Jens Hansen og hans kone Dorthe Hansen har deres campingvogn stående på Holmens Camping i Ry, et vidunderligt fristed på en idyllisk egn, synes de. Her holdt de ferie i det tidlige forår i år og sad foran campingvognen sidst på dagen 19. april, da de fik et mærkeligt besøg.

Det var fabrikschefen fra slagteriet i Sæby, Jesper Sørensen, der kom anstigende. Han havde et par øl med.

Li'godt mystisk, tænkte de begge. De har mange år på slagteriet at se tilbage på, 30 år for Jens' vedkommende, Dorte 32 år. Han var slagteriarbejdernes tillidsmand, hun var stedets tilsynsførende for Fødevarestyrelsen.

Der var én ting, de sad her i campingmøblementet og vidste: Fabrikschefen kom ikke så langvejs fra en tilfældig hverdagsaften i deres ferie blot for at hyggesnakke over medbragt øl.

- Han er en hyggelig fyr såmænd, men da jeg så ham komme, var jeg klar over, at dette ikke ville blive hyggeligt. Jeg vidste, at der var noget alvorligt på færde, fortæller Jens Hansen nu et halvt års tid efter.

Han havde ret. Der var noget alvorligt på færde, noget ualmindeligt meget alvorligt endda:

Danish Crown ville næste dag offentliggøre, at det 112 år gamle slagteri med 800 ansatte skulle lukke. Alarmerende for en by med lidt under 9000 indbyggere. Fabrikschefen syntes, at det skulle en tillidsmand på ferie ikke høre om i nyhedsstrømmen. Han skulle være den første, der fik det at vide.

- Man blev tom, helt tom for tanker, og der var tavshed i, jeg ved ikke hvor lang tid; vi blev helt indesluttede, siger Jens Hansen.

Fabrikschefen sagde også noget om, at det nok var en god idé, at tillidsmanden var på slagteriet næste dag.

- Så var der ikke rigtig nogen grund til at blive hængende. Vi pakkede ned og kørte hjem, husker Dorte Hansen.

Begge vidste godt, at det gik nedad med slagterivirksomhed i Danmark, også i Sæby. Antallet af leverede svin til slagtning er faldet de senere år. Tiderne. Økonomien. Udgifterne. Der er smalhals rundt omkring hos svinebønderne. Det lukker her og der.

Men alligevel. Beskeden var chokerende.

- Det var ikke bare en arbejdsplads og nogle job. Det var noget personligt. Med så mange år på slagteriet er det blevet en del af ens identitet, og nu skulle det være slut. Det var, som om noget af én selv forsvandt, siger Dorte Hansen.

Hun satsede ikke på, at det nok gik i sig selv, at slagteriet nok skulle blive reddet. Hun søgte straks et job som kvalitetskoordinater på en anden nordjysk virksomhed i fødevaresektoren og fik det.

Det var klogt, for det gik lige netop ikke i sig selv. Sidste slagtning fandt sted 21. juni klokken 10.25.

Jens Hansen blev ikke hældt ud. Han er der endnu og sidder tilbage på det kæmpestore slagteri sammen med en ansat fra HR-afdelingen. Han er jobbankbestyrer og samlingspunkt for de mange fyrede mennesker, som gerne skal videre i livet i nye job, eller som er gået over i pensionisternes eller efterlønnernes verden.

Jobbanken er etableret i fællesskab af fagforeningen NNF og Danish Crown og arbejder sammen med Jobcenteret i Frederikshavn Kommune, som Sæby hører under.

- Især i de første uger var der en del svære samtaler at tage. Vi sad jo dér i de bygninger, der i så mange år har summet af liv og aktivitet. Engang var vi 1200 ansatte. Så gik det gradvist nedad til de 800, og så sad vi her og talte om, at nu er der slet ingen.

Når han i dag tæller op, kan han se, at der stadig er 335 ledige, hvoraf en del af dem er i gang med opkvalificerende kurser, der forbedrer deres muligheder for nyt arbejde. 138 har sagt ja til at blive overflyttet til nogle af Danish Crowns afdelinger i andre byer, resten har fået arbejde i andre brancher eller er gået på efterløn eller pension.

