Når Danmarksdemokraternes folketingsgruppe mødes på Hotel Comwell i Rebild torsdag og fredag, skydes sæsonen for sommergruppemøder i dansk politik i gang.

Og selv om det kun er godt et år siden, at Inger Støjberg lancerede sit eget nye parti, bliver det en ganske interessant politisk sæson, partiet går ind i. På rekordtid fik Inger Støjberg i sommeren sidste år samlet de nødvendige vælgererklæringer for at komme på stemmesedlen. Og ved folketingsvalget i november bragede partiet ind i Folketinget med hele 14 mandater og 8,1 procent af stemmerne.

Siden har det været så som så med, hvad partiet er kommet med af politiske forslag og nytænkning. Men i det kommende halve år kan partiet for alvor vise, at det er det indflydelsesparti, som Inger Støjberg lancerede Danmarksdemokraterne som - og ikke det protestparti, som Støjberg samtidig forsvor, partiet skulle ende som.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, lister her fire emner op, som kommer til at være definerede for Danmarksdemokraterne i det kommende halve år:

Her handler alt om mad. Og alligevel så handler intet om mad.

Det lyder helt paradoksalt i sig selv. Når det så er en beskrivelse af Henne Kirkeby Kro, der gennem de seneste syv år har holdt på to stjerner i Michelin-guiden, så lyder det måske som det rene volapyk. Men det er det ikke.

- Henne er en følelse. Når du kommer her, skal du have en følelse af at blive mødt af et sted, hvor du kan slappe af i sjælen og lade dig forkæle. Og ikke nødvendigvis via alt muligt fancy. Det er supernemt at skrue op for folks forventninger ved at gå efter deres tegnebog. Det er det nemmeste. Og jeg vil ikke negligere, at vi er i den høje ende rent prismæssigt, men faktisk ikke, når du sammenligner os med andre Michelin-restauranter og hoteller i samme kaliber. Så er vi ikke ret dyre, siger kroens direktør, den engelske stjernekok Garrey Dawson.

- Det, vi bestræber os på her, er at give folk "the surprise element". Og ikke på den der måde med, at der hopper en klovn op af en kage. Med mindre... jo, under de rette omstændigheder, så kunne det såmænd også godt ske her, erkender direktøren på den der helt særlige britiske vis, hvor stoisk ro og respekt for korrekthed møder humor og galskab.

Således har både han og resten af personalet gennem årene opfyldt mange særlige ønsker for gæsternes skyld og haft det megasjovt på de sociale medier med at lave fis og punktere de højtidelige fordomme, der måtte opstå om, hvordan man skal være på en tostjernet Michelin-restaurant.

Her skal nemlig være rart. Fyldt med respekt. For håndværket, for forretningen, men mest af alt for mennesker. Både gæster og personale.

Et helt og aldeles aktivt valg, som Garrey Dawson traf tidligt i sin karriere. For han har skam arbejdet de der steder, hvor man råbte og skreg og teede sig aldeles vanvittigt - særligt over for dem, man havde under sig.

Garrey stod det igennem, fordi sådan var vilkårene. Indtil han en dag kom til at arbejde for kokkelegenden Heston Blumenthal.

- Han lærte mig, at verden slet ikke har brug for assholes. Man kommer så meget længere ved at være ordentlig og behandle folk med respekt, fortæller Garrey.

Det første, han skulle lære under Heston Blumenthal, var ikke at sige "yes, chef", men "yes, Heston". Og så skulle han i øvrigt stille spørgsmål i stedet for bare at rette ind.

- Alle i det køkken skulle deltage, og alle var trygge nok til at gøre det. Det gav en helt fantastisk dynamik og skabte nogle helt unikke resultater, fortæller Garrey og kommer med et eksempel:

- Vi havde problemer med et gaskomfur, og der var ikke midler til bare lige at skifte det ud. Så vi kunne kun koge en håndfuld haricot verts ad gangen. Det tog evigheder. Så var der en opvasker, der havde læst kemi. Han kiggede og forklarede helt nøgternt om, hvordan alkohol har et lavere kogepunkt end vand. Så vi begyndte at koge bønnerne i vodka, for så gik det hurtigere. VI brugte virkelig meget vodka i en periode, griner han.

