Tirsdag den 10. oktober udspillede der sig en bemærkelsesværdig scene i Venstres forretningsudvalg.

Dagen forinden havde Jakob Ellemann-Jensen udlagt Venstres nye politiske retning i Politiken.

Her gjorde Ellemann det klart, at det var tid til et opgør med de tidligere topfolk i Venstre, Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Ramussen og den kurs, de havde stået for i knap to årtier.

For Fogh var medskyldig i, at idédebatten i partiet var død. Og Hjort var medskyldig i, at Venstre var blevet bange for de andre blå partier.

Det fik Claus Hjort Frederiksen til at hæve stemmen foran alle til mødet i partiets forretningsudvalg.

- Det er helt forkert at tage et opgør med Anders Fogh-perioden, fordi det var den største triumf i nyere tid. Venstre fik 31,2 procent af stemmerne i 2001, og det er jo ikke blevet overgået siden.

- Jeg tror heller ikke, at Venstres vælgere bryder sig om det, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ordene til mødet blev sagt i en sådan toneleje, at Claus Hjort Frederiksen fik en form for beklagelse fra formanden.

- Han har i hvert fald sagt, at det ikke var ment som et opgør med Anders Fogh-perioden. Så har han bare udtrykt sig utrolig klodset, hvis han mente noget andet, lyder det fra Claus Hjort Frederiksen.

Nu går Claus Hjort Frederiksen i rette med sin formand. For kritikken af ham og Anders Fogh Rasmussen er både "søgt og forkert".

Avisen Danmark møder Claus Hjort Frederiksen i hjemmet i Humlebæk. Her har den mangeårige politiker trukket sig tilbage efter, at han valgte ikke at genopstille ved sidste valg.

Claus Hjort Frederiksen er en af de mest toneangivende politikere i Venstre i nyere tid. Han har været både finansminister og forsvarsminister, været partisekretær og siddet i ledelsen hos Venstre i en lang årrække.

Han er også arkitekten bag den såkaldte Hjort-doktrin, der af mange betragtes som hovedårsagen til Venstres politiske dominans gennem 00’erne og den svimlende valgsejr i 2001 med 31,2 procent af stemmerne.

Den gang stemte mere end en million danskere på partiet. Ved folketingsvalget for et år siden var det tal mere end halveret.

Hjort-doktrinen går ud på at adoptere Socialdemokratiets velfærdspolitik kombineret med øget valgfrihed og skattestop.

- I årevis gik vi ind for store skattelettelser, men det krævede også store besparelser. Mange vælgere støttede Venstres politik, men de frygtede konsekvenserne som lavere understøttelse og sygedagpenge, især når de tænkte på deres privatøkonomi. Derfor var det mere trygt at stemme på Socialdemokratiet, og det gjorde vi op med, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ellemanns analyse lyder dog, at Hjort-doktrinen har medført, at Venstre konstant frygter de andre borgerlige partiers dom over deres politik.

Og derfor har Venstre ikke turde sige sin politik højt.

- Det har vi gjort for længe og i en grad, så man havde svært ved at kende Venstre. Også med mig som formand, så det er klart, at jeg bærer også et ansvar for det, siger Ellemann til Politiken.

At Hjort-doktrinen skal lægges i graven, er ikke faldet i god jord hos Claus Hjort Frederiksen.

For han forstår slet ikke sin formands kritik af doktrinen. Ifølge Hjort er der blot tale om "sund fornuft".

- Valgkampe skal handle om det, partiet er stærkt på, og ikke det, partiet er svagt på. Hvis valgkampen handler om det, vi gerne vil have den skal handle om, har vi et stort forspring. Det er jo logik, siger Claus Hjort Frederiksen.

Kan Ellemann ikke have en pointe i, at det har handlet for meget om at lukke svage huller, end at tale om sin egen politik?

- Jeg mener, det er helt forkert. Og det er søgt at sige, at det fører til, at man tager hensyn til de andre partier.

