Når boligsælgerne rundt om i landet sætter til salg-skiltet ud foran deres hus eller lejlighed, så sker det som oftest med en forventning om, at få solgt til en langt højere pris end de reelt ender med at få. Det viser nye og markante tal fra boligsiden.dk og Finans Danmark.

Ifølge boligsidens tal er der helt konkret tale om en prisforskel på 3563 kroner pr. kvadratmeter, hvilket svarer til, at boligsælgerne får ca. 25 procent mindre for deres bolig pr. kvadratmeter ved et salg, end de havde forventet. Det er mere end en fordobling i forhold til januar 2019, hvor Boligsiden.dk begyndte at opgøre både udbuds- og salgspriser. I disse tal er alle boliger, der er blevet sat til salg regnet med. Også dem, der er taget af markedet igen, uden at blive solgt.

- Det er meget atypiske tal, og det fortæller mig, at mange boligsælgere har været for optimistiske med deres salgspris. Når det går op for dem, at de ikke kan få den pris de gerne vil have, så tager de boligen af markedet igen, siger Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz og uddyber:

- Vi kan især se, at det er de huse, der har været til salg i længst tid, der ikke har ramt den rigtige pris, for de bliver ikke solgt på samme måde, som de huse der er sat til salg inden for de seneste tre måneder.

Ifølge Birgit Daetz lå salgsprocent i maj måned i år for villaer og rækkehuse på 74 procent, efter den i oktober 2022 nåede laveste niveau i de senere år med 61 procent.

- Under normale omstændigheder ser vi en mindre nedgang i salgsprocenten for huse i løbet af efteråret og vinteren. Men det fald, vi så sidste år, var kraftigere, end hvad vi typisk tidligere har set. Men nu er udviklingen vendt, og særligt fra februar og frem er der kommet gang i efterspørgslen på huse igen, siger Birgit Daetz.

Hos Finans Danmark ser billedet lidt pænere ud, fordi de kun har trukket tal for de boliger, der rent faktisk endte med at blive solgt. Dermed er de "for høje" udbudspriser ikke taget med. Det giver en pænere sammenhæng mellem den oprindelige udbudspris og den reelle salgspris.

Det ændrer dog ikke på at boligsælgerne er nødt til at give et klækkeligt afslag for at få et salg i hus. Helt konkret viser Finans Danmarks tal, at en gennemsnitlig sælger med et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter må acceptere et nedslag på 259.000 kroner eller ca. 11 procent, hvis de vel at mærke ikke trækker deres bolig af markedet igen.

Og det er der ikke noget at sige til, at nogle boligsælgere vælger at gøre, når det går op for dem at deres udbudspris er for høj, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

- Hvis man kan huske, at naboens hus blev solgt for et højt beløb sidste år, er det naturligt, at man også selv drømmer om en høj pris, hvis familiens egen bolig skal sættes til salg i dag. Også selv om markedet har ændret sig. I takt med at der ikke dukker nogen købere op, bliver de fleste sælgere dog mere forhandlingsvillige. Enten ved at sætte prisen ned eller ved at acceptere et bud, der er væsentligt lavere end udbudsprisen, fortælle Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

- Der er stadig ikke ret meget til salg, så mange ejendomsmæglere vil hellere have en bolig til salg for et for højt beløb, end slet ikke at have noget på hylderne. Når sælgerne indser, at køberne ikke står i kø, accepterer de ofte at prisen skal justeres.

Men har de boligsælgere, der vælger at tage deres bolig af markedet igen fat i den rigtige ende? For kan det svare sig at vente med et salg i forsøget på at time markedet. Især nu hvor prognoserne går på, at der er lysere tider forude for boligejerne. Her vil Lise Nytoft Bergmann gerne påpege, at boligmarkedet er langsommeligt.

- Boligmarkedet vender ikke hen over natten, selv om det nogle gange går stærkt på rentemarkedet. Det så vi i foråret 2022, hvor renten og inflationen steg kraftigt, men hvor boligpriserne først begyndte at falde i andet halvår.

Alligevel forstår hun godt, hvis boligsælgerne ikke vil slippe deres bolig alt for billigt.

