Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har før fortalt, at han pudser sine sko, når han grubler over noget.

Om man skal lægge noget i, at han mandag aften i en håndboldhal på Tiegtenskolen i Odense, havde særdeles blankpolerede sko, er svært at vide.

Men efter at have været sygemeldt fra sit arbejde som minister, vicestatsminister og Venstres formand i seks måneder skulle han mandag aften se en del af baglandet i øjnene, da han tog hul på den rundtur, som venstretoppen allerede lovede tilbage i maj, mens han stadig var syg.

- Det er dejligt at se jer. Det er dejligt at være tilbage i dansk politik, indledte Jakob Ellemann-Jensen fra den lille scene midt i hallen og konstaterede så:

- Jeg tænker, at der er nogle ting, vi skal tale om.

Rundturen kommer i skyggen af både vælgerkrise og uro i baglandet. Men hvis Jakob Ellemann-Jensen havde frygtet at blive mødt med høtyve og fakler, så kunne han fra den lille scene midt i hallen åndet lettet op. Det var der stort set intet af.

Dog var der særligt én bekymring, som gik igen blandt flere af partifællerne i salen.

- Kommer vi for tidligt, lød det forsigtigt fra et ældre ægtepar, som allerede 40 minutter, før arrangementet begyndte, næsten listede ind gennem de store glasdøre til handelsgymnasiet et par kilometer uden for centrum af Odense.

Flag og bannere i Venstres blå farve viste vej til håndboldhallen, hvor der var gjort klar med lige knap 200 stole opstillet i sirlige rækker.

Der var skærekage på sølvfade og varm kaffe i hvide termokander. Der var et langbord med sodavand, kildevand, kolde øl og en seddel med det nummer, der skulle betales til på mobilepay.

På første række helt oppe ved den lille scene sad Solveig Pedersen ved siden af sin mand. De havde i god tid skænket kaffe i en brun papkop og taget et stykke drømmekage.

- Jeg er godt tilfreds med ham som formand, men jeg håber, at han vil bevise over for befolkningen, at han er på den rette plads, sagde Solveig Pedersen, som også syntes, at medierne er for hårde ved Jakob Ellemann-Jensen.

Og det gik generelt igen. Mandag aftens tilhøre var trætte af personsager og snakken om for eller imod regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet. Nu skulle det helst handle om politik.

- Jeg har store forventninger til, at der kommer nogle konkrete handlingspunkter for den resterende del af denne regeringsperiode, for der skal være synlige positive resultater i god tid inden næste valg, sagde Poul Erik Pedersen, Solveig Pedersens mand.

Men er der ikke allerede Venstre-resultater i regeringsgrundlaget?

- Der må gerne komme flere, bemærkede han, men pointerede samtidig, at det ikke skulle forstås sådan, at han ikke var tilhænger af det brede regeringssamarbejde.

Det var han meget stor tilhænger af, lod han forstå.

Kameraholdene fra DR og TV2 skulle slukke kameraerne, efter at Jakob Ellemann-Jensen havde budt partifællerne velkommen.

Det var, så ingen ville holde sig tilbage med at stille spørgsmål. Eller være bange for at blive filmet med drømmekage i mundvigen, som Jakob Ellemann-Jensen, der er kendt for sine friske bemærkninger, sagde.

Ud over en lang række farjokes havde Jakob Ellemann-Jensen tre grundlæggende pointer med til det fynske bagland.

Den første var, at ”Venstre skal være et parti for hele Danmark”, som han formulerede det, inden han fortsatte:

- Den anden del fylder mest, for den handler om politik. Det er ikke sådan, at Venstre har fået et aftryk på regeringsgrundlaget. Vi har skrevet størstedelen af regeringsgrundlaget, og det er vi stolte af, sagde Jakob Ellemann-Jensen blandt andet, inden han fortsatte til sidste punkt.

- Det sidste handler om frisættelse af vores parti. Helt ærligt, det med at Venstre skal stå i egen ret, det har jeg gået og sagt til arrangementer som det her de sidste fire år, men vi har ikke gjort det. Vi har været hundeangst for at træde de andre blå over tæerne.

Jakob Ellemann-Jensen henviste til, at han forud for partiets sommergruppemøde for knap to uger siden proklamerede, at der ikke var nogen funktionel blå blok at vende hjem til. ”Vi skal ikke hjem, vi skal videre”, sagde han blandt andet i et interview med Berlingske.

- Det betyder ikke, at jeg fraskriver mig et samarbejde med de blå partier, men det betyder, at verden er en anden i dag, sagde Ellemann-Jensen mandag aften i Odense.

