På Store Torv i det inderste af Aarhus findes der lokaler på tredje sal, hvor der årligt bliver lavet rigtig mange babyer. Væggene vrimler med billeder af de små vidundere, som blander sig med det øvrige interiør der med kaffeautomat, potteplanter, legehjørne og stole minder mere om venteværelser, som de er flest.

Det handler om den private fertilitetsklinik Diers Klinik, hvor man kan købe sig hjælp til at blive forælder, og hvor både statistikkerne og billederne af de mange poder vidner om, at det lykkes.

Drømmen om børn er ens for de valfartende kunder, som til gengæld er fra hele verden og udgør par og enlige med forskellige seksuelle orienteringer, familieformer og civilstatusser.

Ejeren og initiativtageren er 46-årige Liza Diers, som selv har tre donorbørn på ni, 14 og 16 år med sin to år ældre kone, Lise. Klinikken opstod i forbindelse med parrets vej til det første barn i 2006.

Dengang tillod den danske lovgivning endnu ikke lesbiske og enlige at få fertilitetsbehandling af en læge. Men det fik ikke Liza og Lise til at give op.

- Jeg tog kontakt til en læge, som gerne ville hjælpe os, men hvor vi skulle sniges ind ad bagindgangen efter lukketid. Her kom vi til at tale om, at loven intet sagde om, hvorvidt andre faggrupper måtte udføre arbejdet, og det blev vores smuthul til at tage sagen i egen hånd, siger Liza Diers.

Hun er nemlig selv uddannet jordemoder og er derfor i stand til at lave en inseminationsbehandling. På det tidspunkt var det allerede en ulmende tendens, at jordemødre så småt hjalp lesbiske par til at blive forældre.

Liza Diers endte med at gå i lære hos den pågældende læge og lave et samarbejde med ham, hvor hun hjalp de kvinder, han ikke kunne hjælpe. På den måde blev diskriminationen startskuddet til klinikken, hvor alle parrets egne børn også er blevet til. Lise har født parrets ældste og yngste barn, mens Liza har født den mellemste.

- Jeg havde en historie, der gjorde, at jeg har en forståelse for de kvinder, som gerne vil have børn, uden der nødvendigvis er en mand. Min mission er at hjælpe enhver kvinde eller ethvert par - single, lesbisk eller heteroseksuel - med at blive gravid, siger hun.

Mængden af kunder i klinikken er over årene kun blevet større. På landsplan er antallet af fertilitetsbehandlinger også kun gået op med undtagelse af under coronapandemien, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Siden 2012 er der sket en stigning på 55 procent i fertilitetsbehandlinger til lesbiske par og enlige kvinder fra Danmark.

Der findes flere forskellige former for fertilitetsbehandling, men specialet på Diers Klinik er ikke ufrivillig barnløshed, som man oftest hører om. Fokusset er at hjælpe kvinder til en naturlig graviditet med inseminering af donor- eller partnersæd ved at sætte sig ind i den enkelte kvindes cyklus og ikke bruge hormonbehandlinger.

- Det er lidt en fordom, at man kun er i fertilitetsbehandling, fordi man ikke er i stand til at blive gravid. Det er to forskellige målgrupper, og vi kalder heller ikke vores kunder for patienter, siger Liza Diers.

I sit arbejde på klinikken har Liza i alle år brugt sine egne erfaringer med at få børn med en donor. For det var ikke kun lovgivningen, som spændte ben for drømmen om egen familie.

- Jeg var meget ramt af, at mange omkring os var bekymrede for, at vores børn ikke fik en mandlig rollemodel. Det betød, at jeg virkelig var bange for, hvad jeg gjorde ved de her børn, når jeg satte dem i verden uden en far, siger Liza Diers.

Derfor talte Liza og Lise i begyndelsen også med et mandligt vennepar om at lave en regnbuefamilie.

- Men som samtalerne blev flere, kunne vi mærke, at det ikke føltes rigtigt for os. Vi ville ikke dele vores børn med andre for at sige det, som det var, siger hun.

Donorsæd blev altså løsningen, og bekymringerne om en familie uden en far er sidenhen fuldstændig forstummet, fortæller hun.

