Dette interview handler ikke om Det Konservative Folkepartis elendige valgresultat og Søren Pape Poulsens forliste statsministerdrøm.

Det handler heller ikke om tvisten mellem Søren Pape Poulsen og partiets vragede medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss.

Det handler heller ikke om Søren Pape Poulsens seneste række af interviews, hvor han fortæller om en "verden, der står i brand", og at han havde "et sort hul" inde i sig selv under valgkampen.

Dette interview handler om Søren Pape Poulsens plan for at genrejse Det Konservative Folkeparti.

Et parti, der har en mere end 100 år lang historie, og som med Søren Pape Poulsens egne ord "blev fanget i at tænke strategisk" under den seneste valgkamp og manglede partiets rødder.

- Man tog sig selv i at sidde og tænke hele tiden: Hvordan lukker vi flanker? Hvad skal vi melde ud? Alt bliver tænkt som en stor strategi, og det er ikke, fordi en strategi er dårlig i sig selv, men hvis det ikke er grundfæstet i nogle rødder, virker det ikke. Det er ikke altafgørende, om vi på en bestemt dato har afskaffet topskatten, hvis hver ottende ældre er svært ensomme, siger Søren Pape Poulsen.

Mens Søren Pape Poulsen siden valget på diverse rundture i medierne har brugt mest tid på at forklare, hvorfor han stadig er den rigtige til at stå i spidsen for partiet, hvorfor han ikke er bekymret over, at tidligere konservative koryfæer melder sig ud, og hvorfor partiet hverken er en del af finanslovsaftalen for 2023 eller kan støtte regeringens indgreb over for koranafbrændinger i det offentlige rum, har Søren Pape Poulsen og resten af partiledelsen skrevet på dét, de selv kalder en ny fortælling.

Partiets fortælling er blevet layoutet og pakket ind i en konservativ-grøn forside og bagside. Det er den, som skal føre Konservative fremad ved at bringe partiet tilbage til rødderne.

Det er også den, som konservative politikere skal have i baghovedet, hver eneste gang der bliver lavet et politisk udspil, forhandlet med regeringen, eller en journalist ringer for at få et citat.

"Stærke rødder i en omskiftelig tid" kalder Pape og resten af den konservative partitop deres fortælling, som de har arbejdet på i flere måneder.

Og den er nu klar til at blive præsenteret i Herning i denne weekend, når formanden taler til 850 tilmeldte medlemmer ved partiets landsråd.

- Hele den situation, vi har stået i, har selvfølgelig gjort, at vi har tænkt på, hvad det egentlig er, vi skal tale politik ud fra, siger Søren Pape Poulsen.

- Jeg tror, at valgkampen har været med til at give et indtryk af, at vi er blevet et parti, som kan tale utrolig meget om økonomisk politik. Og økonomisk politik er super vigtigt, men vi skal bare huske at fortælle, hvorfor vi gør det, vi gør, og hvad der egentlig er værdien af det, siger han.

Manglede du det i valgkampen?

- Ja, det synes jeg, jeg gjorde på den måde at forstå, at mine grundværdier ikke har forandret sig, men der er hele tiden brug for nye svar og nye løsninger i den tid, vi lever i, og om 20 år er det selvfølgelig nogle andre svar, vi skal komme med, siger Pape.

Selvom de fleste har det godt i rige og trygge Danmark, er den danske befolkning under pres fra stress, mistrivsel, ensomhed, klimakrise og krig, indleder Konservative den nye fortælling.

Partiets svar på de udfordringer kan i høj grad forenes under ét ord. Fællesskab.

Allerede ved Folkemødet i juni tog Søren Pape Poulsen hul på den nye fortælling, da han på talerstolen i Allinge talte om forpligtende fællesskaber.

- Vi synes faktisk, at i den tid, vi lever i, finder vi rigtig mange af svarene i fællesskabet, siger Søren Pape Poulsen.

- Vi kommer til at tale meget mere om fællesskaber. Om vigtigheden af fællesskaber og dets betydning for, at vi har et godt samfund. Men det, der i vores optik er forudsætningen for det, er, at du også har nogle stærke individer til at udgøre det fællesskab, siger Søren Pape Poulsen.

Konservative skriver om fællesskabet i civilsamfundet og i foreningslivet, hvor frivillige lektiehjælpere, besøgsvenner og håndboldtrænere udfører en vigtig opgave.

Men vigtigst for Det Konservative Folkeparti er familien, som partiet kalder ”kernen” i samfundet.

Derfor har Konservative i starten af september præsenteret et familieudspil med forslag om, at alle kommuner skal give tilskud til forældre, der ønsker at hjemmepasse deres barn i minimum 12 uger.

