- Sådan vil jeg ikke udtrykke det, siger Sebastian Mernild og løfter sin pung 30-40 centimeter op i luften over bordpladen.

Jeg har netop spurgt klimaprofessoren, om han er på bølgelængde med Gro Harlem Brundtland. Hun sagde engang, at hvis man benægter, at klimaændringerne er menneskeskabte, så svarer det til at benægte holocaust.

Mernild holder stadig pungen i luften og fortsætter:

- Man kan sagtens benægte, at tyngdeloven findes, men det gør den, siger han og slipper pungen, der straks kaster sin tyngde mod spisebordet med en dump lyd og tilføjer:

- Og det gør de menneskeskabte klimaændringer også.

Med sin lille demonstration har Sebastian Mernild effektivt afvist at snakke om klimaskeptikere og deres argumenter.

- Videnskaben er ikke det mindste i tvivl om, at klimaændringerne er menneskeskabte, så jeg ser ingen grund til at bringe tvivlere og deres argumenter i spil, siger han.

Avisen Danmark har sat Sebastian Mernild stævne her ved hans eget spisebord hjemme i Odense, fordi han er en af ugens hovedpersoner.

Mandag udkom nemlig den store konkluderende rapport fra FN’s klimapanel  (IPCC). Mernild har over de seneste fem år været hovedforfatter i FN's klimapanel. En rapport, der samler al den nyeste klimaviden og beskriver de barske realiteter og hvor travlt vi har, hvis klimakatastrofer skal undgås. Realiteter som fik EU’s klimachef, Frans Timmermans til at sige:

- Hvis vi ikke sætter tempoet op, så kommer vores børn og børnebørn til at udkæmpe krige om vand og mad. Og det siger jeg uden at overdrive. Det er den form for hast, vi alle skal føle.

Mernild er en af de førende klimaforskere i verden, og han er enig. Han er dog forsigtig med selv at bruge for malende beskrivelser af, hvad der kommer til at ske, hvis ikke vi får hugget bremserne i nu, når det gælder udledning af drivhusgasser som CO2 og metangas. Han er videnskabsmand og vil helst tale om det, der kan vejes, måles og bevises. Om fakta.

Fakta kan nu også være hårdtslående nok i sig selv. For eksempel har der aldrig været så meget CO2 i atmosfæren, som der er lige nu. I hvert fald ikke i løbet af de sidste to millioner år og ikke i den tid, der har levet mennesker på jorden.

Fakta er også, at vi mennesker lige nu udleder mere CO2 end nogensinde før. Det gælder også os i Danmark.

Og med det på plads, så er de hårde facts også, at håbet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grad er dødt, for det vil allerede ske i løbet af de næste ti år. I begyndelse af 2030'erne siger de nyeste beregninger. Selv med en stor indsats i hele verden, er det stærkt tvivlsomt, om temperaturstigningen kan holdes under 2 grader.

På spisebordet i Sebastian Mernilds stue står to bærbare computere fyldt med facts og slides, som han bruger, når han skal informere verdens beslutningstagere om CO2 og truende temperaturstigninger. Imellem dem ligger hans mobiltelefon, der med ret korte mellemrum brummer og vibrerer, fordi nogen vil have fat i Mernild. Men den får lov at blive liggende - sammen med pungen.

Nu skal Sebastian nemlig få os til fatte alvoren. Han skal udpege de største udfordringer og svare på, om det overhovedet nytter noget. Og han vil røbe, hvad han ville gøre, hvis han bestemte over hele verden.

Men lad os begynde et andet sted, for Sebastian Mernild er en familiemand med kone og to børn, og han har - som alle andre 50-årige - oplevet, at temperaturen er steget mærkbart i hans egen levetid.

- Jeg husker da tydeligt, hvordan det sneede om vinteren, vi var ude hele dagen og bygge huler sneen, kælke og lege. Og så var der varm kakao, når vi kom hjem. Det er uhyre sjældent, mine børn oplever det. Jeg husker også turen med storebæltsfærgen, hvor isen nogle gange skruede sig op over om vinteren, og der var isbrydere. I dag har vi ikke rigtig vinter, der er nærmest kun tre årstider, siger Sebastian Mernild.

Dengang var Sebastian en lille fyr. En spirrevip der måtte klare sig med snilde for at slippe væk fra de store bøller. Han kom på en privatskole, hvor der var mere ro i timerne, disciplin og respekt. Orden.

