- Ingen har fortjent at dø på den her måde uanset hvad.

Ordene kommer enstemmigt fra Mike Clemmensen og Heidi Jessen.

10. september mistede de deres far, Per Otto Clemmensen, og udover at være efterladt med sorgen overskygger én følelse alt andet.

Vreden over det svigt, som deres far oplevede i sin sidste stund, hvor han havde allermest brug for hjælp.

Da der blev ringet 112, oprettede Alarmcentralen i Aarhus sagen, som om Per Otto Clemmensen var en strandvasker - en død person, der var skyllet op af havet og allerede var gået i forrådnelse. En fejl, som familien mener, er skyld i, at 70-årige Per Otto Clemmensen mistede livet som følge af en alvorlig hjerneskade.

- Der er nogen, der skal stå til ansvar for det her. Hvis det (fejlen, red.) ikke var sket, kunne udfaldet have været noget helt andet, siger Mike Clemmensen.

7. september tog Per Otto Clemmensen turen fra sit hjem i Bogense til stranden ved Båring Vig med sin kæreste og en ven. Men som han var på vej ud i vandet, råbte han pludselig om hjælp og klagede over, at han havde ondt i benene.

Mike Clemmensen og Heidi Jessen har efterfølgende talt med den kvinde, der ringede 112. Hun kom gående på stranden og så, at en mand var faldet om ude i vandet. Hun skyndte sig derud for at hjælpe, og allerede der kunne hun se, at det var alvorligt.

- Hun forklarer, at min far er helt blå, og der kommer fråde ud af munden på ham, fortæller Heidi Jessen.

Efter at have prøvet at få Per Otto Clemmensen op af vandet, ringede den forbipasserende kvinde 112 omkring klokken 14.50. Hendes opkald blev besvaret af Alarmcentralen i Aarhus, der bliver drevet af Østjyllands Politi.

- Hun har fortalt os, at hun siger til Alarmcentralen, at hun er ved et hjertestop, og at der er en mand, der er faldet om ude i vandet. Hun virker meget klar omkring, hvad hun har sagt, siger Mike Clemmensen.

Familien har aldrig hørt det første alarmopkald, da det ikke har været muligt at få aktindsigt i det ved Østjyllands Politi.

Men efter at have fået aktindsigt i det efterfølgende opkald fra 112-alarmcentralen til AMK-vagtcentral, som håndterer den sundhedsfaglige indsats ved 112-opkald, blev det tydeligt for familien, at noget er gået helt galt.

Avisen er i besiddelse af dette alarmopkald, hvori det bl.a. lyder sådan fra medarbejderen på 112 i Aarhus:

"En strandvasker. Der er nogen, der er ude at gå tur i skoven, og så har de fundet en ældre mand livløs i vandet. Ham har de trukket ind, og han er helt blå. Jeg går ud fra, at han er død, og at der ikke er nogle livstegn".

112-medarbejder lagde bl.a. meget vægt på, at manden havde været blå og tolkede det som tegn på, at han var i forrådnelse og altså en strandvasker.

Sygeplejersken hos AMK forsøger i samtalen med medarbejder fra 112 i Aarhus at afkode, om der er sikre dødstegn på den formodede strandvasker, og til det svarer medarbejderen:

"Jeg spurgte til, om han var helt opløst og hvordan og hvorledes, hvor længe han havde ligget i vandet, og så fik jeg at vide, at han var helt blå."

Man kan dog ikke sætte lighedstegn mellem det at være blå og forrådnet.

For når man falder om med hjertestop, går der ikke lang tid, før der sker ændringer på udseendet.

Det forklarer Finn Lund Henriksen, en af landets førende hjertelæger, der er overlæge, klinisk lektor og ph.d. på Hjertemedicinsk afdeling B på Odense Universitetshospital.

- Du bliver cyanotisk, altså blålig misfarvet, meget hurtigt. Allerede indenfor et par minutter, siger Finn Lund Henriksen.

Og så er det med at reagere hurtigt. For når først en person er faldet om med hjertestop, kræver det, at man hurtigt får startet hjertelungeredning.

- Jo før, du starter hjertelungeredning, jo hurtigere kan du skabe kredsløb. Hvis man intet gør, falder sandsynligheden for at overleve med 10 procent for hvert minut, der går, fortæller hjertelægen og tilføjer:

- Efter 10 minutter er sandsynligheden for at blive genoplivet med et godt resultat meget begrænset. Man bør dog altid fortsætte med genoplivningen, til det professionelle beredskab kommer frem, fastslår Finn Lund Henriksen.

Omgivelserne har også meget at skulle have sagt, når det kommer til at få startet hjertelungeredning på en person med hjertestop. For det kræver, at vedkommende befinder sig på et fast underlag.

- Vand er det sværest tænkelige sted, man kan få et hjertestop. Man kan ikke få luft, hvis man ryger under vandniveau. Så man kan ikke bare starte genoplivning. På den anden side kan det også være en svær opgave at få personen trukket op, forklarer Finn Lund Henriksen.

Først klokken 14.59 blev den nødvendige hjælp sendt afsted til Per Otto Clemmensen. Det er ti minutter efter det første 112-opkald.

Det skete, da sygeplejersken fra AMK-vagtcentral ringede til kvinden, der havde ringet 112 og spurgte ind til hændelsesforløbet.

Følgende fremgår af samtalen, som avisen er i besiddelse af:

"Var der noget sådan synligt tegn på, at der var nogle fisk eller noget, der har spist af ham?" spørger sygeplejersken.

