellem sygehus og kommune.

Hvis nogen mener at kunne se med det blotte øje, at en borger har tabt sig, er det ofte for sent, forklarer Ghita Parry.

- Hvis livremmen kan spændes ind med et hul mere, har man måske allerede tabt sig tre eller fire kilo. Er man svækket og underernæret i forvejen, er det den helt forkerte vej at gå i forhold til at være uafhængig af hjælp udefra, siger hun.

Ifølge Christian Lodberg Hvas er en mere systematisk overvågning en god idé. Lige nu opdager vi for få af de ældre, der er i ernæringsrisiko, fordi vi simpelthen er for dårlige til at holde øje, forklarer han.

- Enhver kan se, hvis nogen sulter eller er svært undervægtige, men dem, der er i risiko, som vi alene kan opdage ved systematisk opsporing – skal vi lede bedre efter. Dem er vi ikke særligt gode til at finde. Og det er et problem, for det gør deres behandling dårligere, siger han.

Han understreger samtidig, at Sundhedsstyrelsen sidste år udgav en vejledning, som kan være en løftestang til at forbedre området. Den rummer de værktøjer, der efterspørges på hospitalerne, hvor man nu er spændte på, hvordan de værktøjer finder plads i kommuner, lægepraksisser og på hospitaler.

Potentialet for samfundsøkonomien er også til at få øje på.

I Norge viste en rapport i 2022, at sygdomsrelateret underernæring hvert år koster det norske samfund 31 milliarder norske kroner – svarende til knap 22 milliarder danske kroner.

- Vi har ikke lavet nogen tilsvarende undersøgelser i Danmark, men der er ikke nogen grund til at tro, at det er særligt anderledes herhjemme, siger Christian Lodberg Hvas.

Antallet af plejekrævende ældre stiger hastigt de kommende år.

Og analyser spår, at der i 2030 vil være en voldsom mangel på arbejdskraft på ældreområdet. Det løber op i et underskud på 1200 ernæringsassistenter, 16.000 sosu-hjælpere og -assistenter og 1600 hus- og serviceassistenter.

- Vi står overfor en udfordring, hvor vi kommer til at mangle vigtig arbejdskraft på sundhedsområdet i fremtiden. Det betyder, at det er nu, vi skal finde nogle andre løsninger. Vi skal tage ernæring og måltider seriøst, så det bliver skal-opgaver og ikke kan-opgaver. Der står alt for meget på spil for de sårbare ældre – og dem bliver der jo kun flere og flere af, siger Ghita Parry.

Er det en erkendelse af, at det simpelthen ikke bliver muligt at rekruttere de her mange medarbejder, man forudser, at vi kommer til at mangle?

- Det er en erkendelse af, at vi simpelthen mangler hænder nok. Derfor bliver vi nødt til at arbejde med nogle andre løsninger, end dem vi har været vant til i årtier. Vi er nødt til at arbejde mere med forebyggelse, at sætte ind i tide og spille mere på de sårbare ældres banehalvdel, så de får en ordentlig alderdom og ikke bare sendes frem og tilbage til sygehuset eller bliver mere og mere plejekrævende – og dermed dyrere og dyrere at drage omsorg for, siger Ghita Parry.

Med hele 63 millioner kommercielle overnatninger var 2022 et rekordår for dansk turisme efter nogle usædvanligt hårde corona-år.

Og der er udsigt til, at det i år bliver til en sommer med fremgang og masser af turister i Danmark.

Det spår en ny prognose fra Dansk Industri.

Overnatningerne på hoteller, feriecentre og i feriehuse i juni, juli og august ventes at vokse med knap fire procent sammenlignet med 2022.

I april var der booket 270.000 uger i de danske feriehuse til afholdelse i juni, juli og august. Det er en ganske lille stigning, når man sammenligner med 2022.

Og fremgangen skyldes ifølge prognosen især, at det danske turismeerhverv har fået godt fat i et nyt marked.