Efter gymnasiet valgte spirrevippen fra Odense at opsøge endnu mere orden og disciplin. Han gik i Forsvaret og fik en reserveofficer-uddannelse. I løbet af nogle år gik han fra sergent til løjtnant, premierløjtnant og til sidst kaptajn.

Han har været udsendt til både Kosovo og Afghanistan, og faktisk var det livet i terrænet med camouflagemaling i hovedet, der for alvor vækkede hans interesse for, hvordan landskabet og klimaet er blevet, som det er.  Det banede vejen for den imponerende forskerkarriere, der har gjort ham til professor i klimaforandringer og en af de fremmeste stemmer på sit område.

Nu er han i "krig" for at redde klimaet. Eller rettere for at få os til at forstå, at det er nu, der skal handles, hvis vi skal undgå temperaturstigninger, der vil ændre jorden, som vi kender den. Men i modsætning til i forsvaret kan han ikke udstede en ordre eller få befolkninger til at gå i takt mod mindre afbrænding olie, gas og kul og mindre kødspisning.

-  Ja, det er noget helt andet som videnskabsmand. Her er min opgave er at bringe data frem, så folk bliver opmærksomme på, hvad der er sket, og hvad vi venter, der kommer til at ske. Og jeg taler ind i kompleksitet af meninger og synsninger og folk, der tror, og folk der ved.

Og politikere der gerne vil vælges næste gang måske?

- Præcist. Politikerne vil ikke være upopulære blandt vælgerne, og vil måske ikke være med til at træffe de nødvendige beslutninger.

Som for eksempel hvad?

Som at arbejde hen mod 80 procents reduktioner.

Men det er bare et tal. Er problemet ikke, at det først bliver rigtig svært, når det bliver konkret. Når det rammer din spaghetti kødsovs?

- Jo. En ting er at have et mål, og det er svært nok, men slagsmålet kommer for alvor, når der skal implementeres. Hvilke virkemidler skal vi bruge, hvad skal det koste, hvor meget skal vi ofre og give afkald på for at undgå at temperaturen stiger yderligere? Alt kommer med en pris.

Hvorfor har politikerne så svært ved at sige udstikke en ny kurs. Er det fordi, vi er et vækstsamfund, hvor hver generation har fået det bedre end deres forældres generation.

- Det har taget tid for beslutningstagerne. Først har de skullet indse realiteterne og alvoren i det, vi forskere har lagt frem. Dernæst har de skullet blive enige om nogle målsætninger. Men der, hvor det for alvor bliver svært, er at finde ud af, hvordan vi når målene. Er det landbruget, der skal beskattes? Er det en CO2-skat der skal indføres? Er det fly? Eller er det mobiltelefoner og internet? Hvert eneste valg, vi træffer, sætter et klimaaftryk. Og det er der mange meninger om.

 Spørgsmålet er vel, om vi skal gå ned i levestandard for at redde klimaet?

- Jeg tror ikke, vi skal have cubanske tilstande. Vi holder ikke op med at forbruge eller spise kød eller transportere os fra A til B. Spørgsmålet er hvordan, vi gør det?

Hvad så med dem i Cuba. Skal de op på vores niveau i levestandard?

- Vi kan ikke undgå, at cubanerne bliver rigere og efterspørger flere forbrugsgoder. Vi kan heller ikke undgå, at kineserne og inderne og afrikanerne med tiden kommer ud af fattigdom. Den udvikling kan ikke stoppes. Det er uundgåeligt, at vi bliver flere mennesker på kloden, at vi bliver rigere, og at vi lever længere. Det er tre ting i en klima-cocktail, som gør, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi indretter os. Det, vi kan ændre på, er vores adfærd.

Hvis du havde magten i hele verden, hvad ville du så satse på?

- Jeg ville omgående sætte mere skub på den teknologisk udvikling hen mod den grønne omstilling

Så du ville heller ikke sige, at vi skal gå ned i levestandard?

- Jojo. Men hvis jeg skulle prioritere, så ville jeg lægge de fleste af mine basseører i den teknologiske omstilling. Jeg tror ikke, vi kan få folk med til, at de skal have det dårligere i morgen end i dag. Så vi skal finde ud af at gøre tingene smartere med ny teknologi. Men der er meget andet, vi kan gøre for at skubbe folk i en mere klimavenlig retning ved at beskatte det, der belaster klimaet, og gøre det grønne alternativ billigere.

