- Jeg hader sjusk.

Sådan siger Karsten Uno Petersen (S), formand for udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, efter han mandag læste Avisen Danmarks afsløring af, hvordan vitale rør og dele til sprinklersystemet er blevet opbevaret stik imod forskrifterne.

- Det er sjusk, og det duer jo ikke, når man ved, at det skal det ikke, og det kan det ikke tåle, siger formanden.

Han har omgående taget fat i både Jørgen Bjelskou, koncerndirektør i Region Syddanmark, og Kenneth Holm, projektdirektør i Nyt OUH, med krav om klare svar og en tilbundsgående undersøgelse.

- På baggrund af det, I har skrevet, beder jeg med det samme om at få en dybdegående orientering om det her. For jeg kan ikke have, at der bliver ved med at komme ting og sager. Vi skal have det her klarlagt.

- Og er det sjusk, der er lavet, skal det laves om. Det er totalentreprenørens ansvar. Det bliver han ikke glad for, men sådan er det, slår Karsten Uno Petersen fast.

Kenneth Holm fortalte i Avisen Danmark mandag, at der er lavet 21 indberetninger om sprinkleranlægget siden 2021. Kun to af dem omhandler opbevaring af materialer - og det materialer, der lå indendørs, men alligevel blev våde.

Det undrer Karsten Uno Petersen.

- Det må betyde, at Kenneth Holm har fået tilfredsstillende svar på de spørgsmål, der er rejst under et tilsyn. Jeg vil gerne vide, hvor meget der er gjort ved det, og hvorfor vi ikke har viden om de her ting - det fylder jo noget, kan man se på billederne, så hvorfor har man ikke opdaget det?

- Uagtet det er noget, som Aroldo (Tegon, direktør for den italienske totalentreprenør, red.) og Odense Hospital Project Team skal klare, så følger vi også med. Og derfor er det rigtig vigtigt at få det klarlagt, siger han.

- Vi har afsløret skimmelsvamp, utæt tag, krakelerende beton og nu sjusk med sprinkleranlægget. Er du tryg ved totalentreprenøren?

- Det tærer jo lidt på tilliden, men vi har en aftale, og den skal vi under alle omstændigheder forholde os til, og vi skal forfølge den minutiøst.

- Så der skal mere til, før det tærer alvorligt på tilliden?

- Jeg er jo en sindig vestjyde. Selvfølgelig kan jeg ikke have sådan noget her, for det er urimeligt. Offentligt byggeri skal være lige så godt som privat. Og helst bedre.

Carsten Sørensen (DF), næstformand i udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling, siger, at han er forbandet over, at det efter avisens tidligere afsløringer af skimmelsvamp i omkring 400 rum og 200 toiletkabiner, et utæt tag og en betonfacade, der krakelerer, nu viser sig, at der også er sjusket med sprinkleranlægget.

- Jeg troede, vi havde givet hovedentreprenøren et klart signal om, at vi simpelthen ikke vil acceptere mere byggesjusk. Der er jo byggesjusk, og det er ligegyldighed. Det er jo ligegyldighed, når man ved, at man skal opbevare materialer efter nogle forskrifter, og man så ikke gør det.

- Det her er noget af det værste, jeg har oplevet. Så vidt, jeg har forstået, skal man enten pille alle rørene ned, eller også skal man sende en svamp igennem rørene for at være sikker på, at de er rene, siger Carsten Sørensen, der blev orienteret om problemerne med sprinkleranlægget for nogle måneder siden.

Jakob Frederiksen, direktør i JF Smedeservice, der havde medarbejdere på sprinkleranlægget i løbet af 2020 og 2021, er fortaler for at starte forfra med sprinkleranlægget.

- Jeg er overhovedet ikke tryg ved det sprinkleranlæg. Hvis jeg var Region Syddanmark, ville jeg pille hele møget ned igen og starte forfra. Det er voldsomt, men det er det rigtige at gøre, sagde han til Avisen Danmark mandag.

Carsten Sørensen er ikke uenig.

- Men hvis de eksperter, der er sat på til at gennemgå det, kan garantere, at anlægget virker, beholder vi det. Jeg vil have garanti for, at når byggeriet er færdigt, så ruster det anlæg ikke, fordi der er foregået byggesjusk.

De fleste kender følelsen af at være fanget i et mareridt om natten. Benene bliver geleagtige og virker pludselig ikke. Ingen lyd kommer ud af munden, selvom man prøver på at råbe. Man bliver handlingslammet. Og så vågner man.

Da Camilla (28 år) og Cecilie (27 år) Sundstrøm oplevede, at lemmerne blev tunge og hjernen gik på stand-by, sov de ikke. Søskendeparret sad fast i en vareelevator i Field’s sammen med 40-50 mennesker. Folk klemte og skubbede og skreg. Mange havde panik i øjnene. Camilla og Cecilie var sikre på, at de skulle dø.

