Sabrina Søgaard er i chok.

Hun står i soveværelset og famler efter sin telefon. I sengen ligger hendes forlovede, 37-årige Johann Nielsen, på ryggen.

Han har åbne øjne og åben mund, men hans hud er kold, og han trækker ikke vejret.

Hun ringer til alarmcentralen, hvor en sygeplejerske tager imod hendes opkald.

Panisk fremstammer Sabrina Søgaard igen og igen: “Han er død”.

Dagen før var hendes forlovede i kontakt med lægevagten i Region Midtjylland efter fem dage med høj feber og blodnæse.

Vagtlægen vurderede, at “det lyder som influenza”, rådede ham til at tage smertestillende, se tiden an til dagen efter og derefter kontakte egen læge.

Men det nåede han aldrig.

Han dør om natten i hjemmet lidt uden for Viborg, under et døgn efter vagtlægen har set ham på video. En obduktionsrapport viser senere, at han døde af en blodforgiftning.

Det kunne have set helt anderledes ud, hvis Johann Nielsen havde fået en tid til en fysisk konsultation ved vagtlægen og var sat i gang med en antibiotikabehandling samme dag. Det vurderer professor i almen medicin på Københavns Universitet, Lars Bjerrum, over for Radio4.

- Det er klart, at hvis han var blevet behandlet kort efter, så havde han haft gode chancer for at overleve, siger han.

Der er ifølge Lars Bjerrum flere ting, der går galt i samtalen med vagtlægen. Blandt andet at lægen stiller “revolverspørgsmål”, og at hun bruger videokonsultationen til at bekræfte sine antagelser om, at der er tale om influenza.

- Fem dage med uafbrudt 39 i temperatur, så er man i en tilstand, hvor man skal ses og ikke på en video eller telefonkonsultation. Og når dertil kommer, at man har blødningstendens, så er det alvorligt, siger Lars Bjerrum.

Lars Bjerrum har lyttet til opkaldet til lægevagten, som Radio4 er i besiddelse af. Opkaldet varer to minutter og ti sekunder, og professoren vurderer, at samtalen går galt helt fra starten.

Johann Nielsen ringer til lægevagten efter fem dages sygdom. Han har ifølge sin forlovede ikke spist noget, og når han drikker, kaster han det op igen. Han trykker derfor på akutknappen, så han kommer forrest i telefonkøen.

Men det skulle han ifølge vagtlægen ikke have gjort.

Da vagtlægen tager telefonen, fortæller Johann Nielsen som det første, at han har haft 39 i feber i fem dage.

Vagtlægen afbryder ham og spørger: “Hvorfor ringer du akutknap?”

Johann Nielsen forsøger at forklare, at han var nummer 42 i køen, men han bliver afbrudt af lægen, der siger, at akutknappen kun er til folk med “blodprop i hjertet og sådan noget”, og at han ikke må bruge den.

- Han inviteres jo ikke til at tale om sine bekymringer og sine problemer, når han bliver bebrejdet på den måde, siger Lars Bjerrum.

Herefter lister vagtlægen en række symptomer op - hoste, hovedpine muskelsmerter og snot – og spørger, om Johann Nielsen har dem. Lars Bjerrum vurderer, at lægen stiller ledende spørgsmål, der kun har til hensigt at bekræfte hendes egen mistanke om influenza.

- Han tør næsten ikke andet end svare på det specifikke, som hun spørger om. Hun kunne også spørge ham, hvorfor han er bekymret. Det er patientens problemer, der skal være i fokus. Og ikke de revolverspørgsmål, som lægen stiller, og som på forhånd er lægens tanker, siger han.

Johann Nielsen kan bekræfte alle symptomer.

Han fortæller også, at han bløder ud af næsen, men den oplysning reagerer lægen ikke på. I stedet gentager hun de symptomer, hun selv har remset op og siger, at “det lyder som influenza”.

- Hun overhører ham fuldstændig. Hun har travlt med, at han har trykket akutknap. Hun vil ikke høre på, hvorfor han har trykket akutknap, siger Sabrina Søgaard.

Johann Nielsens oplysning om, at han har blodnæse, er ikke det eneste, som vagtlægen ikke reagerer på. Han siger også, at han ikke kan holde væske nede. Vagtlægen noterer ingen af de to symptomer i journalnotatet.

Især oplysningen om blodnæse er et symptom, som vagtlægen ifølge Lars Bjerrum burde bide mærke i.

