Stigende mistrivsel ses blandt børn og unge over hele landet. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i landet man vokser op.

I bestemte kommuner og landsdele er der større risiko for mistrivsel blandt elever i 4.-9. klasse, viser en ny analyse, som konsulentfirmaet Deloitte og tænketanken Kraka står bag.

Kommuner i Vest- og Sydsjælland samt ø-kommunerne Samsø og Læsø klarer sig dårligst, viser analysen.

Peter Mogensen, direktør i Kraka, understreger, at de kommunale forskelle er markante.

- Det er påfaldende, at Vest- og Sydsjælland og nogle øer slipper så dårligt fra det. Det vil vi godt hejse et flag for, siger han.

- Vi mener bestemt, at man bør tage en snak om, hvad pokker der foregår, hvis man sidder i kommunalbestyrelsen i en af de kommuner.

I analysen er tallene renset for socioøkonomiske forskelle i blandt andet indtægt og uddannelsesniveau, sådan at kommunerne kan sammenlignes, understreger han.

Tallene tager udgangspunkt i elevernes svar i de nationale trivselsmålinger. Blandt eleverne med lav trivsel har to tredjedele svaret, at de er bange for at blive til grin i skolen.

Peter Mogensen understreger, at mistrivsel i folkeskolen kan trække tråde ind i resten af livet.

- Hvis man kommer helskindet gennem folkeskolen, så viser tallene, at så skal du nok klare den. Men hvis du klarer dig skidt i folkeskolen og mistrives, så flytter nissen typisk med videre i livet. Så er der også mistrivsel senere. Så det er virkelig vigtigt at interessere sig for, fastslår han.

Brug af vikarer

Peter Mogensen forklarer, at der kan være mange årsager til elevernes mistrivsel, herunder et for højt forbrug af vikarer.

- Mistrivsel kommer af mange faktorer. Vi har i en anden sammenhæng vist, at det har betydning for trivslen, om der bruges pædagogisk uddannede lærere eller vikarer.

Brugen af vikarer har været stigende de seneste år, og ifølge en analyse fra Kraka i 2019 var hver femte underviser i grundskolen en vikar.

- Men om det er, fordi kommunerne mangler ressourcer, ikke kan tiltrække de rigtige lærere, eller de må køre meget med vikarer, der må den enkelte kommune gribe i egen barm. Så jeg håber, at det her gør indtryk i kommunalbestyrelserne rundt omkring i de kommuner, siger han.

Vestjylland klarer sig godt

I den modsatte ende af skalaen er Vestjylland den landsdel, som klarer sig bedst. Lemvig Kommune er topscorer. Her har børn og unge lavest risiko for at mistrives.

- Ude i Vestjylland er trivslen alt andet lige bedre. Det kan man jo overveje, når man bosætter sig, siger Peter Mogensen, der dog understreger, at han ikke ud fra analysen kan sige præcist hvorfor.

- Der kan være mange grunde. I Vestjylland er man væk fra de største byer. Måske har det en effekt på sammenhængskraften i lokalsamfundene, og det smitter af på børnenes trivsel.

At være pige er en risikofaktor

Mistrivsel handler ikke bare om geografi. Analysen finder, at også køn spiller en stor rolle. Risikoen for at mistrives i grundskolen er seks procentpoint højere for piger end for drenge.

Udviklingen er siden 2015 gået den gale vej for pigerne.

- Når det kommer til chancen for at være i mistrivsel, så er det at være pige på niveau med at være anbragt uden for hjemmet. Bare det at være pige. Det er ret voldsomt. Her har vi i hvert fald et rødt flag, som man efter vores vurdering er nødt til at tage ret alvorligt, siger Peter Mogensen.

Man hører tit, at skolen er indrettet for pigerne, fordi de klarer sig fagligt bedre end drengene. Hvorfor er det så, at pigerne mistrives i højere grad?

- Langt de fleste børn i folkeskolen trives, og for dem kan der sagtens være nogle elementer om, at skolen er indrettet mest for pigerne. Hvis vi så går ned i den mindre del, der mistrives, så mistrives pigerne i stigende grad.

- Vi tror, at det er de krav, som pigerne har til sig selv, som er stigende. Sociale medier giver adgang til at sammenligne sig selv med rigtig mange andre, og det tror vi, at pigerne kan være mere sårbare overfor end drenge, siger Peter Mogensen.

12-talspige er en myte

Kraka-direktøren understreger samtidig, at det ikke handler om fænomenet 12-talspiger. Udtrykket dækker over perfektionistiske piger, der bliver pressede af at ville have topkarakterer i alle fag. Det er en myte, der ikke holder vand, siger han.

