Et speciallavet guldkors, der har kostet kirken 48.500 kr., ligger i dag og samler støv et sted i Helsingør.

Korset blev købt og betalt med kirkens penge som en afskedsgave til Danmarks første kvindelige biskop, Lise-Lotte Rebel, da hun gik på pension i januar 2021 efter 25 år som biskop.

Helsingør Stift skriver, at "korset er tiltænkt at kunne bæres af biskop emerita ved hendes deltagelse i begivenheder (f.eks. bispevielser, som hun inviteres til som biskop emerita eller ved kirkelige handlinger), da biskopper typisk bærer et bispekors uden på en bispekjole."

Men biskoppen fortæller nu til Radio4, at hun har svært ved at se, hvad hun kan bruge det 48.500 kr. dyre guldkors til.

- Det ligger jo bare gemt væk. Jeg bruger det aldrig, siger Lise-Lotte Rebel, som blev både “forundret” og “overrasket” over at modtage gaven.

- Jeg er jo ude af embedet, så jeg har ikke rigtigt noget at bruge det til, siger hun.

Ifølge bilag fra Helsingør Stift, som Radio4 har fået aktindsigt i, fik Lise-Lotte Rebel guldkorset i afskedsgave med en aftale om, at det skal leveres tilbage til stiftet igen af biskoppens efterladte, når hun dør.

Jakob Dedenroth Bernhoft, der er jurist og partner i firmaet Fraud React, som blandt andet rådgiver virksomheder om skattespørgsmål og hjælper med at forebygge økonomisk kriminalitet, har vurderet, at det ifølge ham ligner "en omgåelse af skattelovgivningen."

Det er den vurdering, som nu får den tidligere biskop til at fortælle, at hun ikke mener, at det er nødvendigt med et guldkors til tidligere biskopper.

- Det er et kors, man bruger, når man har gudstjeneste eller ordination. Jeg er jo gået på pension, så jeg blev sådan set også meget overrasket over det, siger hun.

- Det er jo søde og rare mennesker, der gerne ville glæde mig. Men hvis de havde spurgt mig, ville jeg bestemt ikke have ønsket det. Det kan jeg godt sige.

Da Radio4 fortæller den tidligere biskop, at regningen for gaven løb op i 48.500 kr., som blev betalt med penge fra kirken, bliver hun overrasket.

- Hold da op. Hold da op. Og jeg bruger det aldrig, siger hun.

Lise-Lotte Rebel understreger, at hun gerne vil tilbagelevere guldkorset allerede nu, hvis der er “den mindste tvivl”.

- Jeg kan lige så godt aflevere det igen, for jeg har ikke noget at bruge det til. Det vil jeg hjertens gerne. Så er jeg ude af den hovedpine, siger hun og tilføjer, at hun er sikker på, at stiftet har givet hende gaven “i deres hjertes godhed."

- Er der mere portvin?

Det er torsdag formiddag, og ernæringsassistenten på Kongshøj Plejehjem i Nørre Åby stikker hovedet ind på leder Annette Bang Jørgensens kontor.

En lille rullevogn er ved at blive gjort klar med chips, kiwi og melon i små stykker, mørk chokolade og juice. Om sommeren er der også slush ice.

Og så selvfølgelig portvin, for der er heldigvis en flaske tilbage i skabet på kontoret.

Fristevognen er den døbt.

Hver tirsdag og torsdag kører personalet den forbi hver eneste beboer på plejehjemmet i håb om at kunne lokke med lidt lækkert.

I dag er det den pensionerede social- og sundhedshjælper Lilian Gjerning Nielsen i lyseblå skjorte, som kører vognen.

Lilian Gjerning Nielsen banker på hos Ketty og går ind.

- Det er fristevognen. Vil du have frugt? Portvin? Ja, hvad kan jeg ellers finde på. Noget chokolade?, spørger hun og bøjer ned sig over rullestolen.

Lilian Gjerning Nielsen hælder lidt portvin op i et lille snapsglas.

- Så har du lidt og muntre dig på, siger hun og stiller glasset og lægger et stykke mørk chokolade i indpakning på bordet foran Ketty.

- Har du det ellers godt?, spørger hun uden at få et rigtigt svar.

Hun fortsætter:

- Det var koldt her til morgen. Lagde du mærke til det? Men det skulle blive lunere op ad dagen, siger hun.