- Det er meget forståeligt, at man gerne vil have den højest mulige pris for sin bolig. Både fordi man ofte selv forelsker sig en lille smule i sit eget hjem, hvor børnene måske er vokset op, og man sammen har skabt dejlige minder, men også fordi det er store beløb der er tale om, siger hun og fortsætter:

- En bolig er ofte den største investering i de fleste familiers liv, og derfor spiller selv et mindre afslag i procent en stor rolle for den endelig gevinst. Samtidig er gevinsten skattefri, hvis man selv har boet i boligen, hvorfor et afslag slår hårdt ud på bundlinjen.

Lise Nytoft Bergmann er dog meget tilbageholdende med at anbefale, at forsøge at time markedet.

- Vi anbefaler altid, at man køber og sælger med brug for øje, og at man accepterer den pris, man nu engang kan få i den gældende marked. Det er aldrig nemt at forudsige udviklingen på boligmarkedet, og derfor bør man først og fremmest betragte sin bolig som sit hjem. Har man brug for at komme videre til noget større eller mindre eller til en bolig med en anden beliggenhed, bør man reagerer på familiens behov i stedet for at forsøge at ’time’ markedet.

Ikke en mine fortrak han, 38-årige Thomas Thomsen fra den lille by Flauenskjold i Vendsyssel.

Der var ellers en del, der kunne få dystre grimasser på arbejde. Men han er ifølge mentalerklæringen heller ikke som folk er flest. Det er en del af årsagen til, at onsdag klokken 13.12 afsluttede dommer Lars Krunderup i Retten i Aalborg sin oplæsning af kendelsen om skyld i forbindelse med Mia-sagen med en barsk besked til Thomas Thomsen:

Han er kendt skyldig i at have forsøgt at voldtage 22-årige Mia Skadhauge Stevn, skyldig i at have dræbt hende og skyldig i at have parteret hende.

Andre steder i retssalen var følelserne mere synlige. På tilhørerpladserne sad en halv snes pårørende til den myrdede Mia.

Forældrene har fulgt alle retsdage hidtil, hvor de ikke har været upåvirkede, men dog har holdt de store følelsesudbrud inde i egne sind. Der har været knugede hænder, forsagt stirren i gulvet, stille tårer ind i mellem og øjenkroge, der har skulle duppes.

Torsdag faldt tunge sten fra mange hjerter. Det var lettelsens øjeblik. Den mand, der har været tiltalt, slap ikke fri af krogen, han blev dømt. Nu kom der også lyd på, de gav efter, ikke kun forældrene, alle de pårørende. De holdt hånd, omfavnede hinanden, de græd, tog hænderne op for hovedet. De fulgtes ad tæt, ud i retsbygningens midtergård.

Mias mor har midt i sorgen, midt i den frygtelige retsgennemgang, midt i det følelsesmæssige kaos, det må have været, hele tiden demonstreret en form for styrke.

Hun har favnet de andre så at sige, været der for sig selv og for alle andre. Som den dag hun i en pause inde i retssalen intenst krammede Mias veninde, der havde leveret et vidnesbyrd, der stillede Mia i et noget mere ærbart lys end det, den tiltalte havde leveret.

Torsdag uden i rettens gård skete noget, der lignede. Her rankede hun sig pludselig i familiekredsen, tørrede tårerne væk og gik målbevidst over til en høj ung mand, der stod lidt derfra. Hun gav ham den vidunderligste omfavnelse. Det var ham, der var kæreste med Mia, men som af vederstyggelige grunde ikke mere er det.

Set nøgternt ude fra, selv ud fra den mest iskolde, kyniske og personligt upåvirkede betragtning, havde de også grund til at lade følelserne lette på låget. Thomas Thomsen blev dømt med piber og trommer.

Også selv om nævningetinget tog et enkelt forbehold over for voldtægtstiltalen. Det var, mente de seks nævninge og tre juridiske dommere, ikke bevist, at han havde nået at voldtage Mia, inden han dræbte hende. Men der var ingen slinger i valsen med hensyn til intentionen: det var det, han ville. Så voldtægtsanklagen gik blot et gear ned til en dom for voldtægtsforsøg.