- Det er rent faktisk sådan, at jo bedre du klarer dig i skolen, desto bedre trives du også. Så det handler ikke om, at pigerne er mere perfektionistiske og bare vil have 12-taller. Men vi tror, at der er en relation mellem sociale medier og pigers selvværd. Det er i hvert fald det, vi anbefaler at kigge ind i.

Andre risikofaktorer for mistrivsel, som analysen finder, er psykisk sygdom, anbringelse uden for hjemmet, at skolestarten blev udsat, at mor bor alene, samt at en forælder har fået en dom.

Faktorer, der minimerer risikoen for mistrivsel, er blandt andet et fritidsjob, at forældrene har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, samt at forældrene har en høj indkomst.

Samsø er den kommune i landet, hvor der ifølge analysen er størst risiko for, at børn og unge mistrives, sammenlignet med andre kommuner.

Borgmester på Samsø Marcel Meijer (S) fortæller, at kommunen allerede har et stort fokus på det.

Ikke mindst fordi kommunen sidste år behandlede 25 procent flere børnesager i kommunens familieafdeling, fortæller han.

- Det udspringer af et tættere samarbejde med skolen. Men vi kigger lige nu ind i, om de sager kunne løses gennem en særlig indsats på skolen frem for i familieafdelingen, fortæller han.

Borgmesteren peger på, at årsagerne til børnenes mistrivsel er meget forskellige, og det er vigtigt at skelne mellem dem.

- Der er stor forskel på, om det er børn, der mistrives, hvor der er behov for en massiv indsats og tvangsfjernelse. Eller om der er tale om andre grupper.

- Der er generelt en højere mistrivsel blandt børn og unge, som man måske mangler nogle ordentlige rammer til, og som bliver påvirket meget af sociale medier.

- Og så er det også en gruppe, der bliver ramt af almindelige problemer, som man skal hjælpe dem med. Det bliver efterhånden en offentlig opgave, at kommunen også skal hjælpe skilsmissefamilier og børn, der har kærestesorger. Og den slags problemer, de skal ikke komme ind i familieafdelingen. Dem skal vi løse på en anden måde, siger han.

I takt med inflationens tilbagetog, er priserne på el og benzin blevet sjovere at have med at gøre, men i dagligvarehandlen mangler et prisfald fortsat at slå igennem på alt fra smør og brød til kød.

Og det får Enhedslistens Pelle Dragsted til at mene, at fødevareproducenterne holder priserne kunstigt oppe på danskernes madbudgetter. Det siger han i Det Røde Hjørne på Radio4.

Pelle Dragsted henviser til, at både omkostninger til transport, energi og råvarer er blevet lavere.

- Et eller andet sted havner nogle overskud, og kigger man på mælkeafregningspriser og Arlas regnskaber, så kan man se, at de har nogle meget pæne profitmarginer. Derfor tror jeg, at det er der, vi skal kigge hen. Internationalt er der opstået en vigtig debat blandt økonomer omkring det, man kalder en profitdreven inflation, siger Pelle Dragsted.

Der er ingen anden vej, end at regeringen tager affære og finder ud af, hvorfor priserne ikke falder på de varer, vi alle har svært ved undvære, mener han.

Sigurd Agersnap fra SF er helt på linje med Enhedslisten, når det kommer til priserne i indkøbskurven. Han mener, det er uigennemsigtigt, hvor den ekstra profit lander henne.

- Vi jo nødt til at komme til bunds i, at der er en ordentlig konkurrence i alle led. EU-kommissionen har prøvet at kigge på det og er kommer frem til, at en ret stor del skyldes profitten i virksomhederne. Så jeg har også spurgt erhvervsministeren, om vi ikke kan få lavet en tilsvarende analyse herhjemme i Danmark, siger Sigurd Agersnap.

Men spørger man en fra regeringen, nemlig Christian Rabjerg Madsen (S), der også er med i dagens program, så er der ikke meget at gøre ved sagen.

- Jeg er selv frustreret over, at priserne stadig er dyre, men på Christiansborg findes der ikke en politisk knap, man lige kan trykke på, så det forsvinder, siger den tidligere minister i Det Røde Hjørne.

Han peger på, at priserne allerede er på vej retur og forsikrer desuden om, at regeringen vil slå ned på eventuelle skurke, der holder priserne kunstigt oppe.

- Men min pointe er, at hvis der er nogen, som tjener for mange penge, så vil markedet sikre, at de bliver udkonkurreret, og nogen vil begynde at producere billigere varer, og så går prisen ned, siger Christian Rabjerg Madsen.

