Det skal bimle og bamle i alle nye biler, der kører rundt i Danmark. Det gælder uanset, om du vælger at købe en ny elbil eller en benzinbil.

EU har nemlig sat sig for at forbedre trafiksikkerheden, og det er sket med det, som EU kalder "Intelligent Speed Assist". Det skriver Bilmagasinet.

Kort fortalt skal systemet få føreren til at overholde fartgrænserne, og derfor er systemet blevet et lovkrav på alle biler i EU, fastsat af Europa-Kommissionen.

Det betyder, at de danske bilkøbere skal vænne sig til mere larm i deres biler. De skal også acceptere, at deres bil samlet set bliver dyrere, fordi afgiften stiger.

- Større krav til udstyr i bilerne betyder, at bilerne bliver dyrere i Danmark. Vores afgiftssystem er baseret på bilens værdi, og mere sikkerhedsudstyr i en bil gør bilen - alt andet lige - dyrere at producere, men det giver også bilen mere værdi, siger Ilyas Dogru og fortsætter:

- Sikkerhedssystemerne betyder ret meget for bilens opbygning, og hvordan det bliver integreret, så når du lægger det hele sammen, så stiger bilens værdi med mange penge.

Ifølge Ilyas Dogru kan den danske stat vedtage at fritage sikkerhedsudstyr i biler for afgifter, og så vil det ikke blive dyrere for de danske bilister at købe nye biler med mere sikkerhed i.

- Mere sikkerhed er godt for forbrugerne og for omgivelserne, fordi det bliver mere sikkert at køre bil og færdes i trafikken. Så vi er meget positivt stemt over for de nye regler fra EU, men FDM mener, at sikkerhedsopgraderinger skal være fritaget for afgift, forklarer han.

Fremtiden kommer, uanset EU-regler, kun til at byde på mere bimlen og bamlen og mere sikkerhedsudstyr i bilen. Det vurderer Ilyas Dogru.

- På sigt skal vi have selvkørende og delbare elektriske biler. Så i takt med at vi nærmer os den udvikling, vil bilerne gradvist blive fyldt med mere og mere sikkerhedsudstyr, der gør bilerne mere selvkørende og sikre, forklarer han.

- Det er også det, vi mærker, at forbrugerne efterspørger, så det går kun en vej, siger han.

Ifølge Bilmagasinet kan alle de nyslåede bilejere i første omgang vælge at slå den ekstra sikkerhedsforanstaltning fra.

Det påpeges dog, at det er vidt forskelligt, hvor svært/nemt det er at slå systemet fra. I nogle bilmodeller figurerer knappen ude på velkomstskærmen i bilens infotainmentsystem. I andre modeller skal man ind gennem flere undermenuer for at slå det fra. Men fælles for alle systemer er, at de kan kobles fra, hvis man ønsker det. Alternativet er selvfølgelig bare at overholde fartgrænserne.

De nye regler er allerede trådt i kraft. Det betyder, at alle nye bilmodeller fra juli 2022 og fremefter skal have det nye sikkerhedssystem installeret.

For eksisterende modeller, som er blevet introduceret før juli 2022, men som fortsat er i produktion, skal det først være implementeret fra juli 2024.

Nej, jeg skød ikke noget, men jeg så en "røv".

Sådan cirka svarede prins Henrik engang den danske presse efter en jagt.

Ha ha. Prinsen kan ikke sige "ræv". Journalisterne lo i den danske kulde.

- Sådan var det i årevis. Da jeg var ung, var der jo en holdning om, at prins Henrik var en kæmpenar. Ekstra Bladet gjorde grin med ham, og han måtte i det hele taget stille op til det ene fornærmende pressemøde efter det andet, erindrer forfatter Mich Vraa.