Partiet vil også bruge 30 millioner kroner på den kommende finanslov til rådgivning af forældre for at undgå skilsmisser.

Og så er der generationskontrakten, som Søren Pape Poulsen selv fremhæver som særlig vigtig, og som handler om pligten til at passe på miljøet, på økonomien og familien, så Danmark kan gå godt videre til den næste generation.

Eller som den tidligere konservative leder Bendt Bendtsen flere gange formulerede det: "Regningen skal ikke ende i børneværelset".

- Der har været nogen før os, og der kommer nogen efter os, og nu er vi her. Og vi har ikke bare et ansvar for at passe godt på det, vi har fået, vi har også et ansvar for at give det rigtige videre, siger Søren Pape Poulsen.

- Og det gælder jo både, når vi taler om vores natur, vores klima, vores økonomi, vores familieværdier, siger han og kommer med et konkret eksempel:

- Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at hvis en mormor en dag eller to om ugen har hjulpet med at hente børnebørnene, at det så er dem, når de er voksne, som starter bilen og kører med deres mormor, fordi det er det, hun har brug for nu. Det er jo generationskontrakten i fuldt flor, som vi elsker det, siger han.

I fortællingen har De Konservative dedikeret et afsnit til en af de helst klassiske konservative værdier fædrelandet Danmark.

Det er julegudstjenester i folkekirken, fodboldlandsholdet, Dannebrog og fejring af majestæten på slotspladsen foran Amalienborg.

Det er også respekten for autoriteter og myndigheder. Når politibetjenten giver en fartbøde, skal bilisten acceptere det, skoleeleven skal lytte til læreren, og der skal være respekt for forældrerollen.

Og så skal Danmark have et stærkt forsvar, der kan indgå i forsvaret af andre, allierede lande, så de også vil være med til at sikre trygheden i den lille nationalstat, som Danmark er, pointerer partiet.

Det sidste betyder blandt andet, at Konservative i forbindelse med de kommende forhandlinger om forsvarsforliget vil foreslå at øge reservestyrken til minimum 50.000 personer bestående af tidligere værnepligtige, reserveofficerer samt befalingsmænd.

Mens der er lange afsnit om Gud, konge og fædreland, er der ikke levnet mange linjer til klima og miljø, selvom partiet i indledningen starter med at konstatere, at klimaet er i krise.

Men klima og miljø ligger i den for Konservative så vigtige generationskontrakt, pointerer Søren Pape Poulsen.

Det kommer resten af Folketinget konkret til at se, når partierne til efteråret skal forhandle om en CO2-afgift på landbruget.

- Man kan ikke tale om ansvaret for vores kommende generationer og så reducere en CO2-afgift til en køledisk. Så er man simpelthen misforstået, hvor vigtigt det er, siger Søren Pape Poulsen.

- Antallet af linjer, man får her i fortællingen, siger ikke noget om vigtighed, understreger Pape, der i talen til landsrådet vil lancere et nyt konkret klima- og naturforslag.

Det samme kommer til at gøre sig gældende, når regeringen tager hul på forhandlingerne om en skattereform, hvor der er afsat minimum fem milliarder kroner til skattelettelser frem mod 2030.

Når Konservative går til de forhandlinger, skal den nye fortælling være udgangspunktet.

- Uanset hvordan vi letter skatten, skal vi huske på, hvorfor vi letter skatten. Vi skal ikke lette skatten af hensyn til arbejdsudbuddet, men af hensyn til frihed for danske familier, så den enkelte familie får lidt mere luft til at være sammen og gøre noget selv, siger Søren Pape Poulsen.

Selv om Konservative i dagene op til landsrådet er kommet med flere politiske forslag og udspil - og der også kommer flere på selve landsrådet - siger Søren Pape Poulsen alligevel, at han er kommet til den erkendelse, at partiet skal frigøre sig fra ”dag-til-dag politik-politik”, som han kalder det.

Altså politiske udspil og forslag.

- Det skal vi selvfølgelig stadig komme med, men vi skal hele tiden lige spørge os selv: Hvorfor er det, vi gør det? Hvad er det egentlig, vi vil løse i samfundet?, siger Søren Pape Poulsen.

- Jeg mener, at det at være konservativ ikke bare er politik-politik, det er også en livsholdning, det er en måde at være på. Det ville nogen sikkert anfægte, men det mener jeg faktisk, siger Søren Pape Poulsen.

