88 procent af danskerne er bekymrede for, at fremtidens ældrepleje ikke vil passe godt nok på dem selv og deres nære, når behovet opstår.

Det viser en ny undersøgelse lavet af Epinion for FOA.

En af de bekymrede er Louise Ellesø Myrhøj, som er social- og sundhedshjælper i Rødovre. Hun oplever dagligt, hvordan ældreplejen i hendes øjne ikke lever op til danskernes krav.

- Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det bliver, når jeg engang selv skal modtage ældrepleje. Vi mangler allerede nu hænder og ressourcer, siger hun.

Og konklusionerne bliver bakket op af forbundsformand i FOA, Mona Striib, og vicedirektør i Ældresagen, Michael Teit Nielsen.

- Det handler faktisk ikke om fremtiden, fordi udviklingen sker allerede i dag. Den demografiske udvikling er i fuld fremmarch, og vi bliver flere ældre. Nu mærker befolkningen de færre ressourcer, og hvordan ydelserne til de ældre bliver beskåret. Det giver utryghed, siger Mona Striib.

Louise Ellesø Myrhøj har arbejdet som SOSU-hjælper siden 2005, og ifølge hende er serviceniveauet de seneste år gået mærkbart ned.

- Jeg har ikke ordentlig tid til at være nærværende overfor de ældre eller tiden til at lære beboerne ordentligt at kende, fortæller Louise Ellesø Myrhøj.

Hun fortæller om, hvordan hun i hverdagen må gå på kompromis med omsorgen, fordi der skal prioriteres benhårdt mellem de ældres behov.

- For ofte ender det med, at den ældre må klare sig selv og være ked af og frustreret over ikke at vide hvorfor. Men det er fordi, at en anden har behov for hjælpen, lyder det fra Louise Ellesø Myrhøj.

Debatten om fremtidens ældrepleje har for alvor taget fart, efter Lars Løkke Rasmussen (M) åbnende debatten i Avisen Danmark.

Her fortalte formanden for Moderaterne, at der skal nye løsninger i brug. Fordi danskerne vil i fremtiden ikke stille sig til tilfreds med et tilsvarende serviceniveau som i dag. Spørgsmålet er så, hvordan man løser det.

Ifølge forbundsformand i FOA, Mona Striib, er en øget privatisering i hvert fald ikke en af løsningerne.

- Medarbejderne kan ikke løbe hurtigere, så snakken om at flere private aktører vil øge produktiviteten, det er simpelthen sludder og vrøvl. Hr. Jensen kan ikke tisse hurtigere, og man kan ikke supervaske 20 ældre på én gang. Det kræver tid og ressourcer, og det må man acceptere, lyder det fra Mona Striib.

Ældre Sagen gennemførte i 2021 et fremtidsstudie. Også dengang viste tallene, at mange frygtede for fremtidens ældrepleje.

Mange politikere har også udtrykt bekymring for, at danskernes øgede velstand vil stille højere krav til det offentlige, end hvad der er muligt at imødekomme.

Men ifølge vicedirektør i Ældre Sagen, Michael Teit Nielsen, er den bekymring helt ved siden af skiven. Fordi udviklingen i tallene er ifølge ham ikke et udslag af, at befolkningen har urimeligt høje forventninger, men at ældreplejen er på et for lavt niveau.

- Problemet er ikke, at befolkningen forventer servering af årgangsvine på plejehjemmene fremover. Befolkningen har ikke vildt høje forventninger til ældreplejen; men det må være rimeligt at forlange basal værdighed, hygiejne og patientsikkerhed over for mennesker, der har bidraget til samfundet gennem et langt liv. Vi hører jo eksempler som fra Herning Kommune, hvor der var udsigt til, at plejehjemsbeboere skulle ligge i sengen til klokken 11 eller ikke kunne få tømt deres stomipose. Det skaber forståeligt nok bekymring, siger Michael Teit Nielsen.

