Vil man forstå Caroline van der Plas politiske univers, skal man blot træde ind på hendes kontor i det hollandske parlament i Haag.

På alle rummets hvide vægge hænger store, solskinsmættede fotografier fra provinsbyer i Holland. Kameralinsen er peget mod det almindelige, alt det, som tages forgivet: Kanaler, kirker, cyklister, blomsterenge, kirsebærhøst, markedspladser og et fuglehus.

På en reol står et par glinsende røde træsko, der ligner noget, man kunne finde i en souvenirshop i Amsterdam.

Der er også et maleri af en hvid og sort-prikket ko. Og et portræt af Caroline van der Plas’ hund.

- Det er medlemmer, som har malet dem til os, siger Henk Vermeer og nikker mod koen og hunden.

Henk er partisekretær, politisk strateg og medstifter af det, der i år har været Europas hurtigst voksende protestparti.

BoerBurgerBeweging - der oversat til dansk hedder BorgerBondeBevægelsen, og som hollænderne kender som BBB - bragede ind i det hollandske senat ved provinsvalget i marts.

Protestpartiet fik 19 procent af stemmerne og blev landets største.

For få måneder siden blev Caroline van der Plas, BBB’s fraktionsleder, nævnt som kandidat til premierministerposten ved valget den 22. november.

Den snak er forstummet. De er dalet i meningsmålingerne, og et nyt parti - Ny Social Kontrakt - står til at blive valgets store vinder.

- Men vores indflydelse bliver kolossal, siger Henk Vermeer med lyseblå øjne, der lyser af alvor.

Han har pyntet sin habitjakke med en grøn reversnål formet som en traktor. En slags våbenskjold.

- Ingen kan komme udenom os.

Gadelamperne er tændt. Det er sent, men fjernsynet kører med direkte debat fra den hollandske folketingssal et par etager under os.

Når Caroline van der Plas går på talerstolen, lægger man mærke til hende. Hun ligner ikke sine jakkesætsklædte kollegaer.

Store Dr. Martens-støvler, orange gamacher og lysegrøn neglelak.

- Da vi annoncerede, at Caroline skulle være partiformand, skrev folk til os, at vi var nødt til at købe noget andet tøj til hende, fortæller Henk og fægter med fjernbetjeningen.

- Men vi er landmænd. Vi vil gerne have, at folk er autentiske.

De to ord - “landmænd” og “autentiske” - er BBB’s gødning.

Partiet har en lidt anderledes skabelsesberetning. Det er født på et socialt medie og ud af et oprør.

Da vrede og sure landmænd i 2019 gik på gaden i protest over regeringens planer om at nedlægge dele af landbruget, sad det nystiftede parti BBB med i traktordemonstrationerne.

- Det er et enkeltsagsparti, som opstod i slipstrømmen af bondeoprøret. De taler til den del af befolkningen, som føler, at Holland ændrer sig for hurtigt, siger Wouter van der Brug, der er lektor i statskundskab på University of Amsterdam.

Caroline van der Plas og Henk Vermeer plejede at arbejde i landbrugssektoren. Hun var chefredaktør for fagbladet Pig Business, og i et fælles reklamebureau lavede de kommunikation og PR for Holland udskældte landmænd.

Sådan startede de en Twitter-profil.

#BoerBurgerTweet var en måde at sprede positive hverdagshistorier om landmændenes liv. Med tiden udviklede det sig til et egentligt parti.

Succesen kom ikke fra den ene dag til den anden. Ved parlamentsvalget i 2021 fik Caroline van der Plas deres eneste mandat.

Få journalister gad at bruge tid på BBB.

Men da hun ankom til sin første dag i parlamentet i en kæmpe traktor, kom medieopmærksomheden. Hun foreslog, at alle andre politikere skulle sendes på kursus ude i virkeligheden, og noget ved Caroline van der Plas' facon begyndte at møde klangbund i Holland:

Hendes naturlighed.

- Caroline van der Plas er lidt en magiker. Hun har en nærmest medfødt antenne til at opfange den gængse hollænders holdning. Der er ingen bullshit og ingen politisk korrekthed, hun er bare sig selv, siger René Cuperus, som er analytiker ved den hollandske tænketank Clingendael.