- Det er ikke en konservativ, der snyder foran i køen, når den næste kasse i Netto åbner, fordi køen er lang. Det burde det ikke være. Det kan godt ske, at det er det, for vi er jo ikke fuldkommen perfekte.

Du har aldrig lige gået uden om køen, når den næste kasse åbner?

- Jo, så er jeg også gået derover, men hvis nogle er på vej derover, har jeg øje for, hvem der har stået foran mig i køen. Det er jo en lille ting, men det er mere en holdning til, hvordan vi er. Og så skal jeg ikke være mere frelst eller hellig end alle andre.

De Konservative blev i sidste valgperiode alt for optaget af strategi og af at "lukke flanker" til andre partier. Det er Søren Pape Poulsen og resten af partiet kommet frem til i deres evaluering.

Et af partiets store slagnumre under valgkampen er et godt eksempel på det.

Her fremlagde Søren Pape Poulsen en stor økonomisk 2030-plan, der også indeholdt en afskaffelse af topskatten.

Det var en strategisk plan for at lukke en flanke til Liberal Alliance, har Pape senere forklaret i flere interviews.

Han vil nu bestræbe sig på, at det ikke er det, der fylder.

- Det, tror jeg, kan ske for mange partier, at man bliver fanget i altid at tænke, hvad man gør strategisk. Jeg håber, at det her (fortællingen, red.) kan være en frigørelsesproces. Ikke befrielsens øjeblik, men en frigørelsesproces fra, hvad alle andre tænker og i stedet komme nærmere det konservative svar. Jeg tror, at det har en stor betydning for den politik, vi fører, hvis det er sådan, vi tænker, siger han.

- Så jeg kommer ikke til at prøve at sælge det her som, at nu har vi sandelig fået et helt nyt parti og en helt ny politik. Men måske har vi lige mindet os selv om, hvad er det egentlig er for nogle meget dybe rødder, vi har som et parti, der er mere end 100 år gammelt.

- Jeg er jo ikke konservativ, fordi jeg gerne vil tælle arbejdsudbud. Det er jeg virkelig ikke. Jeg er jo konservativ, fordi der er noget i et samfund, der betyder noget for mig.

Der var for meget strategi i 2022. Er en fortælling ikke også strategi?

- Jo, man kan sige, at alt er jo strategi, men den er først noget værd, når man efterlever det. Og kan vi efterleve det her alle steder i vores parti, så tror jeg også på, at vi kan fortælle danskerne lidt bedre, hvad det egentlig er at være konservativ.

- Det, der står her, synes jeg er en klassisk konservativ fortælling, og det er det centrumhøjre parti, vi skal være. Vi skal være et centrumhøjre parti, der går efter regeringsmagt, men gør det på nogle grundlæggende værdier.

Fra en opbakning på næsten 15 procent før valgkampen endte De Konservative med en tilbagegang og et valgresultat på 5,5 procent. Der har partiet ligget siden - sådan cirka.

Men det er ikke en større vælgeropbakning, der er formålet med fortællingen her og nu, siger Søren Pape Poulsen.

Selv har han ikke sat sig en deadline for, hvornår det skal begynde at vende for partiet i målingerne.

- Nej, jeg har ikke. Det kan godt være der er en masse mennesker, der har sat nogle deadlines. Jeg har ikke sat en deadline, fordi det kan vi ikke forcere, tror jeg. Hvis vi laver det her for at stige i målinger, så har vi lavet noget forkert arbejde, mener han.

- For så skulle vi nok kunne finde tre meget populistiske forslag, som vi kunne leve lidt af et stykke tid. Jeg tror på, at det, der brug for nu, er en helt grundlæggende fortælling om, hvad det vil sige at være konservativ. Hvorfor fællesskabet er så vigtigt, og hvad det kræver, siger han.

- Det tror jeg faktisk, der er mange danskere, der abonnerer på. Kunsten er, om vi så er dygtige nok til at få det til at ske i et politisk kaos af 12 partier. Men jeg er ikke i tvivl om, at det her er det rigtige. Det føles jo godt - altså på mig.

Pristjek: Reaktionen kommet helt spontant:

- Det er jeg utroligt glad for at høre. Fedt at få den anerkendelse.

Ordene kommer fra Khalil J. Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl-kæden, der torsdag blev kåret til vinder af Avisen Danmarks pristest af 12 helt almindelige dagligvarer.

Testen blev foretaget i otte forskellige butikskæder, og resultatet blev, at priserne er utroligt ens på tværs af kæderne. Syv ud af 12 varer koster nøjagtigt det samme.

Prisforskellen fra den billigste butik, Lidl, til den dyreste, Føtex, var blot 11,50 kroner på en indkøbskurv med varer for over 300 kroner.

