Det er blevet dyrt at købe helt basale dagligvarer, men hvor dyrt er det egentlig? Og hvor finder du de laveste priser i danske dagligvarebutikker lige nu?

Avisen Danmark har sat sig for at undersøge prisniveauet i otte forskellige butikskæder, og vi har sendt indkøbere af sted til butikker spredt over det meste af landet.

Vi vidste på forhånd, at dagligvarekæderne overvåger hinandens priser intenst. Det er velkendt, at prisen på en liter mælk, en pose gulerødder og halvanden liter cola vil være stort set ens på tværs af alle butikker.

Derfor sammensatte vi en indkøbskurv med et bredere udvalg af varer: Mærkevarer - for eksempel bacon fra Tulip - og basisvarer som en pose ris, hvor vi bare jagtede den laveste pris. Vi købte økologiske æg, fordi det er ét af de produkter, hvor mange har foretaget et aktivt valg til fordel for økologien.

Og toiletpapir, hvor vi bruger den rigtige pris - nemlig kiloprisen - så ingen kan snyde på vægten ved at sælge korte ruller til en høj pris.

Alligevel er priserne imponerende ens i de danske dagligvarebutikker. Over halvdelen - syv ud af 12 indkøbte varer - koster nøjagtigt det samme i alle otte kæder. Helt ned til den sidste femøre. Selvom vi både tester discountbutikker og supermarkeder, er der blot 11,50 kroner til forskel fra den dyreste til den billigste indkøbskurv.

Vinderen er den tyske discountkæde Lidl, der opkrævede 322,43 kroner for hele vores indkøb. Butikken er skarpt forfulgt af rivalerne 365discount fra Coop og Rema 1000. Der er få kroner til forskel.

Netto og Bilka, der begge hører under Salling Group, overrasker med nøjagtigt ens priser på samtlige produkter. De befinder sig i midterfeltet sammen med Superbrugsen.

Dyrest er supermarkederne Meny og Føtex, hvor Føtex ender på sidstepladsen med en pris på 333,93 kroner. Det er 18 øre dyrere end hos Meny.

Nogle gange kan det være svært at huske, hvem det var, der sagde det først.

Og i politik kan det til med være svært at huske, hvem der først sagde det til citat.

Men lige i dette tilfælde tilfalder æren nu Venstres Troels Lund Poulsen.

For det var ham, der først antydede, at De Radikale kunne være klar til at bryde med årtiers samarbejde med Socialdemokratiet.

Det skete i maj til det digitale medie Zetland, som var taget med Venstres daværende fungerende formand på tur rundt til V-baglandet. Og på bagsædet af ministerbilen svarede Troels Lund Poulsen ganske kryptisk på et spørgsmål om, hvorvidt Venstre er nødt til at være større i antal mandater og stemmer, før partiet igen kan gøre sig reelle forhåbninger om at indtage Statsministeriet:

- Det tror jeg, man skal passe på med at konstatere en-til-en, for det er jo ikke til at vide, hvor Radikale ender. Nu er de jo en del af den der alliance, de har dannet med K og LA. Hvis de mener det, kan det være med til at skabe et anderledes politisk billede. Der kan komme masser af konstellationer. Historisk er det jo ikke altid de største partier, der får Statsministeriet, svarede Troels Lund Poulsen.

Dermed var snoren til sækken med katten løsnet, og katten spurtede ud af sækken i weekenden, da De Radikales Martin Lidegaard efter sin tale til landsmødet mødte pressen.

- Der er sket et lille jordskælv i dansk politik. Vi har fået et systemskifte, hvor vi pludselig har konstellationer hen over midten. Jeg tror faktisk også, vi får regeringer hen over midten de næste 10 eller 20 år i Danmark. Derfor vil der sikkert være flere, der stiller sig til rådighed, når vi skal tage stilling næste gang. Jeg ved ikke hvem, der stiller sig til rådighed, endsige om Mette Frederiksen gør det. Derfor er det eneste kloge, jeg kan sige i dag, at vi vil gerne have en regering hen over midten. Og vi udelukker ingen scenarier om, hvem der skal være statsminister, og hvilke partier der deltager i sådan en regering, sagde Martin Lidegaard ifølge Jyllands-Posten.