"Nej, nej, nej! Han har været ude at bade med to andre, han er ikke druknet. Han har været ude at bade. Tre personer går ud og bader, og så kan jeg se, at de er på vej ind, og at der er noget galt. Så spørger jeg: 'Skal jeg hjælpe?', og så kan jeg ikke høre, hvad de siger, så jeg styrter ud i vandet til dem. Hjælper med at trække ham ind, og der er han allerede livløs," fortæller hende, der ringede 112, i opkaldet.

"Har I startet hjertelungeredning derude så?" spørger sygeplejersken.

Men det ved hun ikke, for hun har af Alarmcentralen i Aarhus fået besked på, at hun skal løbe op for enden af den lange skovvej for at tage imod ambulancen.

Politiet nåede frem som de første omkring klokken 15 i troen om, at de skulle ud til en, der var skyllet op fra havet. Hurtigt gik det op for dem, at det ikke var tilfældet, og de startede genoplivning af Per Otto Clemmensen.

Det er uvist, præcis hvor lang tid efter hjertestoppet, de kom, men i journalerne fra sygehuset fremgår det, at man antager, at han har været uden kredsløb i kroppen i op mod 40 minutter, før man fik liv i ham igen.

På Odense Universitetshospital kæmpede lægerne for at redde Per Otto Clemmensen. Efter tre dage stod det klart, at han havde pådraget sig en alvorlig hjerneskade som følge af de mange, dyrebare minutter, hvor han ikke fik ilt til hjernen, fordi han ikke fik førstehjælp.

- Søndag scanner de hans hjerne igen, og der gik ikke lang tid, før de kom og sagde, at det ikke så godt ud. De sagde, at de lige så godt kunne fortælle, at han kom ikke til at vågne. Der var ikke mere at gøre, så de ville gerne slukke for ham, fortæller Heidi Jessen.

Senere samme dag, søndag 10. september, døde Per Otto Clemmensen.

Det er en modløs og vred familie, der står tilbage. Nu har de et håb om, at nogen bliver stillet til ansvar for den fejl, der tog deres kære fra dem - også så det ikke kommer til at ske for andre i fremtiden.

Derfor har de anmeldt sagen til politiet.

Når Mike Clemmensen gennemlytter optagelserne fra den dag og læser journalerne, står det tydeligt for ham, at det var i det første alarmopkald, at noget gik alvorligt galt.

- Medarbejderen fra Alarmcentralen har allerede der konkluderet, at det er en strandvasker. Hun siger, at han var helt blå. Men har hun overhovedet spurgt ind, som hun skulle?, siger Mike Clemmensen.

Og det er ikke det eneste spørgsmål, som han og familien står efterladt med.

- Hvorfor bliver hun (hende, der foretog alarmopkaldet, red.) ikke vejledt i at give førstehjælp? Hvorfor fik hun besked på at løbe væk fra vores far og op til vejen for at tage imod hjælpen?

Østjyllands Politi har ikke villet svare på, hvilke procedurer de har, når der kommer et alarmopkald ind til 112, herunder hvilke punkter der skal gennemgås, og hvordan de forsøger at skabe et overblik over situationen.

Politikredsen har heller ikke villet svare på, hvilken faglig baggrund det kræver at besvare 112-opkald, og hvornår en ansat må konkludere, at en person er død.

Derudover har avisen forgæves stillet spørgsmål til, hvordan det kan ske, at et hjertestop bliver kategoriseret som en strandvasker, hvorfor der ikke blev instrueret i at udøve førstehjælp, om det er i overensstemmelse med procedurer at sende den, der har ringet 112, væk fra ulykkesstedet.

Og vigtigst af alt: Hvordan vil Østjyllands Politi garantere, at en fejl som denne ikke sker igen?

Den eneste kommentar, det har været muligt at få fra Østjyllands Politi er:

- Vi har fuld forståelse for, at der sidder nogle pårørende, som er dybt berørte over sådan en tragisk hændelse, og det tager vi meget alvorligt. Derfor er vi også ved at undersøge sagen nærmere.

Og det er et svar, der ikke undrer Mike Clemmensen.

- Jeg tror, de godt ved, at der er et grundlæggende problem, og at der er sket nogle ting, som ikke tåler dagens lys. Det gør ondt som familiemedlem at vide, at de ikke udleverer det, vi har krav på (det første 112-opkald, red.), siger han og slår fast, at det ikke kun handler om familien selv:

- Det her ville jo kunne ske for ens nabo, forældre eller noget helt tredje. Og det må det under ingen omstændigheder.

Den svære toer.

Sådan siger man i forbindelse med bogserier, tv-serier, sølvmedaljevindere, prinser, ja sågar parforhold.

Det kan være svært at være nummer to - især, hvis nummer ét er eller har været en stor succes. Og det blev DR's serie "Carmen Curlers" hurtigt sidste år.

Første sæson var et seksstjernet brag af fornyelse.

Det er anden sæson desværre ikke.

Det kan selvfølgelig hænge lidt sammen med, at vi er blevet forkælede. At vi for eksempel har vænnet os til den rappe stil og vellykkede sammenblanding af virkemidler: Dans ala musicals, splitskærm, historiske fotos, fortællerstemme og meget andet.

Vi kan naturligvis ikke forlange nye virkemidler kontant, men vi kan godt forlange, at der er skred i selve historien om vores hovedpersoner, og her står vi for stille i begyndelsen af anden sæson.