Det lyder svært. Kan du ikke være frustreret over, at vi er så langsomme til at tage klimaudfordringen alvorligt, når vi godt ved, hvad, der skal til. Hvad tænker du i de mørkeste stunder?

- Jeg bliver selvfølgelig bekymret, for vi har lagt sporene til en fremtidigt varmere planet.

Du har to børn på 14 og 11. Tænker du på dem og deres børn?

- Det er klart, det bliver en verden med flere ekstremer i vejret og med flere skader og dødsfald afledt af det, der følger med. Der er friske eksempler fra Pakistan, Afrikas Horn og Europa denne sommer. Det står lysende klart, og det får vi endnu mere af, og vi får det endnu mere hyppigt.

Kan du nogle gange tænke, at det er en håbløs mission, du er på?

- Det er i hvert fald en meget, meget svær mission, vi er på. Jeg har lige være i Florida, og der er der ingen elbiler. Amerikanerne tosser bare rundt i store biler, som de altid har gjort. Men man skal ikke give op, fordi det er svært. Og der er også håb, når man kigger mod Norge, hvor der er rigtigt mange elbiler.

Kan du forstå, at nogen går på kant med loven i frustration over, at beslutningstagere handler for langsomt. For eksempel aktivister fra Extinction Rebellion?

- Jeg kunne aldrig selv finde på det. Der hvor jeg bruger mine kræfter og muligheder bedst, det er ved at formidle til den brede befolkning. Min tid er ikke givet godt ud ved at stå med et banner.

Men de reagerer jo på baggrund af de realiteter, du er med til at fremlægge.

- Jeg kan godt forstå, nogen reagerer ved at stoppe trafikken på Langebro eller kaste grøn maling på Klimaministeriet, for det vil altid være ekstremister. Men min rolle er udelukkende at formidle viden.

Hvis dele af kloden er ved at blive ubeboelig med uoverskuelige konsekvenser for næsten os alle sammen, giver det så overhovedet mening at forske mere? Skulle du ikke bruge al din tid på at formidle den viden, så alle forstår alvoren?

- Jeg bruger også rigtig meget tid på at formidle. Jeg har faktisk skruet lidt ned for forskningen. Jeg bruger meget mere tid på at snakke med beslutningstagere, ministre og politikere for det er dem, der kan træffe beslutninger, siger Sebastian Mernild.

Mandag var han der igen for at formidle, informere og presse på med kolde facts om en varmere tid, da han mødtes med klimaminister Dan Jørgensen (S) og 50 klimaministre fra hele verden. Det var ved Copenhagen Climate Meeting, hvor den nye klimarapport blev præsenteret.

Rapporten er blevet kaldt det vigtigste dokument for de politikere og beslutningstagere, der skal udstikke en ny retning.

På scenen har en af kandidaterne til hovedbestyrelsen et billede med. Den ene side forestiller et foto af ham selv, og den anden side et foto af formand Lars Løkke Rasmussen.

- Se hvor meget jeg ligner Lars Løkke Rasmussen, lyder det fra scenen, da han skal overbevise salen om sit kandidatur til hovedbestyrelsen.

En anden kandidat forsøger også at drage fordel af, at hans struktur minder om Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg er ligesom Lars født i Vejle og vejer et par kilo for meget, men det er ikke det værste, siger han med et smil på læben.

Selv klimaminister Lars Aagaard (M) fortæller på scenen, at han er ”Lars Løkke fanboy”.

Der er ingen tvivl om, at der hersker stor beundring af Lars Løkke Rasmussen i Moderaterne.

Det store spørgsmål til dette årsmøde var i stedet, hvem er alle de andre?

Det mangler partiet svar på.

Partiet har selv oplyst, at de i bund og grund gik ind til årsmødet med bind for øjnene. Uden kendskab til medlemmerne, hvor de kommer fra, hvad de arbejder med, eller hvor gamle de er.

Årsmødet handlede derfor i høj grad om sidemanden. Og hvad den person var for en størrelse. Ligesom der i sidste uge var stablet flere lokale arrangementer på benene i Moderaterne med det selvsamme formål i sigte.

Hvem er egentlig medlem af Moderaterne?

Partiet har nemlig planer om at udvide. Her er næste skridt EU-valget og senere kommunalvalget. Og det kræver et engageret bagland.

Derfor har Lars Løkke Rasmussen også meddelt, at han i løbet af april og maj tager på en storstilet danmarksturné, hvor han skal møde Moderaterne ude i landet.