- Blødninger hos patienter, der har meget høj feber og har haft det i flere dage, er et alarmsymptom, som man bør reagere på. Den blødningstendens, som han har, hører ikke med i symptombilledet ved influenza. Men lægen hører det ikke, siger Lars Bjerrum.

Netop blødning og høj feber er nogle af de symptomer, man kan se ved blodforgiftning. Det forklarer Nina Weis, der er overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre hospital. Hun har ikke vurderet Johann Nielsens sag, men udtaler sig generelt om blodforgiftning.

- Hvis man ikke har tendens til næseblod og begynder at bløde fra næsen eller andre steder fra, samtidig med man har haft høj feber igennem flere dage, så skal man som læge overveje, om det her kan være en infektion, siger hun til Radio4.

Vagtlægen vil se Johann Nielsen på video, efter at hun har sagt, at “det lyder som influenza”. Da han kommer igennem, beder vagtlægen ham gabe op og filme ind i sin mund, og kort efter afslutter hun samtalen med beskeden om, at han skal se tiden an, tage smertestillende og kontakte sin egen læge dagen efter.

Lars Bjerrum mener, at det problematiske ved brugen af video under Johann Nielsens opkald er, at vagtlægen ser ud til kun at se efter symptomer, der bekræfter hendes antagelse om, at der er tale om en patient med influenza. Det skaber ifølge professoren en “falsk tryghed”.

- Man fokuserer på noget specifikt ved at kigge ind i halsen og glemmer helheden, og man glemmer at lytte, siger Lars Bjerrum.

Sabrina Søgaard har klaget til Styrelsen for Patientklager over den behandling, som hendes forlovede modtog i lægevagten.

Vagtlægen forklarer til klagesagen i et skriftligt svar, at hun lagde stor vægt på videokonsultationen, da hun skulle vurdere de videre skridt i sagen, og at hun ikke så en patient, der var “akut behandlingskrævende”.

Selve undersøgelsen på video varer cirka 12 sekunder, og i løbet af den tid når lægen ifølge samme svar at vurdere, at Johann Nielsen har "normale farver i huden”, at “han ikke er bleg”, at der ikke er synligt udslæt eller synlig blødning fra næsen og ingen ændringer af øjenfarven.

Derudover mener lægen at have observeret, at Johann Nielsen bevæger hovedet, nakken og armene frit. Lægen kan også konstatere, at Johann Nielsen ikke har besværet vejrtrækning.

Selve videoen gemmes ikke på samme måde som en telefonkonsultation. Så Lars Bjerrum har ikke set videoen, men han har hørt lydoptagelsen derfra, og han stiller sig tvivlende over for, at lægen har kunnet nå at lave alle de observationer på cirka 12 sekunder.

- Det er svært at se ud fra det, jeg hører på videoen. Hun beder ham i hvert fald ikke om at vise, hvordan han bevæger hovedet eller vise andre steder på kroppen. Det er ikke støttet i samtalen, at hun gør disse ting, siger han.

Derudover kan der ifølge professoren være en risiko ved at bruge videokonsultationen til at vurdere for eksempel farver i huden. Han henviser til en tidligere afgørelse fra Styrelsen for Patientklager, der nåede frem til, at videokonsultation ikke er tilstrækkelig til at afgøre, om en patients øjenfarve var gullig.

- Der kan være risiko for at overse nogle vigtige ting, som video rent teknisk ikke kan gengive. For eksempel farver, siger Lars Bjerrum.

Johann Nielsen vil efter samtalen med vagtlægen ikke ringe tilbage til lægevagten eller ringe 112, fordi lægen har sagt, at “det lyder som influenza”, og at han skal kontakte egen læge næste dag. I stedet går han i seng og sover hele dagen.

Hans forlovede, Sabrina Søgaard, vækker ham en gang imellem og giver ham vand at drikke, og om aftenen mellem klokken 22.00 og 23.00 går hun ind og ser til ham endnu en gang, inden hun selv lægger sig til at sove på sofaen i stuen. Det er sidste gang, hun taler med ham.

Han dør i løbet af natten den 6. marts i år. Obduktionsrapporten viser, at han rigtig nok havde influenza, men at han også havde lungebetændelse og en blodforgiftning. Blodforgiftningen var dødsårsagen.

- Vi skulle have været gift næste år. Vi gik fra at planlægge brylluppet, og så lige pludselig står man og skal bisætte den, som man planlægger livet med, siger hun.

Hun fortæller, at hun har været sygemeldt fra sit job som sygeplejerske i psykiatrien lige siden dødsfaldet på grund af depression og angst.

