Politikere siger nu fra overfor det, som de beskriver som udnyttelse af nogle af de mest sårbare borgere.

Det sker, efter Avisen Danmark har afdækket, at syge og svage borgere kommer i klemme hos private socialrådgivere, der ifølge kritikere fakturerer "skruppelløst".

For sygdomsramte Hanne Sandholdt Jensen på 50 år, der er så svækket, at hun er sengeliggende det meste af dagen, blev oplevelsen med at hyre en privat socialrådgiver langt fra det, hun havde håbet på.

Som Avisen Danmark har beskrevet, endte hun med en regning på 26.000 kroner for primært at have e-mailkorrespondance med en privat socialrådgiver.

Da Hanne stoppede samarbejdet, modtog hun en faktura på over 5000 kroner for blandt andet tre Facebook-opslag. Nu er hun blevet stævnet for ikke at ville betale.

Markedet for private socialrådgivere kritiseredes for at være ''det vilde vesten'', og selv socialrådgivernes fagforening ønsker, at der skal gøres noget.

Det samme mener partier fra begge sider af Folketinget, der nu melder sig på banen og kræver handling.

Det "vilde vesten" må ophøre, lyder det samstemmende fra partierne.

- Nogle af de mest sårbare borgere bliver først svigtet af kommunen, og når de efterfølgende ud af frustration bruger penge på private socialrådgivere, ender de igen med at blive udnyttet. Det er en dobbeltudnyttelse, og det skal stoppe, udtaler Victoria Velasquez, socialordfører for Enhedslisten.

Hun bliver bakket op Marlene Harpsøe, der er socialordfører i Danmarksdemokraterne.

- Stigningen i private socialrådgivere er et udtryk for, at det offentlige system ikke virker. Men vi er også nødt til at sikre, at det foregår under ordentlige forhold, når borgere tager fat i en privat socialrådgiver. Så man ikke pludselig får en uoverskuelig regning, som borgerne ingen mulighed har for at betale, siger hun.

Avisen Danmark har også fortalt historien om Anne Veise, der har betalt 54.423 kroner for en privat socialrådgiver.

Et beløb som professor i socialret på Aalborg Universitet, John Klausen, studser gevaldigt over.

- Det er mange penge, og man ville kunne få en hel del advokatbistand for 54.000 kroner. Og så får man trods alt en anden ydelse ved at bruge en advokat, som har en bestalling.

Af den grund ønsker partierne også en øget grad af regulering på markedet samt forbedrede klagemuligheder, i lighed med det, man ser i advokatbranchen, hvor man har mulighed for at indgive klager til Advokatnævnet.

- Vi må undersøge, om der kan indføres et rådgivningsansvar for private socialrådgivere eller en autorisationsordning, der kan fratages ved overtrædelse af retningslinjerne, siger Marlene Harpsøe (DD).

Også Victoria Velasquez (EL) mener, at der må ske ændringer i det nuværende system

- De systematiske fejl i kommunerne udgør et kapitel for sig selv. Men selv i den perfekte verden vil der også ske fejl. I Enhedslisten ser vi på en model, hvor man har en lokal borgerrådgiver, der, ligesom en ombudsmand, kan hjælpe i de sager, så borgerne ikke skal have en masse penge op af lommen, siger hun.

Det er vel ikke et problem i sig selv, at der findes private socialrådgivere?

- Jeg mener faktisk, at det er et problem i sig selv, at man skal betale det private, før det offentlige opfører sig ordentligt. Derfor må vi finde en måde, hvor du kan få juridisk bistand, uden at du selv skal til lommerne, lyder det fra Victoria Velasquez.

Dansk Folkeparti mener også, at der er tale om nogle ''frygtelige'' historier. Men socialordfører Mette Thiesen (DF), forstår godt, at nogle føler sig nødsagede til at hyre en privat socialrådgiver.

- Vi er bare nødt til at erkende, at det system, man er oppe imod, kan være umenneskeligt. Man bliver kostet rundt, og det er der ingen, der fortjener.

- Vi mener, at der helt grundlæggende skal kigges på det her system, siger hun.

DF'eren er åben overfor at indføre bødestraffe til kommunerne, hvis de laver afgørelser, der bryder gældende lovgivning.

