Et åbent kødsår. AK47-geværer og håndgranater. En flaske rom. Selfier i camouflagefarvet tøj.

Martin Friis viser mig billederne på sin telefon, som var det et feriealbum, han bladrede igennem.

Ruiner af bygninger. Tallerkner med grød og kylling. Flere selfier. En livløs soldat i skovbunden.

Forstyrrende fotos, men Martin fortrækker ikke en mine. Munden bag fuldskægget forbliver en lige streg, de blågrå øjne stirrer på skærmen, som var den tom. Det er krudt og kanoner, luftalarmer og endeløse timer i venteposition. Det er kammeratskab og kammerater i kister. Det er krigen i Ukraine: Martins hverdag.

- En god dag i Ukraine, er en dag, hvor man overlever, siger han.

Den 16. marts 2022 kørte han fra sit hjem i Haslev klokken 7:30 om morgenen. Forlod sin daværende kæreste, sine tre børn og sin tømrervirksomhed. Drog i krig i et land, som han aldrig før havde sat sine ben i.

Fordi han “altid har drømt om at blive udsendt”.

Siden dengang er ukrainernes frihedskamp gledet længere og længere ud i periferien af mange danskeres bevidsthed. Men for Martin er krigen mod Rusland blevet livets mening. Livets rus.

Hans 47-årige krop bærer spor. Team Valhalla, navnet på hans nuværende militærenhed, står skrevet i blæk på højre arm. En ukrainsk kvindes initialer er tatoveret på ringefingeren. Hans venstre ben er syet sammen med sting, og hans hoved er fyldt med tanker, der giver ham søvnlæse nætter.

Alligevel siger Martin, at krigen er “det bedste, han nogensinde har gjort for sig selv."

Igennem to uger har jeg forsøgt at finde mening i den sætning. Jeg har interviewet Martin ad tre omgange. Jeg har siddet overfor grædende familiemedlemmer i Danmark og ringet på krypterede forbindelser til sårede soldaterkammerat på et hospital i Ukraine.

Alt sammen for at fortælle Martins historie. Men også for at finde svar på to store spørgsmål:

Hvorfor drager nogle danskere i krig i Ukraine? Og hvad gør krigen ved dem?

Martin Friis er langtfra den eneste udenlandske soldat under Ukraines blå og gule flag. I kølvandet på Ruslands invasion meldte 20.000 kampberedte mennesker fra 52 forskellige lande sig til Ukraines internationale legion.

Ifølge den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, gik mere end 100 danskere i kamp i frontlinjen for Ukraine.

- Som vi ser det, er der ikke noget umiddelbart juridisk til hinder for, at man kan rejse til Ukraine, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag aften den 27. februar 2022, tre dage efter Ruslands angreb.

Martin sad i sin sofa i Haslev og så det grønne lys til fremmedkrigere i fjernsynet. Han drejede hovedet 45 grader og kiggede på sin kæreste med et indforstået blik.

- Og hun sagde bare, “du gør det ikke”, genfortæller Martin i dag.

Vi sidder i hans 23-årige søns lejlighed i Ballerup. Det er tirsdag eftermiddag, proppen er taget af en whisky med chokoladesmag, og der en rastløs stemning i rummet. Martin er hjemme i Danmark i et par uger, før krigen kalder igen.

- Jeg sagde til min daværende kæreste, at jeg gerne ville hjælpe med at evakuere mennesker. Men jeg vidste godt, at det ikke var dét, som det handlede om, siger han.

Forholdet fungerede ikke. Der var så meget damp på parrets fælles firma, at Martin brændte sig. Stress og en blodprop i hjertet, lyder det fra ham. Dengang tænkte han med længsel tilbage på sine syv år i Forsvaret. “De simple år.” Og bitterheden strejfede ham, når snakken faldt på Irak og Afghanistan. Krigene, som han aldrig deltog i.

- Jeg har altid gerne villet teste mig selv af, siger han.

Hans nye kone, ukrainske Anna, sidder i hjørnelædersofaen med sit flammende røde hår og forstår ikke dansk. Fra væggen kukker fire døde øjne under takkede horn. En impala og en blisbuk - udstoppede trofæer, som Martin har skudt på den sydafrikanske savanne.

- Udover jagtriflen havde jeg ikke haft et våben i hænderne i 10 år, da jeg tog afsted. Jeg var overhovedet ikke forberedt på, hvad jeg kom ned til, siger Martin.

Alligevel var han bedre klædt på, end mange andre militærparate lykkeriddere i Ukraine-krigens spæde start.

- Vi vil uddele våben til alle, der vil forsvare landet, lød den brede opfordring fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj.

