Den 47-årige Martin Sørensen var i alt tilknyttet psykiatrien i seks år forud for sin parkinsondiagnose.

- Det er rigtig ulykkeligt, at der skal gå så lang tid, før han fik diagnosen parkinson. Jeg ville selvfølgelig have håbet, at man havde tænkt i retning af neurologi (at undersøge ham neurologisk, red.) tidligere. Det er der ingen tvivl om, siger Astrid Blom.

Hun tilføjer, at hun ikke kender til brug af elektrochok på parkinsonpatienter.

Den 47-årige familiefar fra Hobro, som stod frem i Avisen Danmark torsdag, fik mindst 83 elektrochokbehandlinger i årene 2018-2020 i Psykiatrien i Region Nordjylland. Han fik i en periode "vedligeholdelsesbehandling" med ugentlige elektrochok. Det hjalp ham dog ikke ud af depressionen.

Martin Sørensen, der bor udenfor Hobro med sin kæreste og deres tre børn, bøvlede sideløbende med uro og rysten i benene, som han havde svært ved at sove for.

Det viste sig, at han har Parkinsons sygdom. En udbredt neurologisk sygdom, som især er kendt for rysten på hænderne og langsomme bevægelser, men som også kan vise sig ved depressioner.

Efter at være kommet i rette behandling med parkinsonmedicin, har Martin Sørensen fået det meget bedre.

I dag døjer Martin Sørensen dog stadig med store huller i hukommelsen - en mulig bivirkning ved elektrochokbehandlingerne og den langvarige depression.

Martin Sørensen ærgrer sig over at være blevet udsat for alle de elektrochokbehandlinger og ikke at være blevet udredt for Parkinsons sygdom tidligere.

Det bakker Parkinsonforeningens direktør Astrid Blom ham op om.

- Vi har aldrig hørt om et så langt udredningsforløb før, siger Astrid Blom.

Sagen giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, om psykiatrien har nok fokus på parkinson blandt patienterne, mener hun.

- Det er klart, at sådan en case giver anledning til, at man tænker, at der godt kunne være mere opmærksomhed i psykiatrien på parkinson, siger Astrid Blom.

Hun understreger, at symptomerne på parkinson de første år godt kan være diffuse, ligesom de varierer fra person til person.

Ifølge hende er der over 40 non-motoriske symptomer på parkinson. Altså symptomer, der ikke har noget med bevægeligheden at gøre. Det kan f.eks. være psykiske og kognitive symptomer.

- En tredjedel, der får diagnosen parkinson, har ikke rysten. Nogle kan starte med kognitive symptomer som at have svært ved at have overblik og have mange bolde i luften. Nogle får stress eller depression, siger hun.

Det anslås, at omkring 12.000 mennesker i Danmark har Parkinsons sygdom, og at cirka 1.500 får diagnosen hvert år.

Kan man som journalist dække sportsbegivenheder objektivt og kritisk, når man samtidig selv er ivrig fan?

Det er en debat, som har fået nyt liv, efter Eurosport-journalist Anders Mielke i starten af ugen delte en video, hvor han får tatoveret en hyldest til cykelrytteren Mads Pedersen. Angiveligt er blækket resultatet af et tabt væddemål mellem de to herrer.

I en klumme i magasinet Euroman er dommen klar: Det er "dybt uprofessionel" og med til at gøre Anders Mielke "decideret inhabil".

Tidligere chefredaktør på B.T. og sportschef på DR Sporten, Olav Skaaning Andersen, mener også, at en fantatovering er at gå for langt som journalist.

- På den måde bliver man mere fan, end man bliver journalist. Hvis det var sket under mig, ville jeg pille vedkommende af dækningen, siger han til Berlingske.

Den tidligere sportsjournalist og nuværende chefredaktør på Århus Stiftstidende, Jan Schouby, erklærer sig enig.

- Det er tåbeligt. Jeg ville også pille ham af dækningen. For det betyder, at man nu kan sætte spørgsmålstegn ved hans objektivitet. Vi har kun én salgsvare som journalist, og det er vores troværdighed. Hvis den først bliver beklikket, så er vi færdige, siger han.