Socialordfører Katrine Daugaard fra Liberal Alliance deler også opfattelsen af, at der er nogle "ærgerlige sager."

Partiet har tidligere fremsat forslag om at indføre en autorisation for socialrådgivere, og dette forslag støtter partiet stadigvæk.

- Jeg tror, at det vil løse nogle af problemerne. Men jeg må sige, at jeg ofte er i kontakt med mange af disse private socialrådgivere, og der er utroligt mange, der udfører et vigtigt arbejde, siger Katrine Daugaard.

For Katrine Daugaard skal der først og fremmest tages fat ved problemets rod. Og det er de mange fejl, der bliver begået ude i kommunerne, der får borgerne til at klage.

- Det er i virkeligheden det område, der er det vilde vesten. Borgerne søger kun hjælp fra en privat socialrådgiver, fordi det er strengt nødvendigt, for at få de rettigheder, de er berettiget til, uden at skulle kæmpe i årevis.

- Men det er klart, at de sager, som Avisen Danmark har afdækket, er utroligt beklagelige, og nu må vi undersøge, om der er tale om et mere udbredt generelt problem.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) har formand for socialudvalget, Ulrik Wilbek (V), indrømmet, at markedet for private socialrådgivere afspejler, at borgerne ikke er tilfredse med behandlingen i kommunen.

At der samtidig begås for mange fejl i sagsbehandlingen, erkendte han også.

- Det handler dog om to ting: Kommunerne skal have de nødvendige ressourcer, og samtidig skal dokumentationsbyrden mindskes, så vi kan udføre vores opgaver effektivt.

- Men det ændrer ikke ved, at kommunerne skal udføre deres opgaver korrekt, og der er plads til forbedring, udtalte Ulrik Wilbek.

Jeanette står i stuen med sin mobil og filmer ind i øjnene på sin seksårige dreng.

I den anden ende af forbindelsen sidder en vagtlæge og kigger med.

Moren er bekymret, fordi det hvide i hendes søns øjne har fået en gullig farve.

- Det drejer sig om sekunder fra vagtlægen ser ham, til han konstaterer, at han ikke er gul i øjnene. Og så var det det, siger Jeanette til Radio4 Morgen.

Hun er ansat i sundhedsvæsnet i Region Midtjylland og ønsker derfor ikke at stå frem med sit fulde navn.

Inden lægen sender et videolink, forklarer Jeanette, at hendes søns afføring er lys.

Vagtlægens eneste råd er, at Jeanette skal sørge for, at hendes søn får noget at drikke.

- Jeg bliver mødt af en utrolig arrogant vagtlæge, som afviser symptomerne, siger Jeanette.

Halvandet døgn senere bliver Jeanettes søn indlagt akut med leversvigt på Regionshospitalet i Viborg. Herfra bliver de flyttet til Skejby, hvor lægerne vurderer, at sønnen skal behandles på Rigshospitalet.

Jeanette klager efterfølgende til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der behandler klager over konkrete læger.

- Jeg vil gerne have, at vagtlægen får at vide, at han har lavet fejl. At det ikke er i orden, det han har lavet, siger Jeanette.

Og vagtlægen har lavet fejl, mener Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Gulfarvning af øjnene og lys afføring er tegn på “alvorlig leverpåvirkning”. Det fremgår af den sagkyndiges vurdering fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som Radio4 har fået aktindsigt i.

I vurderingen lægger den sagkyndige desuden vægt på, at en video ikke er tilstrækkelig til at vurdere øjenfarven hos Jeanettes søn, fordi “billedkvaliteten og lyssammensætning kan gøre, at der sker en fejltolkning af farverne”.

Som Radio4 tidligere har afsløret, brugte en anden vagtlæge også en videokonsultation til at beslutte, at den 37-årige Johann Nielsen ikke skulle ses fysisk af en vagtlæge. Vagtlægen vurderede ikke, at han var “akut behandlingskrævende.” Mindre end et døgn efter døde han af blodforgiftning.

Lars Bjerrum, der er professor i almen medicin på København Universitet, er enig i afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Han hæfter sig ved, at Jeanette allerede inden videokonsultationen fortalte, at hendes søns øjne var gule.