Rekrutteringen handlede ikke kun om reel militær oprustning. Det handlede om symbolsk kapital.

Det fortæller Maja Touzari Greenwood fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun blandt andet forsker i fremmedkrigere i Ukraine:

- Det handlede om at internationalisere Ukraines forsvarskamp. Fremmedkrigerne skabte fortællingen om, at det ikke bare var ukrainernes krig, men hele Europas. Og den fortælling var vigtig for Zelenskyjs appel til EU og NATO under forhandlingerne omkring våben og militær bistand.

Helt konkret kunne han pege på mænd som Martin Friis og sige til Danmarks statsminister Mette Frederiksen: “Jeres statsborgere er her også”.

- Men rent praktisk var det et kaos, siger Maja Touzari Greenwood.

Og det var et kaos, som Martin befandt sig i med en tindrende utålmodighed. Den internationale legions base i Yavoriv - som få dage før danskerens ankomst var blevet ramt af 30 russiske missiler - var en banegård af dødsforagt. Her var fattige, arbejdsløse colombianere og spaniere, der kom for månedslønnen på cirka 1700 kroner, og hardcore krigsveteraner fra USA og Australien, der kom for at tøjle deres PTSD.

- Man kunne se, hvem der var ægte, og hvem der var fake. Der var mange mænd, som førte sig frem og spillede smarte, selvom de aldrig havde været i militæret. De troede, at krig var som World of Warcraft eller Counter Strike, siger danskeren.

Selv fandt han ligesindede, som mente det alvorligt. En håndfuld britiske soldater, en tysk sprængningstekniker, en canadisk brandmand, en svensker, en lette. De blev til “Black Team".

- Legionen gav mig aldrig, hvad jeg kom efter. De lovede og lovede, men der skete ingenting. Vi var vores egne instruktører, og vi fandt vores egen vej, siger han.

Martin søgte ind i en ukrainsk bataljon i Donbas. En angrebsenhed. Og den tidligere tømrer fik så meget af den action, han søgte, at han nærmest blev forvandlet til en grøntsag.

Når han fortæller om det i dag, er stemmen lige så monoton, som når man bestiller en pizza.

- Det var april 2022 i Kharkiv. Vi skulle hente en såret ved fronten, og missionen skulle tage tre dage. Den endte med at tage 10, fordi vi søgte ly fra russisk morter. På vej væk blev vi beskudt fra begge sider af vejen, og vi endte med at køre galt. Jeg kom på hospitalet.

Regnen pisker mod ruden i sønnens lejlighed i Ballerup, men Martins toneleje pisker ingen stemning op. Han viser mig et billede af sit ben, der synes at være mere blod end kød.

En anden historie lyder sådan her:

- Jeg ligger i en skyttegrav. I et hul. Jord og mudder sprøjter op i ansigtet på mig. Russisk morter falder omkring mig som perler på en snor. Jeg var i granatchok. Jeg skulle have have været død.

En anden dag falder der granater så tæt på enhedens safe house, at fragmenter flyver igennem væggen. Få centimeter fra der, hvor Martin stod og lavede kaffe uden hjelm på.

Krigsberetningerne er svære at verificere. Men en indlagt soldaterkammerat i Ukraine, som jeg har talt med via krypterede tjenester, bakker historierne op. Og Martin selv ligner og lyder som en, der er mærket af noget.

- Jeg vågner stadigvæk op med koldsved om natten, siger han.

I lang tid havde han svært ved at tale om krigens gru. Da han sidste sommer var hjemme i Danmark i tre uger, satte han sig på en stol og drak.

- Og græd, tilføjer han.

- Jeg kunne kigge på en plante og begynde at græde.

Venner og familie ville gerne se ham, men Martin havde svært ved at kapere deres spørgsmål.

- “Har du skudt nogen?” Jeg hader det spørgsmål. Det rager ikke folk, om jeg har dræbt fem, 10, 50 eller 100 mennesker i en krig. Det er som om, de gerne vil konstatere, at jeg er psykopat, fortæller Martin med en stemme, der pludselig dirrer.

Den slags ting er lettere at tale med tidligere kollegaer fra Forsvaret om, fortæller han. Eller nuværende kollegaer i Ukraine.

- My brothers from another mother. Min familie, som Martin omtaler dem.

Men Martin har også en familie i Danmark. Han har en søn på 23 år, en datter på 20 og en pige på syv. Et foto af sidstnævnte pryder bagsiden af hans telefon.

- Hun har spurgt mig, om jeg ikke bare kan skyde Putin og komme hjem, siger han og tager en dyb indånding.

- I forhold til hende er det nok lidt egoistisk, det, jeg har gang i.