Det var ikke var alle ansatte, der kom fra Sæby og Frederikshavn. Der var også mange fra andre nordjyske byer.

- Det er under alle omstændigheder slemt både for den enkelte, der mister sit levebrød, og for sådan en lille by, når så stor en arbejdsplads lukker, siger Jens Hansen.

Det er også noget, Birgit Hansen er bevidst om. Hun er socialdemokratisk borgmester i Frederikshavn Kommune. Hun kommer selv fra Sæby, så hun ved alt om, hvordan beskeden om lukningen fik humøret til at hænge i laser.

- Alle er berørt, fordi slagteriet har været så stort og synligt og gennem generationer haft betydning for utrolig mange mennesker. Alle har en eller anden kontakt til slagteriet, det være sig venner og familiemedlemmer, der har arbejdet der. Jeg ved det fra mig selv. Min far og min mormor har arbejdet der for mange år siden, og jeg kender mange andre, der har været ansat der, fortæller Birgit Hansen.

I dag ligger det affolkede slagteri som et stort hul i byen og har efterladt et lige så stort hul i folks hjerter, mener hun.

- Lige da det skete og i dagene derefter, var der store, stærke slagtermænd, der græd, siger Birgit Hansen.

Særligt én gjorde indtryk, da hun mødte ham.

- Han græd, så tårerne sprang ud af øjnene på ham, ligesom i en tegnefilm. Det synes jeg godt nok var barskt. Han og kollegerne var virkelig væltet omkuld. Og så tog de ned på havnen bagefter og drak nogle bajere dernede. Det er sådan, stemningen var: Hold kæft, hvor er vi kede af det. Men det skal nok gå.

Dét er jo næsten som at høre tidligere, nu afdøde statsminister Poul Schlüter, som engang sagde: "Det går op, og det går ned, men det skal nok gå."

Birgit Hansen er dog bevidst om, at det ikke vil gå helt let og smertefrit. Der er stadig mange, der ikke er kommet i arbejde igen. Og der er mange andre end lige de fyrede, der er berørt. Familier vil mangle indtægten til det daglige hushold, og kommunekassen vil mangle indtægten fra deres skatteindbetalinger til de kommunale velfærdsforpligtelser.

- Mange afledte job og arbejdspladser bliver også ramt af sådan noget - smeden, elektrikeren, tømreren, mureren, alle mulige håndværkere, der havde opgaver på slagteriet, tankstationen, hvor de ansatte købte brændstof, automekanikeren, der reparerede deres biler, mens de var på arbejde. Og byens butikker, og mange andre, siger borgmesteren.

Dertil kommer risikoen for fraflytning og deraf mangel på børn til sportsklubberne, institutioner og skoler med indbygget risiko for lukninger og afskedigelser af personale.

Der er også noget andet, der spiller den kommunale økonomi et puds: Dagpengene og den jobskabelsesindsats, der er sat i gang. Indtil nu har det kostet i omegnen af 20 millioner kroner. Penge, som kommunen af gode grunde ikke havde budgetteret med.

- Det er et ordentligt gok i nødden. Men stadig er det værst for dem, der har mistet deres job, og som har været der altid og ikke troet, de skulle andet, siger Birgit Hansen.

Ifølge Hans Ole Kalhøj er det ikke tristesse og jammerdal det hele. Han repræsenterer Sæby Handelsstandsforening og har drevet en herreekviperingsforretning i byen lige så længe, som Jens og Dorte Hansen har arbejdet på slagteriet.

Lige da han hørte nyheden om lukningen, gik han dog i sort.

- Katastrofe, tænkte jeg, katastrofe. Jeg har alle dage tænkt, at hvis slagteriet lukkede, ville mange andre også blive nødt til det. Men indtil nu er frygten gjort til skamme, siger han.

Det hænger primært sammen med to forhold, mener han: Dels kommer en stor del af forretningernes indtægter fra turisterne, og deres antal afgøres ikke af, om slagteriet er der eller ej. Dels er lukningen sket i en tid, der er præget af, at danske virksomheder generelt mangler hænder.