- Der skal man lytte mere til patientens forældre, fremfor at hæfte sig ved en video. Så det er jo læren af det, at video nogle gange kan overse det, som man faktisk kigger efter, siger han.

Region Midtjylland og Praktiserende Lægers Organisation PLO har lavet en aftale om lægevagten, hvor de vil have flere videokonsultationer for at få færre fysiske konsultationer.

I første halvdel af 2023 blev der foretaget mere end 47.776 videokonsultationer i Region Midtjylland. Det er 10.000 flere end første halvår af 2022.

Men ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed må afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn give stof til eftertanke hos regionen og PLO.

- Det er klart, at det må give lidt hovedbrud. De skal vurdere i hvilke situationer, og til hvilke patientgrupper, er det en god idé at bruge videokonsultation, siger Inge Kristensen, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der efterspørger klare retningslinjer for, hvornår videokonsultation giver mening i lægevagten.

Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), ønsker ikke at udtale sig om en konkret sag. Han mener dog, at det “er en god idé” med retningslinjer, men at det er PLO’s ansvar at udarbejde dem.

PLO har heller ikke ønsket at stille op til interview, men henviser til, at de i en vejledning allerede har formuleret, at “nogle problemstillinger vil være egnede til videokonsultation”. De ønsker ikke at uddybe, hvilke problemstillinger der egner sig til videokonsultation.

Jeanettes og hendes seksårige søn var indlagt på Rigshospitalet i fem uger, hvor han gennemgik flere behandlinger.

- Man fandt efterfølgende ud af, at han har knoglemarvssvigt, som så var baggrunden for det her leversvigt. Så nu er han blevet knoglemarvtransplanteret, siger Jeanette.

Hun er godt klar over, at det ikke er vagtlægens skyld, at hendes søn blev syg. Men hun forstår ikke, at vagtlægen ikke var mere grundig, da han i kort tid undersøgte hendes søns øjne på video.

- Normalt vil man jo sidde over for en patient og nærmest lyse dem i øjnene med en lille lommelygte. Og det var der ikke mulighed for på den måde her, siger Jeanette.

Radio4 har været i kontakt med vagtlægen, der ikke ønsker at stille op til interview. Han oplyser dog, at han tager afgørelsen til efterretning.

Igennem to svar til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har han fastholdt, at Jeanettes søn ikke havde gulfarvning i øjnene.

Da hans forældre havde sagt farvel til deres syvårige søn, gik de fra ham.

Han husker de svage silhuetter af duknakkede hoveder og af skosåler, der blev mere og mere utydelige.

De vinkede ikke, og de vendte sig ikke. De gik bare.

Væk.

- Det var vel for tungt for dem, vurderer han tænksomt her mange år senere.

Han tilføjer, sukkende:

- Derfra var jeg et af statens børn. Ligesom alle de andre.

Som forældre til et blindt barn havde Thorben Koed Thomsens forældre fået et brev og et valg:

- Der stod, at jeg skulle afleveres på en blindeskole - ellers ville jeg blive tvangsfjernet. Det er muligt, det var formuleret bedre, men det var sådan, budskabet reelt var, fortæller Thorben Koed Thomsen.

Så i januar 1951 måtte han tage sine forældre i hånden og bumle sig med toget fra hjemmet i Juelsminde til Horsens, videre til Aarhus og med færgen til Kalundborg, hvor Refsnæsskolen lå.

Tre billetter, men kun to retur, tak.

- Adskillelsen og den pris, den har haft, og de oplevelser, vi havde på institutionerne, har haft megen indflydelse på mit - og på vores - liv, siger Thorben Koed Thomsen.

- Mange har haft svært ved at klare et voksenliv. Ved overhovedet at få et voksenliv. Nogle afsluttede det også alt for tidligt. Jeg var selv tæt på. Det står jeg gerne ved.

Især i de seneste år er brune arkivkasser fra statens gamle institutioner blevet støvet af, tømt og deres indhold nærlæst. Det er grum læsning, fortællinger som gør ondt. Om børn, der ikke fik en barndom og om udsatte, der ikke blev reddet ind, men snarere skubbet længere væk fra det samfund, de senere skulle forsøge at blive en del af.

