Regeringen kom som følge af energikrisens rasen med en spareplan, der bød på slukkede gadelamper og en rumtemperatur på 19 grader i alle statslige bygninger fra oktober. Samtidig anbefalede regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, at landets kommuner fulgte trop og indførte lignende energisparetiltag.

Og nu, efter vintersæsonen er gået på hæld, viser det sig, at kommunerne har opnået en gennemsnitlig reduktion i elforbruget på 12,5 procent fra oktober 2022 til februar i år. Det fremgår af en undersøgelse blandt 74 kommuner, som Ento Labs har lavet for KL på baggrund af data fra eloverblik.dk.

Besparelsen svarer til 44 GWh eller 7500 husstandes årlige elforbrug.

Et af de steder, hvor man har lagt sig i selen for at spare på energien, er i Middelfart Kommune. Her har man allerede før den russiske invasion gjort en indsats på området, fortæller borgmester Johannes Lundsfryd (S).

Energieffektivisering har givet kommunen en reduktion i varmeforbruget på 60 procent, mens gadebelysningen har opnået en besparelse på 80 procent - især hentet ved udskiftning til LED-pærer. Derfor måtte kommunen være ekstra kreative for at følge regeringens anbefalinger i fjor og motivere borgerne.

- Vi arrangerede en konkurrence blandt 42 interne bygninger, hvor de hver måned skulle komme med deres bedste bud på at sænke energiforbruget. Det betød blandt andet, at et plejehjem sænkede sit elforbrug med 20 procent ved især at bruge opvaske- og vaskemaskiner på tværs af afdelinger og ikke vaske med halvfyldte maskiner, siger Johannes Lundsfryd.

En folkeskole har ligeledes formået at skære sit elforbrug med 16 procent på blot én måned ved at indføre nye lys-vaner. På rådhuset har et standby-modul på kaffemaskinen i kantinen givet en årlig besparelse på 30.000 kroner.

- Vi var allerede godt med på de tekniske tiltag, derfor har det handlet meget om at ændre adfærd og kigge på de små ting i dagligdagen, siger borgmesteren.

Det er i de kommunale administrationsbygninger, der er sket den største reduktion i elforbruget, da man her har reduceret med gennemsnitligt 16,6 procent. Især har kommuner taget til sig at sænke temperaturen i kontorbygninger. Det viser både en tidligere rundspørge fra KL og dr.dk.

I Middelfart Kommune er det et af de initiativer, der har fungeret mindre godt.

- Det er koldt med stillesiddende arbejde i 19 grader, så der har været gang i strikkeklubberne for at holde varmen. Nogle steder har man reguleret lidt op igen, fordi det er vigtigere at have et godt arbejdsmiljø. Vi har ud fra et princip om sund fornuft valgt at gennemføre de ting, der gav mening for os, siger borgmester Johannes Lundsfryd.

At sænke temperaturen for de kontoransatte har heller ikke været en succes i Ballerup Kommune. Derfor har man netop besluttet at hæve den til 20 grader. Det fortæller kommunens borgmester Jesper Würtzen (S) til KL.

- Det blev simpelthen for koldt. Vi har også prøvet at slukke gadebelysningen i skumringstiden, men trak det tilbage på grund af trafiksikkerheden. Og så har vi tændt for saunaerne igen i vores svømmebassiner, da det fyldte rigtigt meget for en gruppe borgere. På den måde eksperimenterer vi frem og tilbage og får nogle erfaringer med, hvad der virker, siger Jesper Würtzen.

Men ikke alle steder har man været lige så pragmatiske. I Aarhus Kommune har temperaturen på kontorerne også været skruet ned på 19 grader. Og der er termostaterne blevet, selvom det har skabt røre hos medarbejderne.

I starten af året skrev en gruppe medarbejdere i kommunen et brev til ledelsen og klagede over kulden. For flere af de ansatte betød kulden kolde fingre og spændinger i skuldre og nakke, hvilket kunne give hovedpine og gjorde dem ineffektive. Det skrev Århus Stiftstidende.