De andre røde herrer i dagens politiske boksering mener dog ikke, at det nødvendigvis er uden for rækkevidde at ændre priserne fra politisk hold.

Pelle Dragsted fremhæver, at andre europæiske lande har haft succes med netop den opskrift, der nu kommer forbrugerne til gode, mens danskerne fortsat må betale mere for dagligvarer.

- I Frankrig indkaldte regeringen hele fødevarebranchen til krisemøde og truede med at gribe ind med priskontrol, hvilket fik dem til at sænke priserne på 500 varer af sig selv. I Sverige indkaldte finansministeren ligeledes de store supermarkedskæder til et møde, siger han.

I nabolandet kvitterede de svenske kæder for mødeindkaldelsen med lavere priser, før mødet end var afholdt.

- Jeg tror faktisk, at man kan gøre en forskel politisk her, hvis man tager mere ansvar for det, siger Pelle Dragsted, der også nævner, at Holland og Norge har taget politisk hånd om dagligvarepriserne.

SF's Sigurd Agersnap hæfter sig i æteren ved, at den daværende S-regering allerede i august sidste år selv nedsatte Forum for Forbrugerpriser, der har til opgave at holde øje med prisudviklingen på blandt andet helt almindelige dagligvarer som smør og æg.

- Og her vil jeg gerne kritisere regeringen for, at det forum først skal mødes igen efter sommer. Det er jo nu, de skal lave deres arbejde. Det er jo nu, det er helt afgørende, at man sikrer en ordentlig konkurrence, siger Sigurd Agersnap.

Men Christian Rabjerg Madsen holder fast i, at der ikke findes et politisk "quick fix" til at give lavere priser.

- Der er sikkert gode forklaringer på, hvorfor og hvornår de skal mødes. Igen er min pointe, at det er vores opgave fra politisk side at føre en økonomisk politik, der får inflationen til at gå ned og at sikre en god konkurrence, så priserne falder, slutter han.

Hvis du kun måtte læse én bog i dit liv, behøvede det ikke at være hverken Koranen eller Bibelen. Eller et værk af store filosoffer som Sokrates, Kierkegaard og Nietzsche. Du kunne også springe hverdagsfilosofferne som Tor Nørretranders og Hella Joof over, en krimi, en erindring, et digt og en prisvindende roman.

Med kun én bog til rådighed, skulle du i stedet række ud efter de samlede historier med "Emil fra Lønneberg". Emil giver os nemlig svar på alt, der er værd at vide her i livet.

I dag - 23. maj - fylder forfatter Astrid Lindgrens lille lyshårede knægt fra det svenske Småland 60 år. Tillykke til ham og tillykke til os, fordi vi er så heldige at have fået et så lysende forbillede.

Jamen, Emil er jo for børn, vil nogle protestere.

Ja, men Emil er også for voksne. For han er selve opskriften på et ordentligt menneske.

Når vi tænker på Emil, hører vi hans fars brøl "Eeeemil!" for vores indre øre.

Emil er fuld af ideer båret af gode intentioner. Desværre går mange af dem galt for ham - noget, vi alle har prøvet - og så bliver far Anton ukontrollabelt rasende.

Når overhovedet Anton er i sine følelsers vold, er det udefra set komisk. Men det er også en lære om magtmisbrug, og om, hvorfor det gælder om altid at prøve at fjerne sig fra den. (Emil flygter ud i værkstedet).

En anden nyttig lære her er altid at prøve at forstå sin modparts intentioner i stedet for at fordømme. Og ikke mindst at kunne tilgive. Det ved både far Anton og Emil.

Astrid Lindgren lader også Emil være et inspirerende eksempel på, hvor vigtigt det er at være evigt nysgerrig. Når vi mennesker opgiver at interessere os for andre end os selv og vores, bliver vi snæversynede.

Hun har også givet ham virkelyst og stor kreativitet. Vi har nemlig alle brug for at gøre en forskel og skal kunne tåle, at alt ikke lykkes - uden af den grund at miste selvtilliden.

"Emil fra Lønneberg" handler naturligvis også om kærlighed. 

Den ulykkelige kærlighed, som køkkenpigen Line har til Alfred, fordi hjertesorg også er et livsvilkår med jalousi og forsmåelse. Hvis man gør som Line, sidder man fast i kvalerne.

Men der er også den gengældte kærlighed, som Emil har til karlen Alfred.

