Når finansminister Nicolai Wammen (S) på onsdag byder en række faglige organisationer, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner velkommen til det første forhandlingsmøder om, hvordan det såkaldte lønløft på tre milliarder kroner skal fordeles, har han en række krav - eller målsætninger, som regeringen selv kalder det - med til forhandlingsbordet.

Hele syv krav har regeringen for de forestående forhandlinger. Udover at regeringen, som statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere har fortalt, ønsker at målrette midlerne til social- og sundhedsassistenter, pædagoger, fængselsbetjente og sygeplejersker, lægger regeringen også op til, at KL, regionerne og de faglige organisationer skal forpligte sig på, at flere i den offentlige sektor skal droppe deres deltidsjob for at gå på fuld tid, at flere skal tage vagter på "skæve" tidspunkter af døgnet samt en øget brug af lokal løn.

- Det er vigtigt for regeringen, at vi anerkender de offentligt ansatte, som løfter kerneopgave fra vugge til grav, og som har særlige udfordringer, når det kommer til rekruttering og fastholdelse af nye kolleger. Derfor kommer vi til forhandlingerne med en række principper, så vi ikke ender med at smøre midlerne så tyndt ud, at ingen får glæde af det. Vi vil gerne passe på de medarbejder, der passer godt på os, og vi har allerede store udfordringer i flere dele af den offentlige sektor, og den udfordring vil kun vokse i årene frem over, siger finansminister Nicolai Wammen.

Debatten om antallet af deltidsmedarbejdere i den offentlige sektor har stået på i flere år, og senest har robusthedskommissionen dokumenteret, at eksempelvis 85 procent af social- og sundhedshjælperne arbejder deltid, mens 71 procent af social- og sundhedsassistenterne og 54 procent af sygeplejerskerne også er på et lavere timetal end 37 timer om ugen. Samtidig viser tal fra Lægeforeningen, at der i 2030 vil mangle op mod 40.000 ansatte i sundhedsvæsnet. Til sammenligning var der i 2022 40.195 sygeplejersker, som var ansat i regionerne.

Regeringen lægger op til, at det fremover "skal være normen", at man arbejder på fuldtid og ikke deltid. Men Nicolai Wammen vil ikke sætte et tal på, hvornår det er normen.

- Det er selvfølgelig bedre, hvis det er flere end halvdelen af en faggruppe, der er på fuldtid. Målet er, at så mange som muligt går fra deltid til fuldtid. Men vi har ikke lagt os fast på et specifikt procenttal. Vi kommer ikke til at tvinge nogle til at gå fra deltid til fuldtid, men vi vil gøre det mere attraktivt at gå fra et lavere timetal til et højere timetal

Med de syv krav for fordelingen af de tre milliarder kroner i lønløft håber Nicolai Wammen, at det bliver mere attraktivt for flere offentligt ansatte at være længere tid på deres arbejdsplads.

- Vi har ganske enkelt brug for, at flere vil arbejde mere, så vi kan opretholde et velfærdssamfund, der holder åbent 24 timer i døgnet 365 dage om året. Jeg har en klar forventning om, at vores lønløft og de syv principper vil være med til at sikre det, siger Nicolai Wammen.

De syv krav fra regeringen minder umiskendeligt om de syv principper "for bedre løn og arbejdsvilkår", som Socialdemokratiet præsenterede i valgkampen sammen med løftet om de tre milliarder kroner i lønløft. I princip nummer seks skrev Socialdemokratiet i oktober sidste år, at "trepartsaftalen skal i videst mulige omfang baseres på lønstrukturkomiteens arbejde. Analysegrundlaget skal sikre, at udmøntningen sker på et objektivt og sagligt grundlag".

Men ifølge lønstrukturkomiteens afrapportering, som blev præsenteret lige før sommerferien, har eksempelvis sygeplejersker ikke en for lav løn. Finansministeren afviser dog, at Socialdemokratiet svigter et af partiets principper fra valgkampen.

- Vi har set, hvad lønstrukturkomiteen er kommet med, og nu lægger regeringen selv et forslag frem, som egentlig flugter meget godt med lønstrukturkomiteen.

Men kan du forstå, hvis der er offentligt ansatte, som lønstrukturkomiteen mener, tjener for lidt, og som nu føler sig snydt, fordi I hellere vil prioritere eksempelvis sygeplejerskers løn?

- Nej, vi gjorde det meget klart i valgkampen, at vi ville give lønløft på tre milliarder kroner, hvor der er behov for det, fordi der er udfordringer med at rekruttere og fastholde den nødvendige arbejdskraft. Det er præcis det, vi gør. Vi leverer på det, vi lovede, siger Nicolai Wammen.

- Nu begynder jeg nok at græde.

Ordene kommer grådkvalt fra 41-årige Mette Mi Søgaard, der i skrivende stund kan føde sit første barn når som helst.

Tårerne får frit løb flere gange under interviewet.

For den gravide mave har haft lange udsigter for den fynske veterinærsygeplejerske. Ofte har hun tænkt, at hun aldrig nogensinde ville blive mor.

Fem år i fertilitetsbehandling med forskellige metoder og indgreb på flere klinikker har hun og manden måttet igennem for at nå til, hvor de er i dag.