Ifølge ham handler BBB om meget mere end kvælstofsreguleringer. Han tegner kridtstregerne op til en kulturkamp, som han ser ulme i lang række europæiske lande:

- Folk i yderområderne føler sig negligerede. Landets politik udformes af byens akademikere, og de har ingen respekt for det landlige liv. Storbyeliten er optaget af klimaapokalypsen, ligestilling og køns-spørgsmål, men for mange almindelige mennesker rager det dem en høstblomst, siger Cuperus.

Dén analyse kunne han have taget direkte ud af munden på partistifter Henk Vermeer, mens vi sidder på BBB’s kontor og venter på Caroline van der Plas.

Debatten trækker ud, Henk ser en anelse klatøjet ud, og han taler mere om tøj og værdier og sprog, end han taler om konkret politik.

- Vi vil gerne gå væk fra betegnelser som højt- og lavtuddannede. Vi tror ikke på det. Der findes boglige uddannelser og praktiske uddannelser, men det ene er ikke bedre end det andet, siger han.

På bordet imellem os har han smidt et par farvestrålende brochurer fra dén valgkamp, der starter i den kommende weekend.

“Hverdagen skal være BBBedre,” lyder sloganet med henvisning til partiets egne initialer.

Henk Vermeer har en stor opgave foran sig. For få måneder siden stod de til over 20 procent af stemmerne, nu er de halveret i meningsmålingerne.

Er gassen gået af ballonen?

- 80 procent er stadigvæk usikre på, hvor de skal sætte deres kryds, siger den 57-årige partistrateg.

For ham er missionen klar: De skal bevise, at de er mere end et enkeltsagsparti.

Mens han lister mærkesager op - mindre bureaukrati i sundhedsvæsnet, strammere udlændingelovgivning, højere minimumsløn, lavere virksomhedsskat - braser hans formand ind ad døren.

Caroline van der Plas’ humør matcher hendes vilde krøller. Hun er snottet og træt og lægger ikke skjul på det, men håndtrykket er fast, og volumen er høj. Hun falder tungt ned i en grå kontorstol og skuler sarkastisk mod Henk, da jeg spørger, hvorfor Holland har brug for BBB.

- Har du ikke fortalt ham det? bider hun og frembringer en lyd, der bedst kan beskrives som en mellemting mellem et grin og et suk.

- Fordi…

Hun tøver lidt.

- Vi tror på snusfornuft og praktiske løsninger. Og så er vores fokus - som du kan se på de ophængte billeder - på almindelige menneskers hverdag.

Hvis noget af det her det lyder bekendt, er det så mærkeligt.

Retorikken minder meget om Inger Støjbergs, da hun stiftede Danmarksdemokraterne sidste år.

Mantraet var "borgerlig snusfornuft” og mere fokus på Danmark udenfor København.

- Jeg kan ikke se mig selv i de debatter, der fylder blandt eliten i de fine saloner i København. Der er simpelthen blevet for langt fra Christiansfeld til Christiansborg, lød det fra den rigsretsdømte tidligere Venstre-minister.

Caroline van der Plas har også flere gange afvist tanken om, at hun nogensinde skulle komme til at gnubbe skuldre med politikere i Bruxelles. Snarere skilter hun sine laster.

Hvor Støjberg har sin Coca Cola Zero, påstår van der Plas, at hun har røget 300.000 cigaretter i sit liv.

Begge er de tæt knyttede til landbruget med fortid som journalister.

Overfor Dagbladet Information har Danmarksdemokraternes pressechef afvist, at Støjberg har ladet sig inspirere af det hollandske parti.

Men at både hun og mange andre danske politikere holder øje med, hvad der sker i Holland, er ingen hemmelighed.

I foråret brugte Venstres vikarierende formand Troels Lund Poulsen det hollandske regionalvalg som et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal lave klimapolitik.

- Kast et blik til Holland og se, hvad der skete for nylig, sagde han på et vælgermøde i Bording ifølge Jyllands-Posten.

At den grønne omstilling kan føre til social armod, lukkede fabrikker eller geografiske ubalancer er en frygt i den danske regering.

Og det, man kan kalde “hollandske tilstande”, er et tema i den ophedede diskussion om CO2-afgifter på landbruget.

Der bliver kigget mod Caroline van der Plas og BBB - både med frygt og i inspiration.