I øjeblikket er Lidegaards radikale mandater dog uendelig ligegyldige i dansk politik, men det behøver de jo ikke at være for evigt.

For Lidegaard er i gang med at løsrive partiet fra det gamle had-/kærlighedsforhold til Socialdemokratiet og udstyre sig selv med et frihedsbrev. Et frihedsbrev til at støtte lige præcis den statsministerkandidat, som vil give partiet mest mulig indflydelse. Uanset om kandidaten er rød eller blå. Socialdemokrat eller Venstre-mand.

Siden Niels Helveg Petersen i begyndelsen 1990'erne begyndte at orientere sig mere mod Socialdemokratiets kommende formand, Poul Nyrup Rasmussen, og mindre mod De Konservatives daværende statsminister Poul Schlüter, har De Radikale støttet socialdemokratisk ledede regeringer og omvendt været i opposition, når statsministeren kom fra Venstre.

Tidligere har udlændingepolitikken været den helt store knast for De Radikale, når de skulle samarbejde med både røde og blå.

Både Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen slyngede om sig med ultimative krav, men nu har Martin Lidegaard netop udgivet en ny bog om sit politiske projekt - og udlændingeområdet er ikke nævnt med et eneste ord. Tværtimod læner Lidegaard sig i bogen mere over mod de borgerlige, når det handler om behovet for at spare mere op til egen alderdom.

Som Troels Lund Poulsen også havde bemærket, har Lidegaard også brugt den første tid i denne valgperiode til at lancere en lille håndfuld politiske forslag sammen med Liberal Alliances Alex Vanopslagh og De Konservative Søren Pape Poulsen. KLAR-allianen kalder de tre partiledere deres nye samarbejde. Et samarbejde, der handler om reformer, som blandt andet vil øge arbejdsstyrken med udenlandsk arbejdskraft. Et greb i værktøjskassen, som socialdemokraterne vægrer sig mod at gøre brug af. 

Det samme gælder Lidegaards og De Radikales lyst til at gøre noget ved alle de muligheder, der er for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er heller ikke noget, der huer Socialdemokratiet. I Venstre klapper de derimod.

Martin Lidegaards udgave af Det Radikale Venstre kan vise sig at være Jakob Ellemann-Jensens største chance for at blive statsminister efter et folketingsvalg. De to partier rykker politisk tættere og tættere på hinanden.

Hvordan er det at se sin bror gå i krig? Hvordan rammer det, når han dør?

Ukrainske Maria Tsvelikh kender svaret, som kan læses ud af hendes dagbog. Den kan du læse udklip fra herunder. De starter med invasionen af Ukraine og et opkald fra hendes bror Bohdan.

"Kharkiv bliver bombet!" sagde min far, da han vækkede mig. Han understregede Kharkiv, fordi han ved, hvor meget jeg elsker byen.

Bohdan ringede og sagde: "Jeg fortalte dig, at der ville blive krig, og du troede mig ikke!"

Vi troede virkelig ikke på det. Det er bare absurd.

Bohdan og min far besluttede at slutte sig til hæren og forsvare Ukraine mod fjenden. Min mor og jeg ville også i hæren, men vi besluttede, at jeg skulle blive hjemme, fordi jeg har et kørekort og kunne evakuere alle, hvis det skulle komme dertil.

I nærheden af vores hus er der et børnehjem, og jeg læste, at de havde brug for mad og bleer. Min mor og jeg gik og købte alt, hvad de havde brug for. Vi brugte alle mine penge.