Undervejs har de blandt andet mistet et foster i uge otte.

I dag kommer hvert ottende barn til verden med hjælp fra fertilitetsbehandling herhjemme, og Mette Mi Søgaards barn i maven er dermed en del af den statistik.

Generelt føder danske kvinder for få børn, og fertiliteten er dalende. Op mod hver fjerde, der ønsker at blive forælder, oplever problemer med at få børn.

Derfor har regeringen i sit nylige finanslovsforslag afsat penge til at styrke fertilitetsbehandling.

Imidlertid gemmer ufrivillig barnløshed også på en række andre problemstillinger, der kun fylder mere i takt med ventetid i det offentlige og i takt med, at flere kvinder kommer i fertilitetsbehandling. Et slæbespor af følelsesmæssige omkostninger bliver ofte en fast følgesvend i kvindernes forløb.

- Når man har været i fertilitetsbehandling et stykke tid, er håbet det eneste, man har at klynge sig til. Det er en rutsjebanetur følelsesmæssigt, hvor man skifter mellem at tro på det og mister håbet fuldstændig, siger Mette Mi Søgaard.

I december 2018 begynder Mette Mi og hendes partner første gang i fertilitetsbehandling. På det tidspunkt har de efter lægens anvisning prøvet naturligt at få et barn i et år.

- De fortalte os i de allerførste samtaler i det offentlige, at det kunne blive psykisk hårdt, men på det tidspunkt har jeg en naiv tro på, at vi nu fik hjælp, og at jeg var gravid inden for det næste halve år. Faktisk tænkte jeg, at vi snart også havde æg i fryseren til barn nummer to, siger hun.

Ventetid i det offentlige, skift mellem private klinikker og de flere mislykkede forsøg fylder langsomt men støt Mette Mi følelsesmæssigt op. Måneder bliver til år, og hun får brug for nogen at tale med undervejs.

- Jeg er så nedkørt og træt på et tidspunkt, at jeg får en depression og må sygemelde mig fra arbejde. Jeg synes, at det hele er noget lort.

Hun oplever, at flere psykologer ikke beskæftiger sig med de problemstillinger, hun har. Da hun i forløbet aborterer, er det en anbefaling fra en bekendt, der leder hende mod hjælp ved den private organisation Forældre og Sorg.

Hos Videnscentret Fertility Care kender man alt til de udfordringer, som Mette Mi Søgaard har lagt krop og sind til i årevis. Her har den vordende mor blandt andre tilbud også selv haft samtaler, fordi hun læste om det i en tilfældig flyer hos lægen.

Foreningens formål er at tilbyde gratis støtte og telefonrådgivning til alle, der er berørt af ufrivillig barnløshed. Telefonen betjenes udelukkende af uvildige fertilitetssygeplejersker og fertilitetsjordemødre, der til daglig arbejder på fertilitetsklinikker i hele landet.

- Mange kvinder i fertilitetsbehandling kan have brug for støtte til de følelser og reaktioner, man oplever, når man får en negativ graviditetstest, når veninder bliver gravide igen, eller man er inviteret til endnu et babyshower, siger Maria Salomon, der er daglig leder af Fertility Care og selv uddannet fertilitetssygeplejerske og familieterapeut.

- Det kan også være problemer i forhold til en partner og uoverensstemmelser i parforholdet, indskyder Maria Salomon og cementerer, at listen af mulige benspænd er lang.

Maria Salomon fortæller, at mange kvinder pludselig ikke kan genkende sig selv, og at de begynder at isolere sig i deres fertilitetsforløb. De psykosociale konsekvenser er ofte noget, kvinderne tumler med alene.

- De har problemer med at være sammen med venner og kollegaer, fordi de kan blive ramt af svære følelser som misundelse eller at føle sig som et skidt menneske.

Mette Mi Søgaard oplevede også at blive meget følsom og beskriver sig selv som værende pludselig introvert. Hun begynder at miste lysten til at se andre mennesker.

De svære følelser er fortsat langt ind i graviditeten.

- Det har været skamfuldt, at jeg har haft svært ved at glæde mig undervejs i graviditeten, nu da vi faktisk blev gravide. Angsten for at miste har jeg holdt meget for mig selv, siger hun.

Maria Salomon fra Fertility Care mener, at tabuet om at sige højt, at man har brug for hjælp til at blive gravid, efterhånden er blevet brudt. Men det kan stadig være svært at tale med omgivelser om, hvor hårdt et forløb med fertilitetsbehandling kan være.

- I det danske samfund er svære følelser et tabu. Vi taler ikke om dem eller dét at have behov for at trække sig. Vi ved godt, at omgivelserne vil os det godt, men det er svært at navigere i, hvornår man vil spørges ind til følelserne eller har behov for det modsatte, siger hun.

Derudover kan fertilitetsbehandling få kvinder og mænd til at føle skam over ikke at fungere biologisk. Der kan opstå en vrede rettet mod kroppen og livet, når "det mest naturlige i verden" ikke lykkes naturligt, forklarer Maria Salomon.

I dag er Mette Mi Søgaard næsten sikker på, at man selv skal have prøvet at være i fertilitetsbehandling for at forstå, hvilke omkostninger det bærer med sig.