Fristevognen er ikke bare et tilbud om lækre sager.

Det er også en mulighed for, at personalet kan stikke hovedet ind en ekstra gang hos de ældre.

Og så er det nok vigtigst af alt en måde at friste de småt spisende til at få lidt ekstra kalorier indenbords og mere af den vigtige væske.

Fristevognen på det vestfynske plejehjem i Middelfart Kommune er ikke et hvilket som helst initiativ på et hvilket som helst plejehjem.

Idéen blev født, da kommunen for godt to år siden blev udvalgt til at være en af de syv frikommuner, som i tre år er blevet sat fri af en række regler og paragraffer.

Lige præcis Middelfart Kommune er én ud af tre kommuner, som er frisat på ældreområdet. De andre kommuner er Viborg og Langeland.

Men Kongshøj Plejehjem med sine 28 beboere er også en del af en større politisk dagsorden.

For SVM-regeringen vil i gang med det, de med egne ord kalder den ”mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”.

Det er noget, som skiftende regeringer har forsøgt at gøre i årevis.

Regeringen starter med ældreområdet, hvor det er forventningen, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) snart kommer med et udspil til en frisættelse af ældreplejen.

På trods af Middelfart Kommunes status som frikommune er der stadig en masse love, som ikke er omfattet af forsøget, og som spænder ben for den virkelige forandring.

Sådan lyder det i hvert fald på Kongshøj Plejehjem.

For mens kommunerne ikke lige nu behøver at rette sig efter størstedelen af serviceloven, så er de stadig bundet af sundhedsloven og kravene om dokumentation.

Det betyder, at personalet skal notere, når en beboer får skiftet kateter, får sin medicin eller får dryppet øjne.

På Kongshøj Plejehjem kunne de godt tænke sig at kunne tage et billede i stedet for at notere. Men det gør de såkaldte GDPR-regler, som handler om beskyttelse af personlige oplysninger, svært.

- Så det er mange forskellige ting, som ender med at spænde ben for hinanden, siger Annette Bang Jørgensen.

Derfor efterlyser hun også mere mod fra politikerne, når frisættelsen skal udbredes.

- Man kunne have været modig og sat os fri på alle områder, siger hun.

- Jeg forstår godt, at der selvfølgelig skal være et minimum af regler, men det ville være sejt, hvis man prøvede at udfordre det og finde ostehøvlen frem og skære alt unødvendigt væk, siger Annette Bang Jørgensen.

Inger Jørgensen på 87 år sidder og strikker små tørklæder i en stol på sin stue, da fristevognen og Lilian Gjerning Nielsen når til hendes stue.

Hun får to små RitterSport, en glasskål med frugt og et lille glas portvin.

- Da det begyndte, var jeg meget forbavset over det og tænkte, om det mon fortsatte, siger Inger Jørgensen med et grin.

På hendes badeværelse hænger et andet eksempel på tiltag, som plejehjemmet har sat i gang, da det blev frisat.

Indretningen i beboernes badeværelsesskabe er blevet ensrettet, så personalet nærmest i blinde kan finde det, som de skal bruge.

Kongshøj Plejehjem er også i gang med at afprøve, om hverdagen bliver lettere med længere slanger på bruserne.

De har også nedsat det såkaldte Kongshøj Råd, så beboere og pårørende bliver inddraget i livet på plejehjemmet.

På kommunens seks andre plejehjem prøver de andre ting af.

Plejehjemmet Egebo i Ejby har de forsøgt at skære ned i dokumentation. Beboernes medicin og sundhedstilstand skal stadig dokumenteres, mens hvis der er noget, som bliver dokumenteret dobbelt, skal det væk.

På Fænøsund plejehjem kan pensionister komme og købe dagens ret, så kommunens ældre kan spise sammen, og en gang om ugen mødes ældre til motion på Skovgades Plejehjem.

Men det bemærkelsesværdige er, at plejehjemmene kunne have gjort præcis det samme uden at være en del af frikommuneforsøget.

Der er altså ingen paragraffer eller regler, som før forsøget ville have bremset de nye initiativer.

Dermed ikke sagt, at hele frisættelsen ikke har bragt noget godt med sig, pointerer plejehjemsleder Annette Bang Jørgensen kraftigt.

- Jeg har kunnet mærke, at vores mindset (tankegang, red.) er blevet mere løs i det. Altså at vi gør noget, og at vi er blevet mere frie til at prøve noget af, siger Annette Bang Jørgensen.

