Sundhed: 65-årige Ole Ditlev fra Randers har haft sukkersyge i form af type 1-diabetes, siden han var tolv år gammel.

Han arbejder som afdelingsleder på et pengeinstitut, og det meste af sit liv har han måttet prikke sig selv i fingerspidserne op til ti gange dagligt for at måle sit blodsukker og holde det stabilt.

Men priktestene har for Ole Ditlev været svære at forene med sit arbejdsliv, hvor dagene er fyldt op med møder af ukendt varighed, fortæller han.

- Når jeg sidder i møder, og blodsukkeret bliver for lavt, så forsvinder øverste etage altså. Så tænker man ikke klart. Det er næsten det allerværste, når det sker, siger han og fortæller, at det har han prøvet mange gange.

- Jo ældre man bliver, jo sværere har man også ved at mærke det lave blodsukker.

Ny teknologi har dog gjort hans liv meget nemmere.

Ole Ditlev har nemlig udskiftet fingerprikkene med en sensorbaseret glukosemåler. Det er en lille maskine, som er klistret fast på overarmen og måler hans blodsukker. Måleren taler sammen med en app på hans mobiltelefon. Ved at føre mobilen over sensoren på armen, får han alle de vigtige tal frem på skærmen.

- Det er virkelig en forbedring af min livskvalitet, og mit blodsukker er bedre reguleret, fordi jeg måler det tyve gange om dagen nu, hvis det kan gøre det. Det er bare at føre mobiltelefonen op forbi sensoren på armen, så er det målt.

- Og under møder kan jeg også måle mit blodsukker nu, uden at der er nogen, der opdager det. Man er mere tryg, og det betyder meget, siger han.

På tværs af landet er der dog stor forskel på, hvor mange diabetespatienter der får bevilget en sensorbaseret glukosemåler af kommunen.

I nogle kommuner får over 80 pct. af ansøgerne en bevilling, mens andre kommuner giver stort set alle diabetespatienter afslag.

Det viser en kortlægning, som Diabetesforeningen har foretaget med data for de seneste fem år.

Og det møder kritik fra Diabetesforeningens direktør, Claus Richter, der kalder det et "postnummerlotteri".

- Det er jo helt uacceptabelt, at det er ens postnummer, som afgør, om man kan få en bevilling til noget så vigtigt som den teknologi, der gør, at man kan leve godt og trygt med sin sygdom.

Han peger på, at den sensorbaserede glukosemåler blandt andet kan give alarmer ved højt og lavt blodsukker, så man kan nå at reagere, "inden man falder om".

For mennesker med diabetes, der må tage insulin flere gange dagligt, er det lægernes generelle anbefaling, at de får tilbudt en sensorbaseret glukosemåler, fortæller direktøren.

- Jo mere, du har styr på dine data, desto bedre er du også til at styre din sygdom. Og med diabetes er det blodsukkeret, som er afgørende. Har du et for svingende blodsukker, så øges risikoen for, at du får en række af de følgesygdomme, som kommer med pakken diabetes, siger Claus Richter.

Følgesygdommene kan bl.a. være blindhed, nyresvigt og hjertekarsygdomme.

Hvis det er billigere at prikke sig selv i fingeren end at få en sensorbaseret glukosemåler, kan du så ikke også godt forstå, at kommunerne gerne vil spare penge?

- Nu er prisforskellen jo ikke særlig stor mellem de to. Og det kan godt være, at fingerprikmetoden er billigere nu og her, men besparelserne smuldrer hurtigt, når man tager de langsigtede briller på.

- Sensoren giver et mere stabilt blodsukker, det viser studierne, og er et værn mod både de livstruende situationer, der kan opstå ved højt og lavt blodsukker samt de alvorlige følgesygdomme.

- Samlet set er det altså en gevinst for samfundet, der også kan mindske presset på sundhedsvæsnet.

Med til at komplicere billedet er dog, at de sensorbaserede glukosemålere også kan bevilges af regionerne.

Men det er kun, hvis de skal bruges i et konkret behandlingsforløb, hvor blodsukkeret skal reguleres, fordi det ligger for højt eller lavt.

Det er ikke tilfældet for Ole Ditlev, der er god til at holde sit blodsukker nogenlunde stabilt.

Derfor sendte Ole Ditlev i 2021 en ansøgning afsted til Randers Kommune for at få en sensorbaseret glukosemåler bevilget af kommunen i stedet.

Men i Randers Kommune har tre af fire ansøgere de seneste fem år fået et afslag, viser tallene fra Diabetesforeningen.