Angsten kommer især til syne, når et af børnene er syge. Hun var sikker på, at hendes yngste på fem skulle dø, da der skulle flere penicillinkure til at slå en betændelse i pigens neglerod ned.

- Jeg har mistet min rationelle tankegang og min professionalisme i at se, hvad der er alvorligt, og hvad der ikke er alvorligt, siger Sabrina Søgaard.

- Når de her angstanfald kommer, så stoler jeg ikke på mig selv. Men jeg stoler heller ikke på systemet. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger hun.

Tilbage i huset lidt uden for Viborg findes der stadig minder om Johann Nielsen og det liv, de havde sammen. En reol, han var ved at bygge til sin forlovedes bøger, står stadig ufærdig. Familiebillederne på væggen i stuen viser en sammenbragt familie.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mine børn. De har reageret kraftigt på det, siger Sabrina Søgaard.

Johann Nielsen var blevet forælder for hendes to piger på fem og ni år, og det samme var Sabrina Søgaard for hans to ældste sønner på ti og 12 år.

- Det er jo fuldstændig meningsløst, at han er død. Fuldstændig. En penicillinkur kunne have reddet ham. Der er absolut ingen grund til, at vi sidder og går igennem det, vi gør nu, siger Sabrina Søgaard.

Vagtlægen har ikke ønsket at udtale sig til Radio4.

Du kan høre alarmopkaldet hos Radio4, hvor du også kan lytte til et længere interview med Johann Nielsens forlovede Sabrina Søgaard.

Så snart man træder ind i køkkenet, fornemmer man, at der er et eller andet galt i den statelige patriciervilla.

Langs dørtrinnet ligger der et sammenrullet viskestykke, som dækker sprækken mellem dør og dørkam. Som prøver ejerne at værne sig mod indtrængende røg udefra.

Men der er ingen røg i nabolaget.

- Det er for at sikre, at de ikke kommer ind, forklarer den ene af husets to ejere, Susanne Høst.

Det er hende, som har blokeret sprækken under døren.

Efter et par dybe indåndinger indvilliger hun i at gå med op på 1. sal. Men hun fortryder næsten med det samme:

På en stor krukke på en repos lige over trappen fanger hendes blik en bevægelse. Det viser sig, at ydersiden af krukken er helt levende af maddiker.

- Jamen, kan det også have noget med dem at gøre, spørger hun vantro.

Hun lyder et øjeblik helt fortvivlet.

- Hvad er det her for noget? Jeg tør ikke kigge ned i den.

Først et par timer senere viser det sig, hvad krukken gemmer.

Da vi er kommet ned fra 1. sal, ser Susanne Høst ud, som har hun mødt et spøgelse.

- Jeg har nok fået en form for fobi. Sådan har jeg aldrig haft det før, siger hun.

Intet i den flotte villa i Laven med udsigt til Himmelbjerget er længere som dengang, Susanne Høst og Kaj Larsen købte boligen i 2017.

De første år åndede alt idyl. Men i forsommeren begyndte flagermus at strømme til. De fløj ind et sted under det ellers næsten nye tag af glaserede tagsten.

- Vi tænkte egentlig, at de er ret harmløse. Da de samtidig er fredede, skulle de bare have lov at være her, forklarer Kaj Larsen.

Fredningen betyder, at man hverken må skade, fange eller dræbe flagermus i Danmark. Det er ulovligt.

Husets to ejere blev ikke for alvor urolige, da de nogle dage senere stødte på en flagermus, der fløj rundt i entreen. Dengang vidste de ikke, at det var et varsel om, hvad der ventede.

Men de begyndte at få en anelse, da de efterfølgende fandt enkelte levende flagermusunger på børneværelset på 1. sal. De sad blandt andet i gardinerne.

- Det var en uhyggelig oplevelse. Der er noget ved flagermus, som i den grad skræmmer mig, fortæller Susanne Høst.

En nat vågner hun ved, at der flyver noget rundt i soveværelset.

- Jeg bliver fuldstændig panisk og tager dynen over hovedet, siger hun.

Lidt senere på sommeren havde hun i en weekend sine børnebørn på tre og fem år på besøg.

- Vi sov alle i dobbeltsengen. Da vi vågner om morgenen, sidder der en flagermus på puden. Jeg prøver at bevare roen og får børnene med nedenunder, fortæller Susanne Høst.

De følgende dage måtte parret helt opgive at bruge soveværelset på 1. sal.

