Medicin: Når du står nede i din lokale kiosk og blander en pose fredagsslik, kan du være sikker på, at de søde sager ikke er fyldt med ét bestemt farvestof. Det er nemlig forbudt.

Står du derimod på dit lokale apotek og skal have udleveret piller, er der stor sandsynlighed for, at de indeholder netop det stof, som nu er bandlyst i fødevarer, fordi det potentielt kan give dig kræft.

Det bekymrer og forundrer 25-årige Stine Vrist Jepsen. Hun er født med en kronisk hjertesygdom, som kræver, at hun dagligt tager beta-blokkere for at stabilisere sin hjerterytme og undgå fatale hjerteanfald.

De livsvigtige piller, hun tager hver dag, er blandt de hundredvis af præparater, som indeholder farvestoffet Titandioxid også kaldet E171, som har været hyppigt brugt i alt fra slik til maling, solcreme og altså også medicin.

- Jeg synes, det er åndssvagt, at noget, der skal hjælpe mig, potentielt kan skade mig i sidste ende. Jeg kan ikke se logikken i det, siger Stine.

E-nummeret har længe været omdiskuteret og mistænkt for at være farligt. Det var dog først efter, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i 2021 konkluderede, at det ikke er sikkert at anvende som tilsætningsstof til fødevarer, fordi det kan skade menneskers dna og potentielt fremkalde kræft, at EU Kommissionen besluttede at forbyde det.

Siden august 2022 har det derfor været bandlyst i de dressinger, is og slikstykker, som det førhen har givet en blændende hvid farve.

Men i medicinalindustrien er det forsat helt tilladt at bruge til at fremstille kridhvide piller til patienter som Stine.

- Det virker til, at man har glemt at tænke på de kroniske syge som mig, som skal tage det her hver dag, siger Stine, som oprindeligt kommer fra Varde, men som nu bor i København og studerer på Danmark Tekniske Universitet.

Den 25-årige er dybt bekymret over, hvordan det påvirker hendes krop, at hun dagligt indtager farvestoffet.

- Jeg tager det her hver dag, og det vil jeg gøre, indtil jeg dør på grund af min sygdom. Derfor får jeg det jo aldrig ud af kroppen igen. Handlede det om en antibiotikakur på syv dage, ville det jo kun være for en periode, hvorefter det ville komme ud af systemet igen. Hos mig ophober det sig bare, siger hun og understreger, at hun ikke bare har mulighed for at skifte til et andet præparat.

- Jeg bliver nødt til at tage det, fordi det kræver min sygdom. Jeg har været inde og kigge på alternativer, men de har også stoffet i sig. Når man endelig har fundet et præparat, der virker og ikke giver bivirkninger, så er det træls, hvis man skal til at skifte for at undgå at indtage skadelige stoffer.

Det var Stines far, som først bemærkede og undrede sig over, at der udenpå Stines pille-pakke klart og tydeligt stod, at medicinen indeholdt farvestoffet. Det fik hende til at undersøge, hvad det var. Og svaret rystede hende.

Hun fandt samtidig ud af, at stoffet også findes i hendes p-piller og de antihistaminer, hun tager mod sin pollen-allergi.

Stine Vrist Jepsen anerkender, at brugen af farvestoffet til at gøre piller hvide, kan gøre, at patienter har nemmere ved at sluge dem, fordi de ganske enkelt fremstår mere indbydende. Hun mener dog ikke, at det vægter højere end de helbredsrisici, som kan være forbundet med e-nummeret.

- Jeg kan godt tage en brun pille. Jeg er vant til at tage vitaminpiller, som er brune og grumsede at se på, fordi de kategoriseres som kosttilskud, hvor stoffet ikke må være i, siger hun.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der dog ikke kun kosmetiske grunde til stadig at tillade farvestoffet i medicin.

"Når E171 bliver brugt i tabletovertræk, beskytter stoffet tabletten imod lys og fugtighed, og dermed forbedres holdbarheden af tabletterne. Desuden sikrer E171 bedre end andre typer hjælpestoffer, at lægemidlet bliver effektivt optaget i kroppen. Derfor er det svært at fjerne E171 fra lægemidler uden at påvirke effekten af lægemidlerne", lyder vurderingen fra styrelsen i et skriftligt svar til avisen.

