Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) væver ikke det mindste, da ordene falder.

- Resten af blå blok fører en konservativ ligestillingspolitik. Særligt Liberal Alliance. Det liberale mangler fuldstændig. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en samlet blå blok på det her spørgsmål, fortæller Marie Bjerre.

For Marie Bjerre stod det klart efter en debat i folketingssalen, hvor bølgerne gik højt. Der skulle redegøres for ligestillingen i Danmark, og det var langt fra alle partier, der var enige i problemets omfang.

- Da jeg blev ligestillingsminister, sagde nogle af mine blå kolleger, at det var et rødt område. Jeg blev faktisk lidt rystet. Ligestilling er en kerneliberal sag, fordi det handler om lige muligheder.

Oplevelsen i folketingssalen bekræftede den i forvejen iboende frygt hos ministeren: At hun ikke har meget tilfælles med sine gamle kolleger i blå blok på dette spørgsmål.

- Det er borgerlig dovenskab, når man ikke anerkender, at vi mangler ligestilling i Danmark. Det er en kæmpe hæmsko for, at vi får de kulturforandringer, der skal til.

- De siger, at vi har ligestilling, fordi det står i loven. De ser slet ikke, at vi ser forskelligt på mænd og kvinder. At der eksisterer nogle stereotype forestillinger, der spænder ben. Det mangler der en erkendelse af, lyder det fra ligestillingsministeren.

Ligestillingskampen har for alvor fået fat i blå blok siden valget.

Særligt Liberal Alliance har markeret sig i debatten, hvor partileder Alex Vanopslagh (LA) i sin bog ”Vejen til Ansvar” dedikerede flere sider til ligestillingsspørgsmålet.

"Der går et afgrundsdybt skel mellem ægte liberale, som siger, at mennesket har ret til frihed, og så disse venstreorienterede “liberale”, som mener, at mennesket har ret til, at resten af verden leverer goder og privilegier på et sølvfad, fordi de tilhører en gruppe, som påstås at være offer for kulturel modvilje," skriver Alex Vanopslagh i sin bog.

Også ligestillingsordfører i LA Sólbjørg Jakobsen har haft en fremtrædende rolle, hvor hun er gået i opposition til ministeren.

- Vi opfatter ikke ligestilling på samme måde. Jeg ser ligestillingskampen som et individ, at man har samme muligheder som sine medborgere uagtet hvilket køn, man har. Det mener jeg, at vi har i Danmark. Jeg mener ikke, at jeg er begrænset på grund af mit køn. Derfor mener jeg ikke, at vi skal fortælle vores unge piger, at der ikke er ligestilling i Danmark, sagde Sólbjørg Jakobsen i radioprogrammet Det Blå Hjørne på Radio4.

De politiske forskelle mellem Venstre og resten af blå blok har fået Marie Bjerre til at tvivle på, om Venstre kan finde fælles fodslag med blå blok på dette område.

Spørgsmålet er så, om fremtidens ligestilling skal laves med venstrefløjen.

- Der eksisterer en regnearkspolitik i blå blok. Det bliver nærmest systembevarende, og man vil ikke åbne øjnene og se, at vi har nogle ligestillingsudfordringer, siger Marie Bjerre.

Det første debatindlæg, som Marie Bjerre skrev som folketingskandidat i 2017, handlede om øremærket barsel til mænd. Siden har hun været med til at få Venstre til at ændre mening på det spørgsmål.

Marie Bjerre ser den øremærkede barsel som et opgør med den "systembevarende kultur", som hun kalder konservativ ligestillingspolitik.

- Vi skal tilgå hinanden med samme respekt og med lige adgang, så vi reelt har lige muligheder. I dag er det bare sådan, at for kvinder er flid og talent ikke nok.

Hvor ser du, at der ikke er lige mulighed for mænd og kvinder?

- Kvindelige iværksættere har langt sværere ved at skaffe kapital, der er mindre tiltro til dem. Mange af historierne ønsker de ikke refereret, fordi de er bange for at fortælle om det. De frygter at blive set på som tabere, og det bliver stemplet som klynkeri, siger Marie Bjerre.

Ligestillingsministeren nævner også, at kvinder 'lønmæssigt halter bagefter,' og 44 procent af de store virksomheder i Danmark har ikke en eneste kvinde i bestyrelsen.

Du siger selv, at mænd og kvinder har forskellige præferencer på arbejdsmarkedet. Kan det være en forklaring på den ulige løn, du nævner?