I slutningen af 1980'erne var Jan Schouby selv en del af anden- og førsteholdstruppen på fodboldholdet AGF. Han brød dog aldrig igennem og kunne efter eget udsagn "ikke løbe fra en pølsevogn".

Derfor er han blevet beskyldt for med indædt had at skrive bevidst kritisk om AGF. Men det er meget langt fra sandheden ifølge ham selv.

- I dag siger jeg, at AGF altid har været min klub. Men da jeg arbejdede som sportsjournalist, proklamerede jeg det ikke nogen steder. Og det er af den simple grund, at vi naturligvis skal kunne gå kritisk til dem, hvis de spiller dårligt eller eksempelvis har dårlig økonomi, siger han.

Det er også den redaktionelle linje, som sportsredaktionen i Aarhus arbejder under. Det er ikke anderledes, end at avisens politiske journalister ikke flager med deres politiske ståsted, forklarer Jan Schouby.

- Det er de færreste sportsjournalister, som ikke holder med nogen, og jeg forbyder dem heller ikke at være medlem af en fanklub. Men de skilter aldrig nogensinde med, hvem de holder med, fordi de har en høj troværdighed og skal kunne beskrive sporten kritisk, når der er behov for det, siger han.

Adspurgt om chefredaktøren selv har tatoveret AGF på kroppen, kommer svaret prompte:

- Det kan jeg afsløre, jeg absolut ikke har. Men jeg håber hver gang, at AGF vinder, og det er blandt andet også fordi, vi sælger markant flere aviser, når de vinder, siger han med et grin.

Eurosport-journalisten Anders Mielke har ikke selv ønsket at stille op til interview og svare på kritikken. Hans chef, Guy Voisin, bakker imidlertid sin medarbejder op. Det fortæller han til fagbladet Journalisten.

- Anders voksede op sammen med Mads Pedersen, hvor de boede få hundrede meter fra hinanden. De har kendt hinanden, siden de var seks år gamle. Hans job under Touren er ikke at lave kritisk journalistik om rytterne – han er der for at analysere ruten og løbet, siger Guy Voisin, seniordirektør for cykling på Warner Bros. Discovery, der sender Eurosport.

Hos cykelrytteren Mads Pedersen, som hele blæk-forevigelsen handler om, har reaktionen lydt: "Det er satme i orden".

Anderledes er det hos to tidligere danske professionelle cykelryttere. I Ekstra Bladets Tour de France-podcast Ekstra Tour udnævner Brian Holm dækningen af Tour de France til at være "fanboy og fangirl-journalistik".

Og Michael Rasmussen, der i dag arbejder som cykelekspert og -kommentator for Ekstra Bladet, tøver heller ikke med at kritisere den danske presses forhold til de ryttere, den skal kunne dække objektivt.

- Det åbenlyse eksempel er lige præcis det, som Euroman tager frem. Det trumfer alt, hvad der har været set hidtil, siger han til Journalisten.

Michael Rasmussen har i sin karriere selv fået pressens kritiske side at føle - blandt andet i forbindelse med sit brug af doping. Det samme har tidligere danske cykelstjerner som Bjarne Riis og Rolf Sørensen.

- De hev os i benene og ruskede os i armene, så hovedet slaskede – dér tissede jeg simpelthen i bukserne. Med tiden fandt jeg ud af at gå under radaren, men det er også mishandling at skulle se andre blive dårligt behandlet.

Ordene kommer fra 62-årige Rebekka Karen Svejdal Ema og beskriver hverdagen på et af de tre børnehjem, hun befandt sig på henover en 12-årig periode, fra hun som seksårig blev tvangsfjernet fra hjemmet.

Det er ikke kun den hårdhændede behandling, som i dag rider hende som en mare. Noget af det, der fylder lige så meget, hvis ikke mere, er hendes fortælling om at være dum. Det resulterede i, at hun, fra hun var syv år, ikke fik den undervisning, hun mener, hun var berettiget til. Det har haft fatale konsekvenser og knust en lang række drømme.

Rebekka Karen Svejdal Ema beskriver, hvordan hun det første år efter tvangsfjernelsen blev mentaltestet igen og igen. Gang på gang fik hun præsenteret blækklatter i alverdens former og farver. Blækklatter som skulle forsegle hendes skæbne og erklære hende uegnet til at gå i en almindelig folkeskole. I stedet kom hun på en intern skole på et af de behandlingshjem, hun var anbragt på.