Sidste uges ministerbyt med Venstres Troels Lund Poulsen, hvor Jakob Ellemann-Jensen opgav forsvarsministerposten, som han ellers havde fortalt, at han havde valgt ”med hjertet, har naturligt rejst en mistanke om, hvorvidt det var for at skåne ham.

Det adresserede Jakob Ellemann-Jensen også fra scenen.

- Jeg har sagt rundt omkring, at jeg var frisk som en havørn. Det var der nogle, der satte lidt spørgsmålstegn ved, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

- Men prøv at høre. Jeg er frisk som en havørn, jeg er stærk som en bjørn. Der er ingen af de to dyr, der hører til på savannen, så den del af det behøver vi ikke at komme ind på, sluttede han selvironisk, men tilføjede også:

- Men det er fedt at være tilbage, uanset hvilken del af dyreriget, man tager udgangspunkt i.

Med den afrunding sluttede Jakob Ellemann-Jensen sit 40 minutter lange oplæg.

Det var på det tidspunkt, da tilhørerne i hallen kunne stille spørgsmål, at det stod klart, hvad Venstres og Jakob Ellemann-Jensens store hovedpine bliver til efteråret.

For den første, som bad om mikrofonen, ville tale om CO2-afgift på landbruget. Det ville den anden og den tredje også.

Venstre-baglandet er netop den del af befolkningen, som kommer til at betale en høj pris for, at Danmark skal omstille sig til at blive et CO2-neutralt samfund, når landbruget skal til at betale for sin udledning af kvælstof.

Og mens Jakob Ellemann-Jensen i regeringsgrundlaget har forpligtet sig til at få landbruget med på den grønne omstilling, er der er ingen tvivl om, at afgiften har potentiale til at splitte partiet.

- Det, jeg forholder mig til, er, at den kommer (CO2-afgiften, red.). Når den kommer, vil jeg hellere læne mig ind i den og være med til at udforme den og sikre, at det sker på en ansvarlig måde for dem, der bliver ramt af den, lød en del af Jakob Ellemann-Jensens svar.

Leif Krarup, som er medlem af Venstres forretningsudvalg og formand for regionsbestyrelsen i Billund, mener, at spørgsmålet om en CO2-afgift fylder mere i flere af de andre Venstre-storkredse, som Jakob Ellemann-Jensen skal besøge på sin rundtur, end det kom til udtryk mandag aften i Odense.

- Nu bor jeg selv i Vestjylland, og der brænder det endnu mere på, end man hører i aften. Men jeg snakker næsten dagligt med folk i landbruget, som er dybt bekymret, sagde Leif Krarup, da mødet var slut.

Generelt var han overrasket over, hvor få kritiske spørgsmål Jakob Ellemann-Jensen fik på scenen.

- Hvis det havde været i januar eller februar, som var den oprindelige plan for rundturen, havde der nok været mere, sagde han.

- Troels Lund og Stephanie Lose tog nok den hårde tur, og nu har folk vænnet sig til det med regeringen, selvom jeg havde regnet med, at der stadig ville være en del kritik. Det er kun godt, hvis folk er begyndt at finde sig til rette med det, sagde han, inden de sidste forlod håndboldhallen.

Ved Folkemødet på Bornholm i juni gav Venstres partisekretær Christian Hüttemeier et af de sjældne indblik i, hvad der egentlig foregik på Marienborg i november og december under de længste regeringsforhandlinger i mands minde.

Ved et arrangement hos Venstre fortalte han ifølge netmediet Altinget om et af de skelsættende øjeblikke. Det var den 11. december. Få dage før, at Mette Frederiksen kunne tage til Amalienborg og orientere dronningen om, at hun kunne danne en bred regering hen over den politiske midte. Men før det kunne ske, skulle der sluges nogle kameler.

Tidligere på dagen - den 11. december - havde Moderaternes Lars Løkke Rasmussen meddelt, at partiet ikke længere ønskede en advokatvurdering af Mette Frederiksens mulige ansvar i minksagen på baggrund af minkkommissionens afrapportering. Nu var det Jakob Ellemann-Jensens tur til at forlade statsministerens embedsbolig for en stund og gå hen til de ventende mikrofoner. En politisk "walk of shame".

- Jeg spørger, om han har second thoughts, for vi er der om 70 meter. Så svarede han: "Det har jeg ikke. For jeg har stået i morges og kigget på papirerne og spurgt mig selv, om det er godt for min søn Bjørn eller ej? Men det ændrer ikke, at jeg bliver slået gul og blå, og folk vil huske, at jeg ikke gjorde det, jeg sagde", forklarede Christian Hüttemeier ifølge netmediet Altinget om den dialog, han havde med Jakob Ellemann-Jensen sekunder før, Venstres formand begår, hvad han senere kaldte et "løftebrud".