- Ulige løn har mange forskellige forklaringer. Jeg tror, at det bunder meget i det kønsopdelte arbejdsmarked, som vi har. Noget af det kan forklares med, at mænd og kvinder har forskellige præferencer, men ved målrettet arbejde kan det udlignes. Så kvinder føler sig mere velkomne på byggepladsen og mænd mere velkomne i velfærdsfagene, siger Marie Bjerre.

Selvom der ifølge ministeren er nogle åbenlyse problemer med ligestillingen i Danmark, er der ikke ny lovgivning på trapperne.

Ministeren understreger dog, at hun ikke er "bange for at lave lovgivning".

- Det vigtigste er kulturforandringen, fordi vi har ligestilling i loven. Men der skal ske en forandring, så man møder kønnene på samme måde, med samme muligheder og med lige meget respekt.

En af nøglerne er erhvervslivet. Her mener ministeren, at virksomhederne skal tage et større ejerskab over problemet. Fordi lige nu “går det alt for langsomt.”

Hvis det går for langsomt, var det så ikke en idé at lave lovgivning?

- Kigger man på andelen af kvinder i bestyrelser, så er det stagneret på omkring 19 procent. Og det er siden 2014. Så man kan spørge, hvad man kan lave af initiativer, når det går for langsomt.

Så det bliver ved, at man skal snakke om og tage debatten, men ikke mere end det?

- Vi skal understøtte kulturforandringen, der er i gang. Jeg oplever et momentum lige nu, og erhvervslivet er mere på bolden end tidligere, selvom der er plads til forbedring. Men jeg har ingen planer om at lave kvoter, fordi det handler om lige muligheder og ikke lige resultater.

Samtidig nævner Marie Bjerre, at der er lavet lovgivning, som man endnu ikke har set effekten af.

Her nævner hun, at den socialdemokratiske regering i sidste valgperiode indførte en lov, der forpligter virksomheder med over 50 medarbejdere til at opstille måltal for kønssammensætning. Et forslag, som Venstre ellers stemte imod.

Forslaget blev kritiseret fra blå blok for netop ikke at handle om lige muligheder. Men nærmere om resultatlighed mellem kønnene. Den kritik afviser Marie Bjerre dog.

- Det er ikke resultatlighed, for vi beder ikke om, at der skal være en kvote. Men vi beder dem om at redegøre og sætte et måltal.

- Det, håber jeg, vil få virksomhederne til at stille nogle spørgsmål. Hm, gad vide, om vi har problemer? Kan jeg vide, om vi får de rigtige frem? Eller er det dem, der ligner os selv? Fordi det er der en tendens til.

Sidste år vedtog Folketinget også et EU-direktiv, der øremærkede 11 ugers barsel til begge forældre.

Det forslag splittede Folketinget i to, hvor Venstre var det eneste parti fra blå blok, der stemte for, selv om partiet engang var modstandere af, at det er staten, der skal bestemme, om faderen skal tage sin barsel.

I dag er det sådan, at 11 orlovsuger med barselsdagpenge er øremærket. Det betyder også, at de derfor ikke kan overdrages til den anden forælder.

Venstre måtte stå på mål for kritik fra kollegerne i blå blok. Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, mente ligefrem, at det var komisk, at Venstre bakkede op om fædrebarsel.

- Jeg griner altid lidt, når de bliver præsenteret som Danmarks Liberale Parti, sagde hun til Berlingske.

At Venstre stod alene med tommelfingeren oppe til det forslag, viser de borgerliges manglende lyst til at gøre noget for ligestillingen i Danmark, mener Marie Bjerre.

Er det så med venstrefløjen, at Venstre bedst kan rykke på det her område?

- Hele den blå blok har jo ingen anerkendelse af, at vi har en ligestillingsudfordring. Og vil kun være med til at lave lovgivning, hvor vi rent faktisk får ligestilling i loven. Og det har vi i dag. Så derfor kan det være svært at lave understøttende tiltag som øremærket barsel.

Men så igen, er det så venstrefløjen, som Venstre skal lave ligestillingspolitik med?

- Det har det i hvert fald været på det område. Men der er også noget, hvor vi er politisk uenige med venstrefløjen. Der er stor forskel på socialistisk og liberal ligestillingspolitik. Lige så vel som der er forskel på liberal og konservativ ligestillingspolitik.

Men du kritiserer den ene fløj for slet ikke at anerkende ligestillingsproblemet. Er det så ikke lettere for jer at lave ligestillingspolitik med venstrefløjen?

- I hvert fald på nogle punkter. Men det er også vigtigt, at vi samtidig har en anerkendelse af, at mænd og kvinder er forskellige. Det synes jeg sådan set også er ret vigtigt for en liberal ligestillingspolitik.