Alene fordi de var handicappede i fysik eller i forstand, blev de taget fra deres forældre. Anbragt på institutioner. Alle fik ar, nogle blev helt revet itu af tilværelsen, de fik. Men denne mandag sad de her, skulder ved skulder og lyttede til de ord, der om lidt skulle falde. Iført grå jakke og med sit sorte blik rettet frem mod talerstolen på det nydelige hotel- og konferencecenter Bygholm Park i Horsens sad Thorben på en af de forreste rækker, hvorfra han kunne lytte til taler, til beklagelser, til afstandtagen.

Og ikke mindst til den undskyldning, han og de andre tidligere anbragte børn i Sær- og Åndssvageforsorgen endelig fik.

Det var socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der holdt talen på vegne af staten.

- I og jeres kære var gode nok. Det var samfundet, den var gal med. Vi kan ikke ændre fortiden med en undskyldning, og vi kan ikke ændre på de overgreb og ydmygelser, som I blev udsat for, men vi kan tage ansvaret på os og erkende, at I blev gjort uret, sagde hun blandt andet, inden det forløsende ord faldt:

- Undskyld.

På Refsnæsskolen, hvor Thorben Koed Thomsen var anbragt, var de omkring 50 børn - og tre voksne.

- I weekenden var der kun en, husker han.

- Det giver ikke ret meget kontakt til det enkelte barn, påpeger han.

- Så vi var overladt til os selv. Dem, vi havde mest kontakt til, var de unge piger, som var ansat, men de rejste jo videre. Hvad lærer man af det? At man ikke kan knytte sig til nogen. Og det har givet mange vanskeligheder sidenhen, det er jeg ikke i tvivl om.

Selv er han et blindt førstehåndsvidne på, at noget af det, der foregik bag institutionens vægge, var over enhver grænse.

I nærmest alle sine voksne år i Viborg har Thorben Koed Thomsen været en markant stemme i debatten om handicappedes vilkår, men selv dem, han har været stærkt uenig med, kender ham sandsynligvis som en høflig mand. Velformuleret. Dannet. Tålmodig og til en vis grad overbærende. Og derfor er det også markant, når han siger, at:

- Især en af assistenterne på Refsnæsskolen ville have gjort sig glimrende i Hitlers kz-lejr-system.

Han kommer med et eksempel:

- På skift fik vi havregryn, havregrød og øllebrød til morgenmad. Jeg kunne ikke lide hverken øllebrød eller havregrød, men hvis det gik for langsomt med at få det spist, overtog hun skeen. Kom maden retur, så fortsatte hun. På den måde fandt vi børn ud af, at sådan et måltid kan spises to gange.

Fortalte du om dine oplevelser på skolen til dine forældre?

- Nej. Jeg vidste jo godt, at mine forældre ikke kunne gøre noget ved det, og jeg ville ikke gøre dem kede af det, svarer Thorben Koed Thomsen.

Skolen havde også en småbørnsafdeling, hvor mange endte allerede inden, skolegangen begyndte. Her kunne de lære alt det praktiske.

- For nogle forældre var det så belastende at få et blindt barn, at de afleverede det meget tidligt. Jeg har været med til barnedåb. Hun kom til at hedde Pia, kan jeg huske. Der var også et par tvillinger, som var blevet forladt, da forældrene konstaterede, at de var blinde.

Han husker, hvordan børn nogle gange forsvandt. De døde, sikkert af nogle af deres andre medfødte sygdomme, er hans bud.

- Men det blev der ikke talt om, de manglede bare, mindes han, og tilføjer:

- Otto, Jørgen, hvad de nu hed ...

Der er flere eksempler på afstraffelser, mobberi og metoder, man aldrig ville anvende i dag. Thorben Koed Thomsen påpeger selv, at man i Særforsorgen dog var udsat for mindre, end de var i Åndssvageforsorgen.

Alligevel havde det sin pris at leve så adskilt, slår han fast.

- Det skete af og til, at nogle børn stak af, men der var kun én vej ind til Kalundborg, så de blev altid fundet igen. Det havde jeg luret, så sammen med nogle andre forsøgte vi at bygge en tømmerflåde, så vi kunne sejle vestpå til Juelsminde.

