Oppe på husets førstesal - for enden af en stejl trappe, som 93-årige Rosa Thorup Pedersen tilbagelægger uden den mindste anstrengelse - står en Nivea-bøtte på størrelse med en stor kagedåse.

Rosa griner.

Dåsen fik hun tilsendt af creme-firmaet, og det kan hun takke sin svigersøn for. Han skrev til Nivea og fortalte om Rosas glatte hud - hendes alder taget i betragtning - og ikke mindst om hendes mange verdensrekorder. Og så kom "kagedåsen" med posten - fyldt med cremer.

- Jeg har brugt Nivea-creme, siden jeg var 16 år, supplerer hun.

Det er mærkeligt, at Nivea ikke for længst har bejlet til hende om at blive reklamesøjle - som en slags dokumenteret effekt. Måske er de bange for, at investeringen vil blive kortvarig, men Rosa regner med at blive 104 år. For sådan har hun forestillet sig det i mange år.

Ikke som barn, hvor hun var nummer 11 ud af en søskendeflok på 12 og fik plejet både kamp-og konkurrence-genet. Men i hvert fald siden hun blev pensionist. Det blev hun i 1995.

Engang var Rosa Thorup Pedersen 163 centimenter høj. Nu er hun skrumpet lidt, men hun er fuldt på højde med tiden. Hun har både Iphone, computer, mobilepay, e-mail og en bil, hun stadig kører i. Hun har også et kvikt hoved, en skarp hukommelse og en mere smidig krop end de fleste 50-plussere. En krop, hun stadig træner, og som har hjulpet hende til at sætte 12 verdensrekorder i atletik.

Syv af rekorderne er hun stadig indehaver af - for aldersgruppen 85-89 år og 90-94 år.

Rosa har ikke pral i stemmen, når hun fortæller om sine sejre. Hun er mere konstaterende, for hun gør ikke noget nummer ud af alle sine mesterskaber. Derfor er det nærmest tilfældigt, at vi 6. april kan se en portrætudsendelse med hende på TV 2.

- Ja, de filmede jo nogle af konkurrencerne, og også da jeg blev Masters-atlet. Men det var ikke nok. De ville vide mere om mig.

Rosa har i kilovis af medaljer fra et langt liv med atletik og håndbold (her stoppede hun som 72-årig efter at have spillet i 50 år). Men sølvet og guldet hænger diskret i et lille værelse på førstesalen. Her finder vi også et par trofæer i glas. I 2021 blev hun kåret til Europas bedste Masters-atlet på kvindesiden. Her i konkurrence med alle atleter over 35 år. Og på kvindernes kampdag 8. marts i år blev hun kåret som årets Masters-atlet i Danmark. Her er aldersgrænsen 30 år.

Når jeg bliver gammel, vil jeg være i lige så god form og skarp som dig. Har du nogle gode råd?

- Jeg har brugt min krop. Det har holdt mig smidig og i form. Men ellers har jeg levet normalt. Hver aften drikker jeg et stort glas rødvin. Det vil jeg hellere end kaffe, fortæller Rosa, der også engang var aften-ryger.

"Normalt" er for Rosa er at gå i seng klokken 22 og stå op igen klokken 6.30. Middagslure har hun aldrig praktiseret.

- Det er jo umuligt at sove midt på dagen.

Det er også "normalt" for hende at man skal være sulten, inden man spiser. Om morgenen får hun kun lidt frugt, og om formiddagen et måltid af rugbrødsmadder. Hun kalder det sin morgenfrokost

Om eftermiddagen nyder hun en ostemad, men ellers er næste måltid først aftensmaden.

Hun har købt hjælp til rengøring og have, men laver selv mad.

- Det bliver dog til mange færdigretter, siger hun og smiler.

Det var meget passende, at det blev på kvindernes kampdag, at den seneste hæder faldt, for Rosa Thorup Pedersen har altid været en kvinde, der ikke let lod sig "køre over".

Hun var dygtig i skolen. Så god, at da hendes store familie flyttede fra Holsted i Midtjylland, fik hendes far en verbal pegefinger af hendes lærer: "Nu sender du hende ikke i en almindelig landsbyskole!"

Hun kom derfor på realskole i først Faaborg og siden Bogense og fik en stribe 12-taller i form af datidens "ug'er". Yndlingsfagene var regning, matematik og fysik, og drømmen var at blive ingeniør.

- Men dengang måtte kvinder ikke komme ind på uddannelsen, fortæller Rosa, der i stedet blev udlært på et advokatkontor og siden ansat i osteeksportfirmaet A.G. K. Wichmann i Odense.

Der var søde bejlere, men ...

- Jeg gik ikke i seng med mændene, for jeg havde nogle søstre, der blev gravide uden at være gift, og så blev min far arrig. Det gjorde man jo dengang, og vi kendte ikke til prævention, erindrer hun.