- Jeg støder stadig på, at mange har en opfattelse af "hvor svært kan det være" og "giv det nu lige lidt tid". Men mange af mine veninder har selv haft svære graviditetsforløb, og derfor har jeg følt, at de har haft en anden forståelse for det, siger hun.

Fertility Care har flere igennem på telefonerne, når ventelisterne i det offentlige trækker tænder ud. Men en øget kompleksitet i behandlingsmetoderne mod barnløshed generelt, giver også mere travlhed hos rådgiverne.

Maria Salomon håber, at der i fremtiden bliver plads til mere forebyggende støtte til barnløse.

- De har det ofte rigtig skidt, når de ringer til os. De har symptomer på overbelastning, stress og sorg. Men de har en helt normal og naturlig reaktion på en vanskelig livssituation, og den del vil vi gerne komme mere i forkøbet.

Fertility Care har lige nu 15 frivillige rådgivere, men startede som fire. Planen er at lande på op til 25 rådgivere.

- Der har vist sig at være et stort behov for det, vi tilbyder. Men hvis vi bliver et forebyggende tilbud, man kan henvises til fra praktiserende læge, kan behovet vokse sig endnu større, siger hun.

Mette Mi Søgaard har savnet, at nogle professionelle i hendes forløb tog mere højde for de psykosociale konsekvenser.

- Det er vigtigt, at der er nogen til at gribe os kvinder i fertilitetsbehandling, fordi det bare er pisse hårdt. Undervejs ville jeg ønske, at nogen havde haft mere øje for, hvor skidt jeg var på vej til at få det, og at de havde skubbet på at jeg fik hjælp.

- Jeg var alt for langt ude, da jeg først selv søgte hjælp, siger hun.

45 millioner på vej

Ifølge regeringens finanslovsforslag skal 45 millioner kroner afsættes årligt i perioden 2024-2027 til en styrket fertilitetsbehandlingsindsats. Regeringen lægger op til at udvide antallet af forsøg i fertilitetsbehandlingen, som lige nu er på tre forsøg. De nærmere detaljer skal dog drøftes med Danske Regioner.

Avisen Danmark har spurgt Sundhedsministeriet, hvorvidt der er planer om at allokere penge til forebyggelse af de psykosociale udfordringer, der kan følge med fertilitetsbehandling.

I et skriftligt svar oplyser sundhedsminister Sophie Løhde (V), at pengene i første omgang er afsat til flere behandlingsforsøg, men:

- Vi kommer til at følge udviklingen for blandt andet at kunne vurdere, om der er behov for yderligere initiativer. Det gælder også mulighederne for at kunne yde støtte og rådgivning til mennesker, der ikke kan få børn, lyder det fra ministeren.

To russere sidder i et tog. "Hvilken fangelejr tager de os til?" spørger den ene, og den anden svarer "Det ved jeg ikke. Jeg interesserer mig ikke for politik."

Den slags vittighed er for længst blevet stemplet som politisk ukorrekt i Finland.

Ligesom N-ordet, homofobiske tilråb og grønlænder-jokes herhjemme.

Men der er sket et skred. Ruslands angreb på Ukraine har vakt hengemte finske fordomme til live.

Som et gammelt mundheld lyder:

"En russer er en russer. Selv når man steger ham i smør på panden."

Udtrykket - der skåret ud i pap betyder at alt andet end russere smager bedre, når det er stegt i fedtstof - er symptomatisk for den skepsis, som nogle af landets 100.000 finner med rødder i Rusland føler, de mødes med.

For det er ikke længere et mundheld, som hviskes i krogene.

- Før krigen var det ikke politisk korrekt at sige den slags. Men det har ændret sig, siger Jussi Laine, som er grænseforsker ved Karelian Institute of the University of Eastern Finland.

Han knipser med fingrene.

- Og det ændrede sig sådan her, siger han.

Faktisk gik det så stærkt, at Jussi Laine er i tvivl.

Ændrede attituden sig, eller åbenbarede folks sande følelser sig? Var russofobien - ligesom en babushka-dukke - gemt væk indeni i finnerne?

- Nu hører jeg det i busser og på åben gade. Finner lufter deres fordomme, stereotyper og kritik af russere.

Jussi Laine selv har viet det meste af sit liv til at prøve forstå, hvad det er, der adskiller nationer. Og han har et budskab, som han mener er vigtigt for alle. Også for os i Danmark.

Men før vi kommer til det, skal vi undersøge russofobiens udbredelse og konsekvenser i Finland.

Vi skal dryppe af sved i en saunaklub og møde den finske mand i den situation, hvor han er mest åbenmundet - og allermest nøgen.

Og så skal vi se verden igennem Daria Tarkhovas øjne; en russiskfødt kvinde, der ikke føler sig finsk nok til det finske samfund, men heller ikke har lyst til at være russisk nok til det russiske.

- Det er blevet OK at hade russere, siger Daria i et toneleje, der ikke rager op.

Vi sidder på Bagdad Café i Pukinmäki, et nabolag i Helsinki, der er præget af grå betonbyggerier og billige lejligheder.