Alligevel tøver den tyske discountkæmpe, Lidl, ikke med at fejre sejren.

- Vores primære projekt i år har været at få priserne ned igen (efter prisstigninger sidste år, red.). Det startede vi med tilbage i marts, og vi har løbende sat priserne ned, senest med en kampagne i august med 150 hverdagsprodukter, siger Khalil J. Taleb.

De ens priser mere end antyder, at kæderne holder øje med hinanden. At et prisfald i én butik hurtigt udløser et tilsvarende prisfald hos konkurrenterne.

Det bekræfter Lidl-direktøren.

- Vi er konstant rundt og sikre, at vi har de bedste priser. Det kan vi kun gøre på én måde, nemlig ved almindeligt benarbejde.

Hvordan gør I egentlig? Sender folk ud i konkurrenternes butikker og skriver priser ned?

- Ja, det er så lavpraktisk, som det overhovedet kan være. Men det er vigtigt for os. Ud over at være indkøbere er vi også produktudviklere, så vi skal hele tiden se, hvad der sker ude i markedet. Det kan du ikke gøre, hvis du bare sidder bagved en skærm, siger Khalil J. Taleb.

Samtidig understreger han, at man ikke kan lykkes som dagligvarebutik alene ved at have de laveste priser.

- Det er jo også en forretning, siger han med henvisning til, at han som indkøber skal skaffe tilsvarende lave indkøbspriser, medmindre kæden skal tabe penge.

- Igennem det seneste år er vi blevet mødt med ufatteligt mange prisstigninger. Nu vender det, og nu er det os, der banker på døren (hos leverandørerne, red.) for at få priserne ned, så vi kan give det videre til kunderne, siger Khalil J. Taleb.

Avisen Danmarks pristest omfatter både mærkevarer - for eksempel bacon fra Tulip - og basisvarer som en pose ris. Det er blevet bemærket ude i butikskæderne, der fik adgang til at kommentere deres egne priser, inden testen blev offentliggjort torsdag morgen.

- Jeg lagde mærke til, at i denne her test er det en varieret indkøbskurv. Der har ikke kun været fokus på den billigste vare, men også særlige mærkevarer. Den kombination ser man ikke så tit, så det skal I have anerkendelse for, siger Khalil J. Taleb.

Samtidig er der kun medtaget normalpriser på varerne, selvom den snusfornuftige forbruger ofte kan finde flere af varerne på tilbud.

Sælger I overhovedet Kærgården til 24,95 kroner, eller hamstrer folk, når det er på tilbud?

- Det gør vi! Det kan være svært at tro på. Men varer på tilbud er ikke den største andel af vores salg, siger Khalil J. Taleb.

Tilbuddene vækker selvfølgelig opsigt, fordi de annonceres i aviser, tilbudsaviser og tv-reklamer. Men de fleste af de varer, der ender i indkøbskurven, vil som regel blive solgt til fuld pris, og derfor er det den rigtige pris at udsætte for en test.

- Når du har flere tusinde varenumre, så er der grænser for, hvor mange gange de enkelte produkter kommer på tilbud. Men du kan godt finde en vare tre, fire, fem eller seks gange om året til tilbudspris, men resten af året betaler du en hverdagspris, siger Khalil J. Taleb.

Lidl har været i Danmark siden 2005 og har åbnet over 140 butikker på tværs af landet. Den tyske kæde er til stede i 31 lande og har over 375.000 ansatte.

Derfor kender viceindkøbsdirektøren også udmærket forskellene på at drive butikker i Danmark og i udlandet.

Én vigtig forskel er, at normalpriserne opleves som høje i Danmark. Til gengæld får den fuld skrue, når en vare er på tilbud.

Selvom en pakke Kærgården normalt koster 24,95 kroner, vil man ofte finde den på tilbud i én eller flere kæder for blot 10 eller 12 kroner.

- Hvis det var i udlandet, ville normalprisen måske være 20 kroner, men kampagneprisen ville være 17-18 kroner. Det er anderledes i Danmark. Man har nogle høje hverdagspriser, men til gengæld nogle aggressive kampagnepriser, siger Khalil J. Taleb.

Sønderborg: Han har selv skabt sig varemærket "Mr. Danfoss" - og ikke uden grund. Han blev for 75 år siden født ind i det, der dengang endnu var i sin vorden i forhold til i dag.

Fra 1996 til 2008 var Jørgen Mads Clausen administrerende direktør for Danfoss og fra 2009 til 2022 bestyrelsesformand for den nu globale og stadig familieejede industrikoncern med nu over 42.000 ansatte og en omsætning på godt 77 mia. kroner.