Frode Pedersen - en chauffør hos ostefirmaet - vandt Rosas hjerte, og de blev gift i 1955. Hjemmet blev på Holstedvej i Odense i bydelen Bolbro. Et hus i to plan og med kælder og have. Og her har hun haft sit hjem i 68 år.

- Er det ikke pudsigt, at vejen hedder Holstedvej, siger hun - som et lille diskret tjek af, om vi husker, at hun er opvokset ved Holsted.

Hun fødte sin søn Max som 29-årig, og i 1963 fulgte datteren Gitte. Det blev en sædefødsel på en fødeklinik.

- Da jordemoderen og lægen ankom, var fødslen så langt fremme, at de ikke kunne nå at køre mig på sygehuset. Lægen lagde sig med det samme på tværs af min mave, så barnet ikke skulle smutte op igen, og jeg råbte og skreg og ville gerne bedøves. Lægen kiggede alvorligt på mig og sagde: Det gælder liv eller død for en af jer, så vi kan ikke bedøve dig - men hjælp nu til og tryk alt, hvad du kan!

Rosas krop har hjulpet hende til sejre, men den har ikke altid holdt til alt, hun har udsat den for.

Der har været et flækket skinneben, brækkede ribben, og i den netop overstående vinter har hun oplevet en influenza, hun stadig er mærket af. Det afholder hende fra at træne de sædvanlige en til to gange om ugen i Odense Atletik.

Virus angreb hende, efter at hun havde overstået en blodansamling i et ben og siden et natligt og hårdt fald på trappen. Nu er der fundet en lille mislyd på hjertet, som måske skal fikses, og der er også kommet noget slidgigt i en skulder. Men humøret er intakt, for det meste af livet har hun været præget af optimisme.

Bortset fra dengang, hun fik en depression.

Da børnene kom i skole, begyndte hun at arbejde igen - denne gang i et hydraulikfirma. Her var hun i 22 år og var leder af Odense-afdelingen, og alt gik strålende, indtil der kom en ny og ung chef.

- Ledelsen så på mig som hende den gamle gråhårede. Jeg følte, at de ikke ville acceptere mig som afdelingsleder, fortæller Rosa.

Det fik hun en depression af, men hendes læge reddede hende med en lang sygemelding og rådede hende til at dyrke sin atletik og fortælle alle om, hvad hun havde oplevet, så det kunne komme ud af systemet.

Hun fulgte rådene, fik det godt igen, men også en fyreseddel med en lang opsigelse. Det førte til en rejse til Australien.

Hvad betyder det for dig at dyrke atletik? Hvis vi ser bort fra medaljer og hæder og en smidig krop i god form. Hvad giver det dig?

Denne gang har Rosa ikke et hurtigt svar. Hun taler om, at hun altid har elsket at løbe og kaste. At hun siden barndommen har holdt af konkurrencer. Ikke mindst af at vinde. At atletikken har givet hende oplevelser med konkurrencer rundt i Danmark og Europa.

- Selv om vi selv skal betale næsten alt. Både rejser og tøj, men vi kan søge klubben om tilskud og får da også lidt. Men nu er det altså slut med at tage til konkurrencer i udlandet. Det orker jeg ikke mere, siger hun.

Hun tænker lidt videre, og så kommer det endelige svar:

- Kammeratskabet. Jeg er en del af et fantastisk kammeratskab.

- Vi arbejder ud fra noget, der hedder 90/10. Vi er herrer over 90 procent, men de sidste 10 procent er alt det, du ikke kan forberede dig på, siger Nicklas Flenø Mikaelsen.

Han og barndomsvennen Emil Fammé Hansen har brugt en stor del af livet på at jagte eventyret. De har cyklet verden rundt, vundet DR-programmet Alene i Vildmarken, og snart står de overfor deres måske vildeste eventyr hidtil: De vil krydse indlandsisen på cykler.

De 10 procent kan være isbjørne, gletsjerspalter, vejret - eller alt muligt andet, som man ikke kan tænke sig til.

Men de 90 procent er Cykeldrengene Emil Fammé Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen forberedte på til fingerspidserne. De har nemlig brugt halvandet år på at gøre sig klar til turen, der iblandt dækker over massiv fysisk træning og mental forberedelse. Herudover har de blandt andet også taget et kursus i, hvordan man lapper et åbent benbrud eller giver et skud adrenalin i låret, de har været på gletsjerkursus, hvor de har lært om færdsel og sikkerhed i og omkring gletsjere, og de har været på flere træningsture i Norge, blandt andet i naturområdet Hardangervidda.

For det er enormt vigtigt at være forberedt til ekspeditionen. Turen er 650 kilometer, foregår i ned til minus 40 graders kulde, og undervejs er der risiko for voldsomme storme og både solskoldninger og forfrysninger. Midt på indlandsisen er der mange kilometer til civilisationen, og de to skal bevæge sig i et ufremkommeligt terræn og i sne, så langt øjet rækker.

- Der er kun én, der har forsøgt det før. En spanier, der i 2013 forsøgte at cykle over indlandsisen. Han klarede kun 4 cykeldage ud af 27 grundet manglende forberedelse og på grund af vind og vejr. Nu kaster vi os ud i noget, der er en længere ekspedition, fordi vi vil cykle fra kyst til kyst, siger Nicklas Flenø Mikaelsen.

Når de to er i en kontinuerlig jagt på eventyret, skyldes det primært tre ting.

- For det første: Vi siger jo altid "hold kæft, vi har det godt". Og vi gør det for at minde os selv om, at vi faktisk har det rigtig godt. Når vi er herhjemme, så glemmer vi nogle gange, hvor godt vi har det. Men når man kommer derud, hvor alt trygt bliver revet væk under én, så indser man, hvor meget man har at være taknemmelig for. Og når vi kommer hjem igen, så sætter vi bare mere pris på det.

- Den anden ting er, at vi er fortalere for, at man kan, hvad man vil. Gå efter dine drømme, gør det, der gør dig glad. Når vi siger, vi gør noget - og vi så gennemfører det - så viser vi, at det kan man. Uanset hvor vanvittige, folk tænker, vi er. Vi har tidligere manglet den rollemodel selv, så det vil vi gerne være, siger Emil Fammé Hansen, og Nicklas Flenø Mikaelsen supplerer:

- Da vi gik i folkeskolen og gymnasiet fik vi at vide, at det eneste, vi kunne, var at tage en uddannelse. Og det er svært, når det ikke er det, man drømmer om. Så vi vil gerne vise, at man godt kan leve af sin drøm.

Og så forklarer venneparret, at det selvfølgelig også handler meget om oplevelsen, udfordringen og rusen.

- At tage den til grænsen og se, om man nu også kan - det er fedt. Vi er drevet af at finde ud af, hvad vi kan, hvor langt vi kan gå, og hvor meget vi kan udfordre os selv. Det føles sindssygt godt, at når man så klarer den, så kan man klappe sig selv og sin makker på skulderen og sige: "Shit, hvor er du sej", siger Emil Fammé Hansen.

- Og så er det selvfølgelig også en rejse ind i os selv. Selvudvikling står meget højt på vores dagsorden, det er også det, vi tager ud og snakker meget om i vores foredrag. Der er ikke noget bedre sted at udvikle sig, end når man kommer helt derud, hvor man spørger sig selv: "Hvad fanden har jeg gang i?" Det handler om at skubbe til sine grænser og derigennem udvikle sig, supplerer Nicklas Flenø Mikaelsen.

Venneparret rejser mod Grønland den 24. april, og allerede den 26. april forventer de at tage afsted på den ekstreme ekspedition - lidt afhængigt af vejret.

For det er noget af det, der kan påvirke ekspeditionen meget undervejs.

- Vejret er altafgørende. Vi har en back office-manager, Lars Ebbesen, som er den førende polar-backoffice-manager, og han sender os vejrudsigter undervejs, så vi får dem et par dage i forvejen. For sådan noget som en storm kan opstå pludseligt. Det er simpelthen livsnødvendigt, siger Emil Fammé Hansen.

Cykeldrengene har da også oplevet omskifteligt vejr og voldsom kulde før. Sidste år var de nemlig afsted på en 13 dage lang træningsekspedition i Grønland, hvor de cyklede i alt 207 kilometer.

Og derigennem har de fået en masse brugbar erfaring - blandt andet har de fået en god strategi for at opsætte en camp, som er godt at være på forkant med, hvis der eksempelvis bryder en storm ud. De har fundet en løsning på et problem bestående i pulke, der væltede, og så har de lært at passe endnu bedre på, at de ikke får forfrysninger, da Emil Fammé Hansen sidste år fik forfrysninger i kinderne.

- Vi har helt sikkert lært en masse af turen, vi har fået nogle gode rutiner, og det har været vigtigt i forberedelsen, siger Nicklas Flenø Mikaelsen.

Nu er der kun få uger til afgang - og selv om vennerne kan risikere at støde på farlige situationer, er de ikke bekymrede for den forestående ekspedition og de 10 procents uforudsigelighed.

- Bekymringer gør vi os ikke så meget i. Det er for dumt, for det tager glæden fra det - vi er trygge ved, at vi har forberedt os så godt. Og er der noget, der går galt, så må vi tage den derfra.

- Jeg glæder mig til det i helhed. At komme væk fra alt, hvad der hedder larm - både telefon, fjernsyn, mennesker, alt. Og til at se, hvordan man reagerer. Og så glæder jeg mig til at møde Nicklas' familie på østkysten, der bor der. Nicklas' mor, far og søster og min mor kommer og henter os, og så skal vi være sammen med Nicklas' familie i halvanden, måske to uger, siger Emil Fammé Hansen.

Også Nicklas Flenø Mikaelsen ser frem til at komme væk fra larm og travlhed.

- Vi har været i en meget travl periode med foredrag, samarbejdspartnere, alle mulige ansøgninger, bevillinger og virkelig meget forberedelse. Så jeg glæder mig bare til, at vi står ved vandkanten på vestkysten, ser hinanden i øjnene og skal til at være i det, vi har brugt halvandet år på at forberede os på, siger han.

Har du lyst til at se mere til de tidligere Alene i Vildmarken-vindere og følge med i deres ekspedition, kan du følge dem på Facebook og Instagram, hvor de begge steder kan findes under navnet Cykeldrengene.

Italiens premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre har indledt en hovedrengøring af det italienske sprog.

Sproget fra offentlige institutioner og private selskaber og firmaer skal være kemisk renset for udenlandske, især britiske, ord og udtryk. En generel storbeundring af alt britisk, dvs. anglomani, skal udryddes.

Partiet sætter en ualmindelig stor kontant trumf på og mener, at skal det koste, virkelig koste, hvis der i fremtiden sniger sig andet en italiensk ind i sprogbruget.

I lovforslaget foreslår Italiens Brødre således en bøde svarende til cirka 750.000 kroner for u-italiensk sprog i kommunikationen fra det offentlige og private selskaber.

Det fortæller flere internationale medier, blandt andet den australske avis The Sidney Morning Herald med det britiske nyhedsbureau Ruters som hovedkilde.

Meloni og hendes parti mener, at det italienske sprog skal beskyttes og plejes, da spredningen af ​​engelsk "nedværdiger og nedgør" italiensk. I teksten til lovforslaget hedder det, at "det er ikke kun et spørgsmål om mode, for mode skifter, men om at anglomani har konsekvenser for samfundet som helhed."

Desuden lyder argumentet, at den udbredte brug af engelsk er "endnu mere negativ og paradoksal," idet Storbritannien har forladt EU.

Desuden skal alle navne og betegnelser på job i virksomheder i Italien staves og udtales på italiensk, fremgår det af forslagsteksten. Kun fremmedord, der er umulige at oversætte, vil være tilladte.

Forslaget skal vedtages i det italienske parlamentets to kamre for at gælde som lov.

Hvis det sker, skal Giorgia Meloni selv i gang med den sproglig gulvskrubbe: Hendes industriminister markedsføres som "Made in Italy," og da hun holdt sin åbningstale i parlamentet, beskrev hun sig selv som "underdog."

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår lovforslaget kommer på parlamentets dagsorden.

Tv: De er vanvittigt rige, og de er amoralske, samvittighedsløse og politisk ukorrekte. De fire mænd i den norske serie "Exit" er kort sagt nogle rige svin.

Adam, Jeppe, William og Henrik misbruger stoffer, alkohol og andre mennesker - særligt kvinder - i en grad, som er chokerende. Men de misbruger også hinanden. Mage til grænseoverskridende opførsel skal man lede længe efter. Og desværre ikke kun i skuffen for fiktion. "Exit" bygger på interviews med eksisterende rigmænd, som under løfte om anonymitet har fortalt om deres ekstreme livsførelse til manusforfatter Øystein Karlsen.

Den underholdende serie sætter sin seer i en blandet stemning.  Man bliver ramt af både ubehag og raseri. Men også af varme følelser - særligt for en hustru, der forsøger at overliste en af mændene. Det gør i perioder handlingen næsten ulideligt spændende.

Man griner også. Ler af de rige svin, når de indimellem må ned med nakken, fordi virkeligheden ikke svarer til deres selvindbildte tro på egne uovervindelige evner.

Efter seriens to første sæsoner blev "Exit", der er skabt af NRK, målt til at være den hidtil største streamingsucces for nordisk public service-drama. I Norge er serien den mest streamede nogensinde.

Ikke underligt. De to første sæsoner var fremragende.

Nu er tredje og sidste sæson på trapperne. Ifølge DR rammer den sendefladen til juni, men kan man ikke vente, kan den allerede nu ses på på NRK.

Det skal retfærdigvis nævnes, at de norske anmeldere generelt er noget mindre begejstrede denne, sidste gang.

din indre svinehund kan lide at blive bekræftet i, at der er rige svin i denne verden, som fortjener at få udstillet deres moralske fordærv.

du ikke orker at se på moralsk forfald og kvindeundertrykkelse.

"Exit". De to første sæsoner kan streames på DRTV. Hver sæson er på 8 afsnit a ca. 30-40 min. Tredje sæson sendes i juni.