Far og Bohdan stod i kø ved hvervekontoret i fem timer hver dag i en uge, indtil de til sidst blev taget. Far blev indkaldt til at bygge fæstninger og midlertidige baser til militæret.

Bohdan sluttede sig til hæren to uger senere.

Det var min fødselsdag. Jeg ønskede, at alle mine nærmeste skulle komme. Bohdan sagde, at på grund af den anspændte situation ved fronten ville han ikke få lov til at tage hjem.

Jeg dekorerede lysthuset i vores sommerhus, og vi startede fejringen. Stemningen var fantastisk. Familiær og hyggelig. Et par timer efter festen startede, kom Bohdan og Diana (Bohdans hustru) uventet og overraskede mig. Han havde alligevel fået fri.

Klokken var omkring 20.00, da Bohdan holdt en lang tale for mig. Jeg kan ikke huske noget som helst andet end sætningen: "Jeg elsker dig". Det var virkelig specielt, fordi det var første gang, du sagde det til mig.

Det er aften. Et højt bank på døren. Underligt. Jeg venter ikke nogen. Jeg kigger gennem kighullet, og der står du sammen med din hustru og smiler, som om du vandt i lotto. Du fik et dagspas til at komme hjem. Den aften satte vi os fire ned: Mig, dig, Diana og min kæreste.

Vi sad ved levende lys, fordi vi ikke havde strøm på grund af russernes beskydninger. Vi drak cocktails og lyttede til vinylplader. Du røg hele tiden den aften og hostede konstant, og da jeg sagde, at du skulle passe på dig selv, sagde du: "Der er ikke meget liv tilbage."

Den magiske aften sluttede. Da jeg lukkede døren bag dig, sagde jeg til min kæreste, at jeg havde på fornemmelsen, at det var sidste gang, at jeg ville se min bror. Aftenen havde været så fantastisk, at det virkede som i en film, før alt går den forkerte vej.

Jeg havde ret. Det var sidste gang, vi så hinanden.

Klokken 18.02 fik jeg et opkald, der delte livet op i før og efter. "Bohdan er borte," sagde min mor. Jeg lod to tårer falde og tørrede dem væk med det samme. Jeg skal være stærk. Jeg skriver til mine kunder, at jeg ikke kan arbejde mere i dag. Jeg tager tøj på, gør hunden klar, tager en beroligende pille og tager straks en taxa til mine forældres hus.

På vejen ringer jeg til Diana i håb om, at det måske bare var en dårlig joke eller en misforståelse. Det kunne jo ske. Der er forvirring ved fronten. Men nej.

Jeg går ind i lejligheden og ser mine forældre kramme min brors ting. Jeg vil aldrig glemme, hvordan min mor græd, og hvor svag min grædende far så ud.

Livet forbereder dig ikke på dette.

I film er der mange scener, hvor folk lærer om tabet af deres kære. Ingen af dem er som det virkelige liv. Det var så skræmmende... Jeg har aldrig oplevet noget værre.

For et år siden organiserede jeg min brors bryllup, og i dag organiserer jeg hans begravelse.

I disse dage spiste jeg næsten ingenting. Hver dag, fra morgen til aften, løb jeg rundt i byen og ordnede ting til begravelsen. Jeg sov praktisk talt ikke, for når jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, så kom erkendelsen af, hvad der var sket, snigende.

Jeg hulkede ukontrolleret indtil morgenstunden. Puden var ofte så våd, at jeg måtte proppe servietter ind i den for at fjerne fugten. I løbet af dagene forsøgte jeg at begrænse mit hysteri og bevare kontrollen over mine følelser. Jeg besluttede, at jeg skulle være den stærke i familien. Jeg er nødt til at støtte mor, far og Diana. Uden min styrke overlever de ikke.