Bag prinsens fascination af ræve lå dog en rørende historie, der var alt andet end "ha ha". Præcis som i bogklassikeren "Den lille prins" af Antoine de Saint Exupéry befandt prins Henrik sig som ung i en ørken, hvor han fik en usædvanlig ven: En lille ørkenræv. En pelset kammerat midt i rædslen, for prins Henrik var fransk soldat i Algeriet, hvor en blodig og brutal løsrivelseskrig var i gang.

- Det var derfor, han aldrig skød ræve. Han sagde, at han altid havde følt sig beslægtet med rævefolket, fortæller Mich Vraa og dvæler ved ordet "rævefolket".

- Interessant ordvalg, ikke?

I sin nye roman "Under en anden himmel" giver forfatteren sit bud på Henri Marie Jean Andrés tilværelse op til den dag, han som 30-årig modtager en middagsinvitation. En middag, der vil ændre resten af hans liv, for det er her, han møder den daværende prinsesse Margrethe, og få år efter bliver han en prins.

Mich Vraas konklusion er bittersød.

- Han var et fantastisk spændende menneske. Ham skulle vi have sat pris på, og vi skulle have taget ham mere til os. I stedet ville vi gøre ham mere frikadelledansk, end han var og havde mulighed for at blive.

-  Da han i 1965 tog afsted til den livsændrende middag, var han den perfekte ungkarl og selskabsløve, som passede ind i ethvert selskab.

- Han talte fem sprog (fransk, engelsk, vietnamesisk, kinesisk, spansk) og havde udsigt til en strålende karriere som fransk ambassadør. Han var vidende, begavet, berejst, kulturel, sympatisk og empatisk. Da han kom til Danmark, var han den bedst uddannede i det danske kongehus, siger Mich Vraa.

Vi vender tilbage til prinsens spændende børne- og ungdomsår. For først skal vi have styr på fakta og fantasi.

"Under en anden himmel" er en roman, og her må man som bekendt digte og være fantasifuld, men bogen holder sig ifølge forfatteren tættest muligt på sandheden.

- Alle faktuelle ting er korrekte. Forløbet, datoerne, stederne, begivenhederne. Der er kun et sted, hvor jeg har været nødt til at fylde et faktuelt hul op. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor han som ung pludselig rejste til Hongkong. Hvorfor han forlod Saigon, hvor han læste sprog og kinesisk kultur og i øvrigt var discjockey på en radiostation.

Mich Vraa kalder konsekvent prins Henrik for Ritou, for det hedder han i romanen.

- Det er jo ikke en biografi, jeg har skrevet, men netop en roman, og den kan noget andet, siger han.

Dette andet er blandt andet at knytte fakta sammen med følelser og refleksioner. Et fletværk, der kommer med nuancerede bud på, hvorfor hovedpersonen var, som han var, og som har tilknyttet fiktive personer som en barndomskammerat.

Da vi møder Ritou første gang, er han en gammel, lidt forvirret mand, der er ude at grave efter trøfler på et bjerg i Sydfrankrig. Han er i vanskeligheder, men bliver reddet af Emma, en ung kvindelig kok, som er bogens anden - og fiktive - hovedperson.

I de kommende dage fortæller de to deres livshistorier til hinanden. Dermed kommer vi tæt på Ritous liv som barn og ung. Og vi er med fra Fransk Indokina i 1930'erne, over Sydfrankrig, Paris, Hongkong, Algeriet og London.

- Jeg skriver ikke om Ritou som prins. Det eneste, jeg vil sige om tiden efter 1965, er, at prins Henrik 19. juli 2017 bliver udskrevet fra Skejby Sygehus, hvor han havde været indlagt med årebetændelse. Et par dage efter rejser han til Château de Cayx. Vi ved ikke, hvad han laver der, men det er altså i dette område og på dette tidspunkt, jeg lader ham møde Emma.

- 31. august skriver hoffet, at prinsen har ladet meddele, at han ikke vil begraves i Roskilde. Det var en meget dramatisk beslutning, siger Mich Vraa.

Og en beslutning, der vakte forargelse.