- Det handler om at opføre sig rationelt. Jeg har været den hårdeste kritiker af De Konservative, og aldrig i min politiske karriere har jeg tænkt, at det var synd for nogen, lyder det fra Hjort.

Lige nu har Venstre historisk dårlige meningsmålinger. Og den seneste Voxmeter-måling for Ritzau i denne uge viste 8,5 procent for partiet.

En udvikling som Claus Hjort Frederiksen følger nøje.

- Når Venstre er presset i den grad, som det er tilfældet nu, gælder det om at fastholde de nuværende vælgere og derefter føre en politik, der kan tiltrække nye.

- Derfor er det uhyre uhensigtsmæssigt at begynde at skille nogen fra, især når man er i en så presset situation som Venstre.

Mener du, at Ellemann er i gang med at skille nogle fra?

- Hvis vi skal vælge mellem by og land, eller mellem ung og gammel, moderne og umoderne osv., så er det i hvert fald ikke en politik, som holder fast i de vælgere, man har.

Forsøger Ellemann ikke at appellere til både by- og landsegmenterne ved at berolige by-Venstre med en kommende CO2-afgift, samtidig med at han forsikrer land-Venstre om, at det er bedre, at det er Venstre snarere end Enhedslisten, der står for forhandlingerne?

- Ved Gud, jeg håber, det lykkes. Men vi kan jo bare se objektivt, at han har nogle ting imod sig.

Hvad er det for nogle ting, han har imod sig?

- For det første splitter CO2-afgiften Venstre internt. For det andet tror jeg ikke, at Venstres nuværende vælgere bryder sig om et opgør med Anders Fogh-perioden.

Oplever du, at Ellemann får en urimelig behandling fra nogle i baglandet angående spørgsmålet om en CO2-afgift?

- Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den diskussion. Ekspertgruppen har ikke fremlagt modellerne endnu, så debatten sker på et grundlag, hvor ingen faktisk ved, hvad det præcis er, vi diskuterer.

- Men kritikken går begge veje. Partiet burde fra starten have anerkendt, at der er et CO2-problem i landbruget og sagt "lad os nu afvente, hvad ekspertgruppen konkluderer, og så tage diskussionen ud fra det."

Debatten om Ellemann er den rette leder for Venstre er begyndt at tage fart.

For eksempel har flere stemmer i baglandet sagt til Avisen Danmark og Jyllands-Posten, at der måske var andre navne, der kunne være en potentiel formand.

Hjort påpeger, at Jakob Ellemann-Jensen har stået over for svære vilkår, efter Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg forlod Venstre for at stifte deres egne partier.

Samtidig afviser han deltage i nogen "navneleg."

- Jeg mener også, at historien viser, at når partier er inde i en dårlig spiral, så er det sindssygt svært at bryde den og så komme i offensiven. Fordi så vil alle kommentatorer og journalister bare sige, at de gør det her, fordi de er presset.

Tror du, at Jakob Ellemann-Jensen kan vende det her for Venstre?

- Det håber jeg da.

Men tror du?

- Det kan jeg jo ikke vide, men jeg tror da på en eller anden måde, at det godt kan vendes. Også med Jakob i spidsen.

- Jeg har egentlig fået strenge ordrer fra politiet om ikke at tale om det, men…

Johan Vollenbroek har alvorlige rynker i ansigtet og gråhvidt hår, men på læben lurer en gavtyvs smil.

- …det er bare så sjov en historie, siger han og begynder at fortælle.

For tre år siden - tilbage i 2020 - bankede to betjente på hans dør.

- Vi vil oplyse dig om, at der er 150 landmænd på vej mod din adresse, sagde de.

Johans hjem ligger i et roligt villakvarter i den hollandske by Nijmegen, der indbyggermæssigt er på størrelse med Odense.

Traktor-konvojen var cirka 60 kilometer udenfor centrum, sagde politiet.

- Hvad vil de mig? spurgte Johan.

- De siger, at de vil aflevere et brev til dig.

På det her tidspunkt havde Hollands mest berømte miljøforkæmper - slået til ridder af dronning Beatrix i 2008 - oplevet lidt af hvert.