Begravelsen. Så mange mennesker kom til begravelsen, at afskedsceremonien varede omkring to timer. Jeg kendte ikke 80 procent af dem, der kom. Jeg så på Bohdan i kisten og kunne ikke tro, at han var død. Jeg tror stadig ikke på det. Han lå der så ydmygt, som om han sov. Hans ansigt så perfekt ud, hans krøllede hår var sat. Han så absolut levende ud, og jeg tænkte hele tiden, at han ville rejse sig og sige, at det var en spøg. Han elskede at lave løjer med folk, og han elskede sarkastisk humor. Men han rejste sig aldrig.

De næste dage er slørede. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg gjorde, eller hvordan jeg levede. Jeg husker kun min sørgende mor, der skreg, og min far, der hulkede. Han var overvældet af sorg. Jeg havde aldrig set ham så svag.

Det er nytår. Jeg ved med sikkerhed nu, at man ikke kan drukne i sorg, men man kan synke så dybt ned i den, at man ikke kan komme op.

Vi skiftedes til at græde i dag, støtte hinanden og smile gennem vores tårer. Vi har endda pyntet juletræet, tændt guirlanden og pakket gaver ind. Det virker som små ting, men det var ulidelig svært at gøre det. Det var ulidelig hårdt at blive ved med at leve.

Far: "Alt er meget dårligt, og det bliver aldrig bedre."

Hvor skræmmende at høre disse ord fra min egen far. Begravet i sorg.

Mine øjne gør ondt af at græde. Men livet går videre, og jeg skal leve det uanset hvad.

Jeg begynder at have nætter uden tårer. Der er dage, hvor jeg tror, at jeg får det bedre, men dagen efter er det dobbelt så slemt. Det er som om, at min krop er krøllet ind i fosterstilling, og jeg kan ikke rette ryggen. Jeg føler mig sårbar, når jeg retter mig op.

Folk er bange for at tale med mig, fordi de ved ikke, hvad de skal sige.

Jeg minder Diana om Bohdan, og jeg føler mig tryg omkring hende. Vi oplever tilsyneladende sorg på samme måde. Vi skal til Lviv. Vores vej tilbage til normalen.

Diana og jeg har været fremmede for hinanden. I de mere end to år, vi har kendt hinanden, har vi aldrig fundet et fælles sprog, aldrig været alene og ikke haft fælles interesser. Men på et øjeblik blev vi så tætte. Efter Bohdans død.

På andendagen af vores ferie, sent på aftenen, lige før udgangsforbuddet, besluttede vi at gå en tur sammen. Da vi satte os ved det eneste ledige bord ved en café, opdagede vi, at der sad en amerikaner ved det næste bord. Denne 24-årige mand kom til Ukraine som frivillig læge. Han var netop på vej til Kyiv gennem Lviv.

Da vi sagde farvel, sagde jeg til ham:

“Så mange ukrainere lever med den 'amerikanske drøm' i deres hjerter, og du kom hertil. Til et land, hvor der ingen garantier er for, at du vil se i morgen.”

"Piger,” svarede han, “Rusland er et problem for hele den civiliserede verden. Jeg føler behovet for at være involveret i det.”

I det øjeblik følte jeg verdens støtte, at vi ikke er alene i kampen.

Det var de første fem dage i streg uden tårer. Mine øjne er holdt op med at brænde.

Smerten begynder at forsvinde, men efterlader intet som før. Jeg føler, at vi er som græshopper, der efterlader ødelagte marker bag sig. Min brors død har kostet så meget.

En ven, som jeg har kendt, siden jeg var 5 år, blev pludselig ligegyldig for mig. Min daværende kæreste, som jeg elskede så vanvittigt, blev en fremmed. Alt omkring mig har mistet sin mening. Maden er ikke velsmagende, vittighederne er ikke sjove, mit udseende er ikke vigtigt. Samtalerne omkring mig er overfladiske. Når jeg tilbringer et par timer i træk med mine forældre, bliver min sjæl knust igen og igen, fordi jeg mærker deres smerte.