Prins Henrik vokser op i rigdom i Tonkin, der ligger i Vietnam. Dengang var Tonkin en region i det daværende Fransk Indokina. Hans far, som er fransk greve, ejer et industridynasti. Han har fabrikker, over 100 rideheste, 400.000 hektar plantager og diverse miner.

Den lille Henri er mest sammen med barnepiger, og særligt en af dem knytter han sig til. Det er derfor svært for ham, da familien må rejse til Frankrig uden hende.

Hans lillesøster dør, og senere mister familien størstedelen af sine rigdomme. Frankrig skrumper som kolonimagt, og Vietnam-krigen kommer. Men Henri's familie tilpasser sig og formår at leve af jorden på sit franske landsted. Og Henri bærer uanset fascinationen af Østen og dens mystik med sig resten af livet.

Den kommer på en måde også til at forfølge ham. I den franske erindringsbog "Skæbne forpligter", fortæller han om en spådom, han får som ung mand af en shaman i et skur på en havn i Hongkong.

Den gengiver Mich Vraa i "Under en anden himmel": "Du skal miste dit liv, som du kender det, og kravle ud af din puppe og blive en anden. Sådan skal du forsvinde fra verden, men uden at dø, og du skal genfødes et andet sted. Et sted, der hviler på vandet ... Du vil få pligter, uendelig rigdom, store glæder og dyb skuffelse. Og en dag vil du gøre oprør, fordi du er blevet i tvivl. Men da vil det være for sent. Da vil du være en olding. Og du skal dø under en anden himmel."

- Jeg vil ikke sige, at jeg er overtroisk, men jeg afviser ikke noget, siger Mich Vraa om spådommen, der er slående præcis.

Mich Vraa er som Henri og dermed Ritou fascineret af buddhismen.

- Jeg tror på karma. At man skal opføre sig anstændigt. Jeg er sådan en, der samler en humlebi op i en vandkant.

Anstændighed har også været et nøgleord for forfatteren i arbejdet med "Under en anden himmel".

- Kongehuset interesserer mig ikke, men jeg blev nysgerrig, fordi jeg hørte noget i radioen om prins Henrik, som jeg ikke vidste. Jeg blev fyr og flamme efter at lære ham at kende og har ingen intentioner haft om at svine ham til, fortæller han.

Resultatet er da også blevet det modsatte.

- Da jeg begyndte at kigge i hans bagage, fattede jeg hurtigt stor sympati for ham og fik lyst til at reparere og nuancere hans image. Vi troede måske, at vi kendte ham, men det gjorde vi ikke. Derfor synes jeg også, at jeg kan være bogen bekendt, og hans familie kan læse den uden at blive fornærmet.

Men hvordan var han - kort sagt - som ung?

- Som barn og ung mand er han ekstremt genert, men han bliver klar over, at hvis han vil noget, er han nødt til at lægge genertheden væk. Så han udfordrer sig selv og kommer over det.

- Han er eventyrlysten på mange måder. På oplevelser, viden, på andre mennesker. Som ung mister han sin mødom til en betalt kvinde i Hanoi, og senere er der flere kvinder. Han er også fascineret af det frisind, der hersker i den intellektuelle klasse i Paris i 1950'erne - særligt omkring spillestedet Le Tabou.

- Han er også tidligt ambitiøs. Han vil frem i verden og være ambassadør, blandt andet fordi det er en måde at komme tilbage til Østen på.

- Og så er han forfængelig. Går op i sit udseende og er i de senere ungdomsår ikke blind for en vis lighed med James Bond (Sean Connery). Han er selvbevidst og ombejlet, siger Mich Vraa.

Hov, vi glemte engelske Emma, som Ritou møder.

Emma er undfanget i et orangerødt telt på en campingplads i Sydfrankrig, hvor forældrene, der lige har mødt hinanden, spiser kaninragout og ser en kat på et tag, inden de kaster sig over hinanden. Først efter morens død opdager hun, hvem hendes far er.

