Den varmeste kartoffel i dansk politik lige nu er muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Lige siden Socialdemokratiet og Mette Frederiksen i januar 2019 i Avisen Danmark lancerede de første tanker om at udvide retten til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, har emnet optaget politikerne i Folketinget.

Selv fire år efter - og to tilbagetrækningsordninger senere - fylder emnet stadig alt på Christiansborg. Debatten om tilbagetrækning har allerede skabt nye alliancer på tværs af partierne og ført til ultimative krav. Nu melder også Enhedslisten og SF sig på banen med et helt nyt forslag.

Selv kalder partierne det på arbejdernes internationale kampdag - den 1. maj - for den "vigtigste sag for arbejderne anno 2023." Og derfor kommer SF-formand Pia Olsen Dyhrs og Mai Villadsens, politisk ordfører for Enhedslisten, 1.-maj-taler til at handle om at udvide seniorpensionen.

- Regeringen har fremlagt et forslag om at fjerne seniorpensionsordningen, men vi skal den stik modsatte vej. Der er utrolig mange mennesker, der har knoklet i et langt og hårdt arbejdsliv, og som simpelthen ikke kan mere og fortjener en alderdom, hvor der er mulighed for at løfte børnebørnene og have overskud, siger Mai Villadsen, der politisk ordfører i Enhedslisten.

For mens regeringen kalder sig et arbejdsfællesskab, mener SF og Enhedslisten, at de har et arbejderfællesskab.

Og de værdier bør ifølge Pia Olsen Dyhr og Mai Villadsen være rettesnoren i diskussionen om seniorpensionsordningen.

- Det er så presserende at tale om, fordi jeg ser det som et angreb på vores velfærdssamfund. Og det får rigtig mange til at frygte for deres fremtid, fortæller Mai Villadsen.

Hun bliver bakket op af Pia Olsen Dyhr, der mener, at spørgsmålet ikke alene handler om seniorpensionen - men hele spørgsmålet om tilbagetrækning.

- Vi er nødt til at skabe tryghed for lønmodtagerne. At der faktisk er nogen, der griber én, hvis man er nedslidt. Men jeg er bange for, at sikkerhedsnettet lige nu har for mange huller, siger Pia Olsen Dyhr.

Konkret foreslår partierne, at man udvider retten til seniorpension. I dag må man maksimalt have en arbejdsdygtighed på 15 timer. Det vil SF og Enhedslisten hæve til 18 timer, så flere kan blive omfattet af ordningen.

- Er du nedslidt, skal du simpelthen have muligheden for at forlade arbejdsmarkedet. Det giver ro for den enkelte og deres familier, men det er også en god vej for samfundet, fordi ellers ender folk i kontanthjælpssystemet eller lignende. Og der kan vi ikke finde løsningerne, siger Pia Olsen Dyhr.

Baggrunden er, at SVM-regeringen ønsker at afskaffe seniorpensionsordningen, så man kun har den såkaldte "Arne-pension" i en udvidet udgave.

Kritikken lyder på, at det vil forringe vilkårene for dem med en lægeerklæring på, at de er nedslidte.

Modtager man seniorpensionen, får man op til 19.738 kroner om måneden med op til seks år tilbage af arbejdslivet. Den ordning kræver en lægeerklæring.

Modtager man derimod Arne-pensionen, lyder taksten på maksimalt 14.000 om måneden, gældende tre år før pensionsalderen. Ordningen kræver ingen lægeerklæring, men man skal mindst have været 42-44 år på arbejdsmarkedet.

De to ordninger ønsker regeringen at sammenlægge til en helt tredje model, som kaldes "Arne-plus."

Her vil ydelsen være cirka 15.000 kroner, hvor man maksimalt kan modtage ordningen tre år før pensionsalderen. Hvilket er en forbedring af Arne-pensionen, men en forringelse af seniorpensionen.

Socialdemokratiet har forsvaret sig med ønsket om at skabe tryghed om Arne-pensionen, der har været heftigt diskuteret siden den blev introduceret i valgkampen i 2019. Og på den måde give de nedslidte vished om, at skulle flertallet forsvinde, så består Arne-pensionen.