Den holdning står han ikke alene med. Hans ældste søn, Mads, er gået fra at være “rasende” til “lettere irriteret” på sin far.

- Jeg kan godt se formålet med at hjælpe, men jeg forstår ikke, man melder sig frivilligt, når man har små børn, siger den 23-årige mand, der arbejder i en børnehave.

Han husker fortvivlelsen, da han som barn fik at vide, at hans far måske skulle til Afghanistan. De talte om krigen i 3. klasse i hans folkeskole, og Mads brød hulkende sammen.

Nu er barndommens frygt blevet til virkelighed, og Mads har gennemlevet en mærkelig transformation. I starten følte han konstante fantomvibrationer i lommen, fordi han troede dårlige nyheder tikkede ind på telefonen. Nu tænker han slet ikke så meget over faren ved faren i krig.

- Det er blevet hverdag. Men jeg har også sagt til ham, at hvis han bliver slået ihjel, så kommer jeg ned og liver ham op. Så jeg kan slå ham ihjel igen, siger Mads.

Helt så skarpt udtrykker Martins 72-årige far det ikke.

- Hvis du bliver ved med at være negativ omkring det, så stopper han måske med at ringe. Og han ringer til mig hver dag, fortæller Niels, som Martins far hedder.

Han har sømandstatoveringer på armene og en brysk mimik, som oversvømmes af tårer i øjnene. Sønnens soldaterliv i Ukraine tærer på den pensionerede smed.

- På et tidspunkt ringede han ude fra en skov, hvor han lå og gemte sig fra russisk morter under et træ, fortæller Niels.

Vi sidder med kaffe og bastogne-kiks og vinden trommende mod udestuen i en murstensvilla i Hedehusene. Hans kone, Jette, sidder med en hånd på hans lår, mens Niels leder efter ordene.

- Jeg kunne høre skud og eksplosioner i baggrunden.

Han snøfter hårdt og kigger ned i gulvet. Jette tager over.

- Det er fordi, du er far. Far kan det der. Far kan få ham ned i gear, siger hun, mens Niels får suget nok luft ind i næsen til at fortsætte:

- Ringede han herhjemme, så ville jeg sige: “Hvor er du?” Og så ville jeg komme derhen og hjælpe ham. Men der er fandme langt til Ukraine.

Hvad gør du så, når han ringer?

- Jeg forsøger at være pragmatisk: “HOLD HOVEDET NEDE FORHELVEDE! HUSK HJELMEN!” Sådan noget råber jeg til ham.

Niels kigger på mig, som om han kunne pande mig en, da jeg spørger, om han er stolt af sin søn:

- Det kan jeg love dig for.

Martin ved, at det er hårdt for hans familie, at han er soldat i Ukraine. Alligevel bliver han ved med at søge tilbage mod fronten. Han nærmest tripper for at komme afsted.

Da jeg besøger ham for tredje gang, matcher stormen udenfor vinduerne humøret inde i lejligheden.

- Det har været en lorteweekend, siger Martin.

To medlemmer af hans enhed er faldet i kamp i Bakhmut. To andre er sårede og kørt på hospitalet.

- Jeg vil bare gerne tilbage til Ukraine, brummer han.

Med smørrebrød og et par smøger falder han ned igen, men konklusionen forbliver den samme: Martin føler ikke selv, han passer ind i “hamsterhjulet i Danmark” længere.

Fællesskabet i Team Valhalla trækker ham tilbage. Forpligtelsen overfor Anna, den ukrainske kvinde, som han har giftet sig med, efter de fandt hinanden på Tinder vejer. Og flosklerne om fred og frihed, “de gode mod de onde”, er ikke kun floskler i Martins hoved. Det fylder ham med stor stolthed at sætte livet på spil for ukrainernes fremtid.

Men det handler også om noget andet. Noget, som er sværere at sige højt.

Martin synes, det er fedt at være i krig. Og han kan lide dét, som krigen har gjort ved ham.

- Jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men jeg er mindre stresset og mindre irriteret, når jeg er dernede. Fordi der ikke er så meget, jeg skal tage stilling til. Jeg skal bare overleve.

Han nævner en episode fra tømrerarbejdet herhjemme. En gipsplade, der skulle sættes op i loftet. Pladen knækkede midtover, og Martin smeltede sammen af raseri. Råbte og skreg.

- Krigen gør mig mere rolig, siger han.

Han holder øjenkontakten gennem sine læsebriller. Et lille klistermærke med styrken sidder stadigvæk på det ene glas.

- Når du vinder på slagmarken…

Martin tænker sig om et par sekunder, så lyden af regn mod ruden og Annas fingre mod et computertastatur fylder rummet. Han fortsætter:

- For at sige det på godt dansk, så er det bare fedt. Jeg har kørt stærkt på motorcykler og taget stoffer som ung. Intet måler sig med følelsen af at være i en ildkamp.

At krig giver et adrenalinkick, som både kan gøre soldater bims og besatte af at opleve det igen, er ingen hemmelighed.

- Når man har været oppe at røre ved solen, så virker alt blegt ved siden af.

Ordene kommer fra Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat, journalist og forfatter. I foråret udgav han bogen “Soldaterhjerte”, hvor han interviewer 18 forskellige veteraner. De kommer fra forskellige lande, krige og epoker, men mange ting i deres beretninger går igen. For eksempel omkring den rus, som krigen giver. Og som man aldrig får igen.

- Du finder ikke noget, der er vildere end at være i krig. Du skal springe ud fra flyvemaskiner, være astronaut eller skyde heroin for at finde noget, der - på godt og ondt - er lige så sindssygt, siger Emil Arenholt Mosekjær.

Alligevel oplever han, at det er tabubelagt at tale om.

- Vi er vant til, at krig er skrækkeligt. Og krig er skrækkeligt, det er noget af det værste, et menneske kan begive sig ud i. Men det er også eurofori på allerhøjeste plan. Og det er ikke fordi, at man elsker krig eller synes, det er fedt, at slå folk ihjel.

Kan du forstå dem, der synes, at du romantiserer krig?

- Ja og nej. Virkeligheden i krig er barsk og brutal, og det lægger jeg ikke skjul på. Der er intet romantisk ved at ligge i en skyttegrav i Ukraine og blive bombarderet af russisk artilleri. Men man er nødt til at fortælle helhedsbilledet, hvis man vil forstå, hvorfor veteraner søger tilbage mod krig.

Den 19. august søger Martin Friis tilbage mod den front, der ligger 2.500 kilometer fra Ballerup. Han agter at blive der, til krigen er slut. Og han står blankt ved, at det ikke udelukkende er for ukrainernes skyld.

- For mig er krigen en af de bedste ting, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har sat mig selv på kanten og lidt over grænsen. Testet mig selv. Fysisk og psykisk. Jeg er blevet en anden person, siger han og tilføjer:

- Samtidig med at jeg kæmper en kamp, som jeg virkelig tror på.

Skyldfølelsen overfor sin familie, må han leve med, siger han. Og hvad alle andre ellers tænker om ham, er han “fuldkommen ligeglad med”.

Men der kommer en dag, hvor krigen er slut. Hvad gør du så?

- Jeg har fået nogle kontakter til amerikanske firmaer, der har brug for bevæbnede vagter på skibe. Og jeg har også luret lidt på, om jeg kan arbejde som sådan en, der jagter krybskytter i nationalparker i Sydafrika, svarer Martin.

Han kigger rundt i sin søns lejlighed.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal tilbage til hamsterhjulet.

De fleste danskere som har undersøgt markedet for elbiler ved godt, hvad det mest stillede spørgsmål er, når jagten for alvor er gået ind på den grønne bil: Hvor langt kan elbilen køre på en opladning?

Svaret varierer meget fra elbil til elbil, for lige som med benzinbiler, kan der være stor forskel på, hvad producenten angiver, at elbilen kan køre, og hvor langt du reelt kan komme.

Men nu har det norske svar på FDM – Norges Automobil-Forbund (NAF) – gjort livet lettere for os, der bare gerne vil have et hurtigt overblik over, hvad de forskellige modeller kan præstere i forhold til det oplyste.

I udgangspunktet er der ingen grund til at været imponeret på det generelle plan. For selvom om hver tredje ud af de 32 elbiler, som nordmændene testede, kørte længere på en tankfuld strøm, end de er opgivet til, halter det stadig gevaldigt for de andre elbiler.

- Som forbruger kan denne test være et pejlemærke, men husk at den er testet under norske forhold med fjelde og bakker og alt det, der hører med, siger Ilyas Dogru, der er chefkonsulent og forbrugerøkonom hos FDM.

Testen foregik sådan, at alle de medvirkende elbiler blev ladet op til 100 procent, hvorefter bilerne blev sendt ud på den samme rute. Herefter blev bilerne kørt helt døde for strøm. Så snart elbilen holdt stille, kom der et fejeblad og hentede den flade elbil, og herefter blev rækkevidden aflæst.

Derudover er testen lavet hen over sommeren, hvor temperaturen har været lun. Det betyder, at bilens batteri ikke har underpræsteret på grund af lave temperaturer.

- Testen er unik, da man tester mange biler på samme tid under samme forhold. De følger fuldstændigt den samme rute under samme temperatur. Det gør, at testen sagtens kan bruges til at sammenligne bilernes energieffektivitet under samme forhold, siger Ilyas Dogru og fortsætter:

- Sommer-testen viser tydeligt, at temperatur har en betydning rækkevidde. Og hos FDM har vi en tommelfingerregel om, at når vejret bliver 1 grad koldere betyder det 1 procent mindre rækkevidde, forklarer han.

Den længste distance der er nået på en opladning, går til Tesla Model S, der formår at runde 672 kilometer, hvilket er 38 kilometer mere, end den er sat til at kunne køre.

På andenpladsen kommer Polestar 2 med en målt rækkevidde på 602 km. Næst i rækken finder vi kinesiske NIO med to modeller, der på trods af at de faktisk kørte kortere end angivet, alligevel ender med testens tredje længste rækkevidde på 589 km.

I bunden af testen finder vi igen NIO, fordi to af deres i alt tre biler i testen langt fra rammer den oplyste rækkevidde. Deres store SUV EL7 kører 65 kilometer mindre end den angivne rækkevidde på 509 km. Det er ikke meget bedre for deres anden bil i modelprogrammet, ET5, der mangler 48 kilometer for at ramme den oplyste rækkevidde.

Dumpekarakter får også kinesiske BYD - i hvert fald når det kommer til at kunne levere på den angivne rækkevidde. Deres to modeller Han og Atto 3 kunne, ifølge Norges Automobil-Forbund, køre henholdsvis 452 km og 364 km, hvilket i sig selv er fine distancer, men deres oplyste rækkevidde er 521 km i Han og 420 km i Atto 3.

Det samme er tilfældet hos de to søsterbiler Toyota BZ4X og Subaru Solterra, der begge kører henholdsvis 69 km og 56 km kortere end den oplyste rækkevidde.

I praksis er det dog de færreste bilister, der til hverdag vil opleve problemer med for kort rækkevidde, lyder det fra danske FDM, der på deres hjemmeside skriver, at de fleste danskere kører omkring 40 km dagligt.

- Hos FDM har vi stort fokus på at fortælle kommende elbilejere om, at batteriet ikke behøver være så stort som muligt. Hvis man har et gennemsnitlig kørselsbehov og skal på langtur en gang imellem, kan man sagtens klare sig med mellemstore batteristørrelser på 50-55 kWh, og på langtur kan man få det til at passe med en opladningspause. Her er det vigtigt, at forbrugeren koncentrerer sig om energieffektive biler, konkluderer Ilyas Dogru.

Netflix var den første til at slå i bordet.

Så fulgte danske TV 2 Play trop.

Det skulle være slut med at dele kodeord med familie og venner, som ikke selv gider betale for et abonnement.

Nu har også Disney løftet sløret for, at man har planer om at stramme grebet om gratisterne i løbet af 2024.

Det fortalte underholdningskæmpen Disneys administrerende direktør, Bob Iger, på et digitalt pressemøde onsdag.

Det skriver amerikanske CNBC.

- Vi har allerede de teknologiske muligheder for at overvåge det. Jeg kommer ikke til at give noget specifikt tal, men jeg kan sige, at det er betydeligt, sagde Iger om omfanget af delingen af kodeord.

Disney, der foruden Disney+ råder over streamingtjenester som Hulu og ESPN+, der ikke kan streames i Danmark, er som nævnt ikke den første på markedet, der slår ned på delingen af kontoer mellem husstande.

I maj begyndte Netflix at sende mails ud til tjenestens danske kunder for at gøre opmærksom på, at en Netflix-konto altså kun er beregnet til en enkelt husstand.

Netflix har tidligere anslået, at op mod 100 millioner husstande på verdensplan ser film og serier på tjenesten ved at logge ind med andres adgangskoder. Ifølge nyhedsbureauet AP havde Netflix i maj 232,5 millioner betalende abonnenter.

I juni besluttede TV 2 sig også for at komme misbrug af streamingtjenesten TV 2 Play til livs.

Da begrænsede man muligheden for at streame, så det nu ikke længere er muligt at streame det samme liveprogram med ét TV 2 Play-abonnement på to forskellige enheder.

I den forbindelse fortalte TV 2's kommercielle direktør, Stig Møller Christensen, til Politiken, at man tilpassede brugerbetingelserne, fordi man oplevede et udbredt misbrug omkring især livesport-sendinger, hvor passwords blev delt med personer uden for husstanden med abonnement - hvilket var i strid med reglerne.

- Man kan sige, at de 25 procent, der deler passwords, ødelægger det for de 75 procent, der følger reglerne, sagde Stig Møller Christensen.

I sine unge dage havde Bjarke Hansen en klar ambition om, at han ville læse til lærer på Hjørring Seminarium. Men han blev fristet, da han hørte, at Højmark Rejser stod og manglede en piccolo på kontoret i Ringkøbing.

I dag kan den 45-årige nordjyde se tilbage på en eventyrlig rejsefortælling, der fredag blev tilføjet et nyt og spændende kapitel, da det blev offentliggjort, at Primo Tours-koncernen er klar til at købe Bravo Tours.

Når og hvis konkurrencemyndighederne godkender handlen, kommer ejeren af Primo Tours til at bære kaptajnens kasket i Danmarks næststørste rejseselskab målt på antallet af gæster - kun overgået af Spies, der er en flylængde foran.

I den nærmeste slipstrøm følger TUI og Apollo Rejser, viser de nyeste tal fra interesseorganisationen Rejsearrangører i Danmark.

Prisen på opkøbet af Bravo Tours er en hemmelighed, men sikkert er det, at Bjarke Hansen - der er ordblind - har en god sans for økonomi og forretningsudvikling.

Han kan ikke huske, om han fik lommepenge, da han var dreng. Men han var nu også god til at tjene dem selv.

Som dengang, knægten fra Frederikshavn havde sommerferiejob som jordbærplukker. Når den daglige tjans var klaret, fortsatte Bjarke Hansen gerne arbejdet i marken for egen regning - for så at blive kørt ind til byen, hvor han solgte de friske bær med en vis fortjeneste.

I timerne efter udsendelsen af fredagens pressemeddelelse om det store Primo Tours-opkøb blev Bjarke Hansen kontaktet af stribevis af journalister. Men de fik ikke ret mange svar, da såvel han som direktøren hos Bravo Tours, Peder Hornshøj, har mundkurv på så længe, handlen endnu ikke er faldet helt på plads.

Bjarke Hansen har ingen fornemmelse af, hvor lang tid det tager for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at træffe en afgørelse.

Men i et optimistisk toneleje tør han dog godt sige om opkøbet, at 'det bliver rigtig spændende' og, at 'vi glæder os til det.'

Bjarke Hansen 'har aldrig prøvet sådan noget før', men han er helt bevidst om, at han ikke må sige noget om den proces, der ligger forud for den planlagte overtagelse af Bravo Tours:

- Så snart, det er godkendt, vil vi gerne mødes og fortælle noget mere.

På rejsen frem mod det ønskede mål har begge selskaber gode årsregnskaber med i bagagen. 2022-årsregnskabet fra Primo Tours-koncernen viser et overskud på godt 25 millioner kroner, hvilket er det bedste resultat i fem år.

Bravo Tours holder fint trit med en 2022-fortjeneste på 22 millioner kroner.

Bjarke Hansen fik sit første rigtige fritidsjob på havnen i Frederikshavn, hvor teenageren sørgede for, at forventningsfulde danskere kom godt om bord på Larvik Lines færger - med kompasretning mod sneklædte fjelde.

Med sig hjemmefra havde han en lærdom om, at 'man skal ikke bruge flere penge, end man har'. Helt i sine forældres ånd har Bjarke Hansen også en leveregel, der siger, at 'der er ingen grund til at fare frem'.

Bjarke Hansens armbevægelser står da heller ikke mål med hans højde på to meter. Allerhelst vil han møde folk i øjenhøjde - gerne iført t-shirt, shorts og Birkenstock-sandaler:

- Jeg har det ikke godt med at blive kaldt rejsekonge. Jeg synes, det er et forkert ord, og jeg ønsker på ingen måde at blive sat op på sådan et niveau. Jeg er godt med på, at jeg er ansigtet udadtil, men det er jo mine medarbejdere, der har skabt det her.

Sådan sagde Bjarke Hansen i efteråret 2018, da Dagbladet Ringkøbing-Skjern fulgte ham på en presserejse til Grækenland.

Hvis folk, han ikke kender, spørger ham om, hvad han beskæftiger sig med, svarer Bjarke Hansen, at han arbejder i et rejsebureau.

På samme rejse deltog også forældrene til den succesrige rejsearrangør, Susanne og Helge Hansen. De var med, 'fordi vi kender én hos Primo Tours':

- For os er han bare Bjarke.

Hos Højmark Rejser arbejdede Bjarke Hansen sig op til at være medejer og administrerende direktør, men i 2008 takkede han endegyldigt af i selskabet.

Året efter satte han sin opsparing på spil og stiftede Primo Tours sammen med Henrik Søndergaard, der dengang havde mange års brancheerfaring fra netop Bravo Tours.

Fem år efter stiftelsen af Primo Tours fik Ringkøbing-bureauet Århus Charter under sine vinger, og i 2016 blev også SunCharter en del af familien.