Som i alle ægte kærlighedsforhold elsker Emil sin Alfred højere end sig selv. Og han viser det, da Alfred er ved at dø af blodforgiftning. Drengen spænder hesten for vognen og fragter Alfred til lægen gennem en livsfarlig snestorm, ingen voksne tør vove sig ud i.

"Du og jeg, Alfred", siger Emil.

"Ja, du og jeg, Emil", siger Alfred.

Alfred er det mandlige forbillede, som Emil knytter sig til. For sådan er livet også. Familie kan være et definitionsspørgsmål.

Verden er fyldt med Tyttebær-Maja'er, der sladrer og måske ikke altid er de klogeste eller dem med de bedste intentioner. Dem skal man passe lidt på.  

Verden er også fyldt med nogle, som er rigere end en selv, og med fisefornemt snobberi. Bondedrengen Emils møde med overklassen beskriver Astrid Lindgren ved at gøre ham uimponeret og alt andet end underdanig. Bare fordi man er rig, er man ikke vigtigere og bedre.

Moralen om penge er i øvrigt ikke foragt, men nærmere en "du skal yde, før du kan nyde". Og Emil yder skam.

Ligesom der er rige, er der også altid sultne fattiglemmer, vi bør have hjerte for. Hvad skal Emils familie dog med al den julemad? Emil tager ansvar for situationen og deler gavmildt ud - uden at spørge først naturligvis, fordi hans idé er så indlysende rigtig ...

Emil er et opvakt barn fuld af såkaldte skarnsstreger. Vi kan godt nøjes med "at dø af grin", når hans hoved sidder fast i suppeterrinen, eller han giver Grisepjokket og hønsene gærede kirsebær, så de falder berusede om. 

Men vi kan også nyde de ekstra lag af den livsklogskab, der er tænkt ind i historierne og prøve at være som Emil: Åbne, ansvarsbevidste, venlige, nysgerrige, tilgivende, kærlige, forstående, initiativrige ...

Astrid Lindgren skriver undervejs, at Emil en dag ender som sognerådsformand.

Gid der var flere ledere, der havde de samme indre værdier som Emil. Så ville verden være et bedre sted med virketrang båret af udelukkende gode intentioner. Og så pyt med, at alt ikke lykkes.

I en ny Voxmeter-måling står Venstre til 11,3 procent af stemmerne mod 9,7 procent i sidste uge, og  opbakningen til regeringspartiet er altså i bedring. Resultatet kommer i kølvandet på meldingen om, at formand Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage til sine vante poster som forsvarsminister og vicestatsminister til august.

Det skrev han på Facebook 11. maj.

Men spørger man Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, skal man være meget varsom med at tolke for meget på en enkelt måling.

- Men det er en måling, der puster lidt gejst ind i Venstre-folkene og får smilene frem på en solrig forårsdag. Og der har den seneste tid været meget langt mellem smilene, og gejsten har været udfordret i regeringspartiet, siger Casper Dall.

Ifølge redaktøren vil Venstre selv have to forklaringer på fremgangen: Ellemann-Jensens comeback-dato og at det seje træk i regeringen begynder at betale sig.

-  Det er dog alt for tidligt at konkludere, at Ellemann-Jensens forestående comeback den 1. august er årsagen til fremgangen, og efter en uge med lastbilblokader er det næppe regeringens resultater, der hiver vælgere til partiet, siger Casper Dall.

Mens Jakob Ellemann-Jensen har været på orlov med en sygemelding med stress siden februar, har Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose varetaget formandskabet i partiet.

Venstres bedste Voxmeter-måling var i starten af marts, hvor Venstre fik 11,9 procent af stemmerne, men ved valget 1. november stemte 13,3 procent af vælgerne på partiet.

Og trods Venstre nu har en lille fremgang, ser SVM-regeringen stadig ikke ud til at have overbevist befolkningen. De tre partier står samlet til 39,5 procent af stemmerne mod 50,1 procent ved valget.

- Det er stadig alarmerende for hele regeringen, at mere end 10 procentpoint af vælgerne har forladt Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det er gået rekordhurtigt for regeringen at gøre sig upopulær i befolkningen, og den slags tager ganske lang tid at vende igen, siger Casper Dall.

Det tyder også på, at konstellationen med de tre partier fortsat ikke er gået rent ind hos danskerne.

- Efterhånden er det de færreste, der tror på, at der kommer økonomisk krise, fordi alle økonomiske nøgletal peger i den modsatte retning, og det gør det svært for regeringstoppen at overbevise danskerne om, at et arbejdsfællesskab mellem de tre partier er løsningen på nationens udfordringer, siger Casper Dall.