Nu er hun i hans hjem tæt ved Château de Cayx for at rydde op, fordi også han er død.

Aldersforskellen på Emma og Ritou er enorm, men de finder hurtigt ud af, at de har en fælles glæde ved mad, som de ender med ofte at lave sammen i de dage, de har hinandens selskab.

- Man kan ikke "bare" sige, at "Under en anden himmel" er en bog om prins Henrik. Det er en roman om Ritou og Emma. Om deres møde og om deres liv, som de beretter om for hinanden. Ritou er mit bud på prins Henrik som ung. Og det bud er dybest set en kærlighedserklæring, som også viser, hvor tilfældig tilværelsen kan være, siger Mich Vraa.

Mich Vraa: "Under en anden himmel". Udkommer 29. september på Lindhardt og Ringhof. 448 sider.

71-årige Susanne Søgård Jacobsen fra Ry vil for guds skyld ikke jamre. Hun har ondt i knæet. Ikke ondt i livet.

Alligevel er hun noget forbløffet over, hvor ofte hun i løbet af dagen bliver mindet om det ”satans” knæ.

Og hvor stor indflydelse det faktisk har på livet.

For hun mærker tydeligt hver gang terrænet skifter - hvad enten det går opad, nedad eller er ujævnt.

Eller når hun skal træde ud af bilen, går op ad trapperne, eller når hun leger med børnebørnene på gulvet, hvor hun næsten ikke kan løfte sig selv op igen.

For Sussanne Søgård Jacobsen lider af slidgigt i knæet.

- Nogle gange følges det som et jag i tænderne. Og ellers føles det som at gå på et sår, siger hun og uddyber:

- Jeg mærker det stort set hele tiden. Men jeg er heldig; jeg kan sove, og hvis jeg sidder helt stille, bemærker jeg det ikke. Der er andre, som slet ikke kan få lukket et øje på grund af det, siger Susanne Søgård Jacobsen.

I 2017 havde 715.000 danskere diagnosen gigt. I år er det tal 755.000.

Det tal vil næsten være steget til 800.000 i 2030.

Det viser tal fra Gigtforeningen på baggrund af tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Men tallet kan faktisk være højere, da det kun tæller personer, der har været på hospitalet for at få stillet diagnosen.

'Tallene er en bombe under vores sundhedsvæsen,'' lyder det fra direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.

- Det er ikke kun en bombe i den enkelte borgers liv, men for hele samfundet.

- Gigt er den kroniske sygdom, der belaster sundhedsvæsenet allermest. Om lidt er vi 800.000 danskere med gigt. Det kommer til at presse sundhedsvæsenet meget mere, end det gør allerede.

- Der er ingen, der gør noget ved det. Det er helt utroligt, at landets politikere har holdt sig for ørerne så længe, når vi har talt om denne her udfordring. Af en eller anden grund har de ikke synes, det var akut nok, at folk går rundt med smerter i årevis. Men nu må de simpelthen på banen. Det her er den største udfordring sundhedsvæsenet står overfor. Hvor længe skal der gå, før der sker noget? lyder det fra Mette Bryde Lind.

For Susanne Søgård Jacobsen begyndte smerterne for alvor for tre år siden. I starten kunne hun kun bevæge sig med stok.

Lige nu er hun på venteliste til en knæoperation, der efter planen skal udføres til januar. De i alt tre års smerte har dog ikke alene været fysiske.

Det har også sat sig mentalt hos Susanne Søgård Jacobsen.

- Man begynder at droppe en masse sociale arrangementer. Når alt virker besværligt, tænker man, hvorfor gøre det? Det bliver en form for dovenskab, der bare bygger på, fordi man bliver træt af sig selv, siger Susanne Søgård Jacobsen.

Sundhedsstyrelsens udkom i år med en rapport, der viser, at lænderygsmerter fører til 4200 flere mennesker på førtidspension. Alene lænderygsmerter giver en ekstra regning på 7,1 mia. kr. hvert år.