I parlamentsbygningen i Haag kigger hun i gulvet, når jeg fotograferer hende. Men hun bliver ved med at tale.

Holland har en teknokratisk regering, der leder landet med excel-ark og regler, der ikke fungerer i den praktiske verden, mener hun.

Dem, som politikerne ifølge hende er kommet for langt væk fra - de “almindelige hollændere” - slås hun for.

- De beder ikke om særlig meget. De vil gerne cykle, have en dejlig dag, tjene penge, følge børnene i skolen, bo i et hus, rejse på ferie. Folk har basale behov. Og folk føler, at deres basale behov er truet.

Og så handler det igen om landmændene.

- Usikkerheden og følelsen af ikke at blive hørt har været der i lang tid. Kvælstofsdebatten var benzin på bålet, men det er længe siden, at politikerne stoppede med at lytte.

Caroline van der Plas’ klareste budskab - at lytte til befolkningen - er næppe noget, som nogen politiker ved sine fulde fem vil erklære sig uenig i.

Men lytter BBB også til dem, som er bekymrede over landbrugets forurening? Til de unge klimaaktivister, der i flere dage i september limede sig selv fast til motorvejen mellem Haag og Amsterdam?

Van der Plas hører dem. Men hun giver ikke meget for dem.

- Desperationen, som de føler, er den samme desperation, som landmændene føler. De frygter for deres eksistens. Men klimaaktivisterne er blevet hjernevasket. Igennem hele mit liv har jeg hørt igen og igen, at jorden går under, og jeg tror ikke på det.

Den 56-årige fraktionsleder griner mig op i ansigtet, men det er møntet på videnskaben.

- Hvis Holland alene lever op til alle miljø- og klimakrav, ved du hvor meget det så vil sænke temperaturen med? Jeg spurgte klimaministeren om det. 0,0000001 grader.

Henk Vermeer griner med.

- Har du et termometer, der kan måle det?

Ifølge Caroline van der Plas er klimakampen ingen kulturkrig. Det er "en religion," siger hun.

Fraktionslederen rejser sig, så perlearmbåndet med bogstaverne BBB rasler, og den grønne bandana, som hun har bundet rundt om det andet håndled, blafrer.

BBB fremstilles af nogen som landbrugslobbyismens forlængede arm. Andre ser Caroline van der Plas som en, der udnytter virkelighedsfjerne nostalgier om Jens Hansens Bondegård. Som en, der er i gang med skabe polarisering.

- Min største politiske ambition er at få folk til at genfinde troen på demokratiet, siger hun selv.

Især de sydlige dele af Danmark fik naturens vilde kræfter at mærke, da blæst og stigende vandmængder trængte sig på og op på land i historisk stort omfang.

Hidtil er der er ingen meldinger om personskader. Til gengæld står de materielle skader i kø, hvilket blandt andet forsikringsselskaberne kan tale med om.

- Skaderne er fortrinsvis sket på bygninger, men også på biler og både. Anmeldelserne kommer primært fra Sønderjylland, Fyn, det sydlige Sjælland og Lolland-Falster, siger skadechef i forsikringsselskabet Tryg Charlotte Dietzer til Ritzau.

Selv om uvejret som sådan tilsyneladende ikke har forårsaget personskader, advarer Statens Serum Institut om at der er sygdomsrisiko i forbindelse med oprydningsarbejdet. Det viser erfaringer fra tidligere katastrofelignende situationer.

- Vi har kunnet se, at folk er blevet syge, fordi de har spist, drukket eller røget, mens de har ryddet op, uden at tænke over, at de på den måde får ført bakterier ind i munden

- Vi har også set eksempler, hvor nogen har gået rundt i oversvømmelsesvandet uden støvler på, og bakterierne så er kommet ind i kroppen via små sår eller rifter i fødderne, siger Jette Holt, der hygiejnesygeplejerske på afdelingen for infektionsepidemiologi og forebyggelse på SSI.

Ødelæggelserne kaster lange skygger de næste dage, der står i oprydningens tegn mange steder.

Det gælder ikke mindst i Sønderjylland, hvor uvejret har givet de værste oversvømmelser.

- Vi skal have flyttet store mængder vand ud af mange byer, og det gælder særligt i Sønderjylland, siger Martin Vendelbo, der er brigadechef i Beredskabsstyrelsen.