Mandag i denne uge - hvor det er præcis et år siden, at skyderierne i det københavne storcenter rystede Danmark - kæmper de to unge kvinder fra Odense stadig med at undslippe mareridtet.

Fremmede mennesker, pludselige lyde og supermarkeder giver dem angst. Camilla har haft depression og er sygemeldt.

- Jeg havde en periode, hvor jeg tænkte, "hvis jeg bliver kørt ned af en lastbil i morgen, så er det fint nok", siger Camilla.

Ud over at være storesøster er hun også mor til et halvandetårigt barn.

- Politikerne siger, at psykiatrien skal forbedres, så det ikke kan ske igen. Men allerede nu er vi mange der føler os glemte og ladt i stikken, siger Cecilie.

Avisen Danmark har fået lov til at rekonstruere deres livs mørkeste dag, og det har vi, fordi Camilla og Cecilie håber, at deres historie kan hjælpe andre. At deres historie kan virke genkendelig for dem, som blev psykisk ramt af Field’s-skyderiet - selvom de ikke blev ramt af kugler.

Solen skinnede, Tour de France-feltet kørte i Sønderjylland, Herbie Hancock var på plakaten i DR’s koncerthus og Harry Styles i Royal Arena. Det var en af den slags dage, som skulle have været husket for så meget godt.

Camilla og Cecilie - der igennem hele livet er fulgtes til skole, fulgtes til håndbold og fulgtes til fest - var taget til København for at høre Styles. Men før det blev tid til "Watermelon Sugar", "Sign of the Times" og den britiske popstjernes andre hits, kørte Sundstrøm-søstrene ned i Field’s parkeringskælder, tog elevatoren op og gik på jagt efter toiletter og en hurtig bid mad.

Centret var proppet med mennesker, husker de, så efter én runde i restaurantområdet, gav de op. For at få tiden til at gå kiggede de i tøjbutikker. Klokken var cirka 17.30. Snart skulle deres liv blive vendt på hovedet.

Det startede med råb og skrig.

- Han skyder, kunne de høre nogen sige.

Pludselig løb alle mennesker imod dem. Nogle sprang henover bænke, andre fløj over centrets legetøjshuse. Det var som scener fra en film.

Cecilies hjerne lukkede ned, så Camilla tog hendes hånd og skreg:

- LØB.

De løb i cirkler, overså nødudgangen og for vild i deres egen angst og fantasi. Terror, tænkte de begge. De ringede 112. Ingen af dem husker, hvordan de endte nede af en gang. Men de husker, at de rev i alle dørhåndtag, og at en stor vareelevator åbnede sig.

40-50 mennesker pressede sig ind. Alt for mange. Meningen var, at børn og kvinder skulle køres ned først, men i overlevelsens navn var de mange, som glemte de ædle principper. Camilla skubbede sin søster om bagerst i elevatoren.

- Så bliver de andre mennesker skudt før os, tænkte hun, hvilket er en af hendes hårdeste erkendelser fra den skæbnesvangre dag.

Elevatoren blev endelig lukket. Men i stedet for at køre ned i parkeringskælderen, kørte den op til en af de højere etager. Mange skreg. En kvinde fortalte, hun havde set en person med blod i hele ansigtet. Cecilie stirrede på hende uden at foretrække en mine. Hun spekulerede på, hvordan det mon føltes at blive skudt. Gør det ondt? Bliver alting sort? I det, hun troede var dødens stund, tænkte hun ikke et øjeblik på sin familie eller sine venner.

Elevatordøren gik op, og der stod ingen terrorister. Men der stod en masse panikslagne Field’s-kunder, som også ville inde i elevatoren. Nu stod folk ovenpå hinanden. Mange snerrede.

En mand med sort forklæde og mel på tøjet tog styringen.

- Nu gør vi sådan her, sagde han.

Cecilie tænkte, det var deres redningsmand.

Camilla tænkte, han var i ledtog med terroristerne.

Da de nåede parkeringskælderen beordrede han dem ud. Camilla var sikker på, at mænd med maskingevær ville stå klar til at skyde dem ned.

Men det gjorde der ikke. Hun trykkede på nøglerne for at finde deres bil, og Cecilie råbte:

- Glem den bil!

De forlod Field’s til fods og ringede til deres far. De skrev til andre.

- Vi er ude, vi er ude.

Ingen anede, hvad de talte om. Nyheden om masseskyderiet var slet ikke nået i medierne endnu.

Alt det ovenstående skete indenfor 10 minutter. Det ved Camilla og Cecilie på grund af to telefonopkald: Det til politiet og det til deres far.

Det første - før hele episoden i vareelevatoren - blev foretaget klokken 17:34. Det næste - da de var ude - var klokken 17:44.