Men den forklaring køber Pia Olsen Dyhr og Mia Villadsen ikke.

- Med al respekt, så synes jeg, at det er en meget, meget dårlig undskyldning. Som om Mette Frederiksen har tænkt sig at ødelægge sit eget prestigeprojekt, Arne-pensionen. Det kommer ikke til at ske, fortæller Mai Villadsen.

- Usikkerheden om Arne-pensionen har regeringen selv skabt. Fordi de vil retfærdiggøre noget, der er virkelig upopulært, og som simpelthen er forkert. Vi stod arm i arm og sagde til hinanden, at vi ikke skulle forringe vilkårene for de nedslidte, siger Mai Villadsen.

Heller ikke Pia Olsen Dyhr mener, at Arne-pensionen er truet. Hun henviser til, at både Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne støttede Arne-pensionen inden valget.

- Derfor var der allerede et meget stort flertal før valget. Der har ikke været et spinkelt flertal bag Arne, så jeg synes, man skal holde op med det der, siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr ønsker dog, at partierne bag Arne-pensionen og partierne bag seniorpensionen finder en langvarig løsning, så danskerne får vished for deres alderdom.

Vi har en KLAR-alliance (K, LA og R, red.), der vil afskaffe Arne-pensionen og efterlønnen for at bevare seniorpensionen. Og DF er også kommet med nye krav, så er det overhovedet realistisk?

-Det er jeg ikke sikker på, at det er. Men vi vil da gerne være brobyggerne i det her. Jeg har ikke travlt med at lukke nogen ude. Jeg er sådan set travlt optaget af de mennesker i Danmark, der føler sig utrygge lige nu, siger Pia Olsen Dyhr.

Det er en udstrakt hånd til regeringen og resten af oppositionen?

- Det er det. I alt kærlighed, lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Men den udstrakte hånd er til tre partier, der ønsker at droppe Arne-pensionen. Er I klar til at droppe Arne-pensionen?

- Nej, det er vi ikke. Og jeg er ikke særligt overrasket over, at netop de tre mænd i jakkesæt sidder på en bænk og siger det, de altid har ment (Alex Vanopslagh, Søren Pape Poulsen og Martin Lidegaard, red.). At de vil afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen. For os i Enhedslisten handler om at få skabt en retfærdighed for de mennesker, der har knoklet et helt liv. Derfor vil vi på det kraftigste advare imod, at man laver den her forringelse af seniorpensionen, siger Mai Villadsen.

Da seniorpensionen blev vedtaget i 2019, blev det vurderet, at det ville koste 650-700 mio. kr. om året. I stedet kostede den i 2022 over 3,1 mia. kr. Det tal forventes at stige til over 5,3 mia. kr. i 2026.

Kan seniorpensionen ikke blive for dyr?

- Lige nu er der rigtigt meget utryghed derude. Det gør, at antallet af ansøgere er eksploderet. Men vi foreslår ikke en åben-dør politik, den er stadigvæk ikke for enhver, du skal ikke kunne arbejde mere end 18 timer, og du skal have en lægeerklæring, siger Pia Olsen Dyhr.

Men udgiftsniveauet til ordningen har allerede overskredet det forventede. Nu vil I åbne op for flere. Kan det ikke blive for dyr en ordning?

- Det er ikke sådan, at vi siger, at vi vil øge ydelsen, eller vi vil øge alt muligt. Men vi vil gerne finde finansieringen til det her, siger Pia Olsen Dyhr.

Ifølge SF og Enhedslistens beregninger vil forslaget koste 480 millioner. Det vil partierne finansiere ved at spare 500 millioner på diverse erhvervsstøtteordninger. Midler, som regeringen ifølge SF og Enhedslisten i stedet vil anvende til skattelettelser til virksomhedsarvinger.

Forslaget om udvidelsen af seniorpensionsordningen er dog blot det første i et nyt og udvidet samarbejde mellem de to partier.