- Mine egne børn har aldrig haft behov for mænd i forældreskabet eller udtrykt den interesse. Hver gang vi bringer det op, så er det faktisk mest mit behov. Det er påfaldende, så ukompliceret det har været, siger hun.

I dag har forskningen ligeledes vist, at det ikke har nogen negativ effekt for børn at have forældre af samme køn eller at vokse op hos en solomor. Et stort studie fra engelske University of Cambridge konkluderede eksempelvis i 2015, at "børnene har akkurat den samme risiko for at få problemer og den samme chance for at have et succesfuldt liv som alle andre børn".

I undersøgelsen indgår familier med blandt andet to mødre, to fædre, selvvalgte solomødre, børn født efter dobbeltdonation eller ved hjælp af en rugemor.

Kvinder kommer dog næppe uden om, at drømmen om en graviditet kræver sæd fra en mand. Netop valget af donor var en længere proces for Liza og Lise.

- Jeg havde det virkelig skidt med, at jeg ikke vidste, hvad det var for et menneske, vi skulle blande gener med. Og selvom jeg egentlig helst ville have en mørkhåret og åben donor, så endte vi faktisk med at vælge en blond og anonym sæddonor, siger hun.

Tvivlen blev så stor, at Liza bad medarbejderne i en sædbank om at udpege en donor, hvis de selv skulle vælge. Og da de alle pegede på den samme, blev det afgørende.

- Det vægtede højt hos mig, at de ligesom sagde god for ham som menneske, siger hun.

- Det gav mig den ro, jeg havde brug for.

Spørgsmålet om, hvorvidt det var det rette valg, kan i dag virke både uhøfligt og fjollet at stille. Da det kommer, bliver Liza Diers stille.

- Åh. Jeg bliver helt rørt, siger hun.

Hun holder igen en pause.

- Han har jo givet os den største gave nogensinde, og vi havde slet ikke fået barn nummer tre, hvis vi ikke kunne få den samme donor. Jeg kunne aldrig forestille mig, at vi skulle bygge en familie på andet materiale end fra netop ham, siger hun.

Læringen om de mange følelser, der følger med valget af donor, tager hun med videre i rådgivningen til kunderne.

- Alle bliver jo lykkelige for resultatet i sidste ende. Men det er virkelig vigtigt, at valget af donor føles rigtigt i maven, siger hun.

Opskriften på at fjerne tabuer ved fertilitetsbehandling og at minimere diskrimination og fordomme, når børn blandt andet har forældre af samme køn, er ifølge Liza Diers fuld åbenhed.

- Helt tidligt, inden vores børn havde et sprog, fortalte vi dem om, hvordan de ikke har en far, men to mødre. De har aldrig givet udtryk for, at de var kede over det, eller at de er blevet drillet med det, siger hun.

Hun møder ikke nogen nævneværdige skæve blikke til sit eget familieliv længere, men i forhold til fertilitetsklinikken er der stadig lidt at arbejde med.

- Folkestemningen har ændret sig markant i takt med, at lovgivningen blev lavet om, og at mange i min generation af lesbiske har børn i dag. Men der findes en fordom om, at solomødre må være kræsne kvinder, der ikke kan finde en mand.

Og det holder ikke?

- Nogle kommer, fordi det biologiske ur tikker, og de endnu ikke har fundet den rette, og nogle har været i forhold, hvor manden var i tvivl om at stifte familie. Men der er lige såvel kvinder, som ønsker at lave en familie alene, siger Liza Diers.

Generelt er jordemoderens mantra at gøre op med, at der er én familieform, der er bedre end andre. En opgave, som fortsætter sideløbende med, at andre grupper indenfor LGBT+ begynder at opsøge klinikken, tror hun.

- Det går virkelig stærkt med udviklingen lige nu, og der kommer nye generationer af kunder til. Det betyder måske også en række nye fordomme, men det er slet ikke sikkert, siger hun.

Uden for Danmarks grænser er det langt fra lige så smertefrit at få børn i en anden familieform end normen. Sidste år tog 2825 udlændinge til Danmark for at påbegynde en behandling med befrugtning ved insemination af donorsæd. Det svarer til 43 procent af alle dem, der fik behandlingen.

80 procent af Lizas kunder er udenlandske og kommer især fra Tyskland og England.