Tre partier i byrådet, Venstre, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, lyttede til de frustrerede borgere og foreslog på et byrådsmøde i marts at skrue mere op for varmen. Forslaget blev dog nedstemt, og Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S), understregede, at man fortsat fulgte regeringens anbefalinger.

- Vi er kommet godt igennem den her vinter, men energikrisen er ikke slut. Vi står også i en udfordrende situation næste vinter. Så anbefalingen fra de statslige myndigheder og fra Kommunernes Landsforening er, at vi bruger de her forskellige foranstaltninger. Herunder at vi også skruer lidt ned for varmen, lød det dengang fra borgmesteren til dr.dk.

Ifølge Michael Johansson, der er økonomichef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, fik den lave rumtemperatur mange medarbejdere til at vælge at arbejde hjemme i stedet for at fryse på deres arbejdspladser.

Og set i bakspejlet lyder det nu fra økonomichefen, at kommunen overvejer at forsøge sig med andre tiltag end de 19 grader i næste fyringssæson.

Man vil blandt andet kigge på at slukke ventilationsanlæggene, hvorfor medarbejdere selv skal stå for at åbne vinduer og lufte ud i løbet af dagen. Det er også på tegnebrættet at lukke for det varme brugsvand i bygningerne, så medarbejderne vasker hænder i koldt vand.

- Det er et valg mellem ubehagelige løsninger, men vi har lært, at 19 grader er for koldt for mange, og derfor tror vi, at de fleste foretrækker højere rumtemperatur og så lever med koldt vand og mindre ventilation, siger Michael Johansson.

Når det kommer til, hvorfor kommunen holdt fast i de 19 grader, mens andre kommuner ændrede mening, henviser Michael Johansson til regeringens anbefalinger.

- Det gik meget hurtigt med at indføre de her tiltag, og anbefalingen lød på 19 grader, som vi tog til os. Senere har vi fundet ud af, at der var lidt valgfrihed, men sådan oplevede vi det ikke dengang. Nu er banen lidt bredere, og det er fint, siger økonomichefen.

Det bliver først efter sommerferien, at kommunen endeligt tager spørgsmålet om de 19 grader op og beslutter, hvad der skal ske til vinter.

Henrik Lund, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet, mener, at den helt store energieffektivisering hos kommunerne kræver store ændringer og ikke mindst investeringer.

Derfor understreger han, at borgernes opbakning til kommunernes tiltag er afgørende for, om det lykkes at sænke forbruget.

- Du kan slukke gadelys og skrue ned for varmen, men politikerne kan ikke sikre en grøn omstilling, hvis de ikke har borgernes opbakning. De kan sagtens gøre mere for at gøre det skægt for borgerne at spare på energien. Det handler om at udstikke nogle politiske rammer, hvor de eksempelvis får fordel af at få en elbil eller isolere deres hus, siger Henrik Lund.

På den måde vil det også gavne kommunernes energiregnskabere yderligere, hvis de har fokus på at få borgerne til selv at tage initiativ til at spare, siger han.

Tilbage i Middelfart Kommune vil man fortsat gøre sit til at motivere borgerne, mens man også vil holde fast i regeringens anbefalinger om at bruge mindre energi til næste vinter.

Samlet set er strømforbruget i Middelfart Kommunen nemlig ikke gået nævneværdigt meget ned, forklarer Johannes Lundsfryd:

- I det store billede er vi samme sted som sidste år. Det skyldes især vores større brug af elbiler, og at vi generelt elektrificerer mere. Derfor skal man altid se på de her tal med en portion sund skepsis. Men vi er lykkes på mange områder, og vi flytter hele tiden vores forbrug i en grønnere retning.

Hvad er vigtigst, når du køber bolig? Beliggenhed, funktionalitet eller vejer noget helt tredje tungest, når du skal vælge?

