Hvad gør man, hvis man er en singlekvinde, der gerne vil have børn, og tiden er ved at rinde ud?

36-årige Charlotte Hansen fra Varde tog for fire år siden sagen i egen hånd og gik i fertilitetsbehandling. I dag hun solomor til to drenge, Poul på 3,5 år og Knud på 14 måneder.

- Jeg gjorde det jo, fordi jeg ikke fandt ham, jeg skulle have børn med, kan man sige. Jeg havde været single i mange år.

- Ønsket om at få børn overgik bare alt andet, siger Charlotte Hansen, der ikke har fortrudt det et sekund.

Charlotte Hansen fortæller, at hun allerede som 27-årig gik med tankerne om at blive solomor.

- Jeg forsøgte at forberede mine omgivelser lidt på, at det kunne gå den vej, hvis jeg ikke fandt nogen, fordi jeg altid gerne har villet have børn. Jeg sagde, at jeg ville gøre det, når jeg fyldte 30, siger hun, der i mange år har arbejdet som butikschef i Lidl.

Charlottes mor fik hende dog overtalt til at vente, til hun blev 33 år, fortæller hun.

- Men da jeg var 32 år, så min mor mig med min venindes barn. Og så sagde min mor, at nu kunne hun godt forstå, at jeg gerne ville i gang. Så besluttede jeg, at nu skulle det så være.

Tilfældet ville, at Charlotte Hansen fandt sin kæreste, da hun var fem uger gravid med sit første barn. Alligevel er hun også solomor til lillebroren Knud, men det vender vi tilbage til.

Charlotte er blevet solomor i en tid, hvor tallene ellers har været faldende. I 2020 under coronapandemien dykkede antallet af fertilitetsbehandlinger for enlige kvinder med et fald på 16 procent, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Faldet skyldtes især, at der var færre udenlandske kvinder, som tog til Danmark for at blive solomødre. Siden er tallene steget lige så stille, og de nyeste tal for 2022 viser, at niveauet nu er oppe på, hvad det var i 2012.

Udsvingene er noget, der også har kunnet mærkes på Aagaard Klinik, en privat fertilitetsklinik i Aarhus, der behandler mange solomødre. Det fortæller speciallæge Aboubakar Cissé, som er lægelig direktør og ansvarlig læge i fertilitetsklinikken.

- Hvis det går dårligt, er det ikke alle, der tænker på fertilitetsbehandling. Krigen i Ukraine og coronapandemien har eksempelvis haft en indflydelse på, om der har været overskud mentalt og økonomisk til fertilitetsbehandling. Hvis tingene er stabile, så begynder tallene at stige igen, siger han.

Aboubakar Cissé oplever dog generelt en stigende interesse for at blive solomor i takt med, at viden og fokus på fertilitet bliver større.

- Vi har kvinder, der kommer ind på klinikken og siger, at de har ingen partner, og tiden går. Hvordan står det til for min fertilitet eller min frugtbarhed? Og så kan man tage nogle blodprøver og lave nogle scanninger.

- Selvfølgelig drømmer alle om at vente på den rigtige partner. Men man kan ikke få det hele i livet. På et tidspunkt er man nødt til at sige, at hvis jeg venter et par år mere, så er det nok for sent for mig.

- Jeg oplever, at der er flere og flere, der snakker om at blive solomor og tænker over det, siger han.

Han fortæller, at klinikken møder kvinder i alle aldersgrupper - også de helt unge, som bare gerne vil have et barn nu. Men de fleste, som klinikken modtager, er kvinder i slutningen af trediverne, som siger, at nu kan de ikke vente længere.

- De siger: ”Jeg har ventet indtil nu. Jeg kan ikke vente længere. Jeg har opnået det, jeg skal opnå i min karriere. Nu vil jeg gerne være mor.”

Lægen fortæller, at på trods af et godt netværk kan det føles ensomt at blive solomor. Blandt andet fordi der ikke er andre omkring én, som har været igennem det samme. Derfor arrangerer klinikken solomødregrupper, hvor kvinderne kan møde andre i samme båd og dele historier.

