Det er hedt, og på en bænk i skyggen sidder et umage par og snakker. En mand og en kvinde. Han er fra Hørby i Nordjylland og tidligere politimand. Hun er fra Tjekkiet og sælger seksuelle ydelser på gaden for småpenge.

De to kunne næsten ikke være mere forskellige, men én ting har de til fælles - noget, som nærmest løber i deres blodbaner: Vesterbro. Især ”Drug Highway”, som man kalder et område centreret omkring Istedgade og Kødbyen. Her ligger stofindtagelsesrummene H17, her ligger Reden, og her ligger Mændenes Hjem. Det er epicenteret for handel med hårde stoffer.

Og så var det her, René Dahl Andersen og Lucie mødte hinanden første gang for cirka 22 år siden. René var ny, ung politimand med store ambitioner om at få ryddet op på Vesterbro. Lucie var fra Tjekkiet og en ganske ung teenager, og hun levede som prostitueret.

- Jeg husker hende tydeligt, fordi hun var så ung, og hun lignede ikke de andre gadeprostituerede, der var tynde med dårlige tænder og dårlig hud. Lucie var kraftig, og så var hun meget ydmyg, forsigtig og talte lavt. Hun var ikke ligesom de rå piger, der råbte ”luk røven, for satan” og sådan noget, siger René Dahl Andersen.

På de cirka 22 år, der er gået, siden René først mødte Lucie, er der sket en masse i hans liv. René fik bygget et net af kilder blandt kunder og småpushere, og via dem lykkedes det ham at knalde flere af narkohandlens bagmænd og skabe sig et navn i politiet.

Undervejs blev hans moralske kompas slået ud af kurs, og han endte med at få en dom, og så var han færdig hos politiet. Han har også nået at arbejde som FBI-uddannet agent. Han har skrevet to bøger om sit liv i en hård kriminel verden. Et liv, som også er omdrejningspunkt i flere podcasts, han laver, og i dokumentaren ”En gang narkostrømer" på TV2. Og det er de historier, et sultent true crime-publikum står i kø for at høre, når René holder foredrag i hele landet.

Lucie har ikke skrevet bøger eller fortalt om sit liv på gaden i en verden, få kender. Hun står stadig på gaden og gør stort set det samme, som hun gjorde, da René først mødte hende. Og nu har han mødt hende igen:

- Jeg genkendte hende med det samme på Istedgade ved Spunk Bar, da vi var ude og lave nogle optagelser til et afsnit af podcasten "Narkostrømer" på Podimo. Det ramte mig, at hun stadig står her, siger René Dahl Andersen.

Og det ramte mange flere end ham.

- Da podcasten blev udgivet, blev min mailboks væltet af mennesker, som var påvirket af Lucies historie. De spurgte, hvad de kunne gøre for at hjælpe hende. Kunne de sende penge? Kunne de sende tøj? Jeg kunne se, at her var en mulighed for at hjælpe på en måde, der ikke var mulig, da jeg var gadebetjent, siger han.

Den helt enkle menneske-til-menneske-hjælp, som René Dahl Andersen var klar til at kaste sig ud i, viste sig dog at være noget vanskeligere, end han havde forestillet sig. Både systemet Danmark og gadens egne hårde love kaster forhindringer ind i ligningen.

Men først skal vi kigge lidt nærmere på de to mennesker, Lucie og René, som sidder på bænken og snakker. De sidder i skyggen tæt på Café Klare, som er et sted, hvor hjemløse og socialt udsatte kvinder som Lucie har et trygt frirum i nattetimerne.

Lucie har levende grønbrune øjne, hun er kraftigt bygget, og hun har en tatovering på sin højre håndryg. Hun har dårlige tænder, hendes hænder er stærke med korte, kraftige fingre. Om halsen har hun et Jomfru Maria-smykke.

Lucie er svær at forstå, hvis man ikke kan tjekkisk. Hun siger, hun forstår både dansk og engelsk. Det viser sig dog hurtigt, at det langt fra er alt, hun forstår. René har dog hjælp fra en bekendt, som også er fra Tjekkiet, og hun fungerer som tolk over mobilen.

René har fortalt hende om projektet tidligere, men det virker som om, det ikke rigtigt er sivet helt ind. Det virker nok surrealistisk, at nogen, som hun dybest set ikke kender, vil forære hende adgangsbilletten til et andet liv.

René forklarer hende igen om den indsamling, han har stablet på benene med ét klart mål: At få Lucie væk fra gaden og give hende en reel mulighed, hvor hun ikke skal sælge sig selv for at få penge til mad og ophold.

- Sådan nogle som Lucie er ikke vant til, at der kan ske dem noget godt, siger René Dahl Andersen.

Han har en kuvert med til hende, som dels skal være et tegn på, at det her er virkeligt. Dels er pengesedlerne en slags akuthjælp, som betyder, at hun kan købe mad nogle dage uden at skulle trække på gaden. Den kuvert vil han præsentere hende for om lidt.

René Dahl har altid haft et blødt punkt for de svageste på gaden, siger han.