- Jeg kiggede på blækklat efter blækklat. Det var så nedværdigende. Jeg husker, hvor nedladende de talte til mig, som om jeg ikke forstod noget, men det gjorde jeg. De fortalte mig ikke, hvad de så, men sendte mig bare videre, fortæller Rebekka Karen Svejdal Ema.

Efter at have overstået de tre første år på den interne skole, blev hun i fjerde klasse sendt ud til undervisning på en almindelig folkeskole. Her gik det op for hende, at hun langtfra var på samme niveau som sine jævnaldrende.

- Jeg var på ingen måde klædt på til fjerde klassetrin. Jeg havde jo ikke fået reel undervisning i de tre første skoleår. Jeg var bagud på point fra starten. Jeg ved virkelig ikke, hvad de tænkte på - det var så uansvarligt. Jeg er overbevist om, at havde jeg fået chancen for at komme i en rigtig førsteklasse til en start, så havde min skolegang og mit afgangsbevis set helt anderledes ud, siger hun.

Regeringen annoncerede i slutningen af juni, at den nu står klar med en offentlig undskyldning til de omkring 27.500 tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der er blevet udsat for overgreb og mangelfuld omsorg.

Undskyldningen kommer på baggrund af en historisk udredning fra april 2022.

I udredningen står der tydeligt beskrevet, hvordan det var mere reglen end undtagelsen for en lang række anbragte børn, at de ligesom Rebekka Karen Svejdal Ema ikke fik den undervisning, de havde krav på.

Også social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) udtaler i en pressemeddelelse, at hun er glad for at kunne overbringe undskyldningen.

- De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne, siger hun.

Undskyldningen skal overbringes ved et arrangementet 11. september. Det kommer til at foregå på Comwell Bygholm Park i Horsens. Ved den lejlighed vil Rebekka Karen Svejdal Ema endelig modtage en officiel undskyldning.

Den manglende faglighed har haft store konsekvenser for Rebekka Karen Svejdal Ema. Hun havde en stor drøm om at blive sygeplejerske, men de papirer, hun fik med sig som de afsluttende ord fra børnehjemmet, var ikke meget bevendt.

- Jeg fik tilkendt førtidspension som 19-årig på baggrund af det, børnehjemmet havde skrevet om mig. De havde tydeligvis ikke høje tanker om mig. Jeg var som 19-årig sat i bås, sat hen og opgivet, allerede før jeg fik fodfæste. Det gør mig stadig ked af det at tænke på, og jeg har betalt en urimelig høj pris, siger hun og fortsætter:

- Jeg ville kæmpe for at overbevise systemet om, at jeg var værd at investere i. Derfor takkede jeg nej til førtidspension og tog i stedet direkte over på Rigshospitalet og søgte et job i rengøringen. Der startede jeg dagen efter. For mig var det et skridt nærmere min drøm om at blive sygeplejerske.

Der skulle gå ni år fra Rebekka Karen Svejdal Ema forlod børnehjemmet som 18-årig, til hun fik et hjem. Det blev til en lejlighed på Vesterbro, hvor hun stadig bor.

- Jeg husker, at jeg sad på Islev Station – det var koldt, og jeg frøs. Jeg havde mistet troen på systemet. Jeg var hjemløs og rodløs i længere perioder, før jeg landede på Vesterbro, fortæller hun og fortsætter:

- Da jeg flyttede ind, gik det op for mig, at jeg igen var efterslæber. Mens jeg havde kæmpet for at få en tilværelse op at stå, så var mine jævnaldrende ved at afslutte deres uddannelse, og flere var ved at få børn.

Rebekka Karen Svejdal Ema drømte om at få børn, men hun turde ikke sætte dem i verden i frygt for, at hun ikke at kunne forsørge dem uden en uddannelse.

- Det har haft en høj pris at blive stigmatiseret som dum i alle de år. Jeg er rædselsslagen for at blive gammel, fattig og syg. Jeg bliver ked af at tænke på, hvad de smed væk for mig. Og jeg har tænkt mig at tage min egen lille hævn.

Rebekka Karen Svejdal Ema fortæller, at hendes hævn går ud på at modbevise påstanden om, at børn, der har været anbragt udenfor hjemmet, lever kortere tid.