Thomas Thomsen ville have sex, det var dét, alting handlede om for ham den aften og nat, der sluttede med, at Mia steg ind i hans bil klokken 6.09 søndag 6. februar 2022. Og dét, der er forklaringen på, at Mia Skadhauge Stevn ikke mere færdes blandt vi levende, fremgik det af dommen, som straks efter afsigelsen blev lagt ud på domstolens hjemmeside.

Ikke et eneste af den nu dømte mands krumspring hoppede nævningetinget på. Han løj og løj og løj og konstruerede de mest utroværdige forklaringer undervejs, vurderer nævningetinget.

Thomas Thomsen forklarede sin næsten fire natte- og morgentimers køren rundt i det indre Aalborg med at han ville opleve stemningen efter coronanedlukningen. Han fortalte, at han i den forbindelse så Mia Skadhauge Stevn stå og fryse ved et busstoppested og derfor tilbød at køre hende hjem. Nævningetinget tror ham ikke over en dørtærskel:

- Disse forklaringer fremstår som ganske utroværdige og konstruerede til lejligheden, lød det fra dommer Lars Krunderup.

Thomas Thomsen har også forklaret, at de kørte til skovområdet, hvor de var enige om at dyrke sex. Det nåede de ikke, fordi Mia faldt og pådrog sig dødelige kvæstelser. Hun var da fuldt påklædt, har han forklaret, men han har ikke forklaret, hvordan politiet så har fundet to brystplastre, der var hendes, og et par andre ejendele, i øvrigt på steder i skoven, de ifølge ham slet ikke havde været. Løgn, løgn, løgn.

- Der er under disse omstændigheder grundlag for at antage, at forløbet i skovområdet ikke har været, som forklaret af tiltalte, men at fundene bærer præg af, at Mia har forsøgt at undløbe fra stedet, sagde dommeren.

Ifølge Thomas Thomsen havde Mia en taske hængende om halsen på grund af en defekt taskerem. Den, har han forklaret, hang fast i noget i skovbunden og forårsagede de dødelige kvæstelser, da hun faldt. Den forklaring har retsmediciner Asser Thomsen afvist og har i retten forklaret, at kvælning er den mest sandsynlige dødsårsag. Nævningetinget er ikke i tvivl om hvilken Thomsen, der har ret:

- Tiltaltes forklaring om, at Mia blev kvalt som følge af et fald, hvor hendes hals blev påvirket af remmen fra hendes taske, er i klar modstrid med de lægelige oplysninger i sagen og forekommer i øvrigt på flere punkter
ganske utroværdig.

- Tiltales forklaring om det passerede må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen.

Selv om voldtægt blev ændret til voldtægtsforsøg i skyldsafgørelsen, ændrer det ikke ved, mener nævningetinget,  at hele byggestenen for forbrydelsen, eller forbrydelserne, var Thomas Thomsen stræben efter sex. Det vidner hans timelange kørsler rundt i Aalborgs natteliv om og hans forgæves forsøg på at undgå gps-registrering, og det indikeres også af, at han natten før, da han ikke fik nogen med i bilen, kørte hjem og så film med ungpigesex.

- Tiltaltes forklaring om, at han og Mia havde en frivillig seksuel relation, må tilsidesættes som utroværdig, hedder det i onsdagens kendelse, der tonser Thomas Thomsen skuldre til med en skyld, der får konsekvenser.

- Når han er blevet fundet skyldig i så alvorlige forbrydelser, kan han godt regne ud, at der også er en tung hammer, der falder, sagde hans forsvarer Mette Grith Stage med sigte på den strafudmåling, der finder sted torsdag.

Minimumsstraffen for drab er fem års fængsel. 12 år er den typiske straf. Her er der voldtægtsforsøg og partering oveni. Anklageren går efter en livstidsdom - som Peter Madsen fik i ubådssagen, hvor han voldtog, mishandlede, dræbte og parterede den svenske journalist Kim Wall.