- Vi lykkedes - heldigvis - ikke med at samle nok tømmer. Men det siger noget om forholdene. Vi gjorde det jo ikke, fordi vi syntes, det ville være helt vildt skægt. Vi gjorde det, fordi vi syntes, det var bedre end der, hvor vi var.

Thorben Koed Thomsen husker de ferier, hvor han var hjemme. Han havde et fint forhold til både børnene i blokken og til sin familie, men hans handicap og hans faste fravær betød, at det var svært at følge med - fysisk og i familien.

- Jeg kom godt ud af det med børnene derhjemme, men når de hoppede på cyklen og susede afsted, så kunne jeg ikke følge med. Derhjemme kunne man også føle sig som en fremmed, når man sad om middagsbordet, hvor der blev talt om mange af de hverdagsoplevelser, jeg jo ikke var en del af, husker han.

Som 22-årig oplevede Thorben Koed Thomsen selv, at følelsen af ensomhed overvældede og væltede ham.

- Når man er vokset op væk fra sine forældre og søskende og uden tætte venner, så bliver det kæresteforhold, man måske får, afgørende. Endelig har man en, der spørger ind til ens dag, hvordan det går, hvordan man har det. Og når det så går i stykker, så skrider hele ens verden. Fuldstændigt, forklarer han.

- Jeg havde en kæreste i et par år, hun var lidt yngre end jeg, og der var så meget andet, hun gerne ville. Forståeligt. Jeg forstår det nu, og det gjorde jeg også dengang, men jeg følte ikke, at jeg havde mere at leve for.

Hjemme i Juelsminde havde han robåd og åleruser. Havet og fiskeri var hans store passion og det sted, han dagdrømte sig hen, når han sad i skolen. Planen var at sejle ud, falde i.

- Plask. Søulykker sker ... siger Thorben Koed Thomsen med en morbid afklarethed i stemmen.

- Men da jeg var på vej ned til båden, gik det op for mig, at den eneste, som ikke ville tro på, at det var en ulykke, var det menneske, jeg holdt allermest af.

- Mine forældre ville blive kede af det, men sorgen kan man leve med. Men skyldfølelsen, som hun ville skulle bære på, kunne jeg ikke tillade mig at give hende.

Mange unge mennesker får kærestesorger, oplever ensomhed og kan have svært ved at finde meningen med livet. Kan du trække en rød tråd mellem dine og andres oplevelser og så opholdet på Refsnæsskolen?

- Ja, det kan jeg. For vi havde ingen andre at knytte os til. De fleste har forhåbentligt nogen, de kan gå hjem at snakke med. Storebror, lillesøster. Venner. Det havde vi ikke. Jeg har aldrig haft tætte venskaber.

Thorben og de andre anbragte var statens børn. Og staten kan man ikke gå hjem at tale med, lyder den smertefulde pointe.

Men mandag sagde staten altså undskyld.

- Det værdifulde ved undskyldningen er, at vi bliver troet på. At vi bliver troet på de fortællinger, vi har. At det er gået op for staten - eller hvem det nu måtte være - at det er rigtigt nok, siger Thorben Koed Thomsen.

- Og jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, at staten nåede hertil. Det troede jeg ikke ville ske, erkender han.

Men betyder det noget for dig?

- Jeg ved ikke, om nogen har en idé om, at de vil søge erstatning. Det vil jeg ikke, slet ikke. Det er ikke det, det handler om. Det, jeg har oplevet, kan ikke erstattes med penge. Men at staten erkender, at den ikke gjorde det godt nok - at den kunne have gjort det bedre - betyder noget. Det gør det bestemt.

Selv er han kommet igennem et langt liv med masser af indhold i tilværelsen. Med nogen at holde af og med noget at stå op til.

Han blev et helt menneske på trods.

Hvorfor lykkedes det for dig, tror du?

- Fordi jeg aldrig var i tvivl om, at jeg hørte til derhjemme. Min mor sendte stort set hver eneste lørdag et brev, som personalet kunne læse for mig. Det var et helt tidligt bevis på, at de holdt af mig.

Hans mor skrev ikke direkte, at hun elskede ham, men det stod tydeligt imellem de linjer, han ikke kunne læse.