- Vi har kunder, som er nødt til at lave en løgnehistorie om, hvordan deres barn er blevet til. De kan risikere at blive udstødt i deres lokalsamfund, eller at børnene bliver mobbet. Vi råder dem dog altid til ikke at holde det hemmeligt for børnene, siger Liza Diers.

Liza Diers forklarer, at det kan være uacceptabelt ikke at have en far inde i billedet. Ligesom kvinder kan blive udskammet for ikke at være mor til barnet, hvis de gør brug af en ægdonor.

- Danmark har en meget mere liberal lovgivning og tilgang, og det er derfor, vi har den her fertilitetsturisme. I flere lande er det stadig ulovligt for singler og lesbiske at modtage fertilitetsbehandling, og der er meget lidt medindflydelse på valget af donor. Selv i lande som Norge og Sverige er det ikke tilladt selv at vælge sin egen donor, siger hun.

Økonomisk er danskerne også privilegerede, understreger Liza Diers.

- Stort set alle kan jo få fertilitetsbehandling til det første barn i det offentlige helt gratis. Når de vælger os, handler det oftest om, at man har brugt sine gratis forsøg, at vi ikke har lang ventetid, eller at man ønsker den ekstra tid og omsorg, vi tilbyder.

En myte, som stadig holder, er dog, at fertilitetsbehandling i det private er dyrt.

- Det er bare en dyr proces at lave fertilitetsbehandling, men det kommer helt an på både behandlingsformen og antallet af forsøg. Hvis man biologisk set ikke har nogen reproduktionsproblemer, og første forsøg virker, så kan man nøjes med omkring 5000 kroner for en insemination og rådgivning hos os.

- Men har man krav til sæddonor, og man skal have reagensglasbehandling eller andet hjælp og samtidig flere forsøg, stiger prisen hurtigt. Og hvis man har brug for ægdonation, så kan det sagtens koste 50.000 kroner og derefter, siger Liza Diers.

Alt andet lige er et barn i sig selv dyrt at have på årsbasis, hvis man ser det i et større perspektiv, understreger hun.

Og hvis væggene kunne tale i lokalerne på Store Torv i Aarhus, tyder alt da også på, at hver en baby er alle pengene værd.

I juli gav Energistyrelsen interesserede olie- og gasselskaber mulighed for at søge om olie- og gasudvinding i et nyt område af Nordsøen.

Styrelsen har modtaget en uopfordret ansøgning fra norske BlueNord, der med fokus på netop Nordsøen er den andenstørste olie- og gasproducent i Danmark.

BlueNord vil udvinde olie og gas i området Elly-Luke ud for den danske vestkyst.

Og da ingen selskaber i forvejen har tilladelse til området, sendes ansøgningen af konkurrencehensyn ud i en udbudsrunde, der løber frem til oktober.

Energistyrelsen vurderer, at produktionen fra Elly-Luke kan give op mod fem milliarder kubikmeter gas. Det svarer til cirka 2,5 gange af gasforbruget i Danmark i 2020.

Efter den varmeste juli nogensinde målt, skovbrande og enorme hagl fra himlen har flere af Folketingets partier krævet klimahandling i tråd med krisehåndteringen, der herskede under coronapandemien.

I 2020 besluttede Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti - og siden Moderaterne - med Nordsøaftalen, at al olie- og gasudvinding i Nordsøen skal være fortid i 2050.

Men allerede i 2025 skal Danmark reducere sin CO2-udledning med mindst 50 procent sammenlignet med 1990 for at leve op til klimaloven. I 2030 hedder reduktionen 70 procent. Den kommende tid skal partierne forhandle om, hvordan det bliver til virkelighed.

Hos den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling ryster man derfor på hovedet over det nye udbud.

- Det er en skandale, at vi fortsætter med at åbne for ekstra olie- og gasudvinding i Nordsøen. Der er klare meldinger fra IPCC (FN's klimapanel, red.) om, at det skal stoppe. Også Det Internationale Energiagentur siger, at hvis vi skal være seriøse omkring klimaproblemerne, skal der ikke investeres mere i olie, gas og kul fra nu af, siger direktør Bjarke Møller.

Men det er faktisk en mulighed, politikerne har, som følge af Nordsøaftalen?