- En del af de fyrede er kommet i andet arbejde. Mange er ikke endnu, men jeg tror, det vil lykkes for de fleste. Det er som om, at når en dør lukkes, åbner andre sig, siger Hans Ole Kalhøj.

Jens og Dorte Hansen havde nu helst set, at den gamle dør slet ikke var blevet lukket.

- Jeg havde regnet med at blive på slagteriet helt til pensionen. Hvis ikke dette var sket, havde jeg aldrig søgt væk, siger Dorte Hansen.

- Det er slemt for folk at miste jobbet, men det er ikke det værste savn, kan jeg høre på mine tidligere kolleger. Det er savnet af det fællesskab, der var på slagteriet, som gør mest ondt, siger Jens Hansen.

Royale børn skånes for medieopmærksomhed og får lov til at have en barndom i nogenlunde fred fra søgelyset. Ligesom offentligheden har en traditionel distance til kongelige i al almindelighed. De stiller ikke op til interviews her og der, og du kan ikke ligefrem få en direkte telefonlinje til dem.

- Det står ikke nedskrevet, men vi har en aftale med Kongehuset om, at vi ikke skriver om eller fotograferer de royale børn, før de fylder 18 år - medmindre de er sammen med deres forældre, siger Trine Larsen, ekspert i kongehuset og mangeårig hofreporter for Billed-Bladet.

Ud over delte klip på sociale medier er det derfor ikke meget uformelt, vi ved om søndagens fødselar prins Christian. Avisen Danmark forsøger alligevel med hjælp fra kongehuseksperter at komme nærmere, hvilken person der gemmer sig bag den snart myndige, kommende konge.

Avisen Danmark har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kongehuset og prins Christian til denne artikel.

Folkeskolen har trukket de helt store overskrifter i denne uge. Regeringen er kommet med et udspil - eller i virkeligheden vil regeringen ikke have, at vi kalder det et udspil. Vi må heller ikke kalde det en reform, selv om det i omfang har karakter af en reform. Regeringen kalder det i stedet for et "kvalitetsprogram". 35 konkrete forslag til at forandre og forbedre folkeskolen.

Men der er også sket andre ting i ugens løb i dansk politik, og Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her tre vigtige nedslag:

De kan ikke dræbe os. De kan ikke skade os. Sejren er vores,” fremstammer amerikanske Sarah Ashton-Cirillo stakåndet på en video, der gik viralt på de sociale medier tidligere i år.

Sarah Ashton-Cirillo var netop blevet såret af en russisk artillerigranat ved fronten i Ukraine, men det stopper hende ikke fra at tale til kameraet, mens en ukrainsk soldat forbinder hendes højre hånd. Fragmenter har ramt hånden og højre kind.

Blodet løber ned ad hagen på hende, mens hun taler.

“Det er en lille pris for befrielse og frihed,” fortsætter Sarah Ashton-Cirillo, der er blevet en kendt person i Ukraine og ofte trækker overskrifter verden over såsom i USA og Rusland.

Det er svært at finde andre, der er i stand til at trække verdens opmærksomhed til krigen som hende. Videoen, som hun senere delte på det sociale medie X (dengang Twitter), er blevet set flere end 6,5 millioner gange verden over på hendes profil.

Hun har over 150.000 følgere på X, hvor hun er både hadet og elsket.

Utallige artikler er løbende blevet skrevet om hende, især efter videoen fra skyttegraven. I Rusland bliver hun ofte fremsat på statslige tv-stationer som et symbol på vestlig indblanding i krigen. Flere russiske kommentatorer har åbent ønsket hende død, og flere har gjort grin med hendes udseende med reference til, at hun er transseksuel.

Avisen Danmark mødte Sarah Ashton-Cirillo på en hemmelig lokalitet i den ukrainske hovedstad Kyiv, hvor hun dengang arbejdede som talsperson for det territoriale forsvar i Ukraine.

En uge efter interviewet blev hun suspenderet for en udtalelse om, at den ukrainske hær ville jagte russiske propagandister.