Nærmest profetisk fik Jakob Ellemann-Jensen ret. For alle husker stadig, at han ikke gjorde, som han sagde. Og siden den dag er han blevet banket gul og blå. Mest af de gamle venner fra blå blok, men også internt i Venstre bliver han hele tiden mødt med spørgsmål om, hvorvidt hans beslutninger også er de rigtige.

For selv om Venstre-folkene så gerne vil tro på Ellemann-Jensen, så gerne vil følge ham i tykt og tyndt - for det gør man i det høvdinge-parti, som Venstre er - nager tvivlen: Er Ellemann-Jensen i stand til at træffe de rigtige beslutninger som V-formand, vicestatsminister og som minister? Er hans politiske kompas indstillet rigtigt?

Var det rigtigt at vende tilbage som både partiformand, vicestatsminister og forsvarsminister den 1. august? Var det nu klogt så hurtigt at afskedige Forsvarsministeriets departementschef, eller skulle han vente på den uvildige advokatundersøgelse? Var det nu så klogt at smække så hårdt med døren til resterne af blå blok, som Ellemann-Jensen gjorde i et interview med Berlingske op til partiets sommergruppemøde - eller skulle han hellere være mere forsonlig og rummelig? Skulle han have holdt længere tid som forsvarsminister - eller i det mindste have truffet beslutningen om at bytte ministerium med Troels Lund Poulsen, før han vendte tilbage efter stresssygemeldinen?

Svarene på de spørgsmål deler partiet. Dem, der er blå og tror på formandens dispositioner. Og de gule, dem der tvivler.

Og i den kommende tid vil flere store beslutninger fra V-formanden også blive genstand for diskussion i det parti, der en gang lå på 20-25-30 procent af stemmerne, og nu har 15 procent som et succeskriterium. For kan Ellemann skaffe flere skattelettelser? Kan Ellemann levere en CO2-afgift, der ikke sender dansk landbrug i graven og drivhusgasserne ud af landet? Kan Ellemann sørge for, at der bliver lavet en kontanthjælpsreform, så det vitterligt bedre kan betale sig at arbejde? Og harmonerer indgrebet mod koranafbrændingerne med partiets dna?

Men i virkeligheden er ingen af overstående spørgsmål, som florerer ivrigt i Venstre-kredse, det største problem for Ellemann-Jensen. For både Socialdemokratiet og Moderaterne vil gerne hjælpe Venstre og Ellemann med et par sejre eller tre. Og der er penge nok at dele ud af. Derfor bør en CO2-afgift heller ikke holde Venstre-baglandet søvnløse om natten.

Når den endelige afgiftsmodel skal forhandles på plads, vil der være så mange milliarder i nye tilskud til landbruget, at der bliver svært at finde de røde tal, når regnskabet skal gøres endeligt op. Skattelettelserne skal også nok blive større end de fem milliarder kroner, der allerede står i regeringsgrundlaget. Og socialdemokraterne vil dybest set hellere lave en kontanthjælpsreform med Venstre end venstrefløjen.

Ellemann-Jensens største problem er hans statsministerkandidatur. Det deler også partiet i to dele - de blå og de gule. Dem, der holder fast i, at Venstre per definition skal stille med en statsministerkandidat, og dem, der mener, at Ellemann-Jensen er nødt til at indlede en troværdig retræte på det spørgsmål, fordi det er så åbenlyst utopisk og vil forfølge ham frem mod valgdagen.

De sidder sammen i sofaen og ser julekalender. Helle Vesterager Jespersen og hendes børn Silke, Christina og lillebror Thorbjørn. Han bliver ringet op af en kammerat, der spørger, om de har hørt fra deres storesøster Louisa, der er på vandretur i Marokko med sin norske veninde Maren.

Thorbjørn fortæller vennen, at de ikke har hørt fra dem eller andre, og hans ven er lettet. Han har nemlig set i nyhederne, at to unge kvinder er blevet myrdet i Marokko, men det blev samtidig sagt, at de pårørende var blevet underrettet. Og så kunne det jo ikke være Louisa.

Ti minutter senere banker det på døren hos familien i Grindsted. Helle går ud for at lukke op, og da hun ser de to betjente, råber hun til dem, at de skal skrubbe af. Hun ved, hvorfor de er kommet. Hun ved det bare. Og hun har desværre ret. Betjentene fortæller hende, at de formoder, at den ene dræbte kvinde i Marokko er Louisa. De har fundet hendes ejendele og personlige papirer i det telt, hvor de to unge kvinder blev fundet myrdet på bestialsk vis.

Helle knæler ned. Et øjeblik er det helt sort. I gangen. Udenfor. Inden i hende. Da hun får rejst sig op, går hun ind i stuen til sine børn. De har hørt hende råbe af betjentene, og hun samler dem alle tre og omfavner dem.