I foråret sidste år forlod han den tunge bestyrelsespost for - som han selv beskrev det - at rejse rundt og klippe snore. Men der ligger nu en hel del mere i det for den nu 75-årige fødselar og stadig teknisk nysgerrige Jørgen.

- Jeg nyder at gå rundt og snakke med ansatte og rejser en del rundt sammen med bestyrelsen til vores fabrikker i verden. Snart skal vi til Sverige, hvor Danfoss runder 50 år. Med så mange ansatte og så mange forskellige kulturer er det vigtigt, at vi viser og får fortalt, at vi er en familieejet virksomhed med traditioner, forklarer Jørgen M. Clausen og fortsætter:

- For eksempel var min kone Anette og jeg på et tidspunkt i USA og besøgte en virksomhed med cirka 250 ansatte, som vi havde overtaget. De havde aldrig hilst på hverken direktøren eller vicedirektøren. Men her mærkede de, hvordan vi interesserede os for dem. Det skaber den samhørighed - en familie, de skal være stolte af at være en del af, understreger Jørgen M. Clausen.

- Mange er jo langt fra vores danske kultur og holdninger, men derfor kan vi godt finde sammen. Jeg oplever, at de er nysgerrige på Danfoss. Hvordan vi er opstået ud af et lille bysamfund og måske flygtigt kender til et lille land fuld af lykke. Så spørger nogle, hvordan bliver vi lige så lykkelige som jer? Det er jo straks lidt sværere at svare på, men det handler også om vores demokrati og trygge samfund.

Når snakken falder på barndommen, mindes Jørgen M. Clausen sin far og hans store interesse for mekanik og elektronik.

- Jeg var kun 17 år, da min far døde. Men han har efterladt et stort indtryk. Da Sputnik blev sendt i kredsløb i 1957 (russisk satellit red.), stillede vi op ved vinduet for at se, om vi på et tidspunkt kunne få øje på den. Han var min mentor og store ikon.

Det er da også nysgerrigheden til teknik, der livet i gennem har været en stor del af Jørgen M. Clausens drivkraft.

- Jeg husker, hvordan jeg fik et vækkeur, hvor glasset var gået i stykker. Det skilte jeg ad for at finde ud af, hvad der skabte tiden. Hvad skete der mellem tik og tak. Der var jo masser af tandhjul, men den spændte fjeder var svaret, forklarer han ledsaget af et grin.

- Det gav mig en wow-oplevelse, og det er dét, vi skal have de unge til at få, hvis de skal interessere sig for naturvidenskab og teknologi, tilføjer Jørgen M. Clausen som i en periode også ledede forskningen på Danfoss.

Den tilgang lå også bag grundlæggelsen af oplevelsesparken Universe på Nordals i 2005. Nu snart 20 år efter er det blevet en succes og mere venter formentlig med et kommende stort ferieresort, som er under opførelse tæt ved.

Siden er det da også langt mere komplicerede ting end et mekanisk vækkeur han og Danfoss beskæftiger sig med. Også ting et pænt stykke fra de radiator-termostater, som de fleste kender Danfoss-navnet fra og var med til at føre forretningen frem. I dag udgør de imidlertid kun omkring et par procent af omsætningen.

- På et tidspunkt skulle jeg formulere en vision for Danfoss. Her kiggede jeg meget i retning af et andet af mine forbilleder, Jack Welch.

Han var tidligere leder af den store amerikanske elektronikkoncern Generel Electric med over 300.000 ansatte.

- Målet var at blive bedst eller næstbedst til alt, hvad vi laver. Det sagde jeg til bestyrelsen, og på omkring ti år har det i den grad flyttet Danfoss, siger Jørgen M. Clausen og peger særligt på teknologi til elektrificeringen i forbindelse med den grønne omstilling. Men også hydraulik, som han tilbage i 90'erne selv var direktør for, udgør i dag halvdelen af koncernens årsomsætning.

- Selvfølgelig kan man ikke have succes med alt, man som iværksætter kaster sig ud i. Jeg husker min far forsøgte sig med at lave strygejern. Det var der så andre, der var bedre til. Men man skal turde springe ud i ting og tage risici. Det er det DNA, jeg har fået med mig, siger han.

Selv havde han ikke kunnet forestille sig den enorme rejse mod vækst, som Danfoss har gennemgået siden han selv sad med roret som direktør og efterfølgende for bordenden i bestyrelseslokalet.

- Jeg er særlig stolt af vores rolle i den grønne omstilling. Vi gør det for fuld musik, for det er teknologien, der langt hen ad vejen skal flytte noget - ikke at vi spiser en bøf eller to færre.