Folk med slidgigt og rygproblemer besøger lægen oftere og er oftere væk fra jobbet - enten pga. sygdom eller fordi de får tildelt førtidspension.

Selv har Sussanne Søgård Jacobsen været folkepensionist i al den tid, hvor hun har været besværet af slidgigt i knæet.

Hun ville i dag "have rigtig svært ved at passe et job."

- Jeg så et opslag i mit lokale supermarked om et arbejde på 3-5 timer. Det kunne være meget hyggeligt, men jeg kunne jo ikke gå rundt og halte dernede, lyder vurderingen.

Gigtforeningen fremhæver, at det voksende antal førtidspensionister i sig selv burde gøre det til en topprioritet hos regeringen.

Især når regeringen har arbejdsudbud som en central del af deres politik.

- Vi har brug for en handlingsplan på muskel- og skeletområdet. Det har vi allerede på alle de andre folkesygdomme – diabetes, kræft og hjerte. I dag er der intet krav til kommunerne om for eksempel træning for patienter med slidgigt i knæet. Det burde der være. For vi ved, at det både kan udskyde eller helt aflyse operationer for mange, siger Mette Bryde Lind.

Professor emeritus ved Syddansk Universitet og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, ønsker ikke at bruge "dramatiske betegnelser" om udviklingen af gigtpatienter i sundhedsvæsenet.

- Men jeg vil gerne på godt jysk snige mig op og kalde det en kæmpe udfordring.

- Fordi dette sker på samme tid, som antallet af andre kroniske sygdomme også vokser. Så det bliver en del af den større udfordring, som kroniske sygdomme udgør, siger Kjeld Møller Pedersen.

Professoren påpeger også, at der er tale om en sygdom med store økonomiske omkostninger, fordi flere må forlade arbejdsmarkedet, gå på førtidspension eller arbejde på nedsat tid.

Samtidig er behandlingsomkostningerne også forholdsvis høje.

- Udfordringen er, hvordan det skal behandles? Skal det behandles på sygehusene eller i det nære sundhedsvæsen hos de praktiserende læger og ude i kommunerne?

- For det er helt klart, at vi ikke skal have en situation, hvor sygehusene kommer til at drukne i kronikere, som faktisk godt kan behandles andre steder end på et sygehus.

Mangler der en handlingsplan på det her område?

- Ja, det gør der. Og det er måske noget, den nyligt nedsatte strukturkonvention skal kigge på. For udover en handlingsplan for kroniske sygdomme, så bør vi tænke bredere om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud, siger Kjeld Møller Pedersen.

Det er ikke alene Kjeld Møller Pedersen, der er fortaler for en handlingsplan.

Det er også sundhedsordfører fra Konservative Per Larsen og sundhedsordfører fra Enhedslisten, Peder Hvelplund.

- Vi foreslår det allerede i 2005, fordi det er en af de væsentligste kilder til førtidspension, der kunne hjælpes med forebyggende behandling. Det er en velkendt problematik med de mange kronikker grupper, siger Peder Hvelplund.

Sidste regeringsperiode var I støtteparti til regeringen. Hvis det var en så høj prioritet for jer, hvorfor blev det så ikke ført ud i livet?

- Vi har flere gange påpeget problemet, også i forbindelse med sundhedsreformen. Uanset om det parlamentariske grundlag var ledet af Venstre eller Socialdemokratiet, har vi skullet overbevise dem.

- Men vi har brug for en national handlingsplan. Der skal være en bedre og tidligere forebyggende indsats, lyder det fra Hvelplund.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) skriver i et skriftligt svar, at stadig flere danskere får kroniske lidelser, og de skal have hjælp uanset, hvor de bor i landet.

- I dag er der desværre ikke kvalitetskrav til de kommunale sundhedstilbud til borgere med kronisk sygdom, skriver ministeren.

Om ministeren ønsker en handlingsplan, svarer hun ikke på. Men ministeren håber, at fornyeligt indførte regler kan hjælpe på problemet.

- Regeringen har ændret reglerne på området, og med kvalitetsplanen for det nære sundhedsvæsen kan vi nu rent faktisk kan stille konkrete krav og anbefalinger til de kommunale tilbud, og det skal gerne resultere i, at borgere med kroniske sygdomme oplever, at tilbuddene bliver bedre, skriver Sophie Løhde.

Jeg siger mange tak for, at jeg fik lov at være med i kampen. Og mange tak for, at I ville høre på mig. Det er ikke glimmer og farver. Det er den virkelige sandhed. Tak.

Det er en beskeden Ebba Hjortshøj Rasmussen, født 1926, som fortæller sin historie i den lille tv-dokumentar "Modstandskvinden - en dans for livet".

Med et stålsat, men også venligt udtryk, taler hun direkte ind i kameraet og inviterer os med tilbage til krigens tid.

Her var hun som ung pige meddeler og kurér i Randers for den lokale modstandsgruppe "A/S-gruppen" - under ledelse af hendes storebror.

Ebba praler ikke og viser ikke noget behov for at gøre sig selv til en vigtig person. Men der er ingen tvivl om, at hun satte sit unge liv på spil, som da hun væltede på cyklen med en portion indpakkede sprængstoffer. Og til sin skræk fik hjælp af en tililende tysk soldat. Han anede lykkeligvis ikke uråd.

Ebba kæmpede, fordi hun fandt modstanden så vigtig, at der ikke var andet fornuftigt at gøre.

Der er ikke mange tilbage fra den danske modstandskamp, så det gælder om at høre efter. At få det sidste med. Noget af dette sidste er de danske modstandskvinder, som ikke har fyldt frygteligt meget i eftertidens fortællinger.

For Ebba var der ingen tvivl om, at hun ville kæmpe imod tyskerne. De skulle ud af landet. Bum, basta. Ikke mindst af hensyn til kommende generationer.

Hun bliver lidt syrlig, da hun beretter om dagen efter befrielsen.

"Du fredsens, hvad der stod af frihedskæmpere ovre ved posthuset - med armbind og sager. Hvis der havde været så mange frihedskæmpere, så havde vi fandme haft tyskerne jaget ud noget før!"

Ville man selv have gjort som Ebba? Det er svært at sige, men alene hendes stillingtagen er værd at reflektere over. For i svaret finder man ud af noget om sig selv og sine værdier.

Der er nogle af de ting, som Ebba fortæller, der med nutidige ører skurer. Som hende umiddelbare tilfredshed over i befrielsesdagene at have "dyppet" tyskerpigerne i springvandet.

Unuanceret og ondt, synes vi i dag. Men handlingen er trods alt ikke komplet uforståelig.

Så nej, Ebba pynter ikke.

"Modstandskvinden - en dans for livet" er fra 2020, men det er først nu, at den har ramt tv. 

Det er en fin, lille dokumentar, der også byder på velspillede og stemningsskabende dramatiseringer af Ebba og hendes færden som ung.

Det er i øvrigt ikke Ebba, der skal takke. Det er os, som skal sige tak for kampen og tak for at dele og dermed give os endnu en brik til puslespillet Danmarkshistorien.

"Modstandskvinden - en dans for livet". ca. 30 min. Kan streames på DRTV, men sendes også 1. oktober på DR2. Rollen som den unge Ebba spilles af Laura Kronborg Kjær. Instruktion og manuskript: Sofie og Jonas Rødtnes Markussen.

Stine Bramsen var træt.

Hun og bandet Alphabeat skulle spille en stor koncert i Tivoli, men hun kunne pludselig ikke finde sig selv i den måde, hun skulle synge på, og den rolle, hun var endt i - den pæne pige i front for drengebandet Alphabeat.

Hun følte sig anmeldt på sin indpakning og ikke på sit indhold. Det var mere kjolerne og de høje hæle end sangene, der blev talt om.

- Man føler sig degraderet til et produkt eller et objekt. Som om det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket aftryk man har efterladt sig, siger Stine Bramsen.

Efter flere år med kommerciel kæmpesucces havde hun mærket, særligt tydeligt i England, hvad popbranchen gjorde ved hende som kvinde - hun var blevet en vare, der skulle sælges.

Men alt det vidste hun ikke, før hendes seneste album, "Blonde & Blank", væltede ud af hende.

- Det var meget intuitivt, at sangene kom ud af mig, inden jeg vidste, at der var noget, jeg gik og var frustreret over. Det lyder meget kunstnerkliché-agtigt, men det er sandt, fortæller Stine Bramsen.

Refleksionen over den proces blev til en refleksion over hendes egen rejse gennem musikbranchen. Det udmøntede sig i et album, der nu bliver til en akustisk turné med 20 koncerter, som begynder den 22. september og spiller rundt i landet.

- Jeg modreagerer altid på noget, jeg har gjort. Nu har jeg haft en sommer med store spillejob, hvor jeg har været udadreagerende. Så nu savner jeg roen og nærværet. At turde at synge stille og stå mere blottet, fortæller hun.

- Der er stadig en del af mig, der er Alphabeat-Stine, men det er klart mere personligt at synge noget, jeg selv har skrevet, som har en personlig historie, fortsætter sangerinden.

Netop den personlige historie - at tage sin kamp som kvinde i musikbranchen - er omdrejningspunktet for turnéen.

Stine Bramsen vil vise, at der er masser af dygtige kvindelige musikere i branchen. Derfor har hun valgt udelukkende at tage kvindelige musikere med på sin tur rundt i landet.

- På nogle folk virker det provokerende, hvilket er interessant. Alle spørger: "Hvorfor er det en kvindetour?". Og jeg siger bare: "Hvorfor ikke?". Spørger vi alle dem, der turnerer med mænd, hvorfor det er en mandetour?, undrer Stine Bramsen sig.

- Det bliver lidt demonstrativt kun at tage kvinder med, men jeg håber, det er en fase, og at vi om to til tre år ikke snakker om, hvis der kun er kvinder på scenen, siger hun.

Da Stine Bramsen begyndte at skrive sangene til Blonde & Blank-albummet, der er grundlaget for turnéen, kunne hun mærke, at det gav mening at rive et filter væk og begynde "at være mere mig", fortæller hun.

Faren ved at være professionel popmusiker fra man er 17 år gammel, er, at man bliver rigtig dygtig til at være professionel og sige det rigtige og være på i fjernsynet, mener hun.

- Jeg har desværre måttet sande, at det har gjort, at nogle synes, jeg er lidt glat. Jeg endte med at være den nikkedukke, jeg selv hader, som i folks øjne bare er pæn og smiler og siger ja. Det ved jeg med mig selv, at jeg ikke kun er, siger Stine Bramsen.

- Der er også noget fandenivoldskhed, som jeg havde lyst til at vise. At turde at begynde at sige højt, at jeg har en mening om ting. Jeg er et mere modent sted med en bevidsthed om, at jeg har været i branchen i snart 20 år, og der følger et ansvar med det, som jeg gerne vil påtage mig, fortsætter sangerinden.

For Stine Bramsen begyndte hendes nye rejse med en beslutning om at gå forrest i at vise, at der er masser af dygtige kvinder, der kan spille musik.

- Jeg blev bevidst om, at jeg har et ansvar i min del af fødekæden. En ting er at gå ud og snakke om, at der mangler kvinder, men hvad gør jeg selv?, spørger Stine Bramsen.

Hun syntes selv, at hun kunne mærke, at hun havde fat i noget, efter at hun havde spillet en koncert på Smukfest i Skanderborg sidste år og læste musikmagasinet Gaffas anmeldelse.

Her lød overskriften: "Længe leve mangfoldigheden – Stine Bramsen som ny ligestillingsminister?".

- Jeg stod ikke på noget tidspunkt på scenen og sagde noget om "female empowerment" eller feminisme. Men sangene og min tilstedeværelse på scenen emmer jo af det.

- Og det er sådan, jeg gerne vil inspirere. Jeg vil gerne være et forbillede på den måde, fortsætter hun.

I sin rejse efter selv at blive et forbillede har Stine Bramsen fundet spejling i nogle af sine egne musikalske forbilleder.

- Rent musikalsk - samtidig med at turde at være rå og fandenivoldsk - var det Sanne Salomonsen, der var mit første forbillede. Danmarks rockmama, siger Stine Bramsen.

- Det var helt klart hende, jeg stod og drømte om at være, da jeg med mit første band spillede nede på Havnepavillonen i Ry. Vi hed De rå løg og spillede faktisk ret rocket musik, i forhold til at jeg endte i et popband, uddyber hun med et grin.

De seneste år har det været Taylor Swift, der har inspireret hende meget. Fordi den amerikanske stjerne insisterer på at være bred musikalsk.

- Og så tør hun at bruge sin stemme, hver gang hun står på en talerstol, til at sige noget om ligestilling og sin vej i branchen, forklarer Stine Bramsen.

Hun nævner Taylor Swift-sangen "The Man", hvor den amerikanske sangerinde synger: "I'm so sick of running as fast as I can, wondering if I'd get there quicker if I was a man". En frustration over, om det tager længere tid, og om der skal kæmpes endnu hårdere - trods talentet - fordi man er kvinde.

- Hun har helt klart inspireret mig til at turde at åbne min mund, siger Stine Bramsen.

Når man åbner munden, risikerer man også at få noget igen. Det var Stine Bramsen udmærket klar over, inden hun besluttede sig at gå ind i kampen.

- Jeg frygtede faktisk mere hate, end jeg har fået, fortæller hun.

- Feminist har sådan en dårlig smag blandt nogle, og pludselig er der folk, der ikke føler sig inviteret til mine koncerter, hvilket jeg synes, er megaærgerligt, forklarer Stine Bramsen.

Men sangerinden har givet sig selv det udgangspunkt, at hun må stole på sin grundtro om, at der så er andre, der finder ud af, at hun ikke bare er poleret og kedelig, men at hun faktisk har noget på hjerte, der kunne være interessant at komme ind at høre.

- Jeg kan ikke holde ud at være her, hvis jeg kun må bruge en lille, pæn del af mig, siger Stine Bramsen.

For Stine Bramsen er det ikke kun vigtigt at kæmpe sin egen kamp, men også kampen for andre. Hun drømmer stadig om, at der kommer flere kvinder ud på de danske musikscener.

- Jeg forstår godt, at man kan blive provokeret af, at der nødvendigvis skal kvoter på. Men jeg tror, at de, der bliver provokeret af, at vi snakker om flere kvinder i musikbranchen, ikke er vågnet endnu, siger hun.

- Det kommer sikkert til at virke provokerende i noget tid. Men jeg er et sted, hvor jeg er okay med, at ikke alle synes, det, jeg siger, er fedt og rigtigt, uddyber Stine Bramsen.

Selv om ufiltrerede Stine Bramsen repræsenterer mere fandenivoldskhed, har hun også en blødere side, hun stadig vil dyrke.

En side, der er rundet af at have fået en familie med børn, der ifølge sangerinden bliver et spejl til at lære sig selv at kende.

- Jeg vil gerne øve mig i sårbarheden også. Lige nu står jeg meget for styrke, vi kan, og vi fylder og larmer, siger Stine Bramsen.

- Men jeg er også alt det andet. Jeg er også superskrøbelig og følsom. Det er sværere at vise offentligt. Men det vil jeg gerne øve mig på, og det er den kommende turné helt klart en del af, fortæller hun.

Stine Bramsens "The Acoustic Tour" begynder 22. september i Aars og spiller rundt i Danmark resten af efteråret. /ritzau/