- Vi spillede også rigtig meget squash. Nogle af de bedste ideer fik vi faktisk på squashbanen i stedet for at stå hjemme i køkkenet eller sidde ved et skrivebord. Man skal flytte sig og lave noget andet sammen, så opstår de bedste ideer, er min erfaring. Ligesom man skal være åben for, at det kan være de mest overraskende møder, der flytter dig i livet, og når du begynder at hænge ud med folk, der stiller dig spørgsmål, så begynder du at finde svar, siger Garrey.

Man skal ikke forveksle hans insisteren på, at det skal være et godt og trygt arbejdsmiljø med en ordentlig tone, med, at der er plads til slendrian eller sjusk. Man skal gøre sig umage. Man skal komme med sit bedste og have ambitioner, og så skal man arbejde ud fra bevidstheden om, at gæsterne ikke kommer for at være deltagere i et eller andet stort Henne Kirkeby Kro-show. Men at kroen er til for det modsatte. For at give gæsterne den vildeste, hyggeligste, lækreste, bedste oplevelse.

Om man så hører til gruppen af det øverste sociale jetset med det vildeste internationale liv, eller man er hr. og fru Jensen, der har taget turen hertil. For begge typer kommer skam på Henne Kirkeby Kro, det skal man ikke tage fejl af.

At være et tostjernet Michelin-sted er et lidt sært vadested. For den første stjerne, den sætter en på landkortet. Big time. Og den tredje, den får alle til at valfarte til stedet uanset hvad. Men to. Så er man et sted, hvor man både anses for at være utilnærmeligt for nogen og alligevel ikke helt fin nok for andre.

- Det er lidt et pudsigt sted at være. Altså forstå mig ret, vi er så glade og stolte over at være, hvor vi er. Men vi går jo ikke på arbejde for at imponere Michelin. Vi går på arbejde for at imponere vores gæster og for at give dem en god oplevelse. Uanset hvem de er, siger Garrey, som faktisk kun har en ting, han gerne vil have mere af.

- Jeg vil gerne have, at flere lokale kommer forbi. Nogle er rigtig gode til det, men jeg vil gerne have, at flere tør gøre det. Nogle gange tænker jeg på, om vi bliver anset for at være lidt utilnærmelige. Så vil jeg altså gerne understrege, at det er vi ikke. Og hvis man er bange for at tage sine børn med, fordi menuen er for voksen, så kan jeg godt love for, at vi altid har kylling og pasta, og vi er ikke for fine til at lave det. Tværtimod. Man skal aldrig være for fin til at dække folks behov, og vi ved alle sammen godt, at hvis man vil have, at børn skal vokse op og værdsætte at gå ud og spise, så skal man starte et sted. Og det må gerne være her, siger Garrey.

For selv Michelin-kokke har børn, der har fået lov til at sidde med deres iPhone ved bordet, for at det blev den bedste oplevelse.

- Og ved du hvad? Det er helt, som det skal være. Man skal føle sig hjemme og ikke tro, man skal leve op til noget, når man er på besøg hos os, siger Garrey, som selv ynder at lave pizzaer hjemme i sin have sammen med sin familie, hustruen Helle og teenagesønnerne Gabriel og Daniel.

- Food is a celebration, you should always enjoy with your family.

I tusindvis ligger danske sygehuspatienter indlagt i længere tid, end de behøver. Det sker jævnligt, at indlæggelse fortsætter, selv om patienterne er færdigbehandlede

På landsplan ligger færdigbehandlede patienter på de almene sygehuse således og fylder sengepladser op, som andre patienter kunne bruge, i sammenlagt 20.549 dage. Og det er kun blevet værre og værre. På fire år er der tale om næsten en fordobling af antallet af overflødige indlæggelsesdage.

Det viser en opgørelse fra Danske Regioner på baggrund af data fra Sundhedsdatastyrelsen og Danmarks Statistik.