Der drikkes arabisk kaffe og ryges vandpiber omkring os, men det er hverken på grund af kardemommesmagen eller dampen, at Daria har valgt caféen her som mødested. Vi skal tale om ting, hun ikke er tryg ved at diskutere foran for mange fremmede finner.

- Min far er engang blevet skubbet i bussen, og min mor er blevet stoppet på gaden, fordi hun snakkede russisk med sin veninde. Jeg tør ikke længere tale mit modersmål i offentligheden, siger den 29-årige kvinde.

Hun har en ring i næsen og et ivrigt blik i øjnene, som om hun hele tiden tænker over det næste, hun skal sige.

Daria arbejder med forskning på universitetet og fredsarbejde på den yderste venstrefløj. Men når det kommer til hendes egen baggrund og identitet, er det hverken evidensbaserede svar eller fred, der præger fortællingen.

- Det er svært at forklare mine følelser, siger hun.

Daria er født i Sankt Petersborg, der engang var sølle tre timers togtur væk fra Helsinki. Faren er ingeniør, moren er geolog, og hun husker svagt at sidde foran familiens gamle TV og se Vladimir Putins indsættelsesceremoni som præsident i år 2000. Hun husker en følelse af håb.

Men i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud var Rusland et svært og fattigst sted at være, og da nabolandet Finland bragede afsted i et økonomisk Nokia-boom, fik hendes far job i den finske IT-sektor.

Som otteårig flyttede Daria til Helsinki, og i dag svarer hun "Finland", når nogen spørger, hvor hun kommer fra. Kun navnet afslører de russiske rødder.

Meget af hendes familie bor stadig i Rusland, og invasionen af Ukraine har kompliceret det hele, siger hun:

- Min fars 65-årige bror har altid været imod Putin, men nu er han for krig. Omfanget af Ruslands forbrydelse er så svært at se i øjnene, at det er nemmere at tro på propagandaen.

Hun taler om skammen ved at være russer. Om altid at starte sine ytringer med en varedeklaration af sin egen indædte modstand mod Putins regime. Om tvivl. Om sine forbehold som "hvid, priviligeret kvinde, der føler noget, mens mennesker bliver slået ihjel i Ukraine."

- Måske er det slet ikke mig, som skal have taletid lige nu, siger Daria flere gange.

Men udviklingen bekymrer hende. Dødstrusler hængt op på russiske børnehaver i Finland. En politisk retorik, som bliver mere og mere fjendsk overfor russere. En integrationsdebat, som er fuldstændig sat på standby.

- Finland kan ikke undslippe geografien. Om de vil det eller ej, så er de naboer med Rusland og har et stort russisk mindretal, siger Daria, mens hun nikker ivrigt og alvorstungt.

På sin Ph.d. forsøger hun at kortlægge, hvordan russisk propaganda påvirker russisktalende finner. Sådan nogen som hende selv.

- Der render russiske børn rundt her i landet, som er Putanister. Men vi aner ikke, hvor mange de er. Og når alle russere bliver set som politiske figurer, snarere end mennesker, så hjælper det Putins agenda.

For at trykteste den påståede finske skepsis overfor russere, tager jeg tøjet af og går i sauna.

Men først en forklaring, som starter med en vittighed:

"Ola 1 og Ola 2 sidder tavse ved en finsk skovsø. Efter to timer siger Ola 1 "skål". Hvorefter Ola 2 svarer en time senere: ‘Er vi her for at tale eller for at drikke?"

Finske mænd rutter ikke med hverken ord eller følelser. De er kendt for deres tavshed.

Med en enkelt undtagelse: Når de sidder nøgne sammen.

Rent faktisk er nogle af landets største beslutninger truffet i en sauna.

Urho Kekkonen, Finlands præsident i årene 1956-81, var berygtet for sin "saunadiplomati".

Med en dram i glasset brugte han den 60 kvadratmeter store sauna ved præsidentboligen på Tamminiemi til ophedede diskussioner med sovjetiske politikere.

I dag er der indbyggede saunaer i hver og en af Finlands ambassader i verden, og finske diplomater har organiseret et netværk kaldet Diplomatic Sauna Society i både Washington, Berlin, Bruxelles, London og Tokyo.

Hvis samtalen om Finlands russiske spøgelser skal klækkes nogle steder, må det være i offentlig sauna.

Regnen trommer på Saimaa-søen ved Lappeenranta - en finsk by på størrelse med Kolding, der ligger 25 kilometer fra den russiske grænse - herinde glinser leverpletter, hår og rynker af sved. Størstedelen af de 10-12 mænd i saunaen er ældre, flere af dem har forladt arbejdsmarkedet.

- En russer er en russer, siger en pensioneret skolelærer, da jeg spørger ind til deres holdninger.

Flere nikker indforstået.

- Men vi skal passe på, vi ikke dømmer den almindelige russer. Det er det politiske system i Rusland, som er problemet. Ikke russerne her i landet, forsætter han.

En mand med overskæg og en lille hue pøser vand på saunaovnen, mens han kigger olmt på mig.

Her i den gamle træbjælkesauna Myllysaaren er de vant til, at tingene gøres, som de er blevet gjort siden 1950’erne.

- To gange - for år tilbage - er der gået ild i saunaen, og da brandvæsnet kom, går historien, at nogle mænd bad dem om at slappe af: "Vi tager bare lige fem minutter mere med flammerne".

