Han erkender, at han selv har været én af dem. En af dem, der har råbt. En af dem, der har skældt ud. En af dem, der ville have "vildere, højere og hurtigere". Dengang var Lars Aagaard (M) administrerende direktør i Dansk Energi - det, der nu hedder Green Power Denmark. Men Lars Aagaard er ikke længere grøn klimalobbyist. Han er klimaminister. Og efter otte måneder på det, der er den nye holdeplads for øretæver i dansk politik, har han fået et andet perspektiv på klimadebatten:

- Hvis man antyder, at noget er svært, eller hvis man antyder, at der er nogle balancer, vi skal sikre, så bliver man med det samme skudt i skoene, at det er, fordi man ikke vil nå målene. Derfor er det vigtigt for mig hele tiden at understrege, at regeringen - at jeg - vil nå klimamålene. Men jeg vil også gerne have, at vi har en lidt mere nuanceret debat om nogle af de svære ting, siger Lars Aagaard.

- Det er jo ikke al klimapolitik, der er fornuftig, og det er ikke al klimapolitik, der lyder godt, der virker godt. Jeg er bekymret over, at de, der råber vildere, højere og hurtigere, glemmer, at der er nogle mennesker, der bliver nervøse for, hvad det betyder for deres liv, lyder det fra klimaministeren.

Lige efter sommerferien fik Lars Aagaard venstrefløjen og hele klimabevægelsen til at se rødt, da han i P1 Morgen udtalte, at "klima er ikke det eneste problem, der skal håndteres. Vi skal have et velfungerende samfund, samtidig med at vi forandrer. Derfor skal vi have politik fra midten. Vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig i."

- Jeg er gået ind i politik, fordi jeg tror på, at politik gør en forskel. Jeg sagde også ja til jobbet, fordi jeg politisk mener, at vi skal nå vores klimamål - med sikkerhed. Vi skal nå det mål, der er sat i 2025. Vi skal nå 2030-målet. Men jeg vil gerne mere end det, siger Lars Aagaard i dag og sammenligner klimadebatten anno 2023 med den debat, der var om udlændingeområdet tilbage i 90'erne og 00'erne:

- Jeg ser nogle paralleller til, hvordan indvandringsdebatten var for årtier tilbage og så klimadebatten. For der var en lang periode, hvor det i det politikområde ikke var legalt at sige, at antal betød noget. Men det er det nu. Dengang var emnet polariseret, og det er klimadebatten også i dag, mener Lars Aagaard.

- Når jeg har snakket om, at jeg gerne vil lave en klimaalliance - en bred opbakning til dansk klimapolitik - så er der ligesom to grupper, jeg godt ved, jeg ikke tilfredsstiller. Den ene gruppe er den yderste højrefløj, som siger vilde ting, såsom at vi skal have flere solskinstimer og ned med skatten, og dybest set ikke har nogen bud på, hvordan vi skal nå vores klimamål. Og det er jo tydeligt, at de er ligeglade.

- Hvem er den yderste højrefløj?

- Vermund (Pernille Vermund, politisk leder af Nye Borgerlige, red.) trykker den jo rimelig godt af på hendes profiler på sociale medier med ønsket om flere solskinstimer. Men man kan også høre Støjberg (Inger Støjberg, leder af Danmarksdemokraterne, red.) sige, at hun vil gerne nå klimamålene, men hun ved bare ikke lige, hvilket år det bliver. Og det er jo en anden måde at sige på, at klimamålene ikke skal nås.

- Og så er der den anden fløj, hvor man bare vil have mere, hurtigere og højere. Og hvis én er god, så er to dobbelt så godt. Her er der ikke plads til nuancen.

- Er det venstrefløjen, du taler om?

- Ja, det er det selvfølgelig. Der er nogle kræfter på den alleryderste del af klimadebatten - og det er ikke bare i partierne, men det er også i nogle af de stemmer, der er i klimadebatten, som negligerer, at klimapolitik har konsekvenser for menneskers livsvilkår. Jeg mener, man må nå sine mål på en måde, hvor samfundet hænger sammen og er velfungerende. Man har jo ikke øje for, hvordan samfundet hænger sammen, hvis vi nu gør det, som nogen har foreslået, som for eksempel at forbyde benzin- og dieselbiler fra 2025. Det har Enhedslisten foreslået.

- Det bliver symbolpolitik. Det vil kun have den effekt, at det er lavindkomstgrupperne, der ikke kan købe sig en ny bil. Og det vil så føre til, at man importerer flere brugte biler, så må de jo så køre i nogle gamle, slidte biler. Og det er svært ved at se, at det gavner noget. Det er jo trods alt de færreste, der står op om morgenen og tænker: Altså, jeg har en satanisk trang til at brænde noget fossil energi af. Det er jo, fordi de skal på arbejde. Det er, fordi de har en bil, som stadigvæk kan køre.

Lars Aagaard ser også mod USA, når han skal beskrive den danske klimadebat. Han har for nylig rejst rundt i midtvesten i Guds eget land, og her så han ved selvsyn, hvordan klimadebatten deler den amerikanske befolkning.