Styrelsen fortæller, at Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har kigget nøje på de data, der ligger til grund for forbuddet imod at bruge stoffet i fødevarer. EMA vurderer, at fordelene ved at bruge stoffet som hjælpestof overstiger de eventuelle risici, der kan være forbundet med at indtage det.

"I fødevarer, hvor E171 kun blev brugt kosmetisk, er det imidlertid en god idé helt at undgå stoffet", skriver styrelsen.

Lægemiddelstyrelsen lægger i sin vurdering også vægt på, at forbuddet mod E171 i fødevarer har gjort, at forbrugerne samlet set udsættes for en meget lav grad af det potentielt skadelige stof.

"Det er medvirkende til at beskytte forbrugerne, så man stadig kan tage sine lægemidler med ro i sindet, selvom der kan være en begrænset mængde Titandioxid i nogle af de lægemidler, man indtager. Med andre ord betyder forbuddet mod E171 i fødevarer, at den potentielle risiko, hvis man bliver eksponeret for stoffet via lægemidler, bliver reduceret betragteligt," lyder det i svaret.

25-årige Stine har dog ikke i ro sindet. Hun hæfter sig ved, at der i EU blev lagt vægt på, at stoffet er længe om at komme ud af kroppen igen, og dermed ophober sig, da man besluttede at forbyde det i fødevarer.

- Hvad med alle os, der tager medicin dagligt og endda flere piller dagligt? Jeg synes, jeg spiser mange piller, men ved også, at der er mange andre, som tager meget mere end mig. Jeg kan godt forstå, at den samlede mængde, man får, bliver mindre, når man ikke får stoffet ind via fødevarer også, men det ændrer jo ikke på, at det stadig er i kroppen, og at det er skadeligt, siger hun.

Lægemiddelstyrelsen oplyser, at man i godkendelsen af lægemidler går kritisk til værks og vurderer, om et præparat kan godkendes trods tilsætningsstoffer.

"Alle ingredienser i lægemidler skal have en gyldig grund for at være inkluderet, og dette skal lægemiddelfirmaerne forklare, når de indsender en ansøgning om markedsføringstilladelse til lægemiddelmyndighederne som led i godkendelsesprocessen", skriver styrelsen, som understreger, at det er firmaernes eget ansvar, at deres medicin er sikkert.

Lægemiddelstyrelsens kan dog afvise at godkende et lægemiddel eller kræve, at firmaerne beskriver bivirkninger korrekt i produktinformationen, hvis der er noget, der tyder på, at der kan forekomme uacceptable effekter.

Stine mener fortsat, at EU's forbud også burde påkræve medicinalindustrien at udfase anvendelsen af Titandioxid. Hun tvivler dog på, at det kommer til at ske.

- Min opfattelse er, at medicinalindustrien er svær at rokke ved og få til at lave ændringer. I sidste ende handler det jo nok også om penge, siger hun.

Hun undrer sig ligeledes over, at stoffet kun er nødvendigt i nogle lægemidler.

- Hovedpinepiller indeholder eksempelvis ikke E171. Det gør vitaminpiller heller ikke længere. Hvorfor kan man nemt fjerne det i noget medicin og ikke i andet?, siger hun.

Hos Lægemiddelstyrelsen lyder det, at det ikke bare er lige til at droppe brugen. Derfor har det lange udsigter, før farvestoffet er fortid i medicin.

"At udskifte E171 vil kræve at der udføres en lang række studier for at finde et andet velegnet stof for hvert enkelt lægemiddel. Dette arbejde er tids- og ressourcekrævende. Efterfølgende skal ændringen i lægemiddelsammensætningen godkendes af de relevante lægemiddelmyndigheder. Der kommer derfor til at gå en årrække, før alle lægemidler er fri for E171", lyder det.