De 10 traumatiske minutter påvirkede søstrene forskelligt. Camilla - som sidste sommer var på barsel med et lille barn - blev apatisk. Gang på gang tog hun sig selv i at stirre tomt ud i luften.

Cecilie tog i byen fredagen efter. Hun havde brug for at fejre, at hun var i live. Og hun fik dårlig samvittighed, når hun så sin søsters stenansigt.

I Amagerhallen i København blev der oprettet et krisecenter for Field’s-ofrene. Men der var langt fra Odense til København, når man lige var flygtet derfra.

De to fynboer læste, at man kunne ringe til den psykiatriske skadestue i Odense, og det gjorde de. Tre forskellige gange lod de telefonen ringe i “mindst ét minut”. Røret blev aldrig samlet op i den anden ende.

- Hvis jeg ikke havde haft min mor og mit barn, var jeg aldrig kommet igennem den periode, siger Camilla.

Via sin forsikring fik hun 15 psykologtimer.

Oplevelserne i Field’s ramte først Cecilie et halvt års tid efter. Hun fik angst, blev et nervevrag, hver gang hun forlod hjemmet eller hørte en sirene. Hendes forsikring dækkede 10 psykologtimer.

Begge kvinder er skuffede over, at det har været svært og uigennemskueligt at få hjælp. De bebrejder systemet, og de bebrejder politikerne for "ikke at gøre nok for at rette op på systemet".

Men de bebrejder også sig selv. Og skyldfølelsen er den del af mareridtet, som er sværest at vågne op fra. Som Camilla forklarer:

- Jeg siger sådan her til mig selv: "Seriøst. Kan du ikke bare komme videre. Der er nogen, der ikke engang kom ud af centret i live. Er vi overhovedet ofre?"

Cecilie piner sig selv med et andet spørgsmål:

- Hvorfor tænkte jeg kun på mig selv, da jeg var sikker på, jeg skulle dø?

På årsdagen for skyderierne er søstrene taget til København. De vil lægge en blomst ude ved Field’s. Det regner i store portioner, som om himlen slår hul på et eller andet med timers mellemrum.

Camilla og Cecilie har for længst slået hul på deres traumer, men minderne er omgærdede af tåge.

Når de genfortæller de dramatiske begivenheder, bruger de ord som "tror", "mindes" og "mener". De har svært ved at huske detaljerne præcist. Men de mærker angsten fysisk. Kvalmen, hjertet i halsen, benene af gelé.

- Det er meget svært at forklare, hvad det egentlig er, vi har brug for, før vi kan komme videre. Måske mere klarhed over, hvad det egentlig var, der skete. Klarhed over, om det kan ske igen, siger Cecilie.

Ingen af dem bebrejder gerningsmanden.

- Sagt med al respekt for de efterladte, så er han jo også et offer. Jeg ved godt, det er et farligt territorium at have ondt af ham, når man ikke selv har mistet nogen. Men det har jeg, siger Cecilie.

På gaden i København, tæt på Field’s, møder de mandag en mand. Han ser deres blomst i hånden og tolker deres udtryk i ansigterne.

- I er heldige, I kom ud i live, siger han til Camilla og Cecilie.

Lige præcis sådan, ville søstrene ønske, de kunne tænke.

Det er blevet billigere at købe en brugt elbil i 2023, og prisfaldet ser ud til at fortsætte. Det vidner seneste markedsrapport fra Bilbasen om, som Finans har kigget nærmere på.

782 elbiler blev således sat ned i pris i sidste uge. Næsten 200 af de nu billigere brugte biler på el er af mærket VW.

Men de dyrere bilmærker blander sig også i tendensen. Eksempelvis var over 600 brugte biler fra Mercedes sat til salg på platformen i sidste uge, og her var 122 af dem sat ned i pris. Det fortæller fra Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, i en kommentar til markedsrapporten.

- Mercedes-casen er et godt eksempel på den udvikling, der er på brugtbilmarkedet i øjeblikket. Elbilerne bliver fortsat billigere, skriver han.

Interessen for elbiler er da også stadig stor herhjemme. Siden 1. januar er der ifølge Ritzau blevet solgt lidt over 26.000 elbiler i Danmark. Det er en stigning på omkring 115 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

De mest populære modeller, når det kommer til biler på el, er fortsat Tesla. Teslas Model Y var den mest populære model blandt danskerne i første halvår med 8655 indregistreringer.

Også hos Tesla har priserne været nedadgående i år, men det fortsætter næppe. Det vurderer Mads Rørvig, der er administrerende direktør i De Danske Bilimportører.

- Med den nuværende lovgivning om udfasning af de lukrative afgiftsreduceringer på nul-emissionsbiler frygter vi, at den elektriske udvikling vil få en hård opbremsning, siger Mads Rørvig til Ritzau.