Samtidig var målet at skabe en politisk rød tråd i partiet, så uanset om man stiller op til byrådet i Holstebro eller Hillerød er indforstået med projektet. Men en af hovedpersonerne til den opgave forsvandt ud af dagsordenen.

For at blive klogere på Moderaternes "DNA" skulle Jon Stephensen på scenen og fortælle om netop det. Og så skulle medlemmerne have mulighed for opfølgende spørgsmål, lød det i programmet tidligere på ugen.

Men få dage inden årsmødet var punktet pludselig fjernet fra dagsordenen. Uden videre forklaring.

Om det skyldes kulturordførerens turbulens i medierne, hvor han er beskyldt for at forfalske en underskrift, ville partiet ikke bekræfte. Det handlede om en ”anden prioritering.”

I stedet skulle kulturordføreren deltage i en samtale med to andre folketingsmedlemmer fra partiet. Men her var der ingen mulighed for spørgsmål fra salen.

Til gengæld var der afsat spørgetid i foyeren, men her var kulturordføreren ingen steder at finde. Han havde set sig nødsaget til at forlade området, da pressen nærmede sig cafébordet med hans navn.

Det fik senere på eftermiddagen to medlemmer af partiet til tørt at konstatere.

- Hvorfor har de stillet et skilt op med Jon Stephensens navn, når han ikke er der?

Ude i foyeren stod til gengæld Morten Nielsen. Han er et af de medlemmer, som partiet endnu ikke har det store kendskab til.

Til daglig bor han i Kjellerup i Midtjylland, hvor han arbejder som chauffør. Og i fritiden spiller han musik i et band, der har udgivet tre album på hobbyniveau.

Hans politiske engagement i partiet blev startet, da han en sen aftentime ringede til folketingsmedlemmet Jeppe Søe (M) om et problem med sin fagforening.

- Han lyttede til mit problem, og sagde det var for dårligt, der kunne jeg mærke, at Moderaterne var et parti for mig.

Samtidig tiltrak partiets øget fokus på kulturpolitik. Han håber nemlig, at der kommer flere kulturtilbud til den ældre generation.

- Jeg har en bedstemor på 101, og jeg vil gerne have mere dansktop i tv’et, siger han.

Et andet medlem i foyeren er Lars Hornemann, der trods sine 75 år og store interesse i politik aldrig har været del af et parti. Først nu har han fundet et parti, hvor han er enig i det hele.

Tidligere har han blandt andet stemt på Centrum Demokraterne og Liberal Alliance. Aldrig Venstre, Konservative eller Radikale Venstre understreger han.

Han er på "livslang afspadsering" efter et langt liv som selvstændig pensionsrådgiver. Og her er det særligt mantraet "tage tempoet ud af dansk politik," der har overbevist ham.

- Jeg vil være med til at bruge den her til at udforme politik, siger han og peger på tindingen, og siger videre:

- Min mærkesag er aktiv dødshjælp, det er en meget vigtig sag for mig, som jeg håber, vi tør diskutere.

Jeg har aldrig været på en rigtig skattejagt. Ej heller en troldejagt. Så jeg har glædet mig hele morgenen på vej fra Odense til Kastrup Lufthavn, hvor jeg har fået besked på at møde en af troldekunstneren Thomas Dambos kolleger klokken 9 i terminal 2.

På forhånd har jeg modtaget en kryptisk og kort besked om, at jeg skal have vandresko, pas og varmt tøj med. Journalisten har naturligvis tjekket flyafgange den pågældende morgen og funderet over, hvorvidt turen kunne gå til Oslo, Berlin eller Bratislava.

Men da Jesper Kring ankommer og byder velkommen, står det klart, at vi i alt fire journalister skal ud på en køretur. Han viser os ud til en transporter, hvor vinduerne er skærmede af med plakater fra Thomas Dambos udstilling med fuglekasser i alverdens farver.

Inden vi sætter os ind, beder han alle om at slukke mobiltelefonerne og pakke dem ind i sølvpapir. De placeres derefter i en metalboks og gemmes væk.

Han hiver derefter en mappe frem med papirer, hvor alle deltagere skal skrive under på, at de under ingen omstændigheder afslører troldens placering. Det føles næsten som at være hemmelig agent.

Inde i bilen er der dækket op med to af Thomas Dambos troldebøger, myslibarer og en æske piller mod transportsyge.