For Mai Villadsen og Pia Olsen Dyhr er det nemlig vigtigt at signalere et værdifællesskab mellem de to partier til venstre for Socialdemokratiet. Som modstykke til Socialdemokratiets nye "arbejdsfællesskab" med Venstre og Moderaterne.

- Regeringen siger, at de har et arbejdsfællesskab. Men vi har et arbejderfællesskab, siger Pia Olsen Dyhr.

Derfor er det heller ikke første gang, at Mai Villadsen er inviteret på kaffe og croissanter på SF’s formandens kontor, sådan som tilfældet er denne fredag morgen.

- Den politiske situation er ny, fordi Socialdemokraterne er gået ind i en regering med højrefløjspartier. Derfor er det afgørende at vise omverdenen, at der er et værdifællesskab til venstre, der står for at beskytte velfærdssamfundet, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima. For at vise, at den vej regering har valgt, er helt forfejlet, siger Mai Villadsen.

Og hun bliver bakket op af Pia Olsen Dyhr.

- Det er vigtigt at sige, at noget handler om værdier i det her samfund. For nogle handler værdipolitik altid om udlændinge. For mig handler værdipolitik om grundlæggende social retfærdighed, og hvordan vi omfordeler.

SF var imod en folkeafstemning om store bededag og var en del af finansloven. Her stod Enhedslisten på det modsatte hold og råbte og skreg. Hvorfor skal SF være tættere på protestpartiet Enhedslisten?

- Jeg genkender ikke analysen. Når man kigger på årene 2019-2022, så har Enhedslisten vist, at de kan lave aftaler og kompromisser. Så har vi en anden regering i dag, og der har vi nok en anden analyse af, hvordan man søger indflydelse. Men det er ikke det samme, som vi ikke har meget tilfælles, siger Pia Olsen Dyhr.

Mai Villadsen, når I nu stiller jer tættere på SF, er det så et skridt tættere på magten?

- Der er ingen tvivl om, at vi har været med i rigtig mange aftaler i sidste periode, men der er også meget, hvor vi synes, at man er gået i den forkerte retning, hvor vi har valgt at sige fra. Det er også det, der gør SF og Enhedslisten til forskellige partier, og sådan vil det jo fortsat være, fortæller Mai Villadsen.

Selvom partierne i anledningen af 1. maj fortæller om partiernes fælles værdier, og hvordan det adskiller sig for regeringens arbejdsfællesskab, betyder det ikke, at døren er lukket for de gamle venner i Socialdemokratiet.

- Hvis vi skal have et centrum-venstre i Danmark efter næste valg, så er forudsætningen, at vores to partier i hvert fald kan samarbejde. Jeg forventer sådan set også, at Socialdemokraterne er en del af det, siger Pia Olsen Dyhr.

I taler om værdifællesskaber og vigtigheden af det. Kan I så bare byde Socialdemokratiet velkommen tilbage, når de ifølge jer har vendt de værdier ryggen?

- I sidste ende handler det om politik, og hvad vi kan blive enige om. Regeringsgrundlaget i 2019 var et glimrende politisk grundlag, og hvis det er de samme prioriteringer og politisk forståelse, så kan jeg sagtens se, at socialdemokraterne kommer tilbage. Men vi kan ikke spå om fremtiden, siger Pia Olsen Dyhr.

Men I tillægger bare værdierne ret stor vægt. Har det ikke været et brud på tilliden, at Socialdemokratiet er gået ind i et "arbejdsfællesskab", hvis værdierne er så vigtige?

- Politik er politik, men jeg vil da sige, at havde man for et år siden sagt til mig, at fagbevægelsen sammen med os ville troppe op nede på slotspladsen foran Christiansborg og lave demonstrationer mod en socialdemokratisk ledet regering, fordi den tog fridage og forringede vilkårene for de nedslidte, så havde jeg da tænkt, at nej det kommer ikke til at ske. Men det gør det. Og det er bestemt er værdiskred. Men for os handler det om, at politikken skal være den rigtige. Derfor kæmper vi med næb og klør, siger Mai Villadsen.