- Nogen vil gøre mig til en barsk fyr, og det har jeg også været i nogle tilfælde. Men aldrig over for dem, der var i bunden af systemet. Det var ikke de gadeprostituerede og junkierne, vi var ude efter. De bliver udnyttet hele vejen rundt, og dem havde vi lyst til at passe på, siger han.

- Kan det blive mere råt og hårdt end at stå på gaden om aftenen og natten som Lucie? Tænk at stå og kigge søgende og bedende efter mænd, der kører forbi, for at få dem til at tage én med op, så man kan tjene lidt på at give et blowjob eller et håndjob, så man kan flygte fra sin verden med et heroin-fix. Det er ikke dem, der er afhængige af heroin, man skal være ude efter. Vi var efter dem, der udnytter dem ved at sælge stoffer. Dem, vi kalder dødens købmænd, siger han.

Lucie er ikke på stoffer længere, hun har haft vilje til selv at tage en kold tyrker og stoppe helt, siger René Dahl Andersen. Hvis ikke det var tilfældet, gav det ingen mening at samle penge ind til hende.

Hvordan kan du være sikker på, at hun er helt clean?

- Det er let at se, når man kender gaden og miljøet. Man kan hurtigt kende en stofbruger på øjnene, på hænderne og på, at de er tynde, siger René Dahl Andersen.

Og nu sidder han så her og rækker Lucie en kuvert med 3000 kroner.

- De er til dig, så du kan få lidt ro på. Du skal ikke gøre noget til gengæld. Det er dine penge. Du skal bare skrive under her på, at du har modtaget dem, siger han og rækker hende et dokument og en kuglepen.

Lucie virker rørt. Hun har svært ved at tro, at pengene virkelig er til hende. Hun spørger, om hun ikke skal betale skat af dem.

Hun virker også lidt usikker. På en parkeringsplads tæt på holder en hvid kassevogn med østeuropæiske nummerplader, som hun bliver ved med at skæve til. Hun er ikke tryg ved den mand, der står ved bilen. Vi ender med at gå hen i en lejlighed i nærheden for at snakke videre.

Her bliver det mere og mere tydeligt, at hun er bange for at få en masse penge. Hun virker ubekvem, da René fortæller hende om den store indsamling, han har sat i gang. Om hundreder af tusinde kroner, som er øremærket til at give hende et nyt liv.

- Kan vi ikke give dem til de børn, der har brug for det, siger Lucie.

Lucie var selv ikke meget mere end et barn, da hun først kom til Danmark, og hun har aldrig selv fået børn. Hun har fået aborter.

Når Lucie fortæller sin historie her i lejligheden, er den både voldsom og usammenhængende. Den er nærmest en zigzag-tur gennem uhyrligheder, der begynder 20 minutter efter, hun bliver født. Da bliver hun bortadopteret eller ”givet bort”, som hun siger.

- Jeg vil gerne vide, hvem min rigtige mor og far er. Hvorfor gav de mig bort, spørger hun.

I stedet fik hun et liv, hvor hun fik tæsk af sin nye far, og hvor hun først som 13-årig fandt ud af, at hun var adopteret. Hun klarede sig dårligt i skolen, fik skældud og forsøgte selvmord flere gange.

Hun fortæller også, at hun blev udsat for seksuelle overgreb og voldtægt af en ældre mand, som boede i nærheden. Flere gange.

Selv om hun kun var et barn, siger hun: ”Jeg var også meget glad for at gå med sminke”, som om det var en gyldig undskyldning for overgreb og voldtægt.

Hun endte med at blive ”solgt”, fortæller hun, og hun boede med forskellige familier, indtil hun kom til Danmark sammen med nogle romaer.

Her har hun levet som prostitueret på gaden, hun har fået tæsk, hun har levet et hårdt liv, og hun har taget stoffer.

René Dal Andersen prøver at komme til bunds i, hvem manden i den hvide kassevogn er. Hvorfor er hun bange for ham? Er han alfons?

Lucie er afvisende. Men hun har en ven, der stadig er på stoffer. Én, som hun har boet med i perioder og føler ansvar for. René Dal Andersen prøver at finde ud af, om han er hendes alfons, eller om hun giver ham penge.

Lucie er lidt undvigende. Hun er mere som en slags mor for ham, siger hun. Og hun er bange for, at han ikke vil kunne klare sig selv. Men hun fortæller også, at han har tæsket hende.

Det er umuligt for Avisen Danmark at faktatjekke og komme til bunds i historien. Lucie er ikke én, man kan ringe til. Men det står ret klart, at hun er et barn, der er blevet gjort fortræd, ligesom mange andre af gadens piger og drenge er.

Forskellen på hende og de andre skæbner er, at René Dal Andersen har sat sig for at hjælpe hende. Selv om det ikke er så enkelt, som han havde forestillet sig.

- Jeg troede jo bare, jeg kunne begynde at samle penge ind, men så finder jeg ud af, at man skal ansøge om lov ved Indsamlingsnævnet, siger René Dahl Andersen.

Han så for sig, at både han og pengene skulle drukne i administrativt bøvl, men så fik han kontakt med Trine, som var én af dem, der havde hørt om Lucie i podcasten. Hun arbejdede med indsamling for en større organisation, kendte alt til reglerne og ville gerne hjælpe.