Hvad havde du mon lavet i dag, hvis ikke du havde været for Danfoss?

- Hmmm - det ved jeg snart ikke. Sikkert noget med teknik, men nogle gange tror man, at det går en bestemt vej, og så bliver det noget helt andet.

Skal du snart geare lidt ned?

- Jeg er da stadig yngre end den amerikanske præsident, der vil stille op igen, så det tænker jeg ikke, slutter han med et grin.

Den halvrunde fødselsdag markeres officielt mandag 25. september med en reception for indbudte på Alsik Hotel. Et luksushotel, som familiefonden - Bitten & Mads Clausen Fond - ejer, og samtidig er det markante bevis på strategien om at investere lokalt ud fra mantraet, at hvad der styrker området styrker også Danfoss.

Regnedrenge og -piger i den danske dagligvarebranche blev sendt på overarbejde, da Avisen Danmark for første gang gennemførte en pristest på tværs af otte velkendte butikskæder.

Resultatet blev sendt forbi butikkerne, inden det blev offentliggjort i torsdags. Så kunne de kommentere deres egne tal og udrydde mulige fejl. Selvom vi kun taler om 12 varer fra hver butik, udløser det et kæmpearbejde både for kæderne og for redaktionen, som bagefter skal pløje sig igennem alle regnearkene og gode eller mindre gode argumenter for, at en pris er sat for højt.

For kæderne er der meget på spil, fordi der kun er én vinder af en pristest. Og lave priser er det, alle fokuserer på efter en pinefuld periode med prisstigninger på vores hverdagsprodukter.

Tilbage er resultatet, der viste forbløffende ens priser. Syv ud af 12 testede varer, der kan indgå i de fleste danskeres hverdagsindkøb, koster nøjagtigt det samme. Vi har skrevet flere artikler om sagen, men her er alt, du bør vide, inden du skrider ud på weekendens indkøbstur.

1. Det er lige meget, hvor du handler

Priserne er ens. Næsten. Konkurrencen har gjort, at basisvarer koster nøjagtigt det samme, hvad enten du handler i en discountbutik med papkasser på gulvene eller i et moderne supermarked med delikatesseafdeling og egen slagter.

Det kræver dog, at man gør sig umage, hvis prisen er det vigtigste. Hvis du ender med en dyr indkøbskurv, er du sikkert blevet fristet af de finere produkter i sortimentet. Det er supermarkeder som Meny, Føtex, Bilka og Superbrugsens eksistensberettigelse, at de kan inspirere os til at købe de dyre varer.

2. Køb ind hos dem, der har varen på hylden

Vi kender det fra hverdagen, og det skete også under vores pristest: Helt basale varer var udsolgt i nogle butikker, mens andre havde fyldte hylder. Det er drønirriterende, hvis en vare er udsolgt. Hvordan kan Netto og Føtex i dagevis have udsolgt af olivenolie? Og hvad med vores indkøber, der måtte i flere 365discount-butikker for at finde en pakke bacon?

Hjælp dig selv: Gå udenom de butikker, der ikke kan finde ud af at bestille varer hjem.

3. Vær kritisk over for prismatch

Nærmest alle kæder mener selv, at de er billigst. De siger, at de matcher konkurrenternes laveste priser. Men som forbruger skal man være kritisk. Vores pristest viste, at Superbrugsen i Aarhus-forstaden Malling havde hævet prisen på oksefars, selvom store gule skilte lovede ”discountmatch”.

Vi kunne ikke gennemskue, om det var en enlig svale eller et generelt problem. Men spørger man en jurist, læner vi os op af et brud på markedsføringsloven. Mon ikke uddeleren i Malling har røde ører?

4. Husk x-faktoren

Flere læsere har gjort os opmærksomme på, at alt ikke handler om pris. Man kan også vælge at handle hos dem, der støtter den lokale idrætsklub med fodboldtrøjer, sender penge til hospitalsklovne eller prioriterer at sælge varer fra Ukraine.

Det hensyn bliver man ikke ruineret af - viser testen.

Lidl endte med at vinde pristesten og fejrede selvfølgelig sejren, selvom det skete med det mindst mulige forspring. Med et indkøb på over 320 kroner var den tyske kæde blot to kroner og 14 øre billigere end nummer to, Coops 365discount. Den dyreste kæde, Føtex, var kun 11,50 kroner dyrere end Lidl.

Da havde dagligvarekoncernen Salling Group også sendt billeder for at dokumentere, at den billigste olivenolie faktisk findes på hylderne i forskellige Netto- og Føtex-butikker rundt i landet.