Nævningetinget i Aalborg fremhævede i sin kendelse onsdag et helt bestemt element: det bestialske sindelag, Thomas Thomsen har udvist ved at skære sit unge offer op i ufatteligt mange små dele:

- Tiltaltes særdeles omfattende og makabre behandling af liget har i øvrigt selvstændig betydning i forbindelse med bevisvurderingen vedrørende sagens øvrige forhold, idet det giver en kraftig indikation af, at han var indstillet på at gå meget langt for at slette spor.

Bestialiteten er ikke Thomas Thomsen eneste særpræg. Af en mentalerklæring fremgår det, at han har en alvorlig personlighedsforstyrrelse. Han er narcissistisk, selvovervurderende, kontrollerende og manipulerende, har ingen empati, føler ingen skam, skyld eller ansvar for egne handlinger og besidder en indre vrede og har et nedladende syn på kvinder.

På den baggrund mener Retslægerådet, at han er farlig for andres liv og helbred og anbefaler derfor en forvaringsdom. Det er også fængsel, men kun med mulighed for løsladelse, hvis han en dag vurderes til ikke længere at være farlig.

Uanset udfaldet har Thomas Thomsen muligheden for at anke til Landsretten.

- Det taler jeg med min klient om, når dommen om straf er afsagt. Men i betragtning af, at han hele tiden har nægtet sig skyldig i noget andet end usømmelig omgang med lig, er det ikke helt utænkeligt, at han vil anke, sagde Mette Grith Stage.

På den måde kan det være et synsbedrag, at sagen med én eneste dag tilbage i byretten er på falderebet. Mias hårdt prøvede familie kan ikke være hundrede procent sikker på, at dette dystre familiekapitel er skrevet helt færdigt. Thomas Thomsen kan med en ankesag sætte følelserne i kog på ny.

- For os at se, er det bare en rigtig ommer.

Direktør for Gigtforeningen Mette Bryde Lind er klar i mælet, når det kommer til hendes holdning til den nye postaftale, som regeringen onsdag morgen fik på plads med Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale, Alternativet og Nye Borgerlige.

Det væsentligste i aftalen er, at Postnord bliver fritaget for befordringspligten, der betyder, at selskabet i dag er forpligtet til at levere post til alle adresser i landet. Der bliver i stedet fri konkurrence på postmarkedet. Derudover forsvinder 50-meter-reglen i landzoner, så alle postkasser skal sættes op ud til offentlig vej eller privat fællesvej, uanset hvor langt der er til selve boligen.

Mette Bryde Lind frygter, at den nye aftale vil få store negative konsekvenser i mange personers hverdag.

- For os at se er det en klar forringelse af postomdelingen i Danmark, og det rammer de svage. Det er folk med handicap. Det er folk, der bor i yderområderne, det er de ældre, og det er folk, der er sat af digitalt, som det vil ramme, siger Mette Bryde Lind.

Hun nævner, at Gigtforeningen har mange medlemmer, som er dårligt gående, som vil have besvær, hvis de ikke længere kan være sikre på, om de kan få leveret breve og pakker til en postkasse tæt på deres hoveddør.

En af dem er 71-årige Sonja Dam. Hun lider af slidgigt i begge sine hofter og har også en kronisk bindevævslidelse, som resulterer i mange blodpropper i benene. Hun kan ikke gå uden sin rollator og bliver meget hurtigt forpustet.

Hun har fem meter ud til sin postkasse i den lille by Egebæk syd for Ribe, men hun frygter, at der ikke vil være nogen, der vil levere post til den med den nye aftale.

- Hvis der ikke kommer post i min postkasse herude foran, så får jeg den ikke hentet. Så skal jeg have en fra kommunen til at gøre det for mig. Det dur jo ikke, siger hun.

Det er især vigtigt for hende at kunne modtage private breve med for eksempel invitationer og så medlemsblade - blandt andet fra Gigtforeningen.

Sonja Dam gruer også for, om postløsningerne med den nye aftale vil blive afhængige af digitale løsninger, så man for eksempel skal bruge en app på sin telefon. Hun har ikke en smartphone, og det vil hun heller ikke kunne finde ud af, mener hun selv.

Hun kan sagtens forstå, at der bliver nødt til at blive lavet om på postomdelingen, fordi der er langt færre breve, og hun ville have forståelse for, hvis omdelingsfrekvensen for eksempel blev sat ned.