- Med mellemrum drattede der flagermusunger ned i sengen, fortæller de.

Da det var sket fire gange, lukkede de 1. salen af. Ikke bare fordi Susanne Høst var skræmt. Flagermus kan ifølge Statens Serum Institut være inficeret med rabies - i øvrigt uden at have tegn på sygdom. Ifølge Naturstyrelsen kan den type flagermus, der holder til i villaen, dværgflagermus, også bringe væggelus med sig.

Flagermusenes tilholdssted under taget har parret aldrig set. Dyrene har slået sig ned i et hulrum mellem det ydre tag og en afskærmning af brædder.

- Det viste sig, at vi nærmest var blevet invaderet. Da jeg en aften stod udenfor og kiggede, talte jeg 39 flagermus, som fløj ind under taget, og det var jo kun nogle af dem, fortæller Susanne Høst.

Hvordan de kommer ind i stuerne, er fortsat en gåde.

- Men de kan klemme sig igennem ganske små sprækker. Det må være på den måde, de kommer ind i vores rum, siger Susanne Høst.

Parret så til sidst ikke anden udvej end at kontakte et firma, som har specialiseret sig i at løse problemer med flagermus.

Firmaet skulle have 15.000 kroner for opgaven.

Hvis altså parret selv sørgede for en lift. Den kostede ekstra 2.700 kroner.

Parret betalte. Nu skulle problemerne løses.

Men efter firmaet havde været på besøg, gik det - ganske paradoksalt - først for alvor galt.

Da ingen må krumme et musehår på de fredede væsener, drejer det sig i stedet om at få dem sluset ud af huset.

Til det formål opsatte firmaet to rør forsynet med en art strømpe i husets tag. Meningen var, at røret med strømpen skulle fungere som en slags ruse, så flagermusene kunne flyve ud, men ikke komme ind igen.

Men ak.

Det viste sig, at flagermusene ikke kunne finde ud. I stedet var de tilsyneladende blevet spærret inde.

- Dagene efter, at rørene var sat op, kunne vi høre kradselyde inde fra væggen i børnenes værelset. Det var uhyggeligt, fortæller Susanne Høst.

- Kort tid efter begyndte vi at finde flagermus alle steder på 1. sal. Nogle lå i vindueskarmen, andre sad i gardinerne eller på børnebørnenes legetøj.

På et tidspunkt begyndte der også at flyve flagermus rundt i entreen.

De levende flagermus fangede Kaj Larsen og satte dem ud i et træ. Han havde anskaffet sig en tyk læderhandske for at undgå at blive bidt.

Samtidig flyttede Susanne Høst ned i kælderen. Kaj Larsen, der elsker frisk luft, har hele sommeren boet i sit nybyggede anneks.

Indtil videre har parret samlet cirka 30 flagermus op i soveværelse, børneværelse og toilet.

Nogle dage efter, at udslusningsfirmaet havde været på besøg, blev der ro i huset.

- Men så begyndte det at lugte, siger Susanne Høst.

Parret forudser, at alle dyrene er døde, og at lugten vil brede sig.

Efterhånden har der været ro i huset i et stykke tid. Men Susanne Høst sover stadig i kælderen, og Kaj Larsen sover stadig i annekset. De tør ikke tro på, at problemet er løst.

- Kommer dyrene tilbage i morgen? Vi ved det ikke. Og hvad med næste år? Skal vi så igennem et lignende mareridt, spørger de.

De forudser en ny, stor ekstraregning, når tøjet og legetøjet på 1. sal skal sendes til desinficering, hvis det ikke i værste fald skal smides ud.  Væggene skal også skrubbes. Flere steder er urin fra dyrene løbet ned ad væggene og havnet i indboet.

Og husforsikringen? Ikke en krone har de fået på den konto fra deres forsikringsselskab, LB Forsikring.

Parret tegnede endda ved indflytningen en såkaldt plus-forsikring, som dækker "skader efter mår, rotter, flagermus og andre gnavere."

Så må den flagermus-ramte familie da få udgifterne erstattet, ikke?

Nej, ingenlunde. For af forsikringsbetingelserne fremgår det, at forsikringen kun dækker skader på bygningen forvoldt af flagermus. Og ikke bekæmpelse af - og forebyggelse af - angreb fra skadedyr.

Jamen hov, er forsikringen så ikke ganske ubrugelig?