- Det er jo helt åbenbart, at klimadebatten i USA er en identitetspolitisk markør for, om man er med i eliten, eller om man er mod eliten. Og om man er med eller mod establishment. Og det kan jeg godt nok ikke lide.

- Jeg vil gerne have, at vi også kan diskutere nogle af de svære balancer uden med det samme at få skudt i skoene, at jeg så ikke vil nå de klimamål, der er. Jeg vil faktisk også gerne have, at de, som er lidt nervøse for, om vi som samfund husker dem, føler sig trygge ved den grønne omstilling. Jeg er helt sikker på, at der er dele af landbrugserhvervet, som er meget nervøse for, om vi husker dem.

- Det er svært at se for sig, at det bliver let at omstille dansk landbrug. Vi har i dag en stor animalsk produktion, som er CO2-belastende. Vi skal være parate til at hjælpe erhvervet gennem en omstilling, og det er ekstremt vigtigt, at de egne, hvor landbrugsomstillingen skal foregå, kommer til at opleve, at de også har en fremtid. Så er der nogen, der vil sige, at det ikke er lederskab, fordi en minister bør sige noget andet. Men Danmark består altså også af mennesker, for hvem klima ikke er det eneste problem.

Regeringen venter i øjeblikket på en ekspertgruppes anbefalinger til, hvordan man kan indføre en CO2-afgift på landbruget, men regeringen bør ikke vente - den bør handle, mener dens kritikere. For debatten om klimaforandringer har fået fornyet energi efter en sommer, som har været varmere, end verden nogensinde har oplevet, og hvor skovbrande har huseret over hele kloden.

Det fik blandt andre Alternativets forperson, Franciska Rosenkilde, til at efterlyse flere klimainitiativer fra regeringen:

- Det mest forstemmende er, at vi har en klimaminister, der ikke har nogen visioner og ambitioner, på trods af at klimakrisen er så accelererende, som den er - og at han ikke viser en vej for danskerne for, hvordan vi skal bidrage positivt til klimaforandringerne, sagde hun til DR i august.

På X, som tidligere hed Twitter, skrev SF's formand, Pia Olsen Dyhr:

- Det ekstreme vejr må ruske op i regeringen. Danmark har et ansvar, og vi kan vise vejen for den grønne omstilling, der tilmed er en god forretning og her, fremtidens job er. En bydende nødvendighed i dette efterår er at skrue tempoet i vejret - særligt på landbrugsdelen.

Lars Aagaard er helt uforstående over for kritikken:

- Jeg har jo lanceret et stort klimainitiativ om CO2-lagring i undergrunden. Det er en forfladigelse af klimadebatten, når nogle siger, at der ikke har været klimahandling i regeringens første halve år. Vi har vedtaget et historisk stort udbud af havvind, som giver strøm til millioner af husstande. Hvis det ikke er klimahandling, så ved jeg ikke, hvad der er klimahandling. Vi har indgået en samarbejdsaftale med tyskerne om at etablere et brintrør. Det er ikke bygget endnu, men man skal lige starte med at være enige om, at man gerne vil have det. Det er bare klimahandling, der kan blive til noget efter 2030. Vi ændrede lovgivningen, så Aarhus Kommune nu kan komme i gang med at arbejde med geotermi. Det er da klimahandling. Jeg har ikke lavet andet end klimahandling, siden jeg blev minister, lyder det forklarende fra ministeren.

- Jeg håber, at de, der vil have mest mulig handling, lige prøver at trække vejret et øjeblik. Og så prøver at høre nuancen. For det er ikke et budskab om, at vi ikke skal føre klimapolitik - at vi ikke skal nå vores mål. Men det handler om at sørge for, at vi har så meget dialog med dem, der ikke har set lyset. De danskere, der ikke er optændt af klimaudfordringer. De danskere, for hvem klima er én blandt flere udfordringer i livet. Det er også vigtigt, at vi også snakker om den bekymring.

- Gør vi ikke det, får vi et land, der brækker over i klimadebatten. Det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker, at en bred del af det her samfund skal kunne se sig selv i forandringen, og at klima ikke bliver til noget, der splitter os, og definerer gode og dårlige eller rigtige eller forkerte for hårdt. Vi må godt være uenige, men der er jo forskellige niveauer af, hvordan den uenighed så kommer til udtryk.

Både nerver og nøgler rasler øredøvende højt i DR's nye søndagssatsning "Huset".

Titlen lyder tilforladelig, men der er ikke noget hyggeligt ved "Huset". Vi er i et fængsel, og her har Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt) første arbejdsdag som fængselsbetjent.

Førstehåndsindtrykket er kaotisk, og vi fatter hurtigt, at det er de stærkeste indsatte, som har magten. Sammi får at vide, at han altid skal rasle med sine nøgler, når han kommer og går, for så kan fangerne nå at gemme ulovlige sager som mobiler og stoffer væk. Det giver ro på bagsmækken, som hans kollega Henrik (David Dencik) forklarer.

Intet er sort og hvidt i fængslet, men i stedet gråt i gråt. Lige ind til de underbemandede betjente får besked på at stramme op, arbejde efter reglerne og sætte hårdt mod hårdt. Da bliver farven rød - blodrød.