Journalisten Christoffer Guldbrandsen er kendt for sine dokumentarer. Nogle vil for eksempel kunne huske "Fogh bag facaden" eller "Dagbog fra midten" og hans portræt af Mogens Lykketoft.

Men denne gang er han i staterne og i hælene på en af Trumps livslange rådgivere: Den konservative lobbyist Roger Stone, der i USA blandt andet er blevet kaldt "amerikansk politiks kakerlak".

Det bliver et møde med magtens indre, der undervejs koster Guldbrandsen hans pension og et hjertesvigt af stress, og som efterlader os seere med maveindholdet i halsen.

Stones ideer og det, han siger og gør, er hårrejsende og ulækkert for ethvert demokratisk tænkende menneske.

Og det er slående, så identisk han er med Trumps retorik og metoder.

Guldbrandsen er mest af alt fluen på væggen og Stones privatchauffør. Han er med, mens Stone anklages for at have løjet i forbindelse med den såkaldte Ruslandsundersøgelse om demokraternes stjålne mails. Han dømmes til 40 måneders fængsel - men benådes af Trump.

Guldbrandsen er også med, da Trump er i gang med at tabe valget, og Stone skruer op for "Stop the Steal"-kampagnen, som han ifølge sig selv er hovedarkitekten bag. En kampagne, der beskylder demokraterne for valgsvindel.

I sin hale og som evige støtter har Stone blandt andre "The Proud Boys" - en højreekstrem/højreradikal og neofascistisk/nyfascistisk gruppe og "Oath Keepers" - en amerikansk højreekstrem anti-regeringsmilits.

Begge grupper var med til at føre an, da demonstranter stormede Kongressen 6. januar 2021. Et direkte angreb på demokratiet.

"Et dårligt planlagt og elendigt eksekveret kupforsøg", kalder Guldbrandsen de optøjer, der kostede livet for tre, mens flere hundrede blev såret.

Trump har tabt og forlader Det Hvide Hus, inden han har forhåndsbenådet sine støtter - herunder Stone. Og Stone bliver rasende.

Han vender sig nu mod Trump og demonstrerer nogle særegne vredes-spasmer og underbids-tics, mens skældsord og trusler vælter ud af ham som savl fra en Sankt Bernhardshund. Og hævntørsten er stor: Han vil støtte en rigsretssag mod den tidligere præsident.

Også Guldbrandsen, der undervejs har lagt øre til både personlige fornærmelser og landsfornærmelser om det kommunistiske Danmark, får en trussel: "Hvis du tager det her med i filmen, slår jeg dig ihjel".

Her slutter dokumentaren, men ikke sagen. Stone har sagsøgt Guldbrandsen for 190 millioner kroner og har forsøgt sig med et fogedforbud, men filmen er ude og optagelserne leveret som vidnemateriale i høringen om stormen på Kongressen.

Dokumentaren, som hedder "A Storm Foretold" (en forudsagt storm) er en lang omgang, men vi får tid til at fordøje, tænke, dvæle. Og selv de ordløse sekvenser som Stone hos frisør er med til at tegne et portræt - billederne taler for sig selv.

Vi finder ikke ud af, hvem Stone er inderst inde - dertil er han alt for stor en skuespiller, der elsker "at være på". Men vi finder i den grad ud af, hvor skrøbelige demokratier kan være, når onde, løgnagtige og manipulerende hensigter spreder sin råddenskab og taler til vrede og frustration i folket.

Stone siger igen og igen, at der foregår en kamp mellem lyset og mørket i USA. Men det er folkeforførere som ham selv, der er mørkets fyrster.

"A Storm Foretold" af Christoffer Guldbrandsen. 101 min. Sendt 12. juni kl. 21.25 på DR, men kan også ses på DRTV. 

Produktionen af vedvarende energi på land skal firdobles frem mod 2030.

Sådan lyder det fra regeringen, som nu indsætter et "rejsehold", hvor statslige medarbejdere skal rejse rundt i Danmark og vejlede kommunerne i etableringen af flere solcelle- og vindmølleparker.