Mit bedste køb til dato er købet af min første lejlighed. Jeg var 21 år, og jeg havde ærligt talt ikke megen forstand på området. Jeg havde min far med på sidelinjen, og han havde al den erfaring, jeg manglede. Heldigvis. For det var faktisk hans idé at købe!

Det råd har jeg takket ham for mange gange for siden. Først og fremmest fordi, lejligheden i Aarhus på bare få måneder steg helt latterligt meget. Stigningen gav blod på tanden til mere - og mit (lille) investeringseventyr var dermed skudt i gang!

Så udover, at min fars råd gav mig et godt økonomisk fundament, så gav købet en masse erfaring, som jeg har taget med mig.

Held har bestemt noget at skulle have sagt i min historie. Men kigger man på statistikker og lytter til eksperter, er det aldrig en dårlig idé at købe bolig i en storby, fordi de over en 10-årig periode typisk vil stige. Det var præcis, hvad min far vidste. Og han lærte mig, at det vigtige er ikke at være tvunget til at sælge i nedgangstider, som for eksempel under finanskrisen i 2008, da min lejlighed faldt voldsomt i værdi.

Og endnu vigtigere, så lærte han mig, at jeg ikke måtte være afhængig af salget af min lejlighed. For et tvunget salg kan betyde tab.

Mit første køb var dermed et køb med hovedet - og det blev min første investering!

Spørger vi John Wulff, rådgiver hos Købersmægler, er køb af bolig altid en investering. Han synes, at alt for mange banker snakker om boligkøb udelukkende som en drøm og en nødvendighed, der skal opfyldes, fortalte han til mig, da han var på besøg i mit radioprogram ”Overskud” på Radio4.

Anerkender man ikke et boligkøb som en investering, kan man risikere udelukkende at købe bolig med maven, og dermed glemme at undersøge, om de kommende naboer for eksempel er en vindmøllepark. Derfor synes han, at beliggenhed er en af de vigtigste faktorer, når der skal kigges på et boligkøb.

Hverdagen er det vigtigste for dit køb

Chefanalytiker og boligøkonom hos Nykredit, Mira Lie Nielsen, er ikke enig. Hun mener, det er hverdagen, der er det vigtigste for købet af en ny bolig. Er boligen placeret i realistisk afstand til arbejde, institution og supermarked? Og er der plads til potentielle fremtidige børn?

Fungerer hverdagen ikke, kan øvrige faktorer være ligegyldige, for det er svært at have et langsigtet mål om at bo i sin bolig i 20 år, hvis man kører træt i den allerede efter et halvt år.

Jeg er selv meget enig med dem begge. Men jeg må sige, at efter jeg har fået børn, har mine boligkøb i højere grad været et køb med hjertet, hvor hverdagen er altafgørende. Det er mundet ud i et dejligt hus - placeret i København - hvorfor jeg ved, at huset altid kan sælges igen. Og det giver tryghed!

Uanset hvor meget hjerte, der er i mit køb, vil et boligkøb for mig altid være en investering! Og dermed også et køb med hjernen. Det skal give mening som investering.

Det skal det i den grad også, når jeg køber boliger til udlejning, som jeg fortsat gør i ny og næ. Ved køb af udlejningsboliger bruger jeg i mindre grad maven og køber mere ud fra placering og funktionalitet.

Hvad er vigtigst for dig?

Om det er placering, hverdag, omgivelser, værdistigning eller noget helt femte, der vejer tungest hos dig, når du skal købe, kan kun du svare på. Men uanset om du køber med hjertet eller hjernen, så er det altid vigtigt at tage stilling til følgende:

Køber du en bolig og ender ud i en situation, hvor du må sælge igen med et tab, ja så bliver det bare sværere at købe den næste, fordi du udover realkreditlånet og de 15 procent i banklån også skal afdrage din gæld.

Hvorimod du med en gevinst på salget måske kan droppe banklånet og dermed stå rimeligt godt i ”bankspillet”, som Johan Wulff kalder det.