- For vi hylder faktisk den personlige frihed, og vi er forskellige som mennesker. Og det, synes jeg, er helt afgørende. Så jeg synes ikke, det er et enten eller.

Selv om der er lang vej til de gamle venner i blå blok på dette politisk spørgsmål, er der også uenigheder med venstrefløjen.

- For mig at se er socialistisk ligestillingspolitik resultatlighed. At mænd og kvinder skal opnå det samme. Det er kvoter i bestyrelser og ledelse, hvor det mere handler om, at vi skal være lige repræsenteret alle steder.

- Hvorimod den liberale ligestillingspolitik handler om lige muligheder. At vi er lige meget værd som mennesker. At vi tilgår hinanden med respekt og lige adgang. Så vi reelt har lige muligheder.

Hvilke dilemmaer ser du i det her med at være liberal og så regulere og lovgive på området?

- Man kan ikke få ligestilling med tvang. Det synes jeg nogle gange, er opfattelsen hos socialisterne.

Marie Bjerre peger på Norge som et eksempel, hvor kvoter har øget antallet af kvinder i bestyrelserne. Men ministeren påpeger, at denne tilgang ikke har haft en mærkbar effekt på ligestillingen på andre ledelsesniveauer.

- Jeg mener ikke, at det er den rigtige vej frem. Ligestilling handler om kultur, det er meget stærkere. Vi bliver nødt til at få erhvervslivet med, så ligestilling bliver tænkt i alle led. Så får man også kvinder med hele vejen op. Det er en meget, meget stærkere tilgang at have til ligestilling.

52-årige Sebastian Dorset er normalvis ikke bleg for at gå ind i en politisk debat - hverken på scenen eller på de sociale medier.

Men når det kommer til de nuværende danske koranafbrændinger, tager han ekstra forbehold.

- Altså jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig nervøs lige nu. Muhammed-krisen startede jo egentlig med, at Frank Hvam sagde, at han ikke ville gøre grin med islam. Der var derfor, de gik ud og bestilte Muhammed-tegninger, lyder ordene indledningsvist fra standupkomiker Sebastian Dorset.

Som standupkomiker er der mange gode grunde til at værne om den danske ytringsfrihed, eftersom den er en grundlæggende komponent for at kunne få danskerne til at grine fra scenekanten.

En komponent som netop nu bliver diskuteret vidt og bredt, efter at regeringen mandag meldte ud, at den vil forhindre personer i at kunne brænde koraner af foran udenlandske ambassader herhjemme.

- Hvis Rasmus Paludan og de her bodegatyper, der brænder koranen af, fører til, at man ikke må lave satire om religioner, så vil det være helt sort, siger Sebastian Dorset og tilføjer:

- Jeg synes bare, det er så farligt at sige det her med: "Jamen så forbyder vi koranafbrændinger". Det er jo en glidebane ind i, at så må man pludselig ikke tale grimt eller håne religioner, siger Sebastian Dorset.

Kunne du i fremtiden finde på at lave standup om de nuværende koranafbrændinger?

- Jeg kunne godt finde på at lave standup om det, hvis det gav mening, og jeg fandt det sjove i det, siger Sebastian Dorset og tilføjer med et grin:

- Jeg tør ikke sige andet, ellers kommer der bare en ny Muhammed-krise.

For den mangeårige standupkomiker er der stor forskel på, hvor og hvordan han i givet fald ville levere sådan en joke.

- Folk på sociale medier læser altid meget mere ind i det. Til standup er folk kommet for at have en sjov aften og blive udfordret lidt, mens folk på sociale medier bare prøver at se det værst tænkelige.

Han peger herudover på, at standupkomikere generelt er "tøsedrenge" på den måde, at man i branchen ofte venter lidt og ser tiden an, inden man kaster sig hovedkulds ud med at lave jokes om et betændt emne.

- Det mest røvsyge er, når man provokerer for at provokere. Så er det ikke sjovt. Der skal være noget på spil, før det er sjovt, siger han.

For Sebastian Dorsets vedkommende er religion sjældent noget, han bringer i spil på standup-scenen.

Nok mest af alt, fordi han har svært ved at se det sjove i emnet.

- Det med at gøre grin med andres tro er jo altid svært. Når man ikke selv har noget i klemme. Hvis nogen brænder en bibel af, vil jeg jo bare sige: "Sikke en tosse". Der er nogle helt andre følelser på spil i lande, hvor troen fylder mere, siger han.

Han peger herudover på, at der bare er nogle emner, som er sværere end andre at bevæge sig ind på som komiker.

- Der er meget få, der laver satire om islam. Hvordan skal man sige det på en pæn måde... Altså dem, der hylder det, er vel mest af alt dem, der ikke kan lide muslimer. Og folk der bliver vrede, er nok mest af alt folk, man ikke ønsker bliver vrede, siger han.

Kolonihave. Ordet smager af æggemad med friskklippet purløg. Det dufter af humle. Det ligner Dannebrog og rødternede duge, og det føles som fred og fællesskab.

Forkert!

For sådan var det muligvis i gamle dage, men sådan er det ikke nødvendigvis i dag. Et generationsskifte er i gang rundt om i de danske haveforeninger med det resultat, at de idylliske havegange kan forvandle sig til skyttegrave.

På TV 2 kan vi i øjeblikket se en dokumentarserie om haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde uden for Aalborg. Fortælleren er Niels Hausgaard, hvis stemme tilfører en formildende og humoristisk tone, men det ændrer ikke på, at det er alvorlige uenigheder, som hober sig op på bestyrelsens havebord.

Forenklet sagt insisterer de gamle 60+'ere i haveforeningen på lave hække, velordnede haver og ikke mindst et socialt liv med banko, bajere og anden hygge med de andre kolonihave-ejere. De unge vil modsat have privatliv bag højere hække og lov til at passe sig selv i deres vilde og insektvenlige haver med det, de gamle kalder for ukrudt.

Hvordan skal kolonihaveejerne nogensinde nå til enighed i denne krig, der involverer et formandskup, et grædende bestyrelsesmedlem og raserianfald? Og ikke mindst en ny formand, der tager livet af alle gamle lokumsaftaler og blinde vinkler, og nu forsøger at skabe orden med reglementet i hånden. Det er hverken de gamle eller unge vilde med.

Man siger, at nordjyderne er sindige folk, men denne borgerkrig tegner til at blive rodet og langvarig.

Det er ikke de enkelte konflikter, de medvirkende eller haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i sig selv, der alene gør, at dokumentarserien er fremragende fjernsyn. Det er også perspektivet, for haveforeningen er et billede på samfundet.

Et mikrosamfund med samme udfordringer som det land, det er en del af. Det er guf for eftertanke og debat.

En af tidens udfordringer er sammenhængskraften. For hvordan skal vi finde fælles "fodslaw", når vi ikke gider hinanden? Kan man være solidarisk med nogen, man ikke kender?

De gamle i haveforeningen har en pointe, når de klager over, at de unge ikke gider deres fællesskab, men foretrækker at være i fred bag deres hække.

Det er kollektivet eller individualismen, og det sidste er i fremgang i mange andre sammenhænge. Det er for eksempel ikke længere en selvfølge at være medlem af en fagforening, et politisk parti eller at være med til at gøre en forskel for andre end sig selv.

Men de unge har også pointer, for hvorfor skal de gamle bestemme, hvordan man skal være fælles? Og skal vi nødvendigvis altid kun omgive os med mennesker, som er og gør som os selv?

Blot fordi noget har været på én måde i årevis, betyder det heller ikke, at sådan skal det være i al evighed.

Og hvorfor har en rigtig kolonihave i øvrigt ikke også kvasbunker, mælkebøtter, kløver, blåhat og andre hjemmehørende planter, som for eksempel de trængte bier og sommerfugle har så hårdt brug for?

Vi ved, at med nye generationer kommer forandringer. Nogle til det bedre, andre til det modsatte. Men de kommer, og i stedet for at slås for, at alt skal være, som det plejer, er det klogeste som halv- eller helgammel at være rummelig og dialog-søgende. 

Det fritager dog ikke ungdommen for ansvar for sammenhængskraften - både i mikro- og makrostørrelse. Den er ovenikøbet så snedigt indrettet, at netop fællesskaber og venskaber er en effektiv pille mod individuelle lidelser som ensomhed og angst.

"Balladen om kolonihaven". TV 2. Fire afsnit. De to første kan ses på TV 2 Play. 3. afsnit sendes 8. august kl. 20.50.

Niels Peter Pretzmann har en engelsk bulldog tatoveret over hele sin højre underarm.

Men ikke en hvilken som helst bulldog. Næh, det er William, den nordjyske forretningsmands tro følgesvend gennem 11 år, indtil den døde for to år siden, der afbilledet på huden.

- Det var faktisk William, der besluttede, at vi skulle blive i Vilnius. Efter tre måneder sagde jeg: "Hva' så, William - bliver vi eller rejser vi?" Og så var det helt klart, at han ville blive, siger Pretzmann med et glimt i øjet.

65-årige Niels Peter Pretzmann bor nu i den litauiske hovedstad på 12. år. Han er gift med 48-årige Daiva Žemaitė, som er direktør for og partner i et handelsselskab.

Pretzmann ejer virksomheden Asgaard A/S og har derigennem investeret omkring 300 millioner kroner i ejendomme i Vilnius. Han ejer den 600 hektar store gård Ukmerge uden for byen. Og han har for nylig sat to millioner euro i "vertikalt landbrug", et koncept fra Taiwan, hvor babysalater og krydderurter dyrkes i vand og gelé, lavet af økologiske, fermenterede planterester tilsat mineraler. Projektet åbnede for salg til supermarkedskæder i maj i år.

Men det er ikke det, der har gjort Niels Peter Pretzmann kendt i Vilnius og Litauen.

Det er derimod Senatorių Pasažas - på dansk "senatorens passage" - et bygningskompleks i hovedstadens gamle bymidte, som Pretzmann i 2018 købte på offentlig auktion for 4,5 millioner euro og siden fik restaureret tilbage til sit nuværende 1700-tals udseende. Hele herligheden, køb og restaurering, har kostet ham omkring 12 millioner euro, altså cirka 90 millioner danske kroner.

- Jeg elsker s'gu det her sted. Det er et kærlighedsprojekt, siger han storsmilende og slår favnende ud med armene.

Vi sidder midt i Senatorių Pasažas, lige uden for stedets vinbar, med et glas hvidvin fra det nordlige Spanien. Ikke fordi Niels Peter Pretzmann er drikfældig, men fordi han så kan ryge. Og ryge, dét gør han.

- Ja, det er min last. Jeg har prøvet at holde op et par gange - et års tid gik der hver gang. Men den sidder i mig, trangen til en cigaret, erkender han.

Senatorių Pasažas indeholder ikke kun vinbaren Taures. Øverst på tagetagen er der fem lejligheder. I næste lag findes kontorfaciliteter, der lejes ud. Og i stueplan er der så også en bager, en grøntforretning med produkter fra Pretzmanns eget bæredygtige landbrug, som er certificeret økologisk og drevet efter regenerative principper, en slagter, hvor den professionelle slagter faktisk er importeret fra Danmark, en delikatesse, en blomsterhandel/brugskunst og en restaurant, 14Horses.

Kompleksets anden restaurant, flagskibet Nineteen18, er placeret i den gamle riddersal over buen ud til ene af de to gader, som passagen går til og fra. Den forventer man sig meget af, når Michelin engang får taget sig sammen til at komme til Litauen. "Man" er i dette tilfælde ikke Niels Peter Pretzmann, men byens turistorganisation. Selv er Pretzmann ligeglad med Michelin-stjerner.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad man kan bruge dem til. Det skulle da lige være at øge turiststrømmen til Vilnius, siger han eftertænksomt.

Niels Peter Pretzmann blev født på et husmandssted ved Fjerritslev i 1958.

- Mine forældre, Marie og Egon, var økologiske landmænd - det var dengang, ingen vidste, at det hed sådan. Kunstgødning var bare ikke kommet i spil endnu. Det er først siden, vi har gjort vores landbrugsjord ondt, siger Pretzmann, der er meget optaget af ikke at anvende sprøjtegifte.

- Jeg troede egentlig, jeg skulle være landmand, men så blev jeg bygningssnedker i stedet for, siger han.

24 år gammel grundlagde han i Fjerritslev tømrer- og snedkerforretningen Granly A/S, der udviklede sig til en entreprenørforretning. I 1989 købte han Storke Vinduer i Farsø. Samtidig overtalte han en gammel skolekammerat til at overtage den daglige drift af Granly. I 2003 overtog denne Granly 100 procent.

- Ja, så havde jeg jo faktisk Storke Vinduer, frem til jeg solgte i 2005 til svenske Elitfönster, der senere blev til Inwido. Jeg blev i stedet ansat som landechef. De fleste, der sælger deres virksomhed, men fortsætter i den, holder omkring fire måneder. Jeg var ansat i fem år - gennem finanskrisen i 2008 - og det er jeg stolt af, fortæller Niels Peter Pretzmann, der solgte sine sidste 30 procent til Inwido i 2010.

- Ja, så stod jeg jo der uden at vide noget som helst om, hvad jeg skulle. Jeg havde engang sagt til min far, at jeg ville gå på pension som 40-årig. Det drillede han mig med, frem til han døde for to år siden - for det med pension kan jeg nok bare ikke rigtig finde ud af, indrømmer Niels Peter Pretzmann.

I 2003 blev han skilt efter 25 års ægteskab. Fra første ægteskab har han to døtre og en søn - Elisabet, Steffen og Nanna - og de har til sammen givet ham "seks et halvt barnebarn". Snart bliver "den halve" til nummer syv.

- Det eneste hus, jeg kunne finde efter skilsmissen, som jeg kunne lide, lå i Gatten ved Lars Larsens golfcenter. Så det købte jeg. Om jeg spiller golf? Nej! Og det kunne jeg heller ikke tænke mig. Men så gik jeg jo der og trillede ind i kedsomhed, mens folk mente, at jeg skulle investere i det ene og i det andet. Jeg sagde nej til det meste, fortæller Pretzmann.

Allerede i september 2001 havde han været i Litauen første gang på en studietur med Dansk Byggeri, hvor han var bestyrelsesmedlem.

- Der skete det forunderlige, at jeg blev dødforelsket i old town. Det var som en del af Italien, der var blevet fejlplaceret. Siden har jeg fundet ud af, at en række italienske arkitekter stod bag mange af Vilnius' kirker, og at det smittede af på byens arkitektur. Jeg kan enormt godt lide bygninger med historie, fortæller forretningsmanden, der besluttede sig for at operette et shared service center for Storke Vinduer i Vilnius i 2002.

- Vores største udfordring derhjemme var, at vi ikke var hurtige nok til at regne tilbud ud til kunderne. Så Vilnius-kontorets opgave var at fyre tilbud af til kunder 24 timer i døgnet, forklarer han.

I 2010 henvendte to danskere og en litauer sig til Niels Peter. De havde en idé. Den kunne han imidlertid overhovedet ikke se noget i.

- De ville have mig til at investere i parkerings-branchen, men de havde ingen p-pladser!

Kort efter afslaget vendte de tilbage igen - nu havde de skaffet p-pladser midt i Vilnius. Niels Peter kastede sig ind i projektet, og godt det samme, for de tre bagmænd havde netop ansat en direktør med en skarp forretningshjerne; Daiva Žemaitė.

- Ja, vi har kendt hinanden i næsten 14 år nu, men der gik faktisk tre år, inden jeg fik taget mig mod til at invitere hende ud. Jeg overbeviste mig selv om, at en bestyrelsesformand godt kunne invitere direktøren ud, smiler Niels Peter Pretzmann.

De to har boet sammen i godt 10 år, og med i købet fik Niels Peter en bonusdatter, Mante, der i dag er 16. Ægteparret blev gift i Masai Mara, Kenya. De havde selv medbragt en præst samt den sammenbragte familie til brylluppet i Afrika.

- Masai Mara betyder meget for os. Vi er der en gang om året. Når du ikke mere er besat af at se The Big 5, men i stedet har tiden og roen, så kommer naturen til dig, siger Daiva Žemaitė, der har sluttet sig til os, og nu peger på sin ægtemands venstre underarm, hvor en leopard er tatoveret.

- Det smukkeste dyr i verden, mener han.

Niels Peter Pretzmann har også ejet en af Europas største cykelfabrikker, Baltik Vairas, som han solgte igen i 2019 - året efter han havde købt Senatorių Pasažas og i øvrigt også året, efter han åbnede sine to restauranter, 14Horses og Nineteen18.

Det er en historie for sig.

- Daiva sagde for 10 år siden, at hun altid havde drømt om at have en café og bo ovenover den. Alene tanken gav mig kuldegysninger. Jeg har prøvet at bo sammen med min virksomhed, siger Niels Peter Pretzmann.

Men så begyndte han at investere i ejendomme, erhvervede sig én i Trakų gatvė i den gamle bydel, og opdagede at den højloftede kælder var forberedt til restaurantdrift. Det kunne han ikke stå for, og restauranten Dublis blev født. Den gik så godt, at det fem-stjernede Hotel Pacai fik øje på den og tilbød Niels Peter Pretzmann en kontrakt, hvor hans hold skulle stå for hotellets morgenmad, to restauranter samt bespisning ved konferencer. Han sagde ja tak.

- Hvordan jeg turde? Det ved jeg egentlig ikke. Det kørte jo bare, og pludselig var der 60 ansatte, siger han.

De to restauranter døbte han selv. Nineteen18, dels som et nik til, da det moderne Litauen blev "født", da landet opnåede selvstændighed efter det russiske kejserdømmes fald (den frihed varede frem til anden verdenskrig) og dels som et symbol på det nye, baltiske køkken, der "rejser sig som Fugl Phønix af asken".

14Horses blev etableret i den tidligere hestestald. Niels Peter researchede og fandt ud af, at adelen i Skotland anså 14 heste for at være en fin bestand for et hushold.

Begge navne og koncepter tog han med sig, da han flyttede over i sit eget nyrestaurerede Senatorių Pasažas.