Et afslag, det fik Ole Ditlev også.

Randers Kommune vil ikke betale for det dyrere alternativ til fingerpriktesten ud fra blandt andet det hensyn, at Ole Ditlev ikke har gener i fingrene ved at prikke sig.

Det viser afgørelsen, som Avisen Danmark har set.

Heri fremgår det også, at selvom kommunen "anerkender", at måleren "ville hjælpe med at gøre hverdagen mindre besværlig og udfordrende" for ham, er det ikke grund nok. Kommunen understreger også, at økonomi er en del af den samlede vurdering. Ankestyrelsen gav kommunen ret, fortæller Ole Ditlev.

I stedet har Ole Ditlev fået mulighed for selv at købe den sensorbaserede glukosemåler. Han skal betale differencen i prisen mellem glukosemåleren og fingerprik-metoden.

Og det har han takket ja til.

Det koster ham 570 kr. hver anden måned for en pakke for fire. Og den sensorbaserede glukosemåler skal udskiftes hver fjortende dag.

Udstyret har gjort en verden til forskel for ham, siger han.

- Nu er jeg så heldig stillet, at jeg kan godt finde de 570 kr. Det har forbedret både mit arbejdsliv, mit fritidsliv og min livskvalitet at få sensoren.

- Men det er tudetosset, at vi bor i et lille land som Danmark, og der skal være så stor forskel på, om man kan få hjælp eller ikke kan få hjælp. Det er ikke rimeligt. Man skulle jo kunne få det samme hjælp, uanset hvor man bor.

Diabeteslæge Pernille Hermann fortæller, at for de patienter, hun møder, gør sensorbaserede glukosemålere en ”stor forskel i deres liv”.

- Det giver dem meget større tryghed, og det betyder, at de tør at regulere deres sukkersyge strammere. På den måde får de også en helbredsmæssig gevinst.

Pernille Hermann er formand for Dansk Endokronologisk Selskab, som repræsenterer de speciallæger, der behandler diabetespatienter. Desuden er hun lektor på Syddansk Universitet og specialeansvarlig overlæge på Endokronologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Det er dog ikke alle diabetespatienter, der har gavn af den sensorbaserede glukosemåler, understreger hun.

For den store gruppe af patienter med type 2-diabetes viser studier, at det ikke ser ud til at have en stor gavnlig effekt.

Til gengæld er det ifølge Pernille Hermann en stor hjælp for den gruppe af diabetespatienter, der ikke kan mærke, når de får for lavt blodsukker.

Ved lavt blodsukker risikerer de at miste bevidstheden og få diabeteskramper. Her betyder alarmsystemet, som nogle af de sensorbaserede glukosemålere er udstyret med, at patienten bedre kan sænke skuldrene, fortæller hun.

- Det er en stor tryghed. Jeg har hørt fra mange patienter, at den angst kan de slippe, når de får en sensor med alarm.

Hun mener dog ikke, at det nødvendigvis er et problem, at nogle kommuner afviser at bevilge sensorbaserede glukosemålere til mange af ansøgerne.

For hvis patienten har behov for glukosemåleren som led i en lægefaglig behandling, så bør bevillingen gå gennem regionen.

Sagerne i kommunerne handler altså ikke om en sundhedsfaglig behandling, understreger hun.

De handler om, at glukosemålerne er et hjælpemiddel til f.eks. bedre at kunne passe sit arbejde eller få hverdagen til at hænge sammen. Det kan også være, hvis man af fysiske grunde ikke er i stand til at prikke sig selv i fingerspidserne.

- Hvis det er gået ud til kommunerne, handler det ikke om god diabetesbehandling, så det handler om komfort eller andre aspekter af livet, siger hun.

Spørger man Ole Ditlev, er han enig i, at komfort er en del af forklaringen.

- Komfort er jo livskvalitet, kan man sige. Jo, det er da nemmere, og det vedgår jeg da gerne. Men det er jo heller ikke sjovt at have følelsesløse fingre, fordi man har prikket i dem så mange gange. Og sensoren har lettet min arbejdsdag meget. Jeg vil tro, at det vil være en lettelse for mange på deres arbejdsplads.

Ole Ditlev har selv mistet synet på sit venstre øje for mange år siden på grund af sin diabetes. Øjensygdomme er en kendt følgesygdom af for højt blodsukker over en længere periode.