Her følger en række billeder, som viser, hvordan det historiske uvejr artede sig:

På grund af efterårsferien har Christiansborg nærmest været i dvale i denne uge. Men det er næppe blevet til meget ferie for Venstres formand, vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen.

Tirsdag var han i Luxembourg til et møde for EU-landenes økonomi- og finansministre, men det må alt andet lige være det indenrigspolitiske, der har fyldt for ham i denne uge. Der er i hvert fald rigeligt af udfordringer at kaste sig over for ham.

Avisen Danmarks politiske redaktør giver dig her et overblik over Ellemann-Jensens rædselsuge:

Tim Christensen har ikke et nyt album på trapperne. Derfor måtte han være kreativ, da han skulle finde ud af, hvordan han kom ud at spille efter en længere Dizzy Mizz Lizzy-turné, som blandt andet bragte trioen til Japan og Frankrig.

- Der var ligesom ikke en oplagt anledning til en Tim Christensen-turné, før det slog mig, at ”Honeyburst” udkom for 20 år siden. I min optik et hovedværk i min karriere og derfor nok til at være omdrejningspunkt for en turné, siger Tim Christensen.

Han erkender, at det er en smule selvfedt at hylde ét af sine egne albummer. Men han håber, at mange er med på at fejre jubilæet.

- Mest af alt er fejringen en undskyldning for at komme ud at spille noget andet end Dizzy Mizz Lizzy-sange. Det handler på ingen måde om, at jeg er træt af Dizzy, vil jeg gerne understrege. Jeg kunne bare mærke, jeg havde brug for at kigge ud ad et andet vindue for en stund, siger Tim Christensen.

Han kigger sjovt nok ud ad et andet vindue end normalt, da vi sidder på pladeselskabet Warner på Frederiksberg. Det var dem, som udsendte ”Honeyburst” 1. september 2003. Siden skiftede Tim Christensen til Mermaid Records, som blev opkøbt af Sony.

- I en årrække har jeg relativt sjældent lyttet til ”Honeyburst”, men når jeg har gjort det, er jeg altid blevet bekræftet i, at det er et virkelig godt album. Reelt er ”Honeyburst” det første fuldblods Tim Christensen-album, fordi min solodebut, ”Secrets on Parade” fra 2000, var en bro mellem Dizzy- og Tim C-universet, siger Tim Christensen.

Mange af sangene fra albummet har han spillet akustisk de seneste år. Ofte til solokoncerter. Nu får han efter mange år mulighed for at levere sangene med fuldt band.

- Det er ikke sådan, at sangene fra ”Honeyburst” er fremmede for mig. Men i bandregi er der kæmpestor afstand. I hvert fald 12 år. Derfor har det været specielt at opleve den der muscle memory. Altså hvor man nærmest ubevidst spiller noget, man ikke har rørt ved i mange, mange år. Det fosser bare ud gennem fingrene.

Der er flere sange fra ”Honeyburst”, som aldrig er spillet live. De har været svære at knække koden på i øvelokalet. Bandet havde også vanskeligheder med at få ”Right Next to the Right One” tilbage til den oprindelige version, fordi den i mange år har forvildet sig hen i en akustisk og meget afdæmpet version.

- Nu har vi skrællet sangens lidt løjerlige skæbne væk og bevæget os tilbage til originalen fra albummet, hvilket har været ret sjovt. Det bringer mig tilbage til tiden før, at sangen blev et folkeeje på godt og ondt. Det giver sangen nyt liv for mig og minder mig om, hvor meget jeg holder af den.

Tim Christensen har samlet et hold musikere, hvoraf kun guitaristen Lars Skjærbæk har været med på Tim C-holdet siden 2000. På trommer er det Jesper Lind, på bas Jens Hein og på keyboard Anders Stig Møller.

De er i fællesskab ved at finde ud af, hvordan sange som ”Whispering At The Top Of My Lungs”, ”Jump The Gun” og ”Surfing The Surface” skal lyde anno 2023.

- Én ting er at afvikle koncerterne og huske akkorderne, noget andet er at blive til sangene igen. At lade sig forbinde med en nostalgi. Det kræver mere end to øvere, fordi det tager tid at forlige sig med fortiden. Derfor bærer jeg som hovedafsender det største ansvar, hvilket både er fedt og ret specielt, siger Tim Christensen.