- Hollænderne er virkelig blevet glade for at komme til Danmark – og det bobler også i resten af Benelux-området. De har fået øjnene op for, at man kan køre til Danmark – og det er nemt. Vi kan se, der er lagt gode strategiske markedsføringskroner i at få hollænderne med, siger Maria Krüger Torp, der er turismechef i Dansk Industri.

Til gengæld ser det ud til, at nordmændene og svenskerne hiver lidt i bremsen med hensyn til at komme til Danmark, fordi de står i en uvant økonomisk situation, der går ud over privatforbruget.

I Tyskland, der udgør omkring 60 procent af alle udenlandske overnatninger, står man i en lignende situation med en forventet opbremsning i privatforbruget – men det får dem ikke til at blive hjemme, forudser prognosen.

- Tyskerne har et hjerte, der banker for Danmark, så de bliver ved og ved med at komme. Det er noget, der går i arv mellem generationer, fortæller Maria Krüger Torp.

Selvom corona-pas, mundbind og indrejserestriktioner på danskernes foretrukne feriedestinationer i udlandet er en saga blot, er der fortsat en betydelig del af danskerne, der har interesse i at holde ferie herhjemme.

I en undersøgelse, meningsmålerne fra Epinion har lavet for Dansk Industri, forventer i alt 58 procent af de adspurgte at holde ferie i Danmark inden for det næste halve år.

Det er ifølge Maria Krüger Torp lidt færre end 2022.

- Det er kun naturligt. Sidste år var stadig et år, der var præget af lidt usikkerhed i forhold til corona. Så der må være danskere, der har været vant til at rejse sydpå om sommeren, der er lettede over nu at være helt fri for mundbind og restriktioner, siger hun.

Blandt de danskere, der planlægger ferie herhjemme, har en lille overvægt også planer om at tage til udlandet, mens 27 procent kun har lagt ferieplaner i Danmark.

En af mine helt store overbevisninger i livet - som jeg glædeligt taler højt om - er, at samtalen om økonomi er romantisk.

Romantisk, fordi det økonomiske fundament går hånd-i-hånd med det levede liv. Hvad er det for et liv, vi ønsker at leve sammen som par - og hvad gør vi, hvis vi går hver til sit? Det kræver en god snak at komme frem til - gerne over et glas vin - hvor drømme vendes og prioriteringer tages. Det er da romantisk! Samtalen er desuden tusinde gange nemmere at tage, mens alt er fryd og gammen, i stedet for når parforholdet er på vej i hver sin retning.

Og det sker jo. Desværre for rigtig mange mennesker.

I 2021 gjaldt det 12.454 par, der måtte lade sig skille. Et helt vildt tal, der gælder 41 procent af gifte par, som dog er faldet fra 52 procent i 2013-2016.

Måske fordi vi er blevet bedre til at tale om økonomi?

Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg kan sige, at samtalen om økonomi hjemme hos min mand, Sebastian, og mig betyder, at vi hele tiden er enige om, hvad vi gerne vil have ud af livet - sammen. Og det er da romantisk!?

Lige for tiden er det at bygge et orangeri, hvor vi kan hygge os og nyde et glas vin med vennerne. En drøm vi kan opnå, fordi vi har fokus på at optimere vores økonomi for eksempel ved at spare penge i hverdagen og løbende lægge lån om.

Jeg håber ikke, vi ender i skilsmissestatistikkerne. Men vi ved, at det er en risiko, hvorfor vi under vores samtaler om økonomi også tager snakken om skilsmisse op.

Først og fremmest har vi aftalt, at vi ikke må overveje skilsmisse, før vores yngste barn er to år, fordi vi ved, hvor hårdt livet er med små børn. Vores yngste fylder i øvrigt to år til oktober, så det kan gå hen og blive en ekstra spændende dag. Jeg er heldigvis ikke bekymret, men tanken om, at der kun skal én til at beslutte skilsmisse, det er da ubehageligt. Derfor har vi talt om, og udarbejdet en køreplan, hvor det fremgår, hvad der skal ske i tilfælde af skilsmisse. Vi ved, hvem der skal have hvad.