Det var den 17. december 2018. Den dag en flok terrorister besluttede sig for, at de kunne bestemme over Louisas liv. Så det tog de. Ovenikøbet med et tændt kamera, så ugerningen, halshugningen, kunne foreviges og deres bestialitet deles i hele verden.

Louisa Vesterager Jespersen nåede lige at fejre sin 24 års fødselsdag. Så sluttede hendes liv. Hjemme i Grindsted blev hendes mor og tre søskende efterladt med en sorg så afgrundsdyb, at det i lang, lang tid var svært at skimte et lys i tilværelsen. For Louisa var deres lys.

Hun kom til verden den 5. december 1994. At hun var et ønskebarn ud over det sædvanlige, var der ingen tvivl om. Hendes mor havde i årene forinden oplevet det ene mareridt efter det andet. Hun mistede tre børn. Julia, der blev to måneder og led vuggedøden. En graviditet der blev mistet halvvejs og Tim, der døde af RS-virus bare fire måneder gammel.

Dengang var der folk der sagde til Helle, at når man først har mistet et barn, sker det ikke igen. Og da slet ikke efter to mistede børn. Hun bad hurtigt om, at ingen sagde det til hende. Og det har fulgt hende lige siden, at alt kan ske. Hun kan miste igen.

Louisa blev derfor en baby, som fik uanede mængder af opmærksomhed. Når hun sov, tjekkede hendes mor altid et par gange undervejs, om hun nu også trak vejret. Sov hun lidt længere end normalt, blev hun også bekymret.

Helle Vesterager Jespersen boede på det tidspunkt i Ikast med den mand, der er far til alle hendes børn. Hun gik hjemme og nød sin lille pige, og efter 14 måneder blev familien beriget med tvillingerne Silke og Christina. I dag kunne Helle godt ønske, at hun havde haft længere tid med Louisa som enebarn, for da tvillingerne kom, var fokus naturligt rettet mod dem og deres behov. Men her viste Louisa for første gang, hvilken personlighed, hun havde.

Hjælpen til moren var altid nær, når Louisa var hjemme. Hun elskede sine små søstre, og hun elskede at hjælpe med at passe dem. Hjælpsom, glad og udadvendt. Og da Thorbjørn kom til verden fem år senere, fik han samme dosis Louisa-kærlighed, som tvillingerne. Louisa havde nemlig masser af kærlighed at give af. Og hun viste den gerne. Med kys og kram og kærlige ord. Når tvillingerne rottede sig sammen og forsøgte at skyde skylden for ulykker på Louisa, blev hun irriteret. Men ikke mere end det. De blev hurtigt gode venner igen, og Louisa var ikke den, der råbte og skældte ud. De husker hende som en storesøster, der altid hjalp og støttede dem, når de havde brug for det.

Helle Vesterager Jespersen blev skilt fra sin mand flyttede sammen med børnene til Isenvad tæt på Ikast. Men efter nogle år fik hun job i Legoland, og sammen med tvillingerne og Thorbjørn flyttede hun til Grindsted. Louisa valgte at flytte ind til sin far i Ikast, for hun ville ikke væk fra sin skole og sine venner.

Der var fuld fart på. Sportsgrene som svømning og ridning blev prøvet af, og hun var også spejder i nogle år. Penge tjente hun ved at arbejde i forskellige butikker, og lysten til at rejse ud i verden opstod tidligt. Allerede som 16-årig, da hun var på besøg hos sin mor og søskende i Grindsted, gjorde hun noget ved sin udlængsel. Ved en computer i Magion – og med Christina ved sin side – søgte hun sommerferiejob på et hotel i Norge. Og fik det.

Dengang var hendes plan at blive designer, men undervejs i gymnasietiden skiftede det til stewardesse, politibetjent og sygeplejerske. Med jobbet i Norge, fandt hun sin rette hylde. Hun elskede naturen, og havde gjort det siden familiens allerførste campingtur. Og Norges natur var storslået. Et par vandreture og raftingture, og så var Louisa solgt. Hun besluttede sig for at blive naturvejleder og turguide.

Da hun begyndte på uddannelsen – i Norge – talte hun allerede flydende norsk efter de somre, hun havde tilbragt på hotellet. Hun fik hurtigt nye venner og også en kæreste, som hun havde i et par år. Det var også på uddannelsen, hun mødte Maren Ueland. En 28-årig nordmand som Louisa hurtigt fik en god kemi med.

Louisa har altid rejst meget. Også på egen hånd. Og med få dages varsel. Når hun først blev grebet af længslen efter at rejse ud, kunne intet stoppe hende. Og ingen forsøgte at gøre det. For Louisa var fornuftig og forberedte sig altid trods det ofte korte aftræk. Krigshærgede lande holdt hun sig fra. Oftest købte hun bare en flybillet og vandrede ud i det land, hun besøgte. Rygsækken var hendes følgesvend.