Det er også specielt for bassisten Jens Hein, der havde bandets oprindelige bassist, Nicolai Munch-Hansen, som underviser og mentor.

- Det er ret fint, at Jens kommer til at afløse Nicolai, som døde i 2017. Men det handler mest af alt om, at han spiller virkelig godt. Det gør alle i bandet jo. Det er totalt optur at øve med dem. Stille og roligt finder jeg tilbage til den Tim, som har været parkeret, mens Dizzy har fyldt mest. Det handler om en anden form for kreativitet og nogle helt andre musikalske antenner.

Da ”Honeyburst” udkom, var Tim Christensen 29 år. Åbenlyst et andet sted i livet end i dag, hvor næste fødselsdag opgraderer ham til version 5.0.

- Det er spændende at skulle synkronisere sit nutidige jeg med et 20 år yngre jeg for at finde sig selv i sangene og få det til at virke naturligt. Jeg er sikker på, at det kommer til at trykke på nogle knapper, som udmønter sig i at skabe nye ting. Jeg har trods alt ikke udgivet et soloalbum siden 2011, siger Tim Christensen.

Flere af sangene betyder noget andet for ham i dag end i 2003. Men det er faktisk en sang fra 2000, han er nødt til at fremhæve for at forklare, hvordan livet med tiden forandrer sange.

- Jeg skrev ”King’s Garden” til mit debutalbum. Den handlede på ingen måde om min far, men efter han døde sidste år, er der mange linjer, som minder mig om ham. Det rører mig meget. Jeg er sikker på, at jo dybere, vi kommer ned i ”Honeyburst”, jo mere reflekterer jeg over, hvor jeg befinder mig i livet i dag.

Men refleksionen peger også bagud i tiden. For Tim Christensen kan nemmere sætte ord på sit 29-årige jeg i dag.

- I 2003 lykkedes jeg endegyldigt med at genskabe mig selv som musiker. Det var der, jeg rev mig løs fra post-grungen og Dizzy-lyden. Jeg havde sindssygt meget at bevise, fordi det var min beslutning at sige farvel til Dizzy Mizz Lizzy. Derfor står ”Honeyburst” som kulminationen på nogle kunstneriske og kommercielle ambitioner, jeg måtte indfri uden Søren og Martin.

At albummet kunne noget særligt, fornemmede han allerede i 2003.

- Det lyder enormt cocky, at jeg allerede dengang vidste, at det ville blive en succes. Men jeg kunne mærke, at det kom i mål på en meget tilfredsstillende vis. Sangene var virkelig gode, produktionen eminent, coveret var fedt og udgivelsestidspunktet perfekt. Intet var overladt til tilfældighederne, og så havde singlen ”Right Next to the Right One” været ude i et år. Alt var kørt i stilling.

Albummet vandt bunkevis af priser det efterfølgende år. Gjorde nærmest rent bord ved Zulu Awards og Danish Music Awards.

- Det kunne ikke blive vildere. Der var virkelig tale om good times. Åh ja, de gode gamle dage, siger Tim Christensen og ler.

Modsat dengang sameksisterer Dizzy Mizz Lizzy og Tim C i harmoni i dag. Det betyder, at Tim Christensen kreativt har åbnet for begge sluser.

- Jeg kan mærke, at jeg kommer til at skrive sange, som både ryger i Dizzy- og Tim C-kassen. Det var aldrig gået i begyndelsen af 00’rne. Der var Dizzy-hanen lukket. Hårdt. I dag har jeg troen på, at begge dele kan leve i skøn forening.

Selv om det måske er lidt en spoiler, kan publikum forvente at få ”Honeyburst” fra ende til anden i kronologisk rækkefølge. Hvis man kender Tim Christensen, kan det ikke overraske.

- Jeg er kæmpe The Beatles-fan, og jeg kender rækkefølgen på samtlige udgivelser. Når jeg hører en slut-akkord på det ene nummer, ved jeg instinktivt, hvad der kommer efter. Derfor skal ”Honeyburst” naturligvis også spilles i rækkefølge, selv om det er selvmord i koncertsammenhæng at indlede med to stille sange, siger Tim Christensen og ryster på hovedet.