Det skyldes selvsagt ikke, at sygehusene helst ikke vil af med deres patienter, så andre kan komme til. Det hænger sammen med, at når en patient er færdigbehandlet på et sygehus, har patientens kommune pligt til sikre den nødvendig hjælp og assistance til borgere med behov for særlig pleje - uanset om de skal udskrives til egen bolig, et botilbud, plejehjem eller rehabiliteringscenter.

Ikke alle kommuner er i alle tilfælde i stand til at opfylde disse forpligtelser samme dag, som lægerne på sygehuset vurderer, at de er færdigbehandlede og skal hjem.

Problemet gør sig gældende over hele landet. Det gælder således også i Region Syddanmark, hvor der i 2022 sammenlagt lå færdigbehandlede patienter på de almene sygehuse i 2759 dage.

Regionens "Udvalg for det Nære Sygehusvæsen" besluttede af samme grund i mandags at søge dialog med kommunerne om at få nedbragt antallet af disse liggedage, så patienter ikke strander unødigt på de ofte pressede sygehusafdelinger.

- Det er borgerne jo ikke tjent med. Man skal ikke være på sygehuset, hvis man ikke har brug for det. Der er mange sygdomme i omløb på et sygehus, og for ældre og svækkede borgere er det ikke et miljø, som det er en fordel at være i for længe, siger udvalgets formand Bo Libergren (V).

Han påpeger at perspektivet i problemet også rækker ud over det urimelige i, at den enkelte patient selv som raskmeldt må væbne sig med tålmodighed for at komme ud af hospitalssengen. Det skaber også pres på sundhedsvæsenet som helhed, når sengepladser optages unødigt.

- Det giver sig selv, at det ikke er den bedste ressourceanvendelse. Vi vil hellere bruge sengene på nogle, der trænger til behandling, siger Bo Libergren.

Kurt Æbelø, der er afdelingschef for tværsektorielt samarbejde i Region Syddanmark, understreger alvoren ved at henvise til kendte tilfælde, hvor patienter ender med at ligge på gangene, fordi de ikke kan komme hjem.

- Vi skal i fællesskab sikre gode patientforløb. Kommunerne har vel ikke interesse i at betale for færdigbehandlingsdage, og omvendt har vi heller ikke interesse i, at patienterne ligger på sygehuset mere end højst nødvendigt, siger han med henvisning til, at kommunerne skal betale en fast pris til regionen, hver gang en borger overnatter på sygehuset, selvom personen kunne sendes hjem.

Når patienter unødigt optager sengepladser, koster det kommunekasserne dyrt. Faktisk lyder regningen fra regionen på 3952 kroner for de to første dage, en patient, der er færdig med sin behandling, er indlagt. Derefter stiger dagsprisen til 5928 kroner de følgende indlæggelsesdage.

Ifølge flere kommuner, som avisen har talt med, er der overordnet et godt samarbejde med sygehusene. Når det sker, at en patient ikke hjemtages på udskrivelsesdagen, skyldes det oftest, at der først skal installeres hjælpemidler i hjemmet, eller at det tager tid at finde et ledigt pleje- eller botilbud til patienten.

Kommunerne er dog langt fra altid enige i, hvor mange færdigbehandlingsdage, de bør betale for.

- Regionen laver en opgørelse og sender så en regning til os. Først da kan vi gå ind og se på, hvilke borgere det drejer sig om, og om vi er enige i, at vedkommende var meldt færdig. Hvis vi ikke er enige, melder vi det tilbage til regionen, siger eksempelvis Bjarne Ipsen, der er afdelingschef i Visitation & Understøttelse i Aabenraa Kommune.

Han oplever, at der nogle gange sker fejlregistreringer på sygehuset, eller at sygehusene forsømmer at informere kommunen om, at en borger er klar til at blive hjemtaget.

- Når vi ikke får besked, kan vi jo ikke handle på det, og så skal vi selvfølgelig heller ikke betale for det, siger afdelingschefen.

Det er ikke lykkedes at få et svar på hvorfor det angiveligt sker, at sygehusene registrerer flere liggedage, end kommunerne vil vedkende sig.

"Du kan lige så godt indse det med det samme. Når først, du er fyldt 50 år, bliver du usynlig!"