Meget sjældent skete det, at hun blev utryg. Så ringede hun hjem til sin mor og havde hende i røret, mens hun gik på en mørk vej eller sti. Hendes mor var heller ikke utryg ved Louisas mange eventyr. Selv er hun ikke meget for at rejse alene, men hun har altid respekteret datterens ønske om at se verden. Også på egen hånd. I sommeren 2018 planlagde Louisa en rejse for hende og hendes mor. Men Helle havde ikke penge til det og i øvrigt heller intet pas på det tidspunkt, og Louisa ville afsted. Så hun tog afsted alene. En ting Helle har fortrudt mange gange siden. Hvorfor fik hun ikke et nyt pas? Hvorfor ventede de ikke bare et par uger og tog afsted sammen?

Sidste gang hun så sin datter var den sommer. I 2018. Louisa havde travlt med sine studier, så de besøgte ikke hinanden. Men de talte i telefon så ofte, tiden tillod det. Louisas fødselsdag den 5. december 2018 blev også holdt over telefonen. Bare ganske kort, for Louisa var i gang med en eksamensopgave og ville have den færdig, inden hun et par dage senere skulle til Marokko med sin veninde Maren. Og i øvrigt ville hun så komme hjem til familien i Grindsted, når hun vendte tilbage fra Marokko efter jul. Så skulle de hygge sig og indhente både fødselsdag og juleaften.

Louisa og Maren ville ned i de marokkanske bjerge og træne, fordi de senere i deres uddannelse skulle vandre i de noget mere udfordrende norske fjelde. De havde ikke betænkeligheder ved Marokko. De havde forhørt sig hos andre vandrere, og alle sagde god for landet og det smukke landskab. Heller ikke Louisas mor var bekymret. Alt var jo undersøgt. Og de var to, der fulgtes ad.

Christina og Silke glædede sig hver gang, Louisa skulle ud at rejse. For hun havde altid gaver med hjem til dem – og til deres mor. Hver gave nøje udvalgt. Og gemt. Christinas øreringe. Englen i glas, som Helle har i kassen med julepynt. Silkes taske.

Alt sammen minder. Ligesom musikken. Louisa elskede at høre musik. Og som de andre børn i familien var hun præget af sin mors opvækst i 1970’erne og 1980’erne. Laban, Dodo & The Dodo’s, Thomas Helmig og Kim Larsen var blandt favoritterne, men også Celine Dion, Westlife og Robin Williams var hendes foretrukne.

Og så elskede hun dyr. Og blomster. Når de var ude at gå, måtte de andre tit vente på Louisa, fordi hun var stoppet op for at dufte til en blomst, plukke en lille buket eller tage billeder af den smukke natur.

Naturen var hendes andet hjem. Og netop derfor var det så fascinerende for hende at tage rygsæk og vandrestøvler på og udforske fremmede lande og kulturer. Også Marokkos.

I en uge gik alt som planlagt for de to unge piger i Marokko. De var så betagede at den smukke natur, at de valgte at blive i bjergene og sove en sidste nat i stedet for at gå den sidste halve time ned til den nærmeste by. Og det blev i bogstaveligste forstand den sidste nat på bjerget. En lille gruppe marokkanske mænd skar først deres telt op, og derefter halshuggede de begge piger, mens det blev filmet.

Hjemme i Grindsted forsøgte Louisas mor at forstå, hvad der var sket. Hun var ikke i tvivl om, at det var rigtigt, men det var så modbydeligt, at det var svært at rumme. I tiden efter de bestialske drab blev hun og familien kontaktet døgnet rundt af journalister, der ville have en historie. Men de blev også vendt ryggen. Som når Helle tidligere havde mistet et barn, var der også denne gang venner, der ikke kunne håndtere det. Igen mistede hun nogle af dem, hun troede, hun kunne læne sig op ad.

Hendes postkasse – både i virkeligheden og virtuelt – var fyldt af breve og beskeder. Langt de fleste fra folk, der udtrykte deres medfølelse med den hårdt ramte kvinde. Men nogle viste også deres grimme ansigt. Hadbeskeder fyldte nemlig også. Beskeder om at Louisa selv var skyld i den slags, når hun rejste til et muslimsk land. Beskeder fra muslimer der hånede Louisas skæbne. Og så var der videoen. Videoen der viste, hvordan Louisa og Maren mistede livet.