- Sensoren giver jo mig en tryghed for, at følgesygdommene måske holdes lidt på afstand. Det er jo ikke noget, jeg går og tænker på til daglig, for så kan man jo ikke leve. Men selvfølgelig strejfer tanken da én engang imellem, at man kun har et skud tilbage, siger han med henvisning til, at han kun har synet på ét øje tilbage.

Hos Randers Kommune fortæller Steffen Hjorth Sunesen, leder af Visitationsenheden, at kommunen følger reglerne.

- Siden 2018 har vi fået 16 klager, som er røget i Ankestyrelsen. Og vi har fået medhold i de 15. Så der er ikke noget, der tilsiger, at den praksis, vi har anlagt os, ikke er korrekt.

Kritikken er, at det er uretfærdigt, at bevillingsprocenten er så meget højere i andre kommuner?

- Alle sager er forskellige fra person til person. Jeg er med på, at når man kigger på tallene, så er der et kæmpe, kæmpe spænd. Men det skulle gerne være sådan, at en sag i én kommune bliver behandlet på samme vis i en anden kommune.

Steffen Hjorth Sunesen forklarer, at en del af afslagene kan skyldes, at det er regionen, som skal tage stilling til bevillingen, ikke kommunen.

Derudover kan det skyldes, at man ikke har store nok gener ved at stikke sig selv i fingerspidserne.

- Generelt kan man sige, at vi kigger på, at man bliver afhjulpet ved det bedste, billigste egnede produkt. En sensorbaseret glukosemåler er cirka dobbelt op i pris, siger han.

Hos Kommunernes Landsforening, KL, udtaler direktør Christian Harsløf i et skriftligt citat, at borgere med diabetes "selvfølgelig skal have den hjælp, som de har brug for".

- Vi er enige i, at glukosemålerne er en rigtig god teknologi, som kan forbedre borgernes behandling, lyder det i svaret.

Direktøren fastslår, at kommunerne følger reglerne på området, hvor det er defineret af Ankestyrelsen, hvornår kommunerne må bevilge det og ikke må.

Kommunernes direktør kalder også sagen "et godt eksempel på", at der er "en uklar snitflade mellem, hvad der er kommunens og hvad der regionens ansvar".

Tilbage i Randers peger Ole Ditlev på, at det umiddelbart kan betale sig for samfundet at bevilge de sensorbaserede glukosemålere, hvis det kan forebygge følgesygdomme af diabetes.

- Hvis du skal have amputeret dit ben og have hjælp fra kommunen, så er det langt, langt dyrere end at ofre de småpenge, som det i bund og grund koster at bevilge den sensor, siger Ole Ditlev.

Politik: Mellem 56.000 og 69.000 personer i alderen 16-74 år udsættes årligt for vold eller seksuelle overgreb begået af en nuværende eller tidligere partner.

I langt de fleste tilfælde begås volden mod kvinder. Og på flere parametre er volden mere alvorlig end den øvrige vold i samfundet.

Men ofre for partnervold er mindre tilbøjelige til at anmelde det.

Det er de hårde kendsgerninger, der bliver oprullet i offerundersøgelsen fra Justitsministeriet.

- Det er stærkt alarmerende og bekymrende, at så mange oplever partnervold, vold i nære relationer, psykisk vold og samtidig ikke anmelder det, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Han bliver bakket op af ligestillingsminister Marie Bjerre (V), der også kalder tallene for ”stærkt alarmerende”

- Jeg ser det som en tendens, at man dækker over volden, når det sker i de nære relationer. Det er en kæmpe ligestillingsudfordring. Derfor har vi en forpligtelse til at gøre op med partnervold og de eksisterende tabuer, når volden sker i nære relationer, siger Marie Bjerre.

Avisen Danmark møder Marie Bjerre og Peter Hummelgaard i samtaleværelset på Christiansborg, hvor den ene endevæg er prydet af Herman Vedels store portræt af 30 mænd, der forberedte grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder valgret til Folketinget.

Og ifølge Marie Bjerre så handler det, ligesom dengang, om ligestilling.

- Det er en kønnet udfordring, når vi ikke tør italesætte, at kvinder i høj grad er udsat for partnervold og den meget grove partnervold. For ofte siger man, at det er husspektakler, det er inden for hjemmets fire vægge, eller hvad man ellers kan skyde det ned med.

Også justitsminister Peter Hummelgaard mener, at problemet særligt eksisterer hos mænd.

- Siden mennesket lærte at gå, har mænd særligt med deres fysik begået overgreb og vold mod kvinder. Men vi er også nået til et tidspunkt i vores civilisationshistorie, hvor vi som samfund siger, at det vil vi ikke acceptere mere, fortæller han.