- Da konservatorerne gik rundt og bankede på væggene, sagde én af dem til mig, at ovre i det der hjørne af ejendommen, havde der været plads til 14 heste. Da fik jeg kuldegysninger, indrømmer Niels Peter Pretzmann.

Senatorių Pasažas var i gamle dage hjem for nogle af de meste indflydelsesrige familier i byen. Siden blev bygningerne ændret og ødelagt, blandt andet under den sovjetiske besættelse. Der var p-plads i gården og mange steder var døre og vinduer muret til. Det tog konservatorerne halvandet år at finde alle originale døre og vinduer i de fredede bygninger.

- Vi afdækkede 25 historiske døre. Og fandt den gamle åbning til gaden Stiklai igen, fortæller Pretzmann stolt.

Trods glæden over stedet bor Niels Peter Pretzmann ikke selv i Senatorių Pasažas. Han og Daiva bor lige på kanten af old town og har også et sommerhus ved en sø, en times kørsel fra Vilnius.

- Det er næsten ideelt for mig. Jeg har altid boet på landet, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive bybo, men det går fint, bare jeg har plads omkring mig og kan sidde i fred ved søen, når jeg er i sommerhuset, siger han.

Hjemme i Danmark har han stadig en skovejendom i Guldbæk ved Støvring med 60 hektar jord.

- Det fik jeg købt, lige inden jeg flyttede herover, men nu bor mine børn der lidt på skift, så det er jo fint, siger han.

Hvorfor læner du dig ikke bare tilbage og nyder dine penge?

- Tjah... efter at have haft succes i erhvervslivet så tænker jeg alligevel, at det hele ikke går ud på at lægge flere mønter oven på dem, der allerede er der. Det har jeg ingen interesse i. Det er måske i stedet tid til at give lidt tilbage, siger Niels Peter Pretzmann og tænker, mens han tænder endnu en cigaret.

Så puster han røgen stille ud og fortsætter:

- Mærsk sagde, at den, der har evnen, også har pligten. Altså, i al beskedenhed føler jeg en pligt til at gøre en forskel til det bedre i forbindelse med de produkter, vi fremstiller på gården, i det vertikale landbrug og her. Jeg forsøger at udvikle nogle gode eksempler. Jeg er lige startet - der er lang vej hjem. Men det er det, der driver mig.

Den engelske bulldog William tog tilsyneladende en rigtig beslutning, da den valgte, at den og Niels Peter Pretzmann skulle blive i Vilnius.

- Jeg har ikke planer om at flytte hjem. Den dag, asken skal i urne, kan det da godt være, at den ene halvdel skal til Danmark... men jeg ved nu ikke engang, om det er lovligt, smiler han.

Hvad med en ny hund - skal du ikke have en anden engelsk bulldog?

- Nej, for det ville ikke være fair over for William. Jeg har tænkt over det, men der er ikke noget, der kan erstatte ham. Jeg har kun haft to hunde i mit liv, og da den første døde, svor jeg, at jeg aldrig skulle have en hund igen. Der gik også rigtigt mange år, inden jeg så fik William, siger Niels Peter Pretzmann, mens Daiva smiler og ser ud, som om hun pønser på et eller andet, måske en hundehvalp?

Fra højttalerne i den indre gård vælter pludselig Kim Larsens let genkendelige stemme ud over de litauiske gæster. Pretzmann ler.

- Ja, det er det eneste, jeg insisterer på: JEG styrer playlisten med hård hånd...

Kærligheden til musik blev kickstartet i en alder af 12 med Creedence Clearwater Revival. Siden blev nogle af favoritterne Rolling Stones og Bruce Springsteen - sidstnævnte oplevede Niels Peter for nylig til koncert i Amsterdam.

- Jeg så Kim Larsen første gang i Frøstrup-lejren. Jeg var på søndagsudflugt med mine forældre, for vi skulle da ned og se alle de der nøgne mennesker, vi havde hørt om. Kim Larsen var nu ikke nøgen. Han havde et kæmpe skæg og stod på en kasse og spillede og sang. Mange år senere blev det til Gasolin - og det var noget bedre, mener Niels Peter Pretzman, der også har haft Daiva med til koncert i USA.

- Litauerne kender stort set ikke hele det store rock-bagkatalog, fordi rockmusik var forbudt under den sovjetiske besættelse. Så jeg tog hende med til USA for at høre Mr. America, Willie Nelson.

Snart skal ægteparret igen til USA, og Niels Peter Pretzmann kan næsten ikke vente til det bliver oktober. Så kalder Power Trip Festival i Californien med seks hovednavne: AC/DC, Guns'n'Roses, Metallica, Judas Priest, Ozzy Osbourne og Iron Maiden.