Men kan du pege på noget, som I ikke ville have gjort, hvis Middelfart ikke var en frikommune?

- Nej, svarer hun efter en ganske kort tænkepause.

- Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at snakke om det der med tankegangen. Men det er også vigtigt. Nu tænker vi mere: Bare gør det!

Den oplevelse flugter med den evaluering, som professor Ulf Hjelmar hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet halvvejs igennem frikommuneforsøget.

Evalueringen viser nemlig, at kun seks ud af de på det tidspunkt 53 indsatser, som de tre kommuner havde sat i gang, har krævet en egentlig frisættelse fra lovgivningen.

Det vil altså sige, at de resterende 47 indsatser kunne kommunerne sagtens have sat i gang uden at være en del af forsøget.

Ifølge Ulf Hjelmar har forsøget dog alligevel været en ”katalysator” for forandringer.

- Men hvis man spørger ældrekommunerne, så har det en kæmpe signalværdi at være en frisat kommune, siger Ulf Hjelmar om evalueringen.

- Som politiker, forvaltning, hjemmepleje og plejecenter forpligter man sig til at give området et 360 grader eftersyn. Hvilke regler og dokumentationskrav giver mening? Det kan man også gøre, hvis man ikke er frikommune. Men det gør man jo bare ikke på samme målrettede måde, når man ikke er frikommune, siger han.

Autocamperes indtog på offentlige parkeringspladser, havnefronter og strande rundt i kommunerne er de senere år ikke gået ubemærket hen.

Læs også: Smider affald i naturen og fylder på p-pladser: Bølge af klager følger i hjulsporene på en eksplosion i antallet af autocampere

Imidlertid er det op til hver enkelt kommune at agere, hvis man mener, autocamperne udgør et problem.

Det har skabt et uensartet og forvirrende billede af regler og muligheder. Blandt andet måtte Tønder Kommune trække et forsøg på at lave et forbud mod autocampere på bestemte parkeringspladser tilbage. Andre steder byder man ferieformen velkommen ved at lave særlige holdepladser til boligen på hjul.

Men nu skulle der være hjælp på vej til de hårdtprøvede kommuner.

Det oplyser Johan Brødsgaard (RV), der er viceborgmester i Silkeborg Kommune og formand for Kultur-, Erhverv- og Plan-udvalget hos Kommunernes Landsforening (KL).

En kortlægning af autocampernes omfang, der også skulle kigge reglerne efter i sømmene, har nemlig fremskred. I hvert fald er en lukket høring i Folketinget i gang, lyder det.

- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til, at der nu kommer noget lovgivning på området, som kan gøre det nemmere for parterne. Så må tiden vise, om alle aktører kan se sig selv i det, siger han.

Johan Brødsgaard fortæller, at det har været en kompliceret proces med mange hensyn og holdninger. Arbejdet er blevet yderligere hindret af, at forskellige ministerier overlapper hinanden i forhold til regler på området.

- Men konkret vil det blive transparent for kommunerne, hvordan man især må skilte, og hvad skiltene må signalere. Det vil sige, hvor man må sige 'nej tak' til autocampere, og hvor man må føre dem hen, siger Johan Brødsgaard.

Campingpladsejere har udtrykt frustration over, at autocampere må holde gratis på offentlige parkeringspladser. Det har rejst kritik af, at kommuner ikke har gjort nok for at guide autocamperne hen til campingpladserne. Ligeledes har borgere klaget over, at gratister i autocampere fylder, besørger og smider affald i det fri.

Og på det punkt er der også en forventning om, at reglerne på området skal åbne kommunernes øjnene for at samarbejde med kommercielle aktører om de mange autocampere.

- Jeg tror ikke, at kommunerne ser sig selv som nogle, der skal drive campingpladser, men der kan være nogle kommunale arealer til formålet, som det måske giver mening at samarbejde med de erhvervsdrivende om. Det er noget, vi vil have fokus på at give mulighed for.

Ifølge Johan Brødsgaard er der i takt med et stigende antal autocampere en øget efterspørgsel på blandt andet infrastruktur, affaldssortering, toiletter og vandtilslutning.

- Ved at samarbejde lokalt kan vi på den måde måske også skabe mere ordnede forhold de steder, så det kan blive en win-win-situation for alle parter, siger han.

Tidligere har AutoCamperRådet, der har som formål at fremme autocamperturismen og autocamperlovgivningen i Danmark, ligeledes fremhævet, at autocampere giver turistindtægter, hvis de bydes velkommen. Sådan lød det til JydskeVestkysten i juli.

Campingsæsonen slutter først den 31. oktober, ligesom efterårsvejret for tiden gør ferie i det fri attraktivt. Men en tidshorisont for ny lovgivning eller mere gennemskuelige regler for autocamperes opholdsmuligheder, er stadig uklar.

- Vi presser på for, at det er klar til næste sæson. For vi hører stadig fra kommunerne, at de har brug for flere redskaber på det her område, siger KL-formand Johan Brødsgaard.

Henning står med krum ryg og ansigtet mod den store dør ind til fælleshuset, mens hans hænder i langsomt tempo bakser med håndtaget og låsen på døren.

- Hej Henning, hvad står du og laver her. Kom, lad mig hjælpe dig, siger Karin Juul Viuff, der er plejehjemsleder på Birkebo Plejehjem.

Hans krop er varm og svedig, og han mumler så meget, at hans ord er svære at forstå.

- Kom Henning, jeg hjælper dig lige, siger Karin Juul Viuff og tager armene om ham, mens hun stille får ham vendt og ført ned ad den store gang, der binder de tre afdelinger på Birkebo Plejehjem sammen.

Henning har ikke rigtig fået sovet i nat, og personalet ved ikke helt hvorfor. Han har vandret rundt og haft uro i kroppen og rejst sig op hver gang, de har forsøgt at lægge ham ned.

Arm i arm når de til afdelingen kaldet "Margueritten", hvor Hennings navn hænger på en af dørene. Her finder de plads i sofaen foran fjernsynet. På skærmen kører en form for hestesport på DR2.

Efter kort tid kommer Heidi Nydahl Hauchrog i sin lilla uniform med en Ipad i hånden, hvor hun taster "norske fjelde" ind i søgefeltet på Youtube.

- Henning kommer fra Norge, så det hjælper med at få ham til at falde til ro, siger Heidi Nydahl Hauchrog.

I sofaen sidder Karin Juul Viuff stadig med Henning i armene, hvis hage falder langsomt ned mod brystet. Sammen bliver de to enige om endnu engang at følge Henning ind i seng.

Karin Juul Viuff er leder af plejehjemmet Birkebo i Christiansfeld syd for Kolding, som danner ramme om tilværelsen for 24 ældre med demens og cirka 45 ansatte.

- Vores beboere spænder over et spektrum fra dem, der kan knappe skjorten og finde toilettet, til dem, der er friske nok til at komme på ture, siger hun.

Hun er drivkraften bag et nyt initiativ kaldet "Omsorg i balance", som er et kursus, de ansatte har været igennem de seneste to år, hvor de sammen har trænet og lært, hvordan de tager vare på sig selv i en presset dagligdag.

Her har de sammen med en konsulent arbejdet med konkrete værktøjer og redskaber til at forebygge at "brænde ud" og miste tålmodigheden i svære situationer på jobbet.

- I bund og grund er vi blevet oplært i at finde ro i os selv, så vi ikke bliver vrede og sure. Og det er også, når det kommer til de pårørende, som har høje forventninger til, hvordan vi passer på deres familiemedlemmer, siger Karin Juul Viuff og tilføjer:

- Meget af personalet har en etårig uddannelse, hvor de mest af alt er blevet dygtige til alt det, der handler om personlig rengøring. Så det med at arbejde med mennesker, som opfører sig ubehøvlede, voldsomme eller anklagende, det kræver rigtig meget, hvis ikke man skal gå derfra irriteret.

For hende er den største forandring at mærke ved, at de ansatte er blevet bedre til at hjælpe hinanden, og at de har fået en større forståelse for, hvorfor det også er vigtigt at passe på sig selv.

Forråelse er et udbredt problem i sundhedsvæsenet - især i ældreplejen. Det viser landsdækkende spørgerunder blandt ansatte.

Det dækker groft sagt over den tilstand eller de følelser, sundhedsansatte typisk står tilbage med, når de er "brændt ud" efter at have arbejdet med mennesker i en kortere eller længere årrække.

Her er omsorgstræthed, empatitræthed, kynisme eller en hård tone eksempler på ting, som indtræffer hos mange - og som kan være en del af forklaringen på, hvorfor det generelt er svært at tiltrække og holde på personale i ældreplejen.

Derfor har Social- og Boligstyrelsen netop udmeldt en ansøgningspulje på 22,8 mio. kr., som kommuner og private leverandører kan få del i til at forebygge omsorgstræthed og forråelse i ældreplejen. Her er der mulighed for at udvikle og afprøve forskellige modeller og metoder med fokus på systematisk faglig sparring, supervision eller lignende.

Nøjagtig, som Karin Juul Viuff valgte at gøre for snart to år siden.

- Meget af arbejdet har handlet om at forstå, at vi faktisk har med mennesker at gøre, som lider. Det er lettere at føle medfølelse, når du får øje på lidelsen. Vi har lært at tænke anderledes, siger Karin Juul Viuff.

Efter kurset har man på Birkebo Plejehjem valgt at indrette et rum, hvor de ansatte kan holde pauser. Det hjælper dem med at koble af og lade op til at kunne håndtere de krævende og slidende situationer, der er en del af arbejdet som ansat på Birkebo Plejehjem

Pia Wendicke har været ansat på Birkebo i tre år. Hun er en af dem, som har taget læringen og redskaberne fra kurset meget til sig.

På hver vagt holder hun en pause på 5 eller 10 minutter, hvor hun læner sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lyd i ørene.

- Jeg har været nede med stress i 12 år. Så jeg ved virkelig, hvad det vil sige at nå til et punkt, hvor kroppen siger fra, siger Pia Wendicke og tilføjer:

- Og derfor er det også ekstra vigtigt for mig, at prioritere mine pauser.

Hun er sikker på, at andre plejehjem i Danmark vil kunne få stor glæde af at komme igennem et lignende forløb.

- Den største forskel er at mærke os kolleger imellem. Der er kommet en større indbyrdes viden og tryghed. Vi kommunikerer mere, samarbejder mere og kender hinanden bedre, siger Pia Wendicke.

Tilbage på Birkebo Plejehjem på en anden afdeling kaldet "Solsikken" sidder fire ældre med en kop sort kaffe og et stykke æblekage på bordet foran dem.

Anni Hansen, som har været ansat på stedet i 13 år, har i dag eftermiddagsvagten og har fundet blodtryksmåleren frem.

- Leif, nu må du ikke snakke, selvom jeg godt ved, at du har svært ved det, siger hun med et smil.

Leif stopper op midt i ordstrømmen og begynder at fløjte stille i stedet.

Når man spørger ham om, hvor gammel han er, kan han ikke selv finde frem til svaret. Og det kommer som et stort chok for ham, da Anni Hansen hvisker "otteogfirs" i øret.

Hans undring bliver dog afbrudt af, at Anni Hansen igen trykker på knappen, der får velcrobåndet til at stramme om armen.

Og igen da en ældre dame i rollator kommer ind i køkkenet med et bange ansigt.

- Du skal hjælpe mig. Jeg vil hjem. Du skal hjælpe mig med at komme hjem nu, siger hun.

Anni Hansen rejser sig fra stolen og efterlader Leif fløjtende alene ved bordet med velcrobåndet stadig hængende om armen. Han virker en smule forvirret over, hvad der nu skal ske.

Personalet kalder ham "fløjtemanden", fordi man altid kan høre ham, når han kommer gående på gangene.

For tre år siden ringede konsulenten Bensaid Vincents telefon. I den anden ende af røret var Karin Juul Viuff, som spurgte ham om hjælp til at klæde hendes ansatte bedre på til en krævende hverdag.

Han sagde med det samme ja. Mest af alt fordi han selv har mærket på egen krop, hvad det kan gøre ved én som menneske at arbejde med området. Gennem 18 år arbejdede han med omsorgssvigtede og utilpassede unge som uddannet pædagog og i Retspsykiatrien.

Siden har han arbejdet som konsulent, hvor han tilbyder kurser til medarbejdere og ledere i den sociale- og sundhedsmæssige velfærdssektor.

Ud over at arbejde med Birkebo Plejehjem har han også arbejdet med forskellige danske hospicer og socialrådgivere i Forsvarets veterancenter.

- De udfordringer, der er på danske plejehjem, kan ikke altid kun løses med penge. Der er mange interessenter, der har en aktie eller interesse i, hvad der foregår, og det betyder, at ledere og personale bliver stillet over for en enorm stor opgave, fortæller Bensaid Vincent og tilføjer:

- Kompleksiteten hos beboerne, rammevilkårene og især den følelsesmæssige belastning er noget, der dag ud og dag ind slider på de ansatte.

På den tredje og sidste afdeling kaldet "Valmuen" bor 83-årige Lizzi, der gladeligt inviterer gæster indenfor. Hun har haft sin egen stue på Birkebo Plejehjem i knap halvandet år.

I vindueskarmen står to porcelænsfigurer - en soldat og en smed. De får hendes tanker over på hendes afdøde mand og søn.

En af de ting, Lizzi elsker allermest, er at plukke blomster fra den store have hos Birkebo. Ellers bruger hun meget af sin tid på at synge sange eller observere de andre beboere fra en stol i solen, når den er fremme.

Og i dag er ingen undtagelse, da hun flittigt bevæger sig rundt i haven og ude foran hovedindgangen med ansatte Pia Wendicke og plukker blomster.

Sammen fordeler de dem i tre farverige buketter, der skal stilles på bordene til det pårørende-arrangement, der skal holdes samme aften.

Tilbage på stuen betragter Lizzi sit billede af sine to børnebørn hængende over sengen under vinduet. Det er taget i et professionelt studie af en fotograf og er i sort-hvid.

- Mit barnebarn har købt mit hus. Det vil han gerne. Så nu bor jeg her, siger hun og smiler.

Et nyt dansk studie slår fast, at der er en positiv sammenhæng mellem tro og helbred.

Undersøgelsen konkluderer, at personer, som bruger tid i en religiøs organisation såsom kirke, synagoge eller moské har lavere dødelighed og færre hospitalsindlæggelser.

Herudover viser undersøgelsen, at der er forskel på, hvordan køn bliver påvirket af religion.

Til forskernes store overraskelse, viser resultaterne nemlig, at dødeligheden for religiøse kvinder var noget lavere end for mændenes vedkommende.

Omvendt peger resultaterne på, at de religiøse mænd havde færre hospitalsindlæggelser end kvinderne.

- Det ser ud til, at religiøs aktivitet er associeret med lavere dødelighed og bedre helbred. Dog viser der sig en forskel på køn. Det har vi ingen oplagte forklaringer på, men måske bruger mænd og kvinder religiøse organisationer forskelligt og i forskellige faser af livet, fortæller Linda Juel Ahrenfeldt, der er lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet.

Hun peger herudover på, at religiøse personer på tværs af køn havde 30 procent lavere dødelighed - hvor tallet lå på hele 44 procent isoleret for kvinder.

I det nye danske studie deltog knap 3000 danskere.

Tidligere er der lavet lignende studier andre steder i verden, som kommer med sammenlignelige resultater.

Her har man blandt andet tidligere konkluderet, at religiøse personer har lavere risiko for kræft og depression.

Forskellen fra tidligere studier og det nye er dog, at man i dette studie ser på data fra registre, hvilket vil sige, at man ser på helbredsfaktorer, som folk ikke selv rapporterer og kan påvirke.

- Tidligere studier har foreslået, at den positive effekt af religiøs deltagelse blandt andet skyldes den gode indflydelse af at tilhøre et fællesskab, eller det at have en sundere livsstil, men nuværende studier har ikke været i stand til fuldstændigt at forklare helbredseffekterne af religiøs deltagelse gennem fysiologiske, psykologiske eller sociale processer, fortæller Linda Juel Ahrenfeldt.

Linda Juel Ahrenfeldt peger herudover på, at undersøgelsens resultater klart viser, at religiøse personer, som overvejer at realisere sin tro i et åndeligt fællesskab, bør gøre det.

Det er et af regeringens helt store slagnumre. Nærmest en snuptagsløsning, der både skal frigive milliarder af kroner, gøre det sjovere at gå på arbejde i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og på plejehjem og - ikke mindst - give bedre service til børn og ældre.

Regeringen kalder det i regeringsgrundlaget "den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie". Og fortsætter med at fortælle, hvordan der er behov for grundlæggende forandringer af den måde, som "velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på."

- Målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, og hvor borgeren sættes før systemet, står der i regeringsgrundlaget.

Men én ting er at finde ordene i et regeringsgrundlag. Noget andet er at gøre det konkret. Og her tumler regeringspartierne tydeligvis med at finde hinanden i "arbejdsfællesskabet". Det blev helt tydeligt på et virtuelt møde, som Venstre holdt før sommerferien.

Venstre har mange initiativer, der skal sørge for, at partiet kommer i harmoni med kernevælgeren - og måske endda tiltrækker nye vælgere. Et af initiativerne hedder "Den Blå Café". Her var mere end 70 interesserede samlet for sammen med Venstres næstformand og daværende fungerende økonomiminister Stephanie Lose og partiets ældreordfører Hans Chr. Schmidt at diskutere "frisættelse af ældreplejen".

Og Hans Chr. Schmidt gav deltagerne en status på arbejdet ved at referere direkte fra forhandlingslokalet i Ældreministeriet:

- Frisættelse er stadigvæk ikke noget, der har rodfæstet sig hos alle, som noget, vi forstår det samme ved, indledte Hans Chr. Schmidt sin opdatering:

-  Når man typisk taler med Venstre-folk, så betyder frisættelse, at vi hele tider tænker på borgeren. Borgeren skal kunne vælge, og borgeren skal kunne gøre nogle ting og så videre. Hvis det er socialdemokraterne, så handler det tit om, at personalet skal frisættes. Og hvis det er Moderaterne, vi taler om, handler det tit om, at det er institutionerne, der skal frisættes - altså bestyrelser og ledelser. Jeg håber, at vi bliver ved med at tale om den enkelte ældre og ikke så meget om personale og institutioner. For vi er ikke helt enige. Selv om ældreministeren gerne vil sige, at vi har talt om det, og vi er enige, så er vi det altså ikke, forklarede Hans Chr. Schmidt.

Umiddelbart kan det jo synes som nuancer, men i bund og grund handler det om ideologi. For Venstre har det altid handlet om individet, for Socialdemokratiet om fællesskabet og for Løkke-ideologien, der hersker i Moderaterne, er det helt klassisk at kaste sig over strukturer og ledelsesfilosofier. Lykkes det for de tre regeringspartier, der satte sig selv fri efter folketingsvalget, kan det føre til kolossale forandringer af den offentlige sektor. Forandringer, som flere fagforeninger er spændt på at høre mere om, men som de naturligvis også frygter. For bliver frisættelsen kun lyksaliggørende, eller fører den nye krav og ansvar med sig - og hvad kommer mon til at bestå, når først regeringen har sat velfærden fri?

Udover selve frisættelsen - afbureaukratiseringen - af de offentlige institutioner, håber regeringen også på, at en sidegevinst ved indsatsen kan være, at de små, lokale velfærdsinstitutioner - den lokale vuggestue, børnehave, folkeskole og plejehjem - kan overleve i længere tid.

I dag står mange af de små velfærdsinstitutioner klar til at få sparekniven, når kommunerne skal finde besparelser, så der kan centraliseres og effektiviseres. Det udhuler velfærden, hvis de forsvinder, og drømmen fra regeringstoppen er, at daginstitutioner, folkeskoler og plejehjem efter frisættelsen kan drives mere rentabelt, så de overlever og kan bevare de institutioner, der er nødvendige for at beholde og udvikle de små lokalsamfund.

Opgaven er enorm. Det viser Avisen Danmarks besøg på ét af de plejehjem, som under den socialdemokratiske étpartiregering fik mulighed for at eksperimentere med at være velfærdsinstitution i en såkaldt "frikommune". I Middelfart er plejehjemsleder Annette Bang Jørgensen fra Kongshøj Plejehjem klar til at gå endnu længere for at blive fri for mest muligt bureaukrati.

- Jeg forstår godt, at der selvfølgelig skal være et minimum af regler, men det ville være sejt, hvis man prøvede at udfordre det og finde ostehøvlen frem og skære alt unødvendigt væk, siger Annette Bang Jørgensen.

Om SVM-regeringen tør det, når de er blevet enige om, hvor og hvordan "snittet" skal lægges på frisættelsen af den offentlige sektor, finder vi snart ud af. Som en minister sagde forleden - uden for citat:

- Det bliver stort!

Og der var ingen ironi at spore i stemmen. Statsministre og regeringer siden Poul Schlüters tid har fablet om afbureaukratisering. Men ingen er for alvor kommet i mål med det. Nu vil Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen i det mindste have, at SVM-regeringen om ikke andet skal huskes for at være lykkedes med dét. Sker det, kommer de i historiebøgerne.