Vi forsøger at grine, lave ting sammen, bare komme videre med vores liv, men første gang, vores øjne møder hinanden, så går alt ned ad bakke. Det er godt at være sammen med Diana. Vi ser ud til at lindre hinandens smerte uden at anstrenge os.

Jeg fylder tomheden ved at rejse til udlandet, rejse rundt i Ukraine, møde nye mennesker, dyrke sport, aktivt lære engelsk og endda ved at få et par venner online.

Min far begynder at bruge mere tid derhjemme. Før var han så dybt begravet i sit arbejde, at det virkede, som om han kun var hjemme om natten.

Vi tilbringer hver søndag i vores sommerhus. Det er vores familiedag. I løbet af ugen kan vi mødes til kaffe eller frokost. Diana er helt tilsluttet vores familie. Min far blev hendes far, som hun savnede så meget, og hun blev en nær ven og søster for mig.

Selv om meget er gråt og trist, så ved jeg, at jeg er på rette vej. Denne smerte og sorg forbliver for evigt inde i mig, men jeg drukner ikke længere i den. Jeg kan endda sige, at vi er blevet bedre som familie og individuelt, fordi vi nu gentænker vores liv og vores prioriteter.

Fra tid til anden siger venner til mig, at de er overrasket over, hvor stærk en person jeg er. Jeg kan kun svare, at du kan modstå alt i verden, men kun hvis du vælger at leve.

De seneste dage har der igen været uro omkring Viegård Stutteri tæt på Viborg.

I søndags mødte dyreaktivist Dorthe Braüner Jensen igen op på adressen for at demonstrere og anklage stutteriet for vanrøgt af heste.

Det endte med et sammenstød mellem fremmødte aktivister og personer tilknyttet stutteriet, viser en video, som avisen har fået tilsendt.

Derfor er 57-årige Dorthe Braüner Jensen nu sigtet for vold, efter hun blev anholdt mandag eftermiddag og igen løsladt efter fire timer.

Sigtelsen lyder på, at hun skulle have sparket en 63-årig mand, efter at en anden person væltede ham omkuld på jorden. Herudover er hun sigtet for at sparke en 61-årig mand i ansigtet.

Hun mener ikke selv, at hun gik over stregen, og hun nægter sig skyldig i sigtelser. Det fortæller hun til Viborg Stifts Folkeblad.

Til TV2 fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, at de er "drøn-ærgerlige" over den konflikt, der er er opstået mellem stutteri-medarbejdere og aktivisterne.

De mener, at den tilspidsede situation er unødvendig.

- Vi bruger næsten flere ressourcer på at håndtere konflikten derude, end vi gør på selve sagen om hestene. De kunne bruges på noget bedre, fortæller Christian Toftemark, vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi, til TV2.

Lokalpolitiet i Viborg opfodrer ligeledes de to grupperinger om at holde sig i ro.

- Man må gerne køre og gå på offentlig vej, man må gerne tage billeder, og man må som medarbejder på stedet også gerne passe sit arbejde. Men når begge lejre hele tiden opsøger hinanden, så kommer de her konfrontationer, og det ender galt, siger vicepolitiinspektør i Viborg, Christian Toftemark til avisen.

Han fortæller herudover, at anholdelsen af Dorthe Braüner Jensen var nødvendig for at sikre beviser i sagen.

I videoen fra episoden, der fandt sted hos Viegård Stutteri søndag eftermiddag, og som har ført til anholdelsen af Dorthe Braüner Jensen, optræder to brødre, som arbejder på stutteriet.

I videoen hører man først en rasende 63-årig Ole Vorre give Dorthe Braüner Jensen en lussing, efter at hun har gjort det samme ved ham.

Videoen viser desuden Ole Vorre og han bror Per Vorre, der deltager i konflikten med aktivisterne.

Avisen har onsdag forsøgt at få en kommentar fra Ole Vorre og hans bror Per Vorre og fra stutteriets ejer, John Byrialsen.