Suspenderingen blev ophævet i starten af oktober, og Sarah Ashton-Cirillo er igen blevet talsperson for Det Territoriale Forsvar i Ukraine, der er en separat enhed under den ukrainske hær og minder om det danske hjemmeværn. De tager del i nogle af de hårdeste kampe i krigen.

Før suspenderingen forklarede 46-årige Sarah Ashton-Cirillo, at hun i dag er kommet sig markant efter angrebet tidligere i år. Hun har stadig problemer med følelsen i højre hånd, men ellers er hun ved godt helbred.

Hun slog fast, at fortællingen om hende og hendes tid i Ukraine er lang, og for at forstå hende er vi nødt til at forstå, hvor hun kom fra. Hvordan det hele startede.

Sarah Ashton-Cirillo voksede op under trange kår i USA med en drøm om at komme væk og se verden, forklarer hun. Det tog fart, efter at hun som teenager fik muligheden for at studere på et gymnasium i Hamborg i 1990'erne og tog springet. Derfra har hun rejst store dele af verden rundt og har blandt andet boet i Kina og set store dele af Sydamerika.

Hun har også været en succesfuld pokerspiller og investeringsanalytiker, før hun tog til Ukraine, forklarede Sarah Ashton-Cirillo til Avisen Danmark. Hun var også involveret i lokalpolitik i staten Nevada i USA i 2021, hvor hun forsøgte at blive valgt i Las Vegas.

Hun droppede senere ud af valgkampen.

Sarah Ashton-Cirillo modtog stor opmærksomhed i 2021, da hun offentliggjorde hemmelige optagelser med republikanske politikere, der forsøgte at få den højreradikale gruppe Proud Boys til at hjælpe med at omstøde det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Historierne gjorde Sarah Ashton-Cirillo til en mediedarling og satte fart i hendes internetblog. Hun arbejdede i en længere periode som journalist med fokus på situationen i Nevada, men hun havde stadig rejselyst og dækkede blandt andet flygtningekrisen i Tyrkiet.

Hun fortalte også åbent om sin seksualitet og udfordringerne ved at skifte køn fra mand til kvinde.

- Jeg ville være analytiker og forfatter. For det var jo sjovt. Jeg har altid tænkt, hvordan gør jeg en større forskel for andre? Og ellers har jeg fokuseret på at elske livet uden at vide, hvor længe det ville vare. Jeg føler mig heldig og velsignet med masser af evner til at lykkes, fortæller Sarah Ashton-Cirillo til Avisen Danmark om sine overvejelser om livet.

Hun drog til Ukraine, kort efter den russiske invasion begyndte, for at arbejde som journalist og dækkede de blodige kampe omkring storbyen Kharkiv. Hun er blevet beskrevet som verdens første åbne transseksuelle krigskorrespondent.

Sarah Ashton-Cirillo var altid der, hvor det skete, og hendes grafiske videoer fik stor opmærksomhed på de sociale medier.

I Kharkiv, i begyndelsen af invasionen, tog hun blandt andet billeder og videoer af døde mennesker på gaderne. Hun holdt til i bydelen Saltivka, der var under daglige russiske bombardementer og overlevede af rent held, forklarer hun. Hun blev aldrig den samme igen, og det var tiden i Kharkiv, der senere fik hende til at tage springet fra at være journalist til at blive en del af hæren som kampmediciner, der skulle lappe de sårede sammen.

Efter at hun blev såret tidligere i år, blev hun talsperson for det territoriale forsvar.

- I starten, i Kharkiv, var jeg nærmest bange for at nærme mig døde kroppe på jorden. Jeg tænkte: Er det ikke mangel på respekt? Jeg havde set døde mennesker før, men ikke i det her antal eller på denne måde. Det var skræmmende, fortæller Sarah Ashton-Cirillo.

- Men jeg ændrede mig. I juli sidste år så jeg en kvinde, der var blevet ramt af en russisk mortergranat, mens hun cyklede. Hendes krop var spredt over det hele. Jeg ville fortælle, at det var et menneske. Vise verden, at her var et menneske, som nu var blevet reduceret til lemmer rundt omkring på grund af de russiske terrorister

Oplevelserne satte sig hos Sarah Ashton-Cirillo, der beskriver tiden i Kharkiv som at være fanget i en boble af død og ødelæggelse. Hun ændrede sig markant. Tolerancen, følelserne og glæden ved livet blev suget ud af hende, men det opdagede hun først, da russerne blev presset længere væk fra byen i løbet af sommeren sidste år.