- Ja. Men det er også et politisk valg - ønsker vi at føre en ansvarlig klimapolitik, eller ønsker vi at fortsætte med at brænde kloden af, siger Bjarke Møller og tilføjer:

- Vi er simpelthen på galt spor her. Det kan godt være, Finansministeriet er fristet til at få ekstra skattekroner ind på det her - og man kan også henvise til tidligere energiforlig - men det er dybt uansvarligt, at Danmark fortsætter med at udvide olie- og gasudvindingen i Nordsøen.

Ifølge råvareanalytiker i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen er gas ikke en mangelvare lige nu og her. De europæiske gaslagre er næsten 90 procent fyldte, og det er mere end normalt.

- Det er højt for det her tidspunkt af året. Når vi er så tæt på 100 procent allerede, betyder det, at vi er godt stillet, siger han.

Siden Ruslands præsident, Vladimir Putin, slukkede for gassen, er Europa blevet hjulpet på vej af flydende gas - LNG - fra især USA. Men selvom gasmarkedet er stabilt på nuværende tidspunkt, betyder det ikke, at det bliver ved med at være det.

- Vi kan få den gas, vi skal bruge, men hvis der pludseligt er andre lande, som skruer op for gasforbruget, vil LNG hurtigt blive en knapvare. Før krigen var vi ikke så afhængige af LNG i Europa og fik det meste gas fra Rusland, det gør vi ikke længere, siger Jens Nærvig Pedersen.

- Det europæiske naturgasmarked er skrøbeligt. Det er blevet et langt mere globalt marked end før krigen, hvor vi hovedsageligt importerede fra Rusland og Norge. Selv små gasforsyninger kan hjælpe med at holde markedet stabilt, siger han og tilføjer, at genåbningen af det danske Thyra-felt til vinter ikke i sig selv får afgørende betydning for det europæiske gasmarked på længere sigt.

Den seneste tid har klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) fået kritik for at sige, at den grønne omstilling mister opbakning blandt danskerne, hvis den går for hurtigt.

Samtidig mener ministeren, at Danmark bør være et foregangsland på området. Og det mener Lars Aagaard også, vi er, på trods af det nye udbud i Nordsøen.

- Vi skal ikke selv bruge gassen eller olien i Danmark, fordi vi er kommet langt med vores grønne omstilling. Derfor påvirker dette ikke vores klimamål, og Danmark er et grønt foregangsland, fordi vi blandt andet har besluttet at opstille masser af vindmøller på havet, der hjælper vores nabolande til at give slip på olie og gas, udtaler han i et skriftligt svar og tilføjer:

- Virkeligheden er jo, at Europa kommer til at bruge gas og olie i mange år endnu, og her mener regeringen, at det er bedre, det kommer fra den danske Nordsø, så EU ikke på ny gør sig afhængig af lande uden for EU.

Hvor gammel bliver du?

Det kan ingen give dig svaret på, men nye tal fra pensionsselskabet ATP kan give dig et bud på, hvor gammel du kan sætte næsen op efter at blive.

ATP beregner hvert år med sin levetidsmodel danskernes forventede gennemsnitlige levealder, og ifølge den kan børn, der er født i år, forvente at blive 93 år, hvis de er drenge, og 95 år, hvis de er piger. ATP oplyser også, at en kvinde, der i dag er 20 år gammel, har omkring 20 procents chance for at blive mindst 100 år gammel.

Dermed har de yngre generationer altså udsigt til at blive væsentligt ældre, end gennemsnittet er lige nu. Ifølge Danmarks Statistik er den nuværende middellevetid 79,4 år for mænd og 83,1 år for mænd - for halvtreds år siden var den omkring 10 år lavere for både mænd og kvinder.

Men selv om vi altså fortsat forventes at blive ældre og ældre, er den forventede levealder faktisk faldet en lille smule i forhold til tidligere års beregninger. Det er første gang i 30 år, at ATP har oplevet et fald i den beregnede levealder to år i træk.

- 2022 afviger fra normalen, for det er første gang siden 1995, at den forventede levetid herhjemme bliver kortere to år i træk. Det er blandt andet Covid-19, der er skyld i en overdødelighed i 2021 og 2022, udtaler Liselotte Milting, som er underdirektør i ATP Pension og chef for Aktuariatet og står bag udregningen af tallene.