- Hun har gjort en kæmpe forskel ved at få alle tilladelser og få lavet den officielle "Narkobetjentens indsamling til Lucie", hvor man kan betale med mobilepay. Og hun gør det pro bono (uden betaling, red.). Det er fantastisk at opleve, hvordan mange i netværket bare byder sig til, for at vi kan få Lucie væk fra gaden, siger René Dahl Andersen.

Tilbage er så problemet med, at Lucie ikke føler sig tryg ved at blive kendt som en, der har penge, i de kredse, hun færdes i.

- Det er der styr på. Hun skal ikke have pengene. Hun skal have en lille lejlighed et helt andet sted, og så skal hendes husleje være betalt i 2-3 år, eller hvor meget indsamlingen rækker til. Derudover skal hun have et hævekort, hvor hun hver måned kun kan hæve op til et loft. Bare nok til, at hun kan købe mad og fornødenheder, siger René Dahl Andersen.

Hvordan kan du være sikker på, at alt det, hun fortæller dig, er sandt, René?

- Det kan jeg jo princippet heller ikke. Men jeg føler, jeg kender hende, og jeg tror på hende. Det nemmeste er at sige sandheden, og min erfaring er, at de, der lyver, kommer til at modsige sig selv. Jeg har snakket med Lucie mange gange, og hun farer ikke vild i sin historie.

Men hvorfor Lucie? Hvorfor giver det mening at hjælpe én person, når der er hundredvis af andre, der er samme sted og har brug for hjælp?

- Det er, fordi jeg har en historie med hende. Jeg blev berørt af, at hun stadig står der og trækker efter så mange år og giver blowjobs for helt ned til 75 kroner. Jeg kan jo ikke hjælpe alle, men kan jeg hjælpe én. Det er bedre at hjælpe én helt, end at der kun er en dråbe til hver.

Men hvad med alle de andre?

- Jeg håber, at det her kan skabe ringe i vandet. Måske får det folk til at hjælpe andre. Måske får det nogen til se på junkier og prostituerede på en anden måde og tænke på, at de er mennesker, og at der er en grund til, de er havnet der.

Du og Lucie har gaden og Vesterbro til fælles. Du har stadig gaden i blodet, selv om det efterhånden er længe siden, du var gadebetjent her. Hvorfor tror du, Lucy kan slippe det, når du ikke selv kan?

- Jeg har så mange gode oplevelser fra Vesterbro. Jeg har mødt så mange skønne mennesker, originaler og skæbner her. Det vil jeg altid have med mig, som jeg har Nordjylland med mig. Men jeg tror, Lucie har haft mange dårlige oplevelser på Vesterbro, og jeg synes, hun fortjener at opleve noget andet, siger René Dahl Andersen.

Han vil ikke udelukke, at det er naivt, men han har et billede af en helt anden fremtid for Lucie:

- Tænk, hvis hun kunne få job i et lille familiedrevet hotel på Vestkysten. Tænk, hvis hendes aftentur ikke gik op ad Istedgade, men gik langs Vesterhavet ved Saltum.

Avisen Danmark bestræber sig på at følge historien til dørs om et års tid for at tjekke, om Lucie er stærk nok til at komme væk fra gaden. Om hun har fået et nyt liv i en forstad eller på Vestkysten. 

Steen Christensen fulgte - som mange andre - med i nyhederne, da han hørte, at et voldsomt uvejr i Norditalien havde forårsaget store haglskader på blandt andet danske biler, campingvogne og autocampere.

Som værkfører hos Vejle Caravan var det derfor også hans forventning, at værkstedet nok ville få noget ekstra arbejde med at håndtere nogle af de haglramte ferie-køretøjer.

Alligevel var det et rystende syn, der ventede ham, da den første campingvogn trillede ind i værkstedet i denne uge.

- Jeg havde aldrig forestillet mig, at den ville se sådan ud. Det er jo helt ekstremt, siger Steen Christensen, mens han viser en af de ramte campingvogne frem til avisens udsendte.

Der er buler over alt på campingvognens sider og på taget. Vinduerne er gået itu, markisen er ødelagt og aluskinnerne på vognens ene side har fået nogle ordentlige hug af de store hagl.

Det er den samme campingvogn, som er ejet af Jes Hansen og Berit Olsen fra Vejle. Parret fortalte fredag til avisen, hvordan de oplevede haglvejret ved Gardasøen.

Ud over deres campingvogn fik bilen mange haglskader. Endnu værre gik det for Berit, der fik to flænger i hovedet og pådrog sig en hjernerystelse, så hun nu går sygemeldt på ubestemt tid.

- Det er rystende. Der skal virkelig nogle kræfter til at slå så store buler. Nu har jeg har arbejdet med campingvogne og autocampere siden 2007, og jeg har aldrig oplevet så ekstreme haglskader, siger Steen Christensen.

Han fortæller, at fordi det er højsæson for campingferier, er der typisk også flere sager på værkstedet, særligt på grund af trafikuheld eller mekaniske fejl. Haglskader har han også håndteret før, men slet ikke i så ekstrem grad som nu.

- Der er jo flere hundrede buler på den her campingvogn, konstaterer han.

Kan det betale sig at reparere den?

- Nej, den er totalskadet. Hvis vi skal reparere den, vil det koste mindst 250.000 kroner, men vognen har nok ikke en højere værdi end 200.000 kroner, så det giver ingen mening. Godt nok er det minimalt, hvad der er af indvendige skader, men udvendigt kommer det til at blive dyrt, hvis campingvognen skal tilbage til samme stand som før, vurderer han.

Hvorfor står den her hos jer, hvis det ikke kan betale sig at reparere den?

- Det er vores opgave at tage billeder af skaderne, og så udregner vi udgifterne på de ting, der skal repareres. Det sender vi videre til forsikringsselskabet, som sender en taksator, der træffer den endelige beslutning. Men som sagt er det min umiddelbare vurdering, at den er totalskadet.

Hvad skal der så ske med campingvognen?

- Hvis taksatoren når frem til samme konklusion, overgår campingvognen til forsikringsselskabet, der formentlig sætter den på auktion, forklarer Steen Christensen.

I den anden af værkstedet står en autocamper. Også her kan det ses, at den blev ramt af de italienske kæmpehagl. Dog ikke helt så tydeligt, da eksempelvis beklædningen er lavet af et andet materiale end den føromtalte campingvogn, og derfor er bulerne ikke helt så markante.

Autocamperen er forholdsvis ny og har en langt højere værdi. Det betyder ifølge Steen Christensen, at den nok ikke kommer til at lide samme skæbne som campingvognen.

- Jeg vil umiddelbart vurdere, at det vil koste cirka 150.000 kroner at reparere den, men den har en værdi på omkring 800.000 kroner, forklarer han.

Ude på parkeringspladsen foran værkstedet står et par andre haglramte campingvogne og autocampere. Og endnu flere er på vej.

- De fleste står stadig i Italien, fordi det ikke har været muligt for folk at få dem fragtet hjem til Danmark. Indtil videre har vi registreret 50-60 sager, og det kan sagtens være, at der kommer endnu flere, siger Steen Christensen.

Nr. Broby: Når man ser på de fire billeder af Anja Bruun Lenskjold som 15, 25, 30 og 35-årig, ligner det fire vidt forskellige personer. Billederne kunne nemt illustrere en "helt almindelig" vægtstigning og efterfølgende vægttab.

Det er dog ikke tilfældet.

- Når man ser mig, tænker man jo ikke, at jeg er syg, siger Anja Bruun Lenskjold.

Men det er hun. Selvom de fire billeder ikke afslører det, så har de den fællesnævner, at de viser de resultatet af den spiseforstyrrelse, der har fulgt 38-årige Anja Bruun Lenskjold, siden hun var 14 år. Det gør den stadig den dag i dag, og i de fleste af hendes vågner timer er det mad, der optager hendes tanker.

- Min hjerne kan slet ikke slappe af, forklarer hun.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed. I øjeblikket er hun aktuel i TV2-dokumentaren "Styret af mad", hvor hun sætter ord på, hvordan det er at leve et liv, hvor hendes hjerne skriger på mere mad, mens alt indeni hende snører sig sammen ved tanken om at få en eneste bid mad ned.

- Jeg vil rigtig gerne tale højt om spiseforstyrrelse og være med til at bryde tabuer - det gør jeg også på min Instagram.

Det er svært for Anja Bruun Lenskjold at huske præcis, hvordan det hele startede, men hun ved, at der skete noget i hende, da hendes forældre blev skilt, da hun var omkring 14 år. Herfra tog anoreksien mere og mere over i hendes hoved.

- Da jeg kom tilbage efter en sommerferie, havde jeg tabt mig en del. Folk var sådan helt "wow, du ser godt ud". Hvis jeg skal tænke det logisk, var det nok, fordi jeg pludselig blev set på en anden måde af folk, fortæller hun.

Da anoreksien fyldte mest, og hun vejede mindst var hun på omkring 50 kilo.

Ikke lang tid efter fik Anja Bruun Lenskjold sin første kæreste. Det ændrede noget i hende pludselig at være så glad, og når hun sad sammen med hans familie, fik hun lyst til at deltage i måltiderne. Som måltiderne blev flere, gjorde kiloene det også, og det var ikke til at holde ud, når tankerne stadig var kontrolleret af spiseforstyrrelsen. Det fik sygdommen til at ændre sig.

- Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg kastede op. Det var så nemt, og jeg tænkte "hvorfor gør alle ikke det?", siger Anja Bruun Lenskjold.

Anoreksien blev erstattet af bulimi, og Anja Bruun Lenskjolds dage kunne nemt ende med, at hun kørte i ring med overspisninger efterfulgt af opkastninger - nogle gange omkring 20 gange om dagen. Tit var det krydderboller eller is, som var nemt at få op igen. Med tiden blev hun så vant til at kaste op, at det nærmest skete per automatik - og helt lydløst.

I mange år gik Anja Bruun Lenskjold med sygdommen for sig selv, selvom hendes nærmeste prøvede at få hende til at opsøge hjælp. Hun tog dog først imod hjælp, da hun blev opfordret til at opsøge et psykisk akutteam. Her blev hun sendt i udredning og fik diagnosen borderline (emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, red.). Diagnosen tog midlertidig fokus væk fra Anja Bruun Lenskjolds madvaner.

- Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling i halvandet år. Jeg blev pumpet med medicin, fortæller hun.

Hun kom i dialektisk adfærdsterapi (terapi, der har til formål at støtte en borger med at regulere ekstreme følelser, red.), og langsomt begyndte hun at få det bedre igen. Men medicinen havde påvirket hendes vægt, og det gjorde, at tankerne om hendes krop og mad kom tilbage for fuld kraft. Hun vejede mere end nogensinde før - 114 kilo.

- Jeg kiggede mig i spejlet - lidt som med nye øjne - og jeg fik et chok. Jeg kunne ikke leve med at se sådan ud, og jeg besluttede mig for, at jeg ville have en gastric bypass, siger Anja Bruun Lenskjold.

Mens hun sparede op til sin operation, undersøgte hun grundigt, hvilke bivirkninger og konsekvenser det ville få for hendes liv, men dem var hun villig til at leve med. Så hun fik foretaget operationen, og kiloene raslede af hende efterfølgende. Huden kunne dog ikke følge med, og i alt gennemgik hun seks operationer for at få fjernet hud og rettet op.

I dag, syv år efter operationen, mener hun, at det er noget af det bedste, hun har gjort, selvom særligt én ting nager hende.

- Mit vægttab har været drevet af had til mig selv.

Efter operationen havde Anja Bruun Lenskjold de bedste to år i sit liv. Hun var glad og kunne kende sig selv i spejlet igen, men spiseforstyrrelsen forlod hende aldrig. Den dag i dag står det synlige bevis på hendes sygdom i køleskabet. Det, der hele tiden kører rundt i hovedet på hende.

En række tallerkener med forskellige madretter på. Dem tager hun ud nærmest per automatik, når det er blevet spisetid. Så spiser hun lidt af retterne, der som regel ikke på nogen måde hænger sammen. Sætter dem ind igen. Tager dem ud igen et kvarter efter og spiser videre.

- Jeg overspiser hver dag, men det, der generer mig mest nu, er, at jeg ikke kan kaste op. Det er en af bivirkningerne ved gastric bypass, forklarer hun og tilføjer:

- Jeg har lyst til at kaste op, hver gang jeg har spist, og jeg prøver stadig nogle gange, om jeg kan, men det kan jeg bare ikke.

Netop fordi hun ikke kan kaste op, "kompenserer" hun med faste og træning. Hver dag forsøger hun at holde sig fra fast føde så længe som muligt. Ofte spiser hun først om eftermiddagen. Hun skal også gerne komme op og træne hver dag.

De mange regler, som Anja Bruun Lenskjold laver for sig selv, er ikke altid nemme at følge. Særligt fordi hendes sind ikke altid fungerer ligesom andres. Det kommer særligt til udtryk, når hun kører sig selv for hårdt. Sådan en dag var der for nylig.

Hun kunne mærke det allerede, da hun stod op. Hjernen var tåget og maven knurrede, selvom hun først må spise klokken 15.

- Jeg går meget rundt om mig selv. Kigger i køleskabet, mærker efter, hvad jeg har lyst til, for hvis jeg ikke tager nøjagtigt dét, jeg har lyst til, så går det ikke. Det skal være noget, der tilfredsstiller mig, forklarer hun.

Det endte med, at spiseforstyrrelsen tog fuldstændig over. Inden klokken slog 15, havde hun stik imod sine regler spist fem gange. Da hendes mand kom hjem fra arbejde et par timer senere, var listen endnu længere.

Som altid, tog hun al maden ind og ud af køleskabet. Gik til og fra. Det blev til havregrød, toastbrød og rugbrød med ost og kødpålæg, kopnudler - som hun altid bliver sur på sig selv over at spise -, en risret med stegte grøntsager, toast med æg og avocado.

- Jeg spiser jo de mærkeligste ting. Måske er det ikke super usundt, men det kører hele tiden.

Hele dagen tænkte hun på sig selv som en "komapatient", fordi hun ikke kunne andet end at ligge i hendes seng. Og uden træning burde hun - ifølge sine regler - kun spise 1200 kalorier. Det var for længst overskredet.

Til hendes store skræk fortalte hendes mand, at aftensmaden stod på pizza. Det gav hende en krise, og hun endte med kun at spise et enkelt stykke. Det gjorde dog, at hun efter maden blev sulten og spiste en portion chiagrød.

- Det er, som at smide i et bundløst hul. Det eneste, der stopper mig, er min gastric bypass, men det kan jo heller ikke blive ved, sukker Anja Bruun Lenskjold.

Førhen tænkte Anja Bruun Lenskjold ikke, at dét, at hun træner meget, var en del af hendes spiseforstyrrelse det, men under optagelserne til dokumentaren, fik hun en øjenåbner.

- Der var en psykolog tilknyttet. Hun sagde til mig, at hun synes, jeg skulle starte i behandling, fordi det lød, som om jeg stadig har bulimi, men at jeg har erstattet opkastningerne med træning, fortæller Anja Bruun Lenskjold.

I december begyndte hun i behandling i lokalpsykiatrien i Odense, hvor hun stadig går til samtaler med en psykiatrisk sygeplejerske.

- Jeg øver mig i at skelne mellem, om det er Anja eller spiseforstyrrelsen, der taler, forklarer hun.

Fokusset i samtalerne er dog ikke kun på mad og hendes tanker om mad. Måske nærmere tværtimod, men det kan være, det kommer til det, hvis hun får brug for det. I hvert fald håber hun, at de kan være med til at finde frem til viden om hendes spiseforstyrrelse.

- Når jeg finder ud af, hvad der starter mine overspisninger, så tror jeg, at jeg finder nøglen til hele min spiseforstyrrelse, siger Anja Bruun Lenskjold.

Selvom hun har været styret af mad det meste af sit liv, så håber hun stadig på, at hendes forhold til mad en dag vil ændre sig, og at hun vil få et "normalt" forhold til mad - hvad end det så er. Håbet er der i hvert fald stadig efter 24 år.

- Jeg er flyttet i et hus med min mand og har lavet mange ændringer i mit liv og min omgangskreds, så nu skal jeg bygge mit fundament op på ny.

DSB efterlod sent torsdag aften 288 togpassagerer på Padborg Station, fordi det tyske personale, der skulle køre toget videre til Hamburg, sygemeldte sig i samlet flok og forlod stedet.

Toget var i forvejen to timer forsinket ved afgangen fra København. I Padborg kom passagererne til yderligere til at vente i timevis på stationen.

- Jeg har aldrig hørt om noget lignende, jeg kan simpelthen ikke mindes et tilsvarende eksempel. Nu er jeg spændt på en forklaring fra det tyske selskab, DB, som vi deler kørslen med. Vi vil gerne vide, hvad der ligger bag en sådan pludselig sygemelding hos nogle togmedarbejdere, der ellers var mødt op og ventede på at overtage kørslen fra det danske personale, siger DSB's informationschef Tony Bispeskov til Avisen Danmark.

Han betegner det som helt uacceptabelt at lade passagerer strande på den måde.

DSB satte fem erstatningsbusser ind på den resterende kørsel til Hamburg. Den første ankom efter en time, den sidste klokken 00.45 natten til fredag.

Den usædvanlige hændelse og uvisheden i ventetiden på erstatningsbusserne skabte en så ophidset stemning blandt de efterladte passagerer, at betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi måtte træde til.

- Når folk står og venter og ikke ved, hvad der sker, bliver de forståeligt nok utålmodige. Vi kan forstå på politiet, at det skabte en del frustrationer, siger Tony Bispeskov.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at betjente hjalp med at dæmpe utilfredsheden og fik gelejdet en del af passagererne ud til de tilkaldte togbusser. Der er dog ikke blevet oprettet nogle sager hos politiet.

Umiddelbart mener Tony Bispeskov fra DSB, at de fem busser, hvoraf to var dobbeltdækkere, skulle være nok til det pågældende antal passagerer.

Det var dog ifølge den ukrainske journalist og forfatter Stanislav Aseyev ikke helt tilfældet. Han skriver på det sociale medie X, at han var en af dem, der blev efterladt og måtte tilbringe natten på gaden.

- Toget stoppede simpelthen med at køre og efterlod mere end hundrede mennesker - heraf mange kvinder med børn - på gaden midt om natten, skriver Stanislav Aseyev.

For samtlige passagerer gælder det ifølge Tony Bispeskov, at de kan få økonomisk kompensation.

- Vi har rejsegarantien, der siger, at man kan få pengene tilbage i et tilfælde af en så voldsom forsinkelse. Desuden er det muligt at blive kompenseret for de udgifter, det måtte have givet til mad og drikke for eksempel. Min opfordring er derfor til de ramte passagerer, at de retter henvendelse til DSB, siger Tony Bispeskov.

Det må have været i efteråret 1987 eller foråret 1988, at jeg efter lang tids overtalelse af mine forældre fik lov at bruge nogle af mine lommepenge på et kassettebånd, hvor uhyggelige ansigter kæmpede sig ud fra en rød trekant.

Det var det første bånd, jeg selv købte. I en af grænsebutikkerne ved Padborg på en endagstur, dengang dåsesodavand og slik i store bøtter var lige så sjældent som vintre uden sne.

Jeg blev dermed en af de cirka 25 millioner, der investerede i briternes fjerde album, ”Hysteria”, med giganthittet ”Pour Some Sugar on Me” og et helt kuld fremragende, tidstypiske og alligevel futuristiske rocknumre.

Inden Def Leppards koncert på Copenhell har jeg lyttet i timevis på albummet - dog ikke på kassettebånd - og det er rystende, så stærkt flertallet af sangene står 36 år senere.

Det har guitarist Phil Collen en forklaring på. Svaret er ret simpelt, men en smule langt. Da Def Leppard indspillede ”Hysteria”, brugte bandet ekstremt lang tid. Mere end to et halvt år. De blev ved og ved og ved med at prøve nye ting af og nørdede med vanvittigt mange detaljer på hver eneste sang.

En dag kom en ansat fra pladeselskabet på besøg i studiet i Holland. Han spurgte undrende, hvorfor medlemmerne ikke ”bare” fik gjort albummet færdigt.

- Vores producer John ”Mutt” Lang svarede: ”Vi bruger så lang tid, fordi folk skal snakke om albummet om 35 år. Målet var at skrive og indspille nogle udødelige sange. Nu sidder vi her 36 år senere og taler om sangene, fordi de stadig holder, siger Phil Collen (65 år) og smiler.

Når han spiller en sang live, bekymrer han sig ikke om småfejl. Det er et grundvilkår for livemusik. Det forholder sig omvendt, når man indspiller.

- Når man skriver en sangtekst eller komponerer en melodi, skal det være fejlfrit. Derfor kan jeg nærmest ikke fatte, hvordan Queen for eksempel skabte ”Bohemian Rhapsody”. At komponere en sang på seks minutter med så mange lag og musikalske skift har krævet et ufatteligt arbejde. Men det er netop derfor, at sangen stadig holder i dag, siger guitaristen.

Han tilføjer, at Def Leppards tilgang altid har været, at sangene skal røre medlemmerne, hvis de skal røre et publikum.

- Det skal ikke forstås sådan, at vi skal stå og tudbrøle i studiet. Men vi skal fornemme, at en sang vil noget. At den rører noget i os. Hvis det ikke er tilfældet, skal den dø.

Det er især i årene med John ”Mutt” Lang, Phil Collen har suget viden til sig i forhold til sangskrivning.

- ”Mutt” er et geni, når det kommer til sangskrivning. Han har skrevet for og med blandt andet AC/DC, Bryan Adams, Tina Turner og Shania Twain. I omkring fire år var jeg tæt på ham, og jeg stillede ham konstant spørgsmål om sangskrivning. Han inspirerede mig ufatteligt meget, og jeg føler mig heldig over at have lært af en sand mester.

Phil Collen har også afluret og nærstuderet andre musikere, han gennem årene har samarbejdet med, optrådt med eller spillet med i et studie.

- Det er svært at holde styr på en karriere, der strækker sig over knap 50 år, men jeg kan i hvert fald nævne, at jeg aldrig glemmer, da jeg spillede med Jeff Beck eller Ritchie Blackmore fra Deep Purple.

Lige efter corona-lockdown spillede han med den amerikanske sanger Chaka Khan, hvor han også slubrede til sig af hendes erfaring.

- Faktisk er jeg lidt som en svamp, der konstant suger ny viden til mig. Det er lige før, jeg vil sige, jeg tænder på at blive inspireret og lære nye ting.

Derfor er hans holdning, at han er en bedre guitarist i dag, end han var i går. I går var han bedre, end han var i forgårs.

- Af samme grund mener jeg helt seriøst, at Def Leppard aldrig har været bedre. Bare vent, til du hører Joe synge i aften. Hans stemme er nærmest naturstridigt god. Fordi hans ambition er at hæve barren dag efter dag. Helt i tråd med John ”Mutt” Langs udtryk ”The barre of excellence”. Det stræber vi efter at leve op til hver eneste dag.

Et af bandets største hit fra 1990’erne er ”When Love and Hate Collide” fra 1995. For nylig fik Phil Collen flettet noget Prince ind i en solo på netop det nummer. Det understreger, at sangene er under konstant forandring. At medlemmerne hele tiden udvider den musikalsk bagage og finder nye ting i den.

- Vi får alle sammen flere og flere referencer, vi bliver farvet af. Jeg er konstant i åben modus og lytter også til ny musik for at finde inspiration. Der er ting, jeg kan spille i dag, jeg ikke kunne spille for to uger siden, siger Phil Collen.

Sidste år var han på turné med guitaristerne Joe Satriani og John Petrucci. Begge kendt for at være ekvilibrister.

- Jeg var nødt til at øve fire timer om dagen inden hver koncert for ikke at falde igennem. De to er fucking amazing. At turnere med dem har haft en positiv effekt på Def Leppard, fordi jeg øvede som en gal og fik genopfrisket, at hvis en solo ikke sidder i skabet efter ni gange, så gør den det måske 10. gang.

Phil Collen begyndte at spille guitar, da han fik en rød Gibson SG i 16-års fødselsdagsgave. Dermed kan han fejre 50-års jubilæum som guitarist til december.

På sit værelse i London-forstaden Hackney lærte han sig selv at spille. Det var learning by doing og learning by listening.

- Min fremgangsmåde var at lytte til mine forældres plader og derefter forsøge at spille det samme. Til at begynde med hørte jeg især Deep Purple, hvor Ritchie Blackmore var min store helt. Derefter blev det Mick Ronson, som spillede med David Bowie, og senere Carlos Santana, B.B. King, Jeff Beck og Jimmy Page, remser Phil Collen op.

Som teenager og ung kom han med i en lang række bands. Blandt andet Lucy, Tush, Dumb Blondes og Girl. Han kom med i Def Leppard i 1982, da bandet var i gang med at indspille gruppens tredje album ”Pyromania”. Han blev hentet som erstatning for Pete Willis, der blev fyret på grund af sit alkoholmisbrug.

Bandet har været igennem en del dramatiske hændelser. Nytårsaftensdag 1984 var gruppens trommeslager, Rick Allen, involveret i et trafikuheld, som kostede ham den venstre arm. I 1991 døde gruppens guitarist Steve Clark af alkoholforgiftning, hvilket var endnu et hårdt slag.

Phil Collen blev indlemmet som guitarist, men har gennem årene fået mere og mere ansvar i forhold til sangskrivningen. Det er især ham og forsanger Joe Elliott, der skriver bandets tekster.

Efter ”Pyromania” fra begyndelsen af 1983 blev medlemmerne enige om, at de ville gå nye veje. John ”Mutt” Lang kom på den idé, at Def Leppard skulle indspille rockmusikkens pendant til Michaels Jacksons ”Thriller”-album fra 1982, som stjal en del af opmærksomheden fra ”Pyromania” og alle andre albummer.

- Dengang ærgrede vi os. Men jeg vil faktisk mene, at Michael Jackson på en måde var med til at presse Def Leppard til at overgå og genopfinde sig selv, konkluderer Phil Collen.

Inden vores interview deltager Phil Collen i en ”Q&A” med 20 udvalgte fans. Hvor de kan stille ham spørgsmål. Det er altid interessant at overvære, fordi de hardcore-fans kan finde på at stille spørgsmål, man aldrig selv var kommet på.

Det sker dog ikke her i det glohede telt, hvor de fleste gerne vil fortælle ham, hvor højt de elsker bandet, hvor længe de har fulgt dem, og hvor mange koncerter de har hørt.

En kvinde fra Costa Rica, som er rejst helt til Danmark udelukkende for Def Leppard-koncerten, vil vide, om det generer Phil Collen, at vennerne fra Mötley Crüe får lov at optræde først.

- Det betyder intet. Vi er en stor gruppe venner, som er på turné det meste af kloden rundt. I USA havde vi Poison og Joan Jett med, og det var én stor fest, som rejste fra by til by. Men jeg vil sige så meget, jeg ville ikke ønske for noget band at komme efter Def Leppard, svarer Phil Collen med et smil.

Det gælder også på Copenhell, hvor han morer sig over, at bands som Pantera, Guns N’ Roses og vennerne fra Mötley Crüe er på plakaten.

- Hvis du havde sagt til mig for 25 år siden, at jeg ville stå som 65-årig og spille på en metalfestival med Pantera og Guns N’ Roses, ville jeg formodentlig ikke have troet dig. Jeg ville sandsynligvis slet ikke have troet, at jeg ville være aktiv som professionel musiker i min alder.

Phil Collen er lykkelig for, at han ikke har ladet sig pensionere, selv om han kunne klare sig økonomisk i flere liv.

- Mange kunstnere, musikere og sportsfolk indfrier aldrig deres fulde potentiale, fordi de stopper, før de har opnået det. Jeg føler, at vi i Def Leppard har mulighed for det, fordi vi stadig står på scenen foran titusindvis af mennesker uge efter uge. For to uger siden havde vi faktisk en oplevelse i München, hvor vi fornemmede en ny form for symbiose, forklarer Phil Collen.

Han fortæller, at medlemmerne bagefter talte om, at de netop havde løftet barren endnu et nøk. De lød bedre, Joe Elliott sang eminent, og sangene stod krystalklart.

- De seneste uger har vi redet på en bølge, hvor vi har spillet nogle af de bedste koncerter i karrieren. Spørg bare i Helsinki, Stockholm og Trondheim. Vi har aldrig nogensinde lydt så fucking ridiculous good eller været så fyldt med selvtillid, ro og begejstring. Jeg er gået af scenen med gåsehud for første gang i karrieren, siger Phil Collen og hiver sig i huden på sin venstre arm.

Han kommer i tanke om bands, der har været med til at forme rockmusikken, som stoppede efter relativt få år og i hans optik ikke indfriede deres fulde potentiale.

- Tag The Beatles og Led Zeppelin. Begge bands udgav sublime plader og har inspireret flere generationer. De blev opløst og stoppede med at udsende plader efter henholdsvis 10 og 13 år. Forestil dig lige, hvad de havde udrettet, hvis de ligesom Def Leppard kørte på 46. år, siger Phil Collen.

Når man har spillet sammen i så mange år, er man på mange måder filtret sammen. Eller groet sammen, som Phil Collen formulerer det.

- Vi er blevet mere modne og klogere sammen som bandkolleger, men privat er vi også andre mennesker end for 40 år siden, fordi vi lever hvert vores liv ved siden af musikken. Jeg har fem børn, og mit ældste barn er ved at gå igennem et kønsskifte. Jeg ved sgu slet ikke, om jeg skal kalde Rory for ham eller hende, siger Phil Collen og ryster på hovedet.

Han understreger, at han bakker sit barn 100 procent op i beslutningen. Men fortæller, at det også kan være svært for en forælder, som i 33 år har haft en søn – men nu skal vænne sig til at sige datter og benytte et pigenavn.

- At være forælder er nok i virkeligheden det, som har formet mit liv allermest. Mine fem børn er med fire forskellige kvinder, og min yngste søn på fem år og hans storesøster er med her på Copenhell. De holder mig til ilden.