- Jeg elsker heavy metal, siger Niels Peter Pretzmann og ser lykkelig ud.

Det burde i grunden være ret så nemt at holde styr på.

Kører man dieselbil, skal der diesel i tanken. Har man en benzinbil, skal der benzin i tanken.

Men alligevel går det galt for nogle, klappen går ned, det går for hurtigt, når de står med brændstofpistolen i hånden.

De kommer til at hælde benzin på deres dieselbil - eller diesel på deres benzinbil.

Og det sker faktisk ganske ofte.

I 2022 måtte SOS Dansk Autohjælp rykke ud til fejltankninger 4.700 gange. Det er gennemsnitligt 90 om ugen.

En ganske stor del af fejltankningerne - 33 procent af tilfældene - fandt sted i sommermånederne fra juni til august.

- Vi ser en stigning i antallet af fejltankninger i sommerferieperioden, måske fordi mange med ferien ændrer kørselsmønster. Den mest almindelige skade er bilister, som fylder benzin på en dieselbil, og det er desværre også den dyreste tankning, du kan lave, siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef for SOS Dansk Autohjælp, i en pressemeddelelse.

Fejltanker du benzin på en dieselbil kan det gøre stor skade, da benzinen mangler den smørende effekt fra dieselolien. Dieselolien er med til at smøre lejer og bevægelige dele i brændstofsystemet, hvorimod benzin renser og udtørrer.

Tanker du diesel på en benzinbil, er skaden ikke nær så stor, men det er stadig et problem, der skal løses straks, ifølge FDM.

Tanker man forkert, kan det gøre ganske ondt på både bilens motor og pengepungen.

- Har du tanket forkert brændstof på din bil, så er det alfa omega, at du opdager det, inden du starter motoren. Når du at opdage fejlen, inden motoren sætter i gang, kan et værksted rense bilens tank. Hvis du har tanket benzin på din dieselbil og når at starte bilen og køre, så kan regningen hurtigt blive langt dyrere, fordi motoren kan blive beskadiget, siger Anette Bjørn Juncher.

Ifølge FDM kan et værksted rense tanken for omkring 3-4.000 kroner, mens man kan se frem til en tidoblet regning, hvis man tænder motoren og begynder at køre.

Anette Bjørn Juncher opfordrer til, at man er særligt opmærksom, hvis man kører sydpå på ferie. Her kan brændstofpistolerne nemlig se anderledes ud i forhold til de danske.

Lars Løkke og regeringen har ikke bare scoret et klodset politisk selvmål. Danmarks udenrigsminister og SVM-regeringen har støbt kuglerne til et demokratisk selvmord, som naturligvis skal stoppes omgående.

Når fundamentale principper angribes, så skal pragmatisme og hensyn til det ene og andet pakkes helt væk. Hvis vi begynder at gradbøje og begrænse ytringsfriheden, så er det både respektløst for dem i vores fortid, der har betalt med deres liv for den frihed, vi nyder godt af i dag. Og det er respektløst over for fremtidige generationer, som vi på alle andre områder har travlt med at forme nutidens politik efter.

Ikke overraskende er netop flere af de politiske ungdomspartier lodret uenige med regeringens ønske om at finde et "juridisk værktøj", der skal sættes ind over for koranafbrændinger. DSU-formand Katrine Evelyn Jensen er - som alle andre fornuftige danskere - ikke enige i koranafbrændernes budskab eller metode, men hun og DSU vil "til enhver tid forsvare deres ret til at ytre sig frit mod religioner, politiske regimer og hellige skrifter. Det er essensen af ytringsfrihed".

Statsminister Mette Frederiksen kan med fordel lytte til sin egen ungdomsformand, ligesom det også vil klæde hende at forholde sig til, hvordan Lars Løkke taler om den geopolitiske situation, varetagelse af danske interesser ude i verden og danskernes sikkerhed som en slatten buffet af forkølede argumenter for at bryde med afgørende principper. 

At Putin strategisk rækker ud og forsøger at skabe alliancer med muslimske regimer er ikke en anledning til, at vi i Danmark eller i Vesten skal komme ufrie, kvindefjendske eller menneskerettighedsfornægtende stater i møde. Tværtimod. Det er i krigstid og under maksimalt pres, at de bærende søjler i den frie verden skal stå stærkest.

Det er skammeligt, at vores egen udenrigsminister og regeringen i et af verdens frieste samfund forsøger at rokke ved fundamentet. At indskrænke friheden i frie lande på baggrund af kritik fra lande, hvor frihed har nogle af de trangeste kår, man kan forestille sig, er galimatias.