Anekdoten vækker spredt latter i saunaen. Men noget har faktisk ændret sig for ganske nyligt, siger de:

- Der plejede også at komme russere her i saunaen. Men det gør der ikke så meget mere, og når de kommer, så sidder de mest for sig selv nede i det ene hjørne.

Plejede I at tale med dem?

- Ja da. Men nu er det som om, at de ikke rigtig vil tale med os.

Igennem den duggede rude kan jeg se flere mænd spankulere rundt på badebroen, som Gud har skabt dem. Varmen er begyndt at gøre mig svimmel.

Jeg bliver spurgt, om jeg nogensinde har været i Forsvaret.

- Det har vi alle sammen, siger en af dem.

- Og på grund af historien er vi lidt sensitive omkring russerne, siger en skaldet mand, som også tilbyder mig et glas af sin kones hjemmelavede saftevand.

En veltrænet mand med rank ryg, bred brystkasse og kort gråt hår fortæller mig, at en af hans russiske naboer efter krigens udbrud har spurgt, om han ville hjælpe ham med at lære finsk.

- Det havde jeg ikke lyst til, siger han.

Hvorfor ikke?

- Fordi det har jeg ikke lyst til længere.

Manden med den lille hue hælder tre suppeskefulde vand mere på ovnen, og jeg går ud, før jeg besvimer.

Fortællingerne om vinterkrigen og fortsættelseskrigen - hvor Finland kæmpede heroisk mod Sovjetunionens hær, der var mange større end deres - lever i alle finner. Den går i arv, ligesom en medfødt skepsis overfor russerne gør det.

Sådan var det i hvert fald for Jussi Laine, grænseforskeren, som vi mødte i starten af den her artikel.

- Min bedstefar kæmpede i vinterkrigen, og han har altid haft et negativt syn på russere. I hele mit liv har jeg gerne ville udfordre de stereotyper, siger han.

Flyvemaskiner drøner forbi os. Vi sidder i en hotellobby ved siden af lufthavnen i Helsinki. Jussi Laines har grå hår i skæg og tindinger og en følelse af, at hans liv "er kørt i ring".

- Vi er på en måde blevet sparket tilbage til min bedstefars tid i forhold til, hvordan vi taler om russere, siger han.

- Før krigen forstod vi, at vi af hensyn til handel og sikkerhed var nødt til at bevare gode relationer. Nu er der lidt en stemning af, at vi ikke har noget at miste.

Grænseforskeren er vingeskudt. Han bruger ordet "tragisk", når han beskriver, hvordan interaktionerne langs grænsen er blevet fortid. At hans forskningsprojekt med en russisk kollega er blevet skrinlagt.

Ifølge Jussi Laine har det været et finsk varemærke, at de forstod russerne bedre, end nogen andre. Men gjorde de nogensinde det?

- Vi har nok været naive. Både mig personligt og Finland som helhed, siger han.

For invasionen tog også ham - og alle andre han kender - på sengen.

Og så er vi kommet frem til budskabet, som Jussi Laine gerne vil have, at du forstår:

At Finland på en måde er blevet et laboratorium for forholdet mellem russere og europæere.

- Danmark bør holde øje med, hvad der sker her, siger han.

- Vores grænseområde er som et forstørrelsesglas - ikke bare for Finland, men for hele EU. Og hvis vi nogensinde vil bygge bro til russerne igen i fremtiden, må vi adressere russofobien. Det kommer ikke til at ske i morgen. Men det skal ske en dag. For hvis det ikke sker her, så bliver Finland et af de lande, der kommer til at lide mest.

Det siges om skuespilleren og balletdanseren Johanne Luise Heiberg, at hun var så dragende og intens, at mænd blev kulrede. Ja, én endte med at begå selvmord.

Hende, der kommer susende ind ad døren til et mødelokale på Folketeatret, er også ret intens. ”Hej, hej”, siger Ellen Hillingsø og blæser en tyggegummiboble, mens hun sætter sig ned. Det er hende, der spiller Johanne Luise Heiberg i Per Olov Engquists stykke ”Fra regnormenes liv”. Netop nu turnerer forestillingen Jylland og Fyn tyndt.

Her i mødelokalet er der chokoladekiks, frugt og danskvand. Men termokanden gemmer på noget halvfarligt:

- Er det te det dér - shit, så dør vi, udbryder Ellen Hillingsø og fortsætter:

- Man kan ikke lave hverken journalistik eller teater uden kaffe.

Hun dør heldigvis ikke, for der er lidt kaffe i den anden termokande. Og netop nu, hvor bladene falmer og falder livløse til jorden, er Ellen Hillingsø i den grad levende på scener og skærme.

Udover at være Johanne Luise Heiberg giver hun den også som PET-chef i serien ”Oxen” på TV2. Som om det ikke var nok, spiller hun også den sexede cougar, der bliver kæreste med sin søns bedste ven i ”Kald mig far”, som er planlagt til at komme på Viasat i løbet af efteråret.

- Ja, det bliver nok lidt massivt med mig her i efteråret, siger hun.

Der er altså nok af roller at snakke om med den travle skuespiller. Både de spillede roller på scenen og dem, hun som en 56-årig kvinde har haft i virkelighedens verden.