Sådan sagde en veninde engang, men det var også før, at forfatter Katrine Marie Guldager tog fat.

Hos hende får de modne kvinder en stemme - og de bruger den. Kvinderne er blandt andet kendetegnet ved, at de er vrede og indignerede. Og at de ikke orker mere vrøvl.

Den første roman om en moden kvinde - "Bjørnen" - kom i 2018 og blev en bestseller.

Det er romanen "Birgithe med th", der er udkommet i år, også blevet. Og nu er Guldager aktuel med "Endnu en dag i Guds skaberværk".

Tre romaner om tre forskellige kvinder, men med det til fælles, at de alle er over 50 år gamle - og vrede.

De er også mange andre ting - i eksistentiel krise for eksempel - men vi bliver i første omgang hos vreden.

Katrine Marie Guldager, hvor kommer vreden fra? Og hvad handler den om?

- Det her er bøger med en hovedkarakter i et eksistentielt drama. Men bøgerne er også et samtidsportræt. Jeg tror, at meget af den vrede, der er i samfundet, handler om en slags afmagt.

- Samfundet er på vej et sted hen, hvor man ikke længere kan være med, og hvor man føler sig afmægtig i forhold til meget af det, der sker. Også digitaliseringen er med til at gøre, at folk føler sig afmægtige, siger Katrine Marie Guldager.

- Men vrede er jo mange ting. Den kan være en god og sund følelse, når nogle overskrider ens personlige grænser. Og den kan også være en god og sund følelse, hvis man synes, at samfundet er blevet for omsorgsløst - både i forhold til den enkelte og i forhold til fællesskabet. Når Birgithe med th, bliver indigneret over at se nogen forulempe en hjemløs, er hendes vrede en sund reaktion på, at hendes værdier bliver krænket.

Er vrede et typisk træk ved 50+-kvinder?

-  Jeg kan ikke udtale mig om, at alle kvinder over 50 år er vrede, så nej. Men jeg har haft lyst til at give "mine kvinder" plads og lov til at rumme alle slags følelser. Også vrede, siger Guldager, der selv er 56 år.

I "Birgithe med th" følger vi en skolelærer, der ifølge sin mand "ikke bærer over, men bærer nag." Birgithes mor er lige død, et hus skal tømmes, og på arbejde skal hun undervise børn, som ingen har gidet opdrage. Hun er gået glip af en forfremmelse med begrundelsen, at hendes store erfaring står i vejen, og chefen vil hele tiden pille i hendes følelser - som om de rager ham.

I "endnu en dag i Guds skaberværk" er socialrådgiveren Lotte blevet fyret. Hun har sagt sin mening på sin nedskæringsramte arbejdsplads, og "i stedet for at bekæmpe den syge arbejdskultur, gjorde ledelsen mig til den syge. Derfor skulle jeg ud".  Lottes kæreste er lige død, og hun kæmper med ensomhed, men også med at holde sin mund, når hun finder noget forkert.

Lotte, der bor i en etageejendom, har det mantra, at alle skal tage deres del af trappen. Både den praktiske trappevask i opgangen, men også ude i samfundet, hvor alle skal bidrage. Hun finder værdi i en fællesskabspligt.

Vores generation er formet af velfærdsstaten og af nogle fælles spilleregler, som i øjeblikket er lidt i opløsning?

- Ja. Og det er lige præcis det, som er en kilde til de to kvinders vrede. De er boomere, men det lyder lidt negativt, for jeg synes, at både Birgithe og Lotte er positive boomere. De er opdraget i en tid med en helt anden respekt for fællesskabet. Fællesskabet var stærkere, da vi var unge, og vi havde en ånd af, at vi skulle bidrage til det. At vi skulle skabe fællesskabet sammen.

- Vi blev også opdraget til, at hvis vi var utilfredse med noget, måtte vi skrive et læserbrev eller indkalde til demonstration - gøre et eller andet. Der var en fællesskabsånd, og mange af os, som er opdraget i den, kan godt slå os på det moderne liv, som er blevet mere egoistisk. Sådan føles det i hvert fald - at fællesskabet ikke er lige så stærkt, siger Katrine Marie Guldager og fortsætter:

- Der er mange fællesskaber, som er smuldrende. Foreningslivet for eksempel. Det er et kæmpe tab og en af grundene til, at mange føler sig ensomme. Man føler sig ikke længere som en del af fællesskabet på samme måde, som man gjorde engang. De her 50+-kvinder er opdraget med andre værdier, og derfor støder de sig på nutiden.