Initiativet får dog kritik af Kommunernes Landsforening (KL), der mener, at regeringen ikke løser det egentlige problem: Den manglende økonomiske gevinst for lokalbefolkningen.

- Regeringen burde have prioriteret andre ting først. Kommunerne står tilbage som Moses ved det røde hav, hvad gør vi så herfra? Jeg kan ikke se rejseholdet gøre nogen forskel for den lokale opbakning, og det er den største udfordring, siger Birgit Hansen (S), der er formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg samt borgmester i Frederikshavn.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mener dog, at kommunerne kan drage stor nytte af rejseholdet. Det skyldes, at der inden for de seneste år er kommet flere investorer i vedvarende energi. Og det er ikke alle kommuner, der har den samme erfaring i etableringen af energianlæg.

- Rejseholdet skal sikre, at folk kommer ordentligt igennem systemerne og give en overordnet vejledning til kommunerne. En stor del af sagerne i klagesystemet skyldes, at ansøgningerne ikke er udfyldt korrekt. Det er ikke ond vilje, men det kan rejseholdet hjælpe med, siger Lars Aagaard.

Rejseholdet skal vejlede kommunerne og tilbyde faglig sparring i f.eks. miljøvurderingsprocesser og borgerinddragelse.

Rejseholdet skal dog ikke yde rådgivning ift. konkrete projekter eller udpege nye arealer. Det vil fortsat være kommunerne selv.

- Rejseholdet giver hverken konkret rådgivning eller udgør en ekstra sagsbehandlingsmuskel til kommunerne. Deres opgave bliver at facilitere processer, og det er ikke helt dét, der er behov for. Så svaret er, at det ikke er et forslag, der er groet i kommunernes baghave, siger Birgit Hansen.

Birgit Hansen hilser dog alle initiativer velkommen, der kan sætte turbo på omstillingen. Og hun understreger, at kommunerne naturligvis vil tage godt imod rejseholdet. Selvom det ifølge hende ikke umiddelbart løser problemerne.

I stedet håber hun, at rejseholdet får indblik i barriererne, der findes. Og bringer de kommunale forslag ind i staten og sikrer en hurtigere statslig sagsbehandling.

- Det, borgerne efterspørger, er en afklaring på, hvad de får ud af det her. Er der arbejdspladser i det? Er der strøm? Giver det midler til at rejse noget skov? Må vi etablere ridestier mellem de store solceller? Hvordan bidrager det til lokalområdet? En afklaring på disse spørgsmål ville rykke på tempoet, siger Birgit Hansen.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard mener ikke, at der er tale om et enten-eller. Men nærmere et både-og med etableringen af rejseholdet og lokale gevinster.

Ministeren forsikrer, at der sideløbende med rejseholdet bliver arbejdet på en løsning, der sikrer lokalbefolkningen en større økonomisk andel, når der etableres nye energianlæg.

- Det er en gave, som kommunerne og naboerne giver, når de giver plads til vedvarende energi. Derfor skal de også have noget retur. Lige nu kigger vi netop på, hvordan en større gevinst tilfalder lokalbefolkningen, fortæller Lars Aagaard og fortsætter:

- Men der er sket en udvikling, hvor vedvarende energi er gået fra at skulle modtage støtte, til der kan tjenes penge på det. Det gør, at mange flere personer er interesserede i det. Her er det ikke alle kommunerne, der har den samme erfaring, og der kan rejseholdet sikre den rette hjælp.

Stort set alle retssager er forskellige, men nogle har visse lighedstræk. Sager, hvor forbrydelser har ramt mennesker fysisk, især når de har forvoldt nogles død, har et stærkt element af følelser over sig i retsforløbet. Så meget at tiltalte for længst er lagt på hjul og stejle af folkedomstolen, selv om den juridiske endnu ikke har fældet dom.

Men selv disse retssager har dage i deres forløb, hvor knastørre, faglige og ligefrem tekniske vidnesbyrd har deres forrang.

Sådan en dag var den fjerde retsdag i Mia-sagen fra Aalborg.