Køreplanen kan med fordel skrives i en ægtepagt. Om du er gift eller samlevende, kan en ægtepagt være vigtig at få oprettet. Som ugift er man ikke dækket af regler om særeje, det bliver man derimod automatisk, når man bliver gift. Men laver man ikke en ægtepagt, hvor man tager stilling til, hvordan ejerandelene skal fordeles, vil formuen automatisk blive fordelt lige. Uanset, hvilken konto pengene står på. Man hæfter dog aldrig for sin partners gæld, den påvirker derimod den samlede fælles formue.

Snakken om økonomi forud for en potentiel skilsmisse vil desuden gøre de beslutninger, som ikke kan tages på forhånd nemmere. Og her er der altså også penge og energi at spare, hvis man kan tage dem sammen, i stedet for at kommunikationen skal gå gennem en advokat.

Hvad man i øvrigt bør tage stilling til, hvis man ender blandt de 42 procent, har jeg snakket med skilsmisseadvokat og partner i Advokatgruppen og formand for Danske Familieadvokater, Helle Brandt om i mit radioprogram ’Overskud’ på Radio4.

Hun oplyser, at ejer man bolig sammen, er det først og fremmest vigtigt at gøre op, om den ene har råd til at blive boende ved at frigive den anden for gælden. Realiseres dette tager man udgangspunkt i gennemsnitsprisen på boligen. Er det ikke muligt, kan det blive nødvendigt at sælge, og her vil det være en fordel, hvis man kan holde hinanden ud - lidt endnu - mens salget står på. Yderste konsekvens vil typisk være en frivillig auktion, som ikke kræver enighed at gennemføre…

Summa summarum: Skilsmisse er ofte en ubehagelig affære. Det samme er tanken om, at det kan blive en realitet, mens alt er lykkeligt. Men at tro vi ikke kan blive en del af statistikken er i mine øjne naivt, så derfor kære venner: Lad os tage snakken om den økonomi og måske endda gøre skilsmisse gnidningsfrit.

Hvis du er nysgerrig efter at høre mere, så lyt til "Overskud’:

Tinderbox: Dårlig, ringere og værst. Nogenlunde sådan kan jeg beskrive de tre koncerter, jeg har været til med Red Hot Chili Peppers.

Hver gang har jeg håbet, at det ville blive gangen, hvor de leverede en koncert, som flugtede nogenlunde med kvaliteten af deres albummer. Hver gang er jeg taget skuffet hjem.

Engang nærmest forulempet, hvilket fik mig til at skrive i min anmeldelse, at det måske havde været bedre, hvis forsanger Anthony Kiedis var død af en overdosis, da han druknede sig selv i stoffer i 90’erne.

Den slags ville man aldrig slippe af sted med at skrive som anmelder i 2023, men flashbacket til Roskilde i 2007 afslører en afgrundsdyb ærgrelse over at forvalte så mange gode sange så elendigt.

Det morbide ønsker fortryder jeg i samme sekund, forsangeren kommer sprintende på scenen efter en heftig basintro med Flea i hopla. “Can’t Stop”, som indleder koncerten, er en meget sigende sangtitel for et band, der sidste år udsendte to albummer med sammenlagt 34 sange.

Det enorme bagkatalog gør det umuligt at forudse bandets sætlister, hvilket gør det svært at forberede sig som anmelder.

Men interessant som koncertgænger. For bliver det aftenen, hvor de fisker ”Suck My Kiss” frem fra gemmerne, som det skete for nylig på Pinkpop i Holland?

Eller bliver det ”Under the Bridge”, som var ekstranummer i Napa Valley for en måned siden. Ens for alle koncerter er, at Red Hot Chili Peppers tilsyneladende forsøger af favne det meste af karrieren i udvalget af sange.