Adskillige dødstrusler og tilsendte konvolutter med suspekt pulverindhold.

- De skal være velkomne, sagde Johan.

Men borgmesteren satte foden ned. Det var noget rod med alle de landbrugsmaskiner midt inde i byen.

Så Johan opsøgte dem selv. Ledsaget af en politieskorte mødte han de traktorkørende postmænd på en parkeringsplads syv kilometer udenfor byen.

Johan stillede sig op foran dem og åbnede munden, men talte ikke det hollandske, han plejer.

Han hilste dem på Achterhoeks, en lokal dialekt fra Hollands østlige hjørne med rødder i det plattyske. Et sprog, som både de og han har lært på de gårde, hvor de er vokset op.

- De var lamslåede, fortæller Johan i dag og småklukker.

Han har en rød hættetrøje udenpå skjorten og en drillende, nærmest lallende, facon.

Mig kalder han for "detektiven" - fordi jeg hedder Emil, og han elsker børnebogen "Emil og detektiverne" - og landmændene omtales som "stakler" med så meget sarkasme i stemmen, at det hverken kræver lup eller opklaringsarbejde at opfange hans rigtige holdning.

Landbruget holder Holland som gidsel, mener Johan Vollenbroek.

Og han er godt i gang med dét, han selv ser som en redningsmission.

Ingen har nogensinde stemt på Johan, men politisk har få skabt så kraftige rystelser i Holland, som han.

Store byggeprojekter er blevet skrinlagt, lufthavnsudvidelser droppet, og hastighedsgrænsen på motorvejen sat ned fra 130 til 100 kilometer i timen - på grund af ham.

Regeringen har fremlagt en plan, der kan lukke hver tredje gård i Holland - på grund af ham.

Det hele handler om kvælstof og en fire år gammel sag ved højesteret.

Johans miljøorganisation Mobilisation for the Environment (MOB), der tæller seks ansatte, lagde sag an mod den hollandske stat for ikke at overholde de miljødirektiver, som landet har forpligtet sig til hos EU.

Holland så igennem fingre med, at landets industrier udledte mere kvælstof, end det tilladte, så længe "de lovede at gøre det bedre i fremtiden.”

Men det ændrede sig i 2019.

MOB vandt retssagen, højesteretten afgjorde at Holland måtte halvere sin kvælstofudledning, og regeringen pegede på landbruget, som stod for 70 procent af udledningen

- Det eneste vi beder om, er, at de overholder loven. Er det for meget at forlange? spørger Johan Vollenbroek med sit drillende smil.

I virkeligheden er hans ambitionsniveau noget højere. Selv har han brugt ordet "revolution".

- Holland er klassens beskidte dreng. Vi er et af verdens mindste lande, men slagter 600 millioner dyr om året. 80 procent af kødet eksporterer vi, men al lorten og forureningen bliver her. Hvad kan vi gøre?

Han læner sig frem mod mig og kigger henover toppen af sine brilleglas.

- Vi kan stoppe. Stoppe nu. Re-organisere hele landbruget. Og derefter resten af EU’s landbrug.

Miljøforkæmperen - som et hollandsk medie har døbt "kvælstofridderen" - er selv vokset op på en gård. Hans mor og far havde det, man i dag ville kategorisere som et biodynamisk landbrug med køer, grise og kyllinger.

Hans forældre var en del af det landbrugs-boom, der har skabt Holland, som det ser ud i dag.

Det bunder i hungersnød. Under Anden Verdenskrig sultede 20.000 hollændere ihjel, så i årtierne efter krigen stimulerede skiftende regeringer landbruget. Sult skulle aldrig ske igen.

Så familien Vollenbroek tjente godt i nogle år, men faren brød sig ikke om den industrielle udvikling. Og sønnen så ting på nabogårdene, som han aldrig skulle glemme.

Landmænd med gule farver på både tøj og hud fra pesticidspray, som de havde brugt til dræbe mus i afgrøderne.

Gigantiske stalde med hundredvis af dyr.

I Johans øjne var det ren galskab.