Her er en 38-årig mand tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn efter at have givet hende et lift i Aalborgs forlystelsesområde tidligt om morgenen 6. februar 2022.

Manden erkender parteringen, men nægter voldtægt og hævder, at hun døde efter et fald i et skovområde, hvor de efter hans udsagn havde aftalt at have seksuelt samkvem.

Selv om parteringen måske synes at være den mest makabre del, tæller det ikke så meget i en eventuel strafudmåling, højst et halvt års fængsel.

Den tiltale har ætset ligdelene med store mængder kaustisk soda og afløbsrens, gravet dem ned eller spredt dem i skovbunden i Dronninglund Storskov og har afbrændt andet bevismateriale. Dertil kommer, at nogle ligdele, indvoldene for eksempel, ikke er fundet.

Dermed står anklagemyndigheden reelt uden afgørende tekniske spor og beviser på, at han har gjort sig skyldig i de to alvorligste tiltalepunkter, voldtægt og drab.

Så meget desto mere var mandagens vidneafhøring af Asser Hedegaard Thomsen imødeset. Sagen kan stå og falde med ham.

Asser Hedegaard Thomsen er retsmediciner, obducent og forsker på Retsmedicinsk Institut på Aarhus Universitet. Hans specialer er kvælning, drab og kranietraumer. Han var med i Dronninglund Storskov, da 231 af Mia Skadhauge Stevns ligdele blev samlet ind.

Han havde efterfølgende ansvaret for obduktionen, som han foretog sammen med 11 kolleger.

Han er som vidne indbegrebet af den rendyrkede fagtekniker og videnskabsmand. Han forholder sig udelukkende til fakta, og - i mangel på disse - erfaring og kendt viden.

Selv om han og hans kolleger har haft de 231 ligdele i en scanner og herudfra lavet en 3D–video af den måde, kroppen blev delt på, kunne han ikke med sikkerhed fastslå en dødsårsag.

Han kunne kun ud fra de skader, der kunne ses, konkludere sig frem til en eneste sandsynlig forklaring: Mia Skadhauge Stevn blev dræbt ved kvælning, enten ved halsen eller ved klemning af brystkassen, eller begge dele.

- Ligets tilstand gør, at vi ikke kan bedømme det, som vi normalt gør.

- Mit bedste bud på dødsårsagen, ud fra fundene og omstændighederne i sagen, vil være kvælning, sagde han.

Det er også det, han har indført som dødsårsag i den officielle dødsattest.

- Der må man gerne skrive det, man finder mest sandsynligt, forklarede han.

Han understregede, at da de ligdele, han undersøgte, var delvist ødelagte, kunne det ikke blive andet end et bud. Derfor spurgte specialanklager Mette Bendix, om han kunne give andre sandsynlige bud på en dødsårsag.

– Nej, lød svaret.

Dermed sagde han så også, at tiltaltes forklaring om, at en taske, som Mia Skadhauge Stevn havde hængende om halsen, havde forvoldt hendes død, fordi den har hængt fast i et eller andet, da hun faldt i skoven, ikke kunne passe.

– Jeg synes ikke, at det giver mening. Det kan efter vores vurdering udelukkes, sagde han.

Asser Hedegaard Thomsen kunne også fortælle, at det var muligt at tage en alkoholprøve på Mia Skadhauge Stevn efter hendes død. Den viste en alkoholpromille på 1,78 på dødstidspunktet. Det er en væsentlig oplysning i sagen, fordi tiltalen mod den 38-årige mand blandt andet bygger på, at han voldtog hende, da hun på grund af sin fuldskab ikke var i stand til at give samtykke til sex med den for hende fremmede mand.

Den 38-årige var ikke i vidneskranken mandag og skal det heller ikke tirsdag, men hans person bliver - udover at han er tiltalt - helt central for vidneafhøringerne. Det er nemlig tidligere venner og en tidligere kæreste, der er indkaldt. Bemærk lige ordet "tidligere." Det fik den tiltaltes forsvarer Mette Grith Stage til at kære beslutningen om, at de skulle vidne til landsretten.