Der er tale om et fald i den forventede levealder for alle aldersgrupper på omkring to-tre måneder.

ATP's levetidsmodel er baseret på data fra ATP Livslang Pension, hvor næsten alle danskere er inkluderet, samt data fra 17 andre sammenlignelige lande.

Reklamemanden Morten Kirckhoff arbejder som kreativ direktør. Det går ham godt, og han har succes. Han er partner i et reklamebureau, hvor han var en af idémændene bag en af Legos succeser.

Selv om Morten Kirckhoff på mange måder har et femstjernet liv, siger han en dag sit gode job op. Han har fået en idé.

For ved siden af jobbet i reklamebranchen er han fuldblodseventyrer og medlem af Eventyrernes Klub - en klub for globetrottere og pionerer, som er drevet af nysgerrighed og fortælleglæde.

- Jeg kom til et tidspunkt, hvor jeg tænkte: "Jeg har tjent penge og levet for at rejse. Men tænk, hvis man kunne leve af at rejse", fortæller han.

Dermed var kimen lagt til seersuccesen "Nul stjerner".

Et rejseprogram, hvor værterne udforsker steder, turister normalt ikke kommer - og i hvert fald slet ikke overnatter på grund af uhyggelige eller uhumske forhold.

Men Morten Kirckhoff kunne ikke gøre det alene, så han allierede sig med sin gamle ungdomskammerat Jan Elhøj, der havde mere tv-erfaring end ham fra blandt andet satireprogrammer på DR2.

Det blev et projekt fra hjertet for de rejselystne venner at tage ud og møde verden med paraderne nede.

Det er ofte sådan, at den slags projekter kan være drevet af to stærke følelser: Had eller kærlighed.

I "Nul stjerners" tilfælde var det en kombination.

Idéen til programmet opstod i krydsfeltet mellem kærligheden til autentiske rejser og en aversion mod klassiske rejseprogrammer.

- Mange rejseprogrammer forherligede og glamouriserede verden, og det var enerverende, at det altid skulle være sådan, fortæller Morten Kirckhoff.

- De allerbedste oplevelser, jeg har haft, er tit, hvor tingene er gået lidt skævt. Så vi ville lave et program, der var anti-femstjernet, fortsætter han.

Fra sin tid i reklamebranchen vidste han, at det krævede et skarpt koncept – og på den måde blev formatet "Nul stjerner" født.

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff forklarer, at det var meget vigtigt for dem, ikke at gøre som de etablerede rejseprogrammer, der ofte rejser i forvejen og forbereder deres kilder.

De skulle rejse så få som muligt, så de kunne være åbne og omstillingsparate, forklarer Jan Elhøj.

- Det er lidt ligesom nytårsaften. Man kan have sindssygt mange forventninger, men man bliver næsten altid skuffet.

- Men hvis man tager til et land, hvor man ikke har nogle forventninger, så bliver man faktisk altid positiv overrasket, siger Jan Elhøj.

Og så har de to rejsemakkere en klar aftale om at sige ja til alt.

- Også selv om det inkluderer brændevin klokken 08 om morgenen, skraldgriner Jan Elhøj.

Morten Kirckhoff forklarer, at de for alt i verden ville undgå de storkulturelle ting, man kan læse om i guidebøgerne.

- Vi prøver at grave os ned i nogle historier og finde nogle helt almindelige mennesker og på den måde prøve at forstå de små dele af en kultur. Det kan være en familie eller et lille samfund eller noget tredje. Men igennem dem formidler vi den store historie, fortæller Morten Kirckhoff.

- Vores idé var, hvis vi lærer noget, lærer seerne også noget, indskyder Jan Elhøj.

Med konceptet på plads gik de to herrer ud til DR og sagde, at de ville lave verdens fedeste rejseprogram.

- De var ikke just med på ideen, griner Jan Elhøj.

- Men vi blev ved med at tro på, at et rejseprogram, der tager ud og viser verden så autentisk som muligt, måtte da have sin gang på jord, supplerer Morten Kirckhoff.

Det viste sig også at være sandt. Siden 2019 har makkerparret oplevet enorm succes med "Nul stjerner", der har op mod 700.000 seere per afsnit.

De to værter husker særligt et kardinalpunkt, hvor de kunne mærke, at de havde ramt noget ude blandt seerne.