Stine er sikker på, at et forbud er den eneste vej frem, hvis medicinalindustrien skal sadle om.

- Jeg er godt med på, at det vil tage lang tid at finde et tilsvarende stof uden skadelige effekt, og at det skal godkendes, før det kan blive implementeret. Men det er tydeligt for mig, at det ikke er noget, som der vil blive forsket i, så længe det stadig er tilladt at bruge E171 i medicin, siger hun.

47-årige Chresten Ibsen fra Aarhus har i årevis arbejdet med kommunikation og journalistik. Han færdiggjorde som ung aldrig uddannelsen som journalist, men for tre år siden besluttede han, at nu ville han have bevis på noget.

- Jeg lukkede mit kommunikationsbureau i 2018, hvorefter jeg var lagermand i et par år. Og så tænkte jeg, at jeg jo stadig kunne nå at få en uddannelse, inden jeg blev 50 år, siger Chresten Ibsen med et grin.

Efter mange år med kontorjob, ord og mennesker faldt valget på håndværksfaget industritekniker. Her kunne østjyden nemlig læse, at der var gode jobmuligheder, og at staten desuden ydede studerende et dagpengeløft på ti procent.

På den måde gør Chresten Ibsen det som voksen, som politikerne og arbejdsmarkedet i årevis har ønsket, at de unge gjorde. Nemlig at tage en erhvervsuddannelse og afhjælpe manglen på hænder til håndværk, omsorg og grøn omstilling.

Ungdomsuddannelsesområdet har de senere år gennemgået en række reformer for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Alligevel er antallet af unge, der går den praktiske vej lige efter grundskolen kun gået den forkerte vej.

I år har 12.500 folkeskoleelever valgt at søge om at fortsætte uddannelseslivet på erhvervsskoler, hvilket svarer til 19,4 procent af de unge. Det er det laveste antal siden 2017, viser de nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

I stedet er det i højere grad studerende over 18 år, der kaster sig over erhvervsuddannelserne. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Når under hver femte af en ungdomsårgang i dag vælger at starte på en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen, så gør cirka hver fjerde som Chresten Ibsen fra Aarhus og tager en studentereksamen, inden de senere i livet også vælger en erhvervsuddannelse.

Ifølge Lene Tanggaard, der er uddannelsesforsker, professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet og rektor på Designskolen Kolding, har samfundet og strukturen omkring erhvervsuddannelser ikke fulgt med ungdommens udvikling.

- De unge har ikke længere travlt med at blive voksne og komme ud og uddanne sig som tidligere. De tager på gymnasiet for at udvide ungdomsårene, hvor der stadig er plads til fritidsinteresser og venner, men de gør det også for at blive mere afklarede omkring uddannelsesvalg, siger hun.

Desuden kan det have modsatte effekt hos de unge at pådutte dem en bestemt retning, mener Lene Tanggaard.

Hun bakkes op af Rie Thomsen, der er professor i uddannelses-og karrierevejledning på Aarhus Universitet. Hun peger på den ældre målgruppe som en oplagt chance for at rekruttere flere til faglært arbejde.

- Vi har afprøvet retorikken om, at flere skal vælge en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen. Lad os prøve at skrue ned for, at det altid skal være de unge, der skal vælge det, vi mangler på arbejdsmarkedet, siger Rie Thomsen.

Da Chresten Ibsen forlod folkeskolen, vidste han ikke, hvad han ville. Hjemmefra var der frie tøjler, og livet lå for den unge guts fødder.

- Så jeg gjorde bare ligesom alle andre og tog på gymnasiet. Jeg var ramt af det, som jeg tror, at mange unge er i dag.

- Vi har så mange muligheder, men man føler sig på det tidspunkt slet ikke klar til at vælge én vej resten af livet, siger han.

Chresten Ibsen havde heller ikke travlt med at finde sin karrierevej. En erhvervspraktik på en lokalavis i folkeskolen førte ham tilfældigvis mod journalistikken. Men efter gymnasiet nåede han også at arbejde nogle år som betonarbejder.