- Det er meget vigtigt. Det er en god støtte at have. Mange af dem går gennem en hård rejse, og når det endelig lykkes, så kan det være lidt overvældende. Det er rart at have et sted, hvor man kan komme og snakke det hele igennem med nogle andre, som har været igennem det samme.

Fælles for kvinderne er, at de alle har "en stærk karakter", fortæller Aboubakar Cissé.

- Det er selvstændige kvinder, som siger, at jeg er klar til at få et barn, og jeg har ikke nogen mand, men jeg kan klare mig selv, siger han og tilføjer, at mange også fortæller, at de har et godt netværk til at støtte dem.

Fertilitetsklinikken oplever, at flere af solomødrene er gengangere, som kommer tilbage efter nogle år for at få barn nummer to.

Tilbage i Varde fortæller Charlotte Hansen, at hun havde mange overvejelser om, hvad det at blive solomor ville betyde for både hende og barnet. Hvad ville det betyde ikke at have en far?

- Jeg havde masser af tanker om det, siger hun og fortæller, at hun da også en enkelt gang fik en kommentar om, at det var "egoistisk" af hende at få børn alene.

- Jeg endte med at sætte det lidt i relief til skilsmissebørn eller børn, hvor den ene forælder er død. Den tanke tog jeg egentlig med mig, at hvis andre folk kan klare at stå alene, selvom de har været igennem noget tragisk eller står i en grim, grim skilsmisse, hvor man skændes om barnet, så vil jeg også mene, at jeg kan lykkes godt med det.

- Det handler også meget om, hvad børnene har været vant til. Har børnene været vant til, at der har været en far, som så er blevet taget fra dem af den ene eller den anden grund, så er det rigtig slemt. Men jeg tænkte, at mine børn kommer ikke til at være vant til, at der er en far.

Tilfældet ville dog, at da Charlotte Hansen var fem uger henne, var hun på første date med en mand, som hun endte med at blive kærester med. De er flyttet sammen for få måneder siden. Han er 15 år ældre end hende og har tre voksne døtre i forvejen, fortæller hun.

- Jeg havde jo forventet, at jeg skulle stå med det her selv og havde tænkt, at der er nok ikke nogen, der gider være kærester med en, der er gravid. Men for ham havde det helt sikkert også noget at sige, at der ikke var en far. Det var ikke noget med, at man skulle forholde sig til en tredje person i forholdet, siger hun.

Da hun var omkring 28 uger henne, begyndte hun dog for alvor at blive bekymret.

- Jeg tænkte: "Shit mand, gad vide, hvordan det her det kommer til at gå?" Altså med min kæreste, om vi kunne få det til at fungere, når der kom en baby. Fordi det jo ikke var hans barn.

- Men jeg havde supergod opbakning fra både min mor og min kæreste, som kom troligt hver eneste dag. Der var slet ikke noget der.

Charlotte Hansen havde hele tiden tænkt, at Poul skulle have en lillebror eller lillesøster. Det var oplagt at få barnet sammen med hendes kæreste, men han ønskede ikke at få flere børn, fortæller hun.

- Det har han sagt fra starten. Og han har også hele tiden vidst, at jeg gerne ville have to. Nu har de ikke en biologisk far, så jeg synes, at de i det mindste skal have hinanden. Fordi lad os sige, at jeg dør i morgen. Så har de stadigvæk hinanden, siger hun.

Det lykkedes at blive gravid for anden gang som solomor med samme sæddonor, sådan at brødrene er helsøskende.

Charlotte Hansen taler da også åbent med Poul på 3,5 år om, hvorfor han og lillebroren Knud ikke har en far.

- Jeg siger til ham, at dengang jeg skulle have dig og Knud, der var der ikke nogen far fri, som jeg kunne få barn med. Og så tog jeg til lægen, og så var der en læge og en sød mand, der hjalp mig med at få jer.