- Der var en dansk mand, der var gift med en kvinde fra Moldova, som ringede til os en dag og spurgte, om de måtte komme forbi vores kontor. Det måtte de selvfølgelig gerne, siger Morten Kirckhoff.

- Så havde de moldovisk vin med til os, fordi hun bare gerne ville sige tak for, hvad vi har gjort for Moldova. Det var en ret sindssyg oplevelse.

Jan Elhøj fortsætter:

- En ting er, hvad vi gør for danskerne og inspirerer dem til at rejse. Men det betyder også noget for folk fra de lande, vi besøger, hvor vi er mellemled, fortæller han.

Netop fordi de er gamle venner, tror Jan Elhøj og Morten Kirckhoff også på, at deres makkerskab får folk til at slappe af og fortælle deres historier mere autentisk.

Derfor er det blevet et mantra at bruge humoren til at åbne de lokales hjerter.

Sammen kan de skraldgrine over et besøg hos en rumænsk landmand, der ender i en tihestes brandert, og som intet manuskript kunne have forudsagt.

Men de kan også blive forarget over at se et kristent mindretal i Egypten, der lever i Manshiyat Naser, også kendt "Skraldebyen", Kairos fattigste bydel, hvor beboerne grundet fattigdom er tvunget til at genbruge alt fra karton til knogler.

- Nogle gange skal man ikke forstå ting, man skal bare opleve, siger Jan Elhøj.

For udgangspunkter for "Nul stjerner" er, at alle mennesker har en historie, og kommer man tæt nok på, vil de som regel gerne fortælle den.

- Vi ser os ikke som to tv-værter, men som to kammerater, der tager ud og gør, det vi elsker, og det vi tror på, siger Morten Kirckhoff.

- Hvis det virker, er det godt, og hvis det ikke gør, så bliver det uden tv, for så fortsætter vi med at rejse, siger han.

Jan Elhøj supplerer:

- Det falder kun ud til den positive side, når folk finder ud af, at der kommer to midaldrende mænd, der bare er interesserede i at høre om deres liv og drikke noget hjemmebrændt med dem, ler han.

Ifølge de to garvede globetrottere er det vigtig at huske på, at verden slet ikke er så stor og farlig endda.

Deres programmer har til hensigt at inspirere folk til komme med i klubben og få sig nogle nul stjerners-oplevelser, hvis man har mod på det.

Morten Kirckhoff fortæller om en ven, der rejste jorden rundt [i halvandet år] uden at blive udsat for ubehageligheder. Men da han trådte ud fra Københavns Hovedbanegård, blev han rullet.

- Min pointe er bare, at man faktisk ikke skal bekymre sig så meget, fordi bekymringen er også ens fjende, konstaterer han.

- Man skal tænke sig om og selvfølgelig ikke være naiv, og man skal tage sine forbehold. Men verden er et bedre, flinkere og rarere sted, end man måske går og forestiller sig, siger han.

/ritzau/

Den tomastede skonnert Meta, der har hjemhavn i Rudkøbing på Langeland, stævner flere gange årligt ud for at give pårørende til efterladte mulighed for at sprede deres afdødes aske over havet.

Det har skipper Peter Lenskjold lagt skib til i flere årtier, fortæller han, men han har alligevel oplevet en markant stigning de senere år.

- Vi har i hvert fald haft askespredninger fra Meta i 25 år, men det er noget, som er blevet mere og mere almindeligt de senere år. Jeg vil skyde på, vi har haft en stigning på 30 procent de seneste to til tre år, siger Peter Lenskjold.

Ifølge skipperen er det som regel afdøde, som har haft et tæt forhold til ”søen”, som han siger, der vælger, at deres aske skal spredes til havs.

- Det kan være alt fra sejlsportsfolk til roere. Nogle, som på en eller anden måde har haft noget med havet af gøre.

Der er nogle helt faste regler for, hvor man må sprede aske. Det skal foregå mindst 200 meter fra land, og urnen må ikke sænkes i havet, heller ikke selvom det er en letnedbrydelig urne.

Desuden skal den afdøde have givet udtryk for, at vedkommende ønskede at få spredt sin aske til havs. Det kan nedfældes på et stykke papir eller eksempelvis i dokumentet ”Min sidste vilje”, som er udarbejdet af foreningen Liv&Død. Det vigtigste er, at dokumentet indeholder navn, adresse, cpr-nummer, underskrift og dato for underskriften.