Til langt de fleste koncerter i år har bandet plukket sange fra 8-10 albummer, hvilket må siges at dække karrierens 13 studiealbummer ganske godt.

Næste år er det 40 år siden, at bandet debuterede med albummet ”The Red Hot Chili Peppers”. Jeg var syv år.

Jeg sprang først for alvor om bord på chili-toget som 14-årig i 1991 med det, mange anser for at være hovedværket i karrieren: ”Blood Sugar Sex Magik”.

Jeg glemmer indimellem, at det var gruppens femte album, men det understreger blot, hvor produktive medlemmerne var fra 1984 og til begyndelsen af 90’erne.

Der er uden tvivl mange unge på pladsen, som har samme forhold til “Californication” eller ”Stadium Arcadium”, som jeg har til ”Blood Sugar Sex Magik”, og det er en vanskelig – nærmest umulig - balancegang for et band med en karriere på snart 40 år at tilgodese alle ønsker.

“Californication” spreder eurofori omkring mig, og man skal være støbt i beton for ikke at fornemme begejstringen over, hvor tændte og fokuserede bandmedlemmerne virker.

Anthony Kiedis synger umådeligt meget bedre end på de to Roskilde-koncerter, og jeg er ved at skide i bukserne af ren begejstring over at høre “If You Have to Ask” med den klassiske linje “Funky motherfucker will not be told to go”.

Flea er en rødglødende bas-motherfucker, og for en gangs skyld må han jamme alt det, han har lyst til. “Keep rocking, don’t stop motherfuckers”, råber Flea og hilser på alle studenterne på pladsen. Selv balladerne sidder lige i skabet.

“Soul to Squeeze” er en kærlig, åndfuld krammer. Jeg lader mig omfavne og lader op til rækken af eksplosive numre, hvor Red Hot Chili Peppers viser spændvidden i deres dynamik. Jeg kan ikke afkode, om de freestyler med sætlisten.

Der er i hvert fald kortere pauser mellem flere af sangene, hvor det kunne se ud som om, at de lige skal blive enige om næste sang.

Man må ikke sammenligne Anthony Kiedis med Adam Levine fra Maroon 5. De er fra to forskellige planeter vokalt.

Der er passager undervejs, hvor Kiedis ikke helt rammer skiven, men sammenlignet med mine tidligere oplevelser, synger han fremragende.

Der er givetvis mange gæster på pladsen, som ikke har det nostalgiske forhold til Red Hot Chili Peppers, jeg har. De keder sig helt sikkert under de næsten jazzede passager, hvor en intro på bas og guitar jammer en sang i gang.

Modsat mine to koncerter på Roskilde synes jeg, det fungerer på Tinderbox. Chad Smith er et kraftværk. På “By the Way” er han en sand orkan bag det ekstravant store trommesæt.

Han får flagene fra Brasilien, Argentina, Mexico, Frankrig og mange andre lande til at blafre. De mange udenlandske gæster tilgiver garanteret de indimellem lidt for lange pauser. Det gør jeg også.

ALT er tilgivet med “Under the Bridge” som ekstranummer.

Det er let at drømme sig tilbage til gymnasietiden i begyndelsen af 90’erne, da Flea har iført sig studenterhue. Bandets gavebod får en sublim prik over i’et med “Give It Away”. I min vildeste fantasi havde jeg ikke drømt om BEGGE numre på sætlisten. Bandet giver alt, de har i sig.

Det samme gør alle de fans, der ligesom jeg har sukket efter denne forløsning i årtier.

Tinderbox skriver sig dermed ind i historiebøgerne som stedet, hvor Red Hot Chili Peppers langt om længe gav en formidabel koncert på dansk jord.

Tinderbox, lørdag 24. juni 2023: Red Hot Chili Peppers

Versaler og udråbstegn er noget, fanden har skabt. Og jeg skal beklage, de gange jeg selv er kommet til at bruge dem. De gør sjældent noget godt. De råber. Og dem, der råber, skal man som udgangspunkt ikke lytte mest til.

Jeg husker en pointe omkring sårede soldater og førstehjælp, da jeg i forrige årtusinde aftjente min værnepligt. Dem, der har overskud til at råbe om hjælp, er netop ikke dem, man skal koncentrere sig om at hjælpe først. De skal nok klare sig til en start. De er nemlig i langt bedre stand til at klare sig selv, end dem der hvisker. Eller dem der slet ikke kan tale.

Overført til den offentlige debat, diskussioner på arbejdspladsen og hjemme i familierne: Slå ørene ud - nysgerrigt og omsorgsfuld - og ret først din opmærksom mod dem, der ikke råber i versaler.

Mange gange bliver der ellers råbt op. Mange gange fylder bekymringer vores tanker. Det er min oplevelse, at vi i dag råber oftere og højere end tidligere. Og at vi også bærer flere bekymringer med os.

Min lommeanalyse af en påstand arbejder ironisk nok imod min opfordring til at sænke skuldrene. Vi skal ikke hele tiden ophøje LIGE NU! til ret meget mere, end det "lige nu", der var der for lidt siden. Eller det "lige nu", der kommer lige om lidt. Slap lidt mere af og vær nogenlunde sikker på, at der efter "nu" kommer et ny "nu". Og når du ved det, så stress lige lidt mindre over, at ét de uendelige mange nu'er på en næsten uendelig perlerække af nu'er ikke besegler dit liv og din skæbne.

Når vi puster overdrevent meget energi ind i én begivenhed, én ulykke, én krise, én bekymring, så er der en tendens til, at proportionerne helt forsvinder. Vi mister overblikket og evnen til at sætte ting i perspektiv. Så bliver vi til hovedløse høns, der overvældet af det, som sker lige nu, risikerer at miste vores eksistentielle fodfæste.

Dét er i min optik ét af nutidens store problemer. At vi ikke bare kommunikerer mere i versaler, men også opfanger selv mindre afgørende begivenheder i versaler.

Da jeg kravlede rundt i skyttegrave i fredelige Fredericia og - undskyld udtrykket - legede soldat, var bekymringerne for årtusindeskiftet og særlig nytårsaften år 2-0-0-0 højt på dagsordenen. Hvem turde sidde i et fly nytårsaften, når alle verdens computere vil kortslutte? Og ikke mindst, når jorden og selve menneskeheden måske helt ville blive udslettet?

Også dengang havde det berømte Mark Twain-citat sin aktualitet og berettigelse: "Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget". 

En anden klog person, vist nok ukendt, har sammenlignet bekymringer med en gyngestol. De holder en beskæftiget, men man kommer ingen vegne.

Bekymringer fylder naturligt i menneskers liv. Og nutidens unge trives markant dårligere end tidligere. Det er i virkeligheden de voksne skyld og ansvar. De unge mangler flere voksne, der bruger deres erfaring om, at verden ikke er gået under, til at tænke og handle mere som en høvding. Lyttende og beroligende. Uden versaler og dommedags-råb.

LA-politiker Henrik Dahl, der også er sociolog, delte for nogle dage siden et præcist fem år gammelt tweet fra svenske Greta Thunberg. Hun havde 21. juni 2018 med henvisning til en "top-klimaforsker" skrevet, at hvis vi ikke stopper med at bruge fossile brændstoffer inden for fem år, så vil menneskeheden være udryddet.

Skal man tage Thunberg og klimaforskerens forudsigelser på ordet, må vi konstatere, at den grønne omstilling allerede er slået så meget igennem, at menneskeheden er reddet på målstregen. Det passer jo bare ikke.

Klimaudfordringerne ér reelle. At tænke og handle mere bæredygtigt er nødvendigt. Men ikke bare LIGE NU! Også nu. Og lige om lidt. Og lidt senere... Så husk perlerækken af nu'er, dyrk perspektivet og hold fast i proportionerne, så skaber vi de bedste forudsætninger for både at gribe dagen i dag og i morgen.