Det står sort på hvidt, at forsikringen dækker skader efter flagermus. Men samtidig præciseres det, at forsikringen ikke dækker bekæmpelse og forebyggelse af skadedyr. Og det er måske netop på det punkt, at en forsikring kan hjælpe, hvis man har fået besøg af flagermus.

- Flagermus æder jo ikke løs af bygningen. Hvis de skal skade bygningen, skal de næsten lave så mange ekskrementer, at de tynger loftet ned eller lignende. Jeg kan godt forstå, hvis man som forbruger kan opleve forsikringen som meningsløs, siger Regitze Buchwaldt, ankenævnskoordinator hos Forbrugerrådet Tænk. Hun understreger, at hun ikke kan gå ned i den konkrete sag.

- Jeg er med på, at det står i forsikringsbetingelserne, at forsikringen ikke dækker bekæmpelse og forebyggelse af skadedyr. Men omvendt er det svært at se, hvordan den forsikring, parret har købt, skal hjælpe mod flagermus.

Regitze Buchwaldt nævner muligheden for, at parret eventuelt kan klage til Ankenævnet for Forsikring, hvor hun i øvrigt selv er nævnsmedlem.

Det koster 200 kr. at få sin sag prøvet.

- Det vil vi gøre, siger parret.

- Vi troede, at vi havde sikret os mod skadedyr på alle fronter ved at tegne en plus-forsikring. I stedet står vi tilbage med en kæmpestor regning. Og ingen ved, om flagermusene kommer tilbage.

LB Forsikring mener ikke, at forsikringen mod flagermus er ubrugelig.

- Bygningsforsikringen dækker konkrete skader på bygningen og ikke gener eller tilsvarende ubehagelige oplevelser, som skadedyr kan forårsage, når de flytter ind i vores boliger, forklarer Thomas Enna Larsen, chef for Pris, Produkt og Analyse, LB Forsikring. Han fortsætter:

- Selvom det sjældent sker, at der opstår skader på bygninger i forbindelse med flagermus, kan det forekomme, hvis for eksempel en koloni af flagermus putter sig i isoleringen. Det kan også ske som følge af nedsivning af ekskrementer fra flagermus.

-  De fleste skadedyr er gnavere eller insekter, derfor har vi specifikt nævnt flagermus i vores vilkår, så vi også kan dække skader på bygningen forårsaget af flagermus.

Den forklaring kan parret ikke rigtig bruge til noget. Tilbage står, at de to har følt sig ret alene i verden, siden flagermusene kom på besøg.

- Ingen har kunnet hjælpe os. Da vi ringede til en vildtkonsulent for at få gode råd, fik vi at vide, at vi ikke kunne gøre noget. Og så sluttede han samtalen af sådan her:

- I skal være glade for, at I bor så tæt på naturen!

For nylig ringede Kaj Larsen vildtkonsulenten op igen.

- Jeg skældte ham ud. Vi har været helt ude i tovene og har ikke kunnet bo i vores hus på grund af   flagermusene. Og så sagde han bare, at vi skulle være glade. Han var han ikke til nogen hjælp overhovedet.

Efter besøget fik avisens udsendte et telefonopkald fra parret. De havde taget mod til sig og kigget i krukken med maddiker.

Der var intet overraskende over indholdet.

- Vi havde gættet det. Der var fyldt med rådnende flagermus i bunden.

Samtidig fandt parret ud af, at et gulvtæppe i entreen også var fyldt med maddiker.

- Hele forløbet er så uvirkeligt og så ulækkert, at vi ikke vil ønske det her for vores værste fjender, lyder det fra parret.

Er Søren Pape Poulsen den rette til at stå i spidsen for De Konservative ved næste valg? Det er dybest set dét, som De Konservative diskuterer i disse dage - bare uden at diskutere det.

For i stedet kører debatten i partiet om alt muligt andet. Men hvorfor står Søren Pape Poulsen pludselig i så mange problemer med så meget kritik af hans beslutninger og prioriteringer?

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, kommer her med fire bud på, hvorfor Søren Pape Poulsen er havnet i kviksandet uden udsigt til en redningskrans i den nærmeste fremtid:

Jeg har arbejdet som ufaglært tjener ad en del omgange i mit liv. Først lige på den anden side af gymnasiet, siden som studiejob. Jeg har været meget glad for at arbejde flere af stederne. Det der med at knokle til man er helt færdig, giver også et særligt sammenhold. Men selv de bedste steder, jeg arbejdede var tonen til tider hård og seksualiseret, ligesom alkohol og stoffer var en del af hverdagen – en måde især kokkene brugte til at falde ned på efter ’service’. Så jeg er på ingen måde overrasket over, at tilstanden er, som den er i TV2-dokumentaren.