- Der er da ingen, der kan undvære sin post. Vi får jo godt nok ikke så meget post som tidligere, men at lukke det hele ned - det er ikke i orden, siger Sonja Dam.

- Vi er på herrens mark, hvis vi ikke kan få vores post.

Gigtforeningens direktør har forståelse for, at der er brug for ændringer på postmarkedet, så der for eksempel åbnes for mere konkurrence, men borgerne skal være sikre på, at de også fremover kan bruge deres postkasse til noget, mener hun.

- Vi er ligeglade med, hvem der leverer, men der må stilles de samme krav om, at det er til postkassen, siger Mette Bryde Lind, der ikke mener, at forslaget er balanceret.

- Jeg forstår ikke, hvis politikerne er så optagede af sammenhængskraft, at de så gennemfører det her.

Ifølge partierne bag aftalen bør hverken gigtramte Sonja Dam eller andre, der bor i yderområder, frygte for at ende uden postservice. Faktisk vil servicen blive bedre, mener Venstres landdistrikts- og ø-ordfører.

- Nu får vi bedre ligestilling mellem land og by, så borgerne har frit valg i hele Danmark, når det kommer til, hvem der skal levere breve og pakker. Det er noget, vi i Venstre har arbejdet for i mange år, og jeg er sikker på, at vi vil få bedre service i hele landet, udtaler Hans Christian Schmidt (V) i en pressemeddelelse om aftalen.

Som en del af aftalen skal Transportministeriet holde øje med, om markedet af sig selv løser opgaven, så alle kan få og sende post, og så vil politikerne gribe ind, hvis det viser sig, at der for eksempel opstår problemer med levering af post i tyndt befolkede områder.

- Det har været afgørende for os i disse forhandlinger, at alle danskere i hele landet fortsat har mulighed for at sende og modtage breve, udtaler postordfører for Socialdemokratiet Thomas Monberg i pressemeddelelsen.

Både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti forlod i løbet af tirsdagen forhandlingerne om postaftalen, da de ikke mente, at der var sikkerhed nok for en postservice til landdistrikterne.

Den nye postlov træder i kraft til nytår - dele af den vil dog blive indført med overgangsordninger.

Film: Foråret 1945. Berlin er i ruiner, Føreren gemmer sig i sin bunker og et tog raser gennem resterne af Nazityskland med de uvurderlige skatte, Det tredje rige har tilranet sig.

Arkæologen Indiana Jones (Harrison Ford) og vennen Baz Shaw (Toby Jones) er ombord på toget for at finde det sagnomspundne Longinus’ spyd, der blev boret ind i siden på den korsfæstede Kristus.

Spyddet viser sig at være en reproduktion, men de to kommer på sporet af noget endnu mere interessant, halvdelen af matematikeren Arkimedes’ Antikythera, der beskrives som den første kendte analoge computer. Et mere end 2000 år gammelt apparat som ifølge handlingen blev brugt til at følge himmellegemernes bevægelser, der påvirkede tidevand og temperatursvingninger. Og forudsige endnu større katastrofer. Som sprækker i tiden.

Flash forward til 1969, hvor de hjemvendte astronauter fra Apollo 11 kører parade i gaderne, mens en træt Dr. Jones for sidste gang traver ned ad Hunter Colleges gange for sidste gang. Han får dog ikke tid til at nyde sit otium, for Shaws datter (Phoebe Waller-Bridge) er på jagt efter en tavle, der kan lokalisere den manglende halvdel af Antikythera. Og lige i hælene på hende nazister og skydegale CIA-agenter.

De tre første film i ”Indiana Jones”-serien leverede bragende flot, nærværende og gennemslagskraftig action, der formåede både at hylde forbillederne – de hårdtslående pulplitteratur- og seriehelte, George Lucas og Steven Spielberg beundrede i deres barndom - og i deres egen ret blive ikoniske 80’er-klassikere.

De fungerede i kraft af deres forskellighed og en stærk kerne og ånd, der holdt sammen på mytologien og universet. Tilmed kunne filmene præstere nærværende håndfast action, der med kreativitet og en sublimt gennemarbejdet lyd og billedside virkelig rakte ud i biografmørket.