Mit råd er derfor: Planlæg, hvordan du kommer ud af boligen, hvis der skulle ske ændringer, og sæt dig aldrig for dyrt. Husk også lige, at du kan købe bolig med en ven eller et vennepar, frem for dig selv eller en kæreste.

Nysgerrig efter flere gode fifs forud for et boligkøb? Hør mere i *Overskud’ her:

- Tom, du ved godt, at du har købt Danmarks bedste placering til en vingård.

Den lille sætning satte gang i et dansk vineventyr. Et vineventyr, der forvandlede en helt almindelig svineproducent til Danmarks største vinbonde. Et vineventyr, som nu ruller videre på 16. år.

Tom Christensen husker stadig naboens råd fra dengang.

- Det var Lars Clausen, som desværre ikke er her mere, der sagde det til mig, da jeg havde købt Dyrehøjgård tilbage i 2007. Den slags skal man ikke sige til mig, for jeg har det med at sætte gang i ting, som er på kanten af det fornuftige, siger Tom Christensen med et grin.

Eventyret her begyndte dog et par måneder før, den skelsættende sætning blev ytret, da Tom Christensen stod over for en af de vigtigste beslutninger i sit liv.

Dengang var Tom Christensen en helt almindelig landmand. Fjerde generation på den stor svinefarm, som han i mange år drev sammen med sin far og sin farfar. Da faren døde, og farfaren nåede en alder, hvor det var helt naturligt at trække sig tilbage, stod Tom pludselig alene med det hele.

- I mit hoved har landbruget altid været sådan, at nogle gange går det godt. Andre gange går det knap så godt. Den usikkerhed var jeg ved at blive lidt frustreret over, og økonomien blev ved med at køre rundt i mit hoved. Så da jeg fyldte 40 år, og vi havde bygget den sidste stald, spurgte jeg mig selv, om jeg skulle blive ved med det her, eller om vi skulle gøre det hele op. Hvorfor ikke prøve at se, om gården var det værd, vi troede, siger Tom Christensen.

Gården blev sat til salg og blev solgt til prisen efter blot en måned.

- Det gik dæleme stærkt. Vi anede ikke, hvor vi skulle bo. Vi kørte rundt her i området, og da vi kørte forbi Dyrehøjgård, sagde min kone, Jannie, at der kunne hun godt tænke sig at bo. På det tidspunkt var stedet ejet af en, som jeg havde gået på landbrugsskole med. Han havde selv overvejet at sælge, og seks uger senere flyttede vi ind, fortæller han.

Som i et rigtigt eventyr skulle Tom Christensen også overkomme en række udfordringer, før han fik det halve kongerige. Og som i alle gode eventyr er der også nogen, der hjælper med at skubbe historien i gang.

Gården, Tom havde købt, var i en dårlig forfatning. Faktisk var den i så dårlig stand, at han ikke kunne finde nogen, der ville forsikre den.

- Det kunne vi glemme alt om, lød det fra forsikringsselskabet. Fra da jeg købte stedet til nu, er det kun ydervæggene, som er de samme. Alt andet er skiftet ud. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at jeg havde købt katten i sækken. Jeg tog det bare som en udfordring. Jeg ansatte en tømrer og en murer, og så begyndte vi bare fra en ende af, siger han.

Men at tulle rundt med et par håndværkere var ikke helt nok for Tom. På svinefarmen havde han haft 10-12 ansatte under sig, og han var begyndt at blive rastløs.

- Der skulle ske noget mere, så vi startede et entreprenørfirma. Jeg fik en rigtig dygtig førstemand ind, som hjalp mig, og det kørte godt i nogle år, indtil jeg begyndte at kede mig. Det mindede for meget om at have en masse grise igen. Jeg spurgte min førstemand, om ikke han havde lyst til at overtage entreprenørfirmaet. Det gjorde han, og jeg begyndte at kaste mig over vindyrkning i stedet, siger han.

Til at begynde med fik Tom hjælp fra parret Jette og Søren Kofoed. De havde en lille vingård i Svebølle, som han samarbejdede med i begyndelsen.