Men lad os begynde i 1856, hvor to af tidens allerstørste personligheder mødes. Den ene er den feterede og ældre skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg. Den anden er den fremadstormende unge fynske digter, H.C. Andersen. Det er rammen for ”Fra regnormenes liv”, og rollen som den store diva er én af de helt store kvinderoller, siger Ellen Hillingsø.

- Hun er en kvinde, som har  kæmpet sig op fra en brutal barndom med fattigdom, krænkelser og en alkoholiseret far til at blive en hovedfigur i kulturlivet sammen med sin mand, Johan Ludvig Heiberg, der var chef for Det Kongelige Teater. De var tidens store power couple, som havde en enorm indflydelse på hele kulturlivet, siger Ellen Hillingsø.

Hun er allerede blevet skamrost for sin version af Johanne Luise Heiberg, da stykket spillede på Folketeatret for halvandet år siden. Nu er det provinsscenernes tur:

- Jeg har glædet mig meget til at komme på turné. Det er en massiv og meget smuk fortælling, som handler om de her kølige mennesker, Johanne Luise Heiberg og hendes mand Johan Ludvig Heiberg, som pludselig får besøg af H.C. Andersen en tilfældig aften. Han har tabt sit gebis og vil trøstes af Johanne Luise Heiberg, siger Ellen Hillingsø og holder en kort dramatisk pause og fortsætter:

- Og så falder maskerne ellers, og de iskolde hjerter tøs måske op, siger hun.

I modsætning til Johanne Heiberg og H.C. Andersen er Ellen Hillingsø født under en privilegeret stjerne.

- Ja, det kan man sige med en højtstående officer som far og en mor, der har arbejdet med bøger og kunst.

- Hvor finder du så Johanne Heiberg i dig selv?

- Som skuespiller oversætter jeg jo.  Stykket handler om mennesker, som er frosset fast i et dårligt forhold og skal blødes op. Når jeg skal formidle det, skal jeg finde nogle punkter i mig selv, som måske skulle blødes op.

- Hvor er det, du skal blødes op?

- Det kan jo være alt muligt, men det er også meget privat. Det er mit sommerfuglestøv, som jeg bevarer hos mig selv.  Det er bare for at sige, at det er det arbejde, man som skuespiller kan gøre i enhver rolle. Det handler om at gøre materialet personligt. Det kan være, jeg tænker på min lille hund for at udtrykke den ømhed, jeg skal vise i en rolle, men det er jo ligegyldigt for jer som publikum, siger Ellen Hillingsø.

Johanne Heiberg er bare én af de markante, stærke og intense kvinder, Ellen Hillingsø har spillet. Lige fra revystjernen og sangerinden Liva Weel til den vidunderligt grusomme Ingi fra Tinka-julekalenderen. Kvinder med en maskulin energi, selv om Ellen Hillingsø retter sig selv til vendingen heftig energi, fordi det andet ord er lidt for ”kønnet”.

Det med køn og en ny tid kommer vi tilbage til. Men kønnet eller ej - hvorfor er det, Hillingsø får de her højenergi-roller?

- Da jeg fik tilbudt rollen som Liva, tænkte jeg. Mig? Liva? Men jeg tror,  Kasper Wilton (instruktør og afgående chef for Folketeatret, red.) så den vildskab og det skæve, der er i mig som skuespiller og som menneske.  Ballademageren. Jeg var totalt drengepige som barn. Jeg blev også enig med min far om, at jeg nok enten skulle være jægersoldat, eller også skulle jeg ind i frømandskorpset, siger Ellen Hillingsø.

Hun er vild med Sara Alforts bog ”Damer der var for meget”. Den går tæt på skandinaviske kvinder, som var divaer for fuld udblæsning. De var inspirerende, provokerede, skændtes og støttede hinanden. Og de skubbede til grænserne for, hvad man kunne sige og skrive i den periode, hvor de udfoldede sig (fra sidst i 1800-tallet til først i 1900-tallet). De var ikke bange for at være for meget.

- Har du selv været bange for at være for meget?

- Ja, jeg har nok lagt låg på mig selv tidligere. Men nu er jeg blevet gammel, så nu er det lige meget. Nu er jeg en personality. Jeg står ved at være for meget - big time!

- Det der med at være for meget er sjovt nok noget, man tillægger kvinder. Det er ikke noget, man tillægger mænd. Men på en måde er tiden heldigvis blevet anderledes. Tiden kan rumme det, der stritter nu. Du kan lave en gay parade, vi må gerne være mænd, der går i dametøj og vi må gerne være kvinder, der er for meget, siger Ellen Hillingsø.

- Det er blevet Ellen-tid eller hvad?

- På en måde, ja. Men jeg har nu ikke haft noget at klage over, for jeg har jo - som skuespiller - kunnet løbe ind på scenen og være rigtig meget for meget og tjent gode penge på det. Jeg er blevet tilbudt arbejde, fordi jeg er for meget.

- Hvordan har du så lagt låg på dig selv?

- Uden for scenen har jeg nok brugt energi på at undertrykke mig selv ... men gad vide om alle mennesker i virkeligheden bruger meget af deres liv til at komme under vejrs med sig selv, som Rifbjerg kaldte det. Hmm. Måske, siger Ellen Hillingsø.