Ingen af dem har ønsket at kommentere på sagen.

Nye fælles EU-regler for kørekort er for tiden på vej gennem EU-systemet, og i Europa-Parlamentet er en række opsigtsvækkende ændringsforslag i den forbindelse blevet fremlagt.

Forslagene handler blandt andet om at indføre en række særlige restriktioner for unge og uerfarne bilister.

Det er formanden for Europa-Parlamentets komité for transport og turisme, franske Karima Delli fra gruppen De Grønne, der er bannerfører for de ganske vidtgående forslag, som hun præsenterede ved et møde i komitéen i mandags.

Hun mener, at der bør indføres særlige fartgrænser for nye bilister og bilister under 21 år. Hun mener også, at der bør indføres et nyt B+ kørekort for at have lov at køre biler, der vejer over 1800 kilo. B+ kørekortet skal først kunne tages, når man er over 21.

Hun fremsætter også et forslag om at unge under 21 ikke må køre i nattetimerne.

Samtidig skal der også indføres obligatoriske lægetjek for bilister over 60 år.

Ifølge Karima Delli er målet at styrke trafiksikkerheden og forebygge ulykker.

- Vi taler om at forhindre, at forældre skal begrave deres børn, sagde hun ved præsentationen af forslagene.

Hos de danske bilejeres interesseorganisation, FDM, er chefkonsulent Dennis Lange glad for, at EU løbende tager stilling til trafiksikkerhed og kørekortregler, men han er ganske uforstående over for Karima Dellis forslag.

- Det er nogle fuldstændigt forrykte forslag. Det er nogle idéer, som ikke har noget hold i virkeligheden og ikke er baseret på nogen form for statistisk viden, eller hvordan virkeligheden fungerer derude, siger han.

Han understreger, at både FDM og dens søsterorganisationer i andre lande er imod forslagene.

Han har blandt andet meget svært ved at se, hvordan politiet skal kunne håndhæve særlige fartgrænser for bilister under 21.

Han peger desuden på, at der ikke er nogen statistikker, der peger på, at det gør en forskel for antallet af ulykker, om unge under 21 kører i biler, der vejer over 1800 kilo, som mange elbiler for eksempel gør. Det vil blot afskære mange unge fra at køre i familiens bil.

- Så skal familien ud at købe en ekstra - mindre - bil for at den nye bilist har noget at køre i. Det vil bare give flere biler på vejene og modarbejde den grønne omstilling, så det giver ingen mening, siger Dennis Lange.

Heller ikke lægetjekket, som for nogle år tilbage blev afskaffet i Danmark, er FDM begejstret for. Der er ikke nogen tal, der tyder på, at det har en effekt på antallet af ulykker, påpeger Dennis Lange.

Idéerne er på bordet som ændringsforslag til et forslag til et nyt kørekort-direktiv, som EU-kommissionen har fremlagt. Derfor er der også lang vej til, at de eventuelt bliver vedtaget, og Dennis Lange tror heller ikke, at der er stor opbakning.

- Som det ser ud nu, er der ikke noget, der tyder på, at det bliver til virkelighed. Det er i hvert fald det, jeg hører - at der er meget bred modstand mod de her forslag, siger Dennis Lange, der alligevel synes, at det er kritisabelt at forslagene overhovedet er fremme i EU-parlamentet.

- Jeg kan jo kun undre mig over, at der kommer sådan nogle forslag frem, som ikke rigtig er funderet i nogen form for faglig viden. Det er lidt bekymrende, når man er på det her niveau, siger han.

Han ser til gengæld nogle fornuftige tanker i kommissionens oprindelige forslag, der blandt andet lægger op til nultolerance overfor alkohol for nye bilister og mulighed for at tage kørekort som 17-årig med restriktion om, at man skal køre med en ældre ledsager, som det også er indført i Danmark.