I de følgende tre-fire år blev der ikke fløjet højere, end vingerne kunne bære. Men siden 2020 har der i den grad været jetbrændstof i tanken hos Primo Tours, der i dag ejer et par håndfulde, selvstændige rejsebureauer.

På listen er blandt andre USA Tours, Unique Travel, AmiSol og Danexplore samt skirejsebureauerne Northlander, Danski og Slopetrotter.

Bjarke Hansens evner som virksomhedsdirektør indbragte ham for knap fem år siden en fornem hæder, da han blev kåret som Årets Ejerleder 2018 i Danmark. Dengang lød en del af begrundelsen sådan her:

- Bjarke Hansen er indbegrebet af en ejerleder, der har bygget sin virksomhed op fra bunden og skabt en vækstsucces. Med et stærkt fokus på at skabe de bedste rejseoplevelser for kunderne har han skabt fremragende resultater på såvel top- som bundlinje.

Med til fortællingen hører også, at Primo Tours i dag er hovedaktionær i flyselskabet Airseven, der har tre Boeing-maskiner i flåden.

På presserejsen til Grækenland dengang for fem år siden fortalte Susanne og Helge Hansen, at de nu og da bliver ramt af bekymringer på vegne af deres søn. For rejsebranchen kan være hård, lod forældrene forstå med dette udsagn:

- Andre har knækket nakken, og han har jo også en familie, han skal sørge for. Vi er glade for, at det går ham godt, men vi har også vores bekymringer.

Paradoksalt nok blev netop den rejse i efteråret 2018 en slem streg i regningen for Bjarke Hansen og Primo Tours.

På Korfu havde den succesfulde erhvervsmand fra Ringkøbing aftalt et møde med en vis Nicholas Mouzakitis - 'bare kald mig Nichos' - der dengang stod i spidsen for en håndfuld stjernebestrøede hoteller.

Et nyt luksushotel var på daværende tidspunkt ved at blive opført på den græske solskinsø, og fra starten af 2019-sæsonen og fem år frem bookede Primo Tours samtlige 72 værelser; til en samlet pris på 15 millioner kroner.

Forretningspartneren på Korfu overholdt dog ikke sin del af dealen ved at færdigbygge resortet til aftalt tid. Nicholas Mouzakitis endte angiveligt med at gå under jorden, og tilbage stod en tomhændet Bjarke Hansen, der var nødt til at notere et tab på 15 millioner kroner i Primo Tours' 2019-årsregnskab.

Da Bjarke Hansen havde opgjort indtægterne efter sin konfirmation, drømte han hverken om en ny cykel eller et stereoanlæg. Han brugte i stedet pengene som en del af udbetalingen til at købe en sommerhusgrund på Læsø, hvor hele familien Hansen per tradition mødes, når kalenderen rammer juli.

Også dér er Bjarke bare Bjarke. Formuleret på denne måde af hans mor, Susanne Hansen, der har en fortid som børnehaveklasseleder:

- Uanset alder skal man altid huske at lege. Når vi er samlet i familien, er han helt nede på børnenes plan og fjoller rundt. Han elsker at lave fis og ballade, og han elsker at gøre andre forskrækkede.

Et af pejlemærkerne i Primo Tours er da også, at firmaet gerne skal være gennemsyret af en munter stemning. Noget, som Bjarke Hansen - og lillesøster Didde - har med hjemmefra:

- Det ligger mine forældre meget på sinde, at vi har det sjovt sammen.

Da Bjarke Hansen i sin tid kom til Ringkøbing, fandt han ret hurtigt ud af, at han godt kunne bruge én at dele huslejen med. Der var en veninde, der havde en veninde - Malene, hed hun - og som den ukronede rejsekonge siger, så har hun boet til leje lige siden.

Ægteskabet med Malene Toft har båret frugt i skikkelse af Augusta og Carl Emil, der i dag er 14 og 16 år.

Måske børnene er ved at tælle deres sparepenge, for i slutningen af august skal farmand have en fødselsdagsgave.

Man siger, at man ikke taler om folks alder, og 65 år er trods alt kun halvrundt. Men når personen i centrum er ingen ringere end Madonna, og datoen er onsdag den 16. august, lige inden hun begiver sig ud på en verdensomspændende turné, så er der en rigtig god undskyldning til at hylde denne bemærkelsesværdige kvinde.

Madonna har i 40 år været ‘toppen af poppen’. Fra debuthittet ‘Holiday’, der stadig kan fylde et dansegulv til i dag, hvor Madonna ikke har lige så mange top-ti hits som tidligere, så kan hun stadig fylde et koncertstadion og også tiltrække massiv opmærksomhed på de sociale medier.