Gør du også det?

- Ja. Nogle gange.

Du har noget på hjerte?

- Ja, jeg har noget på hjerte. Og det handler meget om fællesskab.

Du kigger samfundet efter i sømmene og konstaterer, at fællesskabet er under pres. Og de afledte effekter af det?

- Vi har jo ikke investeret i vores fællesskab som institutioner, skoler, socialrådgiver og alle dem, vi nu mangler. Der er rekrutteringskrise. Vi har ikke forstået, hvor vigtigt det er, at vores velfærdssamfund hænger sammen. Jeg synes, vi skulle sætte skolelærere, sygeplejersker, politimænd og alle dem, der får vores samfund til at hænge sammen op på en meget højere piedestal, siger Guldager.

Kan vi ikke leve uden fællesskab?

- Nej, for jeg tror simpelthen ikke, at livet giver mening, hvis vi føler os ensomme. Det er jo det, Lotte er ramt af.

Selv prøver Katrine Marie Guldager at bidrage til fællesskabet gennem sine romaner. At forbinde os.

- At du som læser forbinder dig med en folkeskolelærer og tænker: Hvordan er det egentlig at være hende? At du forbinder dig med en socialrådgiver, som er ensom. Jeg tror på, at jo mere, vi bliver forbundet med hinanden i vores eksistens, jo gladere er vi for at være her. Jeg er sådan en, der borer små huller ind til andre folks virkelighed.

- Jeg kan huske, da reality-tv kom, så sagde folk, at vi ikke længere havde brug for romaner, for nu kunne vi ved selvsyn se, hvordan det er at bo i Ishøj eller i Gentofte. Men det har jo vist sig, at det bliver overfladisk og ligegyldigt i mange sammenhænge.  Romanen er den, der kan gøre, at vi kan gå over broen til et andet menneskes virkelighed. Forbinde os med hinanden.

Skriveriet er Guldagers bidrag til den "fælles trappevask". Som Lotte, der er drevet af at gøre noget for fællesskabet og ikke kun for sig selv.

- Jeg kunne skrive bøger, der kun handlede om mig selv. Men jeg vil gerne skrive noget, der kan bruges af nogen i samfundet. Jeg er ikke forfatter blot for at tilfredsstille mig selv, og den tankegang kan jeg godt savne nogle gange. At folk ikke kun tænker på, hvad de selv har lyst til. Lyst er fint nok, men det kan blive lidt fladt, hvis det kun er lysten, der driver værket. Som Svend Brinkmann sagde engang, er det det etiske, der skal rejse os som samfund. Altså en følelse af: Hvordan kan jeg gøre gavn. Hvordan kan jeg bidrage - og ikke blot tilfredsstille mig selv og min egen lyst.

Lotte bliver fyret, fordi hun siger sin mening.

- Vi taler så meget om ytringsfrihed i øjeblikket med de brændte koraner. Men der er altså rigtig mange mennesker, som har ytringsfrihed, men som vælger ikke at bruge den af frygt for repressalier på deres arbejdsplads. Der er også en hel masse med, at man skal spørge om lov til alting. Og det personlige ansvar flyttes hele tiden over på nogle andre. Førhen følte man, at folk tog ansvar, og så tog de øretæverne for et eller andet. Men nu skal ansvaret hele tiden rykke rundt, så ingen har det. Det er noget af det vand, vi svømmer i i dagens samfund, siger Guldager.

Der er nok at slå sig på for 50+kvinder, hvis værdi på arbejdsmarkedet for manges vedkommende også falder drastisk, når først femtallet er en realitet.

Det finder forfatteren meget mærkeligt.

- At der er så meget diskrimination på arbejdsmarkedet er helt skørt, for er der nogen, der har kræfter og energi, er det da kvinder over 50.