Blækket på aftalepapiret var dårligt blevet tørt, før de borgerlige partier var røget i totterne på hinanden:

- Der er tale om en historisk tynd finanslov, og vi var ikke billigt til salg som de fire andre partier, der er gået med i aftalen, sagde finansordfører Dennis Flydtkjær fra Danmarksdemokraterne til Avisen Danmark, og de konservatives pendant, Rasmus Jarlov, lagde heller ikke fingre imellem, da han talte med Berlingske:

- Der er ikke nok borgerlig politik, når man samtidig ser, at finansloven indeholder meget store socialdemokratiske elementer, som vi er modstandere af. Der er gavecheck for 2,4 milliarder og afgiftslettelser for et meget lille beløb, lød svadaen fra Jarlov.

Dermed var den interne krig mellem de borgerlige partier brudt ud i lys lue, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, var klar til at slå tilbage:

- Tænk, hvad det kunne være blevet til, hvis K og DD ikke bare havde siddet ovre i hjørnet, svarede Messerschmidt i en sms til Berlingske.

Men den seneste uges angreb mellem de borgerlige partier er blot det seneste eksempel på den interne borgerkrig, der hersker mellem partierne. For godt nok mødes de blå partiledere - uden Venstre, naturligvis - med jævne mellemrum, og de skiftes endda til at lægge kontor og kaffekopper til, så ingen kan påstå, at der er en leder af flokken, men den harmoni, der tilsyneladende er bag den lukkede dør til partilederkontoret, kommer ikke med ud på Christiansborgs gange, når mikrofonerne er tændt. 

Inden for de seneste uger har Morten Messerschmidt blandt andet i Politiken forfattet en lang kronik om, hvorfor Liberal Alliance ikke er et borgerligt parti, mens stort set samtlige DF-folkevalgte i de seneste uger har revset Danmarksdemokraterne for partiets accept af den nuværende form for grænsekontrol.

På den måde risikerer interne stridigheder at overskygge for den fælles mængde af borgerlig politik, som partierne - trods alt - godt kan blive enige om, og det demonstrerer, at de borgerlige partier et halvt år efter valget ikke kan komme ud af den taber-rille, de fik parkeret sig selv i op til valgkampen.

I Venstre - der stadig kalder sig for Danmarks liberale parti - rystes der på hovedet. Og der hviskes: Se, hvad vi sagde. Det er en rodebutik med ophørsudsalg skrevet med store, gule bogstaver hen over sig.

For egentlig sagde Jakob Ellemann-Jensen det ganske klart, da han i november sidste år stod på talerstolen i Herning ved partiets landsmøde og begyndte evalueringen af partiets og blå bloks valgnederlag:

- Vi blå partier var ikke i stand til at komme med et enslydende svar på det, og det kan vi i sidste ende kun takke os selv for. For vi har brugt alt for meget tid på at bekrige hinanden i den blå blok i stedet for at samarbejde. Ikke kun i den forgangne valgperiode, men i de seneste mange år. Der har bestemt været perioder med stærkt sammenhold, og vi har også skabt flotte resultater som for eksempel landbrugsaftalen sidste år. En aftale, der kun blev til noget, fordi vi stod sammen, stod fast og stolede på hinanden. Men i stedet for at få den borgerlige kage til at vokse, har vi været for optaget af at spise hinandens stykker.

Stopper den interne kannibalisering og rivalisering mellem de borgerlige partier ikke, får de aldrig lokket Venstre - og muligvis også Moderaterne - til at se mod højre del af det politiske spektrum. Og de tilbageværende blå partier ved det godt. Alex Vanopslagh slog endda ud med sine armes store vingefang på partiets landsmøde forleden med budskabet:

- Så derfor siger jeg til Venstre og Moderaterne: Kan I se mine lange arme her? Jeg står klar til at tage imod jer, trygt i min favn, når I på ny mener, at vi skal samarbejde om at fremme borgerlige værdier, sagde Vanopslagh.