Den nåede også Helle en dag. Hun vidste ikke, hvad det var, men i samme sekund videoen åbnede, slukkede hun den igen. Chokeret. Ked af det. Hun nåede ikke at se mange splitsekunder, og heldigvis var lyden på hendes computer slået fra. For hun havde fra andre hørt, at Louisa på videoen græder og kalder på sin mor. Havde Helle hørt det, var hun aldrig blevet et menneske igen. Det ved hun godt.

Den dag i dag dukker videoen stadig op på de sociale medier. Og hver gang kæmper Helle for at få den fjernet. Ligesom hun kæmper for at leve. Overleve sin datters død. Angst og posttraumatisk stress har gravet sig så dybt ind i hendes sorgfyldte sjæl, at hun stadig har dage, der er uoverskuelige. Dage hvor hun græder af smerte over at have mistet sit lys.

Specielt når december nærmer sig, går verden i sort. Louisa blev myrdet den 17. december. Julia, Helles ældste datter, havde fødselsdag den 16. december. Og Louisas fødselsdag er den 5. december.

Lige efter Louisas død mistede Helle troen. Hun forbandede Gud langt væk, for hvordan kunne han blive ved med at udsætte hende for så stor sorg? Troen er gradvist vendt tilbage, og Helle går igen i kirke, hvor hun nyder roen og præstens prædiken.

Der er også længere mellem mareridtene. Eller mareridtet. For det er det samme, der vender tilbage hver gang. En flok mænd med knive vil slå Helle og hendes børn ihjel.

Et stykke tid efter drabene var Helle selv i Marokko. Hun ville se stedet, hvor hendes datter var blevet myrdet. Hun havde svært ved at forestille sig, at noget så bestialsk kunne ske på så smukt et sted. For bjerget var fredfyldt og udsigten næsten magisk.

De seneste år har selvsagt været hårde. Men de har også bragt et nyt engagement og nye bekendtskaber med sig. Selv om der er gået næsten fem år, venter Helle stadig på en slags erstatning fra de marokkanske myndigheder. Et beløb som hun skal dele med sin eksmand, og som advokaten også skal have en luns af.

Hun fik tildelt ti timer psykologhjælp fra kommunen, da Louisa døde. I andre EU-lande får man livslang hjælp, hvis man er offer eller pårørende til et offer for terror. Men ikke i Danmark. Så Helle betaler stadig selv for de psykologtimer, hun har brug for. For det har hun stadig.

Dertil kæmper hun også for retten til førtidspension. Den i dag 56-årige kvinde, der var sund og rask indtil den 17. december 2018, har ikke været i stand til at arbejde siden. Hun er nedbrudt af angsten og ptsd. Får ondt i maven, hvis hun skal et sted hen, hun ikke kender. Og hun er stresset over, at hun stadig venter på afgørelsen om førtidspension. Det slider.

De nye bekendtskaber ved, hvad hun gennemgår. Helle er nemlig blevet et aktivt medlem af Finn Nørgaard- foreningen. Den blev oprettet af Finn Nørgaards pårørende, efter han var blevet dræbt i et terrorangreb på Krudttønden i København i 2015. Igennem foreningen har hun blandt andet mødt ofre fra Utøya. Mennesker hun har god kontakt med i dag. Og hun har også haft glæde af mødet med Daniel Ryes forældre, som hun også stadig har kontakt til.

Men Louisa har hun ikke længere. Ikke som hun ønsker det i hvert fald. For Helle er overbevist om, at Louisa ofte besøger hende og børnene. Når lyset blafrer uden der er en vind, eller når hun hører en kalde ”mor”, og ingen af børnene har sagt noget. Så er Louisa alligevel tæt på. Familiens lys.

Hvis regeringen savnede et par klap på skulderen, kom de, da økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mandag fortalte, at regeringen senere på ugen i forbindelse med finanslovsudspillet for 2024 vil gøre færgebilletterne til og fra småøerne billigere og gøre det skattemæssigt mere attraktivt at være pendler i landkommunerne.

- Færgerne er småøernes livsnerve og den eneste vej til og fra øen. En stabil og økonomisk overkommelig færgeforbindelse er vigtig for at folk vil besøge øerne som gæster og turister, og måske derefter vil bosætte sig på småøerne. Flere gæster og turister vil desuden forbedre mulighederne for at drive erhverv derfra, lyder det eksempelvis i en kommentar fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard på foreningens hjemmeside.

Han er også glad for, at befordringsfradraget sættes op i nogle dele af landet. det vil gøre en reel økonomisk forskel for de berørte, mener han.

- Det er godt at se, at regeringen har fokus på landdistrikterne, så det bliver mere økonomisk attraktivt at bosætte sig i land- og yderområder.

- Det har vi længe kæmpet for, og derfor ser vi regeringens udmelding som en politisk sejr for landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard.

Udspillet fra regeringen har en regning. Alt i alt bliver merudgiften 150 millioner kroner om året de næste fire år, altså 600 millioner kroner.