- Det er det. Totalt lavpraktisk. De har jo ikke nogen spørgsmål til det endnu, men det kommer jo, og så kan man jo bygge lidt på, siger hun med smil i stemmen.

Du kan læse endnu mere om Charlottes historie i Jyske Vestkystens artikel her.

Vi hører om det konstant. Det akutte behov for grøn omstilling. Vindmøller, solceller og energivenlige løsninger. En skør sommer med alt fra hedebølger og naturbrande til skybrud, der har fået FN til at slå klimaalarm.

Så kan man ikke fortænke danskerne i at skyde penge i de bæredygtige aktier. Selvfølgelig. Efterspørgslen må være massiv efter grønne produkter. Ovenikøbet er det ikke en døgnflue. Der bør kunne sælges vindmøller hver eneste dag, indtil der er balance i klodens klimaregnskab.

Desværre er det langt fra virkeligheden. Spørg blot hende, der købte aktier i den danske pioner inden for havvindmølleprojekter, Ørsted, der er faldet med 16 procent i år. Eller ham, der snusfornuftigt lagde sine æg i Vestas-kurven, men siden nytår har tabt 22 procent.

På handelsplatformen Nordnet kan man følge de frustrerede privatinvestorer, der spørger hinanden om, hvad pokker der foregår. Når Ørsted-topchef Mads Nipper selv køber aktier i sin egen virksomhed, løber rygtet som en løbeild. Det må være et godt tegn. Modsat får endnu en sløjfet vindmøllepark mundvigene til at pege nedad hos dem, der købte Vestas-aktier på toppen.

Også dem, der følger det gamle aktieråd om at sprede sin risiko, får tæsk. Investorer, der med hjertet på rette sted har skudt sparepengene i investeringsfonden ”iShares Global Clean Energy”, som i den grad satser bredt på klimavenlige virksomheder over hele verden, har tabt over 20 procent i år.

- Investorerne har tabt modet, tilliden og tiltroen til, at den grønne omstilling kører videre her og nu, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Han konstaterer, at selv 18 måneder efter Ruslands invasion af Ukraine går det meget langsomt med den grønne omstilling af energiforsyningen i Europa. Nu var den ellers ikke blot drevet af en grøn dagsorden, men også af et stærkt ønske om at stoppe afhængigheden af russisk energi.

Der burde være ordre-bonanza hos de danske sværvægtere, Vestas og Ørsted, men i stedet står udviklingen stille. Ordreindgangen i det seneste kvartal var nogenlunde på niveau med året før hos Vestas. Det straffes af aktiemarkederne, der har set frem til hurtigere godkendelser af sol- og vindmølleparker og statslige støtteordninger.

I Danmarks største pensionsselskab, PFA, hæfter man sig også ved, at der ikke gælder særlige love eller vilkår for virksomheder, blot fordi de arbejder med bæredygtighed.

- Selv grønne selskaber er underlagt de samme udfordringer som alle andre selskaber. Når vi både har inflation, rentestigninger og meget andet, så klarer de sig relativt dårligere end for eksempel en banksektor, som har nydt rigtig godt af, at renterne er steget, siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Det mærker de grønneste af PFA’s pensionskunder. Siden nytår har afkastet for pensionsopsparere, der har 30 år til pensionering og derfor valgt en høj risiko, tjent et afkast på knap 10 procent. Men hvis man har valgt løsningen Klima Plus, der sætter ekstra turbo på bæredygtige investeringer, har afkastet kun været halvt så stort, cirka fem procent.

Kun 76.000 ud af PFA’s 1,3 millioner pensionskunder har valgt at skrue op for klimainvesteringerne, og langt de fleste har - på PFA’s anbefaling - kun gjort det med en del af deres pensionsmidler.

Men den udeblevne aktiefest for grønne aktier har næppe gjort noget godt for den grønne omstilling.