I en undersøgelse fra 2021 som Arbejdstilsynet udførte, fortæller 20% af alle medarbejdere i restaurationsbranchen, at de føler sig dårligt behandlet på deres arbejdsplads.

I visse brancher (jeg tilhører selv én af dem) er det blevet en del af fortællingen, at dårlige arbejdsforhold, mistrivsel og psykisk pres er et vilkår, der bare skal overstås, til man selv kan være den, der opfører sig som en røvbanan. At udholde dårlig opførsel bliver en udmærkelse, man bærer med sig som et adelsmærke og en undskyldning for at lade sine egne traumer fortsætte til de næste i hierarkiet.

Vi hylder det hypermaskuline miljø, selvom der ikke ligger noget til grund for, at man bliver dygtigere, mere kreativ eller hurtigere af at arbejde i frygt. Det er simpelthen så dårlig stil. Og det undrer mig, at vi sagtens kan forstå, hvordan dårlig adfærd nedarves, når det handler om familiestrukturer, mens vi accepterer det som et vilkår, der er umuligt at ændre, når det handler om vores job. Ja faktisk i en grad så man bliver udskældt som en klynker eller ikke dedikeret nok, hvis man ønsker at ændre de forhold og strukturer, der ikke fungerer.

Da ’metoo’ rullede både første og anden omgang undrede det mig også, at der ikke kom et større opgør fra restaurationsbranchen, hvor en seksualiseret omgangstone både personalet imellem og fra kunder til tjenere, er dominerende. Jeg har selv i sin tid været med til at understøtte sådan en høhø-stemning på mine arbejdspladser. Som kvinde var dét at deltage i ’værkstedshumoren’ (i hvert fald for mig) en strategi til selv at undgå uønsket adfærd. Og det var først i slutningen af 20’erne, da jeg selv ikke var underst i hierarkiet længere, jeg fik øjnene op for, hvor ødelæggende sådan et klima er.

Jeg kan huske engang forpagteren til en restaurant, jeg arbejdede på stak bagenden på en billardkø op under kjolen på en af mine tjener-kollegaer. Bare for sjov selvfølgelig. Der var også et sted, hvor man fik eklatante voksenskæld-ud, hvis ikke ’blomst, askebæger, salt, peber-opstillingen’ på hvert bord stod med nøjagtig samme centimeters afstand. Og her var altså ikke tale om en gourmet-restaurant, men et sted med sandwich til 50 kr. Der skulle være orden i sagerne. Ambitioner som den slags er selvfølgelig helt okay. Problemet var bare, at detaljeomsorgen aldrig gjaldt medarbejdernes trivsel.

Som tjener er du udsat for pres fra både køkken og kunder. Og begge parter kan i den grad opføre sig rædsomt. Jeg har oplevet kunder smide med kaffe, fordi de var sure over, at jeg kun havde glas at servere det i (det var lige da café-latten kom til Danmark). Jeg har haft kunder, der skiftede ble og efterlod lortebleen på bordet i restauranten, fordi de ikke ville vente til toilettet blev ledigt. Og så er der dem, der kommer for sent eller klager over maden. I de tilfælde er det kokkenes reaktioner, man skal passe på.

Når jeg i dag skal ud at spise på restauranter, så kan jeg næsten ikke slappe af. Jeg bliver nervøs på tjenerens vegne. Jeg vil næsten hellere spise en forkullet bøf end at sætte en tjener til at gå tilbage i køkkenet med min mad. For jeg har selv fået kæmpe by-proxy-møgfald som tjener, fordi jeg kom tilbage med utilfredse kunders mad. Jeg har hørt kokke joke med, at de ville spytte i den mad, de sendte ud igen til de nu forhadte kunder.

Når jeg siden hen har fortalt om tjenertiden, og de skøre ting, man oplever som tjener, så er jeg blevet mødt med: sådan er det jo i den branche. Og dét der sådan er det jo er den mest øretæveindbydende sætning i verden. Den spærrer vejen for ændringer og skyder ansvaret til hjørne med en undskyldning om at sådan har det jo også været for dem, der nu selv eksekverer de større og mindre overgreb. Kan vi ikke smide det udtryk ad helvedes til? Og i stedet spørge: Hvilken branche kunne vi godt tænke os at have, og hvordan kommer vi derhen?