- Jeg skal vise dem, at det ikke kommer til at ske.

Rebekka Karen Svejdal Ema er glad for, at staten har fået øjnene op for det svigt, som rigtig mange anbragte børn oplevede i sær- og åndssvageforsorgen i perioden fra 1933 til 1980.

- Jeg har kæmpet og kæmpet, og når jeg ser, hvad jeg har fået ud af det, så er det ingenting. Rigtig mange af os er af forskellige årsager blevet stemplet som analfabeter, og jeg synes derfor, at en undskyldning er på sin plads. Jeg tror på, at havde jeg fået en chance, så var jeg blevet sygeplejerske.

I dag er Rebekka Karen Svejdal Ema en del af Gadens Stemmer, der faciliterer møder mellem mennesker for at mindske fordomme og øge forståelsen på tværs af samfundsskel. Her tager hun sine tilhørere med på en byvandring, mens hun fortæller om det at være tidligere anbragt, og hvor rodløs og hjemløs man kan være.

Rebekka Karen Svejdal Ema er godt klar over, at der ikke følger en kompensation med den forestående undskyldning, men hun drømmer om, at tidligere anbragte måske i stedet kunne få tilbud om gratis højskoleophold eller andre kurser, så de trods trange kår vil kunne socialisere sig i stedet for at isolere sig.

- Jeg ser for mig, at jeg bliver ludfattig som gammel. Der kom ingen og besøgte mig i de 12 år på børnehjem. Og jeg tvivler på, at der vil komme nogle og besøge mig, når jeg sidder på plejehjem. Derfor kunne det være rart med lidt flere muligheder for at komme ud.

De sidder på et bjerg i Frankrig. Nærmere bestemt på Col du Grand Colombier i den sydlige del af Jurabjergene. Her venter de på, at Jonas Vingegaard og resten af Tour de France-feltet klatrer forbi fredag på løbets 13. etape.

Det samme gør tusindvis af andre mennesker. Men for Claus og Karina er det lidt specielt. De er mor og far til ham i den gule føretrøje, men forstyrrer ham ikke:

- Vi har ingen kontakt til ham under Tour de France. Vi mener ikke, vi skal forstyrre ham. Han har brug for ro til at koncentrere sig, siger Claus.

Claus og Karina sidder ved siden af hinanden i en lidt mørk autocamper. Jeg har fået lov til at forstyrre dem på deres ferie, fordi jeg er nysgerrig på, hvordan det har ændret deres liv, at deres søn har vundet verdens største cykelløb - og kæmper for at gøre det igen.

- Vi er jo blevet lidt kendte, siger Karina, mens Claus klør sig i sit grå hår.

De ser begge tænksomme ud og er tavse i fem-seks sekunder.

- Men derhjemme er der ikke nogen, som kigger anderledes på os, fortsætter Karina.

“Derhjemme” er Hillerslev i Thy, og ingen af dem lægger skjul på, at det er en plet på Danmarkskortet, hvor lidt for store armbevægelser er ilde set.

- Normalt er det sådan, at man ikke skal tro, man er noget. Men lige præcis med Jonas, er det som om, at Janteloven er trådt ud af kraft. Det er helt OK, at han siger, han vil være den bedste, men det har nok også noget med hans person at gøre. Hvis han havde været en af de personer, der gik fuldstændig bananas i pressen, så havde det været anderledes, lyder det fra Karina.

Og det er dét, siger de begge to, som de er allermest stolte af: Jonas jordbundenhed.

- Selvom han er blevet så kendt, så holder han begge fødder på jorden. Nogle kan godt lide hypen og kan godt lide at være på TV. Sådan er Jonas ikke, og det gør mig glad, siger Claus.

Hvorfor?

- Fordi vi ser det som en stor værdi. At være et godt menneske, at være jordnær. Det er det vigtigste, vi har prøvet at give ham med. Men jeg tror også, det er noget, der ligger lidt i generne. Enten så er du sådan en, der elsker rampelyset, eller også er du ikke, lyder det fra faren.

Fra tidligere ryttere, forskellige kommentatorer og både danske og udenlandske medier er Jumbo Visma-rytteren ellers blevet klandret for at have for lidt karisma. At give for lidt af sig selv til publikum. Men den diskussion ryster forældrene på hovedet af.