Han flyttede hjemmefra, da han var 15, studerede til kemiker, tjente i Hollands hær og deltog på frivillige jurakurser.

Hans far endte med at sælge gården, men Hollands landbrug buldrede videre efter tre principper:

Større, vildere, hurtigere.

I dag er landet uofficielle verdensmestre i at udnytte sine landbrugsidealer.

Polen, som er otte gange større, dyrker ikke så meget, som hollænderne gør.

Brasilien er 200 gange større, men tjener mindre på landbrugseksport, end Holland gør.

Du har måske også selv lagt mærke til det? Når du griber ud efter grøntsagsposer eller kødpakker i supermarkedet, står der "Holland" på meget af det.

Det flade land - der er kendt for tulipaner, træsko og gamle møller - har klemt 17 millioner mennesker, 11 millioner grise og fire millioner køer ind på et areal, der er mindre end Danmarks.

Men det er kommet med en pris.

85 procent af Hollands biodiversitet er blevet tabt i løbet af de seneste 100 år.

- Fugle protesterer ikke. De forsvinder bare. Vi æder vores økosystemer op, og det er ikke længere en mulighed at gøre intet, lyder det fra Johan Vollenbroek.

Den 74-årige mand påstår, at han repræsenterer fuglene.

Han har svært ved at sidde stille. Trommer på bordet med fingerspidserne, sætter sig på hænderne.

- De stakkels landmænd, siger han med overdreven medlidenhed i stemmen.

- Jeg kæmper ikke imod dem. Jeg ønsker ikke, de skal dreje nøglen. Men de skal omstille sig, og det kan de sagtens. Landmænd er ikke børn. De er entreprenører.

Noget ved hans blik er triumferende. Johan er vant til at få ret. Hans organisation, MBO, har hundredvis af sagsanlæg i gang i øjeblikket, og han siger de vinder 95 procent af dem.

Den kemikeruddannede hollænder lærte at holde af funktionelle love, da han arbejdede med miljøbeskyttelse i lande som Ungarn, Polen og Litauen i årene efter murens fald.

Da han kom tilbage til Holland begyndte han at lægge sager an mod store virksomheder. Mimikken går fra triumferende til hoverende, da han genfortæller sit eget "stolteste øjeblik".

- Jeg førte sag an mod Shell og nogle andre olieselskaber. Til mødet spurgte de: “Hvor er dit team, hr. Vollenbroek?” Dengang var det bare mig. De var 25 juridiske eksperter.

Han trækker lidt på skulderen.

- Jeg vandt, siger han så.

Det samme har han gjort i hele sagen om Hollands kvælstofsudledning. Spørgsmålet er bare, om han også har sejret ad helvede til.

Godt nok har Johan tvunget den hollandske regering til at gå fra tomme løfter til konkrete handlinger. Men han har også smidt en tændstik på en knastør halmbunke af frustrationer fra landet.

Siden MOB vandt retssagen i 2019 har Holland på mange måder været lammet. Boligbyggerier er blevet sat på pause, investeringer er blevet vanskelige, og tusindvis af landmænd har set deres forretninger blive ulovliggjort.

Det har resulteret i en folkelig opstand, og det ikke kun "kvælstofs-ridderen" i Nijmegen, som vrede landmænd i traktor-konvojer har opsøgt.

Miljøministerens hjem er blevet druknet i gødning, der har været fakler og høtyve, brændende hø, blokerede lufthavne og politiskud mod en 16-årig dreng.

Ved regionsvalget i marts blev protestpartiet BBB - Bonde-Borger-Bevægelsen - størst i alle 12 provinser.

Har Johan skudt den grønne omstilling i foden ved at presse den for hurtigt igennem?

Fra ham selv lyder svaret, ikke så overraskende, “nej”.

- Mange landmænd lever stadigvæk i en fantasiverden i fortiden, og BBB gør alt for at please dem, siger Johan og fortsætter affejende:

- Deres popularitet er allerede dalende.

Men BBB er mere end landmænd. De fik 1,5 millioner stemmer ved regionsvalget i foråret, og der er cirka 50.000 landbrug i Holland.