- De er bestemt ikke venner mere. De skal stille min klient i et dårligt lys - blandt andet i forhold til kvinder, og vi har altså ikke tradition for at føre karaktervidner ved danske domstole, sagde Mette Grith Stage i onsdags til TV2.

Det argument fandt ikke genklang i landsretten, der afviste kæremålet. I retten i Aalborg kaldte Mette Grith Stage beslutningen for en rettergangsfejl.

Med landsrettens afvisning af hendes protest gennemføres disse vidneafhøringer tirsdag akkurat, som anklager Mette Bendix har planlagt det.

Så vender de følelsesbetonede udsagn med en vis sandsynlighed retur til vidneskranken og retslokalet.

Nogle ynder at kalde Sara Blædel for hele Danmarks krimidronning. Det hænger sammen med, at hendes bøger storsælger - ikke blot herhjemme, men også i udlandet. Hun har solgt over fem millioner eksemplarer. Hun kan med andre ord klare sig selv mere end godt, så hvorfor slår hun sig pludselig sammen med en lidt mindre kendt forfatter?

Det hele begyndte med en mail. Fra den fynske forfatter Mads Peder Nordbo. Han fik stor succes - også i udlandet - med sin krimitrilogi fra Grønland. Men titlen som krimikonge sidder Jussi Adler-Olsen trods alt på.

Også Mads kan leve af sit forfatterskab, men da han skrev mailen i 2020, var han nået til en erkendelse.

I sin mail indledte Mads et fagligt "frieri" til Sara. Han sendte hende et oplæg til en krimi og spurgte, om hun ville mødes til en snak.

-  Min første tanke var, at han er vanvittig. Dagen før havde jeg i et krimipanel netop afvist alle forslag til samarbejder. Men til stor undren for mig selv, fangede Mads' idé mig, fortæller Sara Blædel.

Man kan billedligt talt godt sige, at Mads gik i knæ, da han 'friede".

- Jeg var ærlig og fortalte, at jeg ikke kunne løfte denne bog selv, siger han og tilføjer, at alle indimellem har faser i livet, hvor der også er behov for at prøve noget nyt.

Og sådan begyndte et samarbejde mellem to af Danmarks forfattere, der ikke kendte hinanden i forvejen, men som nu står bag en krimiserie om politifolkene Liam og Dea fra Odense Politi.

Anmeldelserne var blandede, men læserne har været glade. Første bind, "Opløst", blev solgt i 130.000 eksemplarer. Og nu er bind nummer to, "Sår", netop udkommet.

De er ikke venner, siger de. De er kolleger. Gode kolleger. Og de har begge lært en del om samarbejde. Hvad det kræver. Hvad fordelene er. Ulemperne. Og hvad med uenigheder? Erfaringer, man ikke behøver at være forfatter for at lade sig inspirere af.

Ligheder er for eksempel ikke nødvendigvis en fordel i et samarbejde, for det fører til færre udfordringer og færre muligheder for udvikling.

- Vi er utroligt forskellige, siger Sara, der bor i København.

- Jeg er en bondeknold, ustruktureret og en nørd, siger Mads, der bor i Tommerup på Fyn.

- Ja, du er ret nørdet, og det er jeg fascineret af. Det er en fordel, at du har så stor viden om alt muligt - og umuligt, siger Sara og griner.

Mads er samler. Fra gamle sten til bøger. Han kan lide at fordybe sig i for eksempel runer, sproghistorie, Danmarks historie og i lokalhistorie. Og så er han som Sara god til at opfinde historier og plots.

- Sara har nogle kompetencer, jeg slet ikke er i nærheden af.  Hun er megastærk i politiarbejde, som hun insisterer på, skal være 100 procent korrekt beskrevet. Hun har lært mig at tage den del mere seriøst. Og så er hun god til at beskrive relationer, følelser og sætte stemninger. Jeg er jo mere optaget af "så sker der det, så gør han det, og så ender det med det", siger Mads og smiler over sig selv.