Den tids samfund - vi er midt i 1960'erne - er i en buldrende udvikling, og serien vil, at vi skal konfronteres alt for udførligt med meget af det: Fascinationen af Amerika og alt amerikansk. Danskernes stigende velstand. Kvinderne på arbejdsmarkedet. Tidens ubeskyttede arbejdsmiljø, mange bajere og smøger, men for få rettigheder for "den lille m/k på gulvet". Et begyndende ungdomsoprør. LSD-behandlinger af depressive ...

Alt muligt, som hører med til Danmarkshistorien, men som fylder så meget i serien, at det tager fokus og udvikling fra hovedpersonernes personlige historier.

De brede ambitioner koster på den nære indlevelse, hvor vi ovenikøbet triller videre ad en forudsigelig vej.

Resultatet er momenter af kedsomhed.

Axels papillotter er stadig magiske, og han er fortsat fuld af gode ideer og gigantiske ambitioner. Han er også stadig en glemsom far og en ensom mand. Vi får det forklaret igen og igen med blokbogstaver.

Bondekonen Birthes vej fra landkøkkenet til magtens kontorer med teakmøbler går sådan cirka som forventet.

Og frisøren Frans' kæmper stadig med seksualiteten, og nu skal han ovenikøbet også være far. Et forudsigeligt optrin er i vente.

Slangen i paradis, Poul fra det bedre borgerskab, er blevet endnu mere ufarlig og er endt på et nervesanatorium. Og desværre skal vi helt hen til afsnit 4, før det hele igen bliver urovækkende og overraskende på den gribende måde.

"Carmen Curlers" er stadig en flot fortalt historie med sans for humor. Man skal være noget af en gnavpot, hvis man ikke smiler undervejs.

Og ja, der foregår usandsynligheder - som at bryde ud i dans - men det er kun dejligt og en del af seriens identitet. Ligesom dens ligefremme og moderne sprogbrug får naturligt lov at blande sig med det gammeldags.

Serien disker også fortsat op med et overflødighedshorn af tidstypiske rekvisitter og er visuelt en lækkerbisken.

Det er heller ikke svært at rose skuespillerne. Stort set alle leverer troværdigt - med Maria Rossing og Morten Hee Andersen som de stærkeste i front. Deres samspil er vidunderligt at se på.

Desværre gør en lækker indpakning alene ikke en god gave.

Det er selve substansen, som er det vigtige, og den er ikke solid nok her i begyndelsen af anden sæson. Dertil er fokus for bredt og diffust.

Det ændrer sig forhåbentlig.

Denne anmeldelse baserer sig udelukkende på de fire første afsnit, som DR har givet os adgang til. Anden sæson er i alt på syv afsnit a 58 min. Nye afsnit tilgængelige på DRTV hver fredag og på DR hver søndag. Hovedforfatter: Mette Heeno. Produceret af DR Drama.

For at kunne sidde bag rattet i et køretøj i Danmark, skal man ifølge lovgivningen testes både i færdselsregler, betjening af køretøjet og praktisk kunnen på vejene.

Og især den sidste del af undervisningen har en stor andel af danskerne svært ved at bestå.

Nye tal fra Færdselsstyrelsen, indhentet af Samlino, viser nemlig, at op imod halvdelen af københavnerne dumper den praktiske del af køreprøven. Det svarer til cirka dobbelt så mange som i Østjylland.

Laulo Vedel-Petersen, som har været kørelærer og administrerende direktør i Trafikskolerne i 35 år, fortæller, at der er åbenlyse årsager til, hvorfor vi ser den store forskel i antallet af dumpede køreprøver.

- En af de åbenlyse grunde er den komplekse og uoverskuelige trafik i København. Jeg fortæller mine elever, at de sandsynligvis bliver nødt til at tage flere kørelektioner i København, måske op til fire lektioner ekstra, end i andre byer, siger han i en pressemeddelelse fra Samlino.

Tallene viser mere præcist, at 46 procent af københavnerne dumpede deres praktiske køreprøve fra 1. januar til 20. september i år. Til sammenligning dumpede kun 23 procent prøven i Syd- og Sønderjylland som det sted i landet med flest beståede køreprøver.

Ifølge lovgivningen skal kørekort-elever i dag modtage 16 kørelektioner af 45 minutters varighed, inden de kan gå op til en køreprøve hos en sagkyndig.

Laulo Vedel-Petersen er bekendt med det høje antal af dumpede elever i hovedstaden. Han mener, at alle landets køreskoleelever vil have gavn af flere timer bag rettet.

- Et øget minimumskrav på 20 kørelektioner for alle køreskoler i stedet for de i dag obligatoriske 16 lektioner ville utvivlsomt forbedre beståelsesprocenten, ikke kun i København, men i hele landet. Det ville også reducere ventetiden for de praktiske køreprøver, som i dag er meget lang. Typisk er der en måneds ventetid, fortæller Laulo Vedel-Petersen i pressemeddelelsen.

Han påpeger herudover, at det er vigtigt at erkende, at pris og kvalitet går hånd i hånd.

- I dag konkurrerer mange køreskoler ved at tilbyde en betydeligt lavere pris på minimumskravet for lovpakken. Min oplevelse er, at der er en markant forskel i beståelsesprocenten mellem de forskellige køreskoler, og dette indikerer en betydelig sammenhæng mellem prisen og kvaliteten af undervisningen og antallet af elever, der ikke består deres køreprøve, udtaler han.