Med en øvet hånd tegner han sine øjne op med sorte streger. Lægger han øjenbrynene i de rigtige folder og trækker mundvigene op til et bredt smil, får Rasmus Bjerg et både inviterende og diabolsk ansigtsudtryk. Sådan forbereder han sig aften efter aften - 60 gange i alt - til at gå på scenen i den danske opsætning af den verdenskendte musical ”Moulin Rouge”. Han spiller Harold Zidler, indehaveren af den dekadente natklub, hvor historien udspiller sig.

Rollen er ikke så ulig noget, vi har set Rasmus Bjerg i før. Anmelderne ser ligheder med Mr. Poxycat, tryllekunstneren fra Nikolai Lie Kaas’ sitcom. Selv sammenligner skuespilleren rollen med at være sprechstallmeister i Cirkus Summarum.

- På første prøvedag skulle jeg lige tage mig selv i ikke at sige: ”Velkommen til Cirkus Summarum!”, griner han.

Selv om rollen som manden, der styrer løjerne, ikke er fremmed, er genren ny. Det er første gang i sin professionelle karriere, at Rasmus Bjerg har sagt ja til at deltage i en musical.

- Da jeg var ung og lavede amatørteater, blev jeg altid rost for min stemme og min sang. Derfor besluttede jeg mig for at bevise, at jeg var lige så god til skuespillet og holdt mig fra musicals, fordi jeg har været bange for at blive sat i bås, siger den 47-årige skuespiller.

- Men sådan skal det ikke være mere. De næste 23 år af min af karriere, eller hvor længe jeg nu har været i gang, skal det være lysten, der driver værket.

Rasmus Bjerg voksede op lidt uden for Kolding i en kunsthåndværkerfamilie. Forældrene lavede keramik, de diskuterede tit, om de havde råd til at blive boende i huset, og de var i det hele taget anderledes. Det var der, Rasmus Bjerg første gang oplevede, at han skulle lave om på sig selv for at passe ind blandt de andre børn i skolen. Da han blev ansat på Det Kongelige Teater direkte efter teaterskolen i 2000, fortsatte han i samme stil.

- Jeg var et rigtigt antennebarn, der hele tiden mærkede, hvordan andre folk havde det, og navigerede efter det. Den trang til at passe ind blev født i min barndom, så den tog jeg med mig. Jeg ville sige det rigtige, gøre det rigtige, og gøre det på den rigtige måde. Det har jeg da heldigvis sluppet nu, og det har ikke gjort mig til et dumt svin, men til et mere ærligt menneske, siger skuespilleren, der som ung drømte om at blive den næste Poul Reumert.

Han læste biografier og studerede de gamle koryfæer fra den kongelige scene. Og begyndte at tale velartikuleret, tydeligt dansk, fordi det var sådan, en skuespiller talte, troede han.

- På Det Kongelige Teater var der et tydeligt hierarki. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var den nederste i fødekæden. Jeg var plankton, derefter kom de lidt større rovfisk som hundestejlerne, der arbejdede på ikke at blive spist af den største rovfisk: torsken i toppen. Man skulle så lære at navigere i det, og så en dag kunne man måske selv blive torsk. Jeg havde en meget pragmatisk tilgang til det, men var også ekstremt ydmyg. Ydmyghed er en god ting, hvis det handler om, at man lytter, men jeg var bange for at sige, hvad jeg mente, fortæller Rasmus Bjerg.

Men nu vil han ikke længere ”tækkes dem, der sidder i elfenbenstårnet,” som han formulerer det.

- Hvis de kan lide det, jeg laver, er det fint nok. Men jeg mener ikke, at der er et publikum, der er bedre end et andet, bare fordi de har mere indsigt og flere penge. Hvis det er at være folkelig, så er jeg nok det. Jeg kan i hvert fald bedre lide at tale med en helt almindelig fyr ved busstoppestedet end at tage til premierer, hvor man klapper hinanden på skuldrene for derefter at stikke hinanden med dolke i ryggen, siger han.

For andre er det en drøm om de røde løbere og at være en del af netop det gode selskab, der gør, at de bliver skuespillere. Men hvis det ikke var det, der trak, hvorfor søgte Rasmus Bjerg så ind i den verden?

- En psykolog ville sikkert sige, at det er, fordi jeg ville ses og høres. Det kan også være, det var udgangspunktet, men jeg syntes også bare, det var sjovt. Det var noget, jeg kunne. Og så er jeg taknemmelig for, at jeg ikke skal stå op hver morgen klokken otte og skrive på en computer. Det ville mit temperament og min rastløshed aldrig kunne forene sig med. Så jeg er privilegeret at lave noget, som jeg aldrig rigtig har betragtet som et arbejde, siger han.