Han henviser til aftalen om "grøn omstilling af vejtransport", der blev vedtaget i Folketinget i 2020. Den betyder nemlig ifølge Finans, at afgiften på elbiler stiger fra i dag 40 procent til 80 procent fra 2026 til 2030.

Mads Rørvig frygter, at interessen for det mere klimavenlige transportvalg vil blive påvirket.

- Der er behov for rettidig politisk handling, som sikrer, at afgifterne tilpasses markedssituationen, så omstillingen til grønne biler ikke går tilbage.

Prisen på brugte elbiler bliver lige nu i gennemsnit sænket med 16.000 kroner, viser tallene fra Bilbasen.

Denne morgen i begyndelsen af juli er der nok lidt flere, der kan være med. For lige nu har vandet ud for Assens' kyst sneget sig op på de 20 grader.

Anderledes så det ud i slutningen af april, da Pia Andersen fra Assens på Fyn hoppede i bølgerne for første gang uden for sommerperioden.

Dengang var vandet blot otte grader.

Det var ikke, fordi den 55-årige kvinde havde tabt et væddemål, eller fordi hun skulle overvinde sig selv, at hun gjorde det.

Der var derimod en helt anden og mere alvorlig årsag.

I 2003 fik Pia Andersen konstateret en kronisk betændelsestilstand i lungerne, og i 2007 ramte sygdommen det centrale nervesystem. Det havde blandt andet den konsekvens, at hun fik en halvsidig lammelse.

Lige siden har hverdagen stået på masser af medicin, og da det var værst, tog Pia Andersen hver dag 33 piller. Sygdommen og medicinen har også været årsagen til, at træthed, kvalme og koncentrationsbesvær har været en fast følgesvend, ligesom smerter og væske i kroppens led har været det. Bare det at gå var smertefuldt.

- Det var sådan, at jeg kunne gå 300 meter, før jeg måtte holde en pause, fortæller Pia Andersen, der kom på førtidspension i 2008.

Den dag i slutningen af april tog hun en chance i håb om at slippe af med bare nogle af smerterne.

Efter en anbefaling fra en bekendt, der selv havde været igennem et sygdomsforløb, besluttede Pia Andersen at give det kolde vand et skud.

- Jeg har altid prøvet meget forskelligt i håb om, at det kunne hjælpe mig. Jeg har også flere gange været trappet ned på medicinen, men det er altid endt med, at jeg måtte trappe op igen, siger Pia Andersen.

I takt med, at Pia Andersen hoppede i de kolde bølger, oplevede hun, at smerterne og væsken i kroppen forsvandt.

- Jeg kan blandt andet se det helt tydeligt, fordi nu kan jeg stramme mit ur fire huller ind i remmen. Jeg går også meget bedre uden smerter, når jeg har været i vandet, smiler hun.

Det er langt fra det eneste, der er sket.

En stor del af den medicin, som hun gennem årene har taget, bliver nu i medicinæsken. Det er blandt andet den sprøjte, Pia Andersen hver uge tog, medicinen mod bivirkningerne af sprøjten samt de smertestillende piller tre gange dagligt.

Næste skridt er, at malariamedicinen mod de hævede led også skal lægges på hylden.

- Det er fantastisk, for kroppen har selvfølgelig ikke godt af alt den hårde medicin. Til sidst ender den med at blive immun, og jeg havde blandt andet risiko for at udvikle grøn stær på grund af medicinen, siger Pia Andersen og understreger, at nedtrapningen af medicinen er foregået i tæt dialog med lægen, som har bakket op om ønsket om at slippe for de mange piller.

- Man skal altid gøre det i samråd med lægen. Jeg vil ikke sige til folk, at de bare skal smide medicinen, for vi reagerer alle sammen forskelligt, men jeg har sagt til flere, at de skal give vinterbadningen et forsøg.

Det er dog ikke alle, der har været lige så optimistiske, som Pia Andersen og hendes læge.

- Flere har sagt til mig, at jeg ikke var rigtig klog, og en har skrevet, at vedkommende var bekymret for mig, men det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Selvom badevandet for de fleste føles mere rart at hoppe i netop nu, så glæder Pia Andersen sig til, at vandet igen bliver koldere. For kroppen kan tydeligt mærke forskel på temperaturen, og spørger man Pia Andersen, har hendes krop det bedre efter en iskold dukkert.

Derfor er hun blevet en fast del af foreningen Assens Vinterbadere, og hun er dagligt - nogle gange flere gange - i vandet sammen med de andre medlemmer af foreningen.

- Jeg har kun badet i to og en halv måned, så jeg kan ikke vente til at mærke, hvad der sker efter to eller tre år.

Og målet er klart:

- Jeg håber, at jeg kan kaste sygdommen i havet, så bølgerne kan tage den. Den skal ikke have lov til at styre mig.