- De inviterede os ud, og vi kom med til en række erfa-møder under Foreningen Dansk Vin. Pludselig sad vi der, og de kunne også godt tænke sig at producere mere vin. Jeg siger: ”Nå, men skal vi så ikke finde ud af et eller andet? Jeg har masser af jord, der ikke er til noget, så lad os da bare give den gas,” husker Tom Christensen.

De første 4000 vinstokke blev plantet i 2008. Og naboen havde ret: Jorden, som Tom Christensen havde købt, var velegnet til vin, men ikke meget andet.

- Jorden er sandet og veldrænet, og så får vi utrolig meget sol. Der har været nogle geologer herude med deres måleapparater, og der er tre til fire gange så meget lux (SI-enheden for belysningsstyrke, der måler lysflux pr. arealenhed, red.) på markerne her i forhold til et par kilometer længere inde i landet. Det er genskin fra havet. Du kender det, når du har været på ferie ved stranden og tager sol, så bliver du meget hurtigere solbrændt, end hvis du er et sted, hvor der ikke er vand. forklarer Tom Christensen.

- Området her er 1,6 kilometer på tværs med vand på begge sider. I den retning er der fem kilometer ud i en spids tange. Så vi bor jo nærmest på en ø. Vi slipper også for frost i foråret, som kan være ret udfordrende for vingårde, der ligger inde i landet. Inde i Kalundborg kan der være tre-fire grader koldere end herude, og det er kun på grund af havet, fortsætter han.

At se de første vinplanter skyde op triggede noget i den spirende vinbonde.

- Når man er landmand og ser, hvordan der kan ske så meget med vinstokkene på blot få måneder, bliver man fuldstændig hooked. Jeg plantede yderligere 8000 vinstokke året efter, og i løbet af nogle år kørte mit ambitionsniveau nok for stærkt til, at vi kunne være i fællesskabet, siger Tom Christensen.

Tom Christensen fik bygget et vineri, der var stort nok til, at han ud over at producere sin egen vin også kunne tilbyde at lave vin for andre.

- Jeg er ikke ret god til det med drift, men jeg elsker at bygge og sætte ting i gang. Jeg tænkte, at hvis man nu er en lille, nystartet vinproducent, så kunne man komme herud og få lavet sin vin til x antal kroner pr. flaske. Jeg er garant for, at vinen bliver af en vis kvalitet. Jeg sørger også for de test og andre ting og sager, der nu skal til, for at det bliver lovligt. Det er det bedste fra andelstanken, men man har stadig sit eget, siger han.

Der skal omkring 300 kilo druer eller mere til, for at man kan få lavet sin egen vin, og man kan i høj grad selv bestemme vinens udtryk via brug af gær og sødmegrad. Har man mindre end 300 kilo, kan man stadig få lavet vin, men her puljes druerne med andre, og man får et antal flasker i forhold til, hvor mange kilo druer man leverer.

- Vi får druer fra hele landet og har en 10-15 stykker, vi laver vin for. Nogle større, nogle mindre. Da vi byggede vineriet, havde vi 12.000 vinstokke. I dag har vi omkring 50.000, og vi kunne sagtens fordoble vores produktionen og stadigvæk have kapacitet til at producere det, vi laver for andre. Så det setup er der styr på, siger vinbonden.

Hvilke druer Tom Christensen skulle plante, var der dog ikke helt styr på. I hvert fald ikke i begyndelsen.

- Vi har haft 26 forskellige sorter. Det er det dummeste, man overhovedet kan. Men der er ikke nogen, man kan spørge. Man er nødt til at springe ud i det og se, hvad der sker. Det har været en spændende proces, og jeg kan vende det om og sige, at hvis jeg havde læst en bog inden, så var det ikke sikkert, at det var blevet lige så stort, fortæller han.

Nu har Dyrehøj Vingård 16 sorter tilbage, hvoraf syv er betydende sorter: muscaris, johanitter, souvignier gris, rondo, cabernet canto og monarch. Kongen over dem alle er dog solaris.