- Det har måske noget at gøre med, at vi er i et samfund, hvor erfaring ikke nødvendigvis er noget, vi kan bruge til noget. Og det er et kæmpe spild. Der er enormt mange ressourcer i modne kvinder. For vi ved, hvad vi vil, hvem vi er, og hvad vi kan. Vi er afklaret med mange ting, så på den måde er vi nemme at have med at gøre, siger hun.

Katrine Marie Guldager elsker sin alder. Kalder den for en befrielse.

- Som ung er man usikker og føler, at der er en masse regler, man skal leve op til, for at "passe ind". På dating, hos veninderne, på arbejdet. Der er også mange forpligtigelser. Man stifter familie og vil samtidig gerne vise på sit arbejde, at man er dygtig. Den unge kvindes liv handler på mange måder om at underordne sig.

- At være i 50'erne er frihed. Det er skønt.

Når de nye 1.g-elever i den kommende uge for alvor rykker ind i undervisningslokalerne på landets gymnasier, vil der nogle steder være lidt for god plads mellem bordene. Landets små gymnasier er nemlig i mange tilfælde blevet mindre, viser en opgørelse, Danske Regioner har lavet.

Fordelingen af gymnasieelever er for første gang i år foretaget på nationalt plan efter en ny ordning, og den ser ikke ud til at tilgodese de mindre gymnasier, der ofte ligger i tyndt befolkede udkantsområder.

Ud af 31 små gymnasier, er der kun to, der har fået fyldt alle deres pladser op. På næsten hvert andet af de små gymnasier er der over 30 procent ledige pladser, og på en tredjedel af dem, er pladserne kun blevet halvt fyldt op.

De mange tomme pladser på landets små gymnasieskoler vækker stor bekymring hos Danske Regioner.

- Jeg er meget overrasket over, at fordelingen i så lille en grad har tilgodeset de mindre gymnasier, siger Anders G. Christensen (V), der er er formand for Danske Regioners Udvalg for regional udvikling og EU.

Han frygter for de økonomiske konsekvenser for skolerne, da tilskuddet gennem taxametersystemet til landets gymnasier i høj grad er afhængigt af elevtal.

- I værste fald kan man risikere, at nogle af de mindre gymnasier, som jo typisk ligger i yderområderne, må lukke, og det vil have alvorlige konsekvenser.

De små udkantsgymnasier er i disse år generelt pressede af faldende elevtal. I et notat fra 2021 konkluderer børne og undervisningsministeriet, at samtlige af landets udkantsgymnasier frem mod 2030 vil miste elever i et omfang, der vil presse deres økonomi.

En del af intentionen med den nationale fordeling, som især lægger vægt på nærhedsprincippet i fordelingen, var faktisk at hjælpe de små gymnasier.

- De fleste regnede med, at med den nye fordelingsmodel, ville give de små gymnasier en forlomme. Men det er tæt på den stik modsatte virkning, det har fået, siger Anders G. Christensen.

Danske Regioner opfordrer derfor til, at der til næste år bliver justeret på fordelingsmodellen, så de små gymnasier bliver tilgodeset.

- Det skal være muligt at gå i gymnasiet, uanset hvor i landet du bor. Derfor er det vigtigt, at der tages hensyn til de små gymnasier og yderområderne, når eleverne fordeles. Næste skoleårs fordelingen af elever skal have fokus på at sikre de små gymnasier. Regionerne vil gå i dialog med ministeren og arbejde for, at fordelingen bliver justeret med fokus på de små gymnasier, siger Anders G. Christensen

Han har ikke selv et konkret bud på, hvad der skal ændres i fordelingen, men han mener, at det kun er "nogle få procent, der skal justeres."

Han anerkender samtidig, at det muligvis vil resultere i, at lidt færre af de unge vil kunne få opfyldt deres ønske. Ved årets fordeling har 94 procent af eleverne fået opfyldt deres førsteprioritet.

- Det er selvfølgelig vigtigt, at eleverne får det gymnasie, som de gerne vil, men omvendt er man også nødt til at lave en fordeling som sikrer, at de mindre gymnasier også har en robusthed.