- Der var nærmest en følelse af frustration, vrede og hjælpeløshed. De prøver for pokker at dræbe os. Når du lever et sted i seks måneder i streg med de lokale, så bliver du en del af “os”. Russerne dræber dit lokalsamfund. De dræber os, forklarer Sarah Ashton-Cirillo, der hele tiden havde en følelse af, at hun skulle gøre mere for at hjælpe.

Journalistikken var pludselig ikke længere nok. Hun følte ikke, at hendes artikler gjorde en forskel. Hendes videoer online fik mere opmærksomhed, og hun begyndte at tale åbenmundet mod russerne. Fordømte deres angreb. Hun tog side i krigen.

Sidste år begyndte hun at hjælpe kommunikationsafdelingen i Kharkiv og tog kort efter beslutningen om at blive en del af hæren. Sarah Ashton-Cirillo ville selv kæmpe.

- Fordi krigen blev så personlig. Det var ikke nok for mig. Uanset hvad jeg skrev, så følte jeg ikke, at det gjorde en forskel. Jeg tror, mange journalister har det sådan, forklarer hun.

Sarah Ashton-Cirillos beslutning om at blive soldat i det territoriale forsvar under den ukrainske hær modtog kritik flere steder. Journalisters opgave er at forholde sig objektivt i krigen, mente flere, men for Sarah Ashton-Cirillo var det ikke længere en mulighed.

Angrebene på hende fra russisk presse begyndte også at tage til. Hun tiltrak sig opmærksomhed på grund af sin åbenmundethed og sit kønsskifte. I et indslag på den russiske statskanal Russia 1 gjorde værten Olga Skabeyeva, der siges at være den russiske præsident Vladimir Putins favorit, grin med Sarah Ashton-Cirillos udseende.

- De beskylder mig for alt muligt. De hævdede flere gange, at jeg var død. Selv efter at jeg blev talsperson for det territoriale forsvar, hæver de, at jeg er djævlen selv, men det er okay. Jeg ved, at de reagerer sådan, fordi de hader sandheden, siger hun selv i interviewet, som foregår på Det Territoriale Forsvars hovedkvarter i Kyiv.

Der var også flere, der anklagede hende for at være opportunist. At hun blot søger hen, hvor medieopmærksomheden var. At Sarah Ashton-Cirillo blev høj af at være i centrum. At hun var der for sin egen vindings skyld mere end for Ukrainernes.

Kritikerne peger også på, at hun altid har været åben om sin transseksualitet, som hun ellers kunne have holdt for sig selv. De mener også, at hun i karrieren ser ud til at flytte rundt efter mediernes søgelys. At hun intet forhold havde til Ukraine før krigen, for eksempel.

- Mit svar er ganske enkelt, at jeg allerede var kendt, før jeg kom her. Halvdelen af min Wikipedia-side handler om ting før Ukraine såsom tingene i Nevada. Jeg havde et godt job før invasionen. Jeg manglede ikke penge. Hvis jeg var efter penge eller berømmelse, kunne jeg bare være blevet i Nevada. Der havde jeg alt, forklarer Sarah Ashton-Cirillo.

- Så nej, jeg er ikke opportunist. Jeg er bare en, der gerne vil gøre noget godt og har evnerne til det. Jeg bekymrer mig ikke om normer. Jeg tror ikke på, at du skal gøre tingene på en bestemt måde. Og jeg vil gerne spørge kritikerne, hvad har jeg fået ud af Ukraine, som jeg ikke allerede havde?

- Jeg ville hjælpe, gøre mere. Det er derfor, at jeg er her, siger hun.