Jo, jo, Madonna lægger historier op på Instagram, hvor hun kan virke en anelse forvirret, men herregud Madonna er jo også blot et menneske. Hun er stadig en ekstremt dedikeret, hårdtarbejdende og stædig person. Og denne energi smitter af på hendes musik og kunst.

Madonna var allerede tidligt i hendes karriere hurtig til at forstå mekanismerne i musikindustrien. Hun forstod at finde de rigtige, oftest mandlige samarbejdspartnere - en mandlig manager, mandlige musikere, producere og komponister. På et tidspunkt fra midt 80’erne alle håndplukket af Madonna selv. Fra hendes debutalbum med føromtalte ‘Holiday’ til verdensgennembruddet ‘Like A Virgin’. Og ikke mindst til kæmpe kontroverser i slutningen af årtiet med nummeret ‘Like A Prayer’ med en grædende Jesus, som medførte, at sponsoraftaler blev droppet.

90’erne var nok hendes stærkeste årti. Det begyndte med ‘Vogue’ og albums som ‘Bedtime Stories’ og ‘Ray Of Light’. Sidstnævnte album er, efter min mening, det stærkeste album med en mere moden, 40-årig Madonna, der med langt løst hår, cowboyskjorte og et organisk look, formåede at fange tidsånden pakket ind i elektronisk popmusik. Det var også i 90'erne, at Madonna tog skridtet og udfordrede opfattelsen af kvinders seksualitet med værker som den pornografiske billedbog ‘Sex’ og dokumentarfilmen ‘In Bed With Madonna’, samt med sange som ‘Bedtime Story’.

‘And inside - We're all still wet - Longing and yearning - How can I explain how I feel?’

Det endegyldige billede på fortidens opfattelse af kvinders seksualitet som værende dydig, defensiv og til dels hemmelig, blev endegyldigt lagt i graven. Således blev Madonna til den syngende, fortællende og provokerende frontkvinde, og til et symbol på en tid, hvor kvinder og kvinders seksualitet bevægede sig fra venindesnakke, brevkassespørgsmål og skam til at være præcis, som det bør være og er i dag: en vigtig del af deres og vores liv. Og for det er vi taknemmelige.

Madonna har altid vidst, at publikum og fans-loyalitet ikke nødvendigvis varer livet ud. Derfor har hun igen og igen ændret musikalsk udtryk og i allerhøjeste grad også udseende og visuelt ’look’: langt hår, kort hår, blond, sorthåret, Marilyn Monroe-agtig det ene øjeblik vs. den ’frække’-Madonna det næste øjeblik. Og Madonna har således ikke kun været en vigtig figur og frontkæmper for verdens kvinder og deres ret til at være mere offensive, seksuelle og initiativtagende. Hun har også været med til at understrege, at kvinder i musikindustrien IKKE behøver mænd. Det er helt okay at anerkende Spice Girls for deres ‘girl power’ og at lovprise Beyoncé for at være for enden af bordet i bestyrelseslokalet, MEN Madonna startede det hele.

Den nu snart 65-årige sangerinde, komponist, skuespiller, forfatter, forretningskvinde er stadig og vil altid være en rollemodel og en inspirationskilde. Og så er hun i øvrigt ligeglad med, hvad andre tænker eller skriver om hende. Omdrejningspunktet i Madonnas liv er seks børn og et væld af venner og mennesker omkring hende hele tiden.

Madonna har løbende kærester, der er cirka en tredjedel af hendes egen alder. Endnu et eksempel på, hvordan Madonna nægter at følge den vestlige verdens regelsæt om, hvad man kan tillade sig, og hvad der er fy fy. Madonnas kæreste-CV består nemlig af skuespillere, sangere og dansere i alle aldre og afskygninger, der oftest er særdeles flotte og yngre. Hvorfor, spørger du måske? Fordi hun kan!

Madonna er en kvindelig multikunstner, der vælter sig i millioner, nysgerrighed, abnorm interesse og blandt mennesker i alle afskygninger, der gerne vil have en smule af hendes ’shine’.
Men vigtigst af alt: Madonna har selv skabt fundamentet for en succesrig karriere, der nu løber på 41. år. Stort tillykke!

Om Dan Rachlin: Er tv og- radiovært og har arbejdet med musik i 43 år, siden han som 15-årige blev discjockey. Har været radiovært i 39 år, hvor han var med til at starte radiokanalen The Voice. I dag er han radiovært på Classic FM.

Dan Rachlin er meningsdanner, debattør, konferencier, quizvært plus det løse. Født i 1964, gift med Charlotte Rachlin og sammen har de fire voksne børn. Bosat i København, men er på landevejene hele tiden.