- Vi kørte en prøvetur i går, og hvis jeg var jer, ville jeg nok tage en pille. Man bliver let køresyg, når man ikke kan se ud, advarer Jesper Kring og ler højt.

Han fortæller, at vi skal køre cirka en halv time, før vi samler dagens hovedperson op og tanker kaffe. Da vi kører fra lufthavnen, føler jeg efter kort tid, at jeg har byttet rollen som agent ud med kidnappet. At sidde i en bil uden at ane, hvor man kører hen, er både skræmmende og fascinerende.

Jeg forsøger at tænke tilbage på min tid i militæret, hvor jeg som kortlæser ofte sad bagest i et køretøj og forsøgte at lade mit instinkt fortælle mig, hvor vi kørte hen. Alt i mig mærker som om, at vi kører mod øst. Mod Sverige. Helt som forventet.

Efter en halv time bekræftes min intuition, da vi stopper og kan høre en svensk betjent bede om at se pas. Han studser åbenlyst, da Jesper Kring fortæller ham, at bilen er fyldt med journalister. Betjentens forbløffede ansigtsudtryk, da han åbner skydedøren, er indtil videre dagens højdepunkt.

Vi får lov at køre videre og stopper efter kort tid på en Cirkle K, hvor der også gemmer sig en Burger King. Nummerpladerne på parkeringspladsen er svenske. Skiltene er på svensk. Priserne på benzin er svenske. Vi er helt sikkert i Sverige.

Thomas Dambo siger godmorgen med sit kække, drengede smil. Han har tydeligvis glædet sig til denne nøje planlagte troldejagt. Det er den foreløbige kulmination på et årti, hvor han er blevet et verdenskendt navn både som kunstner og fortaler for genbrug.

- Da jeg byggede mine første trolde for ni år siden, havde jeg ingen anelse om, hvor omfattende det ville blive. Jeg har efterhånden rejst i det meste af verden og efterhånden opbygget en ret stor virksomhed. Jeg har omkring 25 ansatte i dag, som hjælper med alt fra at bygge til at stå for mine sociale medier, siger Thomas Dambo, der er hoppet ind på sæderne i bilen mellem journalisterne.

Vi får besked på, at vi skal køre en times tid, før vi ender i skoven, hvor jubilæumstrolden er tæt på at være færdigbygget. På forhånd har jeg undersøgt, hvor langt man kan køre på en time fra Kastrup. Skovene omkring Holmeja og Häckeberga Slott er oplagte bud.

Mens vi kører, fortæller Thomas Dambo om sit arbejde og sin mission. En journalist fra P1 skal have det på optager, en fotograf fra Kosmopol filmer, mens en britisk journalist, som blandt andet skriver for BBC og The Guardian, tager noter.

- En af tankerne bag at holde trold nummer 100 hemmelig er, at jeg gerne vil have folk ud i naturen. Jeg vil gerne medvirke til at åbne deres sanser og øjne for, hvor fantastisk naturen er. Jeg har lavet forskellige former for skattejagt i min karriere, men aldrig noget i denne målestok, fortæller Thomas Dambo.

Efter cirka en times kørsel – sådan lyder vurderingen fra det indre ur – holder bilen stille efter at have kørt nogle minutter på en hullet grusvej. Vi stiger ud af bilen og spotter som det første et gult skilt, der advarer mod elge. Den britiske journalist konstaterer, at det er det endegyldige bevis på, at vi er hinsidan.

Thomas Dambo leder os derefter gennem et tæt tornekrat, hvor grene og pigge hænger fast i jakker og bukser. Skovbunden er mudret og glat. Vandreskoene kommer til deres ret.

Efter 10 minutter kan vi høre lyden af skruemaskiner i det fjerne. Vi er tæt på trold nummer 100. Efter at have forceret et særligt tæt krat kan vi se ryggen af trolden, som gemmer sig bag et stillads.

- Mød Måne Mor, hun er en af mine største trolde. Den er seks meter høj og blandt de fem højeste, vi har bygget indtil videre. Vi var 10 mand, som brugte halvanden dag på at slæbe træet fra vejen og hertil. Vi var nødt til at bygge en trappe og finde på et system med træstammer, som vi kunne rulle kasserne på. Sådan er det hver gang. Vi opfinder altid noget, som letter arbejdet, siger Thomas Dambo.

Hovedet er enormt. På størrelse med fem-seks voksne personer. Det vejer 150 kilo og blev fragtet hertil samlet.