Johan smiler til mig, som var han en censor til en eksamen.

- Detektiven Emil, siger han og giver mig ret.

Han mener, at populariteten bunder i et romantisk narrativ om landbrugsidyllen. En fortælling, som ifølge ham er pivfalskt.

Han nævner programmer som "Landmænd søger kærlighed" som en del af problemet. Spørger retorisk, hvor mange svin i Holland der mon lever et lykkeligt liv.

Johan er bevidst om, at Hollands bondeoprør er endt med at handle om meget mere end kvælstofregulering. Det har udviklet sig til en kamp mellem land og by, folk og elite, nation og EU.

- Og på mange områder er jeg også enig med BBB. Bare ikke når det kommer til landbruget. Landmændene er nødt til at ændre sig. Om vi så skal tvinge dem med lov.

Ifølge Vollenbroek behøver landmænd i både Holland, Danmark og alle mulige andre steder blot at læse Darwins evolutionsteori for at forstå deres fremtid. Det kræver bare en lille omskrivning.

- Det er ikke den stærkeste, som overlever. Det gør den mest omstillingsparate.

Det danske arbejdsmarked er braget derudaf de seneste år.

Næsten tre millioner lønmodtagere er i arbejde, men erhvervslivet skriger på arbejdskraft, fordi de brænder inde med flere arbejdspladser, end de kan besætte.

Men fremgangen i beskæftigelsen dækker over en geografisk skæv udvikling.

Det fortæller en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Næsten 82 procent af alle nye job skabt mellem 2. kvartal 2008 og 2. kvartal 2023 ligger i enten København By, Københavns Omegn eller Østjylland.

Til sammenligning er antallet af job i Bornholm og Vestjylland blevet mindre i samme periode.

Væksten har geografisk været skævt fordelt, mener Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Når jobbene koncentreres mere og mere betyder det, at det bliver sværere for mange at få et job i deres geografiske nærhed. Nogle har mulighed for at pendle efter jobbene, mens andre føler, at de er nødt til at flytte efter jobbene. Det kan igen gå hårdt ud over lokalsamfund i mindre befolkede områder, siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Ulrik Beck, der er cheføkonom i tænketanken Kraka, er der risiko for, at landet deles i et A- og et B-hold, hvis udviklingen fortsætter.

- Taberne er de mennesker, som bliver "efterladt" på landet og mærker konsekvenserne. Mere konkret i forhold til, om brugsen holder åbent, hvor langt der er til lægen, men også den økonomiske situation, siger han til Finans.

Nu kommer blomsterne tættere på danskerne.

Plantecenterkæden Billigblomst rykker nu ind i 30-40 danske byer.

Det skriver Jyllands-Posten.

Billigblomst startede med en butik på Viborgvej i Aarhus i 2011, og det tog hurtigt fart med en omsætning på 30 millioner kroner det første år. Siden er omsætningen vokset til over 100 millioner kroner kun i den ene butik.

Der er i dag 10 Billigblomst-butikker fordelt rundt i Danmark, og den første af de nye butikker er allerede på vej. Den åbner i Kampmannsgade i København.

Kæden åbnede tre centre i 2022 og åbnede et tidligere i år i Holbæk. Næste år er der planlagt yderligere et center, som skal ligge i Fredericia.

Ifølge Brien Reenberg har Billigblomst et koncept, der let kan konkurrere med byernes eksisterende blomsterbutikker.

- Mange byboere oplever, at det er blevet meget dyrt at købe blomster, og det har de ret i. Jeg var forleden inde i et center med en københavnsk blomsterkæde. De tager 120 kr. for to bundter blomster, som vi tager 25 kr. for pr. bundt – og det er nøjagtig den samme vare. Vi vil sælge til de samme priser i vores citybutikker, siger Brian Reenberg til Jyllands-Posten.

Dermed kan ekspansionen ende med at ændre landskabet for blomsterindløb i Danmark, mener Brian Reenberg, der regner med at komme op på 30-40 butikker i byerne - dog med et mindre vareudvalg, end der er i de større plantecentre.