Helt som vanligt på en hverdag står Mathias Frich denne onsdag i august 2023 op ved seks-tiden. Han er et af de store og vigtige tandhjul i familien, der også tæller hustruen Louise og parrets to døtre, Nynne og Nora, på to og syv år.

Alt er, som det plejer at være. Også sommervejret, der igen sender regn og mørke skyer ind over den 166 kvadratmeter store vinkelvilla på Minervavej i Hvide Sande.

Et par dage forinden har hjemmets to voksne talt om, at det er dejligt, at Mathias har det så godt, som han har det, efter i 2021 at have været ramt af stress.

Louise er lærer på Ringkøbing Skole, og hun kører derfor typisk hjemmefra klokken syv, mens Mathias står for morgenmadshygge med pigerne.

Dagens første måltid for husets ældste består af en kop kaffe og et æble.

Nora kan selv cykle hen til skolen, mens farmand sørger for at aflevere familiens yngste i Klittens Børnehus på Parallelvej.

Da Mathias Frich klokken kvart over otte møder ind på jobbet hos EDC på Toldbodgade, agerer han som vanligt.

Den 33-årige ejendomsmægler får liv i sin computer og tjekker sin kalender. Den fortæller blandt andet, at han klokken ti skal stå for fremvisning af et helårshus med adresse på Stormgade 20 i den vestjyske havneby.

På dette tidspunkt - 9. august om morgenen - har Mathias Frich absolut ingen anelse om, at formiddagens fremvisning bliver hans sidste arbejdsopgave i meget lang tid.

Om få timer bliver han sendt til tælling.

***

De potentielle købere af det 52 år gamle rødstenshus tæt på både havn, centrum, hav og fjord synes ganske godt om Mathias Frichs grundige præsentation af den 130 kvadratmeter store bolig med fire værelser. Der bliver dog ikke indgået en handel på Stormgade nu og her.

Da medejeren af EDC Hvide Sande ved 11-tiden sætter kurs tilbage mod kontoret, ringer han fra bilen til sælgerne for at fortælle, at de godt kan vende hjem igen.

Ved 11.30-tiden taler Mathias Frich også kort med sin Louise. De har tidligere snakket om, at pigerne skal have en kanin, som deres mor kan købe af en kollega på skolen. Mathias har indtil videre ikke været lun på idéen, men lige i dag er han åben for, at det måske godt kan blive til virkelighed.

Louise Frich bemærker på ingen måde noget unormalt ved sin mand under samtalen.

På kontoret snakker Mathias Frich lidt med firmaets ungersvend, 20-årige Martin Lodberg Kristensen, der er under uddannelse til ejendomsmægler. Han får et indblik i, hvordan den netop overståede fremvisning er forløbet.

Da Mathias har fået fyldt kaffe i et krus, tager han et headset på og indtaster nummeret på en kunde. Under samtalen begynder ejendomsmægleren at snuble over ordene.

Det registrerer han ikke selv. Men det gør ham i den anden ende:

- Han synes, jeg lyder lidt mærkelig, siger Mathias Frich, der ved selvsyn har konstateret, at han går og spilder kaffe, da han af en eller anden grund har svært ved at holde ordentligt om kruset.

Martin Kristensen registrerer, at chefen ikke kan styre koppen. Det synes som om, at hans fingre bliver helt slappe. De to mænd kigger på hinanden, og som Martin læser Mathias' mimik og kropssprog, giver han udtryk for, at alt er, som det skal være.

Eleven går i gang med at tørre kaffe op fra det lyse kunststofgulv - og holder øje med Mathias Frich, der går ind på sit kontor. Han fisker sin mobil op af lommen, og taber telefonen på gulvet.

Martin Kristensen undrer sig over, at der er så stille inde på kontoret, for på et telefondisplay kan han se, at Mathias Frich stadig er optaget.

Idet, den 33-årige ejendomsmægler vil samle sin mobil op fra gulvet, glider han ned af sin kontorstol og slår hovedet i bordet.

Mathias Frichs sorte Adidas-sko størrelse 44 kan ikke længere holde ham på benene.

Læger konstaterer senere, at han har fået et slag 'på kanten af kraniet bag øret, men uden større skade.'

- Så kan jeg faktisk kun huske småting, indtil ambulancen kommer.

***

Martin Kristensen ser Mathias Frich kollapse, og eleven skynder sig ind på kontoret for at tjekke, om der er liv i medejeren af firmaet.

Mathias Frich trækker vejret, men han er fra sig selv og ikke ordentlig ved bevidsthed, indser den 20-årige elev.

Martin Kristensen bliver straks klar over, at han ikke selv kan håndtere situationen. Instinktivt råber han efter hjælp og løber ind til naboerne, Louise og Michael Grantland, der driver restauranten Lille K med udsigt over havnen.

Louise Grantland og Christian Melton, der er tjener, løber med ind til EDC. Ved første øjekast vurderer hun, at det ikke er så alvorligt, så hun sender tjeneren retur til restauranten, da åbningstid til frokost nærmer sig.

Efter at have ringet 112 får Louise Grantland Mathias Frich op at sidde. Han synes, det er pinligt, at han ikke kan drikke ordentligt af den Faxe Kondi, som Christian Melton har været inde med. Væsken løber ud af mundvigen i venstre side.

Siddende dér op af væggen hæfter Louise Grantland sig også ved, at Mathias Frich bliver ved med at spilde sodavand. Hun siger 'pyt med det.'

I et videoopkald til alarmcentralen bliver den kollapsede ejendomsmægler bedt om at oplyse sit cpr-nummer og sit telefonnummer. Han mumler og roder en del rundt i tallene.