Medmindre man har god tid. Siden PFA lancerede Klima Plus i 2020, har produktet klaret sig næsten lige så godt som de gammeldags pensionsopsparinger med et afkast på over 20 procent. Fremover forventer pensionskassen også, at pensionerne på langt sigt vil vokse lige meget.

Så må vi se, hvordan vejret er til den tid. Hverken den danske klimalov eller FN’s Paris-aftale om at bekæmpe klimaforandringerne ser ud til at blive overholdt med det tempo, som Vestas modtager vindmølleordrer i lige nu.

Når Lars Daneskov bliver interviewet, handler det ofte om læselyst, men denne gang skal han fortælle om døden.

Han var syv år, da han første gang lærte den at kende.

Det var første dag i 2. klasse. Før sommerferien havde han lavet en aftale med sin gode ven og klassekammerat om, at de to skulle sidde ved siden af hinanden i det nye skoleår.

Men der sad han så ved siden af en tom plads.

Nogle uger forinden havde han siddet på terrassen derhjemme med sin familie og ventet på, at hans mor skulle komme hjem fra bageren. Men så snart hun trådte ind ad døren, kunne han se, at der var noget galt.

Hun fortalte, at klassekammeraten var død. At han havde været ude for en trafikulykke.

Det var svært at forstå, og da de andre i klassen spurgte, hvem han så skulle sidde ved siden af, svarede han:

- Jeg skal sidde ved siden af en kiste.

Sammensat fascination

Det er ved at være 53 år siden. Siden har Lars Daneskov været mange ting. Uddannet journalist, radiovært og redaktør. Sangskriver. Og siden 1993 har man kunnet se hans navn på ryggen af bøger til både børn og voksne.

Klassekammeratens familie lod drengens værelse stå, som han forlod det, i mange år efter. Tanken om det efterladte værelse har altid siddet som en sammensat følelse af delvis fascination og gys, fortæller Lars Daneskov.

Sidste år gjorde han følelsen til tekst i bogen ”Med døden til følge”. En bog, der bygger på billedet af den tomme plads og en familiesorg, set gennem et 12-årigt barns øjne.

- Jeg var dengang ude af stand til at forstå, hvad det vil sige, ”at nogen er død”. For mig var det et ord mere end en følelse. Min ven var en, der var på klassebilledet i 1. klasse, men aldrig igen derefter. Pludselig var det ikke givet, at man var levende, fortæller Lars Daneskov.

- Det lyder måske underligt. Men jeg har altid været tiltrukket af døden. Ikke at jeg på nogen måde er besat. Nok snarere fascineret, mens jeg samtidig har været skræmt. Jeg har altid læst dødsannoncer og nekrologer. Jeg gør det stadig.

Han beskriver det selv som det lille prik på skulderen, der minder om, at man skal nyde livet, så længe det varer, og at dette prik bliver ikke mindre af, at han for flere år siden begyndte at lægge mærke til, at de afdøde i annoncerne ofte var på alder med ham selv eller måske endda yngre.

Vi har alle sammen en udløbsdato, og det forpligter, mener Lars Daneskov, der gerne bringer et bredt udvalg af referencer og anekdoter i spil, når han skal uddybe sine pointer.

Således kommer han i tanke om et gammelt interview med den amerikanske sanger Warren Zevon, kort efter at han var blevet diagnosticeret med lungekræft. En diagnose, der ifølge lægerne gav ham få måneder tilbage at leve i.

Alligevel gæstede den da 56-årige sanger ”The Late Show” med David Letterman.

Her bliver han spurgt, om sygdommen har givet ham et andet perspektiv på liv og død.

Zevon drejer hovedet lidt, som om han lige skal tygge på den. Så svarer han:

- Ikke andet end, hvor vigtigt det er at nyde hver en sandwich.

- Så enkelt kan det vel i bund og grund siges. For mig har døden altid været en ting, der kan ske. Og netop derfor har vi en forbandet pligt til at leve, mener Lars Daneskov.

Som et pendul husker han en anden i historie, der viser den anden side af vægtskålen.