- Det giver også sig selv, fordi det skal være bybutikker med et mindre vareudvalg. Folk i byerne køber heller ikke store haveplanter, siger han til Jyllands-Posten.

Omsætningen sidste år lå på 526 mio. kr., og stifter Brian Reenberg forventer, at 2023 lander på ca. 670 mio. kr.

På adressen Rue Drouot nummer 9 i Paris’ niende arrondissement har et stort og mondænt auktionshus til huse, Hôtel Drouot hedder det. Skulle du være på de kanter fredag, og har du godt med grunker i portemonnæen og i løvrigt har lyst til et dinosaur-skelet derhjemme i haven eller ved indkørslen – er det med at lægge vejen forbi og byde ind til auktionarius.

Her sælges skelettet af et voksent eksemplar af en Camptosaurus til en pris, der forlods ventes at kunne nå op i omegnen af 1,2 millioner euro, rundt regnet ni millioner danske kroner.

Ifølge Frankfurter Allgemeine er det niende gang, Hôtel Drouot giver rige mennesker mulighed for at supplere indkøbene af hundedyre smykker, kunstværker og antikviteter med en fortidsøgle.

De tidligere solgte dinosauere hos Hôtel Drouot har været større og dyrere – helt op til 6,6 millioner euro, næsten 50 millioner danske kroner.

Den, der ender med at gøre det usædvanlige køb, behøver ikke bryde sin hjerne med at finde på et navn til krabaten. Det har det i forvejen: Barry.

Det skyldes at den pågældende dinosaur blev fundet i 1990 i Morrison-stenformationen i den amerikanske stat Wyoming af palæontologen Barry James – og derefter fik hans fornavn.

Barry er ikke det første dinosaur-fund i Morrison-formationen. Tværtimod er det et de områder i verden, der er rigest på dinosaurfossiler.

Camptosaurus-arten levede for omkring 150 år siden og vurderes til at være en hurtig dinosaur, der kunne spæne afsted med op til 25 kilometer i timen, forklarer dinosaur-ekspert Iacopo Briano ifølge Frankfurter Allgemeine.

Barry er allerede blevet handlet to gange, siden fundet i 1990. Den første ejer var en kvinde, kun kendt som ”C.N.” Hun købte angiveligt skelettet som pyntegenstand i sit hus i Colorado. Her stod det i 20 år, indtil det blev solgt til det italienske firma Zoic, der producerer specialværktøj til museer, universiteter og andre institutioner, der beskæftiger sig med studier og bevarende behandling af fossiler.

I et samarbejder mellem Zoic og universitetet i Bologna Barrys blevet dissekeret, renset og rekonstrueret efter videnskabelige standarder.

Det er resultatet af det arbejde, som Hôtel Drouot har under hammeren fredag: Et fem meter langt og to meter højt eksemplar, med 80 procent af de originale knogler bevaret og 90 procent af kraniet særdeles velbevaret.

- Barry er af enestående kvalitet og herkomst og er en af de mest komplette dinosaurer, der nogensinde er solgt på auktion, lyder det i auktionshusets egen beskrivelse

Alexandre Giquelo, der driver auktionen, har tidligere sagt, at dinosaur-skeletter er blevet et statussymbol for de superrige, og at priserne på dinosaurfossiler derfor er eksploderet de seneneste år.

Det billede bekræftes af andre auktionshuse, hvor dinosaurer sælges som kunstværker og skulpturer. Auktionshuset Christie's i New York kalder således dinosaurer for "det 20. århundredes kunst."

Det er netop Christie's, der har solgt det hidtil dyreste dinosaur-fossil hidtil, Tyrannosaurus Rex’en Stan, der blev udgravet i 1992 ved Buffalo i South Dakota.

Skelettet, dr vurderes til at være omkring 67 millioner år gammelt, blev i 2020 solgt for 31,8 millioner US-dollars, cirka 225 millioner kroner, til Abu Dhabis nye kulturhistoriske museum, der er planlagte til at åbne i 2025.