Da Lizette Risgaard blev genvalgt til at tage fire år mere på tronen som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i november sidste år, var det uden en modkandidat. Hun sad solidt på et af Danmarks mest magtfulde taburetter.

Derfor er det nu en større øvelse, når hendes afløser skal findes. Det påpeger eksperter i flere medier.

Det afgørende er at finde en, der har bred opbakning, og som kan skabe ro efter de seneste dages stormvejr - og ikke mindst en form for samling på tropperne forud for vigtige samarbejder med regeringen. Sådan lyder refleksionerne over en bred kam.

Ifølge Bent Winther, der er Berlingskes politiske kommentator, kan det dog blive svært at undgå et kampvalg.

I hvert fald er det nogle store spørgsmål, der nu skal findes svar på for fagbevægelsen, påpeger han.

- Den meget brede fagbevægelse, som er samlet i FH, er i forvejen dybt splittet mellem højtuddannede og ufaglærte, højtlønnede og lavtlønnede, venstreorienterede og midtersøgende fagforbund. Mellem offentligt og privat ansatte. Og mellem dem, der gerne så en tæt alliance med Socialdemokratiet og dem, der er mere til SF og Enhedslisten i den røde opposition, siger Bent Winther til Berlingske.

På Politiken påpeger politiske analytiker Elisabet Svane samme puslespil. Og hun tør derfor endnu ikke gætte på en oplagt arvtager.

- Der er mange forbund, som skal blive enige. Alt fra skolelærere til metalarbejdere. Det skal være en person, som dels kan det politiske spil, dels med troværdighed kan gå forrest mod krænkelser, siger hun.

Med til formandshistorien hører, at FH aldrig har haft en anden frontfigur end Lizette Risgaard.

Fagbevægelsens Hovedorganisation blev stiftet i 2018 som en fusion af de to daværende faglige hovedorganisationer LO og FTF. Ved fusionen var Lizette Risgaard formand for LO. Ligeså har den nu fungerende formand, Morten Skov Christiansen, rødder i LO.

Hos TV 2 mener redaktør Henny Christensen, at Morten Skov Christiansen kan være en oplagt kandidat til at overtage posten fra Lizette permanent. Men hun smider også Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik & Rørarbejderforbundet, i puljen af kandidater.

- Det afgørende bliver fra hvilken lejr, en formandskandidat bliver fundet. Skal det være en, der oprindeligt kommer fra et forbund, der repræsenterer de offentlige eller de private ansatte? Spørger hun på TV 2.

Pilen har også peget på Anja C. Jensen, der er HK's forbundsformand. Hun afviste dog den spekulation over for TV 2 søndag.

I den faglige organisation findes der godt 1,3 mio. medlemmer. De største forbund er blandt andre HK og 3F. Derfor vil disse forbund også uden tvivl få mest at sige i forhold til valget af en formand.

Det fortæller Christian Lyhne Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, til Jyllands-Posten.

- Nu skal de store forbund finde ud af, hvad de skal gøre. Der vil uden tvivl være nogle kandidater, og de kan trække i forskellige retninger, siger Christian Lyhne Ibsen til avisen.

I FOA har man på nuværende tidspunkt ikke et bud på en ny leder for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det siger formand for FOA, Mona Striib, til DR.

Først skal der tages stilling til, hvornår der skal afholdes en ekstraordinær kongres, hvor en formand kan findes. Det er op til forretningsudvalget i FH at beslutte.

- Dernæst skal vi have den uvildige advokatundersøgelse på plads, fordi vi er nødt til at være sikre på, at der ikke er nogen, der starter med at være formand, og hvor man så bagefter kan sige: ’Du var en del af det’, så det er for tidligt at vurdere på det, siger Mona Striib.

Lizette Risgaard trak sig som formand for FH søndag morgen. Det meddelte hun på Facebook efter, at FH's forretningsudvalg holdt krisemøde om sagen lørdag.