Han lægger vægt på, at en bedre sikring af de små gymnasier er nødvendig for, at alle unge har mulighed for at få en gymnasieuddannelse - uanset hvor i landet de bor.

- Men det fordrer jo også, at de mindre gymnasier sørger for at gøre sig så gode som muligt, med for eksempel så mange studieretninger som muligt, siger Anders G. Christensen.

- Vi har rundet en milepæl!

Ilyas Dogru er en glad mand. Han er chefkonsulent og forbrugerøkonom hos FDM, og han har beskæftiget sig med elbiler i årevis - også dengang, hvor det var de færreste, der havde en elbil, og hvor ladenetværket var mangelfuldt i Danmark. Men nu har vi ramt et væsentligt højdepunkt. Alle landets kommuner har nemlig fået offentligt tilgængelige ladestandere. Og det er virkelig gode nyheder.

-  Det går godt med udrulning af ladeinfrastruktur, og det er glædeligt, at alle landets 98 kommuner har offentligt tilgængelige ladestandere. De gode tal er dog et udtryk for indvielse af de mange ladepunkter, som har været planlagt i længere tid. Der har simpelthen været alt for lange ventetider på tilslutning til elnettet, siger han.

Samlet set er antallet af ladepunkter på landsplan de første seks måneder af 2023 steget med godt 3.900, så der ved udgangen af juni 2023 var 13.100 ladepunkter fordelt over hele landet. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

I takt med at flere og flere danskere anskaffer sig en elbil, så kan det nuværende ladenetværk med tiden blive utilstrækkeligt, lyder det fra Ilyas Dogru.

- Hvis vi skal fastholde den positive udvikling, så skal politikerne prioritere ladestander-området, da vi ellers risikerer at komme bagud igen. Groft sagt kan vi sige, at ladeoperatørerne har været heldige, fordi de elbiler, som danskerne har bestilt, har haft lange leveringstider, men nu kommer de, fortæller han og fortsætter:

- Vi har lige rundet 150.000 elbiler, og jeg tror, at vi om 6-8 måneder runder 200.000 elbiler. Derfor bør vi sikre smidigere processer for alt, hvad der angår tilslutning til elnettet.

At elbilsalget går så godt, skyldes især Teslas prisnedsættelser og den hype om elbilerne, som der er i dag. Den udvikling forventer Ilyas Dogru fortsætter.

- Men vi må også erkende, at Danmark er et land, hvor rigtig mange køber rigtig billige biler. Derfor skal elbilerne markant ned i pris, før vi får norske tilstande, siger han.

I Transportministeriets opgørelse ses der samtidig en tendens til, at udviklingen i antallet af ladestandere nu i langt højere grad foregår uden for Region Hovedstaden end tidligere. Over halvdelen af de kommuner, der ligger i top-20 over den største udvikling i antallet af ladepunkter per 1000 indbyggere, er kommuner, der er placeret uden for Region Hovedstaden.

Af nye kommuner i top-20 er Læsø, Rebild, Samsø, Gladsaxe, Hvidovre, Roskilde, Odsherred, Hillerød, Horsens, Hørsholm, Høje Taastrup, Morsø, Norddjurs, Skanderborg, Hjørring og Randers.

Ser man nærmere på tallene for, hvor antallet af ladestandere per 1000 indbyggere er højst, bliver det også tydeligt, at det ikke kun er storbyerne, der er langt fremme. Fanø Kommune indtager førstepladsen efterfulgt af Frederiksberg på en andenplads, hvorefter Tårnby, København og Rebild indtager de efterfølgende tre pladser i top-5, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Ifølge Ilyas Dogru, er det de få, men meget store aktører, der har sat sig på markedet for ladestandere.

- Når vi ser på tal fra Transportministeriet, kan vi se, at Clever er den største ladeoperatør i Danmark. Når det kommer til lynladning, er der ingen, som kan nærme sig Tesla. De har simpelthen et stærkt SuperCharger netværk med attraktive priser, siger han og tilføjer:

- Men det er skønt at se, at både tankstationer som Circle K og Q8 nu blander sig i toppen. Det er godt for konkurrencen og til gavn for forbrugerne.