- Hvad er det, der er anderledes ved nu at være en dame på 56 år?

- Der sker noget med én. Det tager bare rigtig lang tid at blive menneske og rigtig lang tid at blive skuespiller. Det tager bare lang tid at blive god til det, man laver. Det er jo, som Kierkegaard klogt har formuleret det, at livet leves forfra og forstås bagfra.

- Men man mister vel også noget undervejs, når tiden går ?

- Jo, ungdom er en kvalitet i sig selv. Men det bliver til noget andet, så jeg føler det ikke som et tab.

- Hvor er den alder, du har nu, på ranglisten over dine aldre?

- Det ved jeg ikke. Min mor sagde altid, at livet begynder ved 40, og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Og min morfar sagde: Ædel frugt modnes sent.

- Tror du ikke, de unge vil sige: Sikke noget vrøvl?

- Uanset alder duer det bare ikke at lægge hele sin identitet i at være ung.  Ungdommen er et flygtigt spil, som Shakespeare siger. Læg din identitet andre steder. Bliv skide god til det, du laver, ligegyldigt hvad det er. Lev dit liv og vær til stede i dit liv. Og hold fast i den stemme inden i hovedet, der siger: Det bliver godt. Det er den type mantraer, jeg er blevet opflasket med, så jeg har altid vidst, at der ventede gode ting ved at blive gammel eller ældre. Det er i øvrigt også langt ude at sige, at jeg er gammel, for det er jeg jo for helvede ikke. Min far er 88, min mor er 83. De er gamle.

- Hvordan er det, når ens forældre en dag virkelig er blevet gamle?

- Min mor og far er heldigvis begge store personligheder med meget lille forfængelighed. Det med at være forfængelig og perfektionistisk, det lukker andre mennesker ude. Sådan er mine forældre ikke, så de er super inspirerende mennesker. De er sjove, de omfavner deres alderdom på en skæppeskøn måde. De lever i det, lever med besværlighederne og udfordringerne. De er generøse i den måde, de er i livet på.

Ellen Hillingsøs egne børn - en dreng og en pige - er 19 og 21 år. Hun prøver at give værdierne fra sine forældre videre, men ellers er der er alligevel grænser for, hvor meget, man kan gøre som mor.

- Jamen det er jo noget med ”børst tænderne” og ”se jer for, når I går over vejen”. At de ser sig for og ikke sidder i vinduet og ryger cigaretter klokken tre om natten. Alt det, der kan skræmme en mor. Og så gælder det om at være der, når deres hjerter vil blive knust, og når de knuser andres hjerter, siger hun.

Men Ellen Hillingsø er glad for, at hendes børn lever i en tid, hvor der er mere rummelighed, og hvor der er nul tolerance over for upassende lummerhed, magtmisbrug og overgreb. Hun mener, der dybest set er kommet et sprog for at opføre sig ordentligt, som vi ikke havde før:

- Hvis tingene ikke har et sprog, så eksisterer de ikke. Nu har vi for eksempel et sprog for, hvordan man caster kvinder - det var der ikke tidligere. Man kan korse sig over, hvad man oplever, men man kan tale om det nu. Det er en stor ændring, siger hun.

Hun takker én bestemt kvinde for, at vi har fået det sprog. At vi nu snakker om det:

- Da Sofie Linde for tre år siden stillede sig op og holdt sin tale til Zulu Comedy Galla-showet, da fik vi i Danmark et sprog. Det kan godt være, vi havde fået #MeToo fra USA, men hvert land har sit eget MeToo-moment, hvor det for alvor slår igennem. Hos os var det Sofie Linde, og der er et klart før og efter hendes tale, siger Ellen Hillingsø.

Hun henviser til talen, hvor Sofie Linde humoristisk afslørede sin graviditet og kredsede om forskellen på kvinder og mænd, så der blev grinet i salen. Så tog Linde publikum med længere ind i uretfærdigheden - stadig med et humoristisk tvist. Og til sidst stak hun kniven i morskaben, da hun fortalte om ”den her store tv-kanon, der tager fat i min arm og siger: Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig”.

Det blev startskuddet til en tsunami af lignende historier om magtmisbrug og krænkelser fra kulturens verden, fra politikernes verden, fra journalistikkens verden og fra fagforeningernes verden. Ja, fra alle erhverv og fra alle hjørner af landet.

- Er det ikke vildt, at der skulle gå så lang tid, når alle vidste, at der var noget galt. Jeg var vært ved dækningen af Oscar-uddelingen i 2013, og da lavede Chris Rock (komiker) en joke om, at man jo skulle lægge an på Harvey Weinstein (filmproducer), hvis man skulle have en rolle i Hollywood. Alle vidste det, men det var først i 2017, aviserne begyndte at skrive om det, siger Ellen Hillingsø.

- Hvorfor tror du, der går så lang tid ?

- Det er svært at sige. Man når vel til et bristepunkt, og pludselig er der én, der evner at formulere det.

- Har du selv været ude for overgreb eller  andet af den slags i dit liv ?