36-årige Louise Grantland får lidt ondt i maven, da hun hører Mathias Frichs cpr-nummer. Her sidder hun med en - måske meget syg - mand, der blot er et par år yngre end hende selv.

***

Falck har en ambulance med fast base i Hvide Sande, men stationens skriggule køretøj er på dette tidspunkt ved Regionshospitalet Gødstrup, der ligger en god times kørsel inde i landet.

De ambulancereddere, der skal behandle Mathias Frich, kommer derfor kørende fra Ringkøbing. Der er tale om en såkaldt 'kørsel B,' der foregår uden udrykning og med fuld respekt for gældende færdselsregler.

Louise Grantland føler på det nærmeste, at tiden står stille.

Hun er i øvrigt ikke den eneste, der har trykket 112. Det samme har den kunde, en ung mand, som Mathias Frich talte i telefon med, da ejendomsmæglerens verden gik i stå.

Louise Grantland overvejer at ringe op til alarmcentralen igen. Hvor bliver ambulancen af? Hvor langt er I?

Hun tænker over, hvor hurtigt ambulancen kunne have været fremme, hvis der havde været én i Hvide Sande ved frokosttid på denne onsdag. En tur på under to kilometer.

Der er godt 22 kilometer fra Falcks station på V. Strandsbjerg i Ringkøbing til EDC Hvide Sande. Turen tager cirka 25 minutter.

Via alarmcentralen er redderne blevet orienteret om, at de som udgangspunkt skal tage sig af en 33-årig mand, der sandsynligvis har fået et ildebefindende. Måske er han dehydreret.

Da ambulancefolkene kommer ind til Mathias Frich på hans trange kontor, kan de godt se, at det her er meget mere alvorligt. De kan ikke få øjenkontakt med ham, og da de begynder at flytte lidt på ham, får han det straks dårligt.

Louise Grantland priser sig lykkelig for, at hun bare har siddet stille på gulvet med patienten.

Han kan ikke fokusere.

Han kan ikke forstå, hvem det er, der snakker til ham.

Han hører én sige 'stroke.'

Det ved Mathias Frich godt, hvad er. Det er betegnelsen for en blødning eller en blodprop i hjernen.

***

Da ambulancen med fuld udrykning er hastet af sted med Mathias Frich, ringer Martin Kristensen til Gitte Hammer, der også er medejer af EDC-forretningen.

Hun er i sommerhus i Hemmet sammen med sin mand, men parret kører straks til Hvide Sande.

Louise Grantland forbereder sig på at foretage et af den slags telefonopkald, man helst er foruden.

På Ringkøbing Skole er 32-årige Louise Frich ved at gøre sig klar til at deltage i et møde med et team af kolleger. Da hendes mobil ringer, spørger hun de andre, om det er okay, at hun lige besvarer opkaldet.

Louise Frich kender ikke det nummer, der står i displayet på hendes mobil. Hun tænker, at det sikkert er en fragtmand, der er på vej til Minervavej i Hvide Sande med et sæt nye havemøbler.

- Jeg kan huske, at hun siger: 'Jeg er virkelig ked af, at det er mig, der skal ringe og fortælle det her til dig.'

I den anden ende af samtalen kan Louise Grantland ikke få sig selv til at sige, at det ikke er alvorligt. For hun har jo lige set Mathias Frich ligge på en båre; med venstre arm bundet ind til kroppen, da armen ellers vil hænge slapt ned.

- Vi kunne ikke rigtig få kontakt med ham, hører Louise Frich kvindestemmen sige i mobilen.

I de sekunder, der følger, hører Mathias' hustru ikke efter længere. Hendes hænder ryster. Hun græder voldsomt. Hun taber sin telefon:

- Hvad skal jeg gøre? De siger, de kører til Skejby med ham, spørger hun opgivende ud i rummet.

Da de andre i mødelokalet får et indblik i, hvad der er sket, siger en af Louise Frichs kolleger til hende, at hun ikke selv skal køre.

Undervejs bliver Louise Frich ringet op af en ambulanceredder, der fortæller, at det er blevet besluttet at køre hendes mand direkte til sygehuset i Gødstrup, da 'vi er ret sikre på, at han har en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.'

- Han får også sagt til mig, at 'du skal køre stille og roligt.' Det kan man da ikke sige i én og samme sætning, siger Louise Frich.

På vejen mod Gødstrup må hun og kollegaen se sig overhalet af en ambulance med blå blink. Den ambulance, hvori hendes mand ligger fastspændt og kæmper mod overmagten.

Louise Frich giver et skrig fra sig i bilen og bryder fuldstændig sammen.

Inde i ambulancen forsøger Mathias Frich at få venstre hånds tommelfinger og pegefinger til at nå hinanden. Det kan han ikke.

Hans blå skjorte er klippet op.

I dag husker Louise Frich stort set intet fra den 45 kilometer lange tur fra Ringkøbing til Gødstrup.

Jo, hun kan huske, at hun får styr på, at hendes mor i Lemvig skal sørge for at hente Nynne og Nora i vuggestue og skole senere på eftermiddagen.

***

På parkeringspladsen ved sygehuset i Gødstrup mødes Louise Frich med sin søster, og sammen bliver de guidet ind i et venteværelse.

Mathias Frichs hustru bliver igen og igen ramt af de mest frygtelige tanker:

- Jeg var så bange for, at han skulle dø.

Og hvad nu, hvis han overlever? Kan han kende Louise og pigerne? Kan han tale? Er han lam i store dele af kroppen?