Det er dog ikke umuligt at få lov til at sprede asken fra en afdød, selvom der ikke findes noget underskrevet dokument. I så fald kræver det, at de pårørende kan bevise, at askespredning var den afdødes ønske.

Selvom loven giver klare retningslinjer i forhold til askespredninger, er der alligevel vide rammer for, hvordan sådan en kan foregå, mener Peter Lenskjold. Han plejer at fortælle dem, der skal med på skibet, at de kan tage blomster med, de kan synge en sang eller få en spillemand med om bord. Sommetider er der også en præst med til at forestå en ceremoni.

- Det er en stille og rolig oplevelse, og det plejer at være meget stemningsfuldt. Det er bestemt rørende for os også, vi bliver da påvirket hver gang, siger han om skonnertens besætning.

Meta kan lejes på timebasis, og skibet kan sejle ud fra hele Sydfyn, så det er op til den afdødes familie eller efterladte at bestemme, præcis hvor asken skal spredes.

- De fleste har en klar idé om, hvor vi skal hen. Det kan være et særligt hus på kysten, de havde et forhold til, eller et sted, den afdøde plejede at ro.

Når asken er spredt, tuder han med hornet et par gange, og så sejler skibet et par gange rundt om stedet, hvor asken blev spredt.

- Ofte har folk nogle blomster med eller nyudsprungne bøgegrene. Så smider de dem med over bord. Det kan også være, der bliver hældt en tår øl ud over rælingen, hvis den afdøde var til den slags, siger Peter Lenskjold med et grin.

I år har Meta været af sted på omkring 15 askespredninger, mener Lenskjold, og ceremonien kan foregå hele året og på snart sagt alle tidspunkter af døgnet.

- Vi har både været af sted til solopgange og solnedgange. Vi er åbne over for det hele, fortæller han.

Det lugter, det ser ulækkert ud, og det risikerer at forurene for eksempel vandløb med e-coli-baktierer.

Mange steder i Norge er indbyggere og naturmyndigheder af gode grunde trætte af at finde menneskelig afføring i naturområder og private haver, men nu er der positive meldinger fra et forsøgsprojekt, der skulle tage hånd om problemet, skriver det norske medie Børsen.

I Lofotodden Nationalpark, der ligger i øgruppen Lofoten i Nordnorge, har man denne sommer uddelt "bæposer" i stil med poser, man bruger til opsamling af hundelort, så turister kan tage deres afføring og toiletaffald med sig og smide den ud i skraldespande, der er opsat til formålet i området, frem for at efterlade den i naturen.

Nationalparkforvalter Ole-Jakob Kvalshaug fortæller, at der i første omgang var indkøbt 400 poser, og at projektet skulle vare til 4. august, men at man løb hurtigere tør for poser og måtte afslutte prøveperioden tidligere. Han anser ind til videre bæposerne som en succes.

- Vi har ikke forskningsresultater at vise endnu, men vores indtryk er, at der var stor interesse for projektet. Både fra lokalbefolkningen, men også fra de besøgende, sier Ole-Jakob Kvalshaug til Børsen.

Forskning har vist, at der er en stigning i mængden af menneskelig afføring i naturen i Lofoten.

Ole-Jakob Kvalshaug beretter da også, at lort fra vandrere har en reel konsekvens i Lofotens naturområder.

- Som det er nu, er bækkene (i området omkring stranden Kvalvika /red.) så forurenet, at vi fraråder folk at drikke fra dem. Og det gør jo også noget ved naturoplevelsen, at der er toiletaffald og papir liggende overalt, har Kvalshaug tidligere fortalt.

Trods succesen med poserne kan forsøget ikke umiddelbart gøres permanent. Det er der ikke råd til i nationalparkforvaltningens budget, meddeler Ole-Jakob Kvalshaug, og han opfordrer derfor politikerne til at afsætte flere penge til nationalparken.

I Danmark er der også problemer med afføring, men her det oftere hundelorte på gader og stræder, der vækker harme. Det problem har vores kolleger på Horsens Folkeblad for nylig dokumenteret på nærmeste hold: