Det første år kunne Holger Ross Lauritsen notere sig 36.000 kilometer - svarende til 150 pr. medarbejder.

Og næste år 58.300 kilometer svarende til 201 pr. medarbejder.

Tallene dækker over de antal kilometer, ham og hans ansatte de sidste to år har nedlagt på cykel til arbejde som en del af et nyt initiativ på arbejdspladsen.

- Vi skal have vendt den negative udvikling af cyklisme i Danmark. Det er simpelthen bare et spørgsmål om tradition og vane, og der mener jeg, at virksomheder også kan gøre en indsats. Derfor har vi valgt at betale vores medarbejdere for at motivere dem til at cykle mere, fortæller administrerende direktør hos VM Tarm, Holger Ross Lauritsen.

Hos industrivirksomheden VM Tarm i Vestjylland har medarbejdere de seneste par år kunne cykle sig til en årlig bonus på 2200 kroner før skat ved enten at cykle til arbejde 100 gange på ét år eller nedlægge i alt 300 kilometer.

En bonus som sammenlagt fik virksomhedens administrerende direktør, Holger Ross Lauritsen, til at udbetale i alt 72.000 kroner til sine medarbejdere det første år - og endnu mere det andet.

Danskerne er ikke glade for at hoppe på cyklen, når de skal fragte sig til arbejdet - og det er selvom de ikke har lang vej.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, som konkluderer, at det kun er 20 procent af danskerne, der tager cyklen på arbejde, selvom de har under 10 kilometer fra hjemmet.

En andel som med fordel kunne være højere i følge branchedirektør i Dansk Industri Transport og tidligere folketingsmedlem for Venstre, Karsten Lauritzen.

- Der er mange gode grunde til at fremme cyklisme i hele Danmark. For den enkelte medarbejder betyder den daglige cykeltur frisk luft, mere motion og mindre spildtid i trafikken. Arbejdsgiverne får glæde af medarbejdere, der er mindre syge, og som ikke sidder fast i lange køer til og fra arbejde, siger han og tilføjer:

- Og samfundsøkonomisk er det også en stor fordel. Faktisk bliver samfundet over otte kroner rigere for hver kilometer, danskerne cykler, som følge af bedre sundhed.

Analysen viser også, at hovedstadsområdet er det sted i Danmark, hvor medarbejdere har kortest afstand til arbejde. Her har 71 procent under 10 kilometer fra hjemmet.

Til sammenligning er samme tal 43 procent i Vestjylland og 46 procent i Østjylland.

Det er snart tre år siden, at Holger Ross Lauritsen implementerede initiativet med "cykelbonus" for sine mere end 300 medarbejdere hos VM Tarm.

- Overordnet har de (medarbejderne, red.) taget godt imod det. De har syntes, det var sjovt, og der er mange, som faktisk er begyndt at cykle mere, siger den administrerende direktør.

Holger Ross Lauritsen bor selv i Herning, som ligger cirka 40 kilometer fra virksomheden i Tarm.

Han har en enkelt gang taget hele vejen på cykel og har ellers flere gange kombineret turen med tog.

For ham var det vigtig at strikke initiativet sammen på en måde, så det både imødekommer medarbejdere, der er bosat langt væk fra arbejdspladsen, og dem som bor tæt på.

Derfor kan medarbejdere hive bonussen på 2200 kroner hjem både ved at cykle 100 gange på et år eller nedlægge i alt 300 kilometer på vej til arbejde.

Øget cykling giver ikke kun en sundhedsmæssig gevinst for den enkelte, der vælger cyklen til, men bidrager også til økonomien på arbejdspladserne i form af reduceret sygefravær, når den daglige cykeltur ikke fortrænger anden fysisk aktivitet.

Det viser en tidligere analysen fra Dansk Industri, som indikerer, at 1200 kilometer mere på cykel fører til én sygedag mindre.

For Holger Ross Lauritsen er tiltaget med "cykelbonussen" overordnet indført af to årsager:

- Der er to ting i det. Det ene er, at det jo i første omgang er et sundhedstiltag. Og det andet handler om, at det jo samtidig er et miljø- og klimatiltag. Det reducerer CO2-udledningen og skaber mindre trængsel på vejene - og dermed også mindre behov for nye veje, fortæller den administrerende direktør og tilføjer:

- Det er en rigtig god sag. Fordi det er sådan set en win win-situation. Medarbejderne bliver sundere af det, og så bliver de mere produktive og har færre sygedage.

Heldigvis for virksomheden i Vestjylland findes der gode cykelforhold med brede og oplyste cykelstier i lokalområdet.

-  Vi har også lavet et fint og stort cykelskur her på arbejdspladsen, hvor medarbejdere har mulighed for at pumpe cykeldækkene og oplade elcyklen, fortæller Holger Ross Lauritsen.

Men det er ikke alle steder i Danmark, hvor cykelforholdene er lige så gode.

Dansk Industris nye analyse konkluderer, at det danske cykelstinet i alt måler knap 16.000 kilometer -svarende til tre kilometer for hver bebygget kvadratkilometer.

Heraf viser analysen, at 10 procent af det samlede cykelstinet befinder sig i hovedstadsområdet, selvom området kun fylder fem procent af Danmarks bebyggede areal.

Sagt med andre ord findes der mange steder i Danmark, hvor cykelstinettet er mangelfuldt, hvilket kan være en af forklaringerne på, hvorfor det er de færreste danskere, som vælger cyklen, når de skal fragte sig til arbejdet.

Susan Aaen viser mig sin arm.

- Jeg får gåsehud, siger hun.

Hendes kjole er gul, men minderne rosenrøde. Susan taler om en specifik begivenhed, en særlig dag, hun “aldrig glemmer”.

- Det er en af den slags ting, som man gemmer på biblioteket over livets største oplevelser, fortsætter hun.

Susan får gåsehud, fordi hun taler om den 28. juli 2022. Dén dag, hvor der var børn iklædt englevinger, fyrværkeri og en gulerodskage, der vejede 700 kilo. Hvor Glyngøre, der til dagligt huser 1500 mennesker, havde besøg af 25.000.

Det var den dag, hvor Jonas Vingegaard blev hyldet i sin hjemby for at vinde Tour de France 2022. Glyngøres største fest nogensinde. Og på torsdag sker det igen, for tilflytter-thyboen har også sejret i 2023-udgaven.

- Jonas beviser, at fællesskabet findes, siger Susan Aaen.

Hun er provst i Salling Provsti, men laver mere end at prædike i kirken. Hun speaker også Futsal-kampe i den lokale hal, organiserer nødhjælp for ukrainske flygtninge og arrangerer byfester. Og så er hun nabo til Jonas Vingegaard.

- Når man ser ham drøne forbi på cyklen klokken halv syv om morgenen på en råkold novemberdag, så tænker man: “Så kan jeg også godt”.

Men cykelrytteren er ikke kun en inspirationskilde, forklarer præsten. Han er også en påmindelse.

- Han minder os om, at vi bor et fantastisk dejligt sted her. Og at vi i vid udstrækning kan lykkes med det, vi vil.

Det her er fortællingen om Jonas Vingegaards ringe i Limfjorden. Hans indflydelse.

Læser du videre, kommer du til at høre om vestjysk selvforståelse, identitet og Jantelov. Om østers og kebab.

For mens champagnepropperne springer i Paris og Glyngøre, forsøger Avisen Danmark at forstå, hvad der sker med en, når man deler Brugs med verdens bedste cykelrytter.

Kebabmenu og museumsudstilling

200 mennesker sidder skulder ved skulder i en lagerbygning på havnen i Glyngøre. “Kassehuset,” hedder det, for fra 1920’erne til 1980 blev der produceret fiskerkasser på adressen. Nu bliver der vist Tour de France på storskærm, og der er hård kamp om pladserne. Da dørene åbnede, stod 75 mennesker i kø. Her er børn og voksne, unge og gamle, nogle der strikker, og nogle der glor ned i en iPad. De fleste er iklædt gult. Det er, det meste af Glyngøre.

På hovedgaden står Jonas Vingegaards navn i kridt, Limfjordens Pizza og Grill pønser på at opkalde en kebab efter ham, og på det lokale museum har de lavet en udstilling dedikeret sidste års Tour de France-sejr. Løvebamser, lycratrøjer og stofbannere står i glasmontrer, og Janne Søndergaard - en storsmilende museumsvært med gule negle - får lov til at udlægge teksten.

- Vingegaard har sat Glyngøre på verdenskortet. Der kommer udenlandske turister ind og spørger, om det er her, han er fra, siger hun.

Janne er selv fra Fur, som “folk” - med hendes ord - “ikke aner, hvad er, udover en øl”.

- Men nu er hele kommunen kommet på Danmarkskortet, og det er ikke fordi, Barack Obama har holdt et foredrag i Skive. Det er fordi, vores alle sammens Jonas bor her.

Tine Danielsen ser det lidt mere udefra. Hun er teamleder for formidling på Museum Salling, men kommer selv fra Sjælland.

- Fortællingen om Jonas Vingegaard underbygger Glyngøres egen selvforståelse som en by, hvor de kan lidt mere.

Bladrer man lidt tilbage i historiebøgerne, har den lille by på Salling mere end bare cykel- og sildeeventyr at byde på. JAMO-højtalerne blev skabt i en garage her i byen, og på et tidspunkt blev mere end 400 medarbejdere beskæftiget på fabrikken i Glyngøre, mens virksomheden omsatte for et trecifret millionbeløb.

- Jonas Vingegaard understøtter selvbilledet her på kanterne om, at mennesker, der brænder for noget, kan gennemføre det, siger Tine Danielsen.

Guld værd for Glyngøre

Men Jonas Vingegaard er ikke kun en god fortælling. Han er også en god forretning for Glyngøre.

Det lægger Jens Olsen, bestyrelsesmedlem i Glyngøre Borgerforening, ikke skjul på.

- Rent marketingsmæssigt får man jo ikke en bedre ambassadør. Jeg har lige hørt, at tysk TV har lavet en reportage fra Glyngøre. På torsdag, når han skal fejres her i byen, har han måske Netflix i røven. Der er et før og efter Jonas Vingegaard her, siger Jens.

Han sidder bagerst i “Kassehuset” i sin rullestol og smiler. Den 56-årige mand arbejder for Skov, en virksomhed der laver klimastyring og ventilation til kylling- og svinestalde. Og når han siger, han kommer fra Glyngøre, får han reaktioner, han aldrig har oplevet før.

- Jeg har en søster, som bor i København, og når jeg overfor hendes venner fortalte, hvor jeg kom fra, sagde folk som regel bare “sild”. Nu ved alle, hvad Glyngøre er, og der kommer turister kørende fra alle dele af landet, siger han, før han dedikerer sin opmærksomhed til cykelløbet.

“JONAS, JONAS, JONAS, JONAS,” bliver der råbt foran skærmen, mens folk klapper i takt.

Ved siden af Kassehuset - på Danish Oyster Bar - bliver der hverken hujet eller larmet. Her bliver der slubret østers og drukket champagne. Men det er stadig Jonas i fokus. På den ene endevæg hænger et stort fladskærms-TV, som viser Tour de France’s sidste etape. På den anden endevæg hænger en gul podietrøje bag glas med cykelrytterens autograf på.

- Jeg fik den af Jonas i 50 års fødselsdagsgave, siger Svend Søe Bonde, som er kaptajn og ejer af Glyngøre Shellfish. Med en skarp kniv og en stærk, tatoveret arm er han igang med at åbne østers til sine kunder, mens han prøver at sætte ord på Vingegaards betydning.

- Vi er bare så stolte over, at han bor i vores by.

Hvorfor egentlig? Det er jo ikke dig, som har lært ham at cykle.

- Ja, hvorfor egentlig? Han bor jo lige henne ad vejen…

Svend bremser sig selv og kigger ud over Limfjorden. Så løfter han kniven lidt i vejret, som rækker han hånden op.

- Man skal tro, man er noget. Det er det, som Vingegaard viser os. Når Jonas kan, så kan jeg også.

Rejseselskabet Tui aflyser alle sine planlagte flyafgange til den græske ø Rhodos søndag og til og med tirsdag på grund af naturbrande på øen.

Det oplyser Anne Mørk-Løwengreen, der er kommunikationschef for Tui i Norge.

Også Sunweb i Danmark har aflyst en afgang fra Billund søndag, hvor 186 ferierejsende ellers skulle have været afsted, fortæller kommerciel chef Jan Lockhart.

- For at være sikker på, at vi kan tilbyde vores gæster en ordentlig ferie under ordentlige vilkår, har vi valgt at sætte vores aktivitet til Rhodos på standby i dag og forventer at kunne genoptage den i de kommende dage, siger han.

I forvejen er 60 af i alt 1000 danskere, der er rejst til Rhodos med rejseselskabet, direkte berørt af brandene. De er blevet evakueret til andre dele af øen. Nogle har måttet sove på skoler og i sportshaller natten til søndag.

Sunwebs næste flyafgange er tirsdag, men det er endnu uvist, om de vil afgå som planlagt.

Over 30.000 mennesker - både lokale og turister - er blevet evakueret fra området omkring en stor naturbrand på den græske ferieø.

Både Ekstra Bladet og TV 2 beretter om flere danske feriegæster, der har måttet forlade deres hotel.

Rejsebureauet Spies oplyste lørdag til Ekstra Bladet, at man var i gang med at evakuere 49 gæster i området.

Tui har haft 40 danskere i de berørte områder på Rhodos. Det er alle blevet flyttet til et andet sted på Rhodos.

I alt har Tui 2500 nordiske rejsende på Rhodos i øjeblikket.

Tidligere lød det fra Tui, at man ville aflyse rejser til hoteller i de berørte områder. Men nu er alle flyvninger altså aflyst.

Det er for at være "på den sikre side", siger Anne Mørk-Løwengreen.

Hun siger, at der tidligst vil være afgange til Rhodos igen onsdag 26. juli.

Det er endnu uvist, hvor mange danskere der er berørt af aflysningerne.

Kommunikationschefen siger, at alle, der har planlagt en rejse til Rhodos med Tui søndag eller en af de kommende dage, kan annullere eller ombooke rejsen.

De rejsende vil blive kontaktet af Tui.

Det danske udenrigsministerie udsendte lørdag en advarsel til danskere på øen.

"Naturbrand midt og øst på Rhodos. Veje kan være lukkede. Udvis forsigtighed, hvis du opholder dig tæt på Asklipieio, Kiotari, Lardos og Pilonas."

"Følg de lokale myndigheders anbefalinger. Hold dig opdateret via medierne, myndighederne, dit hotel og rejsebureau," lød det.

Især fra områderne Kiotari og Lardos er mange blevet evakueret. Her er kystvagtens skibe og over 30 privatejede både sat ind for at fragte folk til mere sikre områder. De evakuerede lørdag omkring 2000 turister.

Det lokale brandvæsen - der bekæmper flammerne med to helikoptere og tre fly samt assistance fra både slovakiske og rumænske brandmænd - er ifølge CNN yderst bekymrede for branden, da det blæser kraftigt i området.

Er du på ferie på Rhodos og påvirket af naturbrandene? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til journalist Mikael Dynnes Holmbo på midho@jfm.dk

"Undskyld", siger manden med sin nyligt indfangede hund i favnen og fortsætter: "Undskyld, han løb pludselig ned ad trappen, mens jeg var ude med skraldespanden".

En kvinde kommer ræsende ud fra forhaven med favnen fuld af haveredskaber: "Undskyld, sådan plejer hun ellers aldrig at være". Hun pisker rundt på villavejen for at fange sin snappende hund.

En anden kvinde eftersætter mig i løb, da hendes hund atter er forsvarligt buret inde, blot for at sige: "Undskyld, men lågen var lige blæst op".

Jeg smiler afvæbnende: Nå, det går nok, men husk det lige til en anden gang, ikke?

Jeg mener det ikke altid – smilet altså. Ofte er jeg hamrende sur. Og jeg kan ikke altid nære mig for at give et møgfald til den undskyldende, selvom jeg godt ved, at uheld sker, og firbenede stikker af, når de ser sit snit til det.

Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har passeret et vilkårligt hus med mine egne hunde blot for at blive mødt af et rasende vilddyr i fri dressur. Et vilddyr, der forlader sin egen parcel med det faste forsæt at bringe de forbipasserende artsfæller til jorden omgående, helst døde, men i hvert fald pacificerede til det bloddryppende.

Vilde optøjer, glam og frit tilgængelige tandsæt, hunde viklet ind i snore og mig, der sparkende forsøger at bringe mig selv ind imellem den angribende hund og mine egne hundes følsomme flanker.

SÅ FJERN DOG DEN HUND. NEJ, NEJ, NEJ. VÆK MED DIG. HALLO. ER DER NOGEN HJEMME? VIL DU GODT HENTE DIN HUND OMGÅENDE?

Jeg lyder som en idiot. Normalt regner jeg ikke mig selv for panisk, og jeg føler mig heller ikke panisk i situationen, bare rasende, men jeg lyder panisk. Jeg kan godt selv høre det. Men hvordan trænger man ellers igennem til det menneske, der dalrer rundt inde i stuen og ikke har opdaget, at lille yndige Fido har forladt haven og er gået i voldsrus ude på fortovet?

Man må råbe. Meget højt.

Det er lidt nemmere, når man møder de løsgående ude i det offentlige på travetur med deres ejer. Som regel kan man se hundeejeren et par hundrede meter bagude, og så skal man bare holde stand, indtil han får luntet sig frem til rovdyret og grebet fast i halsbåndet.

Men selv i de tilfælde er jeg sur. Møghamrende sur.

"Den gør ikke noget", råber ejeren ofte gemytligt imod mig, mens hans hund er i fuld galop i min retning. Nej, måske ikke, men det gør mine hunde. Det skulle du måske tænke over, din klovn.

Når mine hunde møder en løsgående hund af ukendt bekendtskab, mens de selv er hægtet fast til både mig og hinanden og derfor ikke frit kan gribe til hverken flugt eller angreb, ser de ikke anden udvej end at sætte tænderne i modparten, så snart den kommer tæt nok på. Deres instinkter for jagt og vagt træder øjeblikkeligt i funktion.

Forleden standsede en kvinde mig netop, da vi var ved at passere hinanden i en af byens parker: "Tak, fordi du holder dine hunde i snor", sagde hun. Hun var bange for hunde, fortalte hun, og hun undrede sig over, at hun i stigende grad møder løse hunde på sine gåture.

Ja, det undrer også mig.

"I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres en hund i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren", står der umisforståeligt i hundeloven.

Jeg kan godt straks vedgå i dette sluttede selskab, at fuldt herredømme har jeg ikke over mine hunde. Slet ikke. Overhovedet ikke. Trods deres tilforladelige udseende er hunde rovdyr med vildskaben lurende lige under den polerede overflade, og de kan momentant være fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde.

Jeg kunne derfor drømme om, at alle hunde holdes i snor, når de forlader hjemmet. Det er nemlig yderst sjældent, jeg møder et menneske, der har fuldt herredømme over sin hund. Selv mener ejerne naturligvis, at lille Fido er det fredeligste væsen på Jorden, at de kan kalde ham til sig på et splitsekund, og at han lydigt ikke vil vige fra deres side.

Jeg kan sagtens forstå, at deres hjerte hænger ved hunden, som et barn hænger ved slikskålen. De fleste hundeejere svømmer lige så gerne over i lovprisninger af deres elskling på fire ben som over deres børnebørn.

Men lad mig afsløre en ting overfor alle hundeejere, herunder også mig selv: De fleste andre mennesker kan ikke lide din hund. Måske heller ikke dine børnebørn, men lad det nu ligge. Glæden over hunden lever som udgangspunkt alene hos dig, og der trives den fint. Du behøver ikke føle, at glæden skal fordeles ud til alle os andre.

Tak for alle de undskyldninger, jeg har modtaget i mine mange år som hundeejer, men faktisk har jeg kun ét ønske:

Kære hundeejer med den løsgående, du vil gøre hovedparten af dine medmennesker en stor, stor tjeneste, hvis du følger reglerne og sætter en snor på din hund, lukker havelågen og stænger hoveddøren, så Fido bliver, hvor han hører til: Ved din side, under fuld kontrol. Så slipper du også for at høre mig råbe som en idiot. Igen. Og igen og igen.