Er hun virkelig ved at miste den mand, som hun kærligt har holdt i hånden, siden han var en udødelig teenagedreng?

Louise Frich ved ikke, om det er en læge eller en sygeplejerske, hun bliver hentet af i venteværelset.

Louise Frich følger troligt med. Hun hulker. Hun er dybt frustreret. Hun har lyst til at ruske i den kvinde, der går få skridt foran på gangen: 'Så fortæl mig da noget!'

Da Louise Frich kommer ind på stuen, kan hun godt se, at det står slemt til med hendes ægtemand. Mest tydeligt er det, at venstre halvdel af hans ansigt på en underlig måde hænger slapt ned.

- Hej, skat, siger Mathias.

Louise bliver øjeblikkeligt ramt af et kortvarigt strejf af glæde, for 'han kan kende mig, og han siger noget.'

Men hun registrerer også, at Mathias er ked af det. Han har tårer i øjnene. En læge har netop fortalt ham, at han er ramt af en stor blodprop, der sidder et uheldigt sted i hjernen.

Louise Frich får at vide, at hendes mand er under behandling med blodfortyndende medicin, som ser ud til at have god virkning. Som noget af det første har han fået evnen til at tale tilbage igen.

Men pludseligt får Mathias Frich ondt i venstre knæ, og han går i en tilstand af panik.

En læge siger til sine tre kolleger på stuen, at patienten omgående skal i en CT-scanner, der blandt andet kan levere avancerede røntgenbilleder af hjernens væv.

Louise Frich bliver igen ked af det. Hun står op af sin søster og hulker. Og igen opdager Louise, at hun ikke aner, hvor hun har lagt sin mobil.

Hun hører, at lægerne siger noget om en mulig operation i Skejby, og så løber de af sted med Mathias. Blodproppen, som angiveligt var under opløsning, er måske ved igen at sætte sig fast i hans hjerne.

Da scanningen er overstået, bliver det besluttet, at Mathias Frich akut skal overføres til neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby: 'Patienten og dennes pårørende i form af ægtefælle og nu også mor, far og søster informeres om ovenstående og samtykker,' står der i journalen fra Regionshospitalet Gødstrup.

Louise når lige at sige et hastigt farvel til Mathias.

Igen får hun at vide, at de skal køre stille og roligt til sygehuset. Louise Frich og de øvrige familiemedlemmer bliver også opfordret til at få noget at spise undervejs, for der vil gå lang tid, inden de ser Mathias igen.

Han skal direkte på operationsbordet.

'Det aftales, at der gives besked 15 min. før forventet ankomst, som ved afgang er estimeret til 16.15,' står der i journalen om den ambulance, der nu har kurs mod Skejby i høj fart.

***

På sygehuset i Skejby står et helt team af læger og sygeplejersker klar til at tage mod Mathias Frich, da han bliver bragt ind.

Hans krop er udstyret med to drop og et kateter. Han er gjort klar til operation.

Mathias Frich er glad for at se og vide, at han er i gode hænder. Og glad for, at han under køreturen fra Vest- til Østjylland har fået det bedre.

Så mirakuløst meget bedre, at planen om operation bliver sat på stand-by. I stedet bliver Mathias Frich indlagt til observation; på en stue, hvor der også bliver redt op til Louise.

Men hun får ikke sovet meget natten til torsdag 10. august. Hvis hun lukker øjnene, er hun bange for, at han ikke åbner sine igen.

Det gør Mathias Frich ofte den nat, for hans tilstand bliver tjekket jævnligt. Med en lommelygte bliver han lyst i øjnene og bliver bedt om at svare på spørgsmål som, 'hvor er du lige nu,' 'hvilket årstal har vi,' og 'hvad er dit cpr-nummer?'

Patienten fra Hvide Sande svarer korrekt på alt, han bliver spurgt om. Hans ansigt ligner mere og mere sig selv, og hans taleevner er ved at nærme sig normalen.

Mathias Frich bliver i tiltagende grad bevidst om, hvad der sker omkring ham:

- Kan I ikke lige fjerne det her kateter?

Han har så meget overskud, at han spørger Louise om, hvordan hun har det?

Hun magter ikke at lede efter et muligt svar. Hun har slet ikke haft tid og overskud til at mærke efter i krop og sjæl. Alle hendes tanker kredser om Mathias. Ham, hun i december 2006 faldt for på Hvide Sande Skole. Hun var 15, han var 16.

Næste formiddag bliver han tilset af henholdsvis en fysio- og en ergoterapeut, hvorefter en læge vurderer, at Mathias Frichs tilstand er så god og stabil, at han atter kan overføres til sygehuset i Gødstrup; i en flextaxa.

Med sig på turen mod vest har han en sygemelding i mindst én måned og et forbud mod at køre bil i den periode. Og en viden om, at blodproppen måske kan kædes sammen med, at Mathias Frich - som så mange andre mennesker - har et lille hul i sit hjertes forlomme.

Der er intet arveligt at spore.

'Ægtefællen har deltaget i gennemgang. Det er pointeret, at fysisk aktivitet er gavnlig, gerne en halv time dagligt. Mathias er interesseret i at cykle og gå, som han plejer,' er der noteret i hans journal.

Også Louise Frich får at vide, at det er vigtigt, at hun sygemelder sig og får professionel psykologhjælp.

Fredag 11. august om eftermiddagen bliver hendes mand udskrevet fra Regionshospitalet Gødstrup.