- Jeg kan godt lide at stå foran publikum og trække vejret sammen med dem. Jeg er nok en gøglersjæl, og havde jeg levet for 500 år siden, havde jeg sikkert stået på torvet og jongleret.

På sin vis er det det, han har gjort, når han har turneret rundt mellem torve og havnefester i hele landet og optrådt med sit John Mogensen-show. Men som John Mogensen-filmen med Rasmus Bjerg i hovedrollen viste det, udelukker det folkelige ikke det kompromisløse og kunstneriske.

- Jeg har aldrig forstået det med, at folkelighed ikke er fint nok. Det er jo fint nok for mange mennesker. Men jeg synes også, det er sjovt at dykke helt ned i Dostojevskij, som jeg har spillet flere gange, hvor man kommer helt op på den store klinge over det at være menneske og får dyrket nogle af de muskler også. Jeg lever bedst i spændet mellem det, der svæver helt oppe i skyerne, og det, der er helt nede på jorden, siger han.

- I musicalen skal du kunne begge dele, men hvis du skulle vælge mellem sang og skuespil, hvad ville du helst?

- Så længe jeg står med noget, som jeg selv forstår …, siger han og afbryder sig selv.

- Tidligere har jeg været med i teaterforestillinger, som har været svære eller outrede, og jeg har da følt mig dum undervejs i prøverne, fordi der var ting, jeg ikke forstod og i stedet for bare spillede noget, der lignede. Men i dag har jeg fundet ud af, at der ikke er dumme spørgsmål. Det er en dejlig forløsning. Jeg har sat mig selv fri fra at tænke over, hvad folk tænker om mig. Jeg er den, jeg er. Det vigtigste er, at man ser de mennesker, der er foran en, at man trækker vejret sammen med et rigtigt menneske. Det er blevet min vej i det, og det er den måde, jeg elsker mit fag, siger han og uddyber:

- Hvis man har for stor ydmyghed over for teaterapparatet, forsvinder man som skuespiller. Men det er noget, man skal lære, man skal have nogle kilometer i benene. Jeg kan huske, at da jeg som ung kom ind på teatrene, tænkte jeg de første mange år: ”Hvornår finder de ud af, at jeg ikke er inviteret?”. Man skal opbygge sin selvtillid gennem at få erfaring og en bevidsthed om, at man godt må være der. Det er forskelligt, hvornår den bevidsthed indfinder sig. Og sørgeligt, hvis den aldrig gør.

- Mener du, der er en snobbethed i faget, som du har prøvet at leve op til?

- Det tror jeg helt sikkert, jeg har. Men nu har jeg opnået det, som min kunstneriske forfængelighed bød mig. Jeg har også været bange for at sige nej til ting, fordi jeg troede, at mængden af arbejde var lig med mængden af succes. Det er en hård branche, og for at komme det lidt i forkøbet skød jeg bare med spredehagl. Jeg var også nysgerrig og tilpas naiv, så i mange år sprang jeg på hvad som helst. For at gøre andre glade mistede jeg kernen i, hvorfor jeg havde valgt det her fag.

- Er du så blevet bedre til at sige ja til de rigtige ting?

- Ja, det synes jeg. For eksempel den her musical. For 10 år siden havde jeg nok haft lyst til at lave en musical som ”Moulin Rouge”, men jeg havde ikke turdet sige ja til det, hvis jeg blev sat i bås.

- Fordi musicals er folkelige?

- Musicals taler til alle. Så er der bare nogen, der føler, de er for fine til at overgive sig til genren, men hellere vil ind og se en opera. Men det er det samme, musicals og operaer gør: Det er enkle historier i fabelform og tilsat musik. Man skal ikke nødvendigvis bruge de små grå, men man kan overgive sig til flotte optrin, storladen musik og gode sange. Og i de her tider forstår jeg godt, hvis det er det, folk gerne vil. Det er som om, virkeligheden overgår fantasien for tiden.

- Og så er det godt at have et rum, man kan gå ind i som en pause fra verden?

- Ja, hvis jeg ikke selv stod på scenen, kunne jeg da godt finde på at gå ind til en musical og glemme. Vi skal kæmpe for kunsten - uanset om den er smal eller bred. Det er nok mere nødvendigt end nogensinde, for med inflation og corona er kunsten det første, der bliver ramt. Men vi bliver nødt til at prioritere den, for kulturen og kunsten er med til at gøre os til hele mennesker.