- Mads er mere brutal og vild end mig, når han finder på. Så jeg har lært at give lidt mere slip og tør være mere rå nu, siger Sara.

Inden de slog sig fagligt sammen, havde Mads som Sara gennem flere år en afvisende holdning til forfattersamarbejder. Han foretrak at arbejde alene.

- Men man har kun det hoved, man har, så det er godt at få ny inspiration og læring fra en anden. Det er sundt for hjernen at blive udfordret på nye måder, siger han.

- Ja, siger Sara og tilføjer:

- Man går rundt med sin egen værktøjskasse. Og det er den eneste, man har. Derfor er det berigende, når en anden fylder nye ting i den.

De arbejder ligeværdigt i den forstand, at de sammen udvikler plot og handling.

- Så møder Sara op med alle de farvede kort, som hun bruger til at strukturere med, fortæller Mads.

Bagefter skriver de begge - ind over hinanden - og sender frem og tilbage. Det er et klippe- og klistrearbejde og konklusionen er, at det er mere besværligt og tidskrævende at være to.

Er I altid enige?

- Nej, svarer de i kor og griner.

Så noget af det, de også har lært, er at håndtere uenigheder.

- Det er en ekstrem sårbarhed i at aflevere noget, man har gjort sig umage med, til en andens bedømmelse. En, man ovenikøbet ikke kender så godt. For hvordan vil det blive modtaget, siger Sara.

En forudsætning er, at man tør vise mod og blotte sig. At man har tillid til den anden.

Men en åben pande er også nødvendig hos modtageren, mener hun.

- For det kræver også mod at sige: "Jeg er ikke så vild med det". Det er meget lettere at rose. Overordnet handler det om at give plads til den anden, men at stå fast på det, der er vigtigt for en selv, siger hun.

- Nogle gange har jeg slet ikke opdaget, at noget af manuskriptet er forsvundet, indskyder Mads og smiler underfundigt.

Men der må da være tilfælde, hvor I ikke kan nå til enighed? Hvem bestemmer så?

På den ene side siger Sara, at Mads ikke kan styres. På den anden side siger Mads, at han er vant til skrappe kvinder. Begge dele er ment for sjov, for det alvorlige svar er:

- Bogen bestemmer!

I andre brancher ville man måske sige produktet.

Hvordan bestemmer en bog?

- Når jeg skriver, gør bogen ting af sig selv. Den stikker af for mig, og det kan jeg ikke altid styre, konstaterer Mads.

Men uanset, så skal det tingene hænge sammen. Begivenheder og personer skal flettes sammen til en troværdig fortælling, og det er det afgørende.

- Så må vi argumentere hver især og bagefter summe på det, siger de og bedyrer, at de ikke er blevet uvenner undervejs. Men de indrømmer, at der er blevet summet en del.

Men hvornår ved man, at "den er der"?

Svaret kommer som en fysisk reaktion hos Mads. Han får gåsehud, når han kan mærke, at nu går tingene op i en højere enhed.

- Ja, og så siger han: "Nu blæser det over Mariager Fjord", fortæller Sara og ler.

Serien om Liam og Dea finder sted på Fyn. Og især i det vestlige hjørne i det Tommerup, som Mads Peder Nordbo kender hver en krog af.

- Ja, vi skal have udryddet hele Tommerup, siger Mads - uden at mene det bogstaveligt, naturligvis.

Der dør trods alt flere danskere i krimier, end der gør i virkeligheden.

Men inspirationen til de mange mord kommer fra virkeligheden. I den nyeste "Sår" er temaerne internetmobning og relationen mellem forældre og deres store børn - unge, der går deres egne veje, og voksne, der imens er på arbejde og kæmper med samvittigheden og de evige spørgsmål: Kender vi egentlig vores børn? Har vi helt styr på, hvad de render rundt og laver?

Det har de ikke i "Sår". Og så begynder det at gå galt.

Sara Blædel og Mads Peder Nordbo: "Sår". 336 sider. Udkommer 12. juni på Politikens Forlag.