Succeshistorien, der åbnede med ”Jagten på den forsvundne skat” i 1981, ramte i 2008 en mur med Steven Spielbergs egen ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, der forsøgte at toppe den ene actionscene efter den anden med vildere og heftigt opblæste sætstykker, indtil den komplet havde mistet jordforbindelsen, og publikum ikke længere havde mulighed for at forholde sig til eller investere følelser i, hvad der foregik oppe på lærredet.

Det så ud, som om de tekniske landvindinger havde taget styringen fra de ellers så kreative og visionære fortællere bag kameraet.

”Indiana Jones and the Dial of Destiny” lider til dels under samme problem. Bag kameraet finder vi den rutinerede James Mangold. Kendt for i sine action- og dramafilm at dreje klassiske helte og maskuline figurer i en mere seriøs og mørk retning. Bedst er nok Marvel-filmatiseringen ”Logan”, der forbilledligt viser, hvordan man kan løfte velkendt materiale ind i nye, dystre rammer uden at forråde ophavet.

”Indiana Jones”-filmene er især kendt for deres kreativt udtænkte sætstykker og specialeffekter. Paradoksalt nok, så fungerer Mangolds “Indiana Jones and the Dial of Destiny” bedst i de passager, der ligger mellem filmens repeterende action, der mest af alt ligner en slags udvidede og omformede highlights fra tidligere film.

Faktisk er der en god følelsesmæssig tyngde at finde, når filmen vover sig ned i gear. Først og fremmest fortæller den femte film i ”Indiana Jones”-serien om en sorgtynget mand, der har mistet sin søn i Vietnam-krigen og set sit ægteskab gå i opløsning.

Og med en pensioneret Indiana Jones – solidt og handlekraftigt, men også følsomt fortolket af det 80-årige skuespillerikon Harrison Ford – i front for fortællelinjen giver det meget mening, at handlingens kerne omkring tidsrejser, rækker ud over det umiddelbart tiltalende at ændre historien ved f.eks. at redde JFK eller snigmyrde Hitler, og i stedet fokuserer på følelser som savn, fortrydelse og ubærlig sorg. De skarpe hug tidens gang tildeler os alle.

Da Indy bliver spurgt, hvad han ville gøre, hvis han kunne rejse tilbage i historien, viser han sig som menneske.

- Jeg ville fortælle min søn, han ikke skulle gå i krig. At han vil blive dræbt. Og det vil knække hans mor.

Over for disse bløde tanker og menneskelighed står filmens skurk, videnskabsmanden og nazisten Jürgen Voller (Mads Mikkelsen), der under pseudonymet Schmidt har hjulpet amerikanerne ud i rummet og til Månen og nu tænker på den næste grænse, der skal overvindes: Tiden.

Voller tænker koldt, mekanisk og brændende ideologisk. Det siger sig selv, der går ham en krank skæbne i møde når han ikke formår at lytte til hjertet, men kun ser de store historiske spor, tiden har udstukket.

På bundlinjen ser det ud til, at ”Indiana Jones and the Dial of Destiny” lander kluntet og slingrende i kløften mellem den oprindelige trilogi og makværket ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”.

Jeg vil tro, at vi om en årrække vil se tilbage på filmen, fokusere på Fords præstation og så ellers trække overbærende på skuldrene af filmens massive opbud af fortællemæssigt genbrug og computergenerede effekter, der på ingen måde kan mønstre den for historien nødvendige tyngde.

Der er milevidt fra et halsbrækkende, beskidt og støvet slagsmål i en lastvogn i ”Jagten på den forsvundne skat”, hvor helten samtidig kæmper for at holde hatten på hovedet. Og så ditto på taget af et tog rullende gennem resterne af Nazityskland i ”Indiana Jones and the Dial of Destiny”. Her blafrer den ikoniske hat knap på hovedet af helten, mens computerne er på overarbejde for at få hovedrolleindehaveren til at se fyrre år yngre ud.

”Indiana Jones and the Dial of Destiny”, action/adventure, amerikansk, spilletid: 152 minutter. Tilladt for børn over 11 år. Premiere onsdag 28. juni i biografer i hele landet.