- Hovederne bygger vi altid på mit værksted, fordi det kræver en masse specialværktøj. Vi byggede en båre, som vi transporterede det på. Det krævede otte mand at løfte det. Samt at vi opførte en trappe, fordi vi skulle forcere en skrænt. Det har været et vanvittigt logistisk projekt, konstaterer Thomas Dambo.

Ansigtet er bygget med affalds-egetræ fra trægulvproducenten Junckers, som ligger tæt på hans gård og værksted i Roskilde.

- Det er perfekt at kunne samle træ fra deres gigantiske affaldsbunke. Vi samarbejder også med Flying Tiger, hvor vi får gammelt interiør, som vi skiller ad og genbruger. Jeg tror, vi efterhånden har modtaget 30 fyldte containere. For nylig fik jeg endnu en aftale med et lokalt firma, som producerer paller. Indtil videre har de leveret 200 paller om ugen. Det er godt, jeg har masser af plads på min gård.

Bag ham er otte mand er i gang med at skrue træstykker på troldkvinden, som holder sine arme hen over en mave med et troldebarn indeni. Mændene minder lidt om musikere i et jazzband, som improviserer og altid ved, hvor sidemanden befinder sig.

- De værste frivillige er faktisk dem, som er uddannede tømrere eller snedkere. De er vant til at måle og sikre sig, at alle vinkler passer perfekt. Hele tanken med troldene er, at de er opført af træ, som er skævt, uperfekt og med tydelige skavanker, som er en væsentlig del af genbrugs-æstestikken. Mit motto er: ”Jam it – don’t plan it”. Det flugter meget godt med jazzmetaforen.

Rundt omkring trolden tales der mange sprog. På "Team Troll" er der efterhånden franskmænd, tyskere, spaniere, amerikanere, canadiere, bosniere, chilenere og danskere.

- Jeg har altid haft fokus på mangfoldighed. Når man bygger trolde i hele verden, føles det også naturligt at have folk fra hele verden med på holdet. Det betyder, at vi benytter alverdens forskellige byggeteknikker. Det er faktisk ret sjovt at betragte, hvor forskelligt forskellige nationaliteter arbejder, siger Thomas Dambo.

Selv om de får lov at arbejde frit, er der rammer, man skal indordne sig efter. For Thomas Dambo, som altid selv poserer som trold for at finde den optimale positur, inden han bygger, vil gerne styre fortællingen.

- De overordnede rammer er jeg nødt til at have kontrol over. Men ellers betragter jeg lidt arbejdet som dengang, man legede med Lego som barn. Det var aldrig lige så sjovt at følge en brugsanvisning som at benytte sin fantasi. Sådan er det også at bygge trolde. Uden frihed bliver det kedeligt.

Efterhånden har han og det omfattende hold etableret deres eget troldesprog, som definerer alt fra, hvordan de bygger skelettet til at lave hår med kviste og grene.

- Vi har troldeslang for alt fra byggeteknikker til forskellige typer træ. Derfor kræver det lidt tilvænning, før man er fuldbyrdet troldebygger, forklarer Thomas Dambo.

Når han skal bruge frivillige – for eksempel skoleelever eller spejdere – er der også markant forskel på, hvad de må bidrage med i de forskellige lande.

- I USA må de nærmest ikke løfte en hammer uden at have skrevet under på, at de selv er ansvarlige, hvis noget går galt. I Skandinavien er det bare i gang med macheten og motorsaven. Men der er også forskel på, om folk kommer fra landet eller byen. Mange moderne storbymennesker har aldrig haft en hammer i hånden, siger Thomas Dambo og ryster på hovedet.

Trold nummer 100 cementerer en tendens eller en del af hans karakter, som blev funderet, da han som teenager malede graffiti og street art.

- Det er samme mentalitet, som betyder, at jeg stadig føler mig kaldet til at sætte mit mærke rundt omkring i verden. Det samme gjorde sig gældende, da jeg var rapper. Der higede jeg efter at komme rundt i hele Danmark og sætte mit aftryk.

For at finde trold nummer 100 kræver det, at man deltager i en kryptisk skattejagt, hvor man blandt andet skal finde troldebogstaver fra de første 99 trolde for at få et praj om, hvor denne trold gemmer sig.

- Mit bud er, at det tager cirka fem dage at løse gåden. Vi kan aldrig vide, om nogen tilfældigt forvilder sig ind i skoven, men vi har aldrig gemt en trold så godt som denne, siger Thomas Dambo.