Tallene viser, at partnervold i langt de fleste tilfælde begås mod kvinder. I perioden 2005-2021 var offeret i 85 procent af de rapporterede tilfælde en kvinde.

For omtrent 40 procent af tilfældene var gerningspersonen påvirket af alkohol. Men ifølge Peter Hummelgaard, er man ”nødt til at gøre op med undskyldningerne.”

- Det er ikke nogen undskyldning, at din mand elsker dig rigtig meget og derfor føler sig kaldet til at slå på dig. Det er heller ikke nogen undskyldning, at han er fuld. Det er heller ikke nogen undskyldning, at han er jaloux. Vold er uacceptabelt.

Derfor vil ministrene også en indføre en række politiske initiativer, så partnervolden mindskes.

Her ønsker ligestillingsminister Marie Bjerre at bygge videre på den handlingsplan, som den forrige regering indførte.

- Fagpersoner og myndighedspersoner skal være bedre til at spotte volden. Også sundhedspersonale i jordmoderkonstellationer skal være bedre til at spotte volden. Vi ved faktisk, at volden tit eskalerer i forbindelse med graviditet og fødsel, siger hun.

Samtidig vil ligestillingsministeren gøre det lettere for både mænd og kvinder at tilgå et krisecenter. Også uden at man nødvendigvis er nødt til at flytte sig selv og sine eventuelle børn ind på centret.

I offerundersøgelsen fra justitsministeriet fremgår det også, at det særligt er i den nederste indkomstgruppe, hvor der sker partnervold.

Justitsministeren eller ligestillingsministeren advarer dog mod at kalde det et socialt problem. Men det er et "vigtigt perspektiv."

- Arbejderklassen eller underklassen er hverken dummere eller voldeligere, men de har oftere nogle livsomstændigheder, der skaber flere konflikter i en familie, siger Peter Hummelgaard og uddyber:

- Men vi må ikke bare sige, at det er et social problem forbeholdt de nederste samfundslag. Det kan ske i alle samfundslag, og det tabu skal vi have brudt, siger han.

Mødeaktiviteten på Christiansborg er på nul i denne uge. Det skyldes, at denne uge, uge 10, som en årlig tradition er sat af til studierejser for de politiske udvalg og derfor helt officielt er en mødefri uge.

I år er 48 af Folketingets 179 medlemmer i denne uge på studie- eller arbejdsrejse. De forskellige rejser går til Texas, New York, Uganda, Indonesien og Sydafrika.

Forude ligger et hæsblæsende lovgivnings- og beslutningsarbejde, der skal være færdiggjort, inden folketingsåret slutter 5. juni.

Derfor er lige netop dette tidspunkt for studierejserne et pivtosset benspænd for arbejdet i Folketinget, mener Enhedslistens gruppeformand og medlem af udvalget for Folketingets forretningsorden Peder Hvelplund.

- Vi ved, at det år efter år strammer til med at nå tingene inden 5. juni. Lige for tiden har vi debatten om stress og øget arbejdspres på Christiansborg, og i det lys er det tåbeligt ikke at få afviklet arbejdet, der ligger og venter, frem for at at presse det helt frem til grundlovsdag. Det giver meget mere mening at skubbe rejserne til engang i september, siger Peder Hvelplund.

Hans argument for dét er, at da er der endnu ikke gang i folketingsmøderne og udvalgsmøderne, da folketingsåret først går officielt i gang første tirsdag i oktober.

- Det betyder ikke, at vi ikke er på arbejde, for vi er i gang med at forberede folketingsåret og diverse politiske udspil. Men det er betydeligt lettere at sætte en uge af til rejseaktivitet, når det ikke som nu går ud over noget lovgivningsarbejde, som man skal nå inden en bestemt dato, siger Peder Hvelplund, som nu vil tage problemet op i udvalget for Folketingets forretningsorden.

Foruden Peder Hvelplund selv har det 20 medlemmer, blandt dem den konservative Mai Mercado. Hun har kun i meget begrænset omfang deltaget i større rejser. Som mor til to børn, der i dag er 9 og 6 år har det været vanskeligt, påpeger hun.

- Jeg tror, at sidst jeg var af sted var et besøg i Sydkoreas hovedstad Seoul i 2012 med forskningsudvalget. Jeg har tit ærgret mig over ikke at kunne deltage i større omfang, når kolleger er kommet hjem fulde af inspiration efter diverse studieture. Men nu er børnene ved at nå en alder, hvor det nok bedre kan lade sig gøre, siger hun.