Efter Sarah Ashton-Cirillo blev såret ved fronten, tog hun skriftet videre og blev talsperson for Det Territoriale Forsvar i Ukraine. Hendes opgave var at formidle Ukraines holdninger til den russiske invasion. Hun havde blandt andet et fast Youtube-program ved navn “Rusland hader sandheden”, hvor hun i skarpe vendinger kritiserer russerne og sætter fokus på krigsforbrydelser og udviklingen på slagmarken.

I slutningen af september kom hun med udtalelser i Youtube-programmet, som endte med at få Det Territoriale Forsvar af Ukraine til at suspendere hende.

- I næste uge vil de russiske dvævles tænder gnaske endnu hårdere, og deres hurtige munde vil skumme i et ukontrollerbart raseri, når verden vil se en af Kremlins favorit propagandister betale for deres forbrydelser, sagde hun i programmet.

Udtalelsen fik stor opmærksomhed, og Det Territoriale Forsvar valgte at suspendere Sarah Ashton-Cirillo. De skrev, at udtalelserne ikke var godkendt af hæren.

Senere blev Sarah Ashton-Cirillo genindsat efter en undersøgelse, hvor beskyldningerne imod hende blev set igennem. Selv har hun udtalt, at hun har været udsat for russisk propaganda. Avisen Danmark har rakt ud efter en kommentar efter suspenderingen, men Sarah Ashton-Cirillo er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.

Før suspenderingen fortalte hun Avisen Danmark, at hun er klar over, at nogle vil kalde hende en propagandist. Og at hun er kontroversiel for mange. At hun er direkte i sine udtalelser, og at det nogle gange får konsekvenser.

Selv ser Sarah Ashton-Cirillo sig som forkæmper for retfærdighed i en krig, som Ukraine ikke selv valgte. Før suspenderingen sagde Sarah Ashton-Cirillo, at hendes plan er at fortsætte som talsperson og bidrage til Ukraines befrielse.

- Jeg har en treårig kontrakt, og den overholder jeg. Det eneste fokus for mig er, at Ukraine vinder. Jeg vil være sikker på, at Rusland bliver besejret, og lige nu arbejder jeg 70 til 90 timer om ugen et hemmeligt sted for, at det ønske bliver til virkelighed, sagde hun dengang til Avisen Danmark.

- Uanset hvordan min fremtid ser ud på den lange bane, så kan jeg aldrig gå tilbage og være det samme menneske, som jeg var før, jeg kom her den 2. marts 2022.

Det er ikke ret mange år siden, at de fleste danskere nok aldrig havde hverken set eller hørt om skægkræ.

Faktisk blev de første skægkræ først registreret i Danmark i 2017.

Og nu er de pludseligt overalt i de danske hjem.

Det fortæller flere skadedyrsbekæmpere til TV Midtvest.

- Det er et problem, der er kommet for at blive. Vi er ude at rejse og hiver mange ting hjem fra udlandet i papkasser og papir, siger Mogens Gade fra Vestjysk Skadedyrskontrol til mediet.

Sølvfiskens slægtning er en invasiv art, der først invaderede vores naboer i Norge, hvor de blev registreret for første gang i 2013.

Og her har de lært på den hårde måde, at skægkræet ikke er helt nemt at slippe for, når først det er kommet ind ad døren.

Ifølge Videnskab.dk blev der i den norske skadedyrs-statistik registreret 511 tilfælde af professionel bekæmpelse af skægkræ. Bare to år senere var det antal mangedoblet - og i 2019 var den helt gal med over 6.000 tilfælde.

Modsat sølvfisken - der i langt de fleste tilfælde kan slås ned af en grundig rengøring - er det lidt mere besværligt at komme skægkræet til livs.

Vil man helt undgå at få skægkræ ind i boligen, er det ifølge Videncentret Bolius en god idé at kigge godt i de ting, man tager med ind udefra - som for eksempel papkasser fra onlinehandel, møbler, varer fra supermarkedet eller flyttekasser - hvor de irriterende insekter kan gemme sig.

Derudover bør man undgå at åbne papkasser fra for eksempel nethandel indendørs.

Hos Videncentret Bolius har de en lille håndfuld gode tips til, hvad der måske kan hjælpe, hvis skægkræet allerede er løs: