Graverjournalister på både Finans.dk og Berlingske har afsløret, at Danmarks største erhvervshavn, Aarhus Havn, er infiltreret af adskillige medarbejdere med tydelige rockerrelationer.

A.P. Møller-Mærsk driver containerhavnen i Aarhus igennem sit datterselskab, APM Terminals, og virksomheden har selv slået alarm over for myndighederne. Ifølge Mærsk vil helt op mod 40 fuldtids- eller løstansatte på havnen ikke kunne opnå en sikkerhedsgodkendelse, hvis det var et krav - og det er det ikke i dag.

APM Terminals har i alt 400 ansatte i Aarhus.

Det er meget hårdt tiltrængt, når regeringen nu meddeler, at den vil afsætte en milliard kroner ekstra til velfærden i regionerne og kommunerne. Sådan lyder det fra den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen.

- Endelig har de lyttet. Endelige har de set os og hørt os. Beslutningen luner i en tid, hvor vi skærer inde i marven, ikke i benet, men i marven, lyder hendes umiddelbare reaktion på håndsrækningen.

Samtidig slår Birgit S. Hansen fast, at det blot er et meget lille plaster på et meget stort sår. For eksempel har hun i Frederikshavn Kommune et hul i budgettet på 30 millioner kroner, og de nye penge fra regeringen vil kun kunne dække 6,5 millioner kroner.

- Det løser ikke det fundamentale, at den kommunale velfærd er fuldstændig under pres. Så der er stadig arbejde at gøre for regeringen, siger borgmesteren.

Borgmesterens reaktion kommer, efter Statsminister Mette Frederiksen fortalte om den økonomiske håndsrækning på regeringens pressemøde torsdag, at pengene skulle "imødegå nogle af de besparelser, der ellers er på bordet".

Hun erkendte dog også, at den ekstra milliard ikke var nok til at løse alle problemerne.

- Men det er trods alt et vigtigt skridt. Det er vigtigt at sige, at inflationen ikke er helt væk endnu. Vi bliver nødt til stadigvæk at holde igen, sagde Mette Frederiksen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening (KL) får kommunerne en øget serviceramme på 650 millioner kroner i 2024. 350 millioner kroner går dermed til regionerne.

Ifølge Frederikshavn-borgmester Birgit S. Hansen skal der langt større beløb på bordet, hvis det skal forhindre nedskæringer i velfærden.

- Vi har hørt regionerne fortælle, at de her og nu mangler to en halv milliard for at få det til at hænge sammen. I kommunerne mangler vi fem milliarder for at kunne opfylde kravene bare inden for det specialiserede socialområde, så det taler vist for sig selv, siger hun.

Det er nu 63 dage siden, at fem mænd og en kvinde i følge med 12 betjente blev stillet for en dommer ved retten i Sønderborg, som klokken 21 samme aften valgte at varetægtsfængsle dem alle for smugling af 864.200 piller til en værdi af over otte millioner kroner. Pillerne blev fundet på forskellige adresser i Danmark og Tyskland

Nu melder politiet, at det tal sidenhen er vokset markant. I første omgang grundet en fintælling af pillerne, som viser, at der i virkeligheden var tale om 1,3 millioner piller.

- Det foregår sådan, at man tæller en enkelt kasse op og vejer den, hvorefter man vejer de resterende kasser for på den måde at nå frem til en mindsteværdi inden grundlovsforhøret. Derefter har man talt op emballagevis, og så har man talt enkelte piller, hvis de ikke har været i emballage, forklarer vicepolitiinspektør, Sønke Iwersen, som er leder af efterforskningsafdelingen ved UKA Vest i Padborg.

Men i dag er der tale om et endnu højere antal ulovlige piller og doping-enheder. Senere foretog man nemlig yderligere ransagninger rundt omkring i landet.

- Flere af dem er foregået i og omkring Kolding, men jeg kan ikke komme det nærmere, da der er tale om en efterforskning bag lukkede døre, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Her har man fundet frem til yderligere fire millioner enheder, der er omfattet af straffelovens bestemmelser om doping, loven om euforiserende stoffer og lægemiddelloven. Derudover beslaglagde man betydelige mængder emballage og andre remedier, der kan bruges til videredistribution. Der blev i alt beslaglagt over otte tons. Myndighederne anslår sortbørsværdien til adskillige millioner euro.

Beslaglæggelserne er resultatet af en efterforskning, der havde sin start allerede tilbage i efteråret 2022. Det er Syd- og Sønderjyllands Politi og Staatsanwaltschaft Flensburg, der sammen er ansvarlige for efterforskningen, som er foregået på tværs af landegrænserne, imens flere europæiske lande ifølge politiet har en interesse i efterforskningen.

Hvilken type af præparater, der er tale om i sagen, kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses helt specifikt.

- Men jeg kan oplyse, at de alle har en relevans inden for doping. Der er blandt andet tale om opioider, men også disse er af en type, der kan bruges i forbindelse med vækst, oplyser vicepolitiinspektør Sønke Iwersen.

Siden grundlovsforhøret den 14. juni er en kvinde blevet løsladt, da det efter yderligere efterforskning er blevet vurderet, at hun har spillet en mindre rolle i forbrydelserne. Der var derfor ikke længere grundlag for fortsat varetægtsfængsling.

Folketingsmedlem Anders Kronborg (S) har gennem længere tid fulgt området tæt, og mens han på den ene side roser politiets indsats, som ifølge ham viser, at efterforskningsarbejde bærer frugt, er han på den anden side dybt bekymret.

- For selvom vi har et enormt dygtigt politi, så fanger det nu engang ikke alt. Og når man nu igen beslaglægger så store mængder af piller og euforiserende stoffer, så understreger det med al tydelighed, at der er et betydeligt marked, hvor de kriminelle kan omsætte de her stoffer, siger Anders Kronborg.

Folketingspolitikeren er desuden overordentligt bekymret for, at pillerne blandt andet havner hos børn og unge helt ned i grundskolen. For selvom Anders Kronborg selv synes, at han følger godt med på området, indrømmer han blankt, at han alligevel er blevet taget på sengen.

- Jeg er helt enormt overrasket over, hvor udbredte de her piller efterhånden er blevet blandt helt unge. For mange af dem virker det til at være helt uskyldigt, men det kan altså lynhurtigt blive dødsens alvorligt, lyder det fra Anders Kronborg, der mener, at alle har et ansvar for at få sat en stopper for det eskalerende problem.

Gennem en lang række artikler har vi afdækket, hvordan der gennem de seneste år er opstået massive problemer med unge i Esbjerg og Ribe, der er blevet dybt afhængige af farlig, receptpligtig medicin. Både politiet og det lokale misbrugscenter erkender problemet og frygter, at vi kun har set toppen af isbjerget.

- Særligt de relevante myndigheder skal på banen, og derfor er det også så godt, at politiet nu igen har beslaglagt en stor fangst. Derudover skal vi være endnu bedre på det her område i både kommuner, regioner og på Christiansborg, for bagmændene er lige nu et skridt foran. Og så er vi ganske enkelt som forældre nødt til at spørge os selv, om vi er godt nok inde i, hvad vores unge render og laver. Blandt andet via deres mobiltelefoner, siger Anders Kronborg.

UKA Vest og det tyske toldvæsen vurderer, at de ulovlige stoffer i den omfattende sag er importeret til Danmark fra tredjelande gennem en årrække, og at gruppen af kriminelle har videresolgt præparaterne til aftagere i Europa.

Efterforskningen er fortsat i gang.

Nogle gange møder man en fremmed, man undrende får lyst til at betro sig til med det samme.

Sådan et menneske er forfatter Anna Mejlhede.

Det kunne skyldes, at hun som brevkasseredaktør og med en lang fortid som præst er trænet i at lytte til alverdens sorger og trængsler og dermed sender signalet: Bare kom med det! Men hendes udstråling, som kalder på betroelser, næres af rødder i personlige erfaringer. Hendes glade smil har smagt på smerten.

Anna Mejlhede bor på Læsø. Langt fra det meste. Man skal først til Frederikshavn og dernæst sejle i halvanden time, inden man lander på øen kendt for sine langhårede tang-tage og sit guld - saltet, der på traditionel vis stadig udvindes af havet.

Læsø var engang kvindernes ø - det nærmeste Danmark er kommet på et matriarkat - og i dag er det også Annas ø. Stedet, hvor hun endelig har følt sig sat fri af sin mors greb.

Her bor hun sammen med sin bomuldshund Gilbert i en skov ved et vådområde, hvor måger skrigende søger ind på jagt, hugorme kan finde på at varme sig på terrassen. Og hvor vejret lokkende kan hviske "hængekøje", men også brøle en vesterhavsagtig storm, der sidst, det skete, kløvede hendes store krammetræ.

På Læsø finder hun genkendelighed - hun kom her meget som barn, fordi hendes far voksede op her - men også et stærkt nærvær med naboer og ikke mindst naturen, der denne sommerdag lyser grønt og blåt og romantisk, men ikke idyllisk. Dertil er den for kras.

Lidt som Anna Mejlhedes egen historie. Hun og hendes tre søskende voksede op i et tilsyneladende "pænt hjem" med far, mor og stimulans. Børnene blev til "ordentlige mennesker" med gode uddannelser, og udefra så det meste godt ud. Men Anna bar på en stor sorg - en sorg, der har rakt langt ind i hendes voksenliv.

- Har jeg været god nok? spurgte Annas 96-årige mor hende på sit dødsleje.

- Ja, løj Anna.

Hun satte sig ved morens hovedgærde og sang for hende, og hun sagde: "Søde mor. Vi elsker dig. Vi giver slip på dig med kærlighed."

- Og så løftede min mor sin hånd, tog min og ville ikke give slip. Det blev hendes sidste bevidste gerning. Og det er halvandet år siden.

Anna løj på morens dødsleje.

For inderst inde følte hun ikke, at hendes mor havde været god nok som mor. Dertil havde hun været alt for dominerende og manipulerende.

Hverken den lille eller store Anna måtte fejle, for moren kunne ikke sige "pyt". Og Anna lærte tidligt at frygte hende.

Hvis hun sagde sin mor imod, blev hun mødt af vrede. Når Anna alligevel forsøgte sig, begyndte moren at manipulere hende i retning af: "Du ved, jeg har ret".

- Jeg var bange for hende som barn. Min mors behov var altid større og vigtigere end mine - og samtidig lykkedes det hende altid at få det til at lyde som om, at hendes behov også var mine. Som voksen forsøgte jeg at gå til psykolog og lære nogle sætninger, så jeg verbalt kunne holde fast i mig selv og sige fra. Jeg øvede mig skam også, men jeg vidste inderst inde, at jeg aldrig ville få dem sagt.

Moren ville bestemme, hvad Anna skulle tænke, føle og sågar spise. Det sidste udartede sig til sundhedsmani.

- Som børn fik vi grovboller med bønnepostej, grøntsagssupper og friskpresset gulerodsjuice, for vi måtte endelig ikke blive tykke. Min mor ville sole sig i glansen af sine smukke børn. Men mine forældre lavede ikke egentlig mad. Den opgave overtog min storebror, da han blev 14-15 år.

Hjemmet var kunstnerisk - begge forældre lavede i deres fritid keramik i kælderen, og faren malede - nogle af resultaterne er flyttet med ind i Annas hus i skoven - men det kreative og rodede hjem var ikke så rummeligt som dets udstråling.

Anna blev af sin mor konsekvent kun anerkendt for det, kun kunne. Ikke for, hvem hun var. Hun skulle for eksempel synge i pigekor, så hun kunne optræde for familiens gæster.

- Min mor var stolt, da jeg blev præst og fulgte hver eneste gudstjeneste for at kunne sige: "Se det er min datter", fortæller Anna.

- Da jeg sagde op som præst ved Holmens Kirke for at flytte til Læsø og blive forfatter, var det lige før, hun spyttede mig i hovedet af arrigskab. Hun sagde, at jeg ikke havde fået lov til at flytte, erindrer Anna Mejlhede.

- Men denne gang lykkedes det mig at gøre, hvad jeg ville, og lukke ørerne for hendes anklager.

Da var Anna 50 år.

Eksemplerne på det vanskelige mor-datter-forhold er mange, og konklusion er enkel og brutal. Anna måtte igennem den smertelige erkendelse, at hun ikke kunne lide at være sammen med sin mor.

En tabubelagt og "forkert" følelse. Men ikke desto mindre blev det den endelige konklusion.

Det betød dog ikke, at der ikke var kærlighed mellem mor og datter. For det var der, og det var den, der holdt deres umulige relation oppe.

Bedst var det, når Anna indimellem fik øje på morens kærlighed til hende. Som en lille lysende kerne, hun fik lov at se i glimt.

- I de korte øjeblikke blev jeg varm af lykke, men det lukkede sig altid hurtigt igen, fortæller hun.

Hun har aldrig været i tvivl om, at hun elskede sin mor, og Anna har også sagt det til hende mange gange.

- Jeg vil altid elske min mor. Man kan godt elske et menneske, man ikke kan li', og som man ikke kan holde ud, siger Anna Mejlhede.

Sådan en slags "jeg elsker dig, men jeg hader dig også".

De grumsede følelser kan opstå i mange andre relationer. Som i parforhold eller mellem venner. Vores relationer er ikke altid ensfarvede og rene.

Paradokset har plaget og fyldt forfatterens liv, og det fylder også i hendes seneste roman "Det gode imellem os". Her har hovedpersonen Hannah levet sammen med sin dominerende mor, og da moren dør, skal hun finde sin egen vej.

Hannah er ikke Anna, men hun er stærkt inspireret af forfatterens egne erfaringer.

- Min mor og jeg kunne ikke tale om alt det vanskelige imellem os. Vi har kun talt om det gode imellem os, fortæller Anna, og det er her, vi finder inspirationen til romanens titel.

For der var gode ting - som at moren kunne være sjov og gerne legede med sine fire børn. Alle Annas venner var vilde med hende. Selv børn, moren aldrig mødte, holdt af hende, fordi hun var børnebogsforfatter.

- Hun var en god forfatter. Skrev enkle bøger, men med substans.

Moren var uddannet barnesygeplejerske, men sprang som 56-årig ud som forfatter og kunne leve godt af det. Hun skrev godt 50 børnebøger.

- Men til mig sagde hun, at jeg aldrig ville kunne leve af det. Hun bakkede ikke mine forfatterdrømme op.

Anna Mejlhede tror på Gud. Med Gud ved sin side ved hun, at hun altid er elsket og villet, og derfor føler hun sig aldrig for alvor ensom. Heller ikke i en skov på Læsø en mørk vinterdag, og heller ikke de gange, livet er gået hende imod.

- Der har været perioder, hvor jeg har spurgt Gud: "Hvorfor er du her ikke". Men så hører jeg en stemme, der siger: "Jeg er her hele tiden. Det er dig, der er blevet væk."

Det og hendes fars kærlighed har givet et godt fundament, men opgaven med at komme overens med sin dysfunktionelle opvækst har hun selv måtte klare.

- Jeg var i alt for mange år behagesyg og havde en forventning om, at jeg kun kunne få andres kærlighed, hvis jeg levede op til deres forventninger, fortæller hun.

Hannah - hendes hovedperson i "Det gode imellem os" har det på samme måde. Hannah længes efter at blive reddet, men finder ud af, at det kan hun kun selv.

- Det er en befrielsesfortælling, og min erfaring er, at i den proces må man fokusere på "det gode imellem os". Og så må man sætte sin opvækst fri ved at tilgive alt det dårlige, siger Anna Mejlhede.

Det har hun selv gjort: Tilgivet.

Jamen, hvad sker der dog? En varm og forventningsfuld følelse breder sig i brystet. Skal det for en sjælden gangs skyld lykkes for "Gift ved første blik" at sætte to sjæle sammen, der er som skabt for hinanden fra første stund? Som småforelsker sig på stedet, som senere kan finde ud af hverdagen og ind i den dybe kærlighed, og som derfor vælger at blive sammen, når kameraerne rejser hjem?

Vi er i gang med sæson ni af det populære danske program, og i de foregående otte sæsoner er det kun fire par, der er forblevet gift.

Der er derfor ingen grund til den store optimisme, men fynboerne Sara og Rasmus ligner en succes. Åh, hvor er de søde sammen, og åh, hvor de flirter og smider om sig med "henkastede" blikke. Det føles som noget så sjældent for programmet som ægte tiltrækning og romantik.

Jeg burde vide bedre, men håbet spirer alligevel. Og nu har det bare at holde, for ellers ... ja, ellers kan programmet nedlægge sig selv. Så må det være slut med fiaskoer og endeløse trakasserier.

Bevares. Nogle af konflikterne i programmets lange historie har været stærkt underholdende - på deltagernes mere eller mindre selvforskyldte bekostning.

Som medvirkende, der har kastet sig i armene på hinanden og tilbragt en hed bryllupsnat sammen - blot for at blive dødeligt uvenner allerede om morgenen, for så synes han alligevel ikke, at hun er noget for ham.

Nogle af de tidligere deltagere har anstrengt sig som kvinder med presseveer i forsøg på at klemme bare en smule forelskelse ud af kroppen. Det er naturligvis ikke gået, og så bliver nogle af parrene venner i stedet. Det er næsten lige så slemt, når nu det er et datingprogram.

Der har været konflikter i hobetal. Om geografiske afstande, hverdagsrod, vegetarmad og om hvor meget og hvor lidt, man skal tale om følelser - endsige vove at kritisere hinanden. Der har være samtykkeerklæringer, "dine og mine børn" - sågar "mine kæledyr" med en seng i soveværelset. Især har der været det evindelige problem med, at den ene vil forholdet mere end den anden - og netop det har udløst floder af tårer på fjernsynsskærmen krydret med sorg og skyld.

Nu er vi seere blevet lovet andre boller på datingsuppen. Eksperterne er skiftet ud med tre nye og en ny personlighedstest med det meget lidt sexede navn: NEO-P1-3.

Det er tilsyneladende helt slut med "modsætninger mødes". I stedet er der satset på "lige børn leger bedst" og som i resten af verden på teknologi og "regneark".

Tempoet er også sat ned. De nygifte må ikke tilbringe bryllupsnatten sammen. Presset er lettet, og deltagerne får mulighed for at puste ud, så de kan have sig selv med i eksperimentet.

En af eksperterne holder også en tale ved bryllupperne, så de nygifte har noget at "læne sig op ad samtidig med, at de bliver bevidnet som par overfor venner og familie."

Jeg tror egentlig ikke på, at man via samtale, hjemmebesøg og med brug af personlighedstest kan matche to for hinanden fremmede mennesker til at finde den store kærlighed med hinanden. Jeg tror på kemi, de rette omstændigheder, tilfældet - og en vanvittig stor tålmodighed og overbærenhed på den lange bane.

Alligevel kunne det være hyggeligt at blive modbevist, og nu spirer håbet altså med det fynske par og udsigten til romantik.

Modsat er forventningerne til første afsnits andet par, Jeanette og Michael, foreløbig på lavt niveau. Powerparret ligner en snarlig implosion på grund af al sin energi, iværksættertrang og selvstændighed.

"Gift ved første blik", sæson 9, otte afsnit. Sendes hver torsdag på DR klokken 20. Kan fra om morgenen ses på DRTV.