For snart 20 år siden kunne man i verdenspressen læse, at ”Pluto er død”. Bag den kryptiske overskrift gemte sig historien om Disney-medarbejderen  Javier Cruz’ sidste timer.

Den 38-årige Cruz havde været vej på arbejde i Disney World Florida, hvor han arbejdede som statist klædt i Pluto-kostume. Det var højst sandsynligt på grund af det tunge kostume, at uheldet skete.

For gennem maskens smalle øjensprækker så Cruz ikke den parade, der langsomt nærmede sig bagfra og endte med at koste ham livet.

- Det ramte mig, siger Lars Daneskov og fortsætter:

- Her har vi en mand, der ender sit liv, fordi han ikke kunne se ud af sit hundehoved. Og ender som en vittighed. Men i virkeligheden kunne jeg ikke forestille mig noget værre, end at dø i et hundekostume i en forlystelsespark. Det blev samtidig et billede på, om jeg nu selv brugte mit liv ordentligt. Ville jeg selv kunne sige, at jeg havde nået det, jeg ville, hvis jeg nu blev kørt ned af et eventyrslot.

Derfor har Lars Daneskov forsøgt aldrig at have jobs, han ikke kunne lide. Senest sprang han fra et fast job i DR til et liv som forfatter.

- Er det ikke nemmere, når man som dig har nogle andre forudsætninger qua din uddannelse og dit CV?

- Jeg synes ikke, der er nogen undskyldning for at blive hængende i noget, man ikke er glad for. De fleste vil kunne flytte sig til noget bedre. Det behøver ikke at være til andet sted på karrierestigen. Det handler om, hvor man kan finde en form for glæde, svarer Lars Daneskov efter en kort tænkepause.

- Det giver ingen mening at blive den indebrændte. For i mit hoved vil man altid være for ung til at blive en gammel sur mand.

På trods af det tunge emne bryder latteren ud flere gange under interviewet. Som om der er et behov for at bringe den alvorlige stemning ned på jorden igen.

Ad den vej falder snakken på vores forhold til livets afslutning i Danmark, hvilket minder Lars Daneskov om en oplevelse på en ferie i Grækenland.

Han og familien var midt i at bestille souvlaki på en fortovsrestaurant, da kirkeklokkerne begyndte at ringe. De så hvordan børnene på gaden stoppede deres boldspil og trådte til side, da græske damer i sort og triste mænd væltede ud af kirken.

- Ud af kirken kom et begravelsesoptog med en åben kiste, der blev båret gennem restaurantens udeservering og lige forbi vores bord. Det var første gang, jeg så et dødt menneske. Da han var væk, spiste alle bare videre, men det gjorde mig opmærksom på, at vi virkelig har et andet forhold til døden i Danmark, fortæller Lars Daneskov.

- For dem var vejen gennem restauranten en genvej. Kisten var åben, og hvad så? I Danmark taler vi ikke om det, men skubber tanken om døden foran os. Kan vi få lidt botox? Kan vi forlænge livet? Vi nægter at se i øjnene, at det vil ske for os.

- Hvorfor tror du, det er sådan?

- Fordi det er skideubelejligt, at der er noget, vi ikke kan styre. Og det er vi ikke vant til. Hvis ikke vi er tilfredse, så kan vi gøre noget andet. Men døden kan du sgu ikke stille noget op med. Uanset hvad du egentlig gør, mener han.

Lars Daneskov har selv været til nogle fine begravelser, der ikke kun har været sørgelige. Ifølge ham har de bedste begravelser været dem, hvor man bliver fyldt af alt det, det menneske, man har mistet, har fyldt i ens liv.

Det mærkede Lars Daneskov, da han lod blikket glide over forsamlingen, da han senest var ved en begravelse:

- Vi havde alle hver vores historie, og når præsten talte om, at her var et menneske, der havde givet noget til alle, sad alle med et lille smil og deres egen lille fortælling. Det er for mig den fineste måde at bære sorg på. Det er sådan, de lever videre, snarere end at man klæder sig i sort.