***

Mathias Frich spørger, om jeg har lyst til endnu en kop friskbrygget kaffe.

Vi sidder ved spisebordet i husets køkken-alrum, der blidt bliver lyst op af den lavtgående efterårssol.

På denne første torsdag i oktober fortæller han, at familien for kort tid siden har fået terrassen lagt om, så der nu er skabt mere læ for den vind, som er en trofast gæst her på kanten af Vesterhavet og Ringkøbing Fjord.

Ved interviewets start har jeg sagt til Mathias, at han bare skal tage pauser undervejs i samtalen, hvis den gør for ondt. Det har han ikke brug for.

På sin mobiltelefon finder han et billede, der viser en scanning af hans hjerne 9. august 2023:

- Jeg har fået at vide, at blodproppen var halvstor. Men det har jeg jo ikke forstand på.

På scanningsbilledet er der en tydelig, stor, hvid plamage dér, hvor blodproppen havde sat sig fast. Hvis ikke, Mathias Frich var kommet under hurtig behandling, kunne det have fået fatale konsekvenser.

En blodprop i hjernen - også kaldet stroke - er den fjerde hyppigste dødsårsag i Danmark. Stroke er den hyppigste årsag til, at voksne personer får et handicap.

Mathias Frich fortæller, at Nora er meget bekymret for sin far:

- Hun er ked af det og vil helst være hjemme hos mig.

Noras far tilføjer, at den syv-årige pige ved stort set alt om det, han har været igennem de seneste par måneder:

- Vi har fået at vide, at det er det bedste at gøre. Små børn kan tænke nogle store tanker, og det skal de ikke.

Ægteparret kan da også glæde sig over, at Nora er glad og velfungerende i skolen, og at hun trives med sine veninder og sine fritidsinteresser.

I modsætning til tidligere er hun dog ikke så glad for at blive puttet i sin egen seng inde på værelset. Så ganske ofte får Nora lov til at falde i søvn i sofaen inde hos far og mor, der ikke holder noget hemmeligt om det alvorlige sygdomsforløb, hvis deres ældste datter stiller spørgsmål.

- Kan man dø af det? 

- Ja, det kan man godt.

- Har jeg så også et hul i hjertet?

- Det tror vi ikke, du har.

- Kan det også ske for dig, mor?

- Det er en ny virkelighed, vi lever i. Der er ikke nogle af os, der er sikre på noget, siger Louise Frich.

Efter en to en halv uge lang sygemelding vendte hun i slutningen af august tilbage til lærerjobbet på Ringkøbing Skole, hvor hun dog endnu ikke er på fuld tid.

***

Mathias Frich er generelt træt, meget træt. Hans 33-årige krop ser stærk og sund ud, men bag det ydre gemmer sig et hårdt sygdomsforløb, der kræver sin mand. Og sin hvile.

- Når du er kørt, skal jeg nok sove lige så lang tid, som det her interview tager.

Ved opfølgende undersøgelser på Regionshospitalet Gødstrup har Mathias Frich blandt andet forklaret, at han 'har svært ved at koncentrere sig, når fjernsynet kører samtidig med, at ægtefælle taler til ham,' som der står i sygehusjournalen.

Louise Frich føler da også, at hun er ret meget på derhjemme:

- Han glemmer rigtig, rigtig mange ting.

Som eksempel nævner hun, at Mathias måske påtager sig ansvaret for at koge pasta, mens Louise tager til gymnastik med Nynne:

- Det er han nødt til at skrive ned. Ellers kan han ikke huske det. På den måde er jeg på arbejde hele tiden. De voksne gøremål hænger meget på mig.

Det er ikke en klagesang fra fruen. Det er bare sådan, det er i familien Frichs nye virkelighed.

Mathias fortæller, at formiddagene fungerer bedst for ham. Han går eller cykler gerne en tur, da han har lægernes ord for, at det kan være med til at hjælpe ham tilbage.

Ordet tilbage dækker også over et forventeligt gensyn med arbejdspladsen på et tidspunkt. Medejeren af EDC Hvide Sande har et håb om at vende tilbage på fuld tid.

For år tilbage, da boligmarkedet var varmt som strandsand under en hedebølge, havde Mathias Frich arbejdsuger på 60 til 70 timer. I dag er 40 timer mere normalen.

Han er fuldt ud klar over, at comebacket som ejendomsmægler skal ske stille og roligt. Han skal selv finde balancen mellem arbejde og søvn. Han skal selv sørge for, at hovedet og hjernen kan følge med:

- Når jeg starter på job igen, bliver det måske en time om dagen ... med en pause halvvejs. Du kan heller ikke løbe et maraton første gang, du tager løbesko på. Jeg skal også være noget for familien, når jeg kommer hjem fra arbejde.

***

Mathias Frich har fået at vide, at man som patient er meget træt de første tre måneder efter at være blevet ramt af en blodprop.

Af hans journal fremgår det blandt andet også, at ejendomsmægleren kan have svært ved at koncentrere sig om en 20 minutter lang, kognitiv test.

'Han plejer at være fuldt erhvervsaktiv og har normalt ingen vanskeligheder ved at holde koncentrationen under et to timer langt møde,' står der i journalen, hvor det videre hedder:

'Patientens ægtefælle, der har været til stede under testen, bliver følelsesmæssigt berørt, da det går op for hende, hvor forandret patienten er i forhold til det kognitive.'