Det er ikke længere "kun" nøglerne, som rasler - det gør nerverne også. Hos de indsatte og betjentene og hos os seere. "Huset" er en urovækkende og - ja, undskyld - fængslende omgang.

For fuld udblæsning bliver vi konfronteret med de magtkampe og hierarkier, der bor bag fængselsporten. Alle må konstant træde med i en dilemma-dans for at overleve - fysisk som psykisk. Og problemerne lader sig ikke indespærre. De er tæt forbundne med betjentenes private liv, de pårørendes og med den fritgående del af den kriminelle underverden, hvis fangarme er lange a la "vi ved, hvor din familie bor".

Alle hænger som fluer i et edderkoppespind vævet af vold, trusler, kynisme og magt, og hvori den mindste handling kan få den største konsekvens.

Meningen med et fængsel er både at straffe og resocialisere, men det sidste er der ikke meget af i "Huset".

Det er faktuelt, at tilstanden i de danske fængsler har været nedadgående, og dermed slår serien hårdt på et blåt mærke. Den blotter problemerne uden at prædike og er i stedet en opvisning i, hvorfor for eksempel hverken lukkede øjne eller "hårdt mod hårdt" er gangbare redskaber.

På den måde er serien ikke "kun" til underholdning, men også et solidt bidrag til den igangværende debat om vores fængselsvæsen. Også selv om der i fiktionens navn forhåbentlig er brugt lidt forstørrelsesglas og digtet en usandsynlighed eller to.

Der er ikke meget at udsætte på serien, andet end at det er lidt krævende at hitte rundt i de mange aktører og deres intriger og hierarkier, ligesom det er en god idé at slå teksterne til, fordi nogle af birollerne mumler.

Elers er oplevelsen helstøbt. Her er et spændende handlingsforløb og store sager på spil, men også en overlegen sans for at få små, mere hverdagsagtige ting med, som gør historien og de medvirkende troværdige.

Dencik er decideret fremragende som indebrændt mand i klemme med sit arbejde, sin familie og sig selv. Gråbøl viser igen, at hun kan udstråle stor smerte med de mindste virkemidler. Hvidtfeldt formår bag sin rolles ro at lugte af snarlig eksplosion, og chefen (Charlotte Fich) fænger i sin karakters svære samvær med sin demente mand. Og der er flere andre medrivende præstationer.

Dertil kommer, at musik, lyd og billeder harmonerer flot og tilsammen skaber et dystert univers, hvori uroen kan vokse - og i den grad gør det.

"En god film bør være som en sten i skoen," sagde Lars von Trier engang. Sådan er "Huset". Den gnaver i beskueren, rejser spørgsmål og er svær at ryste af sig.

- Min far har kæmpet i tre krige. Så jeg ved, hvad krig er. Og jeg ved, at man ikke kan stole på russerne.

Ordene kommer fra finske Irma Tonder, men før vi præsenterer hende, skal du lige forestille dig noget.

Forestil dig, at din nabo fra den ene dag til den anden bliver din fjende. At grænsen imellem jer, som i mange år var uden betydning, begynder at rykke sig. Æder sig ind på dit territorium.

Forestil dig, at dine fædre, sønner, brødre og ægtemænd får våben i hænderne, mens små børn sendes alene til fremmede familier i fremmede lande.

Irma Tonder behøver ikke at forestille sig det. Det er en beskrivelse af hendes barndom.

Hun havde en seddel om halsen med sit navn og sin alder, fem år, da hun stod på Københavns Hovedbanegård midt under anden verdenskrig.

Sovjetunionen angreb Finland i vinterkrigen, finnerne slog igen i fortsættelseskrigen. Irma holdt sin toårige lillesøster i hånden, men snart blev de skilt. De skulle bo hos hver deres danske familie.

- Vores mor fortalte os, at vi skulle til Danmark for at lege, siger Irma Tonder.

I dag er hun tipoldemor. 87 år. Gråhvidt hår, farverigt tøj og milde øjne. Manden igennem hele livet - Harald - sidder i en stribet skjorte og har et fast greb om sin kones skulder, mens hun fortæller.

Vi befinder os i Ruokolahti, en 5000-mennesker-stor finsk by ved Saimaa-søen, som mest af alt er kendt for, at der i 1992 var en løve løs. Ingen vidste, hvor den kom fra, men teorierne gik på, at den var løbet væk fra et cirkus i Rusland. Den store nabo, som ligger få kilometer fra Ruokolahti.

Truslen fra øst - om det så er et stort kattedyr eller den røde hær - er for finnerne, hvad H.C. Andersen er for os. Opdragelse, historie, morale.

Det er derfor hr. og fru Tonder sidder over for mig. Deres livshistorie er mere end en familiekrønike. Det er finnernes nationale selvfortælling.

Finland havde flere nærdødsoplevelser i det 20. århundrede, og hver gang havde det noget med naboen at gøre.

Indtil den russiske revolution var Finland et storfyrstendømme under zaren. Men da Lenin greb magten i november 1917, påberåbte finnerne sig selvstændighed.

Blodig borgerkrig brød ud i det nye land. Det var “de røde” mod “de hvide”, socialisterne mod borgerskabet. Brødre slog brødre ihjel, og stormagter skubbede på fra hver sin side.