Samtalen bevæger sig tilbage til udgangspunktet og Lars Daneskovs bog om sorg. For hvorfor skrive en bog om døden og sorgen, hvis selvsamme er et tabu i Danmark?

Ifølge Daneskov selv er det da også en en historie, han har nærmet sig i etaper. Det har dog ikke været bevidst.

- De sidste par år, har jeg skrevet tre bøger, der alle på sin egen facon har haft emnet som bagtæppe.  Det er historier om noget, der kan være svært at forholde sig til som skolebarn. Meget langt hen i ens liv tror man, man er udødelig. Sorgen er noget, de fleste først skal forholde sig til, den dag de står med den selv, uddyber han.

I løbet af sit forfatterskab har han ofte skrevet historier om børn, der skal træde til og hjælpe deres voksne, som ikke kan finde ud af at tage et ansvar. Som regel fremstår de voksne lidt småkomiske eller tøvende i deres måde at gå til problemerne på.

Men inderst inde ligger der en historie om at tage ansvar, hvor man måske ikke burde. Hvor barnet overtager de voksnes bekymringer.

Derfor har det ikke været svært at træde over i emnet sorg. Ved første øjekast kan ”Med døden til følge” sagtens fremstå som en gyser befolket af urolige genfærd og mørkemænd. Ironisk nok greb, han har brugt, for at historierne ikke skal være for grumme.

- Det er fint, at man fokuserer på alle de ydre ting, men der må gerne være en bund af noget rigtigt. Den her historie om sorg og forpligtelsen til at leve kan man ikke fortælle folk tidligt nok. Brug dit liv ordentligt, det er moralen, siger Lars Daneskov.

- Har du selv har haft den samtale med dine egne børn?

- Det har jeg ikke. Ikke på den måde. Jeg har børn fra to forhold, og to af dem har alle deres bedsteforældre endnu. To af de andre har prøvet at miste deres bedsteforældre eller andre familiemedlemmer. Men det har været nogle afklarede dødsfald og nogle begravelser, der har været fyldt med liv. Vi har stået på min gamle svigermors grav og skålet i Baileys, fortæller Lars Daneskov.

I bogen bygger familien et alter over storebroren. Hans gamle værelse må ikke forstyrres, for ”så længe hans ting er der, lever han videre”, står der.

Lars Daneskov har dog ikke selv noget, der på den måde opsummerer ham og skal gives videre.

- Hvilke af mine ting, der har stor betydning, må være op til dem, jeg forlader. Hvis mine børn vil have Dan Turèlls gamle ridderfalk, eller hvad jeg nu har stående, skal det være op til dem, siger han.

Døden er nu engang konkret og fyldt med praktikaliteter. Testamenter, salmevalg, og hvordan man vil begraves. Selv om forfatteren for nogle år tilbage valgte at genindmelde sig i folkekirken, er det ikke noget, han har tænkt på.

Han kender eksempler på folk, der planlægger deres egen begravelser og har besluttet, hvilke salmer der skal synges. Men det kan han slet ikke dreje hovedet om.

- De forklarer det med, at de gerne vil være den gode vært, men de er jo de eneste, der ikke er til stede. Det ville jeg ikke gøre, understreger han.

- Kunne forberedelser ikke være en hjælp til dine børn, så de på den måde kan tage bedre afsked?

- Jeg er ikke nået dertil, hvor det er oplagt. Det kan være, jeg vil svare anderledes, når jeg bliver 70 år. Lige nu vil jeg selv synes, det er forbandet ærgerligt, hvis det skulle ske i morgen. Der håber jeg også, at de synes, oprydningen vil være den mindste ting, påpeger han.

Et par år før de fandt sammen, mistede hans nuværende kæreste sin mand. I dag bor parret i den lejlighed, hun delte med sin afdøde mand. Der er døden en helt tilstedeværende ting, og det betyder, at man går til, ja, alt med en større ydmyghed, forklarer Lars Daneskov.