Hvem vil ikke gerne være viking? Bare for en tid. Stævne ud i egetræsbåde med solide sejl og indtage den store verden. Sætte sig på det, vi i dag kender som Norge, Sverige, Island, Grønland, Nordamerika og mange andre steder. Kunne slås - mænd som kvinder. Frie, frygtløse og uovervindelige.

Vikingerne har, selv om de for længst er borte, gennem de senere år atter erobret store dele af kloden. I tv-serier med drabelige opgør, på spændende museumsudstillinger og i den ene roman efter den anden.

De er populære som aldrig før, og nogle af os her på den nordlige halvkugle kan næsten mærke deres blod bruse stolt i vores årer.

Men hvem var de virkelig, disse forfædre og formødre, vi er så begejstrede for? Når vi pudser brillerne fri af romantiske forestillinger og ser dem dybt i øjnene, hvad får vi så øje på?

Det spørgsmål begyndte DR's nye store søndagssatsning "Togtet" at svare på søndag aften. Og nogle af de foreløbige svar er, at de var kløgtige og dygtige, voldelige og modige.

Senere vil vi erfare, at vikingerne var sådan på grund af deres tro. Tilværelsen handlede om, hvordan man dør - ikke hvordan man lever. Det var derfor nedværdigende at blive gammel. Det bedste var at dø i kamp.

Sådan en modstander har ingen lyst til at møde.

'Togtet" er fremragende fjernsyn. Så kort kan det siges. Så du ikke med, så stream første afsnit på DRTV.

Mange af os var begejstrede, da DR i sin tid sendte "Historien om Danmark". Det var levende fortalt Danmarkshistorie på tv med Lars Mikkelsens stemme i front. "Togtet" er anderledes, men også af høj kvalitet.

Levende fortalt, varieret, underholdende og givende.

Vi er i selskab med nationalmuseets direktør Rane Willerslev, der tager os med rundt i det gamle og store vikingeland. Han får "følgeskab" af levende billeder af vikinger - en slags dramadokumentar, dog uden tale - og af flot grafik. Pludselig står der en kongsgård på en bar mark, hvor man ellers skal være en fantasifuld arkæolog for at forestille sig, hvad de udgravede træstumper i jorden engang udgjorde.

Willerslev er en begejstret formidler, der får stillet de eksperter, han møder undervejs, nogle interessante spørgsmål. Han er god til at samle op, konkludere. Og han er heller ikke bange for bogstaveligt at kaste sig fysisk ind i kampen. Om det er at slås med sværd eller at grave ud.

De to øvrige værter er arkæolog, museumsinspektør og forfatter Jeanette Varberg og kokken Nikolaj Kirk, som mange kender fra programmerne "Nak og æd".

De to er gået om bord på skibet Roselina - sammen med flere andre - for at sejle i hælene på vikingerne hele vejen til Canada. Roselina er et moderne skib, men den oprindelige plan om at tage turen i et vikingeskib måtte droppes. Vurderingen lød, at der var 70 procents risiko for, at det ville synke undervejs.

På rejsen spiser de vikingemad og forsøger at navigere uden GPS. De vil gøre som vikingerne: Finde deres vej ved hjælp af stjerner, bølger, vind, strøm, skyer og solen.

Det er en sjov idé, som levendegør historien - selv for vidende Varberg, der må døje med søsyge og ikke er nærig med de "aha-oplevelser", hun får, fordi hun denne gang henter praktisk og erfaret viden.

Kirk er et muntert energibundt som sædvanlig, men når hjælpekokkene er i gang med flæsket, sender han dem et skrapt og halvt øje. Grydernes konge bestemmer.

Der var engang, vi danere ikke bøjede nakken - længe før 1864, da tyskerne bankede stoltheden, økonomien og store landområder ud af os. Der var engang, vi var nogle frygtelige og frygtede bæster. Der var engang, vi var ... tja, det kan vi glæde os til at få flere svar på i de kommende afsnit af "Togtet".

"Togtet". DR. 6 afsnit af ca. 60 min. Sendes hver søndag aften klokken 20. Kan også streames på DRTV. Denne anbefaling bygger på de to første afsnit.