- Hans drøm er og har altid været at vinde Tour de France. Det med medierne er jo bare en ting, han ikke bryder sig om. Men jeg tror, det er kommet bag på ham, hvor meget af det, der ér, siger Karina.

Det var faren, som i sin tid præsenterede sin søn for cykelsportens verden. Tilbage i 2007, hvor Jonas altså var 10 år, var han ked af sin fodbold. Eller rettere sagt: Han var ked af sin størrelse på en fodboldbane.

- Nogle gange blev han rykket op til den lidt ældre årgang, fordi der ikke var nok. De var endnu større. Og så var det, jeg tænkte, det kunne da være, vi skulle ud at se det der Post Danmark Rundt, fordi det var i Thy, fortæller Claus, mens han kigger op i taget af autocamperen, som om filmen af minder kører deroppe.

Vingegaard senior på 56 år, der bygger fiskeanlæg derhjemme, har de venlige øjne og det brede smil uden tænder tilfælles med sin søn.

- Jonas prøvede en cykel fra Thy Cycle Ring, og så kørte han 500 meter på tid. De sagde, han var rigtig dygtig. Om det passer, det ved jeg sgu ikke. Måske ville de bare have flere medlemmer. Men han endte med at starte der.

Faren husker, hvordan familiens weekender gik med at køre Jonas til stævner. Og han husker tydeligt, da Jonas vandt sit første medaljeløb.

- Han fik 50 kroner og så sådan lille pokal. Og den pokal der den blev krammet meget derhjemme, siger Claus.

Karina husker til gengæld også Jonas’ søvnløse nætter og usikkerhed. Noget som cykelrytteren har været åben omkring også har plaget ham i hans voksenliv og professionelle karriere.

- Han led meget af det som barn. Jeg tror, han satte forventningerne for højt til sig selv. Presset har altid været forbundet til hans cykling, og det er aldrig kommet fra andre end ham selv, siger moren, der er 54 år og skolesekretær.

Hun har svært ved at sætte fingeren på, hvad Jonas’ usikkerhed har bundet i.

- Han ville bare gerne vinde. Og det vil han stadig. Det er alfa og omega for ham.

Ingen af dem tør spå, om han kan slå Tadej Pogacar i år.

- Vi får se, siger de.

Men begge forældrene siger, at cykelverdenen har deres dreng på lånt tid. Vi skal ikke regne med, at han bliver hverken sportsdirektør, kommentator eller ekspert, siger Claus og Karina:

- Jonas finder på noget helt andet. Det harmonerer for dårligt med hans familieliv det cykling.

De danske elbilister lader tre gange så meget som for bare et år siden.

Det viser nye tal fra landets største ladeoperatør Clever.

Hos Clever forventer man, at danskerne i 2023 kun vil komme til at lade næsten dobbelt så meget, som de gør i dag.

- I dag kører der flere end 140.00 elbiler rundt i landet, og det vidner om, at danskernes interesse for biler, der ikke oser og larmer, men kører på strøm, er støt stigende. Det er godt for den grønne omstilling, men det kalder også på mere relevant opladning, siger Mathias Langkilde Sukstrorf, der er med til at udrulle ladeinfrastrukturen hos Clever, i en pressemeddelelse.

Han peger desuden på, at den markante stigning i interessen for elbiler hænger sammen med hensynet til både klimaet og pengepungen.

I 2022 brugte danskerne på landsplan 47.673.846 kilowatt-timer på at oplade elbiler.

Der er markant stor forskel på, hvor meget strøm der bliver brugt per indbygger på at oplade elbiler i de enkelte kommuner.

Og her ligger Køge- og Frederiksberg Kommune klart i toppen med et godt stykke ned til nummer tre.

- Tallene her er dog for de offentlige ladepunkter, og det giver rigtig god mening, at indbyggere i særligt de større byer stryger til tops på listen, når det kommer til kilowatt-timer, fordi mange her bor i etageboliger og ofte benytter sig af kantstensopladning eller nærliggende lynladestationer som f.eks. i Køge, Frederiksberg og Odense, fortæller Mathias Langkilde Sukstrorf fra Clever.