Han supplerer med en håndfuld sange fra ”Secrets on Parade”, fordi sangene fra de seneste to udgivelser virkede for nye. Eller gamle på den forkerte måde, som han kalder dem.

- ”Secrets on Parade” er fra 2000, så det er meget passende at tage sange med derfra. Så er de også øvet op, når albummet fylder 25 år om to år. Jeg kan tydeligt se for mig, at resten af min karriere bliver selvhyldende jubilæumskoncerter.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Boliger og sommerhuse blev hærget af en storm i fredags, men midt i ødelæggelsen lærte jeg et nyt ord.

Det er nok en temmelig ringe trøst for de trængte, der nu rydder op i deres havvandshærgede habengut, men måske lærte de samme ord som mig.

Fyns Politi brugte fredag betegnelsen ”stormturister” på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter. Et ord, der ikke kun præcist forklarer, hvad det er for typer, man hentyder til, men også straks skaber de samme trælse billeder i ens hoved som ordet ”kiggekø”: Nemlig af mennesker, der nyder at stikke deres lange næser ned i andre folks lidelser.

Når det lige er Fyns Politi, der lufter formuleringen, er det fordi, det mest er ordensmagten, den nederen nysgerrighed går ud over. Ja, snagerne er også i vejen for folk, der prøver at redde deres ejendom fra elementernes rasen, men det er politiet, der skal tage diskussionen med dem.

Det må være afsindigt frustrerende: Man står midt i en naturkatastrofe, og så vil tilfældige fremmede lige kigge med. Og når en betjent så påpeger, at de gerne må fortrække, helst til et sted som Hekkenfeldt eller Pommern, så opstår der ikke en form for skam i de her beskueres samvittighed, men et diskussionsforum, som jeg maksimalt havde levet med i en håndfuld sekunder, hvis der var sket det for samfundet så ulykkelige, at jeg var blevet betjent.

Nu er jeg fuldkommen ukvalificeret til at varetage det tunge og vigtige job som politiperson, men derfor er jeg så meget desto mere taknemmelig for, at vi har mennesker, der kan og vil.

Og jeg forstår sagtens, at en betjents lunte kan blive kort efter få år og tusind tilfælde af ”jeg kan da godt lige…” eller ”jeg har faktisk ret til…” og lignende kværulantisk lal, som de bliver udsat for, mens de forsøger at holde styr på det inferno, der opstår, når naturen går amok. Enten i form af stormen Storm (som jeg synes, den burde have heddet) eller en fredag nat i midtbyen, hvor alkohol får folks mangelfulde opdragelse til helt at forsvinde.

Nu skal jeg ikke spille hellig, for jeg har selv været der: Jeg husker, engang jeg var på bytur med min fætter, og vi måtte kaste os ind til husmuren, fordi en bil kørte forbi med to hjul oppe på fortovet, og jeg optændt af selvretfærdighed gav føreren fingeren, hvilket han kvitterede for ved at stige ud og give mig en knytter på kæben.

Det fortalte jeg en betjent, vi tilfældigt stødte på ti minutter senere, og jeg kan stadig huske, hans opgivende blik, da han stilfærdigt fortalte mig, jeg nok bare skulle afstå fra at provokere folk, der var potentielt voldeligere end fætter og mig.

I dag kan jeg fuldkommen forstå hans synspunkt: Jeg stod helt uskadt og brokkede mig til en ensom betjent, mens bylivet omkring os mindede om stadiet, før en borgerkrig bryder ud.

Der har bestemt været sager på det seneste, hvor politiet ikke har virket alt for heldige, men fælles for sagerne er, at de kunne være undgået, hvis alle vi andre ikke tidligere havde gjort betjentene så trætte af kævl og kværulanteri.

Hvis alle bare gjorde, som der blev sagt fra ordensmagtens side, så ville betjentenes lunte være noget længere, hvis de undtagelsesvis stødte på en diskussionslysten borger. Og hvis kommunikationen med alle de kødhoveder ikke havde gjort jobbet som betjent så irriterende, ville det være meget lettere at fyre de få brodne kar og kopper, fordi køen af interesserede afløsere ville blive meget længere.

Hvis vi bare som udgangspunkt gjorde præcis, som politiet sagde, ville det være så godt, at det ikke var skidt for noget.