Klassekrig, borgerkrig, befrielseskrig. Det afhænger af øjnene, der ser. Men først og fremmest var det dåbsattesten for en splittet nation.

Finland var en realitet, men finnerne blev først samlet, da de røde og de hvide stod skulder ved skulder over for Sovjetunionen under anden verdenskrig.

Det var David mod Goliat. Finnerne havde 30 kampvogne, russerne havde 6500 og en million soldater.

Stalin indledte krigen uprovokeret i troen på en hurtig sejr. Han ville indtage Helsinki på få dage og hævdede at befri det finske folk fra de hvide slagtere fra borgerkrigen.

Lyder det bekendt?

- Ruslands angreb på Ukraine minder alle finner om Sovjetunionens angreb på Finland, siger Kalle Scönberg, der er lokalreporter i Lappeenranta, som ligger tæt op ad den russiske grænse.

- Sovjetunionen havde et militærorkester med til sejrsparaden, da de indledte vinterkrigen. De russiske tropper havde pakket paradeuniformer med til Ukraine, siger han.

Ligesom ukrainerne, lod finnerne sig ikke løbe over ende. Grænsen mellem de to lande blev rykket mod vest, og over 400.000 finner mistede deres hjem. Men Finland blev ikke erobret.

Harald Tonder var en af dem, som mistede sit hjem.

Han kan huske, at han “så ild på himlen”. Han kan også huske, at han måtte løbe ud af et jernbanetog og gemme sig for russiske raketter i skoven. Da han kom tilbage til stationen i Simola, lå der lig overalt.

Han var en lille dreng, men som voksen har han læst i historiebøgerne, at der dén dag i 1944 døde 142 mennesker på den pågældende station.

- Min mors bror forsvandt i vinterkrigen. Min fars bror forsvandt i slaget ved Tali-Ihantala i fortsættelseskrigen, siger Harald med en skolelærers alvor.

Hans barndomsby Viborg, der engang var Finlands næststørste, har siden 1944 været en by i Rusland.

- Russerne stjal mit hjem, siger Harald.

På bordet foran os ligger gamle avisudklip, printede billeder og bøger. En af dem har Harald Tonder selv skrevet. Det er hans og Irmas historie.

- Det er vigtigt at give minderne videre, siger han.

Irma peger på et sort/hvidt billede af en lille pige.

- Det er mig i Hillerød, siger hun.

Omkring 75.000 finske børn i alderen et til ni år blev under finlandskrigene 1939-1944 sendt til Danmark, Norge og Sverige.

Hvad husker du fra Danmark?

Øjnene lyser op, og Irma begynder at synge. De fleste af ordene er uforståelige - som et barn, der ikke rigtig kan teksten - men enkelte sætninger rammer hun på gebrokkent dansk:

- Så hænger vi Hitler i en strop. La, la, la, la, la. De fire nazisvin!

Irma mindes støvletramp i gågaden og to danske forældre, der tyssede på hende, når hun sang, hvad hendes bonusbror Jørgen havde lært hende.

Historiens vinde blæste omkring hende, Danmark var besat af tyskerne, men hun var bare et barn.

- Jeg havde en fantastisk tid Danmark. Jeg gik i skole og til ballet, og det var et velhavende hjem, jeg boede i. Min finske mor og jeg sendte postkort og billeder til hinanden. “Nu har vores ko fået babyer,” skrev hun for eksempel. Vi talte aldrig om krigen.

I foråret 1943 - efter et par år i Hillerød - kom Irma tilbage til Finland. I krigen mod Sovjetunionen var Finland på det tidspunkt allierede med den mand, som hun sang smædesange om i Danmark.

Irma og Harald Tonder viser mig rundt i Ruokolahti, “løvebyen”, der ligner noget fra et finsk turistmagasin. Sibiriske grantræer, uberørte skovområder, hundredvis af søer og endnu flere øer omkranser stedet.

Men det er ikke i naturen, men ved kirkegården på bakketoppen, vi parkerer bilen. Polerede gravsten står side om side med røde blomster, række på række. Begravet ligger alle områdets knejte, som faldt i kamp mod Sovjetunionen.

Vi stopper op foran en specifik sten: “Simo Häyhä,” står der på den. Og modsat alle de andre, som døde unge under krigen, levede han helt til år 2002.

- Han er en helt. Han er noget, der gør mig rigtig stolt, siger Harald.

Simo Häyhä er bedre kendt under sit tilnavn “Den Hvide Død”. Med sin Mosin Nagant M91-riffel dræbte han angiveligt 505 mennesker under vinterkrigen. Klædt i hvidt camouflagetøj lå han på lur i sneen og skød de sovjetiske soldater, der kom på skudhold.

Simo Häyhä anerkendes internationalt som historiens mest dødbringende snigskytte. Men han er også et symbol og en fortælling, der går i arv: “Rusland er en sovende bjørn, der før eller siden vågner.” Så hold øje med bjørnen. Specielt når den bor i din baghave.

- Vi er ikke bange for russerne, siger Irma og tøver et par sekunder:

- Man ved bare aldrig, hvad de kan finde på. Og deres angreb på Ukraine minder os om forfærdelige tider, siger hun.

Harald spytter noget ud, som han bagefter nuancerer:

- En russer er en russer.

- Men jeg mener ikke alle russere. Jeg taler om deres ledere.

Hvor skepsissen over for nabolandet har siddet fast på Harald og Simo som et modermærke, er det en anden historie for deres børn og børnebørn.

Deres yngste søn, 50-årige Mika Tonder, studerede russisk og arbejdede med turisme og marketing på tværs af grænsen.

- Mine forældre så krigen. Det gjorde jeg ikke, konstaterer han.

Vi møder ham i indkørslen til hans gule hus på vores rundtur i Ruokolahti. Han har en orange nylontrøje fra et maratonløb på kroppen og sokker i klipklapperne. Han underviser på universitetet, men arbejder hjemmefra i dag.

- Da Berlin-muren faldt, var jeg 16 år. Vi troede, at alt ville ændre sig.

Mika fandt ud af, “at intet fungerer i Rusland, men at alt kan lade sig gøre”. Han fik russiske venner, kollegaer og forretninger.

Da Putin invaderede Ukraine, var det ikke bare slut for hans forretninger. Det var også en mavepuster til den optimisme, der har præget hans syn på nabolandet.

- Jeg er meget skuffet over deres styre. Jeg tror på, at størstedelen af deres befolkning er imod krigen, selvom meningsmålingerne siger noget andet, siger han og tilføjer:

- Men jeg kommer ikke til at lave business med russere igen.

Harald og Irma Tonder har aldrig haft russiske venner, og de får det nok heller ikke.

Fra æbletræerne i deres have til den grænse, hvor de finske myndigheder nu er i gang med at bygge et sikkerhedshegn, er der ikke mange kilometer. Sådan har det altid været. Det 87-årige ægtepar glæder sig over, at Finland nu er blevet optaget i Nato, men for dem er truslen fra øst lige så naturlig, som årstidernes skiften.

- Vi kan ikke gøre noget ved, at vi har de naboer, som vi har. Hvis vi kunne vælge nogle andre end Rusland, ville vi gøre det. Men det kan vi ikke, siger Irma.

Pernille Mørup Sønnichsen har flere gange opsøgt hjælp for sin invaliderende trang til at hive i sit hår og kradse sin hud til blods.

Hver gang forgæves.

Derfor er Pernille Sønnichsen aldrig blevet diagnosticeret med trikotillomani eller dermatillomani, selvom hun siden barnsben har oplevet at være begrænset af lidelserne.

Symptomerne begyndte allerede, da hun var omkring tre år, husker Pernille Sønnichsen, som i dag er 51 år.

Hun er født og opvokset i Kolding, hvor hun i dag har slået sig ned efter mange år i udlandet.

Lejlighedens stue er fyldt med pynt og nips. På væggene hænger sirlige broderier med humoristiske eller søde citater. Over sofaen hænger blandt andet et broderi med ordet “hygge” i farverige bogstaver.

Pernille Sønnichsen har selv broderet det hele. Hun nyder at være kreativ, men det er ikke den eneste grund til, at hun altid er i gang med et nyt projekt.

- Jeg er nødt til hele tiden at holde fingrene beskæftiget, hvis jeg skal undgå at pille i håret. Det er blevet min egen måde at håndtere min trikotillomani, forklarer hun.

Hvis ikke hun holder sig beskæftiget, begynder hun at hive totter af sit sorte, krøllede hår, som efter mange års overgreb er blevet tyndt og slidt.

Hun kan også finde på at kradse i huden på benene eller ryggen. Hun løfter lidt i blusen. De mange sår og lyserøde områder på ryggens hud er synlige beviser på, hvor voldsom trangen til at kradse til tider kan være.

På det runde spisebord foran Pernille Sønnichsen ligger et fotoalbum fra hendes barndom. Hun bladrer rundt i det, mens hun af og til ryster på hovedet eller rynker panden i misbilligelse.

Ifølge Pernille Sønnichsen var opvæksten i barndomshjemmet meget utryg. Hun var ofte angst og ked af det, og pilleriet i hud og hår blev en måde at håndtere de svære følelser.

Da hun begyndte i folkeskole, eskalerede hendes trang til at hive hår ud af hovedbunden. Hver dag lå der store kugler af sammenfiltret hår rundt om den lille pige.

Som konsekvens måtte hun gå med en paryk i børnestørrelse for at dække de mange skaldede pletter.

- Det var skamfuldt og hæsligt. Parykken var kommunefarvet og syntetisk, og den kløede helt vildt, fortæller Pernille Sønnichsen, som fjernede parykken, så snart hun kom hjem.

Hun husker ikke præcist, hvor gammel hun var, da hun som barn blev sendt til hudlægen af sin mor. Men oplevelsen sidder stadig i hende.

- Det var grænseoverskridende at fortælle et fremmed menneske om mit pilleri, for jeg skammede mig jo helt vildt. Men min læge forstod ingenting. Han kendte ikke til, at det var en lidelse, forklarer Pernille Sønnichsen.

- Han mente, at mine sår skyldtes den eksem, jeg led af. Han forstod ikke, at jeg ikke kunne lade være med at pille.

Hun fik en skrap aknecreme til huden og en salve til håret. Og så fik hun ellers besked på at lade hud og hår være.

Siden har Pernille Sønnichsen været hos endnu en læge, men her mødte hun samme respons. Hun fik besked på at bære handsker, så hun ikke kunne rive hår ud.

Den manglende forståelse var et hårdt slag for hende, og selvom hun er klar over, at der er mere viden om psykiske lidelser i dag, har oplevelserne gjort hende modløs i forhold til at søge mere behandling.

- Jeg oplever trikotillomani og dermatillomani som enormt tabubelagt, og min oplevelse er, at der ikke er særlig mange, der har kendskab til det. Derfor tror jeg, at der er folk, som ikke søger hjælp, fordi det er grænseoverskridende, og de er bange for, at der ikke er en behandling, fortæller Pernille Sønnichsen.

Dét argument er hun langtfra den eneste, som deler.

På trods af et langt kendskab til lidelsen er læger og psykologer enige om, at der stadig er for lidt forskning på området i dag.

Det har konsekvenser for de berørte personer, som risikerer at leve med en invaliderende lidelse i stilhed.

Forskere anslår, at antallet af trikotillomani-ramte herhjemme er sammenlignelige med amerikanske tal, hvor én til tre procent af landets befolkning lider af sygdommen.

Specialpsykolog Meike Bohn står sammen med professor Per Hove Thomsen og overlæge Judith Becker Nissen bag en af de få danske forskningsartikler om trikotillomani.

- Vi kan godt sammenligne os med de tal, vi ser i den amerikanske forskning. Det er samfundsforhold, som er nogenlunde sammenlignelige med vores egne. Så min forventning vil være, at det passer nogenlunde, siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at andelen af personer med lidelsen rent faktisk er meget større end det registrerede tal.

- Vi har et register, men det er ikke altid, at folk går til lægen og får det diagnosticeret, så der er helt sikkert et mørketal. I psykiatrien ser vi for eksempel meget sjældent trikotillomani-patienter, forklarer hun.

I statusartiklen om trikotillomani argumenterer eksperterne for, at konsekvensen af den utilstrækkelige viden i et vist omfang er, at patienterne kan opleve behandlingen som ineffektiv.

Den holdning deler Brian Odlaug Lawrence. Han har en ph.d. i epidemiologi og en Master i Public Health ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig meget med forskning af BFRB, den gruppe af lidelser, som trikotillomani hører under.

- Fordi mange læger og medicinske fagfolk, selv inden for mental sundhed, ikke har kendskab til symptomerne og samtidig er begrænset på tid med patienterne, så spørger de sjældent ind til patientens adfærd, forklarer han.

Det har konsekvenser for den berørte person, hvis behovet for hjælp ikke anerkendes.

- En del personer forbliver udiagnosticerede og lærer i stedet at leve med BFRB for eksempel ved at skjule skaldede pletter eller bruge makeup eller tøj til at dække områder på huden. Det er selvfølgelig ikke ideelt, for der følger en stor skam med lidelserne, og det kan føre til, at personerne begrænser deres sociale liv, fortæller Brian Odlaug Lawrence.

Behovet for mere anerkendelse hos læger og psykologer er en af grundene til, at Meike Bohn er glad for, at et nyt diagnosesystem snart bliver udrullet i Danmark.

Diagnosesystemet betegnes som ICD-11, og det er en vigtig opdatering af den måde, vi hidtil har klassificeret diagnoser.

- Det er sådan, at i ICD-10 er trikotillomani en selvstændig diagnose under kapitlet for vaner og impulshandling, mens skin-picking, eller dermatillomani, ligger under adfærds-kapitlet, forklarer psykologen.

Hun uddyber:

- I det nye ICD-11 bliver BFRB-lidelser samlet under OCD-kapitlet (obsessiv-kompulsiv tilstand, hvor patienten lider af tvangstanker- og handlinger, red.) Det har stor betydning. Den forskning, der er lavet de seneste par år, tyder nemlig på, at lidelsen hører ind under affektive lidelser - altså følelsesmæssige lidelser som angst og OCD, forklarer Meike Bohn.

Hun understreger, at selvom BFRB-lidelserne kommer til at ligge under OCD-kapitlet, så skal trikotillomani og dermatillomani stadig opfattes som selvstændige lidelser, der kræver selvstændig behandling.

BFRB-symptomerne kan minde om OCD-adfærd (psykisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger), og derfor har der også været uenighed om, hvorvidt lidelsen skulle behandles selvstændigt eller ej.

En stor del af læger og psykologer ser dog BFRB som selvstændige lidelser.

Blandt dem er privatpraktiserende psykolog Martin Frydenholm, som har tilbudt behandling af trikotillomani og dermatillomani siden 2016.

- Typisk er det psykologer, som har noget erfaring med OCD og angst, som er i stand til at arbejde med de her lidelser, for der er nogle følelser og adfærdsmønstre, der går igen, fortæller Martin Frydenholm, som tilbyder behandling i sin klinik af samme navn.

Som ung snakkede Pernille Sønnichsen ikke højt om lidelsen, fordi hun skammede sig.

- Det var for eksempel enormt flovt som teenager. Når jeg var til fest, sneg jeg mig ud på toilettet for at pille, lidt ligesom et fiks, før jeg gik tilbage til festen, fortæller hun.

Dengang var der ikke samme adgang til information, som i dag. Derfor opdagede Pernille Sønnichsen først ved en tilfældig googlesøgning i 2012, at hendes umulige trang til at hive i håret havde et navn.

- Det var en stor lettelse, da jeg fandt ud af, at der var noget, som hed trikotillomani. Jeg troede jo, at jeg var helt alene med det, fortæller Pernille Sønnichsen.

Dét at opdage, at der er flere, som lider af de samme tvangstanker, har hjulpet hende med at bearbejde den skam og skyldfølelse, som lidelsen kan give.

Selvom der har været gode perioder, hvor trangen til at pille har været under kontrol, påvirker det hende stadig meget i hverdagen.

- Jeg piller ofte, og det er nok bevidst. Jeg har altid følt, at det var nødvendigt. Hvis ikke jeg får tid til min trikotillomani, så bliver jeg stresset og får en urolig følelse i hele kroppen, forklarer Pernille Sønnichsen.

I dag er hun åben omkring sin lidelse. Hun plukker aldrig foran andre, for hun bliver stadig flov og frustreret, men ikke i samme grad som tidligere.

- Med alderen er jeg nok blevet mere ligeglad. Jeg har det sådan, at folk må tage mig, som jeg er. Men for satan, det kan nogle gange kræve styrke at være ligeglad med, hvad andre tænker, fortæller hun.

Derfor oprettede hun i 2016 Facebookgruppen “trikotillomani.” En lukket gruppe, hvor de i dag 143 medlemmer kan dele oplevelser, gode råd og erfaringer uden frygt for, hvordan andre reagerer.

Der findes to danske Facebookgrupper for personer ramt af BFRB. Grupperne hedder "trikotillomani" og "Dermatillomani (skin picking) og Trikotillomani (DENMARK)". Sidstnævnte har 638 medlemmer.

Afgørelserne i erstatningssagerne i en af nyere tids mest omdiskuterede historier herhjemme er nu for alvor begyndt at tikke ind.

De første 28 tidligere minkavlere har nu fået endelig vished om, hvor stor en erstatning og kompensation, de får, efter statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i november 2020 meldte ud, at alle mink skulle aflives.

Avisen har via en aktindsigt hos Minksekretariatet fået oplyst størrelsen på de afgjorte sager, og her viser det sig, at erstatningerne ligger i et leje mellem henholdsvis 24,3 millioner og 3,5 millioner kroner i toppen og bunden.

Avisen har ikke kendskab til, hvem de specifikke avlere er, og det er i aktindsigten kun oplyst, hvilket postnummer de nedlukkede farmere er beliggende i.

Topscoreren, som altså får en erstatning på den gode side af 24 millioner, er fra Brovst i Nordjylland, mens nummer to på listen er fra Harndrup på Fyn - denne tidligere minkavler får en erstatning på 21,5 millioner.

26 af de afgjorte sager drejer sig om tidligere minkavlere i Jylland, og udover den nævnte fynbo, så er den sidste sag fra Nyrup på Sjælland.

Samlet set får de 28 avlere lige godt 290 millioner kroner i erstatning.

I april præsenterede regeringen en model for, hvordan minkavlerne kan få hurtigere erstatning. Og i maj blev et flertal bestående af regeringen, SF, Liberal Alliance og Radikale Venstre enige om, hvordan det skulle ske.

Med aftalen bliver avlerne tilbudt at få udbetalt erstatning senest i midten af 2024 i stedet for ved udgangen af 2027. Den oprindelige aftale for erstatning til minkavlerne blev indgået i 2021.

Hvis avlerne vælger den nye og hurtigere model, frasiger de sig samtidig retten til at klage. Det sker ved, at erstatningerne udbetales efter standardiserede takster. Vælger de fortsat at foretrække individuel sagsbehandling, kan sagerne potentielt trække ud til 2027.

1. januar i år blev det igen tilladt at drive minkavl. Langt, langt de fleste minkavlere har dog valgt helt at lukke ned. Og selvom 28 sager nu er afgjort, så venter flere end 1000 tidligere avlere fortsat på, hvor stor en endelig erstatning de kan få.

I 1998 skete der noget nyt hjemme i tv-stuerne hos danskerne. TV3 åbnede seernes øjne for konceptet reality-tv ved at blænde op for showet Robinson Ekspeditionen, der året før debuterede hos svenskerne.

Og det viste sig at være et godt træk af Viasat, i hvert fald så over 600.000 danskere fast med hver uge, og finaleafsnittet i første sæson rundede over en million seere.

Senere er konceptet kun støt udvidet med Villa Medusa, Big Brother og Paradise Hotel med skiftende succes. Men pioneren holder stadig, og Robinson Ekspeditionen kan dermed i år fejre 25-års jubilæum.

Den faste vært Jakob Kjeldbjerg har været med i knap 20 år, og han er ikke i tvivl om, hvorfor seerne fortsat følger danskere, der skal overleve på en øde ø, mens de duellerer og stemmer hinanden hjem.

- Jeg skal ikke lege tv-ekspert, men jeg ved, at programmet stadig holder 100 procent, fordi det er tv, man kan mærke, mener han.

Det er formentlig fra Robinson Ekspeditionen, at mange kender Jakob Kjeldbjerg bedst.

Klædt i kakifarvet uniform og vandrestøvler på en fjerntliggende strand i Det Sydkinesiske Hav som den strenge ekspeditionsleder, der med stålfast blik og kontant toneleje affyrer bredsider og indpisker deltagerne.

Men det lå på ingen måde i kortene at Jakob Kjeldbjerg i 2004 skulle afløse Thomas Mygind som vært på det populære program.

Tilbage i 1990'erne var Jakob Kjeldbjerg professionel fodboldspiller. Men da han var 26 år gammel, fik han den barske besked: "Du er fodboldinvalid".

En ellers flot karriere i Silkeborg IF og engelske Chelsea var pludselig slut, og der skulle noget nyt til i tilværelsen. Han blev headhuntet til rollen som tv-vært, og landede hos fodboldprogrammet "Onside Special".

Imidlertid sendte den konkurrerende kanal det populære Robinson Ekspeditionen på samme tidspunkt, og det stjal seere i hobetal fra Jakob Kjeldbjergs sportsprogram. Selv værtens egen kone måtte krybe til korset derhjemme og sige, at hun også zappede over på realityprogrammet.

- Jeg tænkte nogle gange: "Kan de ikke snart lukke det lort?", griner han.

I løbet af Jakob Kjeldbjergs tid som ekspeditionsleder har han stået i spidsen for alt fra eksplosioner til falske hajangreb og et Guantanamo-tema - altid efter devisen, at man skal presses til det yderste, og så er det ellers bare at sætte i gang.

Men der er et skisma mellem den hårde og den bløde udgave af Jakob Kjeldbjerg.

- Jeg har aldrig fået taget nogen uddannelse, men jeg tror sgu, jeg kunne være en okay hjælper hos en psykolog, konstaterer Jakob Kjeldbjerg med et smil.

- Jeg har godt nok oplevet mange skønne mennesker i mange interessante situationer. Men i modsætning til psykologen har jeg ikke svaret, og jeg er nok mere til bare at presse - sagt med et glimt i øjet, siger ekspeditionslederen.

Jakob Kjeldbjerg har før sagt, at han "spiller poker med deltagernes hjerner", og at det til tider kræver, at han går helt ind i rollen som den hårde negl.

- En del vil måske opfatte mig næsten som arrogant, fordi jeg går så meget op i, at alle deltagere skal have et lige neutralt forhold til mig, siger han.

Lige fra sin begyndelse som vært har det været vigtigt for ham at holde en distance til deltagerne – på den måde er det mest fair, synes han.

- Jeg er aldrig et dumt svin, og jeg forholder mig bare neutralt, indtil vi går i gang. Jeg har en enorm respekt for deltagerne, uanset hvor langt de når. Men jeg er også kynisk, på den måde at jeg skal underholde, fortæller Jakob Kjeldbjerg.

Rollen som den hårde leder ligger ikke Jakob Kjeldbjerg så fjernt, og det er en rolle, som det ikke er svært at gå ind i.

Han siger selv, at han har 100 procent af sin energi fra fodbolden.

- Det er, ligesom når jeg stod og lyttede til nationalsangen i Parken. Så nytter det ikke noget, når fløjten lyder, at sige: "Ej, jeg skal lige i gang, jeg skal lige finde mine fødder", så er du bare i gang, og ellers er der 40.000 danskere, der bliver trætte af dig, og så bliver du flået ud, fortæller han.

Gennem sit liv på grønsværen har Jakob Kjeldbjerg mødt mange trænere - nogle hårdere end andre. De har været med til at lære ham netop den disciplin, som han værdsætter højt.

Her kan den tidligere fodboldspillere trække en parallel mellem sig selv og sin gamle træner Viggo Jensen i Silkeborg IF, men han nævner også den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, som han skylder "forfærdeligt meget".

- Han var en super rar og lun fyr, men han gik også bananas, når vi gik i gang.

Jakob Kjeldbjerg har det samme forhold til sin rolle i "Robinson Ekspeditionen", som han havde på fodboldbanen: Vi skal ikke hygge os - det er et arbejde.

- Jeg prøver at gøre ligesom Viggo Jensen, hvor jeg skifter gear og giver alt, hvad jeg har. Det forventer jeg også af deltagerne, siger han.

I 2006 fik han mulighed for at udleve sin store drøm, da han flyttede til Sydfrankrig med sin kone og parrets to børn. Der puster han ud, når han ikke bruger seks til syv uger om året på at optage "Robinson Ekspeditionen".

Så længe han føler, at han har det, der skal til, bliver han ved.

- Jeg tror, der står 20 klar i kulissen, der gerne vil have mit job – jeg har en hilsen til dem: "De er ikke klar endnu", griner han.

Lige nu optager det dog mest Jakob Kjeldbjerg, hvordan deltagerne klarer sig, og hvordan seerne tager imod den nye sæson, nummer 25 i rækken, der får premiere den 4. september.

- For mig er den største karrieremæssige ambition at lave "Robinson", så længe jeg kan give noget til formatet, og formatet kan give nok til, at jeg synes, det er sjovt at blive ved, slutter han.