Der går sjældent røg af en brand, uden at der er ild i den.

Og som det ofte er set før, var det Lars Løkke Rasmussen (M), der i et interview med Avisen Danmark pustede ild i gløderne, da han indviede offentligheden i en debat, der hidtil kun havde eksisteret internt i regeringen:

Spørgsmålet om, hvorvidt danskerne i fremtiden selv skal opspare til dele af velfærden, f.eks. ældreplejen.

- Hvordan sikrer vi, at alle får en ordentlig ældreomsorg? Det kan være, at jeg må betale noget af min egen selv, fordi jeg får en røvfuld penge med i pension. Er der nogen, der tør snakke om det i dag? Nej, det er der ikke. Fordi så kommer Bjarne Hastrup (formand for Ældresagen, red.) og siger, hvad fanden har I gang i?

Siden åbnede Venstre og Socialdemokratiet op for de samme tanker.

En opsparingsmodel, der minder om arbejdsmarkedspensionen, så alle danskere selv sparer op til f.eks. rengøring i hjemmet, for at sikre at danskernes forventninger til velfærden kan indfries.

Nu præsenterer en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) en mulig forklaring på, hvorfor meget af danskernes tillid til velfærden svinder.

Ifølge økonomen hos AE, Gustav Elias Dahl, har velfærden været underfinansieret med 22,5 milliarder kroner siden 2015.

- Der er ikke et objektivt svar på, hvad det korrekte niveau for velfærd er. Hvis vi er tilfredse med niveauet i dag, er der nok penge til at opretholde det inden for det nuværende råderum. Men der er nok mange danskere, der har en følelse af, at det er blevet ringere i løbet af de sidste 5-10 år. Og det skyldes, at det er blevet underfinansieret, siger Gustav Elias Dahl.

Flere faktorer påvirker velfærdsniveauet. To centrale elementer er antallet af mennesker og forventningerne til den service, man modtager.

Lige nu udvikler befolkningen sig således, at flere danskere bliver ældre, hvilket medfører flere danskere med behov for pleje.

Samtidig bliver danskerne rigere, hvilket skaber større forventninger til velfærden.

- Der kommer også løbende nye behandlingsmetoder og medicin, og hvis vi ønsker at fortsætte med at tilbyde moderne behandlinger, kræver det, at vi kontinuerligt afsætter flere penge, siger Gustav Elias Dahl.

Firkantet skåret ud, så kræver det flere ressourcer til den offentlige velfærd, hvis den skal kunne følge med efterspørgslen.

Den del har politikerne dog forsømt, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hvis man ser på, hvordan det offentlige forbrug har udviklet sig siden 2015, er pengene ikke fulgt med, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I perioden 2015-2023 er velfærden blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner, fremgår det af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse.

- Med andre ord er det ikke overraskende, hvis befolkningen føler, at serviceniveauet er faldet i de seneste år, siger Gustav Elias Dahl.

Samtidig kritiserer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at en stor del af midlerne er blevet anvendt til skattelettelser. Selvom der i samme periode også er blevet foretaget betydelige investeringer i det offentlige forbrug.

Men siden 2015 er skatterne blevet nedsat med 17 milliarder kroner, inklusiv de planlagte skattelettelser fra SVM-regeringen.

- Det er udelukkende et politisk spørgsmål, hvilke prioriteringer man ønsker. Hvis man er tilfreds med serviceniveauet i dag, er der ingen nødvendighed for at finde ekstra midler. Hvis man derimod mener, at serviceniveauet er utilstrækkeligt, kan det føre til en situation, hvor der mangler penge, udtaler Gustav Elias Dahl.

For selvom Finansministeriet for nyligt opjusterede råderummet med 16 milliarder kroner, er det ikke nok til at dække det hul, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener der er.

Selv hvis hele råderummet frem mod 2030 bliver brugt på investeringer i velfærden, vil der stadig mangle 14 milliarder kroner i finansiering, hvis man samtidig skal udligne underfinansieringen siden 2015.

Er det realistisk at bruge så mange flere penge på velfærd, når der også er andre politiske områder, der kræver finansiering?

- De 14 milliarder, der mangler, tager højde for midler allokeret til det grønne, forsvaret osv. Så det er indregnet. Om det politisk er realistisk at revidere nogle af skattelettelserne, det ved jeg ikke, udtaler økonomen.

En stor del af debatten har handlet om, hvorvidt det overhovedet er muligt for det offentlige at imødekomme de stigende forventninger til velfærden, når danskerne bliver rigere.

Eller vil regningen i sidste ende løbe løbsk, fordi kravene bliver for store?

Det er også en af årsagerne til, at regeringspartierne har fremlagt deres tanker om en opsparingsmodel, så danskerne selv i højere grad sparer op til nogle ydelser.

Indtil videre har regeringen dog undladt at specificere, hvilke ydelser danskerne eventuelt selv skal spare op til.

Ifølge Gustav Elias Dahl er en sådan opsparingsmodel dog ikke nødvendig, hvis man i stedet politisk vælger at prioritere ressourcer til det offentlige.

Men er det realistisk, at det offentlige skal fortsætte med at dække velfærden på alle områder, når vores velstand stiger, vores forventninger vokser, og det i sidste ende muligvis resulterer i en større regning for det offentlige, hvis det skal følge med vores forventninger?

- Jo højere indkomst vi opnår, desto flere skattepenge indbetaler vi også i statskassen, da vi betaler en procentdel af vores indkomst i skat. Så på den måde bliver det hverken dyrere eller billigere. Det afspejler snarere, at vi tjener flere penge og betaler mere i skat

Men vi kan se, at når danskerne bliver rigere og de basale behov er opfyldt, bruger de en større del af deres indkomst på eksempelvis sundhed. Ville det ikke betyde en større regning for det offentlige, hvis det skal følge med?

- Ja, det er rigtigt. Hvis vi fokuserer specifikt på sundhedsområdet, så er det korrekt, at vores udgifter til sundhed er steget en smule hurtigere end den generelle velstand de sidste 20 år. Der er dog også andre områder inden for det offentlige, hvor væksten har været langsommere end den generelle velstand. Samlet set har det offentlige forbrug dog forholdt sig nogenlunde i takt med vores velstand.

Selvom alle tre regeringspartier har diskuteret idéen om en opsparingsmodel, har partierne også påpeget, at der ikke er tale om et politisk initiativ i denne regeringsperiode.

Ikke desto mindre er spørgsmålet, om det i en overskuelig fremtid kan blive relevant. Statsminister Mette Frederiksen (S) har i hvert fald understreget, at dette er en 'nødvendig debat', der skal tages.

- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der kan lægge til grund, at det én til én bliver, som det plejer at være. Men det betyder ikke, at vi skal over til en helt anden samfundsmodel. Det skal vi ikke.

- Men vi står over for kæmpe store udfordringer, og det bliver vi nødt til at forholde os til, sagde Mette Frederiksen til Ritzau.

Mindst 500.000 danskere har set Barbie-filmen, og mindst lige så mange har holdninger til den.

’Pink hjernevask’ har Sørine Gotfredsen kaldt den – vel at mærke uden at have set filmen. ’Kapitalismens våde drøm’ er den også blevet kaldt af Dagbladet Informations anmelder. Den blev beskyldt for at være mandehadende af britiske Piers Morgan, mens den også er blevet kaldt et mesterværk og Hollywoods redning. Måske sandheden eller i hvert fald debattens nuancer ligger et sted i midten, måske endda uden for filmens verden?

Jeg var selv lidt loren ved at skulle se filmen første gang. Der var store forventninger til både instruktør Greta Gerwig og til det skønne cast af skuespillere. Men hvordan ville filmen takle den multitude af problematikker, der følger med Barbie-dukken? Prinsesseæstetikken, der har været med til at stereotypisere farven pink. De umulige kropsidealer?

Jeg legede selv rigtig meget med Barbie-dukker som barn, men det var aldrig i en perfekt ’dream-world’, hvor alle var glade og havde jobs som astronauter og nobelprismodtagere. Nej, det var mere sæbeopera med slåskampe og kærlighedsintriger, graviditeter (uden genitaliers involvering) og uendelige fødselsdagsfester, der skulle arrangeres blandt dukkerne. Med andre ord rent kaos.

Efter første visning af filmen, kom jeg ud og vidste ikke helt hvad jeg skulle mene om den. Den mindede ikke om den måde, jeg plejede at lege på. Men det kunne jeg sagtens afskrive som noget kulturelt eller, at min vennekreds måske afveg fra de gængse legemønstre. 

Filmen var fuld af skønne, sjove scener. Der var samfundskritik og selvironi. Der var en helt vidunderlig Ryan Gosling som Ken. Og så var der en mislyd, en skurren i alt det lette og sjove: Et tungt firma, der stod bag en film, og som gerne ville have os til at købe de dukker, som var blevet mindre og mindre populære det seneste årti. Firmaet Mattel, der gerne så os smide 149,- kr. på disken for en Barbie-dukke i feminismens navn. Kunne jeg stå inde for det?

I kølvandet på filmen kom så den pink marketingsbølge, hvor vi i ugerne efter filmens premiere blev bombarderet med Barbie-relaterede varer: Et pink Airbnb Barbie ’Malibu Dreamhouse’, man kan leje i virkeligheden. Samarbejder med alverdens brands fra Crogs til Balmain.

Men meget omtale skete også organisk. Kampagnen fik sit eget liv. Publikum troppede op til Barbie-visninger i lyserødt tøj, som en form for feministisk statement. Farven skulle ikke længere være et symptom på fastlåste kønsroller. Og så var der alle de skæve vinkler, som da én på Instagram tog et billede af en smuk lyserød solnedgang og skrev ’tak til Warner Bros’ Marketing-afdelingen for at fixe dette’.

Sideløbende voksede en anti-pink bølge af mennesker, der rasede over film, feminisme og forbrugerisme i en stor pærevælling. Jeg selv stod lidt apatisk i midten. Prøvede at læne mig ind i, at her var en film, jeg ikke spontant kunne elske eller hade. Til gengæld var der masser af guf til debat og diskussioner – og derfor tænkte jeg at tage filmen med ’på arbejde’.

For nylig var jeg kursusleder på Ebeltoft Filmhøjskole. En hel uge i filmens tegn. En del af kursisterne er pensionister. På ingen måde målgruppen til Barbie. Alligevel havde jeg bestilt filmen hjem, så vi kunne se den. Men jeg ville ikke risikere, at de ældre, måske især hanelefanterne, valgte den fra på forhånd. Derfor holdt jeg titlen hemmelig, indtil alle sad i biografen og skulle se den. Da jeg afslørede, hvad de skulle se, var der delte meninger i salen. Nogle klappede, andre sukkede.

Da lyset blev tændt i salen efter rulleteksterne, brød klapsalver ud. Det er sandt. Folk klappede. Og én af kursisterne, en ældre herre, rejste sig og sagde: ’Tak fordi du fik mig til at se den. Den havde jeg aldrig selv valgt, men den mindede mig om Jaques Demys klassiske musical, ’Pigen med Paraplyerne’ – legesyg i både handling, holdning og æstetik.’

Og lige dér i den efterfølgende samtale, landede filmen ordentlig i mig. Det var i de mange forskellige reaktioner, positive som negative, at filmen fandt sit ægte potentiale. Det er ikke bare en Barbie-version af Pinocchio. Det er en samtalestarter på tværs af generationer, køn og etnicitet. Der ER så meget at tale om. Og dét bliver vi faktisk rigere af alle sammen (ikke monetært, medmindre du er Mattel). 

Det nytter ikke noget at sætte sig med korslagte arme i et hjørne og afvise samtalen på forhånd, fordi ’det er bare typisk feministerne/Barbie/mega-corporations/forbrugerisme/venstrefløjen/højrefløjen/indsæt selv argument’.

Kom ud af hjørnet og vov at få lidt pink på hjernen. Måske er det ikke din smag, men du risikerer at blive klogere på dine medmennesker.

Moderaternes gruppeformand i Folketinget Henrik Frandsen ser den grønne omstilling som den store mulighed for at ændre landområdernes forfald og affolkning til fremdrift.

Det gav han fredag udtryk for i Radio 4 programmet Det Blå Hjørne i en debat med Danmarksdemokraterne Søren Espersen og Nye Borgerliges Kim Edberg Andersen. Avisen Danmarks politiske redaktør Casper Dall var vært og interviewer.

En gængs opfattelse er, at livsvilkårene på landet er noget bissede i forhold til i storbyerne. Bl.a. forstået på den måde, at de rigtige meningsindehavere på Østerbro og andre metro-nære hovedstadslokaliteter sagtens kan være klimabevidste i forhold til dem, der bor ude i afkrogene med lange afstande og ringe kollektive transportmuligheder. For eksempel.

Baggrunden for debatten er, at økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) i et interview i Avisen Danmark i onsdags fortalte, at regeringen fra i år vil afsætte 200 millioner årlige finanslovskroner til at fremme initiativer, der udvikler og styrker livet på landet.

Henrik Frandsen er landmand og kommer fra Tønder, hvor han har en fortid som borgmester og venstremand i øvrigt.

Han synes ganske vist heller ikke, at Danmark er helt i balance, hvad levevilkår angår. Men han ser samtidig tidens største globale tema, den grønne omstilling, som den helt store mulighed for landområderne og dem, der bor og arbejder dér.

Han oplever ubalancen, men synes ikke, at den trods en måske gængs opfattelse kun bliver mere og mere udtalt. Han synes heller ikke vi skal gå rundt og tale et modsætningsforhold mellem land og by op i omdrejninger.

- Jeg plejer at sige, at København er Jyllands største by. Vi er alle sammen afhængige af, vi har en stærk hovedstad. Vi har ikke gavn af at tale hovedstaden ned, siger han og henviser blandt andet til den vækst, et universitetsmiljø her og i andre større byer skaber til gavn for hele landet.

Henrik Frandsen medgiver, at der er væsentligt anderledes livsvilkår, når man bor i byen, end når man bor på landet.

- Det er vigtigt, når vi f.eks. på Christiansborg gennemfører CO2 afgift og klimatiltag, at man ikke gør det sådan, at man ikke kan bo i landområderne mere. Dér er en væsentlig opgave: at sikre balancen i Danmark. Det er ikke alle på Christiansborg, der har blik for det, siger Henrik Frandsen.

- Men jeg accepterer simpelthen ikke, at vi er i en offerrolle, fordi vi bor på landet.

På visse stræk er han altså delvist enig med Søren Espersen og Kim Edberg Andersen.

De gav begge med forskelligt ordvalg udtryk for, at folk, der bor uden for storbyerne udskammes, og at mange glemmer, at her nedlægges både skoler og arbejdspladser.

Det samme gør busruter, selv om afstandene er lange, og så skal de se på kæmpe vindmøller og tudegrimme solcelleparker, der kun kan placeres hos dem, dér, ude på landet. Bøvl, bøvl, bøvl i forhold til dem, der har metro, letbaner, busser, skoler, musikhuse, teatre, idrætsklubber og indkøbscentre lige uden for gadedøren, strøm produceret langvejs fra og indtægter, der gør det muligt at have en fiks lille Tesla stående til brug en dag, der er behov for at transportere sig ud til en økologisk gårdbutik uden for bygrænsen.

- Grøn energi, det fikser de ude på landet, vindmøller, det fikser de ude på landet. Men ingen snakker med realkreditinstitutterne. Nej vi tager ikke offerrollen, vi påpeger bare nogle ting, når de er tåbelige. Vi forklarer bare, I sparker på os, sagde Kim Edberg Andersen, men definerede ikke nærmere, trods Casper Dalls spørgsmål, hvem de sparkelystne er.

Søren Espersen mener, at det er hele holdningen til livet på landet, der vakler, i modsætning til i England, hvor han engang boede og oplevede det helt anderledes. Her ses det som noget positivt at slå sig ned i en landsby og leve det rolige liv.

- Gennem mange år har vi forsømt at fortælle, hvor vigtigt det er at have yderområder, hvor folk har en helt anden måde gå til livet på. Vi skal være stolte af at bo på landet. Der starter med at kreditforeningerne vil tro på det projekt, sagde han.

Bemærkningerne om realkreditinstitutterne relaterer sig til en artikel i Finans i tirsdags. Her fremgik det, at flere realkreditselskaber ønsker ikke at belåne huse, der ligger tæt på vindmøller eller solceller.

Selv om Henrik Frandsen også ser ubalancer i samfundet, fylder landområdernes fremtidsmuligheder mere i hans optik.

- Det er et potentiale, man har ude i landområderne. Vi har en opgave i at se på de modeller, der tilgodeser landområderne, så det er attraktivt at bo i nærheden.

Her peger han på fremtidens energiproduktion, der i stort omfang foregår på landet, det være sig vindmøller, solcelleparker eller energiproduktion, der skal føres i land ude fra Nordsøen.

- Det skaber vækst og arbejdspladser. Og der skal stadig produceres fødevarer.

- Der skal ske kæmpe omlægninger, det er jeg med på. Men jeg ser ikke fremtiden som farlig, jeg ser fremtiden som fuld af muligheder. Den grønne omstilling er landområdernes kæmpestore mulighed.

Godsejer Jannik Ahlefeldt-Laurvig etablerede landets første skovbegravelsesplads i privat skov på Stensballegaard i 2018.

Dengang troede han, at det primært var folk, som ikke var medlem af folkekirken, der ville benytte sig af tilbuddet om at blive begravet under trækronerne.

Siden da er der kommet adskillige skovbegravelsespladser til, og det har vist sig, at idéen om at blive stedt til hvile i skoven, når døden har indhentet en, tiltaler en bred skare af folk - også medlemmer af folkekirken.

Det ved Jannik Ahlefeldt-Laurvig i dag som direktør i Skovbegravelse, der administrer 16 skovbegravelsespladser i hele landet.

- Det var en helt forkert antagelse, vi havde i starten. To tredjedele af alle nedsatte urner er med medlemmer af folkekirken, og mange har en bisættelse inden. Der er også en præst med nogle gange. At blive begravet i skoven har vist sig at være for alle, men måske især naturelskeren, jægeren og fiskeren, siger han og tilføjer, at hans fornemmelse er, at mange af dem, der i dag vælger en skovbegravelse, ville have valgt en askespredning, hvis en lovændring i 2008 ikke havde banet vejen for skovbegravelser.

- Der er mange ligheder mellem en askespredning og skovbegravelse, men ved en urnebegravelse i skoven er der muligheden for at lægge en plade, og det giver folk visheden om, at de kan komme tilbage og besøge afdøde. Ved en askespredning lægger man måske en sten på stranden, som markerer, hvor man spredte asken, men efter nogen tid kan den forsvinde, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

At urnegravsteder er pasningsfrie, og at de efterladte har et sted at opsøge kombineret med tanken om at ens sidste hvilested bliver i skoven, er de tre vigtigste grunde til, at folk vælger en skovbegravelse, fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

- Naturen trækker. Træerne bliver ens primære gravminde, og de får måske lov til at blive 200 år gamle. I almindelig skovdrift ville man måske fælde dem, når de var 100 år gamle. Man lægger ikke blomster, og i naturen kan man komme forbi, når man har tid. Man føler sig nok ikke nær så forpligtiget til at komme forbi hver søndag, som hvis der var et almindeligt gravsted på en kirkegård.

I løbet af de kommende 12 måneder forventer Jannik Ahlenfeldt-Laurvig at føje yderligere fem til seks nye skovbegravelsespladser til de allerede eksisterende, som Skovbegravelse administrer, og han ser ikke, at efterspørgslen på skovbegravelsespladser vil aftage i fremtiden.

- Der er stadig huller på landkortet, men det kræver selvfølgelig, at der er skovejere, som er villige til at åbne skoven op, hvis der skal etableres nye skovbegravelsespladser.

Et af de godser, som har valgt at dedikere et lille stykke skov til en skovbegravelsesplads, er Meilgaard Gods på Djursland.

Om en lille måned forventer skovfoged Mads Olesen, at alting er faldet på plads, og at området kan tages i brug.

- Vi oplever en øget interesse for, at folk vil begraves på vores skovkirkegård, men den er ikke ret stor, og over tid vil vi ikke kunne følge med efterspørgslen. Derfor var det oplagt at få etableret en skovbegravelsesplads, så folk kan blive begravet, hvor de ønsker. Samtidig er der også et økonomisk element i det - det kan vi ikke løbe fra. Under hvert træ laves der plads til op til 30 urner, og vi ville simpelthen aldrig kunne sælge et træ så dyrt på anden vis, siger Mads Olesen.

Ytringsfriheden ér under pres. Vi lever i dag desværre i et mindre frit samfund. Angreb på Danmark og vestens værdier har sat sig spor, der gør os mindre frie i tanke og handling.

For et år siden forsøgte en 24-årig muslimsk mand at slå den britiske forfatter Salman Rushdie ihjel i USA. Forfatteren, der i over 30 år har levet med en fatwa, slap lige netop med livet i behold, men måtte en tur i respirator og mistede blandt andet synet på sit ene øje.

Rushdie deler skæbnefællesskab med den afdøde danske satiretegner Kurt Westergaard, hvis navn og virke er mere aktuel end nogensinde. Kurt Westergaard levede de sidste mange år af sit liv under politibeskyttelse og blev selv forsøgt slået ihjel med en økse i sit hjem i Viby i 2010.

I Aarhus er der politisk flertal for at opkalde en vej ved Jyllands-Postens tidligere hovedkvarter efter netop Kurt Westergaard. Den endelige beslutning er dog sendt i udvalg, fordi der angiveligt skal laves en form for sikkerhedsvurdering. Man kan med god grund frygte, at Kurt Westergaards kamp for ytringsfrihed ikke bliver markeret med et simpelt vejskilt.

I forplumrende proces er også Lars Løkkes og regeringens tvivlsomme forsøg på med juridiske spidsfindigheder at stække ytringsfriheden i Danmark. De fremmeste eksperter har ellers understreget, at uanset hvor provokerende eller stødende afbrændinger af religiøse skrifter er, så er det indiskutabelt en ytring. Også selvom Mette Frederiksen hævder noget andet.

I den kommende uge åbner Museum for Dansk Bladtegning i Den Gamle By i Aarhus. Men det bliver uden de historisk mest betydningsfulde danske bladtegninger af alle, nemlig Kurt Westergaards og de elleve andre Muhammed-tegninger fra samme serie. Disse er ifølge Århus Stiftstidende låst inde et hemmeligt sted klausuleret til tidligst at blive vist for offentligheden i 2051!

Ingen film, intet teater eller anden kunstnerisk scene i Danmark har ifølge min eller internettets hukommelse vovet sig ud i en ellers oplagt kunstnerisk behandling af Muhammed-tegningerne. Også dét er et påfaldende udtryk for begrænset frihed, der understreger fakta: Ytringsfriheden ér under pres. Det er ikke til debat.