Når den dag kommer, ser hun ikke som Peder Hvelplund, at det er noget problem, at uge 10 blotlægges for Christiansborg-møder for at give plads til studierejser.

- Jeg er ikke så sikker på, det er et problem. I forvejen lægger mange udvalg deres studierejser i efteråret, fordi det måske tematisk bedst passer sig dér. Så det er til at planlægge efter. Desuden er det ikke så meget lovforslagene, men beslutningsforslagene, der kommer meget sent og presser på op mod juni. Her vil jeg bare sige til Peder Hvelplund, at hvad angår meget sent fremsendte beslutningsforslag, holder Enhedslisten sig ikke tilbage. Dér kan man jo starte, siger Mai Mercado.

Et lovforslag fremsættes for det meste af regeringen og indeholder, som navnet siger, et forslag til noget, der er tænkt skal være lov. Et beslutningsforslag fremsættes typisk af medlemmer af oppositionen og pålægger regeringen at foretage sig noget bestemt - f. eks. sætte en undersøgelse i gang eller fremsætte et lovforslag.

SFs gruppeformand Karina Lorentzen er også medlem af udvalget for Folketingets forretningsorden. Som Mai Mercado er hun heller ikke taget med storm af Peder Hvelplunds synspunkt. Hun mener, det er hip som hap, hvilket tidspunkt på året, man vælger.

- Selv om der ikke er møde i folketingssalen eller i udvalgene, er der så mange andre opgaver i eftersommeren og efteråret. Jeg bliver i hvert fald overrasket hvert år i august og september over, hvor meget der er på programmet. Umiddelbart tror jeg forskellen er ens, om man tager en uge til rejser i september eller nu i uge 10, siger Karina Lorentzen.

Venstres Jan E. Jørgensen er et af de 131 folketingsmedlemmer, der ikke er ude at rejse i denne uge. Bare for at understrege, at det ikke betyder, at han fiser den af, har han lagt sit dagsprogram op på sin hjemmeside og på Facebook. Det er ganske hæsblæsende.

- Jeg hører ikke til dem, der protesterer mod Peder Hvelplunds forslag om at flytte rejseugen fra uge 10 til en gang i september. Omvendt synes jeg faktisk, det er rart og giver plads til mange andre politiske gøremål med en uge på dette tidspunkt, hvor dagene ikke er væg-til-væg belagte med møder til langt ud på aftenen og nogle gange med flere møder på én gang, siger Jan E. Jørgensen.

Blandt de andre politiske gøremål end officiel mødeaktivitet på Christiansborg nævner han muligheden for at komme ud i virkeligheden og møde vælgere, læse og skrive mails, besvare opkald, skrive debatindlæg, forberede politiske initiativer og tale med journalister m.v.

Danmarksdemokraternes Hans Kristian Skibby er heller ikke på studierejse. Han er på sit kontor på Christiansborg. Han er ellers en erfaren rotte i studierejseri. I de 18 år, han har siddet i Folketinget - indtil sidste år for Dansk Folkeparti - har han deltaget i 21 studierejser. Men ingen af de udvalg, han sidder i for tiden, er taget nogen steder hen selv om ugenummeret er 10.

Han genkender det problem, Peder Hvelplund påpeger.

- Hvert eneste år oplever vi et tidspres op mod grundlovsdag. Jeg er bange for, det kun bliver værre i år, for finansloven er ikke endeligt på plads, og der er meget andet på vej. En mulighed er at flytte rejseugen til september, en anden mulighed er at lade juni være en del af folketingsåret, det vil være helt fint for mit vedkommende, siger Hans Kristian Skibby.

Han noterer med tilfredshed, at Hvelplund ikke ønsker studierejserne afskaffet, blot flyttet til et andet tidspunkt på året.

- Generelt synes jeg, at vi som lovgivere kan lære meget af at se og høre, hvordan man gør tingene andre steder. Ikke mindst synes jeg også, det er vigtigt, at danske virksomheder, der har afdelinger i andre lande, får besøg og opbakning af danske politikere. Studierejserne er relevante, men de skal selvfølgelig have et stærkt fagligt indhold, ellers kan de være lige meget, siger Hans Kristian Skibby.

Horsens: Der gik et sug gennem det tætpakkede publikum, og en hviskede "uhhh, nej, nej, nej... dét gør han bare ikke".

Men det gjorde han, den splitternøgne, vinterblege kunstner Uwe Max Jensen, da han onsdag eftermiddag lagde vejen forbi Horsens i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag: Uden så meget som et "av" sømmede han med en klingende klonk, klonk, klonk-lyd sin penis fast til en solid træstolpe i kunstgalleriet Galleri Vagn i Horsens og tog dermed hul på sit seneste kontroversielle performance-værk.

Værket, der blev overværet af det formentlig største publikum og medieopbud, det lille galleri i Allégade endnu har set, var tænkt som en kritik af nutidens feminisme, der ifølge kunstneren på nogle punkter er gået for vidt.

Mænd risikerer at blive tromlet, alene fordi de har et vedhæng mellem benene, og der mangler blik for de problemer, som landets hankøn slås med. For eksempel depression, selvmord, vold og ensomhed, forklarede Uwe Max Jensen, der ud over at demonstrere sine håndværksmæssige evner med hammer og søm læste op af det yderligtgående feministiske manifest "Scum Manifest", som den amerikanske feminist og forfatter Valerie Solanas skrev i 1960'erne.

Solanas advokererede blandt andet for afskaffelse af mandekønnet. Absurd, mener Uwe Max Jensen, hvis idé derfor var at fortsætte oplæsningen, indtil en af de tilstedeværende fik nok og stoppede penis-korsfæstelsen ved med en knibtang at trække sømmet ud af hans forhud.

Den svedende 51-årige nordjyde og hans forplantningsorgan, der hang udspændt på træstolpen, slap imidlertid ikke af krogen uden videre.

Mens nogle publikummer - måske ramt af usømmelig omgang med håndværktøj og genitalier - hurtigt forlod det lille udstillingsrum igen, gik en af gæsterne undervejs faktisk hen til kunstneren og slog sømmet dybere ind i bjælken.

Først efter cirka 25 minutters oplæsning forbarmede en ung kvinde sig, tog knibtangen og trak det omtrent fem centimeter lange søm ud af Jensens forhud. Det sad dog godt fast.

- Så stærk er jeg ikke, sagde hun i første forsøg.

- Jo, du kan godt. Hiv, hiv, hiv, opfordrede Uwe Max Jensen, og med et nyt, stærkt træk og et akkompagnerende "uhh åhh" fra kunstneren røg sømmet ud, hvorefter den unge frelser fik et kram.

- Det er positivt for mig, at der kommer en ung kvinde og hiver sømmet ud - dét, synes jeg, var meget rørende, for hvis det nu ikke havde været en kvinde, der havde befriet mig, hvor havde vi så stået henne i den her debat (om feminismen anno 2023, red.).

- Jeg konstaterer, at der er kvinder med empati derude, og det efterlader mig med en del håb, sagde Uwe Max Jensen.

Men hvorfor maler du ikke bare et maleri? Hvorfor overhovedet slå et søm gennem din forhud?

- Et maleri bliver jo bare en illustration af en idé. En performance kan rumme en idé mere konkret, og min idé har hele tiden været, at jeg vil tage fat det her manifest og kritisere det - men på en måde, hvor jeg ikke går imod det, men skaber en situation, som Solanas måske ville have bifaldet. Jeg tror, hun ville have bifaldet, at se en mand stå sømmet mere eller mindre hjælpeløst fast, forklarede han om den kuriøse korsfæstelse.

Den berømte amerikanske feminist er død for længst, så hendes reaktion kan man kun spå om.

Til gengæld var der en nulevende, horsensiansk feminist blandt publikum, Julie Due Steffensen.

Hun er forperson i foreningen Female Horsens, der kæmper for ligestilling, og hun havde ikke mange klapsalver til overs for selve penis-performancen.

Alligevel forlod hun galleriet i godt humør.

- Som en start var jeg skeptisk i forhold til, om jeg skulle møde op eller ej, for det ekstreme fører sjældent noget godt med sig. Men min skepsis er vendt til en enorm positivitet, for det, jeg blev mødt med i ligestillingens navn, var en masse unge mennesker (blandt publikum, red.), som sagde, "det her er jo ikke sandt", "sådan er kvinden ikke", "det er for plat", "det er for sort/hvidt", og så gik de, sagde forpersonen og erklærede sig glad for, at en del af publikum havde forladt galleriet længe før, sømmet blev trukket ud.

Imens var Uwe Max Jensen kommet i tøjet igen, og han kunne rejse hjem til Nordjylland med ømhed i de nedre regioner.

Han forventede, at hans penis på grund af søm-aktionen vil stråle i alle regnbuens farver i de kommende dage, forklarede han.