- Og det var altafgørende for mig, siger han.

Der er gang i byttebørsen på det danske dagligvaremarked, og det er ikke kun mælk og toiletpapir, der skifter hænder.

Rema 1000 har solgt 17 butikker til sine konkurrenter.

De fleste af dem er butikker, Rema 1000 har købt af Aldi i forbindelse med, at Aldi-kæden er i gang med at lukke i Danmark.

Rema 1000 havde nemlig i forbindelse med købet af 114 af Aldis butikker forpligtet sig til at frasælge "et mindre antal af butikkerne", så købet ikke ender med at skade konkurrencen i nogle lokalområder.

10 af de tidligere Aldi-butikker bliver solgt til Lidl, mens Dagrofa køber fem tidligere Aldi-butikker samt to yderligere butikker, som er Rema 1000's egne butikker. Dagrofa vil omdanne butikkerne til enten Meny- eller Spar-butikker.

Både Lidl og Dagrofa meddeler i forbindelse med købene, at de har ambitioner om at vokse sig større.

- Der er rigtig mange butikslokaler, som står tomme i øjeblikket, og vi er interesserede i at vurdere, om de kan være attraktive for os, siger Dagrofa-direktør Tomas Pietrangeli til Ritzau i forbindelse med opkøbet.

Hos Lidl kalder direktør Jens Stratmann opkøbet for "en ekspansion uden sidestykke i Lidl Danmarks historie".

- Flere af de nye butikker er i byer, hvor vi hidtil ikke har haft tilstedeværelse. Vi ser det derfor som en god mulighed for at etablere os i nye områder. Det er fantastisk, at vi nu kan tilføje endnu flere nåle på danmarkskortet, udtaler han.

Alle medarbejdere i de solgte butikker får tilbudt ansættelse hos de nye ejere.

Begge salg skal dog godkendes af Konkurrencestyrelsen, før de kan gå endeligt igennem.

Salling Group har også aftalt at købe 11 butikker af Aldi. De skal efter planen omdannes til Netto-butikker, men det salg venter også fortsat på en godkendelse fra Konkurrencestyrelsen.

Holstebro: Der kom nye prikker på kortet hvert eneste sekund lige omkring middagstid. Prikkerne indikerede lynnedslag, og Holstebro - og området vest for - var bogstavelig talt overdækket af dem.

Intet andet sted i Europa lynede det så meget, som det gjorde i Holstebro og omegn.

Ja, faktisk var der intet sted i verden omkring dansk middagstid, hvor prikkerne dukkede op på kortet i samme omfang, som i det nordvestjyske område.

Vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jesper Eriksen kunne på det tidspunkt berette:

- Vi har en stribe af lynnedslag, der bevæger sig op gennem Vestjylland. Det er højsæson for torden, så det er ikke så usædvanligt, men det er nok Europas største tordenvejr i dag. Det er dog helt normalt, når vi rammer den her skybrudsæson.

Fra Holstebro og Vestjylland trak uvejret nordpå og fulgte den jyske vestkyst. I skrivende stund befinder uvejret sig over den vestlige del af Nordjylland.

Men lynene var ikke de eneste, der havde kurs mod jorden i området omkring Holstebro. Hagl, der nogle steder beskrives som værende i femkroners-størrelsen, ramte landsdelen.

Den slags vejr efterlader et aftryk, og der meldes allerede om ødelæggelser flere steder. Der var ikke tale om hagl af samme størrelse, som mange danske turister oplevede i sommer i området ved Gardasøen i Italien, men ikke desto mindre gjorde de skade.

56-årige Jonathan Fortier fra Idom lidt uden for Holstebro, var netop kommet hjem, da uvejret brød løs:

- Jeg kommer kørende hjem, da det pludselig begynder at hagle med flere centimeter store kugler, fortæller Jonathan.

Efter at de høje brag endelig var stilnet af igen, og Jonathan igen kunne bevæge sig udenfor, gik det op for ham, at ikke alting kom lige uskadt gennem uvejret:

- Da jeg kommer ud, kan jeg se, at drivhuset er smadret og så er flere tagplader også fyldt med huller. Det gik hurtigt op for mig, at kuglerne var en del større, end jeg tidligere har set, fortæller han.