Mathias Frich, der to gange om ugen er til genoptræning på Sundhedscenter Vest i Ringkøbing, er godt klar over, at det har været en hård tid for Louise:

- Hun så mig, og hvordan det hele hang på mig. Hun tænkte en masse om fremtiden for vores lille familie. Det var hårdere for hende end for mig på det tidspunkt.

I ambulancen, i Gødstrup og i Skejby tænkte Mathias Frich ikke, at han kunne dø af den blodprop, der havde ramt ham så pludseligt.

- Men jeg tænkte, at bare jeg ikke ender som en grøntsag. Bare, jeg ikke bliver lam.

Mathias Frich bliver stille for en stund og siger så:

- Det skal nok gå. Jeg har ingen fysiske mén. Det ender jo godt. Jeg er nødt til at tænke sådan, for ellers bliver det en lang dag.

Louise Frich fortæller, at hun og Mathias trygt kan se hinanden i øjnene - i en fælles forståelse af, at 'det her kommer til at tage lang tid':

- Men samtidig ved vi godt, at vi er mega-heldige. Vi har ham stadigvæk.

Og Nynne og Nora har forlængst fået en kanin. Den er hvid og hedder Nunno.

Egentlig er buffet en fantastisk ting.

For hvem har ikke lyst til at gå ombord i et velduftende udvalg af kartofler, pastasalater, grønne salater, sushi, brød, saucer, kødudskæringer og meget andet?

Jeg har stået ved buffetbordet mange gange. Med en tallerken i hånden og klar til at kombinere. Buffetens store gevinst er jo, at man kan udvælge sine yndlings-lækkerier og finjustere menuen til egne smagsløg.

Så langt så godt. For desværre gror træerne ikke i ind himlen - og det har intet med maden at gøre.

Det handler ene og alene om de mennesker, som ikke tager takt og tone med til buffetbordet. De får mig til at miste appetitten.

Der er ingen pæn måde at sige det på.

Nogle mennesker bliver simpelthen til hæmningsløse rovdyr ved synet af en buffet. De glemmer almindelig god opførsel, basal hygiejne, respekt for mad og kunsten at spise op.

Det er ikke slemt ved familiefesterne, hvor folk kender hinanden. Nej, fænomenet ses mest på restauranter og hoteller. Ingen nævnt ingen glemt, for det er hverken kokkenes eller tjenernes skyld.

Skylden falder ene og alene tilbage på de gæster, som bliver grebet af en form for mad-rus.

Først passerer de i hurtigt tempo forbi håndspritten. Så gælder det salatbuffeten, hvor salatsættet ryger direkte fra tomaterne over rødløgene til majsskålen. Og vupti: Pludselig er det helt efter bogen at lægge salat tilbage i skålen, når man kommer til at fylde for meget på tallerkenen.

Den er også gal ved brødet. Min appetit lider et slemt knæk, når to unge fyre uden videre bruger klør fem til at brække af det nybagte flute. Der er jo en brødkniv på bordet. Hvorfor bruger I ikke den?

På spisesteder er der tit mærkater eller små skilte med oplysninger om de forskellige typer mad i buffeten.

Men for nogle er det ikke nok at læse og forstå. De løfter en skefuld pebersovs op under næseborene for at inhalere aromaen og afkode smagen.

Jo, det er fint at gøre hjemme ved køkkengryderne. Men ved en buffet på en restaurant er det altså et pænt stykke fra lækkert. Jeg kommer straks til at tænke på snot, forkølelse samt corona, og det fremmer ikke ligefrem appetitten.

Helt galt er det ved kødbuffeten. For nogen - især mænd - sker der ganske enkelt noget med selvkontrollen, når en tjener med hvid kokkehue står klar til at skære friske lunser af roastbeef, kængurusteg og lignende.

En gang så jeg en mand i shorts og en farverig løstsiddende skjorte nærme sig kødserveringen.

På en flig af den ret store tallerkenen var der flødekartofler. Resten var reserveret til kød.

Og kød det fik han. Den storsultne gæst slog lige vejen forbi skålen med bearnaisesovs, og så forlod han buffeten med lidt flødekartofler, en ordentlig sjat sovs og et regulært bjerg af kød på tallerkenen.

For mig er det helt fint at møde op på en restaurant med heftig appetit. Men kødbjerge duer bare ikke.

Husk nu, at man kan gå op til en buffet flere gange. Så er det muligt at bevare en vis anstændighed i forhold til maden, andre gæster og de mennesker, som har gjort sig umage for at få det bedste ud af råvarerne.

Jeg aner ikke, om manden med kødbjerget spiste op.

Men enhver med buffet-erfaring ved, at nogen gæster slet ikke formår at afstemme påfyldningen af mad på tallerkenen med den reelle appetit.

Jeg har ingen skudsikker statistik. Men det sker i hvert tilfælde jævnligt, at gæster levner mad, som tjeneren må bringe videre til skraldespanden i køkkenet.

Det fatter jeg ikke. Selvfølgelig skal ingen spise, så de bliver syge. Men den gamle grundregel om at "tage hvad man kan spise" bør altså også gælde ved en buffet. Eller er den slags "madspild" blevet en acceptabel forseelse ved buffeter?

Ret skal være ret.

Det her er historien om, at få kan ødelægge det for mange.

Langt de fleste mennesker opfører sig fint, ordentligt og respektfuldt ved en buffet. Men der er desværre et lille fåtal, som smider hæmningerne og kaster skygger over spiseoplevelsen for alle andre.

Lad os bevare respekten for kokkene, tjenerne, hinanden og ikke mindst maden.

For en buffet er slet ikke så ringe endda.