Der ydes allerede i dag et tilskud til 33 færgeruter i 21 kommuner med henblik på nedsættelse af færgetakster på i alt 99,3 millioner kroner årligt. Tilskuddet gælder ikke i højsæsonen. I det nye tilskudsforslag skal det gælde hele året.

Forslaget om at hæve befordringsfradraget gælder for 25 yderkommuner, der i forvejen har højere fradragstakster.

- Det handler om at gøre det muligt og økonomisk attraktivt at bo i alle dele af Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Udmeldingen fra økonomiministeren har også fæstnet sig i de berørte lokalområder.

- Her er højt humør. Vi er glade. Det får jo en kæmpe betydning for Ærø - ja, for alle øerne. Det vil betyde helt enormt for borgerne på Ærø - det er dyrt at rejse i højsæsonen eller at have familiebesøg, siger eksempelvis Ærøs borgmester Peter Hansted (S) til Fyns Amts Avis.

Avisen har også været i kontakt med det private færgerederi Ærøexpressen:

- Det er en stor glæde for alle, der bor på øerne, der skal rejse. Men jo også for dem, der har familie på øerne - og endelig for turisterne. Det har jo været næsten ligeså dyrt at rejse til Ærø i højsæsonen som til Mallorca, siger kontorleder Carl Jørgen Heide, Ærøxpressen.

Selvom det offentlige hævder at ville prioritere den grønne omstilling og klimaet, så oplever danske vognmænd ikke, at det vægtes højt, når det kommer til stykket.

Det står klart efter en rundspørge blandt medlemmer hos brancheorganisationen Danske Vognmænd.

Her svarer halvdelen af vognmændene, at de aldrig oplever, at det offentlige vægter hensynet til miljø og klima, når de udbyder transportopgaver.

Herudover viser rundspørgen, at mange vognmænd oplever, at der bliver taget et hensyn ved udbud på transportopgaver, men at hensynet ikke er udslagsgivende, når transportøren skal vælges.

Hos Danske Vognmænd har man samlet udtalelser fra en række medlemmer, som fortæller om deres oplevelser med den manglende interesse for miljø og klima hos kommunerne.

Her fortæller driftschef hos flyttefirmaet Mesterflyt A/S i Holbæk, René Hauge, at kommunerne er ligeglade.

- Nej, vi oplever ikke, at kommunerne lægger vægt på miljø. Tværtimod er de fuldstændigt ligeglade. På den ene side planlægger de miljøzoner og emissions-fri zoner, på den anden side vil de ikke betale, hvad det koster at få grøn transport. Der er et regnestykke, der ikke går op i min verden, siger han.

Med sammenlignelige oplevelser fortæller direktør hos flyttefirmaet Bryde & Sønner A/S fra Ballerup, Jan Bryde, at prisen kommer før klimaaftrykket.

- Det er prisen, som det handler om. Vi har denne elektriske varebil med lift. I første omgang er kunderne interesserede i, at vi bruger bilen, men de ønsker ikke, at vi viderefakturerer merprisen, som kommer af, at bilen er dyrere end en konventionel dieseldrevet bil. Så foretrækker de alligevel den lavere pris og dieselbilen, siger virksomhedens direktør Jan Bryde.

Hos Kloakdoktoren i Hobro har man ligeledes aldrig oplevet at blive spurgt ind til miljøpåvirkningen fra kommunen.

Her fortæller Verner H. Kristiansen, at kommunerne udbyder arbejde, hvor der stilles krav til, at det udføres af såkaldte Euro 6- biler, men at der aldrig bliver fulgt op på valget af køretøj, og mange derfor udfører arbejdet med ældre og mindre miljøvenlige transport.

- Det er unfair, at dem, der vinder udbudsrunden, snyder på vægten og løser opgaven med deres gamle Euro 4-biler. Værre bliver det jo af, at kommunerne ikke kontrollerer, om den, der fik opgaven, også lever op til kravene i udbudsmaterialet, siger Verner H. Kristiansen.

Direktør hos Danske Vognmænd, Erik Østergaard, fortæller i en pressemeddelelse, at han ærgrer sig over kommunernes manglende interesse.

- Det hænger jo ikke sammen, at man på den ene side efterlyser grønne løsninger i udbuddene, men alligevel ender med at lade prisen være afgørende for, hvem der får opgaven. Hvis det offentlige ikke vil betale det ekstra, som det koster at vægte klima og miljø ved transportopgaverne, kan man ikke forvente, at andre kunder skal gøre det.

Erik Østergaard påpeger herudover, at det vil gøre en stor forskel for det samlede danske klimaaftryk, hvis det i højere grad blev prioriteret hos kommunerne.