- Vi ved, hvad det værst tænkelige er, og det hæver bagatelgrænsen. Der er nogle diskussioner, nogle latterlige småting, man bare ikke behøver at dykke ned i, når vi nu har det liv, vi har, siger han og fortsætter:

- Han satte sit aftryk i verden, og folk er glade for at have kendt ham. Den sorg, der har været over ham, lever videre i dag først og fremmest som glæde. Han var også sangskriver, og i dag bruger jeg hans guitar, når jeg skriver sange. Sådan lever han meget konkret videre også i mit liv.

Lige nu er Øresund spækket med den store blåfinnede tun, og i disse dage springer den enorme fisk nærmest konstant.

Et fænomen, som har sat skub i en helt ny form for attraktion: Tun-safarien.

Læs også: Blåfinnede tun er i tusindvis svømmet ind i det danske farvand

Søndag formiddag var hobbyfotograf Bettina Pedersen taget med på én af Øresundsakvariets ture, og der fik hun fuld valuta for de knap 500 kroner, det kostede.

- Det var alle pengene værd. Den vildeste naturoplevelse i mit liv, udbrød hun til avisen.

Her kan du se nogle af hobbyfotografens vildeste skud fra søndagen på Øresund.

'Årgang 0'-far, virksomhedsleder, globetrotter, foreningsmenneske, far, ægtemand.

Danmarks nok mest kendte apoteker, Lars Ellebye fra Aabenraa, har mange forskellige kasketter på. Og han bærer dem allesammen med både glæde og stolthed - men nok mest den som far til børnene David og Rachel og ægtemand til farmaceut-præsten Theresia Treschow-Kühl.

Den 10. juli fyldte han 60 år, og det blev fejret på med familie, venner og personale på den lokale Restaurant Knapp. Billedet-Bladet var forbi, og Danmarks største billedugeblad var også på pletten, da Lars Ellebye fredag den 18. august markerede det skarpe hjørne med en reception på Folkehjem i Aabenraa.

- Vi er nok Danmarks mest kendte ukendte familie, siger Lars Ellebye om at være et kendt ansigt på tv-skærmen.

- Det er jo slet ikke sådan, at vi ser os selv. Som kendte. For os har det været en fantastisk mulighed for at få dokumenteret vores børns opvækst på film. Og at møde en masse spændende mennesker og få oplevelser, som vi ellers nok næppe var kommet i nærheden af, konstaterer han.

- Til Billed-Bladets guldgalla på Hotel D' Angleterre eksempelvis, hvor den danske film-, kunst- og medieverden er samlet, og Theresia dansede sammen med Morten Spiegelhauer, mens jeg stod i baren og fik en drink sammen med B.S. Christiansen, så tænkte jeg et kort øjeblik: "Hold da op, og så står vi her midt i det hele", fortæller han om guleroden ved at deltage i den livslange dokumentarserie, der følger fire børn fra den første generation i det nye årtusinde fra fødsel til voksenliv.

Bagsiden af medaljen, som blandt andet de onde tunger på sociale medier, beskæftiger han sig ikke med.

- Som præst og apoteker har både Theresia og jeg jobs, hvor man skal være udadvendt, og hvor man møder livet på godt og ondt. Den unge pige, der kommer for at hente sine p-piller, og den, som er uhelbredelig ramt af kræft, og som skal have sin afslutningspakke. Der er hele skalaen, så i nogle tilfælde gælder det om at få det bedste ud af situationen, siger han.

- Noget helt andet er, at jeg hverken er, eller læser det, der står på Facebook.

Men tilbage til mennesket og privatpersonen Lars Ellebye, som fører os automatisk videre til hustruen Theresia. For der er ingen Lars uden Theresia. Og omvendt.