Når de unge hører om erhvervsuddannelser, minder det dem om "et voksenliv" med læreplads, færre fester og mindre frihed. Derfor er de ikke et naturligt valg for de unge, lyder det fra Lene Tanggaard.

- Ud fra et pædagogisk perspektiv giver det god mening at lade de unge modnes i gymnasiet, før de vælger en erhvervsuddannelse eller andet. Men ud fra et politisk og et økonomisk perspektiv bliver det af gode grunde set som en omvej, siger hun.

Uddannelsesvejledning fra gymnasiet til erhvervsuddannelserne har været mulig siden 2020. Men gymnasiale uddannelsers formål er fortsat alene at forberede de unge til videregående uddannelse og ikke til andre typer af uddannelser som eksempelvis erhvervsuddannelser.

- Flere tager en erhvervsuddannelse efter gymnasiet, og derfor er det vigtigt at fortsætte uddannelsesvejledningen og ikke give dem en følelse af, at de er havnet et forkert sted. Det er okay, at gymnasietiden kredser om at have et ungdomsliv, hvor de bliver klogere på, hvad de vil, siger Rie Thomsen.

Tænketanken Dea, der har fokus på uddannelsespolitik, peger i en rapport på, at svigtende optag på erhvervsskoler netop kan skyldes, at over to tredjedele af de politiske indsatser for større søgning til erhvervsuddannelser er rettet mod grundskoleelever.

Rie Thomsen mener også, at uddannelsesvejledning burde være et tilbud til voksne, der allerede har stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet og hvilket arbejdsliv, de ønsker sig.

- Der er et uudnyttet potentiale i uddannelses- og karrierevejledning til voksne, som lige så vel kan bidrage til manglen på arbejdskraft, siger professoren.

For Chresten Ibsen var det hans søster, der er socialrådgiver, som hjalp ham med at finde ud af, hvad der var gode fremtidsmuligheder i at vælge, da han ville skifte spor.

Ligesom jobcentret også vejledte ham og især hjalp ham med at komme i virksomhedspraktik. Praktikken er i dag det sted, han står i lære.

- Ellers er man på egen hånd, så det var afgørende at have nogle at tale om det med. Det var især brugbart at få hjælp til at finde en læreplads, siger han.

En af barriererne for at tage tilbage til skolebænken som voksen kan for mange være tanken om et familieliv på uddannelsesstøtte. Chresten Ibsen skulle da også lige hjem og vende tanken med konen Maija og deres tilsammen fem børn i alderen 2 til 19 år.

- Jeg har joket med, at hvis min ældste søn valgte samme vej, så kunne vi starte i klasse sammen.

- Men de er vant til, at jeg nogle gange springer ud i nye ting. De har støttet mig, selv om det har været udfordrende at få det hele til at hænge sammen, siger han.

Chresten Ibsen har eksempelvis i ægte Jacob Haugaard-stil også stillet op til Folketinget uden et parti i ryggen i Østjyllands storkreds hele to gange.

Økonomisk har han måttet købe en bil for at kunne passe lærepladsen en times kørsel fra hjemmet i Brabrand. Men ellers er familiens hus købt for 15 år siden, og der var plads i budgettet til en anden indkomst i en rum tid.

- Jeg godt forstå, hvis det virker uoverskueligt at kaste sig ud i en ny uddannelse, hvis man er en småbørnsfamilie, der lige har købt hus. Der skal man nok vente lidt, siger han.

I skoleklassen på teknisk skole føler Chresten Ibsen sig velmodtaget socialt, og han deltager da også i en fredagsbar i ny og næ, når han ikke skal hente børn.

- Jeg skiller mig ud aldersmæssigt, men det har der ikke været nogen problemer i. Jeg tror bare, man skal være, som man er, siger han.

Den største forskel på at uddanne sig senere i livet har ifølge familiefaren været, at han godt kan mærke fysisk, at han er ældre end sine medstuderende.

- Det er vildt fedt at lære noget helt nyt, men jeg skal til gengæld også have tingene én ekstra gang at vide, fordi jeg er så rusten. Mine kolleger vil sikkert sige ti, siger han med et grin.

Men Chresten Ibsen har også mærket til, at uddannelsessystemet er skruet sammen til en helt anden målgruppe, forklarer han i en mere alvorlig tone.

- Det er faktisk noget, jeg gerne vil slå et slag for. Hvis man vil have flere voksenlærlinge, så skal man også huske at bakke dem op og have mere øje for, at vi ikke nødvendigvis skal behandles på samme måde som de unge.

Til 2025 er Chresten Ibsen efter planen faglært industritekniker, og han kan dermed skrive sin første uddannelse på CV'et inden sin 50-års fødselsdag.

Det er tirsdag aften på kulturhuset Godset i Kolding, og her er pakket med mennesker. Buffeten er dækket med lækkerier, og der er bobler i langstilkede glas. Katarina skal ikke have noget. Hun står tæt ved siden af sin kæreste, Sammi, og hun er nervøs. Om lidt skal hun ind og holde en tale for alle de her mennesker. En vigtig tale.

Den her historie handler på en måde om hende. Katarina Skøtt Jensen hedder hun. Hun er 19 år, og hun er én, som alle danske kommuner ville ønske, der var flere af. Hun arbejder nemlig i hjemmeplejen, og de kolde facts viser, at ældreområdet står over for nogle gigantiske udfordringer de kommende år:

Der bliver flere og flere ældre, og om syv år - i 2030 - vil der være cirka 122.000 flere ældre over 80 år, end der er i dag. Mange af dem vil have brug for hjælp. Samtidig bliver der færre i den arbejdsdygtige alder og dermed færre til at arbejde i ældresektoren og passe de ældre. I 2030 vil der mangle 16.000 ansatte alene på sosu-området, viser analyser.

Det er selvfølgelig ikke et problem, som Katarina Skøtt Jensen kan løse, men hvis ældreplejen skal have en chance for at tackle de problemer, der tårner sig op, skal der være flere unge, der kan se sig selv arbejde med ældre. Det kan Katarina:

- Jeg elsker det, siger hun.

Men sådan havde hun det ikke, da hun første gang hørte om muligheden for at arbejde med ældre. Der var én, der foreslog Katarina at søge ind i ældreplejen, da hun lige var fyldt 18 og var på jagt efter et fritidsjob ved siden af sit gymnasiestudie i Kolding.

-  Jeg havde det bare sådan, at jeg skulle ikke vaske gamle mennesker i røven. Det havde jeg bare ikke lyst til, siger Katarina Skøtt Jensen.

Men hun endte med at lade sig overtale og begyndte hos Svane Pleje i Kolding.

- Jeg sagde, at jeg da godt kunne prøve, men at det helt sikkert ikke ville være noget for mig, siger hun.

Det var det heller ikke i starten. Hun var kun lige fyldt 18 år, havde fået kørekort, og nu kørte hun ud for at hjælpe ældre borgere med støttestrømper, personlig hygiejne og mad.

- Det var ikke så lækkert de første par dage, men til gengæld var borgerne enormt søde. De var glade for, at jeg var der, og de sagde: Det skal du nok klare. Og efter tre-fire dage begyndte det at vende for mig. Og i dag elsker jeg mit job og kan ikke forestille mig noget, der giver mere mening.

Hvorfor tror du, at du holdt fast og ikke løb skrigende bort efter de første par dage?

- Jeg tror faktisk, det har noget at gøre med min bedstefar, som jeg var tæt knyttet til. Jeg ved, at han var afhængig af sin hjemmehjælp og var glad for hjælpen. Det var også hjemmehjælperen, der fandt ham om morgenen, da han var sovet ind. Jeg har nok et stort omsorgsgen, og jeg kunne mærke, at det her job var vigtigt, så jeg ville ikke bare give op så hurtigt, siger Katarina Skøtt Jensen.

Den følelse af, at jobbet er vigtigt, sidder stadig i kroppen på hende. Faktisk i en grad, så hun mener, at de ældre bliver behandlet på en måde, som vi som samfund ikke kan være bekendt.

Det er det, hun skal ind og holde en tale om lige om lidt på en stor scene med spotlight. I salen sidder blandt andet flere af de lokalpolitikere, der har ansvaret for, at ældre medborgere får den hjælp, de har ret til og behov for. Der er også folk fra kulturlivet i Kolding Kommune, og en fotograf går rundt og tager billeder.

På scenen er konferencieren ved at introducere hende, og da hun går ind på scenen og hen til mikrofonen begynder folk at klappe.

- Hej alle sammen. Jeg hedder Katarina, jeg er 19 år gammel, og jeg arbejder for hjemmeplejen, siger hun.

Og så går hun ellers i gang med et ungt menneskes blik ind i det liv, der leves af betydeligt ældre og svagere mennesker, der har brug for hjælp fra det offentlige. Et indblik, hun har fået ved køre rundt i bil og typisk stoppe og ringe på hos en borger 19-20 gange på vagt, som varer syv timer.

- Hurtigt ind, hurtigt ud. Det er, hvad hjemmeplejen er blevet til i dag. Det er blevet ligesom fabriksarbejde, hvor arbejdere står og fylder dåser i en kasse inden for et bestemt tidsinterval. Men ældre mennesker passer ikke ned i tidskasser, for de har alle sammen individuelle behov, begynder Katarina fra scenen, og der er stilhed i salen.

Og så kører Katarina ellers videre med klar røst i en tale, der er lige dele kritik og kærlighed til faget.

Avisen Danmark har mødt og interviewet hende et par dage inden talen, hvor hun blandt andet fortæller om Britta, der tidligere selv har været hjemmehjælper.

- Britta fortalte om en helt anden slags hjemmepleje end den, der er i dag. Hun fortalte, hvordan man kunne sætte sig ned og drikke en kop kaffe med borgeren og snakke om hans eller hendes liv eller noget helt andet, hvis der var brug for det. Dengang kunne hun hjælpe med at lave rigtig mad og ikke kun mikrobølgemad fra en vakuumpakke, siger Katarina og drømmer sig tilbage til dengang, da der var mere tid.

- Det er rigtig svært at forlade nogen, som har det dårligt, er alene og ked af det, når man bliver nødt til at gå fra borgeren. Det er hjerteskærende, for man kan se, de bliver såret. Nogle af dem har ikke familie i nærheden og ser måske ikke andre mennesker end hjemmehjælperen. Man får lyst til at sige fuck til det hele og bare blive der. Men der er jo andre, der venter, siger hun.

Katarina kører fast hjemmehjælp mandag aften og fredag aften for Svane Pleje. Derudover tager hun som regel en ekstra vagt eller to, så hendes fritidsarbejde løber typisk op i 21-28 timer om ugen oven i skoletid og lektier på gymnasiet.

- Jeg har aldrig været bange for at tage fat, siger hun.

Og i tirsdags tog hun fat foran et publikum, som mest var der for at hylde kulturlivet i Kolding Kommune til årets kulturevent. Katarina havde nemlig talt én gang før til en Talefestival på Skamlingsbanken. At skrive en tale var en gymnasieopgave, men før Katarina vidste af det, var hun udtaget til at tale på Skamlingbanken. Og selv om det slet ikke var meningen, så kan hun ikke slippe kampen for, at ældre skal behandles ordentligt og værdigt.

- Vi har et samfund, hvor vi skal være gode ved små børn, hvor skoleelever skal have det godt, og hvor man skal behandles ordentligt på sit arbejde som voksen. Så er det ikke i orden, at de gamle, der kæmper med rigtig mange sygdomme og med ensomhed, skal tilsidesættes. Jeg vil blive ved med at sige: "Hallo, der skal kigges på det her," siger Katarina Skøtt Jensen.

Hun er godt klar over, at der mangler hænder i plejesektoren, og hun har på det lille plan forsøgt at hjælpe:

- Når nogen hører, at jeg arbejder som hjemmehjælper, siger de altid: "Nå, du tørrer røv." Men det er så lille en del af jobbet, og der er så meget mere i jobbet end det. Jeg har forsøgt at overbevise flere af mine veninder om, at det er et godt job, og at de skal tage og søge ind. Men det er ikke rigtigt lykkedes. Min bedste veninde gav det et forsøg, men det var ikke noget for hende. For drengene er det lidt et tabu, tror jeg. Jeg har ellers nogle mandlige kollegaer, der er pissedygtige hjemmehjælpere, siger Katarina Skøtt Jensen.

Og det med at hjælpe ældre mennesker med den intime hygiejne. Hvordan har du det med det i dag?

- Ved du hvad. Det med at bade dem, se dem nøgne eller tørre dem bagi, det er den mindste ting, og jeg tænker slet ikke over det. Det er ligesom, når jeg selv går på wc; det kan lugte lidt, men det er ikke ulækkert. Det er naturligt, siger Katarina Skøtt Jensen.

Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældre Sagen, er glad for, at et ungt menneske som Katarina for en gangs skyld blander sig i debatten.

- Hun har fat i selve essensen i jobbet, for det handler ikke om at tørre røv, som hun siger. Det handler om at hjælpe et andet menneske. Det er der, guldet er. Men i lang tid har man glemt det og har i stedet gjort arbejdet til et industrielt maskinarbejde, hvor det handler om en masse specifikke delopgaver som støttestrømper, ble, bad og så videre, og så er mennesket gledet ud. Det handler om at hjælpe Jytte og Henning, som er mennesker med livshistorier og erfaringer som alle andre, siger han.

For Katarina Skøtt Jensen ville det også være naturligt at fortsætte i drømmejobbet, men hendes fortid som vild hestepige står lidt i vejen.

-  Jeg ville gerne blive for evigt, for det er det bedste job. Jeg har bare en masse skader fra styrt med hest. Det er både i lænden, i håndled, i nakken og i rygsøjle, så jeg ved ikke, om jeg kan klare jobbet på fuld tid. Jeg vil nok læse til socialrådgiver efter gymnasiet og ad den vej arbejde med ældre. Jeg vil blive ved med at arbejde som hjemmehjælp, mens jeg studerer, og jeg vil sikkert blive ved med at tage vagter som hjemmehjælp i fritiden, siger hun.

Hendes tale slutter med et opråb til politikerne og alle andre, da hun siger:

- De ældre, der har passet os som små. De svigtede ikke os, da vi havde mest brug for omsorg. Men nu svigter vi dem. Kan det virkelig passe?

Og så brød klapsalverne ellers ud. Glad og lettet forlod Katarina kulturfesten og gik ud i det fri for at ryge en smøg sammen med sin stolte kæreste, Sammi Kristensen.

- Det er simpelthen grotesk.

Sådan beskriver 62-årige John Haurits sin oplevelse med DSB.

Da han tog plads i DSB-toget fra Københavns Hovedbanegård klokken 00.50 i nat, var han godt klar over, at han skulle med togbus fra Ringsted til Slagelse, fordi en køreledning blev revet ned i nærheden af Ringsted fredag eftermiddag.

Han havde dog ikke forventet, at toget videre fra Slagelse ville køre foran næsen af ham og en hel busfuld af andre togbuspassagerer.

Ikke desto mindre var toget kørt, så John og de andre - Avisen Danmark har talt med flere af dem - var efterladt på Slagelse Station.

Der var ingen hjælp at hente fra infoskærmene på perronerne og stationsbygningen var låst af.

- Der er ingen informationer. Det næste tog går fra Slagelse tæt på klokken 04.00 senere på natten - halvanden time, næsten to timer efter vi kom til Slagelse, fortæller en frustreret John Haurits, der besluttede sig for at praje en taxa hjem.

Det gjorde han, fordi han fik indtryk af - efter at have talt med nogle andre passagerer, der var kommet igennem til DSB - at DSB ville refundere taxaen.

Efter at have været i kø til DSB's kundeservicetelefon, kom han igennem til en medarbejder, der meddelte ham, at taxaen, han da sidder i, er for egen regning. Beskeden lød, at DSB var i færd med at finde en ny bus, der kunne fragte de strandede passagerer fra Slagelse til Nyborg.

- Men jeg havde jo stået på stationen i i hvert fald en halv time uden at få noget som helst at vide. Der var kø på telefonen til DSB, der var ingen informationer på skærmen, der skete ikke noget som helst, fortæller John Haurits.

John Haurits endte med først at være hjemme i Svendborg 04.15 søndag - flere timer efter, han skulle have været det efter planen.

Søndag formiddag står han tilbage med taxaregning for ham og to medpassagerer fra Slagelse til Nyborg, som han håber, DSB vil betale, selvom han i nat fik besked om det modsatte.

Derudover opsummerer han hele oplevelsen som "fuldstændig vanvittig".

- Det er kaos. De har ikke styr på noget som helst. Informationerne er så elendige.

Den 62-årige fynbo er selv erhvervsdrivende og direktør i hotelbranchen.

- Hvis jeg drev mine virksomheder på samme måder, var det en stakket frist. Det kan man ikke. Det er simpelthen grotesk, siger John Haurits, der har mistet tilliden til statsbanerne.

Avisen Danmark har fremlagt kritikken og hændelsesforløbet for DSB's informationschef Tony Bispeskov, der indrømmer, at situationen i Slagelse i nat har været svær.

- Jeg får også en del meldinger om, at trafikinformationen på stationen og perronen - som Banedanmark står for - har været mangelfuld i nogle tilfælde og helt fraværende i nogle tilfælde. Det ser vi selvfølgelig ind i i den kommende tid, hvor vi skal evaluere, siger han.

Han understreger, at det ikke skal forstås sådan, at situationen ikke har noget med DSB at gøre, for det er dem, der har solgt billetten. Men DSB kan ikke skrive på skærmen eller tale i højttaleren på perronen.

- Så kan Rejseplanen være et godt redskab for mange. Den beskriver, hvornår næste tog eller togbus kommer, og hvornår man kan forvente at være fremme, siger Tony Bispeskov.

Men det kan man vel først se, når der er fundet en togbus?

- Ja, det er klart.

Informationschefen i DSB mener samtidig, det er "ærgerligt", at kunden i det her tilfælde har fået en opfattelse af, at der var fri mulighed for på egen hånd at tage en taxa. Sådan har det aldrig været, forklarer han.

- Det er der forskellige årsager til. Når vi skal afholde sådan nogle udgifter, vil vi selv bestille det, fordi vi har aftaler med taxafirmaer, men vi har også mulighed for at koordinere, så vi kan gøre det mest optimalt og få andre med i taxaen, siger Tony Bispeskov.

Når det er sagt, mener han - uden at kunne sagsbehandle i offentligheden - at man som kunde skal skrive til DSB's kundecenter, der gerne vil tage imod klagen - men ikke kan love at betale i tilfælde, der ligner John Haurits'.

- Når der ikke umiddelbart er videre transport - som en bus eller tog - arbejder vi på de indre linjer på at skaffe noget erstatning. Der har vi selvfølgelig den udfordring i al almindelighed, at vi har svært ved at få det antal busser, vi har behov for i øjeblikket, siger Tony Bispeskov.

Men hvorfor kører toget i Slagelse fra dem, der kommer med den togbus, der er standset i Sorø undervejs? Burde toget ikke vente på dem?

- Jo, det kan du selvfølgelig sige, men Sorø er stationen, der ligger mellem Slagelse og Ringsted. Så bussen er beregnet først og fremmest til at sikre dem, der skal til og fra Sorø Station. De selvstændige vognmænd, der kører for os, har ikke adgang til at snakke med togets personale og koordinere. Togets personale oplever, der kommer en bus med passagerer, og så kører de selvfølgelig, dels fordi de har en køreplan at overholde og også har de passagerer, de regner med er dem, der skal med videre. Det er formentlig det, der er sket, siger han.

Forklaringen ændrer dog ikke noget ved John Haurits' oplevelse af statsbanerne.

- Jeg kommer til at tage min bil fremover, siger han.