- Nej, jeg har aldrig selv oplevet den slags. Men det har jo ligget i kulturen generelt, og jeg anerkender dybt de mennesker, der har været ofre, siger Ellen Hillingsø.

Hun har aldrig følt sig som et offer, og så er vi tilbage ved, at hun er privilegeret. Hun er født i en god familie, hun er begavet, velformuleret og har stor succes. Hun og hendes mand er med, når de kongelige inviterer.

- Kan det få dig til at føle, at du skylder noget? 

- Altid. Jeg er bevidst om, at jeg er heldig. Under corona-nedlukningen tænkte jeg på det hver eneste morgen, når jeg åbnede min havedør, sad med kaffen og kiggede ud på solen og tænkte: Du kunne sidde med en voldelig ægtemand, du kunne være stofmisbruger, du kunne være fattig.

- Hvad betyder den bevidsthed for dig?

- Jeg gør mig umage med at være ordentlig. Jeg er taknemmelig, ydmyg og så videre. Jeg kunne aldrig drømme om at tale nedsættende om andre, siger Ellen Hillingsø.

I mødelokalet på Folketeatret er kaffen drukket, de sidste ord er sagt - både bandeordene og de kultiverede henvisninger til Shakespeare og Sofie Linde.  Hillingsø skal videre med forberedelserne til rollen som Joanne Luise Heiberg på den store provins-turné  med ”Fra regnormenes liv”.

- Min mor drikker, og hun drikker meget. Hun starter om morgenen og er normalt fuld ved 16-tiden.

- Når jeg spørger, hvorfor hun drikker, siger hun, at det er min skyld.

Sådan lyder en af de mange henvendelser, som Børnetelefonen får fra børn og unge, der vokser op med en alkoholisk forælder.

Drengen, der skriver her, er 14 år – og han er langtfra alene.

Knap hvert tiende barn i alderen 0 til 18 år vokser op med mindst en forælder, der har et moderat eller svært alkoholproblem. Det er anslået, at 109.250 børn bor i et hjem med misbrug.

Tallet er blevet publiceret i 2023 på baggrund af analysedata fra 2021.

Det er Statens Institut for Folkesundhed, der står bag tallet, og det indgår i en endnu ikke offentliggjort rapport om svigt fra Børns Vilkår og TrygFonden.

Andelen af børn, der vokser op i hjem med alkoholmisbrug, er stort set uændret de seneste 11 år.

Det kommer ikke bag på forsker ved Statens Institut for Folkesundhed Veronica Pisinger.

- Mange tænker, at alkohol er et personligt ansvar, som man selv kan skrue op og ned for. Men det er svært, hvis man først har udviklet et misbrug, siger Veronica Pisinger.

- Der er enormt meget skam og tabu, der gør det svært at søge hjælp i tide. Så jeg er ikke overrasket over, at det er et forholdsvis konstant tal.

Samtidig kan der være et stort mørketal, vi ikke kender til. Det fortæller Ida Hilario, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.

- Det er svært at holde styr på, hvor mange børn der præcis vokser op med misbrug, fordi der er så meget skam og løgne forbundet med det. Børnene er meget loyale mod deres forældre, siger Ida Hilario.

Det kan have store konsekvenser for børnene, når forældrene har et misbrug. Det kan påvirke deres følelsesmæssige udvikling og sætte spor langt ind i voksenlivet.

- Børnene kan have svært ved at mærke egne behov og sige dem højt. Og så kan det generelt gå ud over deres sociale trivsel, siger Ida Hilario.

- Mange bliver isolerede, fordi der kan være så meget skam forbundet til en forælders misbrug, så de er bange for, at vennerne finder ud af det.

Ifølge svigt-rapporten har børn af forældre med alkohol- og stofproblemer 2,5 gange større risiko for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Og de har otte gange større risiko for at blive udsat for fysisk vold i hjemmet end børn fra familier uden misbrugsproblemer.

Der er ofte fokus på, at der bliver drukket mere i Danmark end i de fleste andre lande. Alkoholkulturen kan medvirke til, at det kan være svært at blande sig i andres forbrug.

- Vores alkoholkultur legitimerer, at vi voksne drikker ret meget. Alkohol er noget, som samfundet ser som hyggeligt og festligt. Derfor kan det være svært at sige, hvornår der er en, der har problemer med det, siger Ida Hilario.

Også frontpersonalet - dem, der møder børn og unge i dagligdagen - har svært ved at vide, hvad de skal gøre, hvis de har mistanke om en forælder med et for højt forbrug af alkohol.

- Der er nogle, der har forsøgt at klæde lærere og pædagoger bedre på til at vurdere, om børns tegn på mistrivsel kan være forbundet med forældrenes alkoholvaner, siger Veronica Pisinger.

- Men det kan være utroligt svært at påtale forældres alkoholvaner. Så derfor lader de nogle gange være, fordi de ikke ved, hvordan man skal gøre det, eller fordi de synes, at det er for svært at påtale.

Pisinger understreger, at det ikke kun er fagpersoner, der har mulighed for at blande sig, hvis der er mistanke om alkoholmisbrug.

Der er nemlig underretningspligt i Danmark, og derfor er alle omkring barnet samfundsmæssigt forpligtet til at reagere, hvis der er tegn på omsorgssvigt.