- Jeg plejer at sige, at solaris udgør omkring 80 procent. Det er vigtigt, at folk forstår, at solaris er den vigtigste. Det er ikke sådan, at hele baduljen bliver til en vin. Vi laver fem-seks forskellige typer solaris. Vi har noget på fad, vi har enkelmarksvine, vi har søde vine, vi har vanvittigt søde vine, og vi har mousserende, siger Tom Christensen

- I og med at vi er en forholdsvis ny vinnation, synes vi, det er vigtigt, at vores kunder får et billede af, hvad Danmark kan som vinland. Samtidig kan alle sommeliererne, der er fransk opdraget, finde ud af, hvad solaris er og kan, forsætter han.

Når Tom Christensen, siger ”vi”, er det, fordi han driver Dyrehøj Vingård sammen med sin søster, Betina Newberry. Hun tager sig af markedsføringen, butikken og caféen.

- Vi har åbent hele året rundt og har omkring 40.000 besøgende om året. Folk kommer herud og køber en frokost og nogle smagsprøver, måske får de en rundvisning. Der kan godt gå lidt sommerland i det i højsæsonen, siger hun.

- Vi har gæster fra hele verden, der kommer for at se, hvad det her nordlige land egentlig kan, når det drejer sig om vin. De kommer de for at smage de nye sorter. Så sidder der en eller anden amerikaner og spørger, hvad solaris er for noget. Det er sgu da fedt, tilføjer Tom Christensen.

I butikken finder man meget andet end vin såsom likører, hedvine, grappa og sågar gin.

- Det er det her med at udnytte restprodukterne i vinproduktionen. Vi laver også vores egen gin, som er lavet på æbler, siger Betina Newberry.

- Vi havde forpagtet en frugtplantage - det skulle vi også lige prøve - og så stod vi der med 100 ton spiseæbler. De var supergode, men vi viste ikke, hvad vi skulle stille op med dem. Så vi pressede hele molevitten og satte det til at gære. Men hvad skulle vi med alle de mange liter æblevin? Vi destillerede det hele og har lavet gin af det lige siden, byder Tom Christensen ind.

Caféens vægge er smykket med diplomer fra forskellige konkurrencer, som vinene fra Dyrehøj Vingård har deltaget i. Ved den store PIWI-konkurrence i Tyskland i 2022, hvor mere end 1000 vine fra over 100 lande deltog, vandt Dyrehøj Vingård otte guldmedaljer og en af sølv.

- Det er nu ikke, fordi jeg går så meget op i den slags. For mig handler det mere om hele tiden at udvikle det, vi har gang i i vineriet og ude på marken og vise, hvad dansk vin kan. Det er min passion.

I vineriet og i marken får Tom hjælp af den italienske ønolog Luca Filannino. Han er uddannet i Italien og Tyskland og ser det som en god udfordring at få det bedste ud af de danske druer.

- Det er en spændende, ny tilgang til vin med de her såkaldte PIWI-druer, som er en slags hybrider, der er særligt modstandsdygtige over for svampesygdomme, og som modner tidligt. Det er nogle anderledes druer end dem, vi er vant til at drikke. Jeg er virkelig glad for denne mulighed for at skabe en nordisk vin, som passer til den nordiske mad, siger han og lyser helt op, da snakken falder på den seneste årgang: 2022.

- Det bliver den bedste. Vi havde en varm og tør sommer. Vi har gode druer af høj kvalitet, så vinen bliver supergod, lyder svaret.

På spørgsmålet om, hvorvidt Dyrehøj Vingård med 50.000 vinstokke er stor nok, får både Tom Christensen og Betina Newberry er uforstående udtryk i ansigtet.

- Jeg forstår slet ikke spørgsmålet, siger Tom Christensen.

- Vi skal selvfølgelig blive ved med at udvikle os og blive bedre og større.

Det sidste punktum er altså endnu ikke sat i dette vineventyr, og bliver det måske aldrig.