- Og så kan man heller ikke forvente, at vognmændene skal sætte fart på omstillingen til mere klimavenlig transport. Det offentlige herunder staten og kommunerne er en kæmpe transportkunde, og det ville virkeligt fremme den grønne omstilling, hvis man her lod handling følge de fine ord. Som stor kunde har det offentlige et ansvar for at hjælpe den grønne omstilling af transporterhvervet på vej.

Det har ikke været muligt at få et svar på kritikken fra Kommunernes Landsforening (KL) gennem et interview.

Men i et skriftligt svar skriver formand for Klima- og Miljøudvalget i KL, Birgit S. Hansen, følgende:

I kommunerne deler vi fuldt ud Danske Vognmænds ønsker om mere grøn transport, og vi har et stort fokus på bæredygtighed, når vi køber ind på transportområdet. Flere og flere kommunale biler kører derfor også på el, og den vej skal vi helt sikkert videre ad.

Men det er klart, at vi som ansvarlige offentlige myndigheder også er nødt til at tænke prisen ind. Særligt når de økonomiske rammer er meget stramme.

Samtidig har det i nogle tilfælde være svært at opstille grønne konkurrenceparametre, da det ikke altid er entydigt, hvad der er mest klimavenligt eller bæredygtigt. Så hvis Danske Vognmænd har gode bud på det, er vi altid åbne for dialog.

Omkring 40 procent af alle giftermål herhjemme i skilsmisse - og i mange af tilfældene er der børn involveret.

I de situationer, hvor forældrene ikke kan blive enige om det videre samarbejde omkring barnet, ender mange af sagerne hos Familieretshuset.

Men det er ikke i alle tilfælde, at den offentlige myndighed formår at opretholde alle tre parters retssikkerhed.

Det viser en ny rapport fra Tænketanken Justitia, hvor der rejses en række kritikpunkter af Familieretshuset.

- Det høje konfliktniveau, der kan opstå i denne type sager, tryktester vores retssikkerhed. Konsekvensen er, at barnet kan blive afskåret fra kontakten med en af sine forældre, ligesom forælderen, der udsættes for samarbejdschikanen, kan blive frataget kontakten med sit barn, selvom personen ikke har gjort noget forkert, siger Justitias direktør Birgitte Arent Eiriksson i en pressemeddelelse.

Ud over kritikken fra Justitias nye rapport blev det torsdag i sidste uge meldt ud, at Familieretshuset står til at skulle fyre op mod 100 ansatte ud af en samlet medarbejderskare på cirka 800 personer i en massiv sparerunde.

Hertil kunne Avisen Danmark fortælle, at den store fyringsrunde hos Familieretshuset har skabt frygt og dyb bekymring hos både organisationer og politikere, fordi man forventer, at ventetiderne igen vil stige i vejret, og at det i sidste ende vil gå ud over de familier, som har brug for hjælp.

I rapporten retter Justitia flere kritikpunkter, hvor retssikkerheden ifølge dem tilsidesættes.

Et af kritikpunkterne går på, at det er uklart, hvordan "psykisk vold" defineres. Og det mener tænketanken er kritisabelt, fordi det har betydning for, hvor sagen visiteres hen. Ved en uklar definition øges chancen for, at sager bliver visiteret og håndteret forkert og fejlmæssigt.

Et andet kritikpunkt går på, at der ikke er fast praksis for, at det er den samme sagsbehandler, som holder møde med begge forældre, når møderne afholdes særskilt. Det scenarie ser man ofte i sager, hvor der er påstand om voldelig adfærd mellem forældre. Dermed rettes der en kritik af, at sager i visse tilfælde bliver afgjort, hvor en sagsbehandler kun har talt med den ene af parterne.

Et tredje kritikpunkt lyder, at Familieretshuset kun undtagelsesvist bruger børnesagkyndige undersøgelser. Det vil sige en undersøgelse, som kigger nærmere på, om en forælder udøver samarbejdschikane - hvilket i sidste ende kan have betydning for udslagskræften af sagen.

Herudover kritiseres Familieretshuset for at udbyde korte parthøringsfrister i sager om kontaktbevarende samvær, som ifølge tænketanken kan gøre det umuligt for forælderen at komme til orde.

Sidste men ikke mindst kritiseres Familieretshuset for ikke at dele viden med offentligheden om, hvad de i praksis udfører bag lukkede døre.

Familieretshuset har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men vicedirektør for Børn og forældreansvar under Familieretshuset, Jacob Buch, skriver følgende i et skriftligt svar til Avisen Danmark:

- Når rapporten fra Justitia bliver offentliggjort, vil vi naturligvis læse den og forholde os til konklusionerne, som vi altid gør, når der udkommer udgivelser, der er relevante for vores område.