- Vi er et team. Theresia er kvinden i mit liv. Det har jeg vidst siden første gang, at jeg snakkede med hende. Det var over telefonen, for hun var ude på en af sine mange rejser, tænker Lars Ellebye tilbage til dengang for efterhånden en del år siden, da nogle fælles venner havde sat sig for, at de skulle mødes. For de kunne være et godt match, vurderede de.

- Theresia havde set et billede af mig, og hun syntes såmænd, at jeg så lidt kedelig ud, så derfor tænkte jeg, at så måtte jeg jo imponere hende lidt. Da vi senere mødtes hos en fælles ven, der havde en stor gård med hall, satte jeg mig til klaveret og spillede et stykke. Men det gjorde ikke større indtryk, for hun var næsten lige kommet hjem fra sin rejse og var lidt syg, så hun syntes egentlig bare, at det larmede, siger han med den underfundige humor, som kan overraske, når man kun kender Lars Ellebye fra apoteksskranken.

Aftenen blev også blev brugt på at spille Trivial Pursuit, hvor Lars og Theresia kom på hold sammen. Vinderholdet, faktisk. Og det har de været lige siden.

Som far til Rachel fra 'Årgang 0' er du et kendt ansigt. Hvad ved folk ikke om dig?

- At jeg har spillet klaver på den, dengang, mest kendte jazzbar i San Francisco The Starlight Roof. Jeg var der sammen med nogen venner, og de syntes at jeg skulle give et nummer på klaveret. Og det gjorde jeg så, med chefens tilladelse. Folk stod op og klappede efterfølgende, så det fik mig da kort til at overveje, om jeg havde valgt det forkerte fag, siger han med et glimt i øjet.

Men der er endnu flere "hemmeligheder". For der er en god grund til, at Lars Ellebye har et stort portræt af Godfather, alias Don Vito Corleone, alias Marlon Brando hængende på sit kontor. Et billede indrammet i elegant glasramme og hjembragt fra en af apotekerfamiliens mange rejser.

- Godfather - han er mit forbillede som virksomhedsleder, fordi han gør alt for sine medarbejdere. Jeg har det på samme måde med mit fantastiske og loyale personale. Jeg ville gå gennem ild og vand for dem, siger han.

Omsorgen blev konkret, da en af hans yngre medarbejdere for nogle år siden døde af spiseforstyrrelse. Efter begravelsen holdt Lars Ellebye en tale, som gæsterne sent glemmer.

- Jeg kunne ikke andet. Charlotte havde været en del af Løve Apotekets historie og hun havde de sødeste og mest omsorgsfulde forældre. Som hendes chef havde jeg selv været vidne til det hun kæmpede med, og prøvede at hjælpe på den ene eller anden måde. I en situation som den håber man, at det gode eksempel kan smitte. Men det er en svær sygdom.

Lars Ellebye kalder sig selv for rejsegal, og hver og en ferie og fridag bliver brugt på at udforske nærområdet og verden. Og næste tur sammen med hustruen Theresia, der sideløbende med sin præsteuddannelse også er farmaceut, er allerede booket.

- Til efteråret tager vi på kongresrejse til Australien via Singapore, for at præsentere et apoteksprojekt, som vi har udarbejdet sammen. I Australien skal vi også møde venner. Dem har vi mange af rundt omkring i verden, og bor også gerne hos dem. En tur til New Zealand er også allerede planlagt, forklarer Lars Ellebye, der også er vild med god vin, spiller klaver og keyboard og netop er blevet valgt til formand for Danmarks Apotekerforening i kreds Syddanmark.

Men først og fremmest er den 60-årige en glad, tilfreds og taknemmelig mand.

- En ven sagde engang, at hvis vi, Rachel, David, Theresia og jeg skulle spille en fodboldkamp, og modstanderen ville nærme sig målet, så ville der være fire målvogtere. Og det er nok meget betegnende for os som familie. Vi holder sammen, passer på hinanden og kan godt lide hinandens selskab. Både Daniel og Rachel bor på Amager, og de mødes nok en til to gange om ugen til en kaffeaftale, fortæller Lars Ellebye.