Grundtanken med at bygge trolde er at mane til eftertanke. At advare om, hvad der kan ske, hvis man sviner og forurener.

- Mine trolde er sat i verden for at passe på naturen. Hvis man er et dårligt menneske, spiser troldene dig. Længere er den ikke, konstaterer Thomas Dambo.

Han skal i gang med at bygge sammen med resten af sjakket, og tre af de fire journalister skal tilbage til Danmark. Eller i hvert fald tilbage til Københavns Lufthavn. Vi kører igen en times tid uden mulighed for at se noget som helst udenfor bilen.

Da Jesper Kring åbner døren i lufthavnen, spørger han, om alle har det godt. Jeg må indrømme, at jeg føler mig en smule køresyg.

Jeg slår mit mobilnetværk til og får med det samme en sms fra Telenor. ”Velkommen til Sverige”.

Lad den ultimative troldejagt begynde.

Når Nanna vinterbader, passer hun omhyggeligt på ikke at afsløre for meget bart. Når hun får et syv-tal til eksamen på designskolen, bryder hun grædende sammen og tigger om et lille 10-tal i stedet. Og når hun elsker med sin kæreste Søren, kommer hun hver gang og samtidig med ham, for hun vil også bestå sex-eksamen med flotte karakterer.

"Du er så smuk, når du kommer", siger kæresten med verdens mest tilfredse smil.

Nanna vil være perfekt og ser hele tiden sig selv udefra. Men en dag går det op for hende, at hun aldrig har fået en orgasme. At hun i virkeligheden har snydt ikke blot Søren, men også sig selv. En stigende usikkerhed breder sig, men det gør drifterne også.

Nanna er frontfigur i tv-serien "Killjoy", der er skabt af duoen Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen. Sidstnævnte har instrueret, mens Høeg spiller hovedrollen som Nanna, og det gør hun forførende og hæmningsløst godt. En gang imellem med et sigende blik direkte ind i kameraet - som en port til Nannas tanker.

"Killjoy er en ublufærdig omgang. Nogle vil garanteret føle, at grænserne for nøgenhed og seksuel intimitet overskrides.

Men netop her er det en del af den store pointe. Det er med til at understrege, at Nanna skal ud af sin selvskabte, perfekte borg. Hun skal ud af hovedet og ned i kroppen, som en sexolog ville forklare det.

Og det skal hun både hos lægen, som hun desperat beder lede efter en eventuel defekt, på et tegnekursus og i sengen med Søren, der nu skifter erotiske angrebsmetoder og slår over i forsigtige tilnærmelser som "må jeg ikke slikke dig? - ikke noget pres - vi har ikke travlt skat".

Alligevel udebliver orgasmen, og der kommer bogstaveligt røg ud af Nannas underliv, da hun ligger uforløst tilbage.

Det kan lyde som en undervisningstime på et sexologstudium. Men "Killjoy" er også morsom.

Den forstørrer sine karakterer, karikerer og maler med langt-ude-penslen. Resultatet er komik i knaldfarver.

"Killjoy" kunne være endt der. Som en fin, hurtigglemt komedie. Men den er mere end det.

Trods komikken hægter den sig godt fast i virkeligheden, og det gør den vedkommende. Som noget, der kan rage os. Hvad enten, vi er en del af seriens unge målgruppe eller en mere moden seer.

Meningen med det hele står tydeligt frem: Serien er et befriende frontalangreb på perfekthedskulturen.

Det er den kultur, som særligt unge kvinder er omfattet af, og som næres dagligt på sociale medier. Hvor alt for meget handler om at se ud og tage sig ud. Og om, hvad andre tænker.

En orgasme kræver, at man kan give slip på kontrollen. Dermed bliver Nannas orgasme-jagt også et billede på den frisættelse, hun i det hele taget har brug for.

Afslutningen er frydefuld og med plads til fede fortolkninger. Men den kan naturligvis ikke afsløres her.

6 afsnit a ca. 20 min. Første afsnit kan ses på TV 2 Play 26. marts og på TV 2 Echo 2. april. Medvirkende: Emma Sehested Høeg, Gustav Dyekjær Giese, Olivia Joof Lewerissa, Thomas Hwan, Lila Nobel, Siff Vintersol, Tammi Øst